Filmanmeldelse: Undtagelsen

Foto: Erik Zappon

Kvinder er kvinder værst, fristes man til at sige om Undtagelsen, som er baseret på Christian Jungersens bestsellerroman fra 2004. Det handler om venskab, voksenmobning og et psykologisk spil på liv og død.

Vi følger bedsteveninderne Iben og Malene, der sammen med to andre kvinder, Anne-Lise og Camilla, arbejde på Dansk Center for Information om Folkedrab. Iben, der er single, har været udsat for en meget traumatisk oplevelse i et krigshærget Afrika, som stadig plager hende. Malene bor med kæresten Rasmus og kæmper med et alvorlig tilfælde af gigt, hvilket er begyndt at gøre hende mere og mere bitter på raske mennesker. På jobbet er de to alen af et stykke og synes at afreagere på hver deres problemer ved at gøre livet surt for den nye kollega Anne-Lise, som Malene er overbevist om er ude efter hendes job. Den stille Camilla er lidt af en nikkedukke og følger hurtigt trop med mobberiet. De er ærligt talt nogle rigtige kællinger.

Iben og Malene er der altid for hinanden når mareridtene og smerterne bliver uudholdelige. Og sammenholdet bliver ikke mindre da de begge to modtager mails med yderst ubehagelige dødstrusler. De bliver mere og mere overbevist om at det er Anne-Lise der står bag og så tager det fart med sammensværgelserne.

Romanen Undtagelsen blev i sin tid tildelt De Gyldne Laurbær, men det er tvivlsomt at filmen opnår samme niveau af succes, for selv om det kvindelige firkløver bestående af Danica Curcic (Iben), Amanda Collin (Malene), Lene Maria Christensen (Camilla) og Sidse Babett Knudsen (Anne-Lise), gør det ganske udmærket, er filmens tempo dræbende langsomt og de 117 minutter føles evindelig lange.

Derudover savner jeg bogens finesser. Alt er penslet lidt for meget ud i filmen. Karakterernes hovedtræk er for overdrevne og let gennemskuelige. Det er synd, for det er en virkelig god historie om dynamikken i visse venskaber og det stadig tabubelagte tema voksenmobning. Det mest succesfulde ved filmen er det lille indblik vi får i hvordan det er at leve med PTSD. Hvad det gør ved vores psyke at gennemgå noget meget voldsomt og hvordan man kan lyve for sig selv for at holde ud at være i det.

Det er svært med filmatiseringer og har du allerede læst bogen behøver du måske ikke ligefrem at løbe mod biografen. Har du derimod ikke, så se filmen og nyd at læse bogen bagefter.

Undtagelsen er instrueret af Jesper W. Nielsen med manuskript af Christian Torpe og har premiere over hele landet i dag den 2. juli.

★★★☆☆

Læs flere filmanmeldelser af filmatiseringer.

Du må meget gerne dele...Share on FacebookTweet about this on TwitterEmail this to someoneShare on LinkedIn

Tine Høeg: Tour de chambre

Tour de chambre er en tour de force i følelser, drama og fortielser, fremragende fortalt af Tine Høeg.

Den såkaldte svære toer synes ikke at være svær for Tine Høeg, der debuterede i 2017 med romanen Nye rejsende. Den modtog hun BogForums debutantpris for og bogen blev senere omsat til monolog og opført på Det Kongelige Teater. Med sin nye roman er hun skarp som en nysleben kniv og skærer ind til benet når hun fortæller os at kærlighed gør ondt og hun beviser endnu en gang sit store talent for det skrevne ord.

Tour de chambre er fortællingen om forfatteren Asta. Hun skriver på en roman, men fortiden bryder forstyrrende ind da hun modtager en invitation til en mindehøjtidelighed for sin gamle ven August der døde for 10 år siden. Dengang boede de på samme kollegium August, Asta og hendes bedste veninde Mai som var kæreste med August. Fester, længsler og en dyb hemmelighed som Asta aldrig har kunnet fortælle Mai bruser frem som en hvirvelvind og truer med ødelæggelse.

Jeg suste igennem de sparsomt skrevne 324 sider og læste bogen i et langt stræk. Slugte hver eneste linje, så stram og velkomponeret. Her er ingen overflødige ord men luften omkring ordene er fyldt med forelskelse, venskab, tab, sorg og dårlig samvittighed. Tine Høeg fletter fortiden og nutiden sammen på fineste vis og efterlader næsten læseren åndeløs. Det er godt. Nej, det er blændende.

Tour de chambre udkommer i dag den 27. maj.

★★★★★

LÆS OGSÅ
Tine Høeg: Nye rejsende

Du må meget gerne dele...Share on FacebookTweet about this on TwitterEmail this to someoneShare on LinkedIn

Stine Pilgaard: Meter i sekundet

Med Meter i sekundet giver Stine Pilgaard os et øjebliksbillede af et helt almindeligt menneske der forsøger at blive voksen og finde sin plads i verden. Det er både klogt og utroligt morsomt.

Ventetiden har været lang, men hold nu op den har været det værd. Siden jeg læste Stine Pilgaards Min mor siger (2012) samt Lejlighedssange (2015), har jeg ventet på at hun skulle komme med en ny roman. Og nu er den her endelig!

”Som enebarn og overbevist individualist var det svært for mig i starten. Selv om jeg er perverst fascineret af fællesskaber, har jeg skulle lære at været et vi. Fra begyndelsen af vores forhold sagde min kæreste vi i stedet for du, hvad der både forvirrede og provokerede mig.”

Vi følger et ungt nybagt forældrepar der er flyttet til Vestjylland hvor manden er lærer på en højskole. Kvinden får job som orakel i lokalavisens brevkasse og kæmper ved siden af med at tage kørekort og finde sig til rette i den nye rolle som mor. Hun vil teoretisk set gerne være en del af højskolefællesskabet men skriver alligevel antihøjskolesange sammen med en af de andre påhæng. Hun vil også gerne integreres i lokalsamfundet men har det svært med den vestjyske samtaleform med lange tavse pause, derfor søger hun hjælp fra Anders Agger.

”Gnister er noget, man selv skal tænde, og det gør man ikke med sex, men med sprog. Samlejer er en omgangsform, der ikke kræver andet end velfungerende kønsorganer, en god samtale derimod fordrer opfindsomhed og intimitet.”

Stine Pilgaard skriver enkelt og ubesværet om ingenting og alligevel om så meget. Det er en fornøjelse at læse.

Meter i sekundet udkom den 15. maj.
★★★★☆

Du må meget gerne dele...Share on FacebookTweet about this on TwitterEmail this to someoneShare on LinkedIn

Maren Uthaug: En lykkelig slutning

En lykkelig slutning er en morbid og morsom slægtsroman og samtidig en kulturhistorisk fortælling om døden fortalt gennem syv generationer af bedemænd.

Maren Uthaug har for længst vist at hun kan andet end at underholde os med sine morsomme streger fra Marens blog og i den daglige stribe i Politiken. Hendes to første romaner Og sådan blev det (2013) samt Hvor der er fugle (2017), har gået sin sejrsgang hos både læsere og anmeldere. Med En lykkelig slutning tager hun fat på et emne som de fleste helst ikke vil tale om, nemlig døden og alt det der omgiver den.

”Første gang, kold hud fik det til at sitre i mig, var i 1986. Jeg var fyldt fjorten to uger inden og havde aldrig tænkt i de baner før. Jeg forstod hurtigt, at det var en ensom brist at have. For hvem skulle jeg fortælle det til? Og hvis jeg gjorde, hvordan skulle jeg forklare min lyst uden at lyde, som om jeg var det væmmeligste menneske i verden?”

Det er nutidens fortæller Nicolas, der har de uheldige lyster. Han er i øvrigt den eneste af bedemændene, udover sin mor, der ikke hedder Christian. Historien krydsklipper mellem fortid og nutid i kronologisk rækkefølge over Christian’erne.

Slægtens første Christian er i begyndelsen af 1800-tallet havnet på Stillehavsøen Tikopia, efter et skibbrud. Med sin lyse hud og blå øjne er øens høvding overbevist om at manden med det underlige sprog kan se ind i gudernes verden, så han får lov at bliver og snart er hans opgave at hjælpe spædbørn på vej i døden. Christian 2 tager konsekvensen af befolkningsbegrænsningen på øen og flyder til havs for at skåne sin lillesøsters liv. Han ender via Amsterdam til sidst i et beskidt og sygdomsbefængt København sammen med sin elskede. Han øjner hurtigt en forretning i at hjælpe overtroiske pårørende med at sikre, at de døde ikke går igen, ved hjælp af selvopfundne ritualer og bønner. Dermed er første skridt til bedemandsimperiet Christian Christiansen taget.

Christian 3 har en forkærlighed for at lege med ilden og indfører kremering som praktisk begravelsestradition da det både er pladsbesparende og holder lugten og sygdomsspredningen i skakt. Christian 4 kan se de døde fra han er ganske lille og får et tættere forhold til dem end til de levende. Faktisk så tæt at han bliver forelsket i et spøgelse, som han indleder et kærlighedsforhold til via et mellemled om man så kan sige.

Christian 5 kan lide tal og orden i en sådan grad at han i dag uden tvivl ville blive stillet diagnosen ekstrem OCD. Hans datter Lone Helle også kaldet Nana, bliver den første kvindelige bedemand i familien. Hun viser sig at være lesbisk men bliver ved et uheld gravid og får sønnen Nicolas – syvende led i slægten. Nicolas, er alenefar og kæmper ikke kun med sine uheldige lyster til en død kvinde, men også med at styre sine børn, der udviser skræmmende mørke sider i en sådan grad at han må snige beroligende medikamenter i deres mad og drikke, som han skaffer gennem sin svoger der er dyrlæge.

Der er ingen tvivl om at der vil bliver løftet øjenbryn og at nogle vil finde romanen kontroversiel. Død, nekrofili og spøgelsessex er trods alt ikke hverdagskost for ret mange, skulle jeg mene. Men der er en rigtig fin balance mellem det morbide og det morsomme. Og karaktererne er skrevet så fint frem at man fatter sympati for dem trods deres særegenhed. Det er dystert ja kulsort men vanvittigt godt skrevet.

En lykkelig slutning udkom 1. november 2019

★★★★☆

Du må meget gerne dele...Share on FacebookTweet about this on TwitterEmail this to someoneShare on LinkedIn

Linda Boström Knausgård: Oktoberbarn

Oktoberbarn er den tredje roman Linda Boström Knausgård er udkommet med og igen viser hun, at hun mestrer den svære kunst at fortælle en helt masse på meget få sider.Men selvom Oktoberbarn kun er på 162 sider tog det alligevel tid at komme igennem den selvbiografiske fortælling, for den fylder meget. Bliver i kroppen længe.

”Jeg vil nu sige noget vigtigt: Vær ikke bange. Alt hvad jeg har været virkelig bange for er sket. Derfor siger jeg til jer: Vær ikke bange. Jeg har ofte tænkt på hvad frihed er og jeg er kommet frem til at friheden kræver ansvar, selvrespekt og et roligt varmt hjerte.”

Oktoberbarn er på én gang en sorgroman over det forliste ægteskab med Karl Ove Knausgård men også et frontalt angreb på den svenske psykiatri og deres brug af elektrochokbehandlig – noget forfatteren har mærket på egen krop i perioder med svær depression og angst, hvor hun blev tvangsindlagt. Strømmen de sender igennem hendes krop lægger sig som en skygge over hendes minder og hun frygter at de aldrig kommer tilbage, og uden minder vil hun heller ikke kunne skrive.

Hun skriver ikke et ondt ord om Karl Ove. Ikke rigtigt. Men smerten stiger brændende op imellem linjerne. Det er råt og skræmmende og gør ondt at læse, men det er samtidig også en smuk sammensat bog med et nådesløst smuk sprog.

Oktoberbarn udkom den 30. januar.

★★★★☆

LÆS OGSÅ:
Linda Boström Knausgård: Velkommen til Amerika

Du må meget gerne dele...Share on FacebookTweet about this on TwitterEmail this to someoneShare on LinkedIn

Anne Mette Hancock: Pitbull

Pitbull er tredje bind i Anne Mette Hancocks krimiserie om journalisten Heloise Kaldan og efterforskeren Erik Schäfer. Denne gang handler det om at råde bod på sine synder inden det er for sent.

Heloise Kaldan arbejder på en reportageserie om Vågetjenesten, hvor frivillige sidder hos døende der ellers ville være alene i deres sidste tid. Arbejdet har bragt hende tæt på den kræftsyge og lettere demente ældre mand Jan Fischhof. En dag taler han i brudstykker og usammenhængende om at han kommer til at betale for sin ungdoms synder, at der var så meget blod og nævner navnet Mázoreck. Heloise beslutter sig at for at hjælpe Fischhof med at få ro i sindet inden han dør, og begynder derfor at grave i hans fortid. Den bringer hende til Sønderjylland hvor hun opdager at der udover et mistænksomt dødsfald også findes to uopklarede sager om unge kvinder der forsvandt sporløst. Ivrig efter at kortlægge hvad der skete dengang i slutningen af 1990’erne starter hun sin egen efterforskning men opdager hurtigt, at hendes mange spørgsmål ikke er velkomne i området og snart får hun brug for hjælp fra sin ven Erik Schäfer.

””Hey, hvad fanden laver du?” råbte hun og vred sig. ”SLIP MIG!” […] rakte en hånd om bag lænden og trak en pistol frem. Han rettede den mod Heloise og tyssede på hende, som om hun var et spædbarn, der skulle trøstes. ”Shh-shh-shhhh…” Heloise så ned i løbet og sank.”

Anne Mette Hancock scorer et ægte hattrick med sin tredje krimi. Debutbogen Ligblomsten slog benene væk under både krimifans og anmeldere og hun modtog prisen ”Årets debutant 2017” fra Det Danske Kriminalakademi. Året efter udkom bogen Mercedes-snittet for hvilken hun blev kåret som ”Årets forfatter” af Plusbog. Og med Pitbull slår hun igen fast, at hun tilhører eliten af de danske krimiforfattere.

Setuppet er klassisk i krimigenren, ja nogen vil måske endda sige på grænsen til en kliché, en journalist og en efterforsker. Men karaktererne er veludviklede og det næsten forældre/barn-forhold mellem Heloise og Schäfer og hans hustru fungerer godt og giver et ekstra lag til historien. I Pitbull tages vi med til forfatterens hjemstavn i Sønderjylland og kendskabet mærkes i beskrivelserne af området og dets mennesker og den særlige sønderjyske kultur. Både sprog og handling flyder fint i et spændingstempo over middel som gør det svært at lægge bogen fra sig og plottet er utroligt velkomponeret. Når man som læser tror at man har fingeren på den sidste brik i puslespillet sker der et uventet tvist som vil tilfredsstille enhver krimifan.

Pitbull kan sagtens læses som et fritstående bind men hvorfor dog fornægte dig selv den fornøjelse at læse dem alle tre.

Pitbull udkom den 2. Januar 2020.

★★★★☆

Du må meget gerne dele...Share on FacebookTweet about this on TwitterEmail this to someoneShare on LinkedIn

Oyinkan Braithwaite: My Sister, the Serial Killer

Trods titlen My Sister, the Serial Killer, er dette ikke en krimi. Det er en fænomenal debutroman som blander et kærlighedsdrama og en familiesaga med et par drab. Men mest af alt handler det dog om forholdet imellem to søstre, den kantede og effektive Korede samt den smukke men uforsigtige og forhastede Ayoola.

Bogen starter med vores fortæller Korede, der med en svamp i hånden, reflekterer over at det sværeste sted at skrubbe rent for blod er fugen mellem brusebadet og væggen. Hun ved det fordi dette er den tredje kæreste, som hendes søster Ayoola har dræbt i ”selvforsvar” og som Korede har hjulpet med at rydde op efter.

”I soaked up the blood with a towel and wrung it out in the sink. I repeated the motions until the floor was dry. Ayoola hovered, leaning on one foot and then the other. I ignored her impatience. It takes a whole lot longer to dispose of a body than to dispose of a soul.”

Korede er sygeplejerske med en ledende stilling på et stort hospital. På jobbet er hun effektiv og respekteret, den respekt nyder hun derimod ikke meget af på hjemmefronten, hvor hun bor sammen med sin søster og deres mor. Korede er den fornuftige datter der både er god til at holde hus og lave mad og som pligtopfyldende stiller op lige meget hvor uvillig og forfærdet hun inderst inde er. Hun har på sin vis accepteret at det er hendes lod, da hun ikke er den kønneste og blod er trods alt tykkere end vand.

Søsteren Ayoola derimod er billedskøn med karamelfarvet hud. Hendes smukke ydre kan gøre enhver mand (og kvinde) blød i knæene – og hun ved det. Hun behøver hverken at være klog eller dygtig for at få det eller den hun vil have og hun udstiller hellere end gerne sit liv på de sociale medier for at tilfredsstille alle sine mange følgere. Hun er en egoistisk og irriterende lillesøster, som de fleste, hvis det da ikke lige var for den lille, men livsfarlig vane hun har – at slå sine kærester ihjel. Og når hun sent om natten ringer til sin storesøster efter hjælp, har hun altid en undskyldning parat til at forklare sin seneste grusomme slutning på et forhold. Selvforsvar. Han var ved at slå / stikke / kvæle hende, så hvad skulle hun gøre? Uden vidner kan ingen sige andet og det er jo kun de skyldige der kommer i fængsel, beroliger hun sig selv, sikker på at hun ikke tilhører den kategori.

De to søstre har et nært, ja næsten afhængigt forhold til hinanden. Grunden dertil er dyster og involverer en voldlig og lyssky far (hvis endelige død måske slet ikke var en ulykke) der ikke kun bankede dem men også solgte dem til mænd der ville have sex med dem. Søstrenes forhold sættes på prøve da Ayoola stjæler opmærksomheden fra den hjertevarme læge Dr. Tade Otumu, som Korede er hemmeligt forelsket i. Blændet af Ayoolas skønhed, bliver den unge læge voldsomt forelsket i hende og det forfærder Korede – ikke kun fordi hun er jaloux, men fordi hun alt for godt ved hvordan Ayoolas forhold har en tendens til at slutte. Så hvem skal hun prioritere – den mand hun er villig til at dø for eller søsteren som sandsynligvis dræber ham?

Som jeg sagde i indledningen er My Sister, the Serial Killer en fænomenal debutroman. Det er en fængende historie om søsterskab og kærlighed der går lige i hjertet samtidig med at man krummer tæer og griner højt af den kulsorte humor. Karaktererne er utrolig velkomponerede og komplekse, og selv om jeg ikke bryder mig om Ayoola, der uden tvivl er en omvandrende psykopat, er der samtidig noget naivt og næsten barnligt uskyldigt over hende. Historiens dybere lag giver stof til eftertanke om hvordan krænkende opførsel og vold kan smitte gennem generationer.

Det er en helt igennem herlig læseoplevelse og jeg sidder blot tilbage med et enkelt spørgsmål…hvornår kommer der en ny roman af Oyinkan Braithwaite – for jeg skal helt sikkert læse den.

My Sister, the Serial Killer udkom på engelsk i 2018. Den udkommer på dansk i april 2020 fra forlaget People’sPress med titlen Min søster er seriemorder.

★★★★☆

Du må meget gerne dele...Share on FacebookTweet about this on TwitterEmail this to someoneShare on LinkedIn

BogForum 2019

Fredag skydes landets største bogmesse BogForum 2019 i gang, og jeg er naturligvis på pletten i BellaCenter i København.

Som altid har jeg gennemlæst programmet, markeret hvilket forfattere jeg ikke vil gå glip af og forsøgt at få det hele til at gå op i en højere enhed, hvilket ikke er en let opgave når man helst ikke vil gå glip af noget og samtid altid kommer til at bruge størstedelen af tiden på at hilse på og få talt med en masse gode folk i og omkring bogbranchen – og desuden kun er der fredag og lørdag i år.

Det skal jeg se
Min førsteprioritet på BogForum er altid de udenlandske forfattere, da de danske er nemmere at se på andre tidspunkter i løbet af året. Desværre er der de senere år færre og færre af de store udenlandske navne, som i stedet er begyndt at dukke op til Louisiana Literature – men det er en anden snak.

En af de forfattere jeg absolut ikke vil gå glip af på BogForum i år er islandske Auđur Ava Ólafsdóttir. Jeg har læst tre af hendes romaner i år Ar, Stiklingen samt Svaner bliver ikke skilt, og de er alle fantastiske. Svenske Mattias Edvardsson som i august udkom med den fremragende spændingsroman En helt normal familie, glæder jeg mig også til at opleve.

Vi bliver ved de svenske for også Carolina Setterwall kigger forbi. Hun udkom i januar med sin selvbiografiske sorgbog Lad os håbe på det bedste, og Sara Stridsberg interviewes om hendes seneste roman Kærlighedens Antarktis.

En anden jeg vil stræbe efter at nå forbi er den berømte amerikanske Anders And-tegner Don Rosa. Hver dag er der mulighed for at 10 personer får en original signeret tegning af ham – det vil jeg helt vildt gerne, så vil gøre forsøget. Og mens vi er ved de dygtige tegnere, ja som kommer svenske Jan Lööf også forbi BogForum i år. Han har blandt andet bidraget til det nylig udkommet jubilæums hyldestalbum Valhalla i nye hænder – et overflødighedshorn af flotte tegninger af et hav af dygtige illustratorer. Jeg vil også gerne nå at høre den britiske tegneserieeksperten Michael Farr fortælle om Tintin og hans skaber Hergé.

De danske
Der er naturligvis også danske forfattere jeg gerne vil nå at opleve i mit tætpakkede 2-dagsprogram. Det er blandt andet Kristian Bang Foss som i september udgav den morsomme og tænksomme roman Frank vender hjem. Lotte Kaa Andersen som tidligere i år udkom med Syv sind, sidste bind i hendes trilogi. Peter Øvig Knudsen og Mikkel Frey Damgaard der begge er udkommet med stærke personlige bøger om henholdsvis sin mor og sin far. Samt Maren Uthaug der netop er udkommet med sin roman En lykkelig slutning. Plus mange mange flere.

Det bliver nogle travle dage i litteraturens tegn men jeg vil ikke undvære det. I år er det 24. gang jeg er til BogForum. Rigtig god fornøjelse til alle jer der deltager – håber vi ses i BellaCenter. Har du ikke mulighed for at være med i år, kan du følge med på min Instagramprofil @textgirl hvor jeg vil forsøge at vise glimt fra det jeg oplever derude.

Du må meget gerne dele...Share on FacebookTweet about this on TwitterEmail this to someoneShare on LinkedIn

Mattias Edvardsson: En helt normal familie

Mattias Edvardsson har med En helt normal familie, skrevet en medrivende spændingsroman, ja næsten en psykologisk thriller, om hvor langt en person er villig til at gå for at beskytte sine kære.

I et finere villakvarter lidt uden for Lund bor præsten Adam, advokaten Ulrika og deres 19-årige datter Stella som netop er blevet student og nu arbejde i H&M for at spare sammen til sin drømmerejse til Asien. På ydersiden en helt normal familie som lever et godt og harmonisk liv. Men det fine billede krakelerer hurtigt da en mand findes knivdræbt på en legeplads i byen. Et vidne har nemlig set Stella på gerningsstedet og hun bliver snart anholdt mistænkt for drab. Men hvorfor skulle en helt almindelig teenager slår en tilfældig forretningsmand ihjel?

Gennem tre spor med hver sin stemme af henholdsvis Adam, Stella og Ulrika, skrælles der lag efter lag af den pæne normale familie, der bag facaden lever et liv med løgne og selvbedrag. Vi kommer ind i hovedet på dem, men alligevel kan det nogle gange være svært at gennemskue om de taler sandt. Hver især synes de at have en skjult agenda.

Bogen er bygget op omkring et psykologisk spil med Stella og hendes påståede gerning som centrum for det hele. Som læser ved vi kun at Stella står anklaget – om hun er skyldig eller ej forbliver usikkert indtil de sidste sider.

Det er interessant at se hvordan forfatteren arbejder med fortællerperspektivet og hvordan historien svinger alt efter hvilken persons synsvinkel vi følger. Første spor er far Adam som løfter sløret for at de faktisk har haft visse problemer med Stella helt fra hun var lille. Både børnehaven og siden skolen var bekymrede og advarede forældrene. Det giver et billede af en 19-årig som måske ikke er så uventet i rollen som kriminel, men drab føles alligevel barskt.

Efterfølgende hører vi fra Stella. Hendes stemme virker ægte. Hendes liv er ikke et glansbillede. Hun ligner sandsynligvis de fleste andre piger i deres sidste teenageår og Mattias Edvardsson er skarp på detaljerne og fanger fint både sprog, holdning og opførelse. Afsluttende er det mor Ulrika. Advokaten. Hun giver igen et andet billede af Stella og det kræver en meget opmærksom læser at kunne stykke brikkerne sammen og finde ud af hvad der egentlig skete den skæbnesvangre nat og dagene efter.

En helt normal familie er ikke blot en virkelig god læseoplevelse der skiller sig ud fra andre spændingsromaner, den er også et virkeligt godt grundlag for en diskussion om forældreskab og familieliv.

En helt normal familie udkom den 22. august.

★★★★★

Du må meget gerne dele...Share on FacebookTweet about this on TwitterEmail this to someoneShare on LinkedIn

Filmanmeldelse: Ser du månen, Daniel

Ser du månen, Daniel er en yderst vellykket filmatisering af Puk Damsgårds Cavling-vindende bog af samme navn – en indsigtsfuld og menneskelig fortælling baseret på virkelige begivenheder.

Det er en af de mest spektakulære kidnapningssager i nyere tid der er centrum for historien. Den uge danske freelancefotograf Daniel Rye, bliver taget som gidsel i Syrien af terrororganisationen Islamisk Stat sammen med andre udlændinge blandt andet den amerikanske journalist James Foley, som siden blev henrettet foran hele verden.

Daniel Rye sidder til fange i 398 dage og i filmen følger vi Daniels kamp for at overleve i fangenskab, hans venskab med James Foley samt hvordan Daniels familie hjemme i Danmark kæmper den næsten håbløse kampfor at skaffe den skyhøje løsesum. Midt i krisen står den danske gidselforhandler Arthur, som får en afgørende rolle i befrielsen af Daniel.

Det synes næsten overflødigt at sige det, men jeg gør det alligevel. Det er ikke en let film. Det er barsk at se og det gør ondt som et spark i maven, fordi Ser du månen, Daniel er en vanvittigt god og realistisk film. Der er ikke sparet på tortur-scenerne, hvilket man kan diskuterer om er nødvendigt for at forstå rædslerne. Og så bliver afslutningen måske lidt for Hollywood-agtigt for nogles smag, men det er okay, for trods længden på knap 2,5 time, så jeg ikke på uret en eneste gang.

Esben Smed i rollen som Daniel Rye i “Ser du månen, Daniel”. Foto: Martin Dam Kristensen

Esben Smed er fremragende i rollen som Daniel Rye og det samme gælder Sofie Torp som hans storesøster Anita og Christiane Gjellerup Koch som Daniels mor Susanne. Niels Arden Oplev har instrueret med Anders W. Berthelsen som Co-instruktør som desuden også spiller rollen som gidselforhandleren Arthur. Det er ikke let at filmatiserer en roman og slet ikke når denne er baseret på virkelige hændelser, men Anders Thomas Jensen har skrevet et velfungerende og helstøbt manuskript, hvor man ikke mangler noget.

Det tager lidt tid at sunde sig (og tørre øjnene), når de sidste tekster ruller hen over lærredet – det er ganske enkelt en rigtig god filmoplevelse.

Ser du månen, Daniel har premiere over hele landet den 29. august.

★★★★★

Du må meget gerne dele...Share on FacebookTweet about this on TwitterEmail this to someoneShare on LinkedIn