Reolpoesi

Karl Lagerfelds helt fantastisk bibliotek i hans studio i Paris. Foto via bookshelfporn.com

Karl Lagerfelds helt fantastisk bibliotek i hans studio i Paris. Reolpoesi på højt plan. Foto via bookshelfporn.com

Reolpoesi er noget de fleste bognørder kan bruge lang tid på – både hjemme hos sig selv og hos andre. Det er næsten som at være forelsket, hvor hjertet slår en ekstra gang hver gang man ser sin udkårne. Sådan kan man også få det, når man ser en flot og fyldt bogreol – jeg kan i hvert fald.

Hvordan opbevarer du dine bøger derhjemme? I en reol, åbne hylder, stakke rundt omkring, hvor der nu lige er plads til det? Og hvordan inddeler du dem? Klassisk og praktisk i alfabetisk orden (min favorit)? Efter genre eller forlag? Eller farvekoordineret (min yndlings aversion)? Eller står de bare helt tilfældigt uden system? Indrømmer, at jeg godt kan blive lidt svimmel ved tanken om det sidste – man er vel nørd.

via-bookshelfporn-com

Farveordnede bogreoler kan se flotte ud, men det går imod mit stærke bognørdgen, for hvordan finder man den bog man skal bruge? Foto via bookshelfporn.com

Når jeg besøger nogen for første gang, er det altid bøgerne i hjemmet der fanger min opmærksomhed først. Man kan sige meget om mennesker ud fra hvilke bøger de har i reolen, og hvordan de sorterer bøgerne. Fx findes der dem, som har en masse smukke gamle bøger stående som en del af deres indretning – man ved at bøgerne ikke bliver læst i. Jeg har også oplevet dem som har ”de helt rigtige” bøger stående, for at give indtryk af at man er belæst, men som afsløres når man forsøger at tale om enkelte af bøgerne. Og så er der dem, hvor man kan tilbringe lang tid foran reolen, gå på opdagelse i titlerne, hive bøger ud og finde markeringer af særlige passager eller små noter hist og pist i margen, og et menneske ved siden af der bliver ved med at give tips til, hvilke af bøgerne der er gode og tilbyde at man låner den ene efter den anden bog. Herligt!

Mine overfyldte boghylder hjemme i stuen. Foto: Mette Camilla Melgaard

Mine overfyldte boghylder hjemme i stuen. Foto: Mette Camilla Melgaard

Dette er mine boghylder hjemme i stuen. Hylderne er speciallavet af en tømrer og er 2,75 meter lange. Bøgerne står i alfabetisk orden – ellers er det håbløst at finde den bog jeg lige står og mangler. Som I kan se er jeg for længst løbet tør for plads og må med mellemrum sortere i bøgerne og hive titler ned, som jeg ikke regner med at komme til at læse igen. Jeg kan ikke smide bøger ud, vil hellere have at andre skal have glæde af dem. Derfor forærer jeg bøgerne væk til venner og familie, tager dem med til bogbytte dag på biblioteket eller giver dem til velgørende projekter som fx Læs for livet, Danner eller Reden i København.

Elsker man bøger, er det næsten umuligt ikke også at opsøge biblioteker når man befinder sig i andre lande. Jeg kommer meget i Stockholm og elsker at tage forbi både Kungliga biblioteket samt Stockholms Stadsbibliotek – begge er et besøg værd, hvis du er i byen. Billedet herunder er fra Stadtbibliothek Stuttgart. Min gode ven Jesper sendte billedet til mig i et ferie-SMS og det går jo lige i hjertet på en bognørd. Det ser fantastisk ud!

hovedbiblioteket-i-stuttgart

Hovedbiblioteket i Stuttgart. Foto: Jesper Lauridsen

Boghandler og antikvariater er også steder jeg opsøger i både ind- og udland. Jeg har nogle favoritter, hvor jeg kommer igen og igen. I København er det især Boghallen og Thiemers Magasin jeg besøger, når jeg er på jagt efter nye bøger. Mit yndlingsantikvariat er Rönnells i Stockholm, som jeg tidligere har skrevet en artikel om. Har du tips til gode steder, må du meget gerne dele dem i kommentarfeltet.

Jeg ville kunne bruge timevis i La Devagar boghandlen i Lissabon, Portugal. Foto via bookshelfporn.com

Mere reolpoesi. Jeg ville kunne bruge timevis i La Devagar boghandlen i Lissabon, Portugal. Foto via bookshelfporn.com

Kan du lige som mig heller ikke få nok af at kigge på smukke bogreoler, så tjek websitet bookshelfporn.com.

Du må meget gerne dele...Share on FacebookTweet about this on TwitterEmail this to someoneShare on LinkedIn

Ebba Witt-Brattström: Århundredets kærlighedskrig

Aarhundredes kaerlighedskrigÅrhundredets kærlighedskrig, er en skilsmisseroman – et ægteskabs dødsdans. Men det er også en belysning af, hvor dårlige kår ligestillingen har det i tosomheden anno 2016 når dørene lukkes. Det er godt. Det er alvorligt godt!

Handling: To navnløse intellektuelle – Hun arbejder i Ligestillingsministeriet, Han har en topstilling i en styrelse. Et livslangt ægteskab, hvor de engang elskede hinanden. To forskellige opfattelser af kærlighed bliver til en langvarig krig, hvor ordene til sidst løber ud.

Romanens form og til dels indhold, er tydeligt inspireret af August Strindbergs Dødsdansen og Märta Tikkanens selvbiografiske ægteskabsskildring Århundredes kærlighedseventyr – bogen er da også dedikeret til dem begge. Gennem dialog følger vi kløften mellem ”hun” og ”han” blive afgrundsdyb.

”Han sagde:
Kvindens opgave er at være
solen og varmen i mandens liv.
Det pludselige vejrskifte
i mit ægteskab er mig en gåde.

Hvor blev solen af?

Hun sagde:
Solformørkelsen indtrådte
som følge af
atmosfæreforgiftning.”

Litteraturprofessor Ebba Witt-Brattström har skrevet flere fag- og debatbøger og har siden ungdommen været politisk engageret med feministisk fortegn. Århundredets kærlighedskrig er hendes skønlitterære debut, og skabte mange overskrifter hjemme i Sverige allerede inden romanen kom på gaden. Grunden til balladen var den mindre pæne og meget offentlige skilsmisse fra den tidligere sekretær ved Svenska Akademien, forfatter Horace Engdahl, som hun var gift med i 25 år, og som medierne mente bogen handlede om. Og da hun selv har kaldt bogen for ”et posttraumatisk bearbejdningsprojekt”, er det jo en nærliggende teori.

Det er måske ikke forfatterens eget liv der er inspirationskilden, egentlig er det uden betydning, for Ebba Witt-Brattström skildrer mange kvinders virkelighed i historien om et forhold i opløsning, hvor kærligheden bliver til skuffelse og måske ligefrem had. Samtidig er det en historie om en kvinde der er blevet udsat for overgreb af både psykisk og fysik karakter. Man fatter sympati for romanens kvindelige stemme som er skarp, klog, sarkastisk, indsigtsfuld og tilmed forstående med mellemrum, hvorimod han er opblæst og ofte aggressiv – et rigtigt svin, hvis jeg skal sige det lige ud.

Sproget, rytmen, vreden og sorgen findes i ordene og de mærkes og genkendes, også selv om jeg aldrig har levet i et voldeligt forhold med en selvoptaget mand, hvis syn på kvinder virker som et levn fra 1800-tallet. Jeg slugte bogen på få timer og den sidder stadig i mig.

Århundredets kærlighedskrig udkommer i dag den 16. september.

★★★★★


RELATERET LINK

Læs min anmeldelse af Horace Engdahls “modsvar” til ekskonens roman, Den sidste gris.

Du må meget gerne dele...Share on FacebookTweet about this on TwitterEmail this to someoneShare on LinkedIn

Agnete Braad: En anden kvinde end mig

en-anden-kvinde-en-migDebutromanen om sin mors sygdom og død berørte mange, men denne gang giver Agnete Braad os en lidt forvirrende fortælling om en kvinde, der ikke helt kan finde sit eget ståsted i livet. Den er hurtigt læst og desværre lige så hurtigt glemt.

Handling: Den knapt 40-årige kunsthistoriker Julie er flyttet i ny lejlighed efter et endt forhold med sin mangeårige kæreste, den livsforskrækkede filosof Rune. Rune er allerede videre med en ny kæreste. Julie derimod bliver bolleven med sin gifte genbo, arbejder på et kunstgalleri og skriver på en ph.d. ansøgning. Hun vil forske i hvorfor moderne kunst absolut skal involvere publikum. Hun undrer sig også over, hvorfor mennesker i det hele taget konstant involverer sig med hinanden. Til en fest nytårsaften møder hun den tilsyneladende perfekte mand Mark, og pludselig er der udsigt til alt det hun drømte om at få sammen med Rune. Men vil hun egentlig have det?

”Og jeg nikker og skåler, selv om jeg ikke er enig. Der er ikke så mange måder at gøre det på, når jeg er involveret. Der er kun én måde, og det er en andens måde. Marks måde, Runes måde, Mads’ betingelser. Jeg antager den andens form, jeg er alt for tilpasningsdygtig, som en fisk, der skifter farve efter miljø og sammenhæng.”

Jeg kan lige så godt indrømme det med det samme. Jeg blev møgirriteret på hovedpersonen Julie og havde lyst til at ruske hende, for hold nu op, hvor er hun et skvat. Stort set alt der sker omkring hende er på andres initiativ. ”Du er jo teoretiker. Du har svært ved at handle.” siger drømmemanden Mark så rigtigt. Hun er for meget i sit hoved og for lidt i sit liv.

Hun kan ikke helt finde ud af hvad hun vil i det lange løb. Lige nu og her vil hun have hed sex med sin gifte genbo Mads. Det virker ukompliceret og så alligevel ikke, når hun ser hans kone og tvillinger i gården. Hun ville have et familieliv med Rune og så alligevel ikke, og hun bliver ganske overrasket, ja næsten harm, da Rune får ny kæreste, køkkenø og baby, for han kunne ikke finde ud af noget, mens han var sammen med Julie.

Da Julie møder den tilsyneladende perfekte mand, Mark, vil hun i første omgang gerne have ham, men da muligheden for et fælles liv med ham viser sig, ved hun igen ikke, om det er det hun ønsker. Det irriterende er, at hun hele tiden modsiger sig selv. Fx da hun møder en dame på bænken i Landbohøjskolens have, til hende fortæller Julie, at hendes mand og to børn er ude og rejse, men at hun selv havde noget arbejde der skal færdiggøres. En løgn om et liv hun drømmer om at have, men som hun alligevel ikke vil have, når muligheden byder sig.

Forlaget lokker i deres pressemateriale med at bogen er en kombination af Sex and The City og Svend Brinkmann – det kan jeg slet ikke se, og jeg har svært ved at gennemskue, hvad det er Agnete Braad vil udtrykke med historien. Er det et forsøg på at sige, at det er okay at gå mod normerne for et helt almindeligt liv? Jeg er ærligt talt forvirret.

En anden kvinde en mig udkommer i dag den 15. september.

★★★☆☆

Du må meget gerne dele...Share on FacebookTweet about this on TwitterEmail this to someoneShare on LinkedIn

Filmanmeldelse: Lyset i havet

Michael Fassbender og Alicia Vikander som Tom og Isabel i Lyset i havet. Foto via Nordisk Film.

Michael Fassbender og Alicia Vikander som Tom og Isabel i Lyset i havet. Foto via Nordisk Film Distribution.

Du opfordres til at medbringe Kleenex, hvis du bevæger dig ind i biografens mørke for at se filmatiseringen af M.L. Stedmans succesfulde debutroman Lyset i havet – som du kan vinde et eksemplar af (se nederst). Instruktøren Derek Gianfranco (bl.a. The Place Beyond the Pines, 2012) har taget alle tricks i brug for at få din underlæbe til at bævre og tårerne til at springe frem.

Handling: Krigsveteranen Tom Sherbourne martres af sine rædselsvækkende oplevelser under 1. Verdenskrig. Tilbage i Australien får han arbejde som fyrpasser på en vejrbidt øde ø på vestkysten, hvor dagligdagen består af pligter udført i ensomhed til lyden og synet af et oprørt hav. Ved sin ansættelse møder han den smukke Isabel, der selv er i dyb sorg over tabet af sine to brødre i samme krig. Deres brevudveksling bliver til kærlighed og snart bliver de gift og Isabel flytter med til øen. Kærligheden spirer og Isabel bliver gravid, men tragedien rammer og de mister barnet. Da hun igen bliver gravid bliver håbet tændt, men igen mister de barnet og Isabels sorg bliver til en depression der truer med at koste hende forstanden. Redningen bliver en lille robåd der driver i land på øen med en død mand om bord og et skrigende spædbarn. De melder ikke deres fund og tager den lille pige til sig som deres egen datter. Men Tom plages af dårlig samvittighed over deres handling – ikke mindst da han ser kvinden Hannah i stor sorg over tabet af hendes mand og deres lille datter.

Det er universelle emner som kærlighed, skæbne og moralske dilemmaer der fylder historien om Tom, Isabel og Hannah – stærkt og dybfølt spillet af Michael Fassbender, Alicia Vikander og Rachel Weisz.

Vi er med hele vejen for at få svaret på, hvor langt et elskende par vil gå for at få deres smertefulde drømme opfyldt. Og hvilke konsekvenser deres valg får. Tempoet er langsomt, næsten drømmende i første del af filmen indtil Tom ser kvinden Hannah knæle ved sin forsvundne mand og datters grav. Derefter skifter filmen karakter. Fortryllelsen hæves og virkeligheden banker på.

Der bliver grædt utroligt meget på lærredet. Understøttet af de smukke billeder med et blødt lys over sig, og musikken der øger stemningen sammen med den evige lyd af blæsevejr, er det en skamløs sentimental og sukkersød film. Det kræver en sød tand, at kunne sluge filmen uden kvalme, og jeg må indrømme, at jeg ikke blev ramt i hjertekulen som visse andre af mine anmelderkolleger, som diskret duppede øjnene, da lyst blev tændt efter visningen.

Lyset i havet har premiere i dag den 8. september.

★★★☆☆

Lyset i havetVIND BOGEN BAG FILMEN
Lyset i havet er baseret på M.L. Stedmans roman af samme navn og den har du mulighed for at vinde. Alt du skal gøre er at svare på følgende spørgsmål senest den søndag den 11. september:

Hvem spiller rollen som Tom i filmatiseringen?

Skriv dit svar i kommentarfeltet. Vær opmærksom på, at der kan gå noget tid inden du kan se dit svar online.

Vinderen offentliggøres på KulturXpressens Facebook-side mandag den 12. september, så husk at tjekke om du er den heldige.

Tak til forlaget Turbulenz for at sponsere et eksemplar af bogen til konkurrencen.

 

Du må meget gerne dele...Share on FacebookTweet about this on TwitterEmail this to someoneShare on LinkedIn

Emma Cline: Pigerne

Pigerne27-årige Emma Clines debutroman Pigerne, der er inspireret af historien om Charles Manson og de mord han fik sine kvindelige følgere til at begå i slutningen af 1960’erne, har været på alles læber denne sommer – ikke blot på grund af den velfortalte historie men lige så meget på grund af hendes forlagsaftale på godt 2 millioner dollars.

Handling: Sommeren 1969 er for altid skåret ind i Evie Boyds hukommelse. 14 år og ulykkelig søger hun væk fra skilsmissehjemmet hvor hippie-moren er mere optaget af sine skiftende kærester end af sin datter. Draget af den smukke og gådefulde Suzanne, søger Evie tilflugt hos hende og gruppen af forhutlede piger i et kultlignende kollektiv, hvis midtpunkt er den karismatiske leder Russell, hvis narcissisme og mislykkede musikalske ambitioner, minder om Manson. Pigernes aura af frihed og farlig vildskab drager Evie, men det får katastrofale konsekvenser.

”Somme tider længtes jeg så inderligt efter at nogen skulle røre ved mig at jeg blev hudløs af længsel. Jeg så det samme i Suzanne der løftede hovedet som et dyr der får færten af mad, hver gang Russell nærmede sig.”

Evie Boyd fortæller sin historie som voksen, næsten uskadt til trods for at hun kun ved et tilfælde ikke deltog i de berømte mord. Den midaldrende Evie er arbejdsløs og har lånt en vens hus for at komme sig over endnu et forlist forhold. Helt uventet dukker vennens søn og dennes kæreste op i huset. De er fascineret af Evies fortid og som læser tilbringer vi det meste af romanen nedsænket i hendes fortælling om oplevelsen af sommeren 1969.

Det er fascination og kærlighed til den magnetiske, mørkhårede pige, Suzanne (der leder tankerne hen på Manson-familiens Susan ”Sexy Sadie” Atkins), der får Evie til at tilslutte sig gruppen. Hun er en velkendt teenagetype – usikker, drivende og desperat efter opmærksomhed og kærlighed, hvilket gør hende til et let offer, og snart stjæler hun penge fra sin mor og naboerne til at hjælpe med at finansiere Russell og hans følge.

Pigerne er en trancelignende ophobning af intense unge følelser og nærsynet indtryk. Kender man historien om Manson-familien og mordet på Sharon Tate, ved man hvad der er i vente. Men selv om det er disse hændelser der driver historien frem, handler bogen mere om pigeliv og pigers søgen efter at bliver accepteret og elsker, end om de blodige mord. Forfatteren antyder at pigeliv er lig med rutinemæssig vanrøgt, udnyttelse og seksuelt overgreb og at det ikke har ændret sig gennem årene. ”Jeg vidste at blot dette at være en pige i verden handikappede ens evne til at tro på sig selv.”

Emma Cline skriver medrivende og teksten er fyldt med sproglige blomster. Det fungerer fint at lade den ældre Evie se tilbage på sit 14-årige jeg, og skildringen af det forhutlede hippieliv i kulten er overbevisende beskrevet. Derimod savner jeg mere tyngde i beskrivelsen af Russell – hans enorme tiltrækningskraft og magt over pigerne virker utroværdig. Alt i alt er det en stærk debut og det skal blive spændende at følge forfatterskabet.

Pigerne udkom den 1. september.

★★★★☆

Du må meget gerne dele...Share on FacebookTweet about this on TwitterEmail this to someoneShare on LinkedIn

Litteraturens seje kvinder

Gode bøger er ofte gode fordi de har interessante personer med i historien. Nogle af dem kan kan genkende dele af sig selv i, andre er så langt fra det man selv er, at det i sig selv er spændende og så er der de karakterer, hvor man ville ønske at man kunne være lidt lige som dem – måske bare en snert af det man virkelig beundre ved dem.

Som barn ville jeg gerne være som Pippi Langstrømpe – det vil jeg faktisk stadig gerne. Jeg mener, hvem vil ikke gerne være verdens stærkeste pige og altid tro på at man sagtens kan finde ud af noget, selv om man aldrig har prøvet det før? Sådan er Pippi, og det synes jeg er ret sejt.

Forleden dag fik det mig til at tænke på hvilke andre seje piger/kvinder der findes i litteraturen. Der er heldigvis rigtig mange – her er mit bud på ti af litteraturens seje kvinder.

Litteraturens seje kvinder

Hvilket andre kvinder i litteraturen synes du fortjener at komme på listen?

Du må meget gerne dele...Share on FacebookTweet about this on TwitterEmail this to someoneShare on LinkedIn

Ditte Ingemann: Vegatar

VegetarJeg har været vegetar siden slutningen af 1980’erne, derfor føler jeg mig ganske kompetent til at se nærmere på Vegetar – en ny kogebog af Ditte Ingemann som bl.a. er kendt for madbloggen The Food Club.

Den godt 300 sider Vegetar byder på 140 grønne hverdagsopskrifter i kategorierne Morgenmad, Salater, Supper og gryderetter, Snacks, Kager og desserter samt to lidt udefinerbare som i bogen kaldes Fyld fadeburet op samt Grønne hverdagsretter. Derudover er der tips til basisvarer som er gode at have på lager.

Bogen er i god papirkvalitet med stift omslag og fyldt med lækre fotos – alt sammen noget jeg forventer af en kogebog. De fleste af opskrifterne er udviklet til 2-4 personer, og de er ganske pædagogisk skrevet, så selv nybegyndere kan følge med.

Når man som jeg, har været vegetar i snart 30 år, ja så er man altid på udkig efter ny inspiration og idéer til retter med masser af smag og fylde. De sidste fem år er der kommet flere og flere kogebøger og madblogs der har fokus på vegetarisk og vegansk mad, hvilket er herligt, men desværre ligner de også hinanden utroligt meget.

Såkaldte superfoods, som vi gamle hippier har kendt til i årevis, har nu sneget sig ind i hverdagskosten hos især ”de unge og smarte”, og man kan dagligt se top stylede smoothie bowls med bipollen og acai samt smukt arrangerede avocadomadder på Instagram til overflod.

Jeg havde håbet, at Vegetar ville komme med noget nyt og turde skille sig ud fra mængden, men hvis du i forvejen følger et par madblogs og kigger i andre kogebøger, ja så er der ikke meget nyt under grønkålen – desværre – hverken i opskrifterne eller præsentationen.

Min største hurdle er ganske personlig, for jeg er ikke blot vegetar, jeg er også nøddeallergiker, og på det punkt fungerer bogen slet ikke. Cirka 90 procent af opskrifterne har en eller anden form for nødder eller mandler i sig, og ja, nødder kan være en god kilde til proteiner og gode olier, men vi er rigtig mange (også vegetarer), som ikke kan tåle nødder, så det ville være fantastisk, hvis der kom en vegetarisk kogebog på markedet, som ikke havde fokus på nødder eller som i det mindste gav gode tips til alternativer i opskrifterne. Den idé er hermed givet videre.

Vegetar udkommer i dag den 1. september.

★★★☆☆

Du må meget gerne dele...Share on FacebookTweet about this on TwitterEmail this to someoneShare on LinkedIn

Linn Ullmann: De urolige

De uroligeDe urolige er en semi-selvbiografisk kærlighedsroman. Linn Ullmann skriver levende og fint om kærligheden til sine berømte forældre; den norske filmstjerne Liv Ullmann og den svenske instruktør Ingmar Bergman, om forældrenes livslange venskab og om kærligheden til et sted – Bergmans elskede ejendom Hammars på Fårö.

”Egentlig tror jeg at jeg har sørget over mine forældre hele livet […] jeg ved ikke helt hvem jeg var for dem.”

Linn Ullmann (som egentlig hedder Karin Beate) var blot tre år gammel, da forældrene ikke kunne finde ud af at leve sammen mere. Hun flyttede med sin mor fra Fårö først til Oslo, sidenhen til USA og så tilbage til Oslo. Men barndomssomrene tilbragte hun ofte hos sin far på Fårö. To år før farens død planlagde de at skrive en bog sammen. De indledende samtale var begyndt, men de nåede ikke i mål inden Bergmans død i 2007. Gennem fotografier, breve, papirlapper med notater, båndoptagelser med sin far og hendes egne minder, har Linn Ullmann klippet og klistret sin egen enestående fortælling sammen om en pige, der ikke kunne vente med at blive voksen. Om hendes voldsomme savn efter sin mor og om sin fars dødsleje. I bogen skriver hun:

”Jeg ville se hvad der skete hvis jeg lod os vokse frem i en bog som om vi ikke hørte hjemme andre steder. […] Jeg husker det der skete, jeg tror jeg husker det der skete, men noget har jeg sikkert fundet på […]”

Det er en meget afslørende roman om tre urolige mennesker. Den ofte fraværende ”venindemor”, hvis nerver krøller sig. Datteren der er så bekymret og urolig for moren så snart hun rejser, at hun hyler i timevis, hvis ikke moren ringer på det aftalte tidspunkt, og ikke mindst faren, som er fyldt med neuroser, glad for regler og punktlighed og urolig for alt han ikke selv har kontrol over.

De urolige er let læst, men ikke let at læse, for det er en hjerteskærende og på sin vis barsk fortælling om to voksne mennesker, som har nok i sig selv og deres kunst. Liv Ullmann rejser i lange perioder væk fra datteren for at indspille film, spille teater eller blot leve sit eget liv. For Ingmar Bergman, (som havde ni børn med fem forskellige kvinder), er børnene ikke det vigtigste for ham, skriver Ullmann om oplevelsen efter halvbroderen Jans død.

”[…] hvis jeg mistede et barn, ville fortvivle være for svagt et ord. Sønderknust også. Jeg forestiller mig at jeg ikke havde kunne forsætte. Det kunne han. Jan døde, og han fortsatte.”

Teksten er legende og dynamisk med forskellige tidsaspekter og skiftende synsvinkler; jeg, pigen, hun, og der flettes dialogbrudstykker af samlerne mellem datter og far ind hist og pist. Det er en utrolig velskrevet og rørende roman fyldt med kærlighed.

De urolige er nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris, som uddeles den 1. november i København. Den udkom på dansk den 18. august.

★★★★★

Du må meget gerne dele...Share on FacebookTweet about this on TwitterEmail this to someoneShare on LinkedIn

Forfatterens skrivebord – Lotte Kirkeby

ARTIKEL: Forfatterens skrivebord er en artikelserie, hvor jeg besøger en forfatter til en snak om deres skriveproces, hvad der inspirerer dem i deres arbejde, og ikke mindst hvor de skriver deres bøger.

Der dufter af nylavet kaffe og kanelsnegle i køkkenet på Østerbro hos Lotte Kirkeby. Hun debuterede tidligere på året til gode anmeldelser med novellesamlingen Jubilæum, og jeg har længe været nysgerrig efter at høre, hvordan hun kom i gang med at skrive fiktion, og hvorfor valget faldt på noveller.

Lotte Kirkeby debuterede i år med novellesamlingen Jubilæum. Foto: Mette Camilla Melgaard

Lotte Kirkeby debuterede i år med novellesamlingen Jubilæum. Foto: Mette Camilla Melgaard

Vi mødes to dage før min sommerferie, et tidspunkt hvor alle andre så småt er begyndt at vende tilbage til hverdagen, og det gælder også hos Lotte Kirkeby. Hendes mand er tilbage på jobbet, tvillingerne er startet i skole igen, og Lotte, der arbejder hjemmefra, er i fuld gang med en stor oversættelsesopgave. Kun den ældste søn har stadig et par dovne dage, inden han begynder på gymnasiet, men det er ikke svært at regne ud, at hverdagslivet her på matriklen er præget af mange aktiviteter.

Hun kalder sig selv for formiddagsforfatter, for det, hun tjener penge på, er arbejdet som journalist, oversætter, anmelder og konsulent. At Lotte Kirkeby overhovedet begyndte at skrive skønlitterært har været mange år undervejs, for selv om hun altid har læst meget, gik hun ikke rundt med forfatterdrømme som barn og skrev heller ikke fiktion. Alligevel er der dog hints hist og pist til drømmen om at skrive, når hun ser tilbage på de helt unge år.

– Da jeg var 19 år, var jeg på en tur til England. Jeg kom hjem med en masse bøger, og mange af dem var faktisk om journalistik. Men jeg turde ikke rigtigt gå til optagelse på Journalisthøjskolen, så jeg begyndte i stedet at læse litteraturhistorie på universitetet.

Sidenhen blev hun forlagsredaktør og fandt ud af, at hun rigtigt godt kunne lide at skrive bagsidetekster og salgstekster, så hun søgte væk og blev redaktionssekretær på fagbladet Journalisten. Efterhånden skrev hun mere og mere og blev også medforfatter på nogle fagbøger. Men fiktionen lod vente på sig.

– At være forlagsredaktør og gerne vil skrive er en kliché og lidt patetisk, og når man så samtidig er 46 år. Jeg synes, det var meget svært at springe ud i det, det ville være nemmere at sige, at jeg ville begynde til ridning. Men så lavede jeg et nytårsforsæt med en veninde om, at jeg ville begynde at skrive, og så meldte jeg mig på et skrivekursus. På det tidspunkt havde jeg aldrig skrevet en færdig tekst, så det var ret vildt at sidde på et kursus og sige, at man gerne vil skrive. Men jeg tror ikke, at jeg var kommet i gang, hvis ikke jeg havde formaliseret det. Der var faktisk nogle på kurset, som ikke engang havde fortalt deres mand, at de gik der. Jeg tror, folk generelt har det lidt svært ved at sige det højt. Så jeg tror, det var et meget velfortrængt ønske, som nu kom frem. Men det har jo ikke været sådan, at jeg ikke kunne lade være med at skrive, sådan er der jo nogle, der har det, men det kunne jeg tydeligvis godt, siger Lotte Kirkeby og griner.

At hendes første skønlitterære udgivelse blev noveller var lidt tilfældigt. På skrivekurset blev der skrevet korte tekster, og efterhånden syntes hun, at det sad nogenlunde i hænderne på hende, så hun fortsatte.

– De første noveller kom ret hurtigt. Jeg tror, de har ligget indeni længe. Men det er ikke sådan, at jeg tænker, at jeg er novelleforfatter for evigt. Sådan er det slet ikke. Det blev bare født ind i den form.

Novelleformen gjorde, at hun nogenlunde hurtigt blev færdig med sine tekster. Men det, der til at begynde med havde været positivt blev, efterhånden som hun skrev flere og flere noveller, hårdt arbejde.

– Jeg skrev flere noveller, som ikke kom med i samlingen, og efterhånden orkede jeg bare ikke at lære flere mennesker at kende og skrive mig ind i flere universer. Og den frustration, man kan have, når man læser noveller og tænker: ”Argh, hvad skete der så?” når den slutter, den kan man også have som forfatter – man vil egentlig gerne følge udviklingen lidt længere. Hvordan var hun som ung? Hvordan klarer hun sig, efter at han er skredet? Det bliver man jo også nysgerrig efter som forfatter, fortæller Lotte Kirkeby.

Derfor er næste projekt en roman. Men selvom hun synes, det er vildt sjovt, at hun nu kan lære karaktererne bedre at kende og skrive sig ind på dem, er der også mange ting, som er helt nyt i forhold til arbejdet med novellerne. Blandt andet planlægningen, altså ganske enkelt at sætte tid af til at skrive. Mange af novellerne i Jubilæum blev skrevet på skrivekurset, og efterfølgende aftalte hun med sin skrivelærer, at hun skulle aflevere 1-2 noveller sidst på måneden.

– Det var for at holde mig fast, for det er svært at prioritere forfatteriet højest, når man samtidig skal tjene penge. Så jeg skrev ind i min kalender, at fx på fredag så skriver jeg, fordi ellers gled det. Og så det var godt med nogle deadlines hos en anden.

Lotte Kirkeby har ingen deadlines på sin kommende roman, eller det vil sige, egentlig havde hun aftalt med sin redaktør, at hun skulle aflevere noget omkring Sankt Hans. ”Men der havde jeg ikke skrevet en eneste sætning”, griner hun. Romanen er stadig i sin allertidligste fase.

– Jeg har ikke noget skelet eller en lang synopse på romanens opbygning. Jeg har en novelle, som jeg gerne vil skrive videre på, og som lige nu er åbningsscenen i romanen. Men det har allerede flyttet sig, kan jeg mærke. Det er karaktererne fra novellen, der er det interessante, og hvis man skal skrive en roman, så skal karaktererne jo være sjove eller interessante, for man skal være sammen med dem længe.

Selvom hun ikke har en endelig deadline, har hendes redaktør tilbudt at læse med undervejs. Men det med at have læsere med på sidelinjen så tidligt i processen er Lotte Kirkeby ikke altid lige begejstret for. Da hun skrev novellerne var hun på et tidspunkt med i en skrivegruppe, hvilket var givende, men hun synes også at det var forvirrende at få så manges blikke på samme tekst, så til sidst sprang hun fra.

– Jeg er ikke speciel god til at modtage kritik, det vil jeg gerne indrømme. Og at skulle dele romanen op i små bidder, der skal læses af andre og gives feedback på, virker nærmest uoverskueligt. Det virker måske for andre forfattere, men ikke for mig. Jeg kommer aldrig til at have mange til at læse min tekst, inden min redaktør får manuskriptet.

Trods den manglende deadline er det er vigtigt for Lotte Kirkeby at afsætte tid af til at skrive, hvilket bringer os tilbage til hendes selverklærede titel som formiddagsforfatter.

– Jeg er friskest om morgenen og kan bedst skrive der, så jeg forsøger at være formiddagsforfatter og så tjene penge senere på dagen. Jeg er meget selvdisciplineret og sidder foran computeren kl. 7.45, når børnene er gået i skole. Når man har så lidt tid til at skrive, fx indtil børnene kommer hjem og spiser frokost, så pjatter jeg ikke rundt. Hvis der skal være en fordel ved ikke at have råd til at skrive på fuld tid, så tror jeg, at det er det, at man ikke pjatter den tid væk, man har.

Lotte Kirkeby foran datterens lilla skrivebord. Foto: Mette Camilla Melgaard

Lotte Kirkeby foran datterens lilla skrivebord. Foto: Mette Camilla Melgaard

AT SKRIVE ER SOM YOGA
Skrivebordet er lilla, og dekorationen omkring det er piget. Forklaringen er, at skrivebordet, hvor Lotte Kirkeby sidder og arbejder, tilhører hendes 13-årige datter. Siden hendes tre hjemmeboende børn fik den alder, der kræver hvert sit værelse, har hun ikke længere sit eget kontor. I stedet sidder hun hver dag og arbejder på datterens værelse eller ved det store spisebord i køkkenet.

– Det betyder forsvindende lidt, hvor jeg sidder rent fysik. Jeg bliver ikke synderligt forstyrret af, om der er pænt eller grimt omkring mig. Jeg kunne sagtens sidde midt i en masse rod og skrive, der skal bare ikke være andre mennesker der.

At hun sidder og skriver alene er vigtigt. Derfor vil hun aldrig kunne sidde på en café og skrive fiktion. Hun føler, at det er meget privat at skrive, at hun går ind i et mentalt rum, når hun lader sine historier udfolde sig, og at andre omkring hende ville forstyrre. Men derudover har hun blot nogle helt basale skriveritualer.

– Jeg skal helst have en kop kaffe eller te, og så skriver jeg rigtigt godt til klassisk musik – altså ikke orkestermusik og slet ikke noget med stemmer. Jeg skriver meget til Bach og andet klavermusik. Så finder jeg nogle stykker, der er omkring en times tid, og så går jeg ligesom ind i det private rum og skriver, til musikken er færdig.

Som alle der skriver ved, flyder skriveriet ikke let hver dag, men Lotte Kirkeby tænker nogle gange på det at skrive som at dyrke yoga. I yoga ’sker der nogle gange ikke noget, mens man er i stillingen – eller også gør det bare ondt, mens det andre dage føles rigtigt godt, og man kan mærke at der sker noget med kroppen, som om der er noget, der giver slip.

– Sådan er det for mig med at skrive. Nogle dage skriver jeg kæmpelangt, og andre dage kører det bare ikke, og der ligger jo betalte opgaver og venter, så det er nemt at springe til noget andet. Men nu vil jeg virkelig prøve at gå ind i det univers hver dag, nu hvor jeg sidder og arbejder på en roman. Det er noget andet end novellerne, hvor man hurtigere kunne få afsluttet en tekst. Nu forsøger jeg at gøre som med yoga, altså at blive i stillingen – også selv om jeg måske ikke får skrevet på teksten, så skal jeg blive i det, i den tid jeg har sat af til det.

Som gammel forlagsredaktør er hendes største hurdle stadig at skrive frit og ikke hele tiden kigge tilbage og rette i teksten, men blot give efter og også huske at nyde processen.

– Jeg ser stadig mig selv mere som redaktør end forfatter, så i starten tænkte jeg, at jeg skulle skrive noget, der var færdigt, og det vil sige, at jeg havde et overjeg med en selvcensurende mental rød pen, allerede inden jeg er begyndt at skrive, og det går ikke. At skrive er en intuitiv proces, og nogle gange skal man skrive meget og se, hvad der kommer, men hvis man hele tiden sidder og siger: ”Nej, det dur slet ikke”, så kommer man aldrig videre.

Derfor har hun sat en slags spilleregler op for sig selv – dels at hun blot skal skrive uden overhovedet at gå tilbage og rette, hvilket hun indrømmer er meget svært, og dels behøver hun ikke at skrive kronologisk.

– Det skal være legende at skrive. Når man, i hvert fald i den første fase, ikke tjener nævneværdige penge på det, skal det være sjovere end det andet man laver, og det er det jo først og fremmest sjovt, fordi man selv må bestemme, hvad man skriver. Det skal være et andet rum at gå ind i, end når jeg skal skrive en artikel på 12.000 tegn, der skal være færdig i morgen. Det er det, der er det sjove, at det ikke er en bunden opgave.

PRAGMATISK OG REALISTISK
De fleste kommer lidt snublende ind i deres debut (med mindre man har gået på forfatterskolen) fordi de ofte har skrevet lang tid og så kommer det lige pludselig. For Lotte Kirkeby var det anderledes. ’Hun skrev i et års tid og spurgte så en forlagsredaktør, om han ville læse med. Og det ville have gerne. Han ville også gerne antage novellerne, men der skulle dog lige skrives nogle flere til. Og så nogle flere. Processen op til udgivelsen var overraskende, for selv om Lotte Kirkeby er gammel redaktør og afleverede nogle stramt redigerede noveller, havde hun ikke for alvor fornemmelse for, hvilke noveller der var gode eller dårlige, og hvilke der skulle med i samlingen.

– Det kom faktisk bag på mig. Det kom bag på mig, hvor svært det er at læse sig selv og se, hvad der fungerer, og hvad der ikke fungerer. Jeg er meget tryg og glad for min redaktør, og faktisk er det lidt sjovt, for jeg fandt mine noter fra vores møde, hvor jeg havde skrevet cirka halvdelen, og de ting, han påpegede, er faktisk det samme som nogle af anmeldelserne påpeger, fortæller Lotte Kirkeby og griner.

JubilaeumHun har læst alle anmeldelserne af Jubilæum. Det, hun var mest nervøs for inden, var, hvis det gik dårligt, at det ville kaste skygger på det andet, hun laver, men sådan er det heldigvis ikke gået. Der er blevet kastet mange stjerner og hjerter efter novellesamlingen fra både dagblade og bogbloggere, derfor kan jeg ikke lade være med at spørge, om hun føler et vis pres med den næste udgivelse.

– Der er ingen, der presser mig. Fordi jeg er så gammel, er jeg er jo ikke noget wonderkid, så jeg føler ikke, at verden venter på noget fra mig. Jeg ved ikke, hvor lang tid der går før romanen kommer, eller om det overhovedet kommer til at ske. Men det tror jeg da, at det gør. Jeg tænker heller ikke på mig selv som forfatter først. Jeg er også så mange andre ting: oversætter, anmelder, redaktør. Og jeg bliver jo ikke fuldtidsforfatter foreløbig – hvis nogensinde – det har jeg siddet for længe på den anden side af bordet til at tro på, for hvis jeg skulle være fuldtidsforfatter, så skal jeg skrive en bog hvert anden år, der sælger mere end 15.000-20.000 eksemplarer, og det er der næsten ingen, der gør, med mindre de er krimiforfattere, og det bliver jeg ikke.

Lotte Kirkeby er meget pragmatisk omkring sit forfatterliv og jeg må sige, at jeg beundrer hende for det. Der er ingen pjat med, at hun kun kan skrive under visse forhold, på visse tidspunkter osv. Novellerne blev skrevet, mens hun fuldtidsfakturerede som freelancer, og som hun selv siger, ved vi ikke, om de var blevet bedre, hvis hun havde haft mere tid til det. Nu er omstændighederne, som de er, og hvis hun vil skrive, jamen så er det bare sådan. Det er utroligt inspirerende og for nogle måske også lidt hårdt at få at vide, at forfatterlivet mest går ud på at få rumpen i sædet og være disciplineret – og så alligevel ikke glemme at nyde processen.

Fakta
Lotte Kirkeby Hansen (f. 1970)
Arbejder freelance som journalist, anmelder, oversætter og konsulent. Er medforfatter på tre fagbøger om barsel, alderdom og skilsmisse, og debuterede i marts som skønlitterær forfatter med novellesamlingen Jubilæum (2016).

Du må meget gerne dele...Share on FacebookTweet about this on TwitterEmail this to someoneShare on LinkedIn

Hanya Yanagihara: Et lille liv

Et lille livEt lille liv, er en stor historie om venskab, ondskab, godhed og kærlighed. Den er både dyster og hjertevarm. Desværre er udførelsen lidt ujævn og romanen er alt for lang.

Handling: Malcolm, JB, Willem og Jude kommer tilfældigt til at bo sammen da de starter på College. Det bliver begyndelsen på et livs langt venskab. De er kloge, ambitiøse og talentfulde og flytter alle til New York for at forfølge forskellige karrierer; den godt udseende Willem arbejder som tjener, mens han forsøger at slå igennem som skuespiller. JB laver eksperimenterende kunst, men drømmer om at blive berømt maler. Malcolm kommer fra en velhavende og krævende familie, og er bekymret for at hans arbejde som arkitekt ikke imponerer hans far. Og Jude er en begavet ung jurist, der hurtigt arbejder sig op i rækkerne. Alle fire bliver velsignet med blændende karrierer og mens to af dem træder lidt i baggrunden, sættes spotlightet på Jude St. Francis som romanens hovedperson. Han er en mærket mand der hjemsøges af en ufattelig brutal barndom, som truer med at overtage hans liv.

””Hvorfor gør du det her mod dig selv?” Han sad længe tavs. […] ”Nogle gange er det, fordi jeg skammer mig eller er ked af det og har brug for at gøre følelsen fysisk”, begyndte han og skottede til mig, inden han atter så ned. ”Andre gange er det, fordi jeg har alt for mange følelser, og jeg har brug for ikke at føle noget – det får følelserne til at forsvinde. Og nogle gange er det, fordi jeg er alt for lykkelig, og jeg bliver nødt til at minde mig selv om, at det må jeg ikke.””

Grundpillerne til en god historie er sat. Fire venner, hvis venskab er bygget på loyalitet, sympati og kærlighed og en mands frygtelige barndom, der har givet ham varige fysiske og psykiske men, bliver til sammen en krønike over lidelse og overlevelse, ondskab og godhed. Jude vogter over sin hemmelighed – også overfor sine tre nære venner – af skam og frygt for at miste de mennesker han holder af. Men efterhånden afslører han overfor Willem, hans bedste ven og bofælle, at den eneste måde han kan ”lette byrden” er ved at gøre skade på sig selv som cutter.

Som læser får vi lidt efter lidt beskrevet omfanget og detaljerne af det misbrug og ufattelige brutalitet Jude har været udsat for som barn – det er næsten uudholdeligt at læse og jeg måtte række ud efter Kleenex flere gange. Men hvor Judes første 15 år udelukkende bestod af misbrug, møder han resten af livet (med undtagelse af et enkelt voldeligt forhold) kun betingelsesløs kærlighed og venlighed.

Det er som sagt en stor historie, og med sine 793 sider er den også omfangsrig. Det høje sideantal kommer af uendelige gentagelser. Der svælges i Judes lidelser side op og side ned, og det er mig helt uforståeligt, at der ikke har været en redaktør der har råbt NU ER DET NOK! For selv om det er en rigtig god historie, er den alt for lang – der kunne uden problemer være skåret 250-300 sider. Den megen medlidenhed som Hanya Yanagihara tvinger os til at føle for Jude giver med mellemrum bagslag, for Judes konstante hemmelighedskræmmeri, selvhad og dybe modvilje til at bearbejde sine traumer er trættende, og det er ufatteligt (og urealistisk) at menneskerne omkring ham bliver ved med at have så megen godhed, venlighed og kærlighed at øse udover ham.

Jeg svinger mellem at tildele bogen tre og fire stjerner – hvis jeg kunne give en halv stjerne ville den få tre og en halv, for længden og de mange gentagelser trækker ned. Men det er en god historie, og her et par uger efter at have læst den, sidder den stadig i mig.

Et lille liv udkommer i dag den 18. august.

★★★★☆

OBS: Er du i nærheden af København, kan du den 22. august opleve Hanya Yanagihara på forfattertrappen i Politikens Boghal kl. 17. Arrangementet er gratis.

Du må meget gerne dele...Share on FacebookTweet about this on TwitterEmail this to someoneShare on LinkedIn