Leonora Christina Skov: Den, der lever stille

Kan man slutte fred med en opvækst, hvor man aldrig har følt sig elsket af sine forældre? Kan man bearbejde sin mors død, når man egentlig ikke kendte hende rigtigt? Det er mange ubesvarede spørgsmål og blandede følelser Leonora Christina Skov står tilbage med, da hendes mor i 2015 dør efter flere år med kræft. I sin selvbiografiske roman Den, der lever stille fortæller hun åbent og ærligt om sit dysfunktionelle forhold til sine forældre og om hvordan Christina fra Helsinge blev til storbypigen og forfatteren Leonora.

”Mor og jeg har talt om, at det burde have været din fætter Martin, der var vores barn, og ikke dig, sagde min far. […] Martin ville have passet meget bedre til os, sagde min far. Med den opdragelse, du har fået, kan vi simpelthen ikke forstå, hvordan du er kommet ud af det.”

Den, der lever stille lever godt. Sådan var mottoet hos familien Skov i Helsinge, hvor mor Ingelise helst så at man ikke gjorde et væsen af sig. Selv iklædte hun sig offerrollen og beskyldte hele livet datteren for at være skyld i både sine bekymringer og kræftsygdom. Manipulerende med tårer og trusler om selvmord, får hun opmærksomhed og sin vilje, mens datteren bliver mere og mere tynget af skyld.

Men Christina vil ikke leve stille. Hun drømmer om et helt andet liv langt fra de kvælende vægge i Helsinge, og tager første skridt mod en ny fremtid da hun flytter til København for at studere – uden støtte hjemmefra. Som 21-årig tager hun sig mod til fortælle sine forældre hvem hun er og altid har været inden i, og det får hjerteskærende konsekvenser.

Hun kæmper for overlevelse og for at realisere sin vision om et andet liv samtidig med, at hun er bange for at blive skyld i morens død. Men med sit nye navn Leonora, får hun sin første kvindelige kæreste, den glamourøse præst Ingrid, som hjælper hende med at begå sig i storbyen. Hun finder sin egen stil med fine kjoler og røde læber, som vi kender hende i dag, hun bliver forfatter og møder sin helt store kærlighed Annette, som hun gifter sig med. Alt imens er kontakten til forældrene overfladisk og sporadisk. Helt frem til morens død nægter forældrene ganske enkelt at acceptere deres datters valg i livet.

Den, der lever stille, er en stærk og velskrevet fortælling, og romanformatet giver historien en naturlig fremdrift der griber fast i læseren, så siderne næsten vender sig selv. Historien springer i tid og skydes i gang ved morens dødsleje på hospice. Det er barsk, men også en effektiv måde at slå stemningen an på. Derudover er der et interessant metalag i opbygningen, hvor Leonora har tanker om samt diskuterer tilblivelsen af romanen med kæreste og venner. Stilmæssigt lægger bogen sig op af Delphine De Vigans fremragende roman Alt må vige for natten, men modsat den franske pendant, fornemmer jeg at Leonora Christina Skov holder sig lidt tilbage – måske forståeligt nok med et så sårbart materiale, men det betyder samtidig, at jeg ikke bliver berørt i helt samme grad.

Men når det så er sagt, er der mange intense scener, hvor forældrenes vanvid (ja undskyld, men jeg kan ikke finde et bedre ord i denne sammenhæng) kommer helt frem i lyset, og jeg kommer længere og længere op i det røde felt jo flere linjer jeg læser. Faren vælger at støtte sin hustru i stedet for sin datter, selv om også han måtte kunne se at det var helt galt. Hans begrundelse, som Leonora først får mange år senere, er, at hun er langt stærkere end sin mor og derfor ville kunne komme igennem det. Man kan ikke andet end at ryste på hovedet med tungt hjerte.

Leonora rækker hånden frem mod sine forældre flere gange, og da morens kræft på ny blusser op går hun helhjertet ind i rollen som pårørende og researcher behandlingsmetoder og medicin samt taler med læger og personale.

Om Leonora Christina Skov kan finde indre ro uden af få et klart svar på sine mange spørgsmål om sin mor og hvorfor forældrene gjorde som de gjorde, ved jeg ikke, men jeg håber det inderligt. Med teksten forsøger hun at kommer et svar nærmere og med antydninger kan vi som læsere tolke og analysere os frem til egne teorier – selv synes jeg, at det er oplagt, at moren ikke er psykisk rask og det kommer da også frem efter hendes død, at hun havde det dårligt længe inden datteren blev født og at hun efterfølgende fik en fødselsdepression. Men hvorfor fik hun ingen hjælp? Det spørger forfatteren om og får en vag forklaring fra sin far, at det ikke var noget man bekymrede sig om dengang i 1970’erne. Jeg tænker nu mere, at det var som så meget andet i familien Skov, at hvis vi ikke siger det højt, eksisterer det ikke.

Det er en virkelig god bog og smuk både udenpå og indeni. Den kan og bør læses af alle, for den har så mange forskellige temalag, så alle vil kunne nikke genkendende til noget – familieforhold, problematikken og forvirringen om at finde sig selv og sin seksualitet, og ikke mindst værdien af nære venskaber og kærlighed. Læs den, du vil ikke fortryde det.

Den, der lever stille udkom den 11. januar.

★★★★☆

RELEVANTE LINKS
Interview: Forfatterens skrivebord – Leonora Christina Skov
Anmeldelse: Leonora Christina Skov: Hvor intet bryder vinden

Du må meget gerne dele...Share on FacebookTweet about this on TwitterEmail this to someoneShare on LinkedIn

Stefan Ahnhem: Nitten grader minus

Stefan Ahnhem fortsætter sit høje spændingsniveau i sin tredje krimi Atten grader minus, i serien om politimanden Fabian Risk.

Efter en heftig biljagt kører en bil i Helsingborgs havn. Føreren af bilen viser sig at have været død langt inden han røg udover kajkanten, faktisk to måneder inden – en tilsyneladende umulig ligning, som Fabian Risk og hans kolleger bliver sat til at løse. Offeret viser tegn på at have været nedfrosset og det bliver startskuddet på en række ubehagelige dødsfald. Sagen besværliggøres af lidt uro i teamet dels fordi kriminalchef Astrid Tuvesson er begyndt at kigge lidt for dybt i flasken og dels forbi deres kollega Hugo Elvin pludselig forsvinder. På hjemmefronten har Fabian Risk det heller ikke helt nemt. Sønnen Theodor er stadig mærket efter tidligere hændelser og forholdet til hustruen Sonja er næsten ikkeeksisterende.

På den anden side af sundet arbejder Dunja Hougaard nødtvunget som ordensbetjent ved Helsingør politi. Men da en hjemløs bliver udsat for en brutal mishandling og dør, indleder hun sin egen private efterforskning og snart fører sporerne til Helsingborg.

””Hej skat”, sagde han og tog hovedtelefonerne af.
”Hej”, svarede hun. Det kunne hun i hvert fald høre sig selv gøre. Ikke for at hilse, men mere for at udfylde tavshede, som ellers ville være blevet for lang.
”Hvad er der?” fortsatte han med det samme påklistrede smil. ”Men skat, du ser jo helt fortvivlet ud. Er der sket noget?”
Det lød fuldstændig som hendes mand, og hun kunne se, at den tykke dødningehovedring af sølv var den, hun havde givet ham i fødselsdagsgave. Han så endda næsten ud som ham. Men kun næsten.
”Hvem fanden er du?” sagde hun med en stemme, der næsten var ved at knække over.”

Det er et meget relevant emne Stefan Ahnhem har valgt som omdrejningspunkt i Atten grader minus, nemlig identitetstyveri – noget jeg tror mange er bange for og ikke uden grund. Ahnhem viser på skræmmende vis, hvor enkelt det er at overtage en andens plads og gøre en økonomisk gevinst, og fordi dette er en krimi efterlades der naturligvis ingen vidner – de fleste havner i en brummende kummefryser med lås. Motivet for de mange drab synes i første omgang at være penge, da det hovedsagligt er velhavende folk der bliver ramt, men også hævn og gamle synder begynder at snige sig ind i billedet.

Som altid har Stefan Ahnhem et enkelt sprog der flyder fint. Der er fremdrift i historien som har den perfekte balance mellem fiktion og realisme, og der holdes et højt spændingsniveau hele vejen i bogen. Selv om der er rimelig mange navne at holde styr på, har Ahnhem holdt detaljerne på et tilpas niveau, så man ikke bliver helt rundtosset. Det eneste lille minus jeg kan sætte ved bogen er, at Fabian Risks egen familie igen kommer i nærkontakt med en morder. Det er efter min mening lidt for letkøbt spænding som jeg helst havde været foruden. Til gengæld bliver de sidste sider i bogen startskuddet til et helt nyt drama som vækker min nysgerrighed og får mig til at vente med spænding på næste bog.

Atten grader minus udkom den 30. marts 2017.

★★★★☆

RELATERET LINKS
Stefan Ahnhem: Offer uden ansigt
Stefan Ahnhem: Den niende grav

Du må meget gerne dele...Share on FacebookTweet about this on TwitterEmail this to someoneShare on LinkedIn

Julegaveinspiration

Julen nærmer sig og det er blevet tid til lidt julegaveinspiration. I min verden er bøger altid en god ting at give i gave, så jeg giver her mit bud på seks gode bøger du kan berige dine kære med.

Til dem der holder af nervepirrende spænding vil jeg anbefale Jesper Stein: Papa og Kamilla Hega Holst: Rud. Til den diskussionslystne er Geir Gulliksen: Historie om ægteskab fremragende til at sætte skub i snakken om parfohold. Nysgerrige efter at læse ny dansk litteratur vil uden tvivl blive begejstret for Mette Sø: Sommergræs vinterorm der er så sproglig overlegen samt Tine Høeg: Nye rejsende som vandt dette års debutantpris på BogForum.  Zadie Smith: Swing Time og Sissel-Jo Gazan: Blækhat er to fremragende om bøger om venskaber og familiehemmeligheder der begge begynder i 1980’erne i henholdsvis London og Århus. Er man ikke til de helt tykke bøger, er Linda Boström Knusgård: Velkommen til Amerika en en mesterlig kortroman.

Men bøger er dog ikke det eneste der kan gøre en bogorm glad, så jeg giver også inspiration til andre bogrelaterede gaver – fra små finurlige ting til det lille budget til lækre designerting der kan sprænge budgettet.

Alt er fra www.theliterarygiftcompany.com

1. T-shirt med godt budskab 2. Opbevaring til alle de småting man har i tasken 3. Blyanter med historieindledninger 4. Notesbog til tanker, drømme og alt muligt andet 5. Lærredsnet til indkøb af flere bøger. Alt fra The Literary Gift Company.

Alt er fra www.theliterarygiftcompany.com

1. Manchetknapper 2. Herligt krus til varme drikke 3. Håndsæbe 4. Fin Pin der kan pifte enhver bluse op. Alt fra The Literary Gift Company.

Alt er fra www.theliterarygiftcompany.com

1. Puslespil med skønne bøger 2. Jane Austin dukke 3. Magnet poesi til køleskabet 4. Liste med 100 bøger, hvor du skraber felterne efterhånden som du får læst bøgerne. Alt fra The Literary Gift Company.

Alle læsere har brug for en komfortabel lænestol, godt læselys og udstyr til at lave sig en god kop kaffe. 1. Hario Woodneck stempelkande 2. Hans J. Wegner “Bamsestol” i skind 3. Arne Jakobsen gulvlampe 4. Fin kop fra Marimekko.

Du må meget gerne dele...Share on FacebookTweet about this on TwitterEmail this to someoneShare on LinkedIn

Tine Høeg: Nye rejsende

Tine Høegs debutroman Nye rejsende, er en intens og varm fortælling om en kvinde der tager sine første skridt i voksenlivet.

BogForums debutantpris 2017 gik meget fortjent til Tine Høeg. Hendes roman Nye rejsende fanger fra første side med fortællingen om en ung, navnløs kvinde der har fået sit første job som lærer på et gymnasium. Kvinde begynder at pendle mellem København og Næstved til arbejde og allerede på sin første tur møder hun en mand i toget. Begæret mellem de to fremmede er stort og ustyrligt. Men han er gift og har et barn, og deres tid sammen er sparsom.

”det er blevet mørkere om morgenen

til gengæld:

vilde solopgange gennem togvinduet

du kysser mig selvom jeg er forkølet

mine bakterier løber over i dig

og videre over i Evy og Maria

ugen efter er I alle tre forkølede”

Kvinden bliver opslugt at forelskelsen, men hun er blot en skygge i mandens ”rigtige” liv som kernefamilie. Hun bliver en slags outsider fordi hun står udenfor det liv som både manden, hendes søster og kolleger lever, og det fylder hende med både ensomhed, tomhed og en følelse af ikke helt at høre til nogen steder. Hun føler sig ikke hjemme blandt sine fornuftige og voksne kolleger, men heller ikke blandt eleverne.

Bogens formsprog er ikke klassisk prosa, men lægger sig tættere op af digte. Teksterne er af forskellige længder men fortalt kronologisk. Det er enkelt og stramt, men teksten flyder utroligt fint, og det passer godt til historien, at den fortælles netop sådan her.

Tine Høeg har skrevet en rigtig fin historie om de første år af voksenlivet med usikkerhed og dårlige beslutninger. Hun beskriver usentimentalt og med humor, hvordan det er, endnu ikke helt at have fundet sit ståsted.

Nye rejsende udkom den 27. januar.
★★★★☆

Du må meget gerne dele...Share on FacebookTweet about this on TwitterEmail this to someoneShare on LinkedIn

Filmanmeldelse: Mordet i Orientekspressen

Den nye filmatisering af Mordet i Orientekspressen, træder lidt væk fra sit litterære forlæg og trods smukke billeder og flere kendte skuespillere på rollelisten, bliver det desværre en lidt trist affære.

Året er 1934. En luksuriøs togrejse fra Istanbul til Calais bliver scenen for et brutalt mord, da en af passagererne på første klasse, den amerikanske forretningsmand Ratchett, dør af tolv knivstik. Mens toget holder stille i en snedrive må verdens måske bedste detektiv, Hercule Poirot, opklarer forbrydelsen. Ratchett viser sig at være manden bag en frygtelig forbrydelse to år tidligere, nemlig kidnapningen af og drabet på den blot 4-årige Daisy Armstrong, datteren af en velhavende familie. Mordet fik fatale konsekvenser for flere mennesker, og syntes at være motivet for drabet i toget. Ingen af de resterende passagerer lader til at fortælle sandheden om den nat hvor drabet blev begået, men Poirot og hans små grå celler er som altid i topform, trods morderens forsøg på at snøre ham.

Det er anden gang at Agatha Christies klassiske kriminalroman Mordet i Orientekspressen bliver filmatiseret til biografen (den er også filmatiseret til tv som et afsnit af serien Agatha Christie’s Poirot), men Kenneth Branaghs nye version lever desværre ikke op til den prisvindende version fra 1974 med blandt andet Ingrid Bergman, Lauren Bacall, Vanessa Redgrave, Anthony Perkins, Sean Connery og ikke mindst en fremragende Albert Finney som Hercule Poirot.

Modsat Sidney Lumets version, der ligger sig utrolig tæt op af romanen, har Branagh lavet flere usædvanlige ændringer – nogle syntes måske små og ubetydelige, men har man læst bogen eller set den første filmatisering, bliver disse ændringer til små irritationsmomenter. For eksempel har flere af karaktererne skiftet nationalitet. Hvorfor, vides ikke. Oberst Arbuthnot er ikke oberst i den nye filmatisering men derimod læge, og den oprindelig læge fra romanen, som hjælper Poirot og Monsier Bouc, er helt sløjfet. Monsier Bouc, er i filmen nu nevø til direktøren (i stedet for at være direktøren) for togselskabet og har hang til fest og prostituerede. Men de mest spøjse ændringer er dog to ekstra mordforsøg på togrejsen samt det i bogen meget glamourøse gravepar, der i filmen nu har en langt mindre fremtrædende rolle end i bogen – til gengæld kan greven pludselig kampsport og har et meget hidsigt temperament. Det er alt sammen meget besynderligt.

Kenneth Branagh som Hercule Poirot i Mordet i Orientekspressen. Foto via Nordisk Film.

Kenneth Branagh sidder ikke kun i instruktørstolen, han spiller også rollen som Hercule Poirot. Med sig har han blandt andet Johnny Depp, Willem Dafoe, Judi Dench, Michelle Pheiffer og Penelope Cruz, men ingen af dem får rigtig lov til at skinne igennem på lærredet, deres karakterer virker flade og endimensionelle.

Jeg indrømmer, at jeg havde høje forventninger til filmen, for jeg elsker virkelig historien. Men desværre blev mine forventninger langt fra indfriet. Kender du ikke historien i forvejen er oplevelsen muligvis en anden. Og tager du i biografen og ser filmen, vil jeg anbefale dig at du bagefter læser Agatha Christies roman og ser 1974-versionen, jeg lover dig at du ikke bliver skuffer.

Mordet i Orientekspressen har premiere den 23. november.

★★★☆☆

Du må meget gerne dele...Share on FacebookTweet about this on TwitterEmail this to someoneShare on LinkedIn

Filmanmeldelse: Glasslottet

Filmatiseringen af Jeannette Walls’ bedst-sælgende selvbiografi Glasslottet, om hendes opvækst med druk, svigt og luftkasteller er blevet en lunken tåreperser.

Jeannette (Brie Larson) har skabt sig en succesfuld karrierer som skribent i New York komplet med en lejlighed på Park Avenue og en velhavende kæreste som netop har friet til hende. Men da hun en dag konfronteres med sin sine forældre, flyder minderne frem om en opvækst i en nomadefamilie domineret af fantastforældre, der ikke ville følge samfundets regler og endte med at svigte børnene undervejs.

Faderen Rex var, når han var ædru, karismatisk og intelligent og lærte børnene at livet skal opleves, mens morderen var kunstner og hellere ville male end at forberede et måltid til sine fire børn. Hun troede på at børn skulle stå alene for at høste de pædagogiske og immunologiske fordele ved lidelse, og Jeannette og hendes søskende opdagede hurtigt, at de smertefulde lektioner ingen ende ville tage i deres altid fattige og rodløse liv, hvor de konstant flyttede fra en dyster og støvet mineby til en anden. På evig flugt fra gæld og på jagt efter et bedre liv lærte børnene at være omstillingsparate, stole på hinanden og sammen finde styrken til at flytte hjemmefra, så snart de kunne. Men trods forældrenes misrøgt strækker børnenes loyalitet til dem sig utroligt langt.

Filmen skifter mellem den voksne Jeannette, som til sin skræk netop har opdaget at hendes forældre er flyttet til New York for at være tættere på hende og hendes søskende, og scener fra hendes barndom, hvor vi indvies i det svigt børnene var udsatte for.

Rex og Rose Mary Walls med deres fire børn i filmen Glasslottet. Foto: Jake Giles Netter

Romanen Glasslottet er som et katalog over mareridt. Hændelser som Jeannette Walls, hendes bror og to søstre blev opfordret til at se som spændende eller komiske oplevelser. Men selvom Glasslottet som film har sine øjeblikke, har den mistet bogens kolde og barske sandhed der bider fra sig og kryber ind under huden, og er i stedet blevet en lang og lunken tåreperser. Woody Harrelson og Naomi Watts hiver oplevelsen lidt op med deres fremragende spil som forældrene Rex og Rose Mary Walls, men alt i alt vil jeg foreslå at man læser bogen – filmen er en fattig erstatning.

Glasslottet har premiere torsdag den 16. november.

★★★☆☆

Du må meget gerne dele...Share on FacebookTweet about this on TwitterEmail this to someoneShare on LinkedIn

Politikens Forlag: Min notesbog

Min notesbog, er en ny udgivelse fra Politikens Forlag. En kombineret kalender, notes- og mindebog, hvor du kan holder styr på alt fra aftaler og oplevelser til hvor mange glas vand du drikker om dagen.

Det er lidt usædvanligt at anmelde en notesbog, men de af jer der kender mig eller følger mig på Instagram, ved at jeg er mere end en almindelig notesbogsnørd. Jeg elsker notesbøger og har siden barndommen altid haft gang i en eller flere notesbøger. Lige nu bruger jeg seks forskellige notesbøger i min hverdag + to som bruges over flere år. De fordeler sig sådan: En til dagbog, en til arbejdsnoter, en skitsebog, en til akvarel, en til romanidéer, en bog- og blogjournal + en med lister over hvilke film jeg ser i biografen (jeps, jeg er også listenørd) samt en hvor jeg skriver citater jeg støder på og vil husker samt ord der betager mig, gør mig nysgerrig og lignende. Nævnte jeg, at jeg er nørd ud over det sædvanlige?

Journaling er de sidste 5-6 år blevet utroligt populært i takt med at der er kommet fokus på mindfulness. Ikke mindst i USA og England har det boomet og man kan finde flere YouTube-videoer og Instagram-kontoer med især kvinder, der viser hvordan de bruger notesbøger til at optimere deres tid, holde styr på deres liv og drømme eller til at være kreative i.

Ifølge Politikens Forlag er Min notesbog en dansk udgave af en såkaldt Bullet Journal. Bullet Journaling-konceptet kom frem for nogle år siden og er skabt af Ryder Carroll, en digital produktdesigner fra New York. I alt sin simpelhed går det ud på at holder styr på i går, organisere i dag og planlægge dagene der kommer. Det vigtigste er at man tilpasser det til sine egne behov og liv.

Her støder jeg på det første problem med Min notesbog – den har nemlig fortrykte sider inddelt efter måneder med kalendersider, motionsplaner, kostplaner, sider til højdepunkter og andet. Det er der måske nogle der vil sige fint til, men det gør det svært at tilpasse den til personlige behov. Derudover findes der under hver måned nogle ”Fokus på”-sider – Fokus på bøger, Fokus på økonomi, Fokus på at være social, Fokus på motion med flere. Igen er det svært at tilpasse det mit eget behov. Der er for få tomme sider jeg selv kan bestemme over.

Bogens ydre er pænt, hvilket altid er vigtigt – ingen gider at rende rundt med en lort i tasken. Den er holdt i to støvede grønne nuancer, har bogmærkesnor og praktisk elastik ”om maven”, og overfladen føles blød og gummiagtig som om den kan tåle en fugtig klud, hvis uheldet skulle være ude. Coversiderne er dog temmelig bløde og jeg har allerede fået to knæk på både for- og bagside. Alle de fortrykte kasser og lister er holdt i støvet grønt og rødt og siderne er med priklinjer. Der er små tegninger og borter, som nogle kvinder måske vil finde yndige (ikke min personlige stil), men jeg tvivler på at en mand vil bryde sig om designet.

Papirkvalitet er et at mine personlige krav til en notesbog, for jeg hader hvis pennen bløder igennem siderne, derfor har jeg naturligvis udsat Min notesbog for en pennetest.

Pennetest i Min notesbog fra Politikens Forlag. Foto: Mette Camilla Melgaard

På billedet herover ses mine seks yndlingspenne til at skrive i notesbøger med. Som man kan se er der ikke direkte gennemblødning, selvom man ikke skal fjolle for meget rundt med en rollerpen, men alle pennene anes igennem papiret. Så hvis du vil undgå gennemtryk mest muligt, forslår jeg blyant eller kuglepen – enhver pen med alkoholbaseret farve samt blæk vil helt sikkert bløde igennem.

Det kan være smart for nogle at samle både kalenderfunktion, daglige lister, tanker og andet i en og samme notesbog – for mig personligt fungerer det ikke. Jeg skriver meget og ville hurtigt løbe tør for plads i en enkelt notesbog. Men for andre som ikke har brug for så mange sider hver dag, kan det være en glimrende idé at holde det samlet, så man hele tiden har det med sig. Det udløser dog en anden bekymring. Min notesbog er tung. Hele 561 gram, altså godt et halv kilo. Det er meget at slæbe rundt på i tasken sammen med alt det andet man har brug for på farten. Jamen så lad være med at tage den med dig, tænker du måske? Men så går hele ideen med en notesbog til det hele jo op i røg.

Konklusion. Hvis du ikke er vant til at bruge notesbog og gerne vil i gang med at planlægge din tid og dit liv, er Min notesbog en fin måde at komme i gang med det på. Der er gode idéer til, hvilket sider der kan være nyttige. Personligt vil jeg fortrække en blank notesbog, hvor jeg selv bestemmer rækkefølge og udformning af felter og lister. Men lige meget om du fortrækker det ene eller det andet, vil jeg helt klart opfordre alle til at komme i gang med at bruge notesbøger til at holder styr på dit liv, dine drømme og tanker. Sig endelig til, hvis du har brug for tips og idéer. Jeg deler gerne mine erfaringer.

Min notesbog udkommer i dag den 7. november.
★★★☆☆

I videoen kan du se Ryder Carroll give et overblik over Bullet Journal-metoden.

Du må meget gerne dele...Share on FacebookTweet about this on TwitterEmail this to someoneShare on LinkedIn

Sissel-Jo Gazan: Blækhat

Blækhat er en medrivende fortælling om familiehemmeligheder og venskaber centreret omkring Rosa der vokser op i 1980’ernes Aarhus med et miks af graffitikunstnere, bz’ere, venstreradikale samt resterne af hippiekulturen.

Året er 2010. En kvinde møder meget dårlig op i en lægepraksis. Hendes tilstand forværres over de næste dage og efter flere undersøgelser, mistænker lægen at hun er blevet forgiftet af en svamp. Men kvinden har ikke spist svampe. Hun kan slet ikke lide svampe. Lægen finder de hele meget mistænkelig og beslutter sig for at kontakte politiet.

Derefter springer bogen tilbage til 1980’ernes Aarhus. Rosa bor med sin mor der er uddannet biolog med speciale i svampe. Hun ved ikke hvem hendes biologiske far er, ifølge moren er der tre muligheder, men moren mener ikke det er vigtigt at vide hvem der leverede sædcellen, for Rosa har jo Krudt (homoseksuelle og mor Helles bedste ven), som en slags far. Hjemmet er præget af Helles hippie-ideologier, hvilket Rosa ikke altid syntes er lige festligt, for 12-årige piger vil gerne have de nyeste diller som Donkey Kong-bip-spil og bøllebamser, hvilket Rosas bedste ven Sevim har i overflod. Pigernes sommerferie er lige begyndt og foran dem venter syv ugers frihed, hvilket bliver begyndelsen på en utrolig rejse, der tager os med rundt i Aarhus’ gader over en årrække frem til Rosas gymnasietid, hvorefter bogen igen tager et tidsspring. Vi kommer ansigt til ansigt med graffitiens fremmarch og bz-kulturens voldshandlinger.

”Mit bryst var pludselig fyldt af sitrende, utålmodig længsel efter at bevæge mig væk fra Helle. Helle forstod ingenting. Hun troede stadig, at Sevim og jeg legede på Børnenes Jord hver dag, og anede ikke, at hele byen var blevet vores legeplads. […] Så hentede jeg en sprittusch, skubbede lagene af jakker og halstørklæder til side, og på væggen under Helles parka tegnede jeg en sort Bølle-bamse, men i stedet for sutte-tommelfingeren tegnede jeg en forstørret skråt op-finger vendt mod beskueren. Det var Sure Polly. Så lod jeg jakkerne falde tilbage på plads.”

Romanen er et langt nostalgitrip for alle os der var børn og teenagere i 1980’erne og Sissel-Jo Gazan er virkelig god til at beskrive miljøer troværdigt. Hendes tidligere bøger Dinosaurens fjer og Svalens graf er genrebeskrevet som videnskabskrimier, og selvom indledningen i Blækhat har et snert af krimi over sig, er der slet ikke tale om en krimi, men mere et portræt af en tid. Den videnskabelige tilgang til stofområder kan forfatteren dog ikke lægge fra sig (og heldigvis, for det mestrer hun), og i Blækhat kommer den til syne i både mor Helles svampe-viden samt Rosas fascination af graffitikunsten, som hun som en anden videnskabskvinde registrere nøje og detaljeret. Sidstnævnte bliver da også Rosas fag som voksen, når vi i sidste del af bogen følger den nu 37-årige Rosa, der forsker i Street art og har specialiseret sig i den anonyme street art-kunstner Blækhat, der provokerer og fascinerer hele verden med sine humoristiske, politiske kunst.

Det handler meget om graffiti og street art, men det handler i højere grad om venskaber og familiehemmeligheder, og hvilke konsekvenser disse kan have. Jeg var fanget hele vejen, nikkede genkendende til tidsbeskrivelserne, men kom også til at holde af Rosa og hendes rejse gennem livet.

Blækhat udkom den 5. oktober.

★★★★☆

Du må meget gerne dele...Share on FacebookTweet about this on TwitterEmail this to someoneShare on LinkedIn

Mordet i Orientekspressen – konkurrence

Vind to biografbilletter til Mordet i Orientekspressen samt nyudgivelsen af Agatha Christies klassiker. Foto: Mette Camilla Melgaard

En af Agatha Christies mest kendte krimier er Mordet i Orientekspressen som udkom første gang i 1934.

I 1974 blev bogen succesfuldt filmatiseret af Sidney Lumet med et imponerende cast der blandt andet talte Ingrid Bergman, Lauren Bacall, Vanessa Redgrave, Anthony Perkins, Sean Connery og ikke mindst Albert Finney som Hercule Poirot. Filmen vandt en hav af priser og blev blandt andet nomineret til 6 Oscars samt hele 10 BAFTA priser – Ingrid Bergman modtog begge priser for Bedste kvindelige birolle.

Nu har den britiske skuespiller og instruktør Kenneth Branagh kastet sig ud i at genindspille den klassiske historie, og med sig har han blandt andet Johnny Depp, Willem Dafoe, Judi Dench, Michelle Pfeiffer og Penelope Cruz. Branagh selv spiller rollen som den belgiske mesterdetektiv Hercule Poirot.

Mordet i Orientekspressen får dansk premiere den 23. november og i den forbindelse har Lindhardt & Ringhof valgt at genudgive Agatha Christies roman. Det sker den 7. november og du har mulighed for at vinde et eksemplar af Mordet i Orientekspressen sammen med to fribilletter til at se filmen i biografen.

Alt du skal gøre er at gå ind på KulturXpressens Facebook-side, skrive en kommentar på opslaget for konkurrencen og tagge den person du vil invitere med i biografen og se filmen. Eller du kan skrive en kommentar her på siden (vær i så fald opmærksom på, at der kan gå noget tid inden du kan se din kommentar). Jeg trækker en vinder og offentliggøre det på Facebook fredag d. 3. november – så husk at tjekke om du har vundet. Held & lykke!

Stor tak til Nordisk Film samt Lindhardt & Ringhof som har sponsoreret en bog samt to biografbilletter til konkurrencen.

Du må meget gerne dele...Share on FacebookTweet about this on TwitterEmail this to someoneShare on LinkedIn