Jo Nesbø: Tørst

Tørst bringer Harry Hole tilbage og Jo Nesbø har skrevet en bloddryppende bog med bid i, der ikke vil skuffe hardcore fans.

Handling: En kvinde findes myrdet i sit hjem efter at have været på en Tinder-date. Hendes krop er tømt for blod og politiet finder bidemærker på hendes hals. Medierne og politiets ledelse skriger på en hurtig opklaring. En sag af denne kaliber kræver Harry Holes skarpe jagtinstinkt, men Hole ønsker ikke at vender tilbage til det sted, der tog næsten alt fra ham. Men da endnu et offer bliver fundet, går det op fra Harry, at han er nødt til at sætte alt til side for endelig at få fat i den morder, det aldrig lykkedes ham at fange.

”Han tog et par nypudsede cowboystøvler ned fra skohylden og kiggede et øjeblik på kvinden inde i skabet. Hun blev holdt oprejst af knagen på væggen bag sig, og hendes blik stirrede stift ud mellem tøjet. Hun lugtede svagt af den lavendelparfume, han havde smurt ud på hendes bryst. Han trak døren til igen.”

Det er fire år og tre selvstændige romaner siden, vi sidst befandt os i selskab med Oslo politiets mest sagnomspundne drabsefterforsker. Nu er Harry Hole tilbage. Tørlagt og gift med sit livs kærlighed Rakel. Han har sagt farvel til drabsafdelingen og har de sidste tre år levet et forholdsvis normalt liv med hus og fast arbejde som underviser på Politiskolen. Men selvfølgelig bliver Harry hevet tilbage på en sag – ikke af sin gode vilje, i hvert fald ikke før det går op for ham, at der er tale om en morder det aldrig er lykkedes ham at fange.

Det er blodigt, meget blodigt, for det er en såkaldt vampyrist der skaber utryghed i Oslos gader. Med jerntænder bider morderen sig igennem flere ofre og tømmer dem for blod for at få tilfredsstillet sin tørst. Harry træder til for at hjælpe med den bestialske sag, hvilket vækker nogle gamle dæmoner i ham samtidig med at både Rakel og bonussønnen Oleg trues af fare.

Det er de utroligste ting Harry Hole er blevet udsat for og har overlevet gennem nu elleve bøger. Vi har for længst passeret grænsen for virkelighedstro og alligevel tilgiver man Jo Nesbø, fordi han forstår at fastholde sine læsere med spænding, tempo og, lad os være ærlige, ekstreme detaljer. Denne gang synes der at være endnu mere whodunit over historien – jeg sad i hvert fald med mine egne teorier og gæt på, hvordan det net af tråde Nesbø har kastet ud over historien, hang sammen. Og selv om en af mine forudsigelser viste sig at være rigtige, har jeg ikke på noget tidspunkt kedet mig undervejs.

Men når det så er sagt, ja så skal jeg da indrømme, at opskriften er den samme gamle kending, og med en cliffhanger der næsten lover at der kommer endnu en bog med Harry Hole, begynder jeg at tænke, hvor meget suppe man kan koge på det samme ben? I Tørst er Holes bonussøn Oleg Fauke blevet elev på politiskolen, så måske er der lagt i kakkelovnen til en ny kommende hovedperson.

Tørst udkommer i dag den 21. marts.

★★★★☆

RELATEREDE LINKS
Jo Nesbø skriver andet end Harry Hole-bøger – læs mine anmeldelser af de to selvstændige bind i thriller-serien der har mafiabossen Fiskeren som fællesnævner.  Blod på sne samt Midnatssol.

Du må meget gerne dele...Share on FacebookTweet about this on TwitterEmail this to someoneShare on LinkedIn

Ian Rankin: Gamle fjender

Rankin, Rebus og gamle fjender, er tilbage og skuffer ikke. 30 år efter den første bog udkom, guider Ian Rankin os stadig rundt i Edinburghs underverden med sikker hånd.

Handling: Den nu pensionerede John Rebus har endnu ikke vænnet sig til at han ikke længere er politimand. Et 40-årigt gammel mord på den smukke, promiskuøse Maria Turquand gnaver som en sten i skoen på ham. Hun blev myrdet på et fashionabelt hotel samme nat som en berømt rockstjerne og hans følge overnattede der og mordet er stadig uopklaret, hvilket naturligvis er for godt til at Rebus kan lade være med at stikke næsen i den gamle sag. Samtidig ligger Edinburghs underverden i åben krig. Den unge opkomling Darryl Christie, gør krav på tronen, men et ondskabsfuldt overfald efterlader ham svækket og sårbar. Har den gamle gangsterboss Big Ger Cafferty virkelig ladet sig pensionere eller afventer han blot slagets gang mellem de unge kumpaner?

”Skikkelsen fyldte døråbningen som en silhuet mod natriumlyset i gadelygterne. Armen huggede til nedad, og Arnott vaklede baglæns, da hammeren ramte hans kranium. Det tågede ud for ham, og knæene gav efter. Han var ved at rejse sig, da hammeren ramte ham igen.”

Det er som sagt 30 år siden den første bog om John Rebus, Knots & Crosses (Blodbrødre), udkom, og har man læst de efterhånden 20+ bøger der er udgivet i serien, er det som at mødes med gamle venner, når man læser om John Rebus og hans gamle makker Siobhan Clarke, ja og også Malcolm Fox, som er det nyeste medlem af familien. Jeg kan se Edinburgh for mig, og selv om jeg aldrig har sat fod der, virker det alt sammen velkendt og på en sær måde trygt.

Rebus er nu i 60’erne og helbredet skranter efter et liv med for meget røg og alkohol, hvilket han derfor ihærdigt forsøger at lægge på hylden. Men hovedet fejler ikke noget og det gør hans nysgerrighed heller ikke. Den gamle sporhund kan ikke nøjes med at gå tur med hunden og hygge sig med sin kæreste, retsmedicineren Deborah Quant, og det varer da heller ikke længe før hans prikken i den gamle sag viser sig at have forbindelse med nye hændelser. Samtidig får politiet brug for hans viden og forbindelse til Big Ger Cafferty, så trods pensionistrollen, har både Rebus og politiet svært ved at undvære hinanden.

Det samme gælder det trekløveret Rebus, Clarke og Fox. Trods deres til tider rå omgangstone, er det tydeligt at de alle holder af hinanden. I den forrige bog Vilde køtere, begyndte Clarke og Fox at se en del til hinanden, men en forfremmelse af Fox (som i hans øjne var en bortvisning) pustede koldt luft mellem dem, men Rebus er limen der holder dem sammen. Jeg kan godt lide, at forholdene mellem hovedpersonerne ikke er rosenrøde og ukomplicerede, for sådan er livet ikke, og det er en af Ian Rankins styrker. Han skriver om rigtige mennesker. Og så er han vanvittig god til at skrue et plot sammen, som holder læserens interesse fast til sidste side.

Gamle fjender udkommer i dag den 10. marts.

★★★★☆

VIND BOGEN
Du har mulighed for at vinde et eksemplar af Gamle fjender – alt du skal gøre er at besvare følgende spørgsmål i kommentarfeltet:

I hvilken by foregår Ian Rankins bøger om John Rebus?
A: Eastbourne   B: Edinburgh   C: Exeter

Vær opmærksom på, at der kan gå noget tid inden du kan se dit svar i kommentarfeltet, da jeg skal godkende det manuelt.

Jeg offentliggøre vinderen på mandag den 13. marts på KulturXpressens Facebookside, så husk at tjekke om du er den heldige.

Tak til Forlaget Klim for at sponsorere bogen til konkurrencen.

RELATERET LINK
Læs mit interview med Ian Rankin

Du må meget gerne dele...Share on FacebookTweet about this on TwitterEmail this to someoneShare on LinkedIn

Geir Gulliksen: Historie om et ægteskab

Historie om et ægteskab, er fyldt med forelskelsens rus, eksplicitte sexscener og stor sorg over kærligheden der ikke varede for evigt.

Handling: Jon og hustruen Timmy mødte hinanden for næsten 20 år siden, da de begge var i andre forhold. Tiltrækningen var voldsom og de måtte bare have hinanden og fik det. De har et godt liv med arbejde, rækkehus og to fælles børn, men de vil ikke have at deres liv og ægteskab ligner andres og gør deres til undgå kernefamiliens tritesse. De er noget særligt og deres kærlighed til hinanden kan overvinde alt. Til den pludselig ikke kan det mere og Jon bliver forladt.

Hvorfor skal det gøre så forbandet ondt at elske? Det forsøger romans ”jeg”, den 40+ årige Jon, at finde ud af ved at genfortælle hans og Timmys historie efter drømmen er brast. Geir Gulliksen lader Jon leve sig ind i Timmys bevidsthed og opleve hvad der sker, da hun møder manden Harald og hvordan de to sammen, skridt for skridt, bygger et nyt ”os”, frem til det punkt, hvor ægteskabet kun er en tom skal – en næsten lidt pinlig formalitet.

”En hvilken som helst anden ville blive jaloux, ville lave scener, ville blive rasende på en mand som så skamløst lagde an på en anden mands kone. Men jeg kom i godt humør, så det ud til, jeg blev ivrig, jeg ville vide hvad det gjorde ved hende. Nu hvor hun var hjemme igen. Nu hvor vi to var sammen, nu hvor der ikke var grænser for hvad der kunne ske.”

Romanen skabte megen debat i både hjemlandet Norge samt i Sverige da den udkom. Det er dels kønsrollerne som er vendt på hovedet, de tabubelagte fantasier og magtbalancen som sætter gang i diskussionerne – ikke mindst fordi mange af os kan genkende glimt af os selv og vores egne relationer i teksten.

Jon forlader sin kone og deres barn for at være sammen med Timmy, og mange år senere gør Timmy det samme mod ham. I mellemtiden er Jon havnet i en slags 1950’er ægteskab vendt på hovedet. Jon vil være en moderne mand. Han er journalist, men da han bliver fyret vælger han, som den hipster-feminist han ønsker at være, at blive freelancearbejdende hjemmegående far og tage hånd om børnene og hjemmet, og stå klar med maden hver aften. Den politisk korrekte ligestilling er ikke til stede – magtbalancen hælder til Timmys fordel. Lægen Timmy, der har forladt patienterne for at gøre karriere med spændende projekter for ministeriet.

Det er Jon der bekymrer sig om og passer på deres ægteskab. Da Timmy fortæller om manden hun har mødt, giver Jon hende frihed til at forfølge hendes følelser, ja han ligefrem opfordrer hende til at gøre det. Hun vil egentlig ikke, men han vil have at hun vil det. Er det gavmildhed eller desperation? Det synes mærkeligt at forsøge at krydre forholdet med selvplageri. Men Jon synes villig til at gå langt for at få deres ægteskab til at fungere, fordi han selv har ofret så meget for at være i det og det på en eller anden måde skal retfærdiggøres.

Geir Gulliksen skriver fængende og poetisk ikke mindst om sorgen af den tabte drøm. Sønnen der spiller Sims og skaber en illusion af den familie han har mistet og Jon der fjerner resterne af ægteskabet i form af mad i køleskabet. Det er som om Jon vil være kvinde, for at kunne forstå sin hustru, alligevel lykkes det ikke helt.

Kærlighed er på mange måder udefinerbart og mon ikke vi bliver ved med at spørge os selv og hinanden om, at hvis kærligheden kan forsvinde, har den så nogensinde været der? Bogen lægger op til mange interessante samtaler og diskussioner og det føles næsten lidt uartigt blot at skrive en læsevenlig længde anmeldelse. Læs bogen, tal om den og elsk.

Historie om et ægteskab udkommer i dag den 3. marts.

★★★★☆

Du må meget gerne dele...Share on FacebookTweet about this on TwitterEmail this to someoneShare on LinkedIn

Morten Sabroe: Love Me Do

Det er muligt at Love Me Do er ment som en kærlighedserklæring til forfatterens hustru, som udover ham selv, har den bærende rolle i bogen. Men der er for meget Morten Sabroe og for lidt Do Windfeldt – som er den interessante del af fortællingen.

Handling: Mens Morten Sabroe og hans hustru Do Windfeldt holder en uges ferie på det luksuriøse Bowery Hotel i New York, gør han sit livs fejltagelse: Han går alene ind i en elevator – ham der lider voldsomt af klaustrofobi. Og naturligvis vil skæbnen det, at den sætter sig fast. I fire en halv timer er den angste forfatter spærret inde. Da han endelig bliver reddet ud, er han ikke længere den samme mand. Efter at have truet hotellet med et sagsanlæg for sin mands indespærring, forhandler Do sig til et tocifret millionbeløb, som hun ikke fortæller sin mand om. Men det er ikke det eneste hun ikke har fortalt sin mand. Med penge på bankbogen begynder hun en rejse, der fører hende tilbage til sin fortrængte fortid, hvor hun boede tre år i Californien – en tid hun ikke har fortalt nogen om.

”Pludselig standsede han, ramt af meningsløshed. Uden Do var verden tom. Alt hvad han elskede når hun var der, mistede betydning, når hun var væk. Han gjorde. Han kunne lige så godt træde ud foran en gul taxa og gøre en ende på det. Han stod på fortovet, det skar i hans hals. Hvor var hun? Hvorfor var hun rejst videre uden at sige det?”

Bogen kommer godt fra start, da Morten Sabroe ender alene i en elevator på Bowery Hotel. Beskrivelserne af klaustrofobien der overmander ham og driver ham til kanten af sindssyge, er medrivende. Men desværre bliver det efterfølgende knapt så interessant. Historien om den lidende forfatter der er afhængig af sin kone for at overleve, men som han alligevel godt ved, han ikke ”vander” nok – altså fortæller hvor højt han elsker og ikke bruger tid nok sammen med – bliver lidt for meget overflade uden egentlig substans.

Der bliver drukket utroligt meget alkohol side op og side ned hele vejen gennem bogen – jeg har da lært navnet på flere drinks, og at det åbenbart ikke er så problematisk at drikke mange af dem (selv morgenen). Og derudover sker der et par hændelser i løbet af fortællingen, som vi aldrig får svar på fx om den mystiske Mr. Petersen, som muligvis er Dos onkel, og som af ukendte årsager bringer fortiden frem i nutiden.

Det er først mod slutningen, at det endelig bliver interessant, når vi hører om Dos hemmelige fortid i Californien. Vi bliver taget tilbage til Venice Beach sommeren 1997. Begivenhederne er voldsomme, så voldsomme at Do har holdt dem skjult for alle – også sin mand, og visse ting har hun endda selv fortrængt. Her bliver jeg fanget af historien. En fejltagelse på hotellet efter en fordrukken nat, påvirker Do og i en anden retning end forventet. Hun beslutter sig for at vende tilbage til Californien for at stå ansigt til ansigt med fortiden, og ikke mindst med den mand som ændrede hendes fremtid.

Det er en lidt spøjst oplevelse at læse en bog, hvor forfatteren bruger sit eget navn og sin hustrus til at fortælle en historie som muligvis svæver mellem fiktion og virkelighed. Og selvom Love Me Do nok mest er ment som en kærlighedserklæring, synes jeg det mest af alt er en omgang navlepilleri – og en ret kedelig en af slagsen. De 49 sider om Dos hemmelig fortid er højdepunktet i hele fortællingen, men 49 sider i en bog på 336 sider, er simpelthen ikke nok til at hive mig op på tre stjerner.

Love Me Do udkommer i dag den 14. februar.

★★☆☆☆

Du må meget gerne dele...Share on FacebookTweet about this on TwitterEmail this to someoneShare on LinkedIn

Linda Boström Knausgård: Velkommen til Amerika

Velkommen til Amerika, er en gribende fortælling der holder godt fast i læseren til sidste side er vendt. En mesterlig kortroman af svenske Linda Boström Knausgård.

Handling: 11-årige Ellen bor i en stor lejlighed sammen med sin mor og storebror i Stockholm. Hendes far boede også sammen med dem engang, men han flyttede (mod sin vilje) og nu er han død. ”Vi er en lys familie”, har Ellens mor altid sagt, men Ellen går rundt med et mørke og siden farens død har hun været tavs. Hun har valgt ikke at tale mere, hverken hjemme eller i skolen, for hun gemmer på hemmelighed. Fra sin tavshed betragter hun familien – den blonde, charmerende skuespillermor som har elever i stuen, når hun ikke selv står på scenen på teatret og broren, som forskanser sig på sit værelse med sine instrumenter og musik.

De var aldrig en rigtig kernefamilie, selv om det så sådan ud med mor, far og børn. De flyttede fra nord til Stockholm da moren kom ind på teaterskolen, hvilket gjorde hende mere lykkelig end at være sekretær på et stålværk. Men den alkoholiserede og psykisk syge far brød sig ikke om storbyen, og var en tikkende bombe af ondskab, som gjordet livet ulideligt for resten af familien. Selv efter forældrenes skilsmisse blev han ved med at opsøge og plage dem. Da han dør er det derfor en lettelse for familien, men samtidig viser det sig at deres fælles front mod faren faktisk var det der knyttede dem sammen.

Den mutte og truende bror sømmer sig bogstaveligt inde på sit værelse og sammen med Ellens tavshed øger det presset på deres mor, der fortsætter med at ytre at de er en lys familie – måske som en slags overlevelsesmantra i endnu en vanvittig situation.

”Jeg holdt op med at tale, da det optog for meget plads i mig at vokse. Jeg var sikker på at jeg ikke både kunne tale og vokse. […] Far er død. Sagde jeg det? Det er min skyld. Jeg bad højt til Gud om, at han ville dø, og så døde han. En morgen lå han stiv i sin seng. En sådan magt havde min tale altså. Måske var det ikke sandt, det med væksten? Måske forholdt det sig sådan, at jeg holdt op med at tale, fordi mit ønske var gået i opfyldelse.”

Ellens tavshed er en slags selvvalgt straf for den skyld hun føler over at have bedt Gud om hjælp til at slå sin far ihjel. Samtidig føler hun skyld over den sorg hun påfører sin mor ved at være tavs, og hun beder hver dag til Gud om at gøre hendes mor lykkelig. Moren synes dog at have lys og styrke nok til at acceptere, at sådan er situationen lige nu og her. Selv da skoleledelsen indkalder til samtale om Ellens tavshed, siger moren efterfølgende (grædende) til sin datter ”Du skal være præcis som du er.”

Jeg blev meget berørt af historien og Ellens stærke stemme der taler direkte til læserne. Der er en god balance i teksten som er stramt skrevet. Det er en til tider paradoksal og både rørende og underholdende fortælling om en smertefuld barndom. En hurtigt læst bog på blot 89 sider, men ikke en bog man glemmer lige med det samme. Romanen blev sidste år nomineret til den prestigefyldte pris Augustpriset i Sverige.

Velkommen til Amerika udkommer i dag den 9. februar.

★★★★☆

Du må meget gerne dele...Share on FacebookTweet about this on TwitterEmail this to someoneShare on LinkedIn

Liane Moriarty: Vanvittig skyldig

Australske Liane Moriarty trækker suspensen i romanen Vanvittig skyldig, i en sådan grad at man næsten begynder at kede sig.

Handling: Sam og Clementine lever et skønt liv, om end et travlt liv. De har to små piger, Sam er lige begyndt på sit drømmejob og Clementine forbereder sig til den audition, som kan få afgørende betydning for hendes karriere som cellist. Erika er Clementines ældste ven. Et enkelt blik mellem dem kan gøre det ud for en hel samtale, og da Erika og hendes mand Olivier inviterer den med til en barbecue hos deres naboer, Tiffany og Vid, tøver Clementine og Sam da heller ikke; Tiffany og Vid er farverige personligheder, som vil være en velkommen tilføjelse til selskabet. Seks ansvarsbevidste voksne. Tre søde børn og en hund. Hvad skulle der dog kunne gå galt på sådan en almindelig søndag eftermiddag?

”Men det virkelig ironiske var, at Erika nu tilsyneladende også havde den samme politik med ikke at dele noget vigtigt. Hun havde holdt på denne kæmpemæssige hemmelighed de sidste to år, og Clementines første reaktion havde været at føle sig såret over afsløringen.”

Fra første side får vi at vide, at der i løbet af barbecuen hos Tiffany og Vid, skete noget voldsomt og uventet der her to måneder efter stadig ryster dem alle, og får Clementine og Sam til at spørge sig selv og hinanden, om og om igen: ”Hvad nu, hvis vi ikke var taget med?”.

Mens vi venter på at finde ud af hvad det var der skete, der er så frygteligt at skylden æder dem alle op, bliver der kradset i den blanke overflade hos dem alle og vi får små fortællinger om dem hver især. Den smukke Tiffanys usikkerhed og Vids store kærlighed til hende trods hendes lidt blakkede fortid. Erika og Olivers kamp med barnløshed samt Erikas tossede hoarder-mor (har en sygelig samlermani). Clementine og Sams ægteskab som langsomt nedbrydes, og deres individuelle tvivl på egne evner. Og så er der Erika og Clementines livslang venskab som sættes på en alvorlig prøve.

Liane Moriarty skriver i et let og dejligt flydende sprog, der gør hendes bøger nemme at læse. Hun er kendt for at være god til at benytte sig af suspense og give handlingen en uventet drejning, men i Vanvittig skyldig trækker hun det i langdrag. Vi skal næsten 300 sider ind i bogen inden den første afsløring sker, og det er simpelthen for lang tid at vente – også selv om der kommer masser af kød på karaktererne. Jeg måtte kæmpe mig igennem bogen, og nåede kun i mål fordi jeg er kan være temmelig stædig. Men det holdt hårdt, og det var ikke helt det hele værd.

Vanvittig skyldig udkom den 28. december 2016.

★★★☆☆

RELATEREDE LINKS
Jeg har tidligere anmeldt to af Liane Moriartys andre romener, dem finder dem her:

Hypnotisørens kærlighed
Min mands hemmelighed

Du må meget gerne dele...Share on FacebookTweet about this on TwitterEmail this to someoneShare on LinkedIn

Karolina Ramqvist: Den hvide by

Svenske Karolina Ramqvist fortæller i Den hvide by en historie, hvor der sker en helt masse uden at der egentlig sker noget.

Handling: Sneen ligger i store driver mod luksushuset ved søen. Huset er stadig næsten nyt, men inden bag de skudsikre vinduer er der sket forandringer. Karin er alene med sit spædbarn. Hendes kæreste og barnets far John er borte, og sammen med ham også familiens indkomst. En dag banker fogeden på døren og Karin er ved at miste det sidste hun har – huset som John gav hende.

Jeg har læst romanen Den vita staden på originalt svensk, men den er også udkommet på dansk med titlen Den hvide by. Bogen er en såkaldt selvstændig fortsættelse af Karolina Ramqvists roman Flickvännen, hvor vi første gang møder den unge kvinde Karin, hvis største frygt er at leve et middelklasseliv, hvilket betyder at hun hellere vil have et forhold til en mand på den forkerte side af loven, hvor hun i det mindste kan leve omgivet af luksus. Karin blev kærester med mafiabossen John og fik det store hus ved søen med skabe fyldt med designertasker og anden luksus.

Det är klart att ingen bryr sig om nån annan egentligen, det är bara ett sätt att ha kvar den här känslan att det vi har är värdefullt, därför att vi har den här genmskapen, som vi inte har.

I Den hvide by er Karin blevet alene. Vi hører det ikke direkte, men fornemmer at John er død. Hun er alene med sin seks måneder gamle datter og synes at lide af en kombination af fødselsdepression og sorg. Hun er ligeglad med snavset og stakken af uåbnede kuverter med regninger. Den lange række af tal på en konto i udlandet, som hun fik i tilfælde af at der skete John noget, er ikke til nogen hjælp – kontoen er tom. Det samme er skabene ved at være og bilens tank er ikke længere fuld. Hun får en gratis pizza i ny og næ mod at have sex med buddet, noget hun gøre per automatik og uden følelse.

Da fogeden banker på og giver hende en dato for, hvornår hun skal være ude af huset, er det som om Karin endelig begynder at indse at hun må gøre noget, for det er ikke længere bare hendes egen undergang. På det kolde gulv sidder datteren og leger med opladeren til en iPhone. Karin forsøger at sælge nogle af sine dyre tasker, men ved godt at det ikke er nok. Hun har brug for hjælp. Hun opsøger de andre medlemmer i banden, mener at der må være nogle penge – Johns andel af den sidste handel – som bør tilfalde hende. Men al deres fine snak om at være en stor familie som vil gå i graven for hinanden, viser sig at være varm luft. Alle er sig selv nærmest og selv Karins veninde Therese, som hun var så tæt knyttet til inden hun mødte John, synes ikke at gide (eller turde) hjælpe hende.

Bogen beskrives som en selvstændigt roman, men jeg vil nu mene at man går glip af megen baggrundsviden og forståelse af Karins bevæggrunde, hvis ikke man har læst Flickvännen. Karolina Ramqvist giver et fin billede af, hvordan rollerne er fordelt mellem kønnene i den kriminelle underverden, hvor der er stor forskel på mændenes domæne med magt, vold og hurtige penge, og kvinderne der passivt sidder og venter i deres dyre designertøj.

Der er lagt stor vægt på at beskrive den fysiske del af moderskabet. Det var John der ville have et barn og nu har han efterladt Karin med et lille mennesker der suger sig fast til hendes krop. Samtidig får vi et godt billede af konflikten mellem Karins behov for at handle og tiltrækningen ved den falske tryghed som passiviteten giver hende. Alt synes at være farligt udenfor det tilsneede hus. Slutningen, som jeg naturligvis ikke kan afslører her, byder på lidt af et twist og jeg tænker at vi måske møder Karin igen på et senere tidspunkt.

Den hvide by udkom på dansk i april 2016.

★★★☆☆

Du må meget gerne dele...Share on FacebookTweet about this on TwitterEmail this to someoneShare on LinkedIn

Nye bøger

boeger-2017

Tegning: Mette Camilla Melgaard

Et nyt år betyder nye bøger at glæde sig til. Jeg har taget et kig på listen over bøger der udkommer i første kvartal af 2017 og jeg kan godt afsløre, at der er meget at se frem til.

Personligt glæder jeg mig meget til nyt fra Jesper Stein, der i februar udkommer med femte bind i serien om Axel Steen, som i skrivende stund endnu ikke har fået en titel. Bliver vi i krimigenren er der også nyt fra Jo Nesbø. Med bogen Trøst vender Harry Hole tilbage og denne gang forlyder der ikke noget om, at det måske er for sidste gang, som det jo ellers har gjort et par gange efterhånden.

Prisen for 2016s bedste krimi i Sverige gik til Tove Alsterdal og bogen Vend dig ikke om, som udkommer på dansk til marts. Der er også kriminyt fra mine favoritter Cilla og Rolf Börjlind. Sov du lille er fjerde bind om politifolkene Tom Stilton og Olivia Rönning. En anden svensk favorit er Stefan Ahnhem som i marts udkommer med sin tredje krimi der har fået titlen Atten grader minus – en bog jeg glæder mig rigtigt meget til. Også danske Finn Halfdan og Julie Hastrup er på banen med nye krimier i henholdsvis februar og marts.

På hylden med de skønlitterære bøger er der nye romaner fra Maria Gerhardt, Morten Sabro, Kamilla Hega Holst samt en ny novellesamling fra Lone Hørslev. Blandt de udenlandske forfattere er jeg især spændt på Linda Boströms Knausgaards Velkommen til Amerika, som jeg har hørt meget godt om samt Geir Gulliksens Historien om et ægteskab. Og så er der endelig nyt fra Paul Auster. Det er syv år siden han udgav sin sidste roman Sunset Park, men nu er han altså klar med endnu en roman. Titlen er 4 3 2 1 – en murstensroman på hele 880 sider.

Derudover genudgives der som altid et væld af klassikere og i år glæder jeg mig især til Virginia Woolfs En forfatters dagbog samt Oscar Wildes Billedet af Dorian Gray.

Dette er blot nogle af de titler jeg glæder mig til. Listen over udgivelser i januar, februar og marts er meget lang og byder både på uhygge, drama, noveller og digte, så der burde være noget for enhver smag. Hvilke bøger glæder du dig til?

Du må meget gerne dele...Share on FacebookTweet about this on TwitterEmail this to someoneShare on LinkedIn

Malin Lagerlöf: Dagbok från ditt försvinnande

dagbok-fraan-ditt-forsvinnandeJeg har diskuteret med mig selv, om jeg skulle skrive en anmeldelse af Dagbok från dit försvinnande her til bloggen, da den ikke er udkommet på dansk. Men da det er en af de bedste bøger jeg læste i 2016, har jeg virkelig lyst til at dele den med jer – og hvem ved, måske er der et forlag der læser med og beslutter sig for at udgive den på dansk.

Dagbok från ditt försvinnande, er en fantastisk bog om sorg, kærlighed og savn. Og om at overleve og være tvunget til at genopfinde sig selv som andet end enke og enlig mor til tre børn.

En oktoberdag i 2011 modtager manuskriptforfatter Malin Lagerlöf et opkald fra sin mands kollega med en hjerteskærende besked: ”Malin, jag är rädd att vi har tappat bort Daniel.” Manden Malin har været sammen med i 25 år er pludselig væk, og livet som hun kender det bliver for altid forandret.

”Nu står jag här ensam med tre barn. I otakt med allt och alla. Jag hör plötsligt inte hemma någonstans, jag har förlorat den plats i tillvaron som jag trodde var min. […] Det som ligger framför mig är blankt och jag vet inte längre vem jag skal vara.”

Filminstruktøren Daniel Lind Lagerlöf var på location-jagt til tv-serien Fjällbackamorden (baseret på Camilla Läckbergs bøger), som hans snart skulle i gang med at filme. Men turen på klipperne ved den svenske vestkyst blev fatal. Man regner med at Daniel sandsynligvis faldt eller gled i vandet eller blev revet i havet af bølger mod klipperne – det blæste kraftigt den dag og bølgerne var høje. Hans krop er aldrig blevet fundet men han formodes død. Pludselig bliver 44-årige Malin enke med tre børn, hvoraf den yngste blot er tre måneder gammel.

Bogen er på mange måder en klassisk sorgbog. Fortællingen bevæger sig langsomt fremad afbrudt af dagbogsoptegnelser fra tiden lige efter ulykken, hvor Malin lammet af chok og sorg er omgivet af sit personlige kriseteam med nære venner og familie, der efter en rullende tidsplan sørger for mad, trøst og en nogenlunde stabil hverdag for børnene midt i kaosset, døgnet rundt de første to måneder. Teksten opbrydes med enkelte dokumentariske passager fra politirapporter samt Malins små lister som ”Fem råd til dig der er blevet enke”, ”Fem af dine ting der har fået mig til at græde”, ”Fem råd til dig der møder en enke” og lignende. Der er flashbacks fra Malin og Daniels 25 år eller knap 9000 dage sammen – fra det første kys til det sidste telefonopkald. Og siden følger vi hvordan Malin langsom tager skridt efter skridt til at komme videre med sit nye liv uden Daniel.

Selv om det er en meget personlig fortælling og det naturligvis er følsomt og sørgeligt, er det lykkedes Malin Lagerlöf at skrive et både smukt og usentimentalt universelt værk. Den dybe kærlighed til manden skinner tydeligt igennem, ligesom det lammende kaos, ensomheden, længslen og den altomsluttende sorg. Men teksten er befriende ærlig. Og selv om det er smertefuldt giver bogen håb om, at der findes en fremtid, selv om man ikke kan forestille sig det mens man befinder sig i det mørkeste hul. Det er virkeligt fint.

Dagbok från ditt försvinnande udkom i Sverige i 2016 og er (endnu) ikke oversat til dansk.

★★★★★

Du må meget gerne dele...Share on FacebookTweet about this on TwitterEmail this to someoneShare on LinkedIn

2016 – året der gik

godt-nytaar-2016

På årets sidste dag er det vist meget passende at taget et tilbageblik på 2016 – året der gik her på KulturXpressen.

Ved årsskiftet besluttede jeg mig for at lave flere forfatterinterviews i 2016 og det blev til otte styk i serien Forfatterens skrivebord. Planen var egentlig at offentliggøre et om måneden, men det viste sig lidt sværere end forventet at få det hele til at falde på plads med interviewaftaler. Jeg vil i det nye år stadig lave forfatterinterviews når muligheden er der og har et par spændende navne på bedding.

Der var perioder i løbet af året, hvor jeg ikke fik læst helt så mange bøger som jeg plejer. Alligevel er det blevet til 56 anmeldelser i 2016 og det er da egentlig meget godt. Jeg har uddelt den fulde stjernepalet med fem stjerner flere gange, men der har været flest 4-stjernede og 3-stjernede anmeldelser. Det blev også til en enkel 2-stjernet anmeldelse. Kun to bøger opgav jeg at læse – faktisk fik jeg aldrig rigtig gang i den ene, så den giver jeg nok et forsøg igen i det nye år.

De sidste to bøger jeg nåede at læse i 2016 var dels Heidi Vesterbergs Vild med hund, som julemanden havde med til mig, en fin omgang hundepropaganda (hvilket jeg falder for med det samme, da jeg virkelig gerne vil have en hund) om forholdet mellem hund og ejer. Den anden bog er den svenske journalist og manuskriptforfatter Malin Lagerlöfs selvbiografiske Dagbok från ditt försvinnande, om tiden efter at hendes mand, filminstruktøren Daniel Lind Lagerlöf, forsvandt i vandet på den svenske vestkyst i 2011, da han var på location-jagt til tv-serien Fjällbackamorden, baseret på Camilla Läckbergs bøger, som han skulle i gang med at filme. Det handler om sorg, savn og kærlighed, om at overleve og om at være tvunget til at genopfinde sig selv som andet end enke og enlig mor til tre børn. Det er en virkelig god bog. Stærk, ærlig og usentimental – den røg straks ind på min top tre over de bedste bøger jeg har læst i år.

Jeg er lidt af en liste-pige, så derfor har jeg naturligvis lavet mine helt personlige top 3-lister over litteraturåret 2016.

ÅRETS BEDSTE LÆSEOPLEVELSE
MALIN LAGERLÖF: Dagbok från ditt försvinnande

EBBA WITT-BRATTSTRÖM: Århundredets kærlighedskrig

LINN ULLMANN: De urolige

– på listen bør også nævnes Tom Malmquist: I hvert øjeblik er vi stadig i live + Jonas Hassan Khemiri: Alt det jeg ikke husker. Det har været et stærkt svensk år med en enkel norsk/svensk tilføjelse.

ÅRETS BEDSTE FORFATTERINTERVIEW
KIRSTEN THORUP
– Det var en helt fantastisk oplevelse at høre en af landets ”Grand Old Ladies” indenfor litteraturen, fortælle om sin arbejdsproces og hvordan den har ændret sig gennem årerne. Vi talte længe, også om ting der slet ikke havde noget med interviewet at gøre, og jeg følte mig nærmest høj af inspiration og benovelse da jeg gik derfra.

LEONORA CHRISTINA SKOV
– 2016s første interview var med Leonora Christina Skov. Det var første gang jeg mødte hende, men alligevel føltes det næsten som at tale med en god veninde. Vi grinte meget og blev igen og igen overrasket over, hvor meget vi har tilfælles og ligner hinanden på forskellige punkter. Senere på året bad Leonora Christina Skov mig om at interviewe hende på årets Copenhagen Crime festival, hvilket var en fin oplevelse foran et pænt stort publikum.

MORTEN PAPE
– Filmnørd møder filmnørd og endda på Nordisk Film. Altså, det kan der jo kun komme noget godt ud af. Jeg havde hilst på Morten Pape et par gange før vi lavede interviewet en kold men solrig forårsdag i Valby. Det var en fornøjelse at høre en så velformuleret og tænksom mand fortælle om sin kometkarriere og sine drømme for fremtiden. Der er flere store ting i vente fra hans hånd, og jeg er ret sikker på, at det ikke bliver sidste gang jeg interviewer ham.

ÅRETS BEDSTE FORFATTERARRANGEMENT
En af sidegevinsterne ved at være aktiv bogblogger og litteraturskribent er, at man kan være heldig at blive inviteret til forskellige events. Derudover findes der rigtig mange forfatterarrangementer hos både boghandlere og biblioteker samt bogmesser og festivaler. Min top 3 over de bedste litterære arrangementer jeg har været til i 2016 ser sådan her ud.

SØNDAGSEVENT I THIEMERS MAGASIN MED DANIEL DENCIK
– Intervieweren var måske ikke så rutineret og opfindsom med sine spørgsmål, men Daniel Dencik er interessant og har meget på hjertet, og så har han god (underspillet) humoristisk sans.

BOGFORUM BLOGGER-EVENT PÅ BELLA SKY
– De tre forfattere Anne-Cathrine Riebnitzsky, Kenneth Bøgh Andersen og Sara Blædel fortalte om deres bøger og jeg var så heldig at sidde sammen med de to første under middagen og fik en god snak med især Anne-Catrine Riebnitzsky om hendes arbejdsproces. Rigtig fint arrangement.

HANYA YANAGIHARA PÅ FORFATTERTRAPPEN I POLITIKENS BOGHAL
– Politikens Boghal (i daglig tale blot Boghallen) i København er fantastiske til at lave arrangementer med forfattere fra både ind- og udland, og så er arrangementerne ovenikøbet gratis. Jeg har hørt rigtig mange interessante forfattere derinde, og i år var især forfatteren til den meget omtalte roman Et lille liv, amerikanske Hanya Yanagihara der gjorde indtryk. Bor du i eller omkring København kan jeg varmt anbefale dig at følge Boghallen på Facebook, hvor de offentliggøre deres arrangementer – der allerede nogle i 2017 jeg har sat kryds ved.

ÅRETS BEDSTE FILMATISERINGER
KVINDEN I TOGET
– Baseret på Paula Hawkins’ fremragende thriller. En ganske vellykket film takket være en velspillende Emily Blunt samt stemningsfulde og intense billeder af den danske filmfotograf Charlotte Bruus Christensen.

NATPORTIEREN
– Tv-serie af Susanne Bier baseret på John Le Carrés roman. Smukke billeder, godt skuespil fra Tom Hiddleston, Hugh Laurie og Olivia Colman, samt et fint spændingsniveau gennem samtlige seks afsnit.

FLASKEPOST FRA P
– Baseret på Jussi Adler-Olsens krimi. En visuel flot film med gode actions shots af jagende helikopter og hurtigkørende tog, der er med til at øger tempoet i en ellers temmelig langsommelig film. Nikolaj Lie Kaas og Fares Fares samspil er igen et plus for filmen sammen med de humoristiske stikpiller undervejs.

ÅRETS STØRSTE OVERRASKELSER
NOBELPRISEN I LITTERATUR TIL BOB DYLAN
– Jeg ved stadig ikke rigtigt, hvordan jeg har det med at Hr. Dylan blev tildelt litteraturens fornemmeste pris – og så ikke en gang gad møde op for at få den overrakt. En ting kan man sige, det satte gang i diskussionen om hvad definitionen på litteratur er.

ELENA FERRANTES POPULARITET
– Hold nu op hvor gik der selvsving i at sige, at man synes Elena Ferrantes Napoli-trilogi er de bedste bøger man nogensinde har læst. Jeg har ikke læst dem, for efter at have læst hendes romaner Forladte dage og Dukken der blev væk, er jeg ikke imponeret og gider ærligt talt ikke kaste mig over tre bøger mere fra hendes hånd. Men det må man helst ikke sige højt, faktisk er det næsten lige så slemt som at sige, at man ikke kan fordrage avokado (hvilket jeg heller ikke kan).

JAN SONNEGAARDS PLUDSELIGE OG ALT FOR TIDLIGE DØD
– Det var en trist og chokerende nyhed der ramte dansk litteratur i slutningen af november. Klaus Rifbjerg kaldte Jan Sonnegaard for den yngre generations store litterære rebel.

Året er ved at rinde ud og med ønsker om et rigtig godt og lykkebringende nytår til jer alle, skal der også lyde et kæmpe stort tak fordi I læser med hos KulturXpressen – både på bloggen her, på Facebook samt på min private Instagram profil. Det har været et fantastisk år når jeg kigge på besøgstallene her på bloggen. Knap 90.000 besøg er det blevet til i 2016, hvilket jeg slet ikke kan fatte. Tusind tak! Jeg håber at I vil kigge forbi igen i 2017.

Du må meget gerne dele...Share on FacebookTweet about this on TwitterEmail this to someoneShare on LinkedIn