Læseblokering

Tegning af Mark Anderson via andertoon.com.

Tegning af Mark Anderson via andertoon.com.

Jeg vil dele et øjebliksbillede med jer – dels som forklaring på, hvorfor der er lidt stille på bloggen og dels fordi nogle af jer måske har et godt råd jeg kan bruge. Jeg er nemlig blevet ramt af læseblokering.

2016 har været et mærkeligt bogår for mig. Det lagde egentlig godt ud i de første måneder af året, men så begyndte det langsomt at gå ned af bakke. Jeg ved ikke helt, hvad det var der skete men pludselig tog det mig længere tid at færdiggøre en bog.

Min læserutine har gennem årene ændret sig. Før i tiden læste jeg altid inden jeg gik i seng. Sådan er det ikke mere. De sidste par år, er jeg begyndt at læse mens jeg spiser morgenmad – jeg står nemlig tidligt op på hverdage, for at have en lille times tid til at starte dagen i ro og mag, og her er det perfekt med læsning. Jeg læser også på andre tidspunkter, hvis der er tid til det (især i weekenden), men min morgenlæsning er fast. Når jeg er færdig med en bog og har skrevet anmeldelsen, går der som regel en dag inden jeg går i gang med at læse en ny bog. Men her på det sidste er den ene dag blevet til flere dage, ja nogle gange en hel uge.

Jeg ville ønske, at jeg kunne give bøgerne skylden – at de er kedelige, dårligt skrevet og alt for lange. Men det stemmer ikke helt overens med sandheden, for selv om der har været nitter imellem de bøger jeg har læst i år, har der også været gode bøger. Men hvad er det så der sker? Hvorfor tager det mig pludselig over en uge (nogle gange to) at læse en bog færdig, når jeg almindeligvis i gennemsnit læser ca. to bøger om ugen?

Lige nu er min manglende koncentration ikke det eneste der går mig på. Stakken med bøger der skal læses og anmeldes vokser i takt med min dårlige samvittighed over at være gået i stå med min læsning – og det hjælper bestemt ikke. Jeg er begyndt på flere bøger, har endda valgt nogle forholdsvis tynde bøger for at komme op i tempo, men lige lidt hjælper det. I mange tilfælde går jeg i stå efter de første 50 sider. Det er som om min læseglæde er forsvundet og jeg vil meget gerne finde den igen.

Så kære læsere – er der nogle af jer der har oplevet at have læseblokering? Hvordan kom I ud af den igen? Var det en særlig bog der gav jer læseglæden tilbage? Del meget gerne jeres erfaringer med mig, så jeg kan få læseblokeringen brudt.

Du må meget gerne dele...Share on FacebookTweet about this on TwitterEmail this to someoneShare on LinkedIn

Gaveidéer

gaverJulen nærmer sig og nogle af jer er måske allerede på udkig efter gaveidéer til læseglade venner og familiemedlemmer, så her kommer nogle af mine favoritter i kategorien bøger & tilbehør – måske bliver du ligefrem inspireret til at tilføje lidt til din egen ønskeseddel.

Bøger
Der er blevet udgivet utroligt mange bøger i år, hvor sideantallet er 400+. Så til dem der elsker tykke bøger, er her tre af mine favoritter.

Olav Hergel: Punktum
Linn Ullmann: De urolige
Hanya Yanagihara: Et lille liv

punktumDe uroligeEt lille liv

Det er ikke alle der er vilde med murstens-tykke romaner – nogle kan ikke overskue at skulle igennem så mange sider, og andre kan ikke afsætte så meget tid til at læse. Men bare rolig, jeg har udvalgt tre bøger, som trods få sider fortæller nogle rigtig gode historier.

Ebba Witt-Brattström: Århundredets kærlighedskrig
Jean-Paul Didierlaurant: Læserne i morgentoget
Daniel Dencik: Grand Danois (noveller)

Aarhundredes kaerlighedskrigLæserne i morgentogetGrand Danois

Jeg har ikke læst så mange krimier i år, men blandt dem jeg har læst vil disse to helt sikkert glæde enhver krimifan.

Robert Galbraith: Ondskabens høst
Jakob Melander: Elektra

Ondskabens høstelektra

Og til dem der bare gerne vil have en rigtig god læseoplevelse, kommer man ikke uden om disse tre romaner.

Tom Malmquist: I hvert øjeblik er vi stadig i live
Jonas Hassan Khemiri: Alt det jeg ikke husker
Delphine De Vigan: Baseret på en sand historie

I hvert øjeblik er vi stadig i liveAlt det jeg ikke huskerBaseret på en sandhistorie

Læsetilbehør
Mener du at der allerede kommer til at ligge mange bøger under juletræet, og at du derfor gerne vil finde på noget andet til dine læseglade kære, ja så bare rolig for jeg flere bud på godt læsetilbehør.

Det fleste læsere hygger sig i selskab med en god kop te, kaffe eller måske kakao, hvilket altid gør glæde at få i gave, det samme gør en fin kop. En smuk notesbog og tilhørende pen er også en rigtig fin gaveidé, så der kan holdes styr på alle de bøger der bliver læst i løbet af året. Eller hvad med et fint net til at have de mange bøger med på farten. Er du klar til at springe julegavebudgettet er en lænestol den perfekte gave til en læsehest. Det samme gælder en god lampe og en fin plaid.

gaveideer-til-laeseglade-mennesker

Fint Mumi-kop fra Arabia, farverige notesbøger fra leuchtturm1917, ditto fyldepenne fra Lamy og et herligt Penguin Books-net. Lænestolen “Happy” fra Raun med puf er det perfekte sted at læse i lyset fra Arne Jacobsens klassiske gulvlampe og med den fine Hay Colour 3 plaid over benene.

Mettes ønskeseddel

Det kommer nok ikke som den store overraskelse, at der også er bøger at finde på min egen ønskeseddel sammen med fint læsetilbehør. I år er det disse bøger der står øverst min liste.

Heidi Vesterberg: Vild med hund
Dan Turell: Vangede billeder
Lina Wolff: De polyglotta älskarna
Sylvia Plath: Glasklokken

juleoensker

Jeg håber du er blevet inspireret af mine gaveidéer og finder den perfekte bog eller tilbehør til en du holder af – eller måske til dig selv.

Du må meget gerne dele...Share on FacebookTweet about this on TwitterEmail this to someoneShare on LinkedIn

Olav Hergel: Punktum

punktumDen prisvindende journalist Olav Hergel, sætter i sin nye roman Punktum, sin egen branche under lup. Resultatet er både spændende og velskrevet.

Handling: Den 49-årige stjernejournalist Mikkel Haslund er ved at blive kørt over af den tid han lever i. Nettet har erobret hans elskede papiravis, og fremtiden er overladt til redaktører der tror, at journalister skal spytte ligegyldige nyheder ud tre gange om dagen og kalde dem for Breaking News. Da en 59-årig gartner fra Høje Taastrup Kommune fyres fordi han dagligt ryger en cigaret på en bænk udenfor på kommunens matrikel hvor der er rygeforbud, bliver det ikke kun begyndelsen på et korstog mod en minister men også indirekte årsagen til at Mikkels liv tager en skarp drejning både jobmæssigt og privat, hvor hans værdier og moral sættes på prøve.

At Olav Hergel skriver fantastisk er ikke Breaking News. Han hører til i den tunge klasse af journalistiske forbilleder for rigtig mange. Han har vundet Cavlingprisen (2006), og blandt andet skrevet bestselleren Flygtningen (2006), som blev filmatiseret under titlen Flugten (2009) med Iben Hjejle i hovedrollen, og han skriver stadig fremragende og vedkommende for dagbladet Politiken. Men det er ikke kun sproget der slår gnister i den knap 500 siders lange Punktum, handlingen er også utrolig spændende og giver et uhyggeligt realistisk indblik i en branche i forfald besat af morgendagens forside og klik i jagten på læsere, der kan ændre den blodrøde bundlinje.

”Mikkel følte sig som en hæler på jagt efter den folkelige forargelse. Er lå ingen smukke sætninger for enden af den her køretur. Kun lurvede afsløringer af noget, der ikke var vigtigt, men som nærede politikerhadet, talte til stodderne og fodrede misundelsen. Under dække af at være kritisk journalistik, ville tyve kilometers omvej ende på forsiden af avisen og blive kaldt afsløring.”

Olav Hergels eget ekspertområder, mennesker på flugt, får (naturligvis) plads i fortællingen, hvor han sender journalisten Mikkel syd på for at skrive om flygtninge der drukner i Middelhavet. Også problematikken om handlede kvinder og prostituerede får plads og viser det Hergel er kendt for i sit journalistiske virke – personlige beretninger om de skæbner der gemmer sig bag økonomiske beregninger og tørre lovtekster. Der er ingen blødsødenhed overfor hverken mediebranchen eller hovedpersonen Mikkel, der er en lidt bedrevidende mand med et spøgelse i skabet, der holdes i skak ved hjælp af lykkepiller og barndomsvennen Kristian. Mikkel rækker gang på gang ud efter kærligheden på den lidt desperate måde – uden held, har sine egne journalistiske idealer, men går imod dem når det passer ham og kan samtidig være moraliserende overfor andre. Alt i alt er der dog næsten ligevægt mellem det gode og det dårlige – med en lille overvægt til det gode.

Det er en modig fortælling om journalistens daglige dilemmaer, om hvordan moral kan gradbøjes til egen vinding samt et kritisk syn på forskellen på at være ansat på Berlingske (hvor Hergel selv har været ansat) og Ekstra Bladet. Kender man branchen, vil man kunne genkende flere af karaktererne som er inspireret af forskellige store navne i den danske mediebranche. Bogen har kun enkelte svagheder deriblandt Mikkel Haslunds kærlighed-ved-første-blik til kvinden Arendse, hvilket virker utroværdigt og en smule patetisk i en ellers meget troværdig historie. Og så er der et par drejninger i historien, der er temmelig lette at gennemskue.

Det er ikke en bog for svage sjæle, men selv om Hergel skriver nådesløs (nogle vil måske sige udleverende) om sin egen branche, er det alligevel tydeligt at han har skrevet historien med stor kærlighed til den landets bladsmørere. Som journalist kan jeg nikke genkendende til mange situationer og problematikker, og jeg lader mig rive med af historien og er underholdt hele vejen. Men jeg kan ikke lade være med at tænke over, om mennesker udenfor mediebranchen vil have det på samme måde når de læser bogen. Jeg glæder mig meget til at høre, hvad I synes om fortællingen Punktum.

Punktum udkom den 10. november.

★★★★☆

Du må meget gerne dele...Share on FacebookTweet about this on TwitterEmail this to someoneShare on LinkedIn

Jens Høvsgaard: Døde prinsesser drømmer ikke

doede-prinsesser-droemmer-ikkeNormalt vil jeg gerne have at en krimi indeholder et velplanlagt, brutalt, uforståeligt eller rystende mord, men det er ikke tilfældet med Jens Høvsgaards debutroman fra 2009 Døde prinsesser drømmer ikke. Alligevel havde jeg svært ved at lægge bogen fra mig, og blev hurtigt draget af hovedpersonen John Hilling.

Handling: Journalisten John Hilling arbejder for Ekstra Bladet, men har holdt lav profil i næsten to år efter at have mistet sin italienske hustru, fotografen Carla, som forsvandt sporløs i Syrien under en opgave. En aften i København ser John, at en udenlandsk prostitueret bliver mishandlet af sin alfons – han blander sig og bliver slået ned, men bliver hjulpet af en Hus Forbi-sælger. Manden viser sig at have holdt øje med prostitutionsmiljøet på Vesterbro i længere tid, og sammen med Hilling begynder det umage par at afdække et betændt miljø, hvor handlede kvinder bliver tvunget på gaden og afstraffet når de ikke gør som deres bagmænd forlanger.

Døde prinsesse drømmer ikke, er første del i en planlagt trilogi. Bogen har to historier – dels den om at skaffe beviser til at knalder bagmændene på Vesterbro og dels den hjerteskærende historie om John Hillings personlige smertehelvede i forbindelse med hans hustrus forsvinden. Begge historier gør indtryk og kombineret med den vedblivende suspense fanges jeg fra start til slut. Samtidig er det en vigtig bog, der sætter fokus det reelle problem med handlede kvinder, der huserer i det Københavnske prostitutionsmiljø – et emne som forfatteren har enorm viden om og engagement i, hvilket skinner tydeligt igennem i teksten. Det samme gør sig gældende med beskrivelserne af journalistens arbejdsmetoder. Det er alt sammen meget præcist og interessant.

Døde prinsesser drømmer ikke udkom i 2009. Andet bind i trilogien, Den syvende dag, udkom året efter. Jeg venter stadig med spænding på tredje og sidste del, men Jens Høvsgaard har travlt med livet som journalist og har i mellemtiden skrevet debatbogen Det koster et kongeringe (2012). John Hillings skæbne er endnu uvis, men jeg håber at vi får en tredje og afsluttende bog.

★★★★☆

Du må meget gerne dele...Share on FacebookTweet about this on TwitterEmail this to someoneShare on LinkedIn

Joël Dicker: Bogen om Baltimore-familien

Bogen om BaltimorefamilienBogen om Baltimore-familien er en fortælling om en familie fyldt med jalousi og hemmeligheder bag en blankpoleret facade.

Handling: Forfatteren Marcus Goldman, tager til Florida for at skrive sin næste roman. Denne gang vil han skrive om sin egen familie – en middelklassefamilie fra New Jersey og om den succesrige, velhavende og glamourøse del af familien, som boede i en forstad til Baltimore. Marcus besøgte dem, så ofte han kunne for at være sammen med sin fætter Hillel og den jævnaldrende Woody. Sammen var de Goldman-trioen, uovervindelige og tætte som brødre. Og så var der nabopigen Alexandra, der havde en stærk tiltrækningskraft på de tre drenge. De fire var hinandens bedste venner, indtil alting en dag gik frygtelig galt. Lige siden den dag i 2004 har Marcus været hjemsøgt af spørgsmålet: Hvad var det egentlig der skete med Baltimore-familien?

”Jeg spekulerede på om det var mig der som barn havde haft alle mulige drømme på deres vegne. Om jeg ikke havde opfattet dem anderledes end de i virkeligheden var? Havde de virkelig været disse helt udsædvanlige mennesker som jeg beundrede så meget? Hvad nu hvis det alt sammen havde været et produkt af min fantasi?”

Handlingen udspiller sig otte år efter de dramatiske begivenheder i Aurora, som vi oplevede i bogen Sandheden om Harry Quebert-sagen – en bog med en udmærket historie, men mange svagheder. Svaghederne går desværre igen i Bogen om Baltimore-familien. Dialogen og sproget generelt er temmelig dårligt – det kan evt. være oversættelsen, det er svært at sige når jeg ikke har læst originalen, men hvor troværdigt er det, at to teenagedrenge kalder hinanden for ”du gamle”? Den største svaghed er dog, at der først begynder at ske noget efter knap 300 sider, og at alt derf ør er en kvalm omgang sødsuppe. Og lige som i første bog er der alt for mange gentagelser og overlapninger, der presse sideantallet op på 480 sider.

Egentlig har jeg lyst til at give bogen to stjerner, men selve historien er egentlig spændende nok, den bliver blot fortalt dårligt – ja næsten amatøragtig. Det bliver derfor til tre små stjerner herfra og et stort ønske om at Joël Dicker får sig en ny og bedre redaktør på næste bog.

Bogen om Baltimore-familien udkom den 21. oktober.

★★★☆☆

Du må meget gerne dele...Share on FacebookTweet about this on TwitterEmail this to someoneShare on LinkedIn

BogForum 2016

bogforum2016Om godt en uges tid starter årets største messe for bognørder, BogForum 2016. Tre dage med forfattere, forlag og folk der bare elsker bøger. Programmet er pakket med spændende interviews og events, og som sædvanlig har jeg kæmpet mig igennem puslespillet med at finde tid til at se så meget som muligt.

Min strategi er den samme år efter år, og går ud på at høre de udenlandske forfattere først, da der ofte er masser af andre muligheder for at opleve danske forfattere i løbet af året. Højest på min liste står Linn Ullmann og Tom Malmquist, hvis bøger De urolige og I hvert øjeblik er vi stadig i live, er blandt de bedste bøger jeg har læst og genlæst i år. Forfatterne Sara Blædel, Paul Cleave og Yrsa Sigurðardóttir diskuterer den internationale krimi, hvilket uden tvivl bliver spændende og så må jeg også forbi Sofi Oksanen, der taler om sin nyeste bog Norma og Karolina Ramqvist, hvis bog Den hvide by, jeg stadig har til gode. Blandt de danske forfattere vil jeg gerne nå at høre Daniel Dencik, Kristina Stoltz og  Dorthe Nors. Og så er Leonora Christina Skov, Kirsten Thorup og Ulla Terkelsen også altid værd at lytte til.

Jeg tog forskud på glæderne allerede i tirsdags til et særarrangement for ti bogbloggere, hvor BogForums udstillingsleder Andreas Nordkild Poulsen fortalte om de nye tiltag på årets messe, efterfulgt af forfatterne Anne-Cathrine Riebnitzsky, Kenneth Bøgh Andersen og Sara Blædel der fortalte om deres bøger. De kommer alle tre på BogForum og jeg kan varmt anbefale at du tager forbi og høre dem.

Billedkvaliteten er ikke i top, men det er forfatterne Anne-Cathrine Riebnitzsky, Kenneth Bøgh Andersen og Sara Blædel, som alle fortalte om deres bøger til særarrangementet for bogbloggere. Foto: Mette Camilla Melgaard

Billedkvaliteten er ikke i top, men det er forfatterne Anne-Cathrine Riebnitzsky, Kenneth Bøgh Andersen og Sara Blædel, som alle fortalte om deres bøger foran ti bogbloggere tirsdag aften. Foto: Mette Camilla Melgaard

BogForum 2016 satset stort på børne- og ungdomslitteratur (Young Adult) og udvider det de kalder familieområdet, hvor der i år kommer tre scener. Også BogForum Comics får et større område i år, hvor der blandt andet er besøg af den elskede og anerkendte Anders And-tegner Don Rosa. Husk også at gå et smut forbi tegnevæggen, hvor der hele weekenden er bliver tegnet live af nogle af landets bedste tegnere.

Mit program er pakket, for meget af min tid på messen kommer også til at gå med at få hilst på en masse skønne mennesker – mange af dem ser jeg nemlig kun til BogForum og lignende arrangementer, så der skal også være tid til hyggesnak og networking.

udraabstegnVIND BILLETTER TIL BOGFORUM
BogForum-folkene er så søde og sponsorere 2 x 2 entrebilletter til en valgfri dag – vil du vinde 2 billetter, så skriv i kommentarfeltet hvilken forfatter du glæder dig mest til at opleve på BogForum 2016. Jeg offentliggøre vinderne på Facebook onsdag den 9. november, så husk selv at holde øje med om du er en af de heldige.

Du kan se hele programmet for BogForum 2016 online eller finde det trykte program på blandt andet biblioteker og udvalgte boghandlere. Jeg håber at I alle får et rigtigt godt BogForum 2016.

RELATEREDE LINKS
Daniel Dencik: Grand Danois
Dorthe Nors: Spejl skulder blink
Leonora Christina Skov: Hvor intet bryder vinden
Leonora Christina Skov (interview)
Kirsten Thorup (interview)

Du må meget gerne dele...Share on FacebookTweet about this on TwitterEmail this to someoneShare on LinkedIn

Filmanmeldelse: Kvinden i toget

kvindenitogetfilm

Emily Blunt i rollen som Rachel i filmatiseringen af Kvinden i toget. Foto via Nordisk Film Distribution.

Paula Hawkins’ fremragende Domestic Noir-thriller Kvinden i toget, er blevet en ganske vellykket film takket være en velspillende Emily Blunt samt stemningsfulde og intense billeder af den danske filmfotograf Charlotte Bruus Christensen.

Handling: Rachels liv er i frit fald efter hendes skilsmisse og hun bruger nu dagene på at køre i tog, mens hun drikke vodka af sin vandflaske og fantaserer om det tilsyneladende perfekte par Megan og Scott, der bor i et smukt hus i hendes gamle nabolag, hvor toget dagligt passerer. En dag ser hun noget fra sin sædvanlige vinduesplads i toget, der chokerer hende og kaster hende ind i en ond ring af hændelser der er ude af hendes kontrol.

At filmatisere en roman er altid skræmmende, særligt hvis det er en succesfuld en af slagsen, for som regel må der skæres lidt i handlingen for at tilpasse historien til det store lærred. Det er de sluppet ret godt fra med Kvinden i toget. Handlingen i filmen holder sig nemlig ganske tæt til sit litterære forlæg – med undtagelse af lokaliteten, som er flyttet fra forstads London til forstads New York. Romanens særlige brug af synsvinkler fra fortællingens tre kvinder, Rachel, Megan og Anna, tager filmen også brug af og det fungerer egentlig fint. Men har du læst bogen, ja så er der ingen overraskelser i filmen. Plottet bliver ikke uventet drejet, som vi fx oplevede det i filmatiseringen af Kvinden der forsvandt, hvor Gillian Flynn selv havde skrevet filmmanuskriptet og tilføjet nye ting der ikke var med i bogen. Det kunne have været fint at benytte samme trick her.

Emily Blunt er god i rollen som den hjerteknuste og psykisk ustabile Rachel, der kigger lidt for dybt i flasken. Også Justin Theroux i rollen som Rachels eksmand Tom, gør det godt – især da hans sande ansigt viser sig (jeg synes generelt han ser lidt suspekt ud). Billederne er stemningsmættede og tempoet er forholdsvis langsomt, hvilket øger intensiteten af Rachels mentale tilstand med blackouts og tvangstanker, og bringer os helt tæt på hendes mareridt.

Alt i alt er den knap to timer lange film en vellykket filmatisering, hvor det er lykkedes instruktøren Tate Taylor (bl.a. Winter’s Bone og Niceville), at overføre romanens stemning med en konstant ulmende uhygge, til levende billeder.

Kvinden i toget har premiere i morgen torsdag den 3. november.

★★★★☆

Du må meget gerne dele...Share on FacebookTweet about this on TwitterEmail this to someoneShare on LinkedIn

Paul Auster: …en verden i ord

paul-auster-en-verden-i-ordI samtalebogen …en verden i ord, giver Paul Auster et indblik i sit arbejde og fortæller blandt andet om baggrunden for bøgernes tilblivelse. Bogen fungerer bedst som opslagsværk for de der ønsker at afkode Austers erindringsbøger og romaner samt få indblik i hans motiver.

Samtalerne mellem den amerikanske forfatter Paul Auster og Inge Birgitte Siegumfeldt, der er lektor ved Københavns Universitet, fandt sted mellem november 2011 og november 2014. Det var Siegumfeldt der tog initiativ til projektet, da hun synes der var et behov ”for et grundigt studie af hans arbejde, en nærlæsning, der forholder sig til kvaliteten af det skrevne og er tro mod ordene på siderne.” Auster var med på idéen, da han så det så en mulighed for at ”få renset luften” om sine værker, hvor enkelte kendsgerninger efter hans mening ofte misforstås.

Jeg skal indrømme, at jeg kun har læst få af Paul Austers romaner – Illusionernes bog (2002), som jeg synes er virkelig god, samt dele af New York Trilogien (1987) som jeg ikke husker meget af. Derfor var det noget af en kamp at kæmpe mig igennem de til tider ret så abstrakte samtaler i …en verden i ord, som i øvrigt har en langt mere passende titel på engelsk A Life in Words.

Med undtagelse af indledningen af Inge Birgitte Siegumfeldt er resten af bogen en lang transskribering af deres båndede samtaler med markeringerne IBS: og PA: Der er ingen beskrivelser af rummet eller forfatteren selv – kun enkelte noter som fx IBS: [ler] og [Siri Hustvedt kommer ind i rummet].

Det er ikke overraskende en meget akademisk bog og det er uden tvivl en nyttig bog for de der interesserer sig for Paul Austers litteratur samt hans tanker om at skrive. Men for at få det optimale ud af bogen, kræver det at du kender Paul Austers bøger indgående og har læst dem fornyligt.

Paul Auster…en verden i ord udkom den 14. oktober.

★★★☆☆

Du må meget gerne dele...Share on FacebookTweet about this on TwitterEmail this to someoneShare on LinkedIn

Bogjournal

Jeg har lavet en lille video til KulturXpressens YouTube-kanal – ja, sådan en findes der faktisk, den er bare ikke rigtig blevet brugt tidligere. Det vil jeg forsøge at lave om på nu, ved at lave små videoer indimellem. Den første handler om, hvordan jeg bruger en bogjournal for at huske de mange bøger jeg læser om året.

Jeg beklager billedkvaliteten – jeg optog videoen med min iPhone og troede egentlig at det ville blive okay. Det er blevet lidt uskarpt. Undskyld. Jeg skal nok øve mig lidt mere til næste gang. Er der noget bogrelateret du kunne tænke dig, at jeg lavede en video om, er du velkommen til at skrive det i kommentarfeltet nedenfor.

Du må meget gerne dele...Share on FacebookTweet about this on TwitterEmail this to someoneShare on LinkedIn

Forfatterens skrivebord – Øbro & Tornbjerg

ARTIKEL: Forfatterens skrivebord er en artikelserie, hvor jeg besøger en forfatter til en snak om deres skriveproces, hvad der inspirerer dem i deres arbejde, og ikke mindst hvor de skriver deres bøger.

Efteråret viser sig fra sin våde side, da jeg i begyndelsen af oktober tager turen til Hillerød for at besøge forfatterne Øbro & Tornbjerg aka ægteparret Jeanette Øbro og Ole Tornbjerg. Sammen har de skrevet fem krimier, hvoraf den nyeste Pigen og vogteren udkom i fredags. Men hvordan er det egentlig at skrive en bog sammen med sin ægtefælle? Og hvordan gør man, når man er to om at bestemme handlingen?

Ole Tornbjerg og Jeanette Øbro har skrevet frem bøger sammen og danner også par privat. Foto: Mette Camilla Melgaard

Ole Tornbjerg og Jeanette Øbro har skrevet fem bøger sammen og danner også par privat. Foto: Mette Camilla Melgaard

Det hele begyndte for cirka ti år siden da Ole Tornbjerg fik lyst til at skrive en krimi. Da han fortalte det til hustruen Jeanette Øbro blev hun straks tændt på idéen, for hun havde selv haft lyst til at skrive i længere tid, og derfor gik de begge to i gang med hvert deres bogprojekt ved siden af deres fuldtidsjob. Sådan fortsatte det i cirka et års tid men ikke helt uden problemer.

Det var lidt af en mundfuld at have tre børn, jobs og to romanprojekter og så kom idéen til at slå os sammen. Vi blev enige om at give det et forsøg for at se om det gik eller om vi ville begynde at rive hovederne af hinanden og blive skilt, for så ville vi stoppe. Men det gik jo heldigvis godt, fortæller Jeanette Øbro og griner.

Øbro & Tornbjerg blev en realitet og de er begge to enige om, at overgangen fra kun at være private til også at have et arbejdsfællesskab, har været en lærerig proces. Som udenforstående kan jeg ikke lade være med at spøge, hvordan man i den situation adskiller privatlivet med arbejdslivet, og ikke mindst hvordan man undgår at en arbejdskonflikt bliver en del af privatlivet og omvendt?

Man kan ikke adskille privatliv og arbejdsliv. Det hører jo næsten med til forfatterjobbet. Det er ikke et 9-16 job, det er en livsstil og det er en livsstil der passer os begge to rigtigt godt. Det gode ved forfatterlivet er jo at man arbejder når man er inspireret. Men selvfølgelig kræver det også en masse disciplin, vi står jo op hver morgen og går på arbejde-agtigt. Men der er ikke klare grænser mellem privatliv og arbejdsliv. Vi kan lige så godt stå og diskutere vores karakterer og den nye roman mens vi står og laver mad. Som regel sidder vi dog ikke og diskutere roman over middagen hvis børnene er der, men ellers foregår det jo nærmest døgnet rundt, fortæller Ole Tornbjerg.

Og det er der ingen af os, der har det skidt med, supplerer Jeanette og fortsætter: Men i starten var det da lidt sværere. Hvis vi havde en arbejdsmæssig konflikt, kunne vi godt rende rundt at være lidt irriteret på hinanden. Så vi har skulle lære at være professionelle sammen og det har været en rigtig spændende proces. Nu tager vi tingene, når det opstår, for det nytter ikke noget at have en konflikt kørende, så det går indover både privat- og arbejdsliv.

Og så er vi blevet meget bedre til at se, at når vi er kritiske overfor hinandens tekster, så er det ikke personligt, men et kig på hvad der er bedst for bogen. Det er nødvendigt, for det er et stykke professionelt stykke arbejde. Vi er ret hårde, for vi har høje kvalitetskrav. Det skal være gennemarbejdet, for ingen af os vil ikke sende noget ud som ikke er i orden, forklarer Ole.

Selve idéudviklingsfasen starter, når en af dem kommer med julelys i øjnene og siger til den anden: ”Prøv og hør her. Jeg tror altså, jeg er kommet på noget rigtigt godt.”

Vi ved efterhånden af erfaring at når man fortæller det, så begynder udviklingen med det samme, for så begynder den anden at se på det og kommentere på det og så sker der allerede noget der. Det starter tit med at den der har fået idéen, har et billede af at der bliver fundet en person. Sådan her ser det ud, det er sket sådan her og det er det her, der er på spil, fortæller Jeanette.

I arbejdet med Det norske job var det dog ikke et drab der var udgangspunktet for historien men en person der blev sluppet fri og en interesse i hvad der så skete med ham. Øbro og Tornbjerg siger selv, at de er mere fokuseret på konflikten mellem mennesker end at det er et spektakulært mord udført på mystiske eller urealistiske måder.

Det er ikke fordi vi skriver krimier der er baseret på virkelig hændelser, men de skal være troværdige. Der skal gerne være en følelse af, at dette kunne ske, forklarer Ole.

Femte bind i Øbro & Tornbjergs serie om Katrine Vraa, udkom den 21. oktober.

Femte bind i Øbro & Tornbjergs serie om Katrine Wraa, udkom den 21. oktober.

Inden de går i gang med at skrive har de størstedelen af handlingen på plads. Skelettet er klart – det vil sige plottet, de store vendepunkter og de centrale karakterer. Sidekaraktererne som findes i det miljø hvor handlingen udspilles er også udviklet inden skrivearbejdet går i går, men der er plads til overraskelser. Alt nedfældes på plotkort som sættes på store tavler. Hvert kort repræsenterer et vendepunkt, et kapitel eller en scene. Jo længere hen i processen de kommer, jo mere detaljeret bliver skelettet. Derudover arbejder de med flere dokumenter med henholdsvis synopse, outline og treatment, hvor de skriver handlingen mere ud.

De store linjer holder som regel hele vejen, altså vendepunkter, årsagen til forbrydelsen og hvem det er der har gjort det og sådan. Men derimellem er der ting, man ikke lige regnede med, der udvikler sig i alle mulige retninger. Ting der virker åbenlyse når man sidder og outliner historien og plotter, ændrer sig tit når man trænger ned i stoffet. Er man ikke rigtig tæt på stoffet, er det ofte klichéerne der kommer først og når man så trænger ned i stoffet, så opdager man nogle andre måder at gøre det på, så klichéerne kommer væk og på den måde bliver det en rigere og mere original historie. Og det er der researchen er en gave, når man dykker ned i noget faglitteratur eller laver interviews med fagfolk og forskellige kilder, så opstår der de der ”hold da op”-øjeblikke, fortæller Ole.

Det er derfor vi i arbejdet med en ny bog, skynder os ud og snakke med nogle folk. Vi laver størstedelen af researchen først og så lidt løbende, hvis der opstår spørgsmål undervejs, siger Jeanette.

Der bruges lang tid på den indledende research. I arbejdet med Evas sidste nat tog de til Rusland flere gang for at kunne skrive om Skt. Petersborg, hvor noget af handlingen udspilles. Man kan finde mange oplysninger og billeder via Google, men de mener begge at det er vigtigt at opleve stedet for at kunne beskrive lyde, dufte og alt det andet der er med til at gøre en historien levende. Men det er lige så vigtigt at tale med mennesker på stedet, derfor aftaler de også altid interviews med forskellige personer, når de rejser ud. I bogen Det norske job foregår noget af handlingen i Caribien, hvilket betød at Jeanette pakkede kufferten og tog af sted på researchtur – noget hun bestemt ikke havde noget imod. I den nye bog Pigen og vogteren, udspilles handlingen under hjemlige himmelstrøg, så denne gang har det ikke være nødvendigt med rejser til eksotiske steder.

Når det kommer til at fordele hvem der skriver hvad, har Jeanette Øbro og Ole Tornbjerg har ikke en fast plan, og de skriver heller ikke nødvendigvis kronologisk.

Der er fri leg, siger Jeanette og Ole supplerer: Det er lystbetonet, hvem der byder ind med de forskellige ting. Det er ikke sådan at vi tager et kapitel ad gangen, det er mere at skrive en storyline på en karakter og så fletter vi sammen og bytter og skriver igennem.

De har endnu ikke oplevet at måtte lægge arm om, hvem der skal skrive en bestemt scene, fordi de begge ville. Underligt nok har det altid givet sig selv, hvem der ønsker at skrive hvad alt efter hvor de er i processen. Og hvis du sidder og spekulerer over det (det gjorde jeg) kan jeg afsløre, at de begge to skriver på Katrines karakter. Det psykologiske aspekt tager Jeanette sig dog mere og mere af, da det har hendes store interesse – i en sådan grad, at hun for to år siden begyndte på uddannelsen til psykoterapeut, som hun nu er halvvejs med.

De læser løbende hinandens tekster og fletter så de to storylines sammen, og hvis det fungerer arbejdes der videre derfra. Manuskriptet gennemskrives til sidst af Jeanette for at få samme tone og sprog gennem hele bogen. Deres tætte samarbejde antyder at de er rigtigt meget sammen. Men faktisk tager de gerne væk hver for sig for at skrive, lige som de også har hvert sit arbejdsværelse.

Det med at skrive er jo meget at etablere sit eget rum og det gælder også selv om man arbejder tæt sammen, siger Ole.

Desuden er det super fedt at være væk fra hinanden og savne hinanden og glæde sig til at komme hjem. Det kan anbefales til alle uanset hvad man laver, siger Jeanette.

jeanetteoebro1

Jeanette Øbro ved skrivebordet på hendes fine kontor i hjemmet i Hillerød. Foto: Mette Camilla Melgaard

HVERT SIT VÆRELSE OG RITUALER
Modsat Oles arbejdsværelse, som har hvide tomme vægge og et helt ryddet skrivebord, er Jeanettes kontor fint og indbydende. Lyset vælter ind fra døren mod haven og på den ene væg er der kønt tapet med grønne blade. En anden væg præges af en stor opslagstavle som bliver brugt til at skelettere bogen ved hjælp af såkaldte plotkort. Her er også reoler med masser af faglitteratur, notesbøger, billeder og andet nips, og på skrivebordet er der fin opbevaring til skriveredskaber og en ret stor lyserød sten.

Det betyder meget for mig, at der er en vis balance æstetisk. Jeg kan ikke sidder hvor som helst. Der skal være lys og luft omkring mig, og hvis der er tudegrimt så bliver jeg forstyrret, siger Jeanette og griner.

Ja der er jeg ikke helt så følsom, siger Ole og fortsætter: Jeg kan næsten skrive hvor som helst, bare der er ro. Nogle gange gør det dog ikke noget at der er lidt støj omkring mig. Jeg skriver fx rigtigt godt når jeg er ude og rejse. Sidste år havde jeg nogle lange togture til Nordsverige og der skrev jeg godt i togkupéen. Men normalt foretrækker jeg at skrive, hvor der er fuldstændig ro enten herhjemme, i sommerhuset eller på et skriverefugium.

De har hver især deres ritualer omkring skrivearbejdet. For Ole gælder det om at få ryddet alt der kan ”støje” væk – hvad enten det er regninger, vasketøj eller andet. Et tomt bord fungerer bedst for ham, når han skal arbejde. Musik er også bandlyst. Kaffe derimod har en helt central plads.

Masser af kaffe! Sådan et par gode kopper cappuccino til at starte på. Det skal der helst være, siger Ole og griner.

Jeanette Øbro samler ting til inspiration, hver gang hun arbejder på en bog. Her ses blandt andet sand fra Caribien. Foto: Mette Camilla Melgaard

Jeanette Øbro samler ting til inspiration, hver gang hun arbejder på en bog. Her ses blandt andet sand hun har haft med hjem fra Caribien. Foto: Mette Camilla Melgaard

Kaffe og total stilhed fungerer også for Jeanette, men udover det sædvanlige som notesbøger og computeren, har hun ikke nogle særlige ting hun bare må have omkring sig for at skrive. Til gengæld har hun en tradition med at lave et slags moodboard af ting hun samler, hver gang de går i gang med en bog.

Det er nogle ting som har noget symbolik til den bog jeg er i gang med. Det kan være noget jeg har fundet eller købt på en rejse. Det kan fx være hvis jeg arbejder meget på Katrines karakter, så kan jeg godt finde på at tage op til Tisvilde hvor hun bor og plukke noget af det der er i naturen og tage det med hjem til inspiration, fortæller Jeanette.

NOGET NYT I STØBESKEEN
Selv om både Jeanette Øbro og Ole Tornbjerg ser sig selv som fuldtidsforfattere, laver de andet end at sende Katrine Wraa på barske eventyr. Ole laver stadig lidt dokumentarfilm og har derudover udgivet romanen Drengen fra Godhavn, og som tidligere sagt, er Jeanette ved at uddanne sig til psykoterapeut og har planer om at tage klienter ind, når hun er færdiguddannet. De vil heller ikke afvise at der på et tidspunkt kommer selvstændige projekter fra dem hver især. Lige nu og her pønser de dog på et nyt fælles projekt. En helt ny krimiserie i et helt andet univers end Katrine Wraa-serien. Jeg bliver straks nysgerrig og samtidig lidt bekymret for dem, da de fortæller det, for der er jo stadig kun 24 timer i døgnet, så hvordan skal de dog nå det hele? Og betyder det, at det er slut med Katrine Wraa?

Nej vi stopper ikke med Katrine Wraa. Jeg har stadig rigtigt meget lyst til at arbejde videre med hende, så det ville ikke give mening at stoppe, siger Jeanette.

Planen er at de kører dobbeltløb med to serier. Jeanette bliver hovedforfatter på Katrine Wraa-serien og Ole bliver det på den anden serie. Men de vil begge to skrive på begge projekter. Jeg forsøger ihærdigt at få dem til at afsløre noget om den nye serie, men de holder kortene meget tæt ind til kroppen. Det eneste jeg kan få ud af dem er, at første bog muligvis er klar til Krimimessen 2018, så vi må altså væbne os med tålmodighed lidt endnu – måske kan vi være heldige, at de afslører lidt om projektet, når de optræder på årets BogForum den 11. – 13. november i Bellacentret i København.

Fakta
Jeanette Øbro Gerlow (f. 1969)
Oprindelig uddannet jordmoder og sidenhen indenfor kommunikation, med hvilket hun har arbejdet med indtil hun blev fuldtidsforfatter i 2010. Hun blev så fascineret af at arbejde med det psykologiske i deres bøger, at hun er ved at uddanne sig til psykoterapeut.

Ole Tornbjerg (f. 1967)
Journalist, instruktør og producer i TV- og filmbranchen. Har ved siden af bøgerne udgivet under Øbro & Tornbjerg, skrevet den anmelderroste roman Drengen fra Godhavn.

Relaterede links:
Forfatterens skrivebord – Leonora Christina Skov
Forfatterens skrivebord – Helle Vincentz
Forfatterens skrivebord – Jakob Melander
Forfatterens skrivebord – Manu Sareen
Forfatterens skrivebord – Morten Pape
Forfatterens skrivebord – Kirsten Thorup
Forfatterens skrivebord – Lotte Kirkeby

Du må meget gerne dele...Share on FacebookTweet about this on TwitterEmail this to someoneShare on LinkedIn