Jonas Hassen Khemiri: Farklausulen

Svenske Jonas Hassen Khemiri har med Farklausulen skrevet en sort komedie om relationen mellem en søn og hans far. Det er utrolig morsomt og lidt sørgeligt.

HANDLING
Der udspiller sig et familiedrama i den stockholmske middelklasse antændt af en far der er farfar, som kommer på besøg. Vi følger først og fremmest sønnen, som nu selv er far. Han er på barsel og lider konstant af søvnunderskud. Den aldrende far kommer til Sverige en gang hvert halve år. På den måde slipper han for at betale skat i det land hvor han bor, og samtidig kan han benytte sig af det gratis svenske sundhedssystem, tjekke op på sine pengesager og få sin post – alt sammen noget sønnen skal arrangere og tage sig af. Men nu er sønnen træt af den uro som automatisk følger med farens besøg. Hvad har faren egentlig nogensinde gjort for ham? Hvor mange år skal denne påtvungne kontakt mellem dem, som kun sker når faren vil have noget eller har brug for noget, stå på? Nu er det nok. Han har rigeligt med pres i sit eget liv. Han orker ikke mere. Han vil bryde farklausulen.

Man er ikke mange sider inden i romanen før det står klart, at farfaren som er en far, ikke er et særligt rart menneske. Han siger og gør præcis hvad han vil, uden tanke på hvordan det kan påvirke andre. Under sit besøg bor han i sønnens kontorlejlighed og forventer et fyldt køleskab og andre fornødenheder. Ja faktisk forventer han, at hans børn, især sønnen som er den ældste, skal servicere ham. Det er vel det mindste de kan gøre for deres far. Selv gør han ingenting for dem – end ikke oprydning og rengøring efter sig i lejligheden. Han forlod dem, børnene. Dengang for mange år siden. Dengang var der tre børn, men en af dem gik tabt. Det vil han ikke tænke på. Faktisk vil han hverken tænke på eller indrømme, at han har begået mange fejl og er mislykket med meget i sit liv. Nej, det er (naturligvis) alle de andre der er idioter.

Jonas Hassen Khemiri er en af Sveriges mest begavede forfattere. Han er en sprogets mester og udforsker gang på gang dets muligheder i sine værker. Farklausulen skiller sig dog ud, den har nemlig ikke de sproglige og strukturelle eksperimenter som hidtil har været et vigtigt element i Khemiris romaner. I stedet bruger han denne gang en realistisk fortællemodel. Lige som i romanen Alt det jeg ikke husker, lader han perspektivet glide frem og tilbage mellem karaktererne, så vi høre flere personers oplevelse af samme hændelse. Han tager os med ind i deres tanker, deres følelser, deres drømme og deres løgne. Det fungerer rigtigt fint og får os tættere på personerne. Vi hører ingen navne, men det gør ikke noget for Khemiri bruger i stedet personernes indbyrdes relation som betegnelse for dem – selv sønnens børn er navnløse og kaldes ”den 4-årige” og ”den 1-årige”.

Konflikten i bogen ligger ikke blot mellem faren og sønnen, men også mellem sønnen og hans egen lille familie. For hvor meget ligner han egentlig sin egen far, når hverdagens rutiner bliver for kvælende? Er han i stand til selv at efterlade alt bag sig og forsvinde? Forfatteren borer sig nådesløs ned igennem lagene af farrollen og når så dybt, at vi også ser det smukke og det barmhjertige. Og måske endda et lille håb.

Farklausulen er en fortælling om nogle liv lige nu og her. Liv som vi sikkert kan genkende os selv og en del af vores venner i. Khemiri frilægger trådene, som på godt og ondt, forbinder familiemedlemmerne – kærlighed, skyld, minder, behov for bekræftelse og omsorg, og samtidig skildrer han det hektiske hverdagsliv i en småbørnsfamilie. Vi både lider og griner sammen med dem. Jeg grinede højt flere gange og fik samtidig stof til eftertanke, for hvor langt falder æblet egentlig fra træet?

Farklausulen udkom den 1. maj.

★★★★☆

Du må meget gerne dele...Share on FacebookTweet about this on TwitterEmail this to someoneShare on LinkedIn

Carolina Setterwall: Lad os håbe på det bedste

Lad os håbe på det bedste er Carolina Setterwalls selvbiografisk bog om sorgen efter hendes kærestes alt for tidlige død, som bare 34-årig, der efterlader hende alene med deres otte måneder gamle søn.

En helt almindelig morgen i oktober 2014 går Carolina Setterwall, ind i soveværelset for at se om hendes kæreste Aksel, er vågen. Selv har hun tilbragt natten på en madras i et tilstødende rum med deres baby. Hun opdager at Aksel ligger i en underlig stilling og han svarer ikke når hun taler til ham. Der går nogle sekunder før hun indser at han er død. Helt uventet er hans hjerte stoppet med at slå i løbet af natten. I bogen fortæller hun om de få år hun fik sammen med Aksel og om de to år der fulgte efter hans død.

De er hinandens modsætninger. Carolina og Aksel. Hun er motiverende (til det manipulerende) og initiativrig. Han er frygtsom og flegmatisk. Alligevel bliver de kærester – mest på hendes opfordring, virker det som. Efter et års tid gider hun ikke at bo to steder og sælger derfor sin lejlighed og flytter permanent ind til ham. Sådan er det med alting. Hun sørger for at tingene sker. Måske er det derfor at hans pludselige død kommer som et chok for hende, for her er noget hun ikke har planlagt.

”Det er ligegyldigt, hvor meget jeg forsøger at lægge bånd på mig selv. Det ender med, at rastløsheden vinder, mit presserende behov for forandring og udvikling fortrænger alle fornuftige argumenter om at hvile, vente, leve i nuet og tage det lidt med ro. Efter en rolig periode er det, som om jeg ikke kan modstå impulsen til at rive op, provokere, puffe os ud af balance, ruske os hårdt, til vi ramler sammen og ryger af sted, for så at se, hvad der sker bagefter, når vi lander. Jeg forstår det ikke selv. Jeg kan ikke selv lide det. Alligevel gør jeg det gang på gang.”

Kan man anmelde andres sorg
Det spørgsmål har jeg spurgt mig selv om, hver gang jeg har læst en såkaldt sorgroman. Og nej, det er svært at sige at nogens sorg er forkert, for den er deres egen. Men et tragisk dødsfald er ingen garanti for stor litteratur.

Romanens korte årstalsdaterede kapitler skifter mellem tiden før og efter Aksels død. Lad os håbe på det bedste, startede egentlig som en blog og har en dagboglignende stil over sig. Det er en modig bog, så meget vil jeg give hende, for hun gør ikke noget for at få sig selv til at fremstå i et specielt flatterende lys. Men det er samtidig en stor del af problemet, for jeg bryder mig ganske enkelt ikke om hende. Hun er usympatisk og egoistisk, og jeg fatter ikke at hendes kæreste fandt sig i hende.

Man får en tydelig fornemmelse af at Aksel og Carolinas forhold ikke var specielt godt – faktisk siger hun det selv flere gange, og derfor kommer hendes voldsomme sorg til at virke påtaget, ja næsten utroværdig. Og da hun senere forelsker sig hovedkulds i en anden mand i ”samme situation” som hende selv (det er i øvrigt nemt at regne ud at manden er forfatteren Tom Malmquist, som skrev om sin egen sorg i den fremragende roman I hvert øjeblik er vi stadig i live), opfører hun sig igen (undskyld sproget) som en egoistisk kælling.

Det hun gør godt, er at få os til at stille os selv spørgsmålet: Hvordan sørger man nogen, når den sidste tid man fik sammen var fyldt med sammenstød og skænderier? Hvordan undgår man at blive efterladt med skyldfølelse og fortrydelse?

Hendes historie er uden tvivl en iskold påmindelse om, at livet som vi kender det kan vende på et split sekund. At alt det vi elsker, til enhver tid kan skylles væk fra os. Alligevel er det svært for mig at blive rigtigt berørt af historien, fordi jeg ingen sympati føler for fortælleren – min sympati ligger i stedet hos de to mænd, der passerer igennem hendes liv.

Lad os håbe på det bedste udkom i januar.

★★★☆☆

RELEVANTE LINKS
Vil du læse andre romaner, hvor forfatteren fortæller om sin sorg efter at have mistet, kan jeg varmt anbefale især disse to.

Tom Malmquist I hvert øjeblik er vi stadig i live
Malin Lagerlöf Dagbok från ditt försvinnande

Andre bøger om sorg

Naja Marie Aidt: Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage
Joan Dideon: Et år med magisk tænkning + Blå timer

Du må meget gerne dele...Share on FacebookTweet about this on TwitterEmail this to someoneShare on LinkedIn

Sara Parborn: En hustrus hævn

Sara Parborn har med En hustrus hævn, skrevet en brutal underholdende roman om en kvinde der er træt af at være usynlig i sit ægteskab.

Bibliotekaren Irene har i næsten 40 år været gift med en kedelig, selvcentreret og negativ gnavpot af en mand, kabelmontøren Horst. Ægteskabet har budt på det traditionelle kønsrollemønster og Irene har både været hustru og mor. Men nu hvor hun er i 60-års alderen er hun begyndt at savne plads – ikke kun bogstaveligt i deres hjem, hvor Horsts eneste interesser, kabler og lydsystemer optager mere og mere plads, men også billedligt. Da hun en dag opdager at Horst har smidt flere af hendes kasser med bøger ud for at få plads til fire sække cement i kælderen som han har fået gratis, får hun nok og beslutter sig for at slå ham ihjel.

”Jeg stod lidt og så på hans højrøde, forurettede ansigt i tv’ets lys. Så gik jeg stille ud i køkkenet. Ved døren stod kassen med blybåndene. Jeg havde båret den op fra kælderen, så jeg huskede at køre den på miljøstationen. De havde en afdeling for farlig affald. Og pludselig kom idéen. Ikke klar og tydelig, men umærkeligt snigende. Uden af tænde lyset gik jeg over og åbnede vinduet på vid gab. Det var kun september, men allerede iskoldt i vinden.”

Der er masser af humor i Sara Parborns roman om den ældre bibliotekar der ser rødt. Jeg grine højlydt flere gange under læsningen. Men selv om den er hurtigt læst og underholdene, er den også dyster og giver plads til eftertanke. Jeg fattede hurtigt sympati for Irene, selv om hun gradvis og langsomt forgifter Horst. Egentlig burde man spørge sig selv, hvorfor Irene ikke bare lader sig skille fra sin mand, i stedet for at slå ham ihjel. Men det kommer slet ikke på tale og forfatteren giver os ingen svar. Tvært imod udtrykker Irene at hun ikke hader Horst. Hun bliver bare så ualmindelig træt af ham.

Og så vil jeg gerne komme med en lille advarsel til de mænd der ikke forstår deres kærester og koner, når de siger, at de har brug for deres eget rum – lad dem ikke gå så langt som Irene.

En hustrus hævn udkom den 25. september 2018.

★★★★☆

Du må meget gerne dele...Share on FacebookTweet about this on TwitterEmail this to someoneShare on LinkedIn

KulturXpressen 2018 – året der gik

Det er blevet den tid på året, hvor det er tradition at kigge tilbage på året der gik og fortælle lidt om hvad der er på programmet i det nye år. Men alt er ikke som det plejer at være her på bloggen. Det har været et meget stille år her på KulturXpressen og fordi mange af jer har spurgt mig hvorfor jeg har været så usædvanlig stille hele året, har jeg valgt at skrive en meget personlig hilsen.

2018 var kun tre dage gammel, da jeg tilbage i januar røg akut på hospitalet. Det viste sig at være livstruende sygdom og uden at gå for meget i detaljer med det, er det den altoverskyggende årsag til, at jeg har været fraværende på bloggen. Her 11 måneder senere er jeg stadig sygemeldt og i medicinsk behandling og det fortsætter desværre et stykke ind i det nye år.

En af følgerne ved sygdommen har været, at jeg har haft problemer med min koncentrationsevne, og det har gjort det svært for mig at læse – normalt læser jeg 1-2 bøger om ugen, i år har jeg kæmpet mig igennem 10 bøger i alt. Det har i sig selv været slemt nok, når nu man er en rigtig læsehest, men hvad værre er er, at jeg har problemer med at skrive (denne tekst har taget mig meget lang tid og mange gennemlæsninger), hvilket er problematisk når man er journalist. Det går langsomt fremad, jeg kan nu læse lidt længere tid af gange end for blot et par måneder siden, og jeg håber at det også begynder at blive nemmere at skrive uden alt for mange fejl, så jeg igen kan lave anmeldelser til KulturXpressen – der ligger jo i hvert fald 10 bøger der venter på at blive anmeldt og endnu flere der venter på at blive læst.

Så kære venner, jeg håber I vil have tålmodighed med mig og KulturXpressen og læse med igen, når jeg vender tilbage i det nye år. Indtil da er du velkommen til at følge med på min private instagram-profil hvor jeg indimellem lægger lidt bøger op.

Jeg ønsker jer alle en rigtig glædelig jul samt et godt og lykkebringende nytår.

Kærligst
Mette Camilla

 

Du må meget gerne dele...Share on FacebookTweet about this on TwitterEmail this to someoneShare on LinkedIn

Isabelle Ståhl: Lige nu er jeg her

Lige nu er jeg her, er en utrolig interessant roman af Isabelle Ståhl, der som eneste debutant, blev nomineret til den fornemme svenske litteraturpris Augustpriset i 2017 for bogen.

Den unge kvinde Elise følger forskellige kurser på universitet. Hun vil måske søge ind på psykologistudiet, men intet er afklaret. For hun vil egentlig helst ikke tænke på at hun overhovedet findes. Derfor flygter hun fra nuet med piller, alkohol, sociale medier og sex med mænd hun møder på Tinder. Hun lever sit liv fra dag til dag i en parallelverden, hvor der hele tiden er nye opdateringer og billeder på Facebook, en verden hvor det ydre tæller alt og hun kan fortrænge det indeni.

”I mit hoved flimrer mennesker forbi, som likede mit seneste indlæg i forgårs på Facebook. Jeg var så glad, hvert minut brummede telefonen af likes, og endorfinerne løb til, i flere minutter efter var jeg glad og følte ikke tyngden af min egen eksistens.”

Da hun møder Victor til en forelæsning, bliver hun med det samme interesseret i ham. Hvis bare hun kan blive kæreste med ham, vil alt blive godt. Der går lidt tid, men så sker det. Han bliver vild med hende – nej, han bliver ikke bare vild med hende, han bliver rigtig forelsket i hende, og snart flytter hun ind i hans lejlighed. Endelig har hun fået et ”rigtigt” liv. Men lykkefølelsen udebliver og forvandles i stedet til en tilstand af tomhed og rastløshed.

”Jeg føler tit, at nuet ikke længere hænger sammen med fremtiden, men mere er som en form for grav, man kravler rundt i.”

Isabelle Ståhl har skrevet en roman der giver et meget godt billede af generation Y og deres livsstil – en generation født ind i en verden med internet. Men det er i lige så høj grad en roman om et menneske opslugt af depression og angst, et menneske på farlig vej ind i en psykose. Elise overvejer, om hendes manglende evne til dybe følelser og kærlighed, kan begrundes med at hun kiggede for meget på reality-tv igennem det meste af sin opvækst. Hun er mere overflade end reelt indhold, præcis som den skærmverden bevæger sig i døgnet rundt.

Lige som kæresten Victor, finder jeg som læser aldrig helt ud af hvem Elise egentlig er og hvad hun vil. Den usikkerhed der findes i Elises tilværelse gennemsyder romanen – i dialogen, i samspillet mellem karakterne og mellem linjerne. Og den påvirker mig som læser, for hvordan skal det dog gå hende? Elise-karakteren er både overdreven og drænende, og indimellem bliver jeg frustreret og irriteret. Alligevel er jeg fanget og kunne ikke lægge bogen fra mig, for det fascinerer mig, hvor præcist nogle af beskrivelserne rammer tiden og hvordan jeg genkender følelser fra mit eget liv. Det er ganske enkelt virkelig godt skrevet og det sætter gang i en masser af tanker.

Lige nu er jeg her udkom den 1. juni.

★★★★☆

Du må meget gerne dele...Share on FacebookTweet about this on TwitterEmail this to someoneShare on LinkedIn

Helle Helle: De

Med romanen De, viser Helle Helle igen, hvordan hun mestrer at give os et øjebliksbillede af et liv fyldt med komplekse følelser, udført med et minimalistisk og stemningsfyldt sprog. Samtidig markerer romanen Helle Helles 25 års jubilæum som forfatter, og viser på fornemste vis hendes kendetegn med troværdige miljø- og persontegninger der går under huden på os alle.

”Gangtelefonen ringer med jævne mellemrum, de hjælper med at køre den frem og tilbage. Hendes mor ved, hvor stuerne er, dirigerer hende af sted med apparatet, anviser telefonstik. De har jo selv så meget gavn af ordningen de dage, hun ikke er på besøg, de ringer sammen både eftermiddag og aften. Når de ikke kan finde på mere at tale om, siger hendes mor: – Lad os bare sidde og ånde lidt.”

Vi er i 1980’ernes Lolland, i en tid uden mobiltelefoner og internet. To navnløse mennesker, en 16-årig pige og hendes mor, lever et helt almindeligt liv i provinsen. Pigen går i gymnasiet og jonglerer med lektier, fester og drenge, som alle andre i den alder, men ofte ser hun det hele lidt på afstand. Moren arbejder i en dametøjsforretning, som hun med stolthed gør sit til tager sig flot ud. Mor og datter har et tæt og kærligt forhold med megen snak og latter. Sammen er de en stærk enhed. Men enheden trues for moren bliver alvorlig syg og prognosen for hendes overlevelse er ikke optimistisk. Og netop sygdommen og følelserne af bekymring og sorg forbliver uudtalt mellem dem.

”Hun vågner tidligt fredag morgen med virkelig ondt i halsen […] Klokken halv fire ringer hun til sygehuset, gangtelefonen køres ind til hendes mor.
– Jamen, skat, er du syg? siger hende mor.
– Nej, siger hun. […]
– Men jeg kan ikke så godt synke, siger hun.
– Så tag en Kodimagnyl. Sig, han også skal tage hyldebærsaft med. Og kiks.
Nu bliver hendes mor stille, røret knaser.
– Blev du ked af det, mor? siger hun.
– Nej, siger hendes mor.
– Du skal ikke være ked af det, jeg har det sikkert godt i morgen igen, siger hun.
De aftaler, at hun ikke skal komme på besøg før tidligst mandag. Hun skal holde sig inde og blive helt rask. I øvrigt bliver hendes mor måske udskrevet tirsdag, det går bedre, i dag har hun læbestift på.”

De, er som de fleste af Helle Helles andre romaner, en overskuelig læsning på blot 157 sider fordelt på 51 korte kapitler. Det der skiller sig markant ud er, at stort set hele romanen er skrevet i nutid, hvilket giver enkelte spøjse og lidt klodsede sætninger som fx ”Lyset går i går” og ”[cyklen] punkterer i fjor, hun kører over et bræt”. Nogle vil måske være i stand til at lade dem flyde, men for mig blev det et lille irritationsmoment der ødelagde mit flow, og jeg har ikke gennemskuet, hvorfor forfatteren har valgt denne form – personligt mener jeg ikke at det gør noget ekstra for historien.

Men når det så er sagt, så er De både utrolig morsom og forfærdelig trist. Sådan er det med Helle Helles bøger, vi både griner og græder når vi læser dem, men vi bliver altid beriget med hendes sprog og evne til at fortælle en på overfladen simpel lille historie, der viser sig at stikke langt dybere end som sådan. Jeg nyder det hver eneste gang.

De udkom den 13. april.

★★★★☆

RELEVANTE LINKS
Helle Helle: Dette burde skrives i nutid
Helle Helle: Hvis det er

Du må meget gerne dele...Share on FacebookTweet about this on TwitterEmail this to someoneShare on LinkedIn

Blixenprisen 2018 – de nominerede

Så er der sat navne på de nominerede til Blixenprisen 2018 – prisen uddeles i otte kategorier.

Årets redaktør
Forlægger og redaktør Arild Batzer fra forlaget Batzer & Co.
Forlægger- og redaktørparret Bjarne Michael Jensen og Jeanne Dalgaard fra forlaget Jensen & Dalgaard
Seniorredaktør Louise Königsfeldt fra forlaget Rosinante & Co.

Årets litteraturformidler
Klaus Rothstein og Nanna Mogensen for ’Skønlitteratur på P1’
Kritiker Lars Bukdahl
Litteraturkonsulent Michael Linde Larsen

Årets litterære talent
Malte Tellerup for Markløs
Liv Nimand Duvå for Vi er vel helte
Sophia Handler for Feberfrihed

Årets lydbog
Eva Maria Fredensborg & Lars Brygmann for Akademiet
Vita Andersen & Maria Stokholm for Indigo
Thomas Bredsdorff for Tøsne og forsytia

Årets skønlitterære udgivelse
Naja Marie Aidt for Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage
Svend Åge Madsen for Af den anden verden
Peter Laugesen for Traveling

Årets faglitterære udgivelse
H.C. Gulløv, Poul Olsen, Niels Brimnes, Per Hernæs, Mikkel Venborg Pedersen og Erik Gøbel (redaktører) for Danmark og kolonierne
Joakim Jakobsen for Ord der formede Danmark
Thomas Bredsdorff for Tøsne og forsythia

Årets børne- og ungdomsudgivelse
Sarah Engell for Valget
Kim Leine & Peter Bay Alexandersen for Pigen der kunne tale med hunde
Mette Vedsø for Hest Horse Pferd Cheval Love

 Årets boghandler
Boghandlermedhjælper Jeanette Jensen fra Bog & ide Køge
Indehaver Rikke Viemose fra Thiemers Magasin København
Indehaver Marianne Møller fra Kristian F. Møllers BOGhandel i Århus

Priserne uddeles ved en prisfest i Folketeatret i København den 25. maj.

Du må meget gerne dele...Share on FacebookTweet about this on TwitterEmail this to someoneShare on LinkedIn

Therese Bohman: Aftenland

Therese Bohman har med Aftenland skrevet en roman om at lede efter noget der føles meningsfuldt. Om kunst, begær og ensomhed.

Karolina Andersson har passeret de 40 år og har netop forladt sin kæreste gennem mange år, fordi hun ikke elskede ham. Hun er en succesfuld akademiker, professor i kunsthistorie ved universitetet i Stockholm, forsker i kunstens repræsentation af kvinder samt skribent for Svenska Dagbladets kultursider. Kunst udgør størstedelen af hendes liv sammen med lidt for mange glas vin (hun overvejer om hun har et misbrug) og måske lidt for mænd. Karolina elsker alle typer mænd, unge som gamle, tykke som tynde, gifte som single – og hun har ikke svært ved at tiltrække sig dem. Men bekræftelsen bliver i soveværelset, nærhed er noget de giver deres hustruer, ikke hende.

Da hun bliver vejleder for en ph.d.-studerende, bliver hun betaget af den unge, smukke (som en ”Botticelli-engel”) Anton, men samtidig irriteret over hans selvtillid. Han mener at have fundet en hidtil ukendt kvindelig kunstner, som vil revolutionere den svenske kunsthistorie. Det kan få stor indflydelse på både Antons men også Karolinas karriere, men Karolina opdager snart, at hun er blevet draget ind i et spil med flere uventede lag.

”Den næstsidste var en kvinde i tresserne, hun smilede bredt og lettet, da hendes billige, røde nylonkuffert dukkede op, kastede så et næsten skyldsbevidst blik på Karolina, før hun hastigt forsvandt hen mod udgangen med kufferten rullende efter sig. Så kom der ikke flere kufferter. Og stående foran bagagebåndet, der blev ved med at køre, selvom det var tomt, tænkte hun, at det var livet, hun ventede på. Det liv, som kom til alle, undtagen hende.”

Therese Bohman skriver med store kontraster – det lyse og livlige mod det mørke, som her er savnet og ensomheden. Historien veksler mellem beskrivelser og refleksioner, hvor især det sidste giver følelser til teksten gennem samfundskritik samt delvist udbredte og uigenkendelige syn på kulturhistorien inddelt i klassicisme, romantik og symbolisme.

Karolina-karakteren har samme store kontraster, for selv om hun er mandlig nok i sine træk til at se porno og onanere på sit kontor på universitetet, er hun samtidig så konventionel feminin, at det, hun virkelig længes efter er hengivenhed, ømhed, nærhed og samhørighed. Og børn. Det er som om Bohman vil teste grænsen for hvad en frigjort kvinde kan gøre og hvilke konsekvenser det kan have. Hun leger med og analyserer de normer vi kender omkring magt, køn og identitet. Karolina bryder et langt forhold med en mand hun har været utro flere gange, og selv om det er hende der er gået, er det hende som står ene og forladt tilbage med sin længsel.

Der er en ting der undrer mig ved bogens ellers mange feministiske kamp træk, manglen på andre kvindelige karakterer. Der er ingen søsterskab. Karolina har ingen veninder og omgås udelukket mænd. Jeg er i tvivl om det skal forestille sig at være endnu et ”brud med normerne” eller om det er for at forstærke hendes ensomhedsfølelse. Sproget er let og de 246 sider forsvinder hurtigt.

Det er første gang jeg læser Therese Bohman, men det bliver ikke sidste. Jeg er blevet meget nysgerrig efter at læse hendes forrige bog Den anden kvinde.

Aftenland udkom den 15. februar.

★★★★☆

Du må meget gerne dele...Share on FacebookTweet about this on TwitterEmail this to someoneShare on LinkedIn

Jakob Melander: De døde og de ufødte

De døde og de ufødte, er femte bind i Jakob Melanders serie om politimanden Lars Winkler – denne gang på nyt forlag – og sender os både til Vietnam og til 1980’ernes Vesterbro i et indviklet net af pengebegær og organiseret kriminalitet.

To mænd henrettes i en bil en regnfuld aften på Slotsholmen i København. Det er et umaget par, en tidligere politibetjent og en tidligere narkoman, og for Lars Winkler og hans kolleger er det svært at gennemskue hvorfor de to mænd befandt sig sammen. Da mordvåbnet findes peger det i retningen af rockermiljøet, men intet synes at passe helt sammen. Så da der dukker materiale op omkring et gammelt uopklaret drab fra 1980’erne, retter politiet i stedet opmærksomheden på det, for pludselig er der et par navne der går igen i de to drabssager.

Kæresteparret Winkler og kollegaen Sanne, som ellers var blevet skilt rent arbejdsmæssigt, kommer begge på sagen, men da Winklers ekskone fortæller en uventet nyhed, spidser tingene til for de nyforelskede.

Et andet sted i København rejser journalisten Louise til Vietnam for at opspore sin biologiske mor. Her hører hun om et dansk firma med patent på en ny, og ikke helt uskadelig, rissort, og inden hun ved af det står hun midt i en livsfarlig situation og må flygte hjem. Tilbage i Danmark, har der været indbrud i hendes lejlighed. Nogen er efter hende.

”Kinderne var hule, huden rødlilla, sine steder næsten sort. Og øjnene stod rødsprængte og glasagtige ud af hulerne, stirrede ind i den anden verden, de fleste prøvede at udsætte ankomstren til så længe som overhovedet muligt.”

Efter det (efter min mening) lidt middelmådige fjerde bind i Winkler-serien, Det bedste til mig og mine venner, er Jakob Melander igen tilbage på ret kurs med De døde og de ufødte. Siderne vender næsten sig selv, og sproget er som altid let og flydende. Romanen er inddelt i korte kapitler, hvilket er med til at holde fremdriften i et forholdsvis højt tempo.

Der er to sideløbende, spændende historier dels henrettelsen på Slotsholmen og dels journalisten Louises søgen efter sin biologiske mor. Okay, det kræver ikke høj IQ at forstå, at de to sager naturligvis hænger sammen, men plottet er ikke helt nemt at gennemskue og spændingskurven strækker sig langt mens dødstallet stiger stødt undervejs i historien. Jeg synes stadig der er lidt for meget privatlivsfnidder, men det er en smagssag.

Selv om bogen er femte bind i en serie, kan du sagtens stige på nu uden at blive alt for forvirret, men det vil være ærgerligt at gå glip af de første bøger – du får alligevel lyst til at læse dem bagefter denne.

De døde og de ufødte udkommer i dag den 9. marts.
★★★★☆

RELATEREDE LINKS
Interview med Jakob Melander

Anmeldelser af andre bøger i Lars Winkler-serien
Jakob Melander: De berusedes vej (bind 3)
Jakob Melander: Det bedste til mig og mine venner (bind 4)

Anmeldelse af anden roman
Jakob Melander: Elektra

Du må meget gerne dele...Share on FacebookTweet about this on TwitterEmail this to someoneShare on LinkedIn

Leonora Christina Skov: Den, der lever stille

Kan man slutte fred med en opvækst, hvor man aldrig har følt sig elsket af sine forældre? Kan man bearbejde sin mors død, når man egentlig ikke kendte hende rigtigt? Det er mange ubesvarede spørgsmål og blandede følelser Leonora Christina Skov står tilbage med, da hendes mor i 2015 dør efter flere år med kræft. I sin selvbiografiske roman Den, der lever stille fortæller hun åbent og ærligt om sit dysfunktionelle forhold til sine forældre og om hvordan Christina fra Helsinge blev til storbypigen og forfatteren Leonora.

”Mor og jeg har talt om, at det burde have været din fætter Martin, der var vores barn, og ikke dig, sagde min far. […] Martin ville have passet meget bedre til os, sagde min far. Med den opdragelse, du har fået, kan vi simpelthen ikke forstå, hvordan du er kommet ud af det.”

Den, der lever stille lever godt. Sådan var mottoet hos familien Skov i Helsinge, hvor mor Ingelise helst så at man ikke gjorde et væsen af sig. Selv iklædte hun sig offerrollen og beskyldte hele livet datteren for at være skyld i både sine bekymringer og kræftsygdom. Manipulerende med tårer og trusler om selvmord, får hun opmærksomhed og sin vilje, mens datteren bliver mere og mere tynget af skyld.

Men Christina vil ikke leve stille. Hun drømmer om et helt andet liv langt fra de kvælende vægge i Helsinge, og tager første skridt mod en ny fremtid da hun flytter til København for at studere – uden støtte hjemmefra. Som 21-årig tager hun sig mod til fortælle sine forældre hvem hun er og altid har været inden i, og det får hjerteskærende konsekvenser.

Hun kæmper for overlevelse og for at realisere sin vision om et andet liv samtidig med, at hun er bange for at blive skyld i morens død. Men med sit nye navn Leonora, får hun sin første kvindelige kæreste, den glamourøse præst Ingrid, som hjælper hende med at begå sig i storbyen. Hun finder sin egen stil med fine kjoler og røde læber, som vi kender hende i dag, hun bliver forfatter og møder sin helt store kærlighed Annette, som hun gifter sig med. Alt imens er kontakten til forældrene overfladisk og sporadisk. Helt frem til morens død nægter forældrene ganske enkelt at acceptere deres datters valg i livet.

Den, der lever stille, er en stærk og velskrevet fortælling, og romanformatet giver historien en naturlig fremdrift der griber fast i læseren, så siderne næsten vender sig selv. Historien springer i tid og skydes i gang ved morens dødsleje på hospice. Det er barsk, men også en effektiv måde at slå stemningen an på. Derudover er der et interessant metalag i opbygningen, hvor Leonora har tanker om samt diskuterer tilblivelsen af romanen med kæreste og venner. Stilmæssigt lægger bogen sig op af Delphine De Vigans fremragende roman Alt må vige for natten, men modsat den franske pendant, fornemmer jeg at Leonora Christina Skov holder sig lidt tilbage – måske forståeligt nok med et så sårbart materiale, men det betyder samtidig, at jeg ikke bliver berørt i helt samme grad.

Men når det så er sagt, er der mange intense scener, hvor forældrenes vanvid (ja undskyld, men jeg kan ikke finde et bedre ord i denne sammenhæng) kommer helt frem i lyset, og jeg kommer længere og længere op i det røde felt jo flere linjer jeg læser. Faren vælger at støtte sin hustru i stedet for sin datter, selv om også han måtte kunne se at det var helt galt. Hans begrundelse, som Leonora først får mange år senere, er, at hun er langt stærkere end sin mor og derfor ville kunne komme igennem det. Man kan ikke andet end at ryste på hovedet med tungt hjerte.

Leonora rækker hånden frem mod sine forældre flere gange, og da morens kræft på ny blusser op går hun helhjertet ind i rollen som pårørende og researcher behandlingsmetoder og medicin samt taler med læger og personale.

Om Leonora Christina Skov kan finde indre ro uden af få et klart svar på sine mange spørgsmål om sin mor og hvorfor forældrene gjorde som de gjorde, ved jeg ikke, men jeg håber det inderligt. Med teksten forsøger hun at kommer et svar nærmere og med antydninger kan vi som læsere tolke og analysere os frem til egne teorier – selv synes jeg, at det er oplagt, at moren ikke er psykisk rask og det kommer da også frem efter hendes død, at hun havde det dårligt længe inden datteren blev født og at hun efterfølgende fik en fødselsdepression. Men hvorfor fik hun ingen hjælp? Det spørger forfatteren om og får en vag forklaring fra sin far, at det ikke var noget man bekymrede sig om dengang i 1970’erne. Jeg tænker nu mere, at det var som så meget andet i familien Skov, at hvis vi ikke siger det højt, eksisterer det ikke.

Det er en virkelig god bog og smuk både udenpå og indeni. Den kan og bør læses af alle, for den har så mange forskellige temalag, så alle vil kunne nikke genkendende til noget – familieforhold, problematikken og forvirringen om at finde sig selv og sin seksualitet, og ikke mindst værdien af nære venskaber og kærlighed. Læs den, du vil ikke fortryde det.

Den, der lever stille udkom den 11. januar.

★★★★☆

RELEVANTE LINKS
Interview: Forfatterens skrivebord – Leonora Christina Skov
Anmeldelse: Leonora Christina Skov: Hvor intet bryder vinden

Du må meget gerne dele...Share on FacebookTweet about this on TwitterEmail this to someoneShare on LinkedIn