Keri Smith: Udforsk verden! Tag på nye eventyr

Udforsk verden!Udforsk verden! Tag på nye eventyr, er en kreativ rejsedagbog – en rejse ind i kreativiteten.

Den canadiske illustrator og kreative guru Keri Smith, der står bag fænomenet Wreck This Journal og Dette er ikke en bog, er klar med en ny bog, der lige som hendes forrige opfordrer unge som gamle til at være kreative.

Modsat hendes andre bøger, er Udforsk verden! Tag på nye eventyr langt fyldt med tekster – dels med ord fra forfatteren selv og dels i form af citater fra Keri Smiths egne inspirationskilder. Der er stadig mange mere eller mindre spøjse opgaver, som vi kender det fra Wreck This Journal, men hvor man tidligere havde plads i bogen til at lave opgaverne, kræver denne bog, at du har notesbøger, krukker og alt muligt andet grej udover bogen, hvilket er en af dens svagheder. Det er simpelthen for omfattende.

Her har jeg lavet en af de små hurtige opgaver i Udforsk Verden! Tag på nye eventyr. Foto: Mette Camilla Melgaard

Her har jeg lavet en af de små hurtige opgaver i Udforsk Verden! Tag på nye eventyr. Foto: Mette Camilla Melgaard

På de indledende sider giver Keri Smith idéer til hvordan man udforsker verden, og det er nogle rigtig gode råd som vi alle kan bruge – og er du en af disse mennesker, som ikke ser sig selv som særlig kreativ, kan du få et kærligt spark til at få kreativiteten til at boble.

Jeg havde store forventninger til denne bog, som viste sig at være noget andet end jeg havde regnet med. For da jeg hørte at det var en kreativ rejsedagbog, tænkte jeg at det ville være en slags scrapbog med plads til personlige beretninger og små sjove ting som billetter fra sporvognen, en serviet fra den virkelig lækre restaurant hvor vi spiste og lignende rejseminder. Men det er det ikke.

Mange af opgaverne i Udforsk verden! Tag på nye eventyr er som sagt omfattende og nogle af dem vil efter min mening være sjovere for børn at lave end for folk 40+. Det er dog en god bog til at få små eventyr ind i hverdagen, hvilket fik mig til at tænke på en video om Microadventures som jeg så tidligere på ugen. Det burde vi alle gøre noget mere af!

“Hver morgen når du vågner, har vi fireogtyve helt nye timer at leve i. Hvilken dyrebar gave!” – Thich Nhat Hanh

Det bedste ved Keri Smith og hendes lidt forunderlige kreative hjerne er, at hun opfordrer os alle til at være nysgerrige og bruge vores sanser, og ikke lade vores kreativitet begrænse af regler. Den tankegang kan jeg virkelig godt lide.

Udforsk verden! Tag på nye eventyr udkom den 30. juni.

★★★☆☆

RELATEREDE LINKS
Læs min anmeldelse af Wreck This Journal
Læs min anmeldelse af Dette er ikke en bog

Du må meget gerne dele...Share on FacebookTweet about this on TwitterEmail this to someoneShare on LinkedIn

Naja Marie Aidt: Samlede noveller

Samlede novellerSamlede noveller består af tre novellesamlinger samlet i et bind. Historier hevet ud af hverdagssituationer af den dramatiske og tankevækkende slags.

Vandmærket (1993) består af ni korte noveller, som berører temaer som ensomhed, svigt, død og tab. Jeg fristes til at beskrive karaktererne som anderledes – nogle med et hint af neuroser som fx den unge kvinde Louisa, som vi møder i fortællingen En kærlighedshistorie. Louisa har mistet overblikket over sin lejlighed der fyldes med skidt og utøj. Selv går hun i bad flere gange om dagen og spiser sundt, men hun kommer sjældent ud af lejligheden. Der er ikke nogen forløsning på historien, og sådan er det desværre med flere af dem.

De 15 noveller i Tilgang (1995) kredser alle omkring, hvordan vi hver især har vores egen tilgang til livet, og hvordan vi i relationer til andre nogle gange må konstruere tilværelsen. Hverdagens banale småproblemer udvikles i flere af fortællingerne på en bizar måde ligesom også karaktererne er mere eller mindre tilgængelig personligheder.

”Hun lukker øjnene hårdt og falder ind i drømmen. Forlader kulden i rummet, halvmørket og alt det dirrende stille. Hun kan flyde som et blad på vandet. Det er ikke svært. Drømmen fylder så meget nu, den er vokset og vokset.” (En kærlighedshistorie fra samlingen Vandmærket)

For novellesamlingen Bavian (2006) modtog Naja Marie Aidt både Nordisk Råds Litteraturpris samt Kritikerprisen. De 16 noveller handler om menneskelige relationer, om store og små hændelser der kan vende op og ned på livet, og om hvordan mennesker kan blive presset så langt ud, at de mister kontrollen over dem selv og deres omgivelser.

Naja Marie Aidt er kendt for sin nøgterne og beskrivende stil, og den fungerer fint endda med flere poetiske passager hist og her. Det gennemgående problem for mig er, at det er meget få af karaktererne der gør indtryk på mig. Jeg har simpelthen svært ved at mærke mennesket – enkelte af dem er direkte ligegyldige og ikke en gang situationen omkring dem sætter sit aftryk. Der er lidt for meget analysearbejde for min smag, i stedet for blot en god historie.

Samlede noveller udkom den 28. juni.

★★★☆☆

Du må meget gerne dele...Share on FacebookTweet about this on TwitterEmail this to someoneShare on LinkedIn

Bogtips til ferielæsning

Ferielaesning1
Sommerferien er oplagt til afslappende dage med læsning – både på stranden, på vej til et spændende sted, i lænestolen mens det regner udenfor, ja faktisk når og hvor som helst. Her er mine bogtips til ferielæsning.

Krimi og spænding – det kolde gys
Med de varmegrader vi har haft den sidste tid, kan man godt få brug for afkøling, og hvad er mere oplagt end at få det til at løbe koldt ned af ryggen med en god krimi.

Robert Galbraith: Ondskabens høst
Jakob Melander: Det bedste til mig og mine venner

Skønlitteratur – tid til fordybelse
Der er ingen vej uden om det. Nogle bøger kræver at man har god tid. Tid til at fordybe sig i historien og karaktererne. Det er ofte også bøger du simpelthen ikke kan lægge fra dig, for du er blevet suget ind i fortællingen.

Jonas Hassen Khemiri: Alt det jeg ikke husker
Delphine De Vigan: Baseret på en sand historie

Noveller og kortromaner – til en kort pause
Mange mennesker ender med at have så mange planer i deres ferie, at de næsten bliver rundtosset, hvis der også skal læses en eller flere bøger. Men bare tag det roligt, der findes en løsning – noveller og kortromaner! Fantastiske historier på få sider, som du sagtens kan læse mens ungerne er med mormor i kiosken efter is eller mens du venter på at grillen bliver varm.

Daniel Dencik: Grand Danois
Dorthe Nors: Det var så den vinter

Mere end chick lit
Liane Moriarty: Min mands hemmelighed
Dorthe Nors: Spejl, skulder, blink

Biografier og dagbøger
Jeg indrømmer gerne, at biografier ikke er det jeg personligt læser mest af, og den eneste dagbog jeg kan huske at have læst er Anne Franks dagbog, som alle bør læse. Tidligere på året udkom der dog to nye bøger, som står i reolen og venter på at blive læst – to jeg faktisk glæder mig ret meget til.

Bo Tao Michaëlis: Hemingway
Astrid Lindgren: Krigsdagbøger 1939-1945

Rejselitteratur
Har du udlængsel men desværre ikke er blandt dem der ikke skal af sted til eksotiske steder eller spændende storbyer, så er rejselitteratur din redning. Personligt kan jeg bruge timevis på at læse rejsebøger fra Lonely Planet – på den måde har jeg både besøgt det skotske højland, haft duften af Indien i mine næsebor samt nydt synet af Ayers Rock i Australien. Men rejselitteratur er en mere personlig beretning som fx bogen jeg her anbefaler.

Werner Herzog: Om at gå i is

Rigtig god ferie, hvor end du holder den – og god læselyst!

Relateret link
5 rejsetips til bogorme

Du må meget gerne dele...Share on FacebookTweet about this on TwitterEmail this to someoneShare on LinkedIn

Dorthe Nors: Det var så den vinter

Det var så den vinterDet var så den vinter, er en ny samlet udgave af Dorthe Nors’ to kortromaner Dage (2010) og Minna mangler et øvelokale (2013), der begge giver fine portrætter af kvinder som forsøger at finde deres ståsted i livet efter endte kærlighedsforhold.

I fortællingen Dage har den kvindelige hovedperson kærestesorg. Hun skriver sit liv ned i nummererede lister. Vi læser hendes tanker og oplevelser, når hun går sine mange ture på blandt andet kirkegården, mens hun forsøger at finde sin eksistensberettigelse. At listerne er nummererede giver ikke så meget mening, men de generer heller ikke, for de skæve iagttagelser og forunderlige associationer i et forårsklædt København rammer dybt med sin sørgmunter stemning. Det er en hurtig læst historie – hurtig, fordi man ikke lægger den fra sig før sidste linje er læst.

”8. Sejlede hjemad skoldhed som en lille espressokande i stål,
9.
lagde mig, tænkte: Jeg fejler jo ikke noget, men hvis jeg ligger stiller, så ophører det ekkorim måske med at drille,
10.
men det gjorde det ikke.”

I Minna mangler et øvelokale er hele historien fortalt i hovedsætninger – med undtagelse af nogle få. Minna er blevet forladt af kæresten Lars, der hellere vil kneppe en kendt. Minna er komponist og mangler et øvelokale. Hun mangler også en mand og et barn, det var det Lars skulle hjælpe hende med. Sætningerne er nøgtern og observerende, skrevet i et knivskarpt sprog, hvor der er skåret helt ind til benet. Men alligevel trænger ensomheden tydeligt igennem.

”Minna er på vej væk fra det, der gør ondt.
Ingen skal gøre skade længere, tænker Minna.
Alle skal sorteres, tænker hun, for
Minna vil gro sig et røvhulsfilter.
Minna tror, hun kan gro det hurtigt.
Minnas knuste hjerte bor i brystet på en optimist.”

Dorthe Nors er mester i at kombinere det sørgelige med en let munterhed, så man smiler mellem tårerne. Med sine blot 174 sider er det en fysisk tynd bog, men det er en virkelig stor bog at læse.

Det var så den vinter udkom den 15. juni.

★★★★☆

Relateret link
Læs min anmeldelse af Dorte Nors’ roman Spejl, skulder, blink.

Du må meget gerne dele...Share on FacebookTweet about this on TwitterEmail this to someoneShare on LinkedIn

Flere Afdeling Q-filmatiseringer

Nikolaj Lie Kaaes og Fares Fares i den trejde film om Afdeling Q, FLaskepost fra P. Foto: Henrik Ohsten

Nikolaj Lie Kaaes og Fares Fares i den trejde film om Afdeling Q, FLaskepost fra P. Foto: Henrik Ohsten

Efter tre meget succesfulde filmatiseringer af Jussi Adler-Olsens bøger Kvinden i buret, Fasandræberne og senest Flaskepost fra P, har Nordisk Film nu erhvervet sig rettighederne til at filmatisere Afdeling Q-bøgerne fra femte bind, Marco Effekten og frem. Foreløbig er der udkommet seks Afdeling Q-bøger, men Jussi Adler-Olsen planlægger at skrive i alt ti bøger i serien, og Nordisk Film forventer derfor at skulle producere seks Afdeling Q-film over en årrække.

Vi har de seneste år arbejdet på en international filmversion af Jussi Adler-Olsens første store thriller ”Alfabethuset”, som blev udgivet i 1997. Vi har et meget frugtbart samarbejde med Jussi Adler-Olsen, og i den forbindelse opstod muligheden for at erhverve de resterende filmrettigheder til Afdeling Q-bøgerne. Fortællingerne om vicekriminalkommissær Carl Mørck har en stor læserskare og er ikke kun det stærkeste krimi-franchise i Danmark, men er også en stor international succes, siger Henrik Zein, adm. direktør i Nordisk Film Production A/S.

På trods af det tydelige “larger than life”-element i alle historierne, handler det for os om at placere fortællingerne i den virkelige verden. Karaktererne er uhyre interessante. Både psykologisk og socialt er det mennesker på godt og ondt. Deres dybe hemmeligheder er, hvad bøgerne handler om for os. At få lov til at følge Jussi Adler-Olsen på hans fortsatte rejse og omsætte de medrivende historier til fantastiske film er lidt af et drømmescenarie for os. Vi går til opgaven med stor ydmyghed, men ambitionen er at lave film af høj kvalitet, som vil begejstre et stort publikum, fortsætter Henrik Zein.

Det er ikke bare Nordisk Film der er glad for aftalen, også Jussi Adler-Olsen er begejstret og udtaler;

Jeg møder løbende mange af mine læsere, og jeg ved, at de har stærke holdninger til personerne og universet, så for mig er det vigtigt, at en filmatisering er så tro mod bøgerne som muligt. Gennem de seneste par år har jeg opbygget et venskab med Nordisk Film, der bestyrker mig i, at Nordisk Film vil kunne producere film, som jeg vil være stolt af at lægge navn til. Mit venskab med Nordisk Film handler grundlæggende om gensidig personlig og faglig tillid, åben dialog og respekt omkring processen at skabe film. Afdeling Q-bøgerne er for mig meget filmatiserbare romaner, og da Nordisk Film har en track-rekord af kvalitetsfilm, er det for mig som forfatter det rigtige hjem for mine bøger, hvor de kan blive realiseret på det store lærred.

De tre første film samt den kommende film Journal 64, er alle produceret af filmselskabet Zentropa, men nu tager Nordisk Film altså over. Aftalen er stadig så ny, at der endnu ikke er sat navn på hverken manuskriptforfatter, instruktør eller cast.

Det store spørgsmål de mange fans nok hurtigt vil spørge om er, om der nu kommer en ny Carl Mørck, Assad og Rose – nu de har vænnet sig til Nikolaj Lie Kaas, Fares Fares og Johanne Louise Schmidt i rollerne. Hvad synes du om udsigten til nye skuespillere i rollerne? Og har du nogle favoritter?

Relateret link:
Læs min filmanmeldelse af Flaskepost fra P.

Du må meget gerne dele...Share on FacebookTweet about this on TwitterEmail this to someoneShare on LinkedIn

Forfatterens skrivebord – Kirsten Thorup

ARTIKEL: Forfatterens skrivebord er en artikelserie, hvor jeg hver måned besøger en forfatter til en snak om deres skriveproces, hvad der inspirerer dem i deres arbejde og ikke mindst, hvor de skriver deres bøger.

Det er med sommerfugle i maven, at jeg går de få hundrede meter hen til lejligheden på Frederiksberg, hvor Kirsten Thorup bor. Selv om vi har boet i det samme nabolag i mange år, har jeg aldrig mødt hende – kun gennem litteraturen. Første gang var i 1984, da jeg 12 år gammel fik hendes roman Himmel og helvede i julegave. Fortællingen om den violinspillende Maria satte varigt aftryk i mig, ikke kun fordi den med sine 614 sider var den tykkeste bog jeg indtil da havde læst, men lige så meget fordi den lukkede mig ind i en voksenverden med personer så forskellige fra mit eget liv, hvilket efterfølgende fik mig til at snige mig ind i bibliotekets voksenafdeling og læse bøger som Hotel New Hampshire og Verden ifølge Garp.

Bøger fryder hele den ene væg i Kirsten Thorups store stue. Her ses hun foran et lille udsnit af dem. Foto: Mette Camilla Melgaard

Bøger pryder hele den ene væg i Kirsten Thorups store stue. Her ses hun foran et lille udsnit af dem. Foto: Mette Camilla Melgaard

Jeg træder ind i en stor solrig stue fyldt med bogreoler fra gulv til loft. Som inkarneret bogelsker er det svært at holde begejstringen tilbage. Her findes det hele. Gamle klassikere af Balzac, Dickens og Dostojevskij, nyere dansk og udenlandsk litteratur og fagbøger.

– Jeg kan godt lide at læse bøger. Det er det jeg gør, når jeg ikke skriver. Det hører med, synes jeg, til at være forfatter. Det er ligesom, hvis man ser sin egen roman som et hjem, så går man på besøg, når man læser andre forfatteres bøger, siger Kirsten Thorup.

Som barn læste hun kun tegneserier og ugeblade. Hendes far havde en kiosk, så hun havde alle magasinerne til rådighed, hun skulle bare lægge dem tilbage når hun var færdig, og undgå at spilde marmelade i dem. Kærligheden til bøger kom først senere.

– Jeg begyndte ikke at læse bøger seriøst før i mellemskolen. Jeg havde en veninde som læste alle de store klassikere. Jeg læste dem også men det var i et blad der hed Illustrerede Klassikere, som var tegneserier lavet over alle klassikerne som De elendige osv. Men så sagde min veninde, at det kunne man ikke være bekendt, man skulle læse bøgerne. Så det var hende der fik mig til at læse. Den første var Dostojevskijs roman Raskolnikov, derfor har jeg et særligt forhold til den.

Kirsten Thorup viser mig sit arbejdsværelse i forlængelse af stuen. Lyset strømmer ind fra hjørnevinduet, hvor der foran er placeret et lille og enkelt skrivebord. En bærbar computer, en printer, få stakke med papirer, et par bøger, nogle spiralhæfter og en fyldepen, er det eneste der pryder bordet.

Det er et dejligt arbejdsværelse, siger Kirsten Thorup og fortsætter; Det er faktisk første gang jeg har et arbejdsværelse.

Vi sætter os bagefter i det hyggelig køkken med kaffe og Kirsten Thorup fortæller, hvordan hun i starten af sin karriere skrev sine bøger i sengen, i hånden på en blok. Det var tiden inden computeren, mens skrivemaskinen stadig var stjernen i enhver forfatteres liv. Men ikke i Kirsten Thorups, hun havde tværtimod et lidt anstrengt forhold til skrivemaskiner. Hun havde taget et kursus i maskinskrivning, men gad ikke fortsætte fordi det var så kedeligt, så hun lærte aldrig tifingersystemet og skrev for mange fejl hele tiden.

Så jeg skrev i hånden. Jeg skrev det så rent på skrivemaskinen hver dag, for ellers var det umuligt at læse og rette i det. Det var en ret tung proces jeg havde dengang. Men jeg kunne kun skrive i sengen, så jeg stod heller aldrig op før klokken fire om eftermiddagen.

Hendes skrivevaner har ændret sig meget siden da, ikke mindst da hun i 1994 fik sin første computer. Modsat skrivemaskinen, er computeren blevet hendes vigtigste arbejdsredskab og i dag kan hun slet ikke undvære den, og skriver kun meget lidt i hånden nu.

Jeg er blevet så vant til at skrive på computeren, at det næsten er fremmed for mig at skrive i hånden, selv om jeg har skrevet så mange år i hånden. Nu gør jeg det næsten kun, hvis jeg har en passage som jeg ikke kan finde ud af at formulere, så har jeg brug for at have den fysiske kontakt, som man jo har med blyant og papir. Men det er ikke ret tit, forklarer Kirsten Thorup.

Kirsten Thorup ved sit skrivebord i arbejdsværelset. Foto: Mette Camilla Melgaard

Kirsten Thorup ved sit skrivebord i arbejdsværelset. Foto: Mette Camilla Melgaard

I de perioder hvor Kirsten Thorup er godt i gang med at skrive på en roman, ligner dagene hinanden. Hun skriver fra hun står op, for hun må ikke få noget fremmed i hovedet inden hun skal skrive. Derfor må hun også lade de daglige aviser vente. Hun fortæller, hvordan hun før i tiden måtte undlade at abonnere på Information og Politiken, som hun læser hver dag, fordi fristelsen ganske enkel var for stor, når de kom ind af brevsprækken. I dag lander de i postkassen nede i opgangen, hvilket gør det lettere at vente. Modsat tidligere, hvor hun begyndte dagens skriverier ved 7-8 tiden, begrænsede hun i arbejdet med den seneste bog Erindring om kærlighed, sin skrivetid til kl. 10-14 hver dag.

Det var rigtigt godt! Jeg bliver mere fokuseret, når jeg ikke bare har hele dagen flydende foran mig. Det bliver koncentreret fordi det er så kort, så jeg bliver heller ikke sulten og skal afbryde for at gå ud og tage en ostemad og sådan noget. Det har jeg været rigtig glad for, så det tror jeg, at jeg vil gøre igen, når jeg skal i gang med en ny bog. Så skal jeg heller ikke springe ud af sengen, men kan ligesom tage det med ro. Det passer mig godt, det kan jeg mærke, fortæller Kirsten Thorup.

At skrive en bog er en langsommelig proces for Kirsten Thorup, som mange gange er 3-4 år om at skrive en roman. Hun fortæller, at hun nogle gange kan skrive på begyndelsen af historien i op til et halvt år. Hun giver ikke sig selv daglige deadlines, for nogle dage går hun i stå eller hun tror ikke rigtigt på projektet og andre gange skal hun lige til en familiebegivenhed eller noget andet som giver en pause.

– Romanskriveri består for mig meget af pauser. Pauserne fylder mere end selve skriveriet. Der er mange dage, hvor man ikke kan skrive. De der dage, hvor man rigtig er i gang, er naturligvis de bedste, men hvor længe de kan vare, kan man ikke svare på.

Hun synes da også at det er vigtigt at holde pauser og holde fri, så der kan lades op. Men for hendes eget vedkommende går det ikke at holde fri mere end en enkelt dag, for så kommer hun for meget ud af historien og det dur ikke.

– Men jeg skal ud af lejligheden. For modsat andre som er på arbejde og synes det er dejligt at komme hjem, så har jeg siddet hjemme hele dagen og trænger til at kommer ud. Enten mødes jeg med nogen på en café eller jeg går også tit i biografen. Jeg kan godt lide at gå i biografen alene.

KirstenThorup2

Kirsten Thorup har ikke meget af historien på plads inden hun begynder skrivearbejdet. Hun skriver historien frem, fortæller hun. Foto: Mette Camilla Melgaard

JEG SKRIVER HISTORIEN FREM
I mit arbejde med denne serie af artikler, har jeg oplevet at det er meget få af forfatterne der starter (næsten) blankt, når de sætter sig til at skrive. De fleste har et groft skelet eller en synopse til deres historie. Men sådan arbejder Kirsten Thorup ikke.

Jeg arbejder ikke med plot, det har jeg aldrig gjort, det siger mig ikke noget. Det ville være en spændetrøje for mig. Når jeg starter, har jeg nogle personer, nogle gange kun en person, som jeg vil skrive om, og nogle begivenheder som jeg gerne vil have med, som jeg synes skal belyses eller beskrives. Og så er det et spørgsmål om, hvordan jeg kommer fra begivenhed til begivenhed. Jeg skriver mig frem til historien. Jeg ved heller ikke, hvordan det slutter.

Der er altså ikke meget der er på plads inden hun begynder at skrive. Blot nogle punkter eller en forestilling om, hvordan bogen skal se ud. Hun forklarer, at det er en af grundene til at hendes bøger er så forskellige som de er. Formen finder hun efterhånden som historien folder sig ud og først når hun er kommet lidt over halvvejs, er præmisserne sat op og hun kan se, hvordan det skal ende. Hun skriver kronologisk, egentlig ikke bevidst, men sådan bliver det alligevel altid.

Det er meget få bøger, hvor jeg ikke er startet med starten, uden at vide at det er starten. Jeg tror kun at det var med Ingenmandsland, at jeg hele tiden kunne se, at der manglede et kapitel før. Det er faktisk den eneste jeg kan komme i tanke om. Ellers starter jeg bare et sted, og det ender altid med at blive starten. Nogle gange kan jeg godt se, at der mangler et kapitel mellem to kapitler og så bliver jeg nødt til at skrive det. Det er som regel fordi det er noget der ikke interesserer mig så meget, og så tænker jeg at det kan jeg godt springe over og vente med. Men det kan jeg så ikke, siger Kirsten Thorup og griner.

Et gennemgående kendetegn i hendes romaner er de altid helstøbte karakterer. De føles aldrig konstruerede, men som rigtige mennesker på godt og ondt. Kirsten Thorup fortæller at hun holder meget af at skabe personerne, som ofte er baseret på mennesker hun har mødt – enten i sin egen familie eller tilfældigt rundt omkring.

– Det er en blanding, for alle personerne er jo mig, men jeg bruger nogle personer som jeg kender eller bare har mødt en enkelt gang og så projicerer jeg mig selv ind i dem. Selv om jeg har virkelige personer som model for en karakter, så er det fiktionspersoner jeg skaber, fortæller Kirsten Thorup og forklarer nærmere;

– Personerne kan godt tage en uventet drejning under skrivningen og blive anderledes end jeg har forestillet mig. Jeg skriver dem frem. Jo mere jeg skriver om personerne, jo mere ved jeg om dem. Fx kan de reagere på en måde, som ikke stemmer med det jeg først havde skrevet, og så kan jeg pludselig se at det er forkert, sådan ville de ikke opføre sig. At skrive fiktion er en blanding af styring og det ubevidste.

Erindring om kærlighedKirsten Thorup laver ret meget research til sine bøger, selv om historierne bygger på ting hun har fra sit eget liv og andres, er der begivenheder og situationer der må undersøges nærmere. I sin seneste roman Erindring om kærligheden, der udkom i april, var der flere ting i historien om Tara og Siri, mor og datter, der krævede research. Hvor hun før i tiden måtte forbi Det Kongelige Bibliotek og slå op i gamle aviser, kan meget af researchen i dag laves ved computeren. Men der er visse ting, hvor Kirsten Thorup er nødt til at ”være i det” for at kunne skrive om det. Det gjaldt for eksempel rumænske hjemløse, som optræder i et par kapitler i bogen. Sammen med en tolk besøgte Kirsten Thorup Mariakirken på Vesterbro, hvor mange af de rumænske hjemløse opholdte sig samt flere af værestederne i København. Også COP15-mødet i København i 2009 lavede hun indgående research på, blandt andet ved at se en film om det der skete ved Bella Centret, hvor flere tusinder blev tilbageholdt ved en demonstration, samt ved at tale med nogle af de involverede.

Jeg laver research på det jeg ikke ved noget om. Finder alle de gode detaljer som virkeligheden har. Selvom det er fiktion og jeg godt kan lave lidt om på det, skal jeg alligevel vide, hvordan det var i virkeligheden for at kunne lave fiktion af det, forklarer Kirsten Thorup, der gang på gang bliver forbavset over, hvor megen imødekommenhed hun møder i sin research.

Tænk at folk gider at spilde tid på at snakke med mig, siger hun smilende.

JEG VÆNNER MIG ALDRIG TIL DET
Kirsten Thorup debuterede som forfatter i 1967 og har udover romaner skrevet både digte, noveller og dramatik til tv og teater. Hun er med andre ord en ret garvet forfatter. Alligevel føler hun ikke selv, at hun nogensinde vænner sig til at udgive bøger.

– Jeg bliver mere og mere nervøs med årene. Jeg synes faktisk det er ret hårdt at udgive. Det er klart det er hårdt inden man udgiver, for man kan jo aldrig vide om det går godt uanset hvad man har skrevet. Men det er hårdt, fordi det er en så ekstrem anden situation end det er at sidde og skrive alene, hvor man har en slags uskyld og kan skrive hvad der passer en. Men når det udgives skal man stå til ansvar for det man har skrevet. Det er ret hårdt.

Siden hun udgav sin første roman er der sket meget. Det er en helt anden verden. En helt anden offentlighed, hvor kendiskulturen er blevet en markant del af hverdagen også for forfattere. Tidligere var der ikke så mange interviews med forfattere og kunstnere i det hele taget. Hvis der var et interview, så var det fordi man havde fået en vanvittig god kritik i en avis, så det var en begivenhed der skulle følges op på.

– Der skete et skifte i midten af 1980’erne. Jeg kan huske, da jeg udgav Den yderste grænse, der ringede Politiken og ville gerne have et interview inden bogen var udkommet. Det turde jeg simpelthen ikke. Det var som om jeg skulle sælge skindet inden bjørnen var skudt, og det turde jeg ikke. Jeg spurgte om de ikke kunne lave det efter at den var udkommet, men det var de ikke interesserede i, så der kom aldrig et interview. Sådan har jeg det ikke i dag, men dengang var det første gang, at jeg mærkede skiftet i interessen.

I dag er der langt mere spot på forfattere og deres privatliv. Kirsten Thorup mener selv, at hun er heldig, at hun er gammel i gårde, og derfor nemmere kan afværge det – hun er heller ikke på de sociale medier – hvorimod det næsten kræves af yngre forfattere, at de er ”på” hele tiden.

– De fleste forfattere er introverte, det hører næsten med til jobbet. Derfor kan det godt være psykisk hård for nogle af os i tiden efter en udgivelse, selv om det nu er en fast del af arbejdet.

Jeg har tilbragt næsten to timer i selskab med Kirsten Thorup og vores snak er nået bredt omkring. Som forfatter in spe suger jeg til mig, og kan til sidst ikke lade være med at spørge hende, om hun har et par gode råd til os der drømmer om selv at skrive romaner.

For det første skal man skrive og man skal skrive meget. Og så skal man øve sig i at iagttage. Hvad for en lyd er der lige nu? Hvad er det for nogle farver? Alle bøger og alle genrer består af detaljer. Man skal ikke på forhånd censurere sig selv – hverken med om det er godt eller dårligt, eller om hvad man kan skrive. Man må ikke lægge bånd på sig selv eller begrænse sig selv på forhånd. Man skal ikke tage hensyn til om man er inspireret eller ej, man skal skrive for at øve sig i at skrive. Og så skal man have tid, men det ved jeg ikke hvordan andre finder, fortæller Kirsten Thorup med et smil.

Fakta
Kirsten Thorup (f. 1942)
Forfatter til både digte, noveller, dramatik og romaner – heriblandt Lille Jonna (1977), Den lange sommer (1979), Himmel og helvede (1982), Den yderste grænse (1987), Elskede ukendte (1994), Bonsai (2000), Ingenmandsland (2003), Tilfældets gud (2011) og Erindring om kærligheden (2016). Hun har modtaget mange æresbevisninger blandt andet Statens Kunstfonds treårige arbejdslegat 1970-72, Otto Gelsted Prisen 1974, De Gyldne Laurbær 1983, Søren Gyldendal Prisen 1987, LO’s Kulturpris 1988, Det Danske Akademis store pris 2000 og BG Banks Litteraturpris 2004.

Relaterede links:
Forfatterens skrivebord 1 – Leonora Christina Skov
Forfatterens skrivebord 2 – Helle Vincentz
Forfatterens skrivebord 3 – Jakob Melander
Forfatterens skrivebord 4 – Manu Sareen
Forfatterens skrivebord 5 – Morten Pape

Du må meget gerne dele...Share on FacebookTweet about this on TwitterEmail this to someoneShare on LinkedIn

Daniel Dencik: Anden person ental

Anden person entalAnden person ental er en roman om en personlig katastrofe, fyldt med en smerte, der næsten er udholdelig, men som man ikke kan vende ansigtet bort fra.

Handling:
Alexander bor i København. Ekskonen bor i Stockholm sammen med deres 6-årige tvillingerne (en pige og en dreng). Skilsmissen var stille og rolig. De har fælles forældremyndighed over børnene, og Alexander pendler fast mellem de to byer hver anden weekend for at se dem. Det fungerer, selv om der naturligvis er et afsavn, når de ikke er sammen, men så meget desto mere fyldes tiden sammen med kærlighed. Men da han en dag er på vej til Stockholm for at møde dem, modtager han en sms fra ekskonen om at han først kan hente børnene dagen efter. Det bliver begyndelsen på et mareridt af kafkask format. Kvinden har fra den ene dag til den anden rejst falske anklager mod ham for vold og mishandling af børnene, og myndighederne fratager Alexander retten til at se dem. Han kæmper mod et system der lukker sig om moren og børnene, og tvinges til at stå hjælpeløs tilbage med en altoverskyggende sorg.

”Jeg prøver forsigtigt at søge efter en indgang, men alle veje ind er spærret af tavshed eller afslag, enten blanke, tyste overflader eller et had som jeg ikke ved hvor kommer fra, eller hvorfor bliver ved med at følge mig.”

Der sidder et skrig fast i halsen på mig næsten hele vejen igennem bogen. Et skrig fremprovokeret af lige dele vrede og sorg. Uretfærdighed og smerte fylder siderne, som alligevel rummer så megen kærlighed. Alexanders kærlighed til sine tvillinger. Hans far, søster og venners kærlighed til Alexander. Men det er magtesløsheden der er stærkes. Det gør voldsomt indtryk at følge myndighedernes bureaukratiske adfærd, den upersonlige sagsbehandling, og den mur af tavshed og paragraffer Alexander hele tiden bliver mødt af. Man ødelægger en mand. Ødelægger to børn. Men man gør det efter reglerne. Det er så sindsoprivende og grotesk, at man næsten ikke kan fatte at det kan finde sted.

Anden person ental skabte en del debat da den udkom, fordi Daniel Dencik fortalte, at historien er baseret på hans eget private helvede, hvor han blev anklaget og siden frikendt, men alligevel ikke har set sine tvillinger i flere år. Horderne kritiserede, at dette er en ensidig historie og at vi aldrig får indblik i morens motiv (blot et par gæt undervejs fra Alexander). Og hvad så?, fristes jeg til at sige. Det er en roman – autofiktion om man vil – men det er ét blik ind i ét liv, og det ser jeg ikke som en svaghed.

Læserne inviteres med ind i mareridtet der strækker sig over et år. Alexander kæmper med sin sorgs dæmoner med tanker om både selvmord, bordførelse og terrorisme. Men gang på gang vender han tilbage til forsoning. Han vil ikke hade nogen. Teksten er krydret med øjebliksbilleder sammen med børnene – både fortidsscener og drømme. Der er smukke, rørende passager, hvor kærligheden er så tydelig at man næsten overvældes af ømhed, en ømhed der vil trøste, hver gang de kolde og telegramlignende svar fra myndighederne bryder teksten op.

Det er muligt (høst sandsynligt) at bogen er Daniel Denciks private nødråb. At det samtidig også er en kærlighedserklæring til hans børn, er der ingen tvivl om. En psykolog vil sikkert kalde det sorgarbejde. Men det er også litteratur der gør voldsom indtryk, og som bliver siddende i kroppen. Jeg længes efter at høre, hvordan det går, selv om jeg samtidig frygter svaret.

Anden person ental udkom i 2014.

★★★★☆

Relateret link:
Læs min anmeldelse af Daniel Denciks novellesamling Grand Danois.

Du må meget gerne dele...Share on FacebookTweet about this on TwitterEmail this to someoneShare on LinkedIn

I forfatterens fodspor

Juni, juli og august er ferietid for rigtig mange. Nogle søger automatisk mod strand og vand, mens andre (som jeg selv) ikke har tålmodighed til at ligge og svede på en solvogn. Jeg elsker at gå rundt og udforske byer. Tage en pause på en bænk med en god bog eller bare sidde og kigge på mennesker.

Flere gange har jeg taget mig selv i, at opsøge områder jeg har læst om i diverse romaner. Jeg forsøger med andre ord at gå i forfatterens fodspor. Som fx da jeg i 2009 tog min veninde med til Stockholm, som er min anden hjemby. Jeg ville ikke kun vise hende alle de steder i byen jeg elsker, men også lege turist og opdage nye steder. Vi havde begge læst Stieg Larssons Millennium-trilogi og den første af filmatiseringerne havde haft præmiere tidligere på året. Derfor skulle vi naturligvis forbi Mellqvist Kaffebar på Södermalm, der ikke kun er Mikael Blomkvists stamcafé men også var Stieg Larssons egen. I den forbindelse opdagede jeg at Stockholms Stadsmuseum havde øjnet en lille guldgrube og lavet en Millennium-tur, som vi selvfølgelig straks meldte os til.

Mellqvist Kaffebar på Södermalm er ikke kun Mikael Blomkvists stamcafé men var også Stieg Larsson egen stamcafé. I en periode i 1990’erne holdt redaktionen på magasinet Expo, som Larsson var journalist og chefredaktør på, til i lokalerne over caféen. Foto: Mette Camilla Melgaard

Mellqvist Kaffebar på Södermalm er ikke kun Mikael Blomkvists stamcafé men var også Stieg Larsson egen stamcafé. I en periode i 1990’erne holdt redaktionen på magasinet Expo, som Larsson var journalist og chefredaktør på, til i lokalerne over caféen. Foto: Mette Camilla Melgaard

Stieg Larssons Millennium
Byvandringen foregår hver lørdag kl. 11.30 – i juli, august og september også om torsdagen kl. 18.00. Turen tager ca. to timer og har en engelsktalende svensk guide. Man starter på Mikaels Blomkvists adresse Bellmansgatan 1. Det er et absolut must at have gode sko på, for udover at være brostensbelagt mange steder er Södermalm bakket som en Tour de France etape, så er du dårligt gående er dette ikke en tur for dig.

Efter at have været forbi steder som Mellqvist Kaffebar, går turen blandt andet forbi synagogen, hvor kriminalinspektør Jan Bublanski er aktiv medlem, Lisbeth Salanders fortrukne 7Eleven og kroen Kvarnen. Turen går videre mod Mosebacke torg og Söder teatern frem mod Fiskargatan 9, hvor Lisbeth Salander køber sin 350 kvm store luksuslejlighed. Udover at høre anekdoter om Stieg Larsson, og se de omtalte steder fra bøgerne, får man også fortalt spændende ting om Stockholms historie.

Jeg kan varmt anbefale turen, som er meget populær, så planlægger du en tur til Stockholm og har lyst til at deltage, er det en god idé at købe billetten i god tid. Du kan købe billetter online eller direkte hos Stockholm Stadsmuseum. Prisen er 130; sek. Vil du hellere gå rundt på egen hånd, kan du købe et Millennium-bykort. På kortet er der markeret steder fra bøgerne og filmene der rækker udover Södermalm. Kortet koster 40; sek. Mere info om Millennium-turen.

Flere spændende litterære ture
Besøger du Ystad i det sydlige Sverige, har du mulighed for at se byen gennem Kurt Wallanders øjne. Henning Mankells populære politimand har lokket mange nysgerrig turister til den hyggelige by. Læs mere om I Wallanders spår.

Jeg er vild med Ian Rankins bøger om Inspector Rebus. I bøgerne er Edinburgh ikke blot en kulisse, men næsten en biperson. Derfor er det også oplagt, at Rebus-universet danner baggrund for en spændende byvandring i Edinburgh, hvor man blandt andet får mulighed for at se en mere ukendt side af byen. Læs mere om Rebus Tours.

Besøger du universitetsbyen Oxford er der rig muligt for at få i flere forfatteres fodspor. Du kan fx tage på en Inspector Morse og Lewis-tur. Colin Dexters operaelskende politimand og hans assistent blev endnu mere kendt gennem tv-serien. På turen besøges steder fra nogle af deres mest kendte drabssager. Eller du kan tage på en Harry Potter og Alice i Eventyrland-tur.

Har du været på en litterær tur eller selv gået i forfatterens fodspor?

Du må meget gerne dele...Share on FacebookTweet about this on TwitterEmail this to someoneShare on LinkedIn

Peter Høeg: Effekten af Susan

Effekten af SusanSpændende fremtidskrimi af den succesfulde forfatter med lige dele videnskab og aktion.

Handling: Susan Svendsen er fysiker. Hun finder ro i det periodiske system, og føler at naturlovene er en garanti for orden og regelmæssighed. Men Susan har selv et højst usædvanligt talent. Hun fremkalder oprigtighed. Et talent hun har misbrugt til egen fordel, og nu truer en lang fængselsstraf for Susan og hendes børn. Da hun sammen med familien får tilbudt en sidste udvej tager hun den. Hun skal opspore et kvindeligt medlem af en nedlagt kommission og få hende til at afsløre hemmeligheder med vidtrækkende konsekvenser. Men nogen kommer hende i brutalt forkøbet og udser Susan og hendes familie som det næste mål.

”Jeg ved ikke hvordan andre er bange, hos mig begynder det i brystet og breder sig derfra til hele parasympaticus. Mere end noget andet er jeg bange for at børnene skal dø. […] Lige nu føles risikoen mere virkelig end nogen sinde. Hvor jeg står på fortovet, har jeg en følelse af at være eksponeret som under et mikroskop, af at også Laban og tvillingerne er eksponeret. Vi kan være iagttaget lige nu, gennem et kikkertsigte, i et bakspejl, gennem en hæk. Og vi kender ikke modstanderne.”

Jeg blev hurtigt grebet af Effekten af Susan der lige som Frøken Smilla, har en stærk kvinde i hovedrollen. Susan er handlekraftig og har engang skruet en mand fast til gulvet, da han ville voldtage hende. Familien Svendsen, der udover Susan består af hendes komponist mand Laban samt de 16-årige tvillinger Thit og Harald, er en meget usædvanlig familie – ja faktisk er alle karaktererne mere eller mindre udsædvanlige, og selv om handlingen enkelte steder syntes lidt for fantasifuldt (der er fx borgerkrigslignende tilstand i København), rider jeg med på bølgen og lader mig underholde. Det tog lidt tid før jeg indså, at handlingen udspilles nogle år ud i fremtiden, for der er ikke så meget science fiction i historien…før vi nærmer os slutningen, som til gengæld bliver (muligvis) ufrivillig morsom og ”lidt for meget”.

Der er ingen tvivl om at Peter Høeg kan noget med sprog og fortælling, og jeg glæder mig til at dykke ned i hans bagkatalog og udforske, hvad jeg er gået glip af siden jeg læste Frøken Smillas fornemmelse for sne.

Effekten af Susan udkom i 2014.

★★★★☆

Du må meget gerne dele...Share on FacebookTweet about this on TwitterEmail this to someoneShare on LinkedIn

Copenhagen Crime – ny bogmesse for krimifans

I den kommende weekend slår bogmessen Copenhagen Crime dørene op for første gang. Krimifestivalen finder sted i Østerbrohuset, hvor der vil være fem scene og besøg af forfattere, retsmedicinere, politifolk og mange andre fra både fiktionens og virkelighedens krimiscene.

Jeg interviewer Leonora Christina Skov om hendes roman Hvor intet bryder vindenBlå scene lørdag d. 11. juni kl. 13.20 – kig endelig forbi.

Cph Crime

Du kan blandt andet finde det trykte program for Copenhagen Crime på biblioteket. Foto: Mette Camilla Melgaard

Du kan finde hele weekendens program på Copenhagen Crime. Læs mit interview med Leonora Christina Skov i artikelserien om Forfatterens skrivebord samt min anmeldelse af hendes roman Hvor intet bryder vinden.

 

Du må meget gerne dele...Share on FacebookTweet about this on TwitterEmail this to someoneShare on LinkedIn