Forfatterens skrivebord – Lotte Kirkeby

ARTIKEL: Forfatterens skrivebord er en artikelserie, hvor jeg besøger en forfatter til en snak om deres skriveproces, hvad der inspirerer dem i deres arbejde, og ikke mindst hvor de skriver deres bøger.

Der dufter af nylavet kaffe og kanelsnegle i køkkenet på Østerbro hos Lotte Kirkeby. Hun debuterede tidligere på året til gode anmeldelser med novellesamlingen Jubilæum, og jeg har længe været nysgerrig efter at høre, hvordan hun kom i gang med at skrive fiktion, og hvorfor valget faldt på noveller.

Lotte Kirkeby debuterede i år med novellesamlingen Jubilæum. Foto: Mette Camilla Melgaard

Lotte Kirkeby debuterede i år med novellesamlingen Jubilæum. Foto: Mette Camilla Melgaard

Vi mødes to dage før min sommerferie, et tidspunkt hvor alle andre så småt er begyndt at vende tilbage til hverdagen, og det gælder også hos Lotte Kirkeby. Hendes mand er tilbage på jobbet, tvillingerne er startet i skole igen, og Lotte, der arbejder hjemmefra, er i fuld gang med en stor oversættelsesopgave. Kun den ældste søn har stadig et par dovne dage, inden han begynder på gymnasiet, men det er ikke svært at regne ud, at hverdagslivet her på matriklen er præget af mange aktiviteter.

Hun kalder sig selv for formiddagsforfatter, for det, hun tjener penge på, er arbejdet som journalist, oversætter, anmelder og konsulent. At Lotte Kirkeby overhovedet begyndte at skrive skønlitterært har været mange år undervejs, for selv om hun altid har læst meget, gik hun ikke rundt med forfatterdrømme som barn og skrev heller ikke fiktion. Alligevel er der dog hints hist og pist til drømmen om at skrive, når hun ser tilbage på de helt unge år.

– Da jeg var 19 år, var jeg på en tur til England. Jeg kom hjem med en masse bøger, og mange af dem var faktisk om journalistik. Men jeg turde ikke rigtigt gå til optagelse på Journalisthøjskolen, så jeg begyndte i stedet at læse litteraturhistorie på universitetet.

Sidenhen blev hun forlagsredaktør og fandt ud af, at hun rigtigt godt kunne lide at skrive bagsidetekster og salgstekster, så hun søgte væk og blev redaktionssekretær på fagbladet Journalisten. Efterhånden skrev hun mere og mere og blev også medforfatter på nogle fagbøger. Men fiktionen lod vente på sig.

– At være forlagsredaktør og gerne vil skrive er en kliché og lidt patetisk, og når man så samtidig er 46 år. Jeg synes, det var meget svært at springe ud i det, det ville være nemmere at sige, at jeg ville begynde til ridning. Men så lavede jeg et nytårsforsæt med en veninde om, at jeg ville begynde at skrive, og så meldte jeg mig på et skrivekursus. På det tidspunkt havde jeg aldrig skrevet en færdig tekst, så det var ret vildt at sidde på et kursus og sige, at man gerne vil skrive. Men jeg tror ikke, at jeg var kommet i gang, hvis ikke jeg havde formaliseret det. Der var faktisk nogle på kurset, som ikke engang havde fortalt deres mand, at de gik der. Jeg tror, folk generelt har det lidt svært ved at sige det højt. Så jeg tror, det var et meget velfortrængt ønske, som nu kom frem. Men det har jo ikke været sådan, at jeg ikke kunne lade være med at skrive, sådan er der jo nogle, der har det, men det kunne jeg tydeligvis godt, siger Lotte Kirkeby og griner.

At hendes første skønlitterære udgivelse blev noveller var lidt tilfældigt. På skrivekurset blev der skrevet korte tekster, og efterhånden syntes hun, at det sad nogenlunde i hænderne på hende, så hun fortsatte.

– De første noveller kom ret hurtigt. Jeg tror, de har ligget indeni længe. Men det er ikke sådan, at jeg tænker, at jeg er novelleforfatter for evigt. Sådan er det slet ikke. Det blev bare født ind i den form.

Novelleformen gjorde, at hun nogenlunde hurtigt blev færdig med sine tekster. Men det, der til at begynde med havde været positivt blev, efterhånden som hun skrev flere og flere noveller, hårdt arbejde.

– Jeg skrev flere noveller, som ikke kom med i samlingen, og efterhånden orkede jeg bare ikke at lære flere mennesker at kende og skrive mig ind i flere universer. Og den frustration, man kan have, når man læser noveller og tænker: ”Argh, hvad skete der så?” når den slutter, den kan man også have som forfatter – man vil egentlig gerne følge udviklingen lidt længere. Hvordan var hun som ung? Hvordan klarer hun sig, efter at han er skredet? Det bliver man jo også nysgerrig efter som forfatter, fortæller Lotte Kirkeby.

Derfor er næste projekt en roman. Men selvom hun synes, det er vildt sjovt, at hun nu kan lære karaktererne bedre at kende og skrive sig ind på dem, er der også mange ting, som er helt nyt i forhold til arbejdet med novellerne. Blandt andet planlægningen, altså ganske enkelt at sætte tid af til at skrive. Mange af novellerne i Jubilæum blev skrevet på skrivekurset, og efterfølgende aftalte hun med sin skrivelærer, at hun skulle aflevere 1-2 noveller sidst på måneden.

– Det var for at holde mig fast, for det er svært at prioritere forfatteriet højest, når man samtidig skal tjene penge. Så jeg skrev ind i min kalender, at fx på fredag så skriver jeg, fordi ellers gled det. Og så det var godt med nogle deadlines hos en anden.

Lotte Kirkeby har ingen deadlines på sin kommende roman, eller det vil sige, egentlig havde hun aftalt med sin redaktør, at hun skulle aflevere noget omkring Sankt Hans. ”Men der havde jeg ikke skrevet en eneste sætning”, griner hun. Romanen er stadig i sin allertidligste fase.

– Jeg har ikke noget skelet eller en lang synopse på romanens opbygning. Jeg har en novelle, som jeg gerne vil skrive videre på, og som lige nu er åbningsscenen i romanen. Men det har allerede flyttet sig, kan jeg mærke. Det er karaktererne fra novellen, der er det interessante, og hvis man skal skrive en roman, så skal karaktererne jo være sjove eller interessante, for man skal være sammen med dem længe.

Selvom hun ikke har en endelig deadline, har hendes redaktør tilbudt at læse med undervejs. Men det med at have læsere med på sidelinjen så tidligt i processen er Lotte Kirkeby ikke altid lige begejstret for. Da hun skrev novellerne var hun på et tidspunkt med i en skrivegruppe, hvilket var givende, men hun synes også at det var forvirrende at få så manges blikke på samme tekst, så til sidst sprang hun fra.

– Jeg er ikke speciel god til at modtage kritik, det vil jeg gerne indrømme. Og at skulle dele romanen op i små bidder, der skal læses af andre og gives feedback på, virker nærmest uoverskueligt. Det virker måske for andre forfattere, men ikke for mig. Jeg kommer aldrig til at have mange til at læse min tekst, inden min redaktør får manuskriptet.

Trods den manglende deadline er det er vigtigt for Lotte Kirkeby at afsætte tid af til at skrive, hvilket bringer os tilbage til hendes selverklærede titel som formiddagsforfatter.

– Jeg er friskest om morgenen og kan bedst skrive der, så jeg forsøger at være formiddagsforfatter og så tjene penge senere på dagen. Jeg er meget selvdisciplineret og sidder foran computeren kl. 7.45, når børnene er gået i skole. Når man har så lidt tid til at skrive, fx indtil børnene kommer hjem og spiser frokost, så pjatter jeg ikke rundt. Hvis der skal være en fordel ved ikke at have råd til at skrive på fuld tid, så tror jeg, at det er det, at man ikke pjatter den tid væk, man har.

Lotte Kirkeby foran datterens lilla skrivebord. Foto: Mette Camilla Melgaard

Lotte Kirkeby foran datterens lilla skrivebord. Foto: Mette Camilla Melgaard

AT SKRIVE ER SOM YOGA
Skrivebordet er lilla, og dekorationen omkring det er piget. Forklaringen er, at skrivebordet, hvor Lotte Kirkeby sidder og arbejder, tilhører hendes 13-årige datter. Siden hendes tre hjemmeboende børn fik den alder, der kræver hvert sit værelse, har hun ikke længere sit eget kontor. I stedet sidder hun hver dag og arbejder på datterens værelse eller ved det store spisebord i køkkenet.

– Det betyder forsvindende lidt, hvor jeg sidder rent fysik. Jeg bliver ikke synderligt forstyrret af, om der er pænt eller grimt omkring mig. Jeg kunne sagtens sidde midt i en masse rod og skrive, der skal bare ikke være andre mennesker der.

At hun sidder og skriver alene er vigtigt. Derfor vil hun aldrig kunne sidde på en café og skrive fiktion. Hun føler, at det er meget privat at skrive, at hun går ind i et mentalt rum, når hun lader sine historier udfolde sig, og at andre omkring hende ville forstyrre. Men derudover har hun blot nogle helt basale skriveritualer.

– Jeg skal helst have en kop kaffe eller te, og så skriver jeg rigtigt godt til klassisk musik – altså ikke orkestermusik og slet ikke noget med stemmer. Jeg skriver meget til Bach og andet klavermusik. Så finder jeg nogle stykker, der er omkring en times tid, og så går jeg ligesom ind i det private rum og skriver, til musikken er færdig.

Som alle der skriver ved, flyder skriveriet ikke let hver dag, men Lotte Kirkeby tænker nogle gange på det at skrive som at dyrke yoga. I yoga ’sker der nogle gange ikke noget, mens man er i stillingen – eller også gør det bare ondt, mens det andre dage føles rigtigt godt, og man kan mærke at der sker noget med kroppen, som om der er noget, der giver slip.

– Sådan er det for mig med at skrive. Nogle dage skriver jeg kæmpelangt, og andre dage kører det bare ikke, og der ligger jo betalte opgaver og venter, så det er nemt at springe til noget andet. Men nu vil jeg virkelig prøve at gå ind i det univers hver dag, nu hvor jeg sidder og arbejder på en roman. Det er noget andet end novellerne, hvor man hurtigere kunne få afsluttet en tekst. Nu forsøger jeg at gøre som med yoga, altså at blive i stillingen – også selv om jeg måske ikke får skrevet på teksten, så skal jeg blive i det, i den tid jeg har sat af til det.

Som gammel forlagsredaktør er hendes største hurdle stadig at skrive frit og ikke hele tiden kigge tilbage og rette i teksten, men blot give efter og også huske at nyde processen.

– Jeg ser stadig mig selv mere som redaktør end forfatter, så i starten tænkte jeg, at jeg skulle skrive noget, der var færdigt, og det vil sige, at jeg havde et overjeg med en selvcensurende mental rød pen, allerede inden jeg er begyndt at skrive, og det går ikke. At skrive er en intuitiv proces, og nogle gange skal man skrive meget og se, hvad der kommer, men hvis man hele tiden sidder og siger: ”Nej, det dur slet ikke”, så kommer man aldrig videre.

Derfor har hun sat en slags spilleregler op for sig selv – dels at hun blot skal skrive uden overhovedet at gå tilbage og rette, hvilket hun indrømmer er meget svært, og dels behøver hun ikke at skrive kronologisk.

– Det skal være legende at skrive. Når man, i hvert fald i den første fase, ikke tjener nævneværdige penge på det, skal det være sjovere end det andet man laver, og det er det jo først og fremmest sjovt, fordi man selv må bestemme, hvad man skriver. Det skal være et andet rum at gå ind i, end når jeg skal skrive en artikel på 12.000 tegn, der skal være færdig i morgen. Det er det, der er det sjove, at det ikke er en bunden opgave.

PRAGMATISK OG REALISTISK
De fleste kommer lidt snublende ind i deres debut (med mindre man har gået på forfatterskolen) fordi de ofte har skrevet lang tid og så kommer det lige pludselig. For Lotte Kirkeby var det anderledes. ’Hun skrev i et års tid og spurgte så en forlagsredaktør, om han ville læse med. Og det ville have gerne. Han ville også gerne antage novellerne, men der skulle dog lige skrives nogle flere til. Og så nogle flere. Processen op til udgivelsen var overraskende, for selv om Lotte Kirkeby er gammel redaktør og afleverede nogle stramt redigerede noveller, havde hun ikke for alvor fornemmelse for, hvilke noveller der var gode eller dårlige, og hvilke der skulle med i samlingen.

– Det kom faktisk bag på mig. Det kom bag på mig, hvor svært det er at læse sig selv og se, hvad der fungerer, og hvad der ikke fungerer. Jeg er meget tryg og glad for min redaktør, og faktisk er det lidt sjovt, for jeg fandt mine noter fra vores møde, hvor jeg havde skrevet cirka halvdelen, og de ting, han påpegede, er faktisk det samme som nogle af anmeldelserne påpeger, fortæller Lotte Kirkeby og griner.

JubilaeumHun har læst alle anmeldelserne af Jubilæum. Det, hun var mest nervøs for inden, var, hvis det gik dårligt, at det ville kaste skygger på det andet, hun laver, men sådan er det heldigvis ikke gået. Der er blevet kastet mange stjerner og hjerter efter novellesamlingen fra både dagblade og bogbloggere, derfor kan jeg ikke lade være med at spørge, om hun føler et vis pres med den næste udgivelse.

– Der er ingen, der presser mig. Fordi jeg er så gammel, er jeg er jo ikke noget wonderkid, så jeg føler ikke, at verden venter på noget fra mig. Jeg ved ikke, hvor lang tid der går før romanen kommer, eller om det overhovedet kommer til at ske. Men det tror jeg da, at det gør. Jeg tænker heller ikke på mig selv som forfatter først. Jeg er også så mange andre ting: oversætter, anmelder, redaktør. Og jeg bliver jo ikke fuldtidsforfatter foreløbig – hvis nogensinde – det har jeg siddet for længe på den anden side af bordet til at tro på, for hvis jeg skulle være fuldtidsforfatter, så skal jeg skrive en bog hvert anden år, der sælger mere end 15.000-20.000 eksemplarer, og det er der næsten ingen, der gør, med mindre de er krimiforfattere, og det bliver jeg ikke.

Lotte Kirkeby er meget pragmatisk omkring sit forfatterliv og jeg må sige, at jeg beundrer hende for det. Der er ingen pjat med, at hun kun kan skrive under visse forhold, på visse tidspunkter osv. Novellerne blev skrevet, mens hun fuldtidsfakturerede som freelancer, og som hun selv siger, ved vi ikke, om de var blevet bedre, hvis hun havde haft mere tid til det. Nu er omstændighederne, som de er, og hvis hun vil skrive, jamen så er det bare sådan. Det er utroligt inspirerende og for nogle måske også lidt hårdt at få at vide, at forfatterlivet mest går ud på at få rumpen i sædet og være disciplineret – og så alligevel ikke glemme at nyde processen.

Fakta
Lotte Kirkeby Hansen (f. 1970)
Arbejder freelance som journalist, anmelder, oversætter og konsulent. Er medforfatter på tre fagbøger om barsel, alderdom og skilsmisse, og debuterede i marts som skønlitterær forfatter med novellesamlingen Jubilæum (2016).

Du må meget gerne dele...Share on FacebookTweet about this on TwitterEmail this to someoneShare on LinkedIn

Hanya Yanagihara: Et lille liv

Et lille livEt lille liv, er en stor historie om venskab, ondskab, godhed og kærlighed. Den er både dyster og hjertevarm. Desværre er udførelsen lidt ujævn og romanen er alt for lang.

Handling: Malcolm, JB, Willem og Jude kommer tilfældigt til at bo sammen da de starter på College. Det bliver begyndelsen på et livs langt venskab. De er kloge, ambitiøse og talentfulde og flytter alle til New York for at forfølge forskellige karrierer; den godt udseende Willem arbejder som tjener, mens han forsøger at slå igennem som skuespiller. JB laver eksperimenterende kunst, men drømmer om at blive berømt maler. Malcolm kommer fra en velhavende og krævende familie, og er bekymret for at hans arbejde som arkitekt ikke imponerer hans far. Og Jude er en begavet ung jurist, der hurtigt arbejder sig op i rækkerne. Alle fire bliver velsignet med blændende karrierer og mens to af dem træder lidt i baggrunden, sættes spotlightet på Jude St. Francis som romanens hovedperson. Han er en mærket mand der hjemsøges af en ufattelig brutal barndom, som truer med at overtage hans liv.

””Hvorfor gør du det her mod dig selv?” Han sad længe tavs. […] ”Nogle gange er det, fordi jeg skammer mig eller er ked af det og har brug for at gøre følelsen fysisk”, begyndte han og skottede til mig, inden han atter så ned. ”Andre gange er det, fordi jeg har alt for mange følelser, og jeg har brug for ikke at føle noget – det får følelserne til at forsvinde. Og nogle gange er det, fordi jeg er alt for lykkelig, og jeg bliver nødt til at minde mig selv om, at det må jeg ikke.””

Grundpillerne til en god historie er sat. Fire venner, hvis venskab er bygget på loyalitet, sympati og kærlighed og en mands frygtelige barndom, der har givet ham varige fysiske og psykiske men, bliver til sammen en krønike over lidelse og overlevelse, ondskab og godhed. Jude vogter over sin hemmelighed – også overfor sine tre nære venner – af skam og frygt for at miste de mennesker han holder af. Men efterhånden afslører han overfor Willem, hans bedste ven og bofælle, at den eneste måde han kan ”lette byrden” er ved at gøre skade på sig selv som cutter.

Som læser får vi lidt efter lidt beskrevet omfanget og detaljerne af det misbrug og ufattelige brutalitet Jude har været udsat for som barn – det er næsten uudholdeligt at læse og jeg måtte række ud efter Kleenex flere gange. Men hvor Judes første 15 år udelukkende bestod af misbrug, møder han resten af livet (med undtagelse af et enkelt voldeligt forhold) kun betingelsesløs kærlighed og venlighed.

Det er som sagt en stor historie, og med sine 793 sider er den også omfangsrig. Det høje sideantal kommer af uendelige gentagelser. Der svælges i Judes lidelser side op og side ned, og det er mig helt uforståeligt, at der ikke har været en redaktør der har råbt NU ER DET NOK! For selv om det er en rigtig god historie, er den alt for lang – der kunne uden problemer være skåret 250-300 sider. Den megen medlidenhed som Hanya Yanagihara tvinger os til at føle for Jude giver med mellemrum bagslag, for Judes konstante hemmelighedskræmmeri, selvhad og dybe modvilje til at bearbejde sine traumer er trættende, og det er ufatteligt (og urealistisk) at menneskerne omkring ham bliver ved med at have så megen godhed, venlighed og kærlighed at øse udover ham.

Jeg svinger mellem at tildele bogen tre og fire stjerner – hvis jeg kunne give en halv stjerne ville den få tre og en halv, for længden og de mange gentagelser trækker ned. Men det er en god historie, og her et par uger efter at have læst den, sidder den stadig i mig.

Et lille liv udkommer i dag den 18. august.

★★★★☆

OBS: Er du i nærheden af København, kan du den 22. august opleve Hanya Yanagihara på forfattertrappen i Politikens Boghal kl. 17. Arrangementet er gratis.

Du må meget gerne dele...Share on FacebookTweet about this on TwitterEmail this to someoneShare on LinkedIn

Inger Wolf: Under en sort himmel

Under en sort himmelMed sikker hånd leder Inger Wolf os igennem Alaskas barske natur, sammen med et spændende plot og knivskarpe karakterer i krimien Under en sort himmel.

Handling: I Anchorage, Alaska, bliver den prominente danske vulkanforsker Asger Vad brutalt myrdet i sit hjem sammen med sin hustru og deres søn. Drabsmanden har placeret ofrene rundt om et bord, og på dette står et dukkehus med fire små dukker. Men der mangler en ved bordet. Familiens 11-årige datter Marie er forsvundet. Politikommissær Daniel Trokic sendes til Alaska for at hjælpe med efterforskningen. Her bliver han sat sammen med kriminalassistent Angie Johnson, og deres jagt på en vanvittig drabsmand og den forsvundne pige fører dem rundt i Alaskas barske, sneklædte natur.

”Hun løb ind mellem stubbe og store rødder, der stak op. Sneen nåede hende til knæerne, og hun pustede, mens hun trak sig af sted og kiggede efter et sted at gemme sig. […] Og pludselig var der alt for stille, og det var næsten værre, end da hun kunne høre ham kalde. For så vidste hun ikke, hvor han var. Han kunne være ganske tæt på, inden hun opdagede det. Det var bare at følge hendes spor. Snige sig ind på hende. Hun sad helt stille og forsøgte med tankens kraft at få sne til at fyge ned i hendes spor. Hvad ville han gøre ved hende, hvis han fandt hende?”

Under en sort himmel er sjette selvstændige bind i serien om den århusiansk-kroatiske politimand Daniel Trokic, og den første af Inger Wolfs bøger jeg læste tilbage i 2013. Efter mange anbefalinger, havde hun længe stået på min ”Må læse”-liste, og jeg blev ikke skuffet. Tværtimod måtte jeg bagefter have fat i de foregående bøger i serien, som jeg slugte i løbet af to ugers ferie. Der er siden kommet endnu en bog om Daniel Trokic Det perfekte sted at dø.

Har du endnu ikke stiftet bekendtskab med Inger Wolf er Under en sort himmel et fremragende sted at starte, for hold nu op hvor er den spændende. Personerne er interessante, plottet spændende og beskrivelserne af Alaska er så realistiske, at de fik mig til at føle, at jeg ville træde ud i sneen med udsigt til bjerge og vulkaner, hvis jeg åbnede døren her på Frederiksberg. Fantastisk!

Under en sort himmel udkom i 2013.

★★★★★

Du må meget gerne dele...Share on FacebookTweet about this on TwitterEmail this to someoneShare on LinkedIn

Bøger på vej

BoghjerteEfter en stille sommer med få udgivelser er jeg begyndt at se frem mod efteråret, hvor der igen er spændende bøger på vej.

I øjeblikket er jeg i fuld gang med at læse Hanya Yanagiharas meget omtalte bog Et lille liv, der blev shortlisted til Man Booker prisen sidste år. Bogen udkommer den 18. august, hvor du naturligvis kan læse min anmeldelse af den. Her i august ser jeg også frem til De urolige af Liv Ullmann og ikke mindst resultatet af Rune Skyum-Nielsens mangeårige projekt om Jakob Ejersbo Jakob var her.

Aarhundredes kaerlighedskrig Pigerne Duernes tunnel

September lover rigtig godt på bogfronten. Spionthrillerkongen John Le Caré udkommer med erindringsbogen Duernes tunnel, der giver et indblik ind i de mennesker og begivenheder der har formet hans liv og forfatterskab. Det glæder jeg mig til at læse om. Vi bliver i genren for jeg glæder mig også til at læse Inge Birgitte Siegumfelds samtalebog med Paul Auster En verden i ord, samt den amerikanske stand upper og skuespiller Amy Schumers selvbiografiske Pigen med røvgeviret (titlen synes jeg ikke om). Også den danske instruktør Katrine Wiedemann udkommer med en biografi Ved gudernes bord, der lyder til at være værd at læse. Og på fiktionsfronten står Ebba Witt-Brattström og romanen Århundredes kærlighedskrig højt på min læseliste sammen med Pigerne af Emma Clive, som alle synes at tale om.

I hvert øjeblik er vi stadig i live Bogen om Baltimorefamilien En forfatters dagbog

Mangler man bøger til efterårsferien i oktober burde der være noget for enhver smag blandt de mange nye udgivelser. Jeg ser især frem til Tom Malmqvist I hvert øjeblik er vi stadig i live, som er nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris. Joël Dicker er klar til opfølgeren til hans succesdebut Sandheden om Harry Quebert-sagen med romanen Bogen om Baltimorefamilien. Jeg har aldrig læst noget af finske Sofi Oksanen, så hendes nye roman Norma bliver mit første bekendtskab med hendes forfatterskab. Flere af Virginia Woolfs bøger bliver genudgivet, jeg ser især frem til En forfatters dagbog, der kommer i oktober. Og sidst men ikke mindst, glæder jeg mig til at læse Paul Theroux’ rejsebog Den store jernbanebasar, som udkom første gang i 1975 og er lidt af en klassiker, og nu bliver genudgivet.

Med så mange bøger på vej, bliver det nogle travle læsemåneder – for jeg vil jo ikke gå glip af nogle af dem. Hvilke bøger glæder du dig til i den kommende tid?

Du må meget gerne dele...Share on FacebookTweet about this on TwitterEmail this to someoneShare on LinkedIn

Stefan Ahnhem: Offer uden ansigt

Offer uden ansigtOffer uden ansigt var svenske Stefan Ahnhems heftige debut i 2014, og første del af serien om politiefterforskeren Fabian Risk. Andet bind, Den niende grav, udkom sidste år og er en helt igennem fantastisk krimi.

Handling: Fabian Risk er sammen med sin kone og deres to børn flyttet fra Stockholm tilbage til sin barndomsby Helsingborg, for at få styr på ægteskabet og starte på en frisk. Familien ankommer til Helsingborg i juli, og det er meningen at Fabian skal starte det nye liv med 6 ugers ferie, inden han tiltræder som efterforsker på stationen i Helsingborg. Men allerede efter nogle få timer i byen, bliver han kontaktet af sin nye chef Astrid Tuvesson, angående et brutalt mord på en af Fabians gamle klassekammerater. Det bliver begyndelsen på en blodig jagt efter en udspekuleret og bestialsk gerningsmand.

Man når knap nok at komme i gang med bogen, før det første mord bliver begået. Et lig med begge hænder afskåret. Modbydeligt ja, men det bliver langt fra det værste – og det er detaljeret beskrevet, så er du den sarte type, skal du sørge for at have hold på maveindholdet.

Hovedpersonen Fabian Risk er ret typisk krimigenre-karakter og på grænsen til kliché. Han går sine egne veje, og jobbet har for længst skabt problemer på hjemmefronten. Der bliver smidt små hints hist og her om, hvorfor Fabian Risk og familien er flyttet til Helsingborg – forklaringen kommer i bogen Den niende grav.

Handlingen udspiller sig i Helsingborg og i Danmark – de detaljerede beskrivelser af steder i bl.a. København gav mig straks et indre billede af forfatteren der bevæger sig rundt i byen for at finde ”locations” til sin bog, for beskrivelserne fungerer rigtigt godt. Vi kommer tæt på den danske kriminalassistent Dunja Hougaard, en kvindelig pendant til Fabian, som deltager i den danske del af efterforskningen, og som jeg godt kan afsløre bliver en gennemgående karakter i serien.

Plottet er egentlig ret gennemskueligt, men alligevel er det så godt skruet sammen, at man føler sig underholdt hele vejen. Det ville ikke have gjort historien noget, at blive kortet ned med 100 sider, men det er blot min personlige smag. Nordisk Film har allerede sikret sig filmrettighederne til de første fire bøger – bliver spændende at se, hvad der kommer ud af det.

Offer uden ansigt udkom i 2014.

★★★★☆

Relateret link:
Læs min anmeldelse af bind to i serien: Den niende grav

Du må meget gerne dele...Share on FacebookTweet about this on TwitterEmail this to someoneShare on LinkedIn

Sissel-Jo Gazan: Svalens graf

Svalens grafI 2008 udgav Sissel-Jo Gazan Dinosaurens fjer, en såkaldt videnskabskrimi. Bogen blev en kæmpe succes og vandt blandt andet DRs romanpris i 2009, og blev kåret til Årtiets Krimi i 2010 af de danske bibliotekers krimilæseklubber. Der skulle gå fem år inden efterfølgeren Svalens graf, kom men den var ventetiden værd.

Handling: Den verdenskendte forsker Kristian Storm begår tilsyneladende selvmord, og pludselig står hans protegé, den ph.d.-studerende Marie Skov, alene tilbage med en kontroversiel ny viden om børnevaccine. Mens hun forsøger at overbevise politiet om, at der ikke er tale om selvmord, begynder hendes pæne familie at gå i opløsning. Hjælpen kommer uventet fra vicekriminalinspektør Søren Marhauge, der nægter at lukke sagen om professorens selvmord, og samtidig forsøger at optrævle fortidens indviklede hemmeligheder.

Hovedpersonerne fra Dinosaurens fjer – politimanden Søren Marhauge og biologen Anna Bella er også med i Svalens graf, nu som samlevende par, hvor der måske/måske ikke ligger problemer og ulmer under overfladen. Men hovedpersonen er denne gang den unge studerende Marie Skov, hvis lovende forskerkarriere kollapser da hendes, på overfladen, pæne familie begynder at krakelere og viser sin indre grimhed.

Svalens graf er en intelligent krimi, men den er meget mere end det – den er en vanvittig spændende fortælling om mennesker, familiehemmeligheder og om at finde sit jeg. Sissel-Jo Gazan forstår at gøre kompliceret videnskabeligt stof spændende og tilgængeligt, og så mestrer hun at skabe helstøbte levende personer. Vi følger Søren og Marie tæt, så tæt at man nogle gange får lyst til at række ud og føle på dem. Især Marie kryber under huden og ind i hjertet. Vi mærker hendes smerte og hendes angst, og det er i det hele taget svært at lægge bogen fra sig, fordi man bliver så optaget af, hvordan det skal gå Marie.

Du behøver ikke at have læst Dinosaurens fjer først før du læser Svalens graf, men når du er færdig med Svalens graf får du helt sikkert lyst til det.

Svalens graf udkom i 2013.

★★★★★

Du må meget gerne dele...Share on FacebookTweet about this on TwitterEmail this to someoneShare on LinkedIn

Helle Helle: Dette burde skrives i nutid

Dette burde skrives i nutidDette burde skrives i nutid er 160 sider om ingenting og skrevet i enkelte sætninger. Alligevel tryllebinder den og indbyder til både grin og gråd. Et lille mesterværk jeg varmt anbefaler dig at læse.

Handlingen er dagligdagsagtigt, ja egentlig sker der ikke noget særligt, og så sker der på en eller anden besynderlig måde alligevel en masse. Vi følger den ca. 20-årige Dorte Hansens daglige gøren i 1980’erne. En helt almindelig pige, der ikke helt ved hvad fremtiden bringer, og derfor lader sit liv styre af tilfældigheder. Mænd kommer og går, Dorte flytter flere gange, spiser, skriver festsange, kører i tog og går rundt i Scala i København. Umiddelbart lyder det hele lidt kedeligt, men siderne forsvinder uden at man lægger mærke til det, og pludselig er der ikke flere tilbage.

Dette burde skrives i nutid giver anledning til en masse spørgsmål som forbliver ubesvaret. Hvorfor har Dorte et anstrengt forhold til sine forældre? Hvorfor kan hun ikke sove om natten? Hvorfor bliver hun væk fra sit studie? Hvorfor har hun lejet et hus i en midt-sjællandsk stationsby og pendler frem og tilbage til København, for at gå rundt i byen uden formål? Samtidig giver bogen nogle gode og sjove personkarakteristikker fx da Dorte flytter ind hos kæresten Per og hans forældre. ”De havde ikke rigtig styr på ukrudtet, de var begge to dansklærere” – kort og præcis.

Som sagt har jeg både grint og grædt mig igennem bogen, for den rummer utrolig megen ensomhed. En ensomhed der kommer snigende når man mindst venter den og kravler ind under huden. Jeg ved ikke hvordan Helle Helle gør det – fanger os i sit net med små skødesløse hverdagshistorier, men hun har godt fat i mig.

Dette burde skrives i nutid som udkom i 2011.

★★★★☆

Relateret link
Helle Helle: Hvis det er

Du må meget gerne dele...Share on FacebookTweet about this on TwitterEmail this to someoneShare on LinkedIn

Bøger der bliver

Jeg tror de fleste læsere har bøger der bliver hos dem for altid. Bøger der på en eller anden måde (på godt og ondt) har gjort sådan et indtryk, at man stadig husker præcis hvor man befandt sig da man læste dem eller hvilken følelse man sad med efterfølgende.

Inspiration

På billedet ses et lille udvalg af bøger der bliver hos mig for altid, fordi de på den ene eller anden måde har sat et varigt aftryk i mig. Foto: Mette Camilla Melgaard

Som læser, skribent og menneske, bliver jeg igen og igen inspireret og påvirket af de mange bøger jeg læser, og sådan har det været lige så længe jeg kan huske. Jeg husker fx tydeligt da jeg som ganske ung læste Gretha Stevns‘ bøger om den rødhårede Susy, hvis far er skovridder. I bøgerne drikker Susy blandt andet te, hvilket jeg på det tidspunkt aldrig havde drukket, men det skulle jeg naturligvis nu, hvor Susy gjorde det. Det kan jeg godt smile af i dag, men det viser samtidig, hvordan jeg blev påvirket af det jeg læste.

Sideløbende med at jeg bliver ældre, har det helt naturligt ændret sig, hvad det er i bøger som påvirker mig, inspirerer mig, og giver mig varige minder om en helt særlig bog. På billedet ses et lille bitte udvalg af bøger der på den ene eller anden måde har sat sit aftryk i mig. Susan Hintons ungdomsbog Outsideren, som lærte mig en masse om venskaber og hvorfra jeg stadig kan Robert Frost-digtet udenad. Stephen Kings bog On Writing, der har givet mig masser af gode råd om livet som skrivende. Og Truman Capotes Med kold blod der sendte kuldegysninger igennem mig to sommerdage i 1999, hvor jeg læste den i kærestens forældres hus, og dagen efter vågnede til nyheden om John F. Kennedy jr. tragiske død i en flyulykke sammen med sin hustru. Lena Andersson skriver i et sprog der fortjener at blive kopieret og hængt op på væggen og Håkan Nesser tog mig med til et fugtigt og koldt engelsk landskab med beskrivelser levende, at jeg næsten fik hjemve… for blot at nævne nogle få.

For som sagt er disse bøger blot et lille udsnit af de mange bøger der bliver hos mig for altid. Der mangler forfattere som Agatha Christie, Ian Rankin, Helle Helle, Linn Ullmann, Jonas Hassen Khemiri, Astrid Lindgren og mange flere.

Hvilke bøger har sat et varigt aftryk i dig?

 

På billedet ses i øverste række fra venstre:
Lena Andersson: Egenmäktigt förfarande – en roman om kärlek
Paul Auster: Illusionernes bog
Truman Capote: Med koldt blod
Delphine De Vigan: Ingenting kan hindra natten
Colin Dexter: Sidste bus til Woodstock

Anden række fra venstre:
Siri Hustvedt: Med bind for øjnene
Susan Hinton: Outsideren
Stephen King: On Writing
Harper Lee: Dræb ikke en sangfugl
Bodil Malmstem: Det är fortfarande ingen ordning på mina papper

Nederste række fra venstre:
Håkan Nesser: Levende og døde i Winsford
Philip Roth: En menneskelig plet
Bernard Shaw: Plays Unpleasant
Kirsten Thorup: Himmel og helvede
Virginia Woolf: Selected Works of Virginia Woolf

Du må meget gerne dele...Share on FacebookTweet about this on TwitterEmail this to someoneShare on LinkedIn

Horace Engdahl: Den sidste gris

Den sidste grisDet mangeårige medlem af Det Svenske Akademi, litteraten Horace Engdahl, kommer med provokerende, kloge og delvis svinske betragtninger om mænd, kvinder, livet og kunsten i sin roman Den sidste gris.

Litteraturen er ikke til for at slå ting fast, men for at skabe røre og sætte ting i gang”, udtalte Horace Engdahl i et interview på SVT i foråret. Og man må sige at han skabte røre med Den sidste gris, da bogen udkom kort tid efter at ekskonen Ebba Witt-Brattströms debutroman Århundradets kärlekskrig, havde skabt overskrifter i de svenske aviser. Hendes roman er baseret på deres ægteskab igennem 25 år, der endte i en bitter skilsmisse i 2014 og Den sidste gris blev som andet akt i et meget offentligt skilsmissedrama, hvor den ene råber ”Du er dum!” og den anden svarer ”Det er du også!” – et privat skænderi i litteraturen, om man vil.

”Ejendommeligt! Først er der to væsener som begge er fuldkomne og smukke efter deres begavelsers udstrækning. Så forenes de i kærlighed, vokser sammen, bliver ét kød, som der står i Bibelen. Så rives de fra hinanden af uoverensstemmelser. Så opstår der overraskende nok to uhyrer, slet ikke to fuldkomne og smukke væsener som det logisk set burde være. Forklar det hvem der kan!”

Bogen er inddelt i to; Levninger samt Manden på bådebroen. De første godt 200 sider er et udvalg af fragmenter – nogle af dem aforismer – over temaer som modsætningerne mellem mænd og kvinder, litteraturen og livet. Anden del af bogen er en ensom monolog. Han skriver om det han afskyr, elsker og det han er bange for. Der er en underliggende mørk grundstemning hele bogen igennem, og selv om der findes enkelte sjove og enkelte tankevækkende betragtninger, er der også floskler med vemodige og melankolske overvejelser mellem de kloge og ikke mindst provokerende udtalelser.

Horace Engdahl er kendt for at skrive tekster der provokerer og irriterer sten i skoen, og feministen i mig bliver da også forbandet flere gange – hans kvindesyn er virkeligt langt ude. Men jeg bliver næsten mere forbandet over, at det indimellem fremstår som skrevet netop blot for at provokere. Først når det handler om sorg, ensomhed og den store kærligheds forlis føles ordene ægte og rammende.

Den sidste gris udkom 1. april.

★★★☆☆

Det skal lige nævnes at Ebba Witt-Brattströms omtalte debutroman Århundredets kærlighedskrig, udkommer på dansk den 16. september.

Du må meget gerne dele...Share on FacebookTweet about this on TwitterEmail this to someoneShare on LinkedIn

Lewis Carroll: Alice i Eventyrland & Gennem spejlet

Alice i eventyrlandDen 151 år gamle fortælling om pigen Alice der kravler gennem kaninhullet, er stadig populær hos både børn og voksne, og genudgives løbende over hele verden.

Handling: Alice er på skovtur med sin søster men keder sig. Pludselig får hun øje på en talende kanin med vest og lommeur, og følger straks efter den ned i sit hul. Her bliver hun mødt af et fantasiland fyldt med underlige, vidunderlige mennesker og dyr – et sted hvor alt kan ske. I Gennem spejlet (også kendt som Bag spejlet) møder vi Alice seks måneder senere og igen på vej ud på eventyr – denne gang ved at træde gennem spejlet over kaminen. Han havner i et tummelumsk, omvendt spejlbillede af sit eget hus, hvor hun blandt andet opdager, at skakspillet er blevet levende. Snart står hun blandt flere spøjse skabninger som den røde dronning, Tweedledum og Tweedledee og Humpty Dumpty. Ingenting er helt, som man tror, i denne mærkværdige verden.

”Gid jeg ikke havde grædt så meget! sagde Alice, mens hun svømmede rundt for at finde et sted at gå i land. Jeg tror, jeg skal straffes for det nu og druknes i mine egne tårer! Det vil virkelig være meget mærkeligt. Men alting er så mærkeligt i dag.”

Det er en charmerende vrøvlefortælling, hvor man blot skal lade sig rive med af de tossede karakterer og uforklarlige hændelser. Mange kloge hoveder gør opmærksom på at historien er fyldt med matematik, hvilket ikke er så mærkeligt for Lewis Carroll, hvis rigtige navn var Charles Lutwidge Dodgson, var matematiker og ansat som lektor ved det prestigefyldte Oxford University. Han skrev en række børnebøger under pseudonymet Lewis Carroll, og alle er de mere eller mindre synligt, fyldt med gåder og matematik-filosofiske spørgsmål.

Denne samlede udgave af Alice i Eventyrland & Gennem spejlet har John Tenniels klassiske tegninger og historierne er oversat af Christiane Rohde (digtene er oversat af Mogens Jermiin Nissen, Peter Poulsen og Christiane Rohde). Med undtagelse af coveret lavet af Simon Lilholt /Imperiet, er udgivelsen her lig med den der udkom sidste år fra forlaget Rosenkilde & Bahnhof.

De mange Lewis Carroll fans har et næsten kultagtigt forhold til historien, og mange har mere end en udgave af den stående i reolen. I min verden er de sorthvide illustrationer alt for farveløse til den bizarre og farverige fortælling, så lige på det område er denne version lidt trist. Men historien er der ikke noget galt med. Efterhånden som jeg bliver ældre er det andre ting i fortællingen jeg sætter pris end da jeg var barn fx Hattemagerens excentriske personlighed og larvens tvetydige samtale med Alice.

Alice i Eventyrland & Gennem spejlet genudgives i dag 6. juli.

★★★★☆

Der findes mange udgaver af Alice i Eventyrland – tjek fx denne helt fantastiske pop-up bog af Robert Sabuda.

Du må meget gerne dele...Share on FacebookTweet about this on TwitterEmail this to someoneShare on LinkedIn