Maren Uthaug: En lykkelig slutning

En lykkelig slutning er en morbid og morsom slægtsroman og samtidig en kulturhistorisk fortælling om døden fortalt gennem syv generationer af bedemænd.

Maren Uthaug har for længst vist at hun kan andet end at underholde os med sine morsomme streger fra Marens blog og i den daglige stribe i Politiken. Hendes to første romaner Og sådan blev det (2013) samt Hvor der er fugle (2017), har gået sin sejrsgang hos både læsere og anmeldere. Med En lykkelig slutning tager hun fat på et emne som de fleste helst ikke vil tale om, nemlig døden og alt det der omgiver den.

”Første gang, kold hud fik det til at sitre i mig, var i 1986. Jeg var fyldt fjorten to uger inden og havde aldrig tænkt i de baner før. Jeg forstod hurtigt, at det var en ensom brist at have. For hvem skulle jeg fortælle det til? Og hvis jeg gjorde, hvordan skulle jeg forklare min lyst uden at lyde, som om jeg var det væmmeligste menneske i verden?”

Det er nutidens fortæller Nicolas, der har de uheldige lyster. Han er i øvrigt den eneste af bedemændene, udover sin mor, der ikke hedder Christian. Historien krydsklipper mellem fortid og nutid i kronologisk rækkefølge over Christian’erne.

Slægtens første Christian er i begyndelsen af 1800-tallet havnet på Stillehavsøen Tikopia, efter et skibbrud. Med sin lyse hud og blå øjne er øens høvding overbevist om at manden med det underlige sprog kan se ind i gudernes verden, så han får lov at bliver og snart er hans opgave at hjælpe spædbørn på vej i døden. Christian 2 tager konsekvensen af befolkningsbegrænsningen på øen og flyder til havs for at skåne sin lillesøsters liv. Han ender via Amsterdam til sidst i et beskidt og sygdomsbefængt København sammen med sin elskede. Han øjner hurtigt en forretning i at hjælpe overtroiske pårørende med at sikre, at de døde ikke går igen, ved hjælp af selvopfundne ritualer og bønner. Dermed er første skridt til bedemandsimperiet Christian Christiansen taget.

Christian 3 har en forkærlighed for at lege med ilden og indfører kremering som praktisk begravelsestradition da det både er pladsbesparende og holder lugten og sygdomsspredningen i skakt. Christian 4 kan se de døde fra han er ganske lille og får et tættere forhold til dem end til de levende. Faktisk så tæt at han bliver forelsket i et spøgelse, som han indleder et kærlighedsforhold til via et mellemled om man så kan sige.

Christian 5 kan lide tal og orden i en sådan grad at han i dag uden tvivl ville blive stillet diagnosen ekstrem OCD. Hans datter Lone Helle også kaldet Nana, bliver den første kvindelige bedemand i familien. Hun viser sig at være lesbisk men bliver ved et uheld gravid og får sønnen Nicolas – syvende led i slægten. Nicolas, er alenefar og kæmper ikke kun med sine uheldige lyster til en død kvinde, men også med at styre sine børn, der udviser skræmmende mørke sider i en sådan grad at han må snige beroligende medikamenter i deres mad og drikke, som han skaffer gennem sin svoger der er dyrlæge.

Der er ingen tvivl om at der vil bliver løftet øjenbryn og at nogle vil finde romanen kontroversiel. Død, nekrofili og spøgelsessex er trods alt ikke hverdagskost for ret mange, skulle jeg mene. Men der er en rigtig fin balance mellem det morbide og det morsomme. Og karaktererne er skrevet så fint frem at man fatter sympati for dem trods deres særegenhed. Det er dystert ja kulsort men vanvittigt godt skrevet.

En lykkelig slutning udkom 1. november 2019

★★★★☆

Du må meget gerne dele...Share on FacebookTweet about this on TwitterEmail this to someoneShare on LinkedIn

Linda Boström Knausgård: Oktoberbarn

Oktoberbarn er den tredje roman Linda Boström Knausgård er udkommet med og igen viser hun, at hun mestrer den svære kunst at fortælle en helt masse på meget få sider.Men selvom Oktoberbarn kun er på 162 sider tog det alligevel tid at komme igennem den selvbiografiske fortælling, for den fylder meget. Bliver i kroppen længe.

”Jeg vil nu sige noget vigtigt: Vær ikke bange. Alt hvad jeg har været virkelig bange for er sket. Derfor siger jeg til jer: Vær ikke bange. Jeg har ofte tænkt på hvad frihed er og jeg er kommet frem til at friheden kræver ansvar, selvrespekt og et roligt varmt hjerte.”

Oktoberbarn er på én gang en sorgroman over det forliste ægteskab med Karl Ove Knausgård men også et frontalt angreb på den svenske psykiatri og deres brug af elektrochokbehandlig – noget forfatteren har mærket på egen krop i perioder med svær depression og angst, hvor hun blev tvangsindlagt. Strømmen de sender igennem hendes krop lægger sig som en skygge over hendes minder og hun frygter at de aldrig kommer tilbage, og uden minder vil hun heller ikke kunne skrive.

Hun skriver ikke et ondt ord om Karl Ove. Ikke rigtigt. Men smerten stiger brændende op imellem linjerne. Det er råt og skræmmende og gør ondt at læse, men det er samtidig også en smuk sammensat bog med et nådesløst smuk sprog.

Oktoberbarn udkom den 30. januar.

★★★★☆

LÆS OGSÅ:
Linda Boström Knausgård: Velkommen til Amerika

Du må meget gerne dele...Share on FacebookTweet about this on TwitterEmail this to someoneShare on LinkedIn

Anne Mette Hancock: Pitbull

Pitbull er tredje bind i Anne Mette Hancocks krimiserie om journalisten Heloise Kaldan og efterforskeren Erik Schäfer. Denne gang handler det om at råde bod på sine synder inden det er for sent.

Heloise Kaldan arbejder på en reportageserie om Vågetjenesten, hvor frivillige sidder hos døende der ellers ville være alene i deres sidste tid. Arbejdet har bragt hende tæt på den kræftsyge og lettere demente ældre mand Jan Fischhof. En dag taler han i brudstykker og usammenhængende om at han kommer til at betale for sin ungdoms synder, at der var så meget blod og nævner navnet Mázoreck. Heloise beslutter sig at for at hjælpe Fischhof med at få ro i sindet inden han dør, og begynder derfor at grave i hans fortid. Den bringer hende til Sønderjylland hvor hun opdager at der udover et mistænksomt dødsfald også findes to uopklarede sager om unge kvinder der forsvandt sporløst. Ivrig efter at kortlægge hvad der skete dengang i slutningen af 1990’erne starter hun sin egen efterforskning men opdager hurtigt, at hendes mange spørgsmål ikke er velkomne i området og snart får hun brug for hjælp fra sin ven Erik Schäfer.

””Hey, hvad fanden laver du?” råbte hun og vred sig. ”SLIP MIG!” […] rakte en hånd om bag lænden og trak en pistol frem. Han rettede den mod Heloise og tyssede på hende, som om hun var et spædbarn, der skulle trøstes. ”Shh-shh-shhhh…” Heloise så ned i løbet og sank.”

Anne Mette Hancock scorer et ægte hattrick med sin tredje krimi. Debutbogen Ligblomsten slog benene væk under både krimifans og anmeldere og hun modtog prisen ”Årets debutant 2017” fra Det Danske Kriminalakademi. Året efter udkom bogen Mercedes-snittet for hvilken hun blev kåret som ”Årets forfatter” af Plusbog. Og med Pitbull slår hun igen fast, at hun tilhører eliten af de danske krimiforfattere.

Setuppet er klassisk i krimigenren, ja nogen vil måske endda sige på grænsen til en kliché, en journalist og en efterforsker. Men karaktererne er veludviklede og det næsten forældre/barn-forhold mellem Heloise og Schäfer og hans hustru fungerer godt og giver et ekstra lag til historien. I Pitbull tages vi med til forfatterens hjemstavn i Sønderjylland og kendskabet mærkes i beskrivelserne af området og dets mennesker og den særlige sønderjyske kultur. Både sprog og handling flyder fint i et spændingstempo over middel som gør det svært at lægge bogen fra sig og plottet er utroligt velkomponeret. Når man som læser tror at man har fingeren på den sidste brik i puslespillet sker der et uventet tvist som vil tilfredsstille enhver krimifan.

Pitbull kan sagtens læses som et fritstående bind men hvorfor dog fornægte dig selv den fornøjelse at læse dem alle tre.

Pitbull udkom den 2. Januar 2020.

★★★★☆

Du må meget gerne dele...Share on FacebookTweet about this on TwitterEmail this to someoneShare on LinkedIn

Oyinkan Braithwaite: My Sister, the Serial Killer

Trods titlen My Sister, the Serial Killer, er dette ikke en krimi. Det er en fænomenal debutroman som blander et kærlighedsdrama og en familiesaga med et par drab. Men mest af alt handler det dog om forholdet imellem to søstre, den kantede og effektive Korede samt den smukke men uforsigtige og forhastede Ayoola.

Bogen starter med vores fortæller Korede, der med en svamp i hånden, reflekterer over at det sværeste sted at skrubbe rent for blod er fugen mellem brusebadet og væggen. Hun ved det fordi dette er den tredje kæreste, som hendes søster Ayoola har dræbt i ”selvforsvar” og som Korede har hjulpet med at rydde op efter.

”I soaked up the blood with a towel and wrung it out in the sink. I repeated the motions until the floor was dry. Ayoola hovered, leaning on one foot and then the other. I ignored her impatience. It takes a whole lot longer to dispose of a body than to dispose of a soul.”

Korede er sygeplejerske med en ledende stilling på et stort hospital. På jobbet er hun effektiv og respekteret, den respekt nyder hun derimod ikke meget af på hjemmefronten, hvor hun bor sammen med sin søster og deres mor. Korede er den fornuftige datter der både er god til at holde hus og lave mad og som pligtopfyldende stiller op lige meget hvor uvillig og forfærdet hun inderst inde er. Hun har på sin vis accepteret at det er hendes lod, da hun ikke er den kønneste og blod er trods alt tykkere end vand.

Søsteren Ayoola derimod er billedskøn med karamelfarvet hud. Hendes smukke ydre kan gøre enhver mand (og kvinde) blød i knæene – og hun ved det. Hun behøver hverken at være klog eller dygtig for at få det eller den hun vil have og hun udstiller hellere end gerne sit liv på de sociale medier for at tilfredsstille alle sine mange følgere. Hun er en egoistisk og irriterende lillesøster, som de fleste, hvis det da ikke lige var for den lille, men livsfarlig vane hun har – at slå sine kærester ihjel. Og når hun sent om natten ringer til sin storesøster efter hjælp, har hun altid en undskyldning parat til at forklare sin seneste grusomme slutning på et forhold. Selvforsvar. Han var ved at slå / stikke / kvæle hende, så hvad skulle hun gøre? Uden vidner kan ingen sige andet og det er jo kun de skyldige der kommer i fængsel, beroliger hun sig selv, sikker på at hun ikke tilhører den kategori.

De to søstre har et nært, ja næsten afhængigt forhold til hinanden. Grunden dertil er dyster og involverer en voldlig og lyssky far (hvis endelige død måske slet ikke var en ulykke) der ikke kun bankede dem men også solgte dem til mænd der ville have sex med dem. Søstrenes forhold sættes på prøve da Ayoola stjæler opmærksomheden fra den hjertevarme læge Dr. Tade Otumu, som Korede er hemmeligt forelsket i. Blændet af Ayoolas skønhed, bliver den unge læge voldsomt forelsket i hende og det forfærder Korede – ikke kun fordi hun er jaloux, men fordi hun alt for godt ved hvordan Ayoolas forhold har en tendens til at slutte. Så hvem skal hun prioritere – den mand hun er villig til at dø for eller søsteren som sandsynligvis dræber ham?

Som jeg sagde i indledningen er My Sister, the Serial Killer en fænomenal debutroman. Det er en fængende historie om søsterskab og kærlighed der går lige i hjertet samtidig med at man krummer tæer og griner højt af den kulsorte humor. Karaktererne er utrolig velkomponerede og komplekse, og selv om jeg ikke bryder mig om Ayoola, der uden tvivl er en omvandrende psykopat, er der samtidig noget naivt og næsten barnligt uskyldigt over hende. Historiens dybere lag giver stof til eftertanke om hvordan krænkende opførsel og vold kan smitte gennem generationer.

Det er en helt igennem herlig læseoplevelse og jeg sidder blot tilbage med et enkelt spørgsmål…hvornår kommer der en ny roman af Oyinkan Braithwaite – for jeg skal helt sikkert læse den.

My Sister, the Serial Killer udkom på engelsk i 2018. Den udkommer på dansk i april 2020 fra forlaget People’sPress med titlen Min søster er seriemorder.

★★★★☆

Du må meget gerne dele...Share on FacebookTweet about this on TwitterEmail this to someoneShare on LinkedIn

BogForum 2019

Fredag skydes landets største bogmesse BogForum 2019 i gang, og jeg er naturligvis på pletten i BellaCenter i København.

Som altid har jeg gennemlæst programmet, markeret hvilket forfattere jeg ikke vil gå glip af og forsøgt at få det hele til at gå op i en højere enhed, hvilket ikke er en let opgave når man helst ikke vil gå glip af noget og samtid altid kommer til at bruge størstedelen af tiden på at hilse på og få talt med en masse gode folk i og omkring bogbranchen – og desuden kun er der fredag og lørdag i år.

Det skal jeg se
Min førsteprioritet på BogForum er altid de udenlandske forfattere, da de danske er nemmere at se på andre tidspunkter i løbet af året. Desværre er der de senere år færre og færre af de store udenlandske navne, som i stedet er begyndt at dukke op til Louisiana Literature – men det er en anden snak.

En af de forfattere jeg absolut ikke vil gå glip af på BogForum i år er islandske Auđur Ava Ólafsdóttir. Jeg har læst tre af hendes romaner i år Ar, Stiklingen samt Svaner bliver ikke skilt, og de er alle fantastiske. Svenske Mattias Edvardsson som i august udkom med den fremragende spændingsroman En helt normal familie, glæder jeg mig også til at opleve.

Vi bliver ved de svenske for også Carolina Setterwall kigger forbi. Hun udkom i januar med sin selvbiografiske sorgbog Lad os håbe på det bedste, og Sara Stridsberg interviewes om hendes seneste roman Kærlighedens Antarktis.

En anden jeg vil stræbe efter at nå forbi er den berømte amerikanske Anders And-tegner Don Rosa. Hver dag er der mulighed for at 10 personer får en original signeret tegning af ham – det vil jeg helt vildt gerne, så vil gøre forsøget. Og mens vi er ved de dygtige tegnere, ja som kommer svenske Jan Lööf også forbi BogForum i år. Han har blandt andet bidraget til det nylig udkommet jubilæums hyldestalbum Valhalla i nye hænder – et overflødighedshorn af flotte tegninger af et hav af dygtige illustratorer. Jeg vil også gerne nå at høre den britiske tegneserieeksperten Michael Farr fortælle om Tintin og hans skaber Hergé.

De danske
Der er naturligvis også danske forfattere jeg gerne vil nå at opleve i mit tætpakkede 2-dagsprogram. Det er blandt andet Kristian Bang Foss som i september udgav den morsomme og tænksomme roman Frank vender hjem. Lotte Kaa Andersen som tidligere i år udkom med Syv sind, sidste bind i hendes trilogi. Peter Øvig Knudsen og Mikkel Frey Damgaard der begge er udkommet med stærke personlige bøger om henholdsvis sin mor og sin far. Samt Maren Uthaug der netop er udkommet med sin roman En lykkelig slutning. Plus mange mange flere.

Det bliver nogle travle dage i litteraturens tegn men jeg vil ikke undvære det. I år er det 24. gang jeg er til BogForum. Rigtig god fornøjelse til alle jer der deltager – håber vi ses i BellaCenter. Har du ikke mulighed for at være med i år, kan du følge med på min Instagramprofil @textgirl hvor jeg vil forsøge at vise glimt fra det jeg oplever derude.

Du må meget gerne dele...Share on FacebookTweet about this on TwitterEmail this to someoneShare on LinkedIn

Mattias Edvardsson: En helt normal familie

Mattias Edvardsson har med En helt normal familie, skrevet en medrivende spændingsroman, ja næsten en psykologisk thriller, om hvor langt en person er villig til at gå for at beskytte sine kære.

I et finere villakvarter lidt uden for Lund bor præsten Adam, advokaten Ulrika og deres 19-årige datter Stella som netop er blevet student og nu arbejde i H&M for at spare sammen til sin drømmerejse til Asien. På ydersiden en helt normal familie som lever et godt og harmonisk liv. Men det fine billede krakelerer hurtigt da en mand findes knivdræbt på en legeplads i byen. Et vidne har nemlig set Stella på gerningsstedet og hun bliver snart anholdt mistænkt for drab. Men hvorfor skulle en helt almindelig teenager slår en tilfældig forretningsmand ihjel?

Gennem tre spor med hver sin stemme af henholdsvis Adam, Stella og Ulrika, skrælles der lag efter lag af den pæne normale familie, der bag facaden lever et liv med løgne og selvbedrag. Vi kommer ind i hovedet på dem, men alligevel kan det nogle gange være svært at gennemskue om de taler sandt. Hver især synes de at have en skjult agenda.

Bogen er bygget op omkring et psykologisk spil med Stella og hendes påståede gerning som centrum for det hele. Som læser ved vi kun at Stella står anklaget – om hun er skyldig eller ej forbliver usikkert indtil de sidste sider.

Det er interessant at se hvordan forfatteren arbejder med fortællerperspektivet og hvordan historien svinger alt efter hvilken persons synsvinkel vi følger. Første spor er far Adam som løfter sløret for at de faktisk har haft visse problemer med Stella helt fra hun var lille. Både børnehaven og siden skolen var bekymrede og advarede forældrene. Det giver et billede af en 19-årig som måske ikke er så uventet i rollen som kriminel, men drab føles alligevel barskt.

Efterfølgende hører vi fra Stella. Hendes stemme virker ægte. Hendes liv er ikke et glansbillede. Hun ligner sandsynligvis de fleste andre piger i deres sidste teenageår og Mattias Edvardsson er skarp på detaljerne og fanger fint både sprog, holdning og opførelse. Afsluttende er det mor Ulrika. Advokaten. Hun giver igen et andet billede af Stella og det kræver en meget opmærksom læser at kunne stykke brikkerne sammen og finde ud af hvad der egentlig skete den skæbnesvangre nat og dagene efter.

En helt normal familie er ikke blot en virkelig god læseoplevelse der skiller sig ud fra andre spændingsromaner, den er også et virkeligt godt grundlag for en diskussion om forældreskab og familieliv.

En helt normal familie udkom den 22. august.

★★★★★

Du må meget gerne dele...Share on FacebookTweet about this on TwitterEmail this to someoneShare on LinkedIn

Filmanmeldelse: Ser du månen, Daniel

Ser du månen, Daniel er en yderst vellykket filmatisering af Puk Damsgårds Cavling-vindende bog af samme navn – en indsigtsfuld og menneskelig fortælling baseret på virkelige begivenheder.

Det er en af de mest spektakulære kidnapningssager i nyere tid der er centrum for historien. Den uge danske freelancefotograf Daniel Rye, bliver taget som gidsel i Syrien af terrororganisationen Islamisk Stat sammen med andre udlændinge blandt andet den amerikanske journalist James Foley, som siden blev henrettet foran hele verden.

Daniel Rye sidder til fange i 398 dage og i filmen følger vi Daniels kamp for at overleve i fangenskab, hans venskab med James Foley samt hvordan Daniels familie hjemme i Danmark kæmper den næsten håbløse kampfor at skaffe den skyhøje løsesum. Midt i krisen står den danske gidselforhandler Arthur, som får en afgørende rolle i befrielsen af Daniel.

Det synes næsten overflødigt at sige det, men jeg gør det alligevel. Det er ikke en let film. Det er barsk at se og det gør ondt som et spark i maven, fordi Ser du månen, Daniel er en vanvittigt god og realistisk film. Der er ikke sparet på tortur-scenerne, hvilket man kan diskuterer om er nødvendigt for at forstå rædslerne. Og så bliver afslutningen måske lidt for Hollywood-agtigt for nogles smag, men det er okay, for trods længden på knap 2,5 time, så jeg ikke på uret en eneste gang.

Esben Smed i rollen som Daniel Rye i “Ser du månen, Daniel”. Foto: Martin Dam Kristensen

Esben Smed er fremragende i rollen som Daniel Rye og det samme gælder Sofie Torp som hans storesøster Anita og Christiane Gjellerup Koch som Daniels mor Susanne. Niels Arden Oplev har instrueret med Anders W. Berthelsen som Co-instruktør som desuden også spiller rollen som gidselforhandleren Arthur. Det er ikke let at filmatiserer en roman og slet ikke når denne er baseret på virkelige hændelser, men Anders Thomas Jensen har skrevet et velfungerende og helstøbt manuskript, hvor man ikke mangler noget.

Det tager lidt tid at sunde sig (og tørre øjnene), når de sidste tekster ruller hen over lærredet – det er ganske enkelt en rigtig god filmoplevelse.

Ser du månen, Daniel har premiere over hele landet den 29. august.

★★★★★

Du må meget gerne dele...Share on FacebookTweet about this on TwitterEmail this to someoneShare on LinkedIn

Lauren Groff: Florida

Novellesamlingen Florida af Lauren Groff byder på elleve udsøgte fortællinger om mennesker tilsat Floridas hede, frygtindgydende orkaner og farlige dyreliv.

Lauren Groff slog igennem med sin tredje roman Skæbne og hævn (på dansk i 2016), som blev årets mest hypede bog og kåret til ”Årets bog” i hjemlandet USA i 2015, måske især fordi daværende præsident Barack Obama havde rost den til skyerne. Det var fortællingen om et ægteskab set fra både kvindens og mandens perspektiv.

Personligt synes jeg at Skæbne og hævn var udmattende at komme igennem. Men med novellesamlingen Florida viser Lauren Groff at hendes metaforiske, ordrige og til tider drænende skrivestil egner sig perfekt til det korte format.

I elleve noveller får vi små, men hårdtslående glimt af en række (især) unge kvinder og mødres indre liv, der er plaget af uorden, alkoholisme og lejlighedsvis fortvivlelse. Det er temaer som sorg, ensomhed, familie og raseri der præger fortællingerne, som ofte udspilles i Floridas ulidelige varme med rædselsvækkende orkaner, slanger og andet kryb.

”Jeg er på en eller anden måde gået hen og blevet en kvinde, der råber, og da jeg ikke vil være en kvinde, der råber, hvis små børn går omkring med stive, vagtsomme ansigter, har jeg fået for vane at binde mine løbesko efter aftensmaden og bevæge mig ud på de tusmørke gader for at gå en tur og lader så min ikke-råbende mand klæde drengene af, bade dem, læse og synge for dem og til sidst putte dem.”

Citatet er fra bogens første novelle Spøgelser og returgods. En historie om en kvinde der er begyndt at gå lange ture sent om aftenen for at dulme hendes nyerhvervede tilbøjelighed at råbe. Under hendes spadsereture observerer hun sine naboer gennem deres vinduer og afslører knivskarpt bidder af deres liv. Det er utroligt, så meget man kan lære ved at se på mennesker.

Af andre nævneværdige karakterer er to forladte børn, en ung kvindelig studine der bliver hjemløs, en mand der sidder fast i en kano, en rejsende der fanges i en storm samt en kvinde der kryber sammen under en orkan. Vejret får en særlig rolle i fortællingerne og slår næsten tonen an fra starten i alle historierne.

Florida er ikke en lys og let samling historier – tværtimod. Det er temmelig dystert men dog ikke uden humor. Lauren Groff skriver levende sætninger fulde af håndgribelige og foruroligende billeder der griber fat i læseren, og der er plads til eftertanker når sidste ord er skrevet. Det kan jeg rigtigt godt lide. Alt i alt er bogen en fornøjelse at læse og har du stadig ikke fået hul på at læse noveller (hvad venter du på?!) er Florida et rigtigt godt sted at begynde.

Florida udkommer i dag den 15. august.

★★★★☆

LÆS OGSÅ
Lauren Groff: Skæbne og hævn

Du må meget gerne dele...Share on FacebookTweet about this on TwitterEmail this to someoneShare on LinkedIn

Ian Rankin: Et hus af løgne

Et hus af løgne er endnu et pletskud fra Ian Rankin om hans aldrende politimand John Rebus.

Allerede fra de første bøger i serien om John Rebus, besluttede Ian Rankin sig for, at den fiktive tid skulle være lig med virkelig tid. Det var et klogt valg for det har dels gjort Rebus til en utrolig realistisk karakter og dels gjort at bøgerne er lige så meget krimier som socialrealistiske romaner om Skotlands udvikling fra 1980’erne frem til i dag.

I en gammel bil dybt inde i et skovområde tæt på Edinburgh, finder nogle drenge resterne af et lig i bagagerummet. Benene er spændt sammen med håndjern, som til forveksling ligner politiets standardmodel. Det viser sig at være en privatdetektiv som forsvandt i 2006 – en sag John Rebus var en del af og som aldrig blev opklaret. Der var for mange ubesvarede spørgsmål og anklager om inkompetence og mistanke om korruption lå som en mørk sky over sagen.

Siobhan Clarke bliver en del af det hold, som skal undersøge den oprindelige efterforskning, og der går naturligvis ikke længe før en sms tikker ind fra Rebus. For selv om han nu er ufrivillig pensionist med KOL, dårlig lever og en lille hund han går ture med på byens grønne område, er hans hukommelse god, hjernen stadig knivskarp og selvtilliden intakt.

Kun Rebus ved hvor sporerne i den gamle sag fører hen, og han er bevidst om at det kan føre til hans eget fald. Alligevel kan han ikke lade være med at blande sig og ved siden af klarer han også en sideløbende privat undersøgelse af en sag om en ung mand der har tilstået drabet på sin kæreste og så holder han naturligvis et skarpt øje med gangsterbossen Big Ger Cafferty, som han har et livslangt gråzone-forhold til.

Der er en grund til at Ian Rankin af en af verdens bedste krimiforfattere. Han får det til at virke så ubesværet. Historien er fængende, sproget flyder let og alt i alt er det en rigtig god læseoplevelse der, som jeg nævnte tidligere, ikke blot er en god krimi men også et fantastisk billede af Edinburgh og Skotland.

Det er ingen hemmelighed at jeg er stor fan af John Rebus-serien og jeg har læst alle bøgerne (inkl. afstikkerne hvor Malcolm Fox har hovedrollen). Jeg vil varmt anbefale at man læser hele serien, men man kan godt læse bøgerne enkeltstående.

Et hus af løgne udkom i marts 2019.

★★★★☆

LÆS OGSÅ
Ian Rankin: Gamle fjender
Ian Rankin: Vilde køtere

Læs mit interview Ansigt til ansigt med Ian Rankin fra 2015

Du må meget gerne dele...Share on FacebookTweet about this on TwitterEmail this to someoneShare on LinkedIn

Bøger jeg har læst i år – en halvårlig status

Forleden dag sad jeg og kiggede ned over listen af bøger jeg har læst i år (ja, jeg skriver dem ned ellers kan jeg ikke huske det) og opdagede, at det dels allerede var blevet til en del og dels, at der har været rigtig meget lystlæsning i år.

Det kan lyde lidt mærkeligt, at alt jeg læser ikke er lystlæsning – for naturligvis har jeg lyst til at læse alle bøgerne, men i år har jeg læst flere bøger som jeg ikke nødvendigvis skriver en anmeldelse af. Jeg har blandt andet genlæst mange af Dan Turélls krimier om den navnløse journalist og flere bøger som jeg har fået anbefalet eller flere har nævnt.

Det er indtil videre blevet til 43 færdiglæste bøger. Derudover har jeg helt opgivet at læse fire bøger færdigt (jeg skal nok sige hvilke senere), og så er der en håndfuld jeg er begyndt på, men som jeg stadig ikke har læst færdig.

BØGER JEG HAR LÆST I ÅR (i den rækkefølge jeg har læst dem)
Anne Mette Hancock: Mercedessnittet
Katrine Engberg: Krokodillevogteren
Katrine Engberg: Blodmåne
Katrine Engberg: Glasvinge
Agnes Martin-Lugano: Lykkelige mennesker læser og drikker kaffe
Carolina Setterwall: Lad os håbe på det bedste
Jakob Melander: Fjenden iblandt os
Sara Paborn: En hustrus hævn
Mads Peder Nordbo: Pigen uden hud
Mads Peder Nordbo: Kold angst
Karen Fastrup: Hungerhjerte
Dan Turéll: Mord i myldretiden
Thomas Korsgaard: Hvis der skulle komme et menneske forbi
Erlend Loe: Status
Lotte Kaa Andersen: Syv sind
Lars Kjædegaard: Det der er værre
Cathrine Ryan Howard: Dødelig løgn
Ian Rankin: Et hus af løgne
Geir Gulliksen: Se på os nu
Jens Christian Grøndahl: Inde fra stormen
Kristin Roupenian: Kattemenneske
A.J. Finn: Kvinden i vinduet
Dan Turéll: Mord i september
Dorthe Nors: Kort over Canada
Lena Andersson: Sveas søn
Mathilde Walther-Clark: Gips
Dan Turéll: Mord på møntvaskeriet
Sally Rooney: Normale mennesker
Ane Riel: Harpiks
Jonas Hassen Khemiri: Farklausulen
Anne Mette Kirk: Knust
Marcus Winther-John: 16 tømmermænd
Dan Turéll: Mord i rendestenen
Dan Turéll: Mord på medierne
Helle Helle: Noveller
Stine Pilgaard: Min mor siger
Liane Moriarty: Et fængslende møde
Hallgrimur Helgason: Lejemorderens guide til et smukt hjem
Dan Turéll: Mord i mørket
Per Petterson: Jeg forbandet tidens flod
Kim Fupz Aakeson: Bådens navn

Der har været flere gode imellem dem men også en del middelmådige 3-stjernes-bøger. Og så har der været nogle enkelte som har skuffet mig. Jeg har anmeldt nogle enkelte af dem (klik på linket for at læse anmeldelsen) og jeg skal nok anmelde nogle flere af dem efterhånden.

Og så til de fire bøger jeg efter ca. 100 siders læsning lagde fra mig igen fordi mit liv er for kort til at kæmpe mig igennem dårlige bøger, når der er masser af andre der venter på at blive læst.

Stefan Ahnhem: Motiv X
– Jeg har været begejstret for de første bøger i Ahnhems krimiserie om Fabian Risk, men denne gang måtte jeg give op. Det var simpelthen for kedeligt. Men jeg anbefaler gerne hans bøger Offer uden ansigt, Den niende grav og Atten grader minus.

Vigdis Hjort: Arv og miljø
– Der var rigtig megen snak om denne bog da den udkom, ikke mindst i forfatterens hjemland Norge, for den skabte heftig diskussion. Flere anbefalede den til mig med ordene “fantastisk” og “virkelig god”, men jeg blev slet ikke fanget og da jeg havde kæmpet mig igennem knap 100 sider, kastede jeg håndklædet i ringen.

Harriet Tyce: Bitter frugt
– Jeg fik bogen tilsendt fra forlaget som en overraskelse og bagsideteksten fik den til at lyde spændende. Min tålmodighed blev virkelig sat på prøve og til sidst gav jeg op.

Renée Knight: Enhver lighed
– Igen en bog jeg fik tilsendt fra forlaget som en overraskelse. Havde ikke hørt om den men blev nysgerrig efter at have læst lidt om den. Desværre var tempoet dræbende langsomt og handlingen ikke videre interessant.

FERIELÆSNING

I morgen tager jeg på en uges afslappende ferie og med mig tager jeg følgende bøger.

Lisa Halliday: Asymmestri
– Jeg startede på bogen sidste år kort før den udkom i februar, men gik fuldstændig død i den. Flere synes den er vældig god, så jeg tænker at den skal have en chance mere. Da jeg skriv det på Instagram i går, opdagede jeg dog at der er andre end bare mig, der har haft det lidt svært med den. Nu må vi se hvor langt jeg kommer eller om den igen får dødsstødet.

Hallgrimur Helgason: Kvinden ved 1000˚
– Har hørt fra flere at bogen skulle være helt fantastisk, så den glæder jeg mig til.

Auđur Ava Ólafsdóttir: Ar
– Endnu en bog jeg har hørt meget godt om

Jeg har dem med mig som lydbøger, så fylder de ikke i tasken, men regner også med at jeg sikkert finder et par bøger i nogle af de mange gode genbrugsbutikker (Kirkens Korshær, Kræftens Bekæmpelse, Danmission) der er, der hvor jeg skal hen – sidst fandt jeg fx Gabriel García Márquez’ Hundrede års ensomhed til bare 5 kr. Herligt!

Hvordan har jeres læseår været indtil videre og hvilke bøger skal med på ferie? Rigtig dejlig sommer til jer alle.

Du må meget gerne dele...Share on FacebookTweet about this on TwitterEmail this to someoneShare on LinkedIn