Adventskalender 1

Det første lys i adventskalenderen er tændt. Foto: Mette Camilla Melgaard

Det første lys i KulturXpressens adventskalender er tændt. Foto: Mette Camilla Melgaard

Det er en mørk og stormfuld aften og første søndag i advent. Julestemningen er så småt begyndt at melde sig hos mig, og siden det er den første jul KulturXpressen er i luften, tænker jeg, at det vil være passende at begynde en lille juletradition her på bloggen – en adventskalender.

Jeg vil lægge ud med, at kigge tilbage på nogle af de bedste bøger, jeg har læst i år. Det kan forhåbentlig inspirere til et par julegaveindkøb eller måske et par ønsker til dig selv.

Når jeg kigger ned over listen af bøger jeg har læst i år, må jeg siger at det har været et fremragende år. Jeg kan ikke mindste, hvornår jeg sidst har uddelt så mange stjerner. Blandt de allerbedste finder du mine seks julegaveidéer – de har alle fået de maksimale 5 stjerner.

Seks af årets bedste bøger. Foto: Mette Camilla Melgaard

Seks af årets bedste bøger. Foto: Mette Camilla Melgaard

Jakob Melander: De berusedes vej
Jakob Melanders krimi om politimanden Lars Winkler er en rigtig page-turner. Det er en utrolig velskreven og velkomponeret historien der folder sig ud over 409 sider, og hver eneste side holder læseren i et fast greb, og tvinger en til at læse den næste. Der er fine og troværdige miljøbeskrivelser, og man mærker både vreden og fortvivlelsen blandt karaktererne.

Stefan Ahnhem: Den niende grav
Svenskerne har i mange år været førende når det gælder kriminallitteratur og Stefan Ahnhem lever helt op til traditionen. Med et uhyggeligt godt gennemtænkt plot, spændende og helstøbte karaktere og en del uventede hændelser, indeholder den alt det en rigtig god krimi skal plus lidt til.

Jesper Stein: Aisha
Siden sin debut har Jesper Stein sendt sin machostrømer Axel Steen på en lang og udmattende nedtur, der kulminerede i forrige bind Akrash. Nu er Axel Steen tilbage og han er bedre end nogensinde. Det er så ondskabsfuldt godt fra første side og holder et højt spændingsniveau hele bogen igennem. Der er ingen tvivl om at Jesper Stein med bogen Aisha markerer sig som en af landets allerbedste krimiforfattere.

Haper Lee: Dræb ikke en sangfugl
Siden udgivelsen i 1960 har millioner af læsere rost Harper Lees roman om livet i en lille sydstatsby i 1930’ernes Amerika. Dræb ikke en sangfugl er en medrivende historie skrevet i et tidsløst sprog med både varme og humor. Fortælleren er den 9-årige pige Jean Louise ”Scout” Finch, hvis far Atticus Finch, er byens respekterede sagfører. Da han påtager sig forsvaret af en sort mand, der er anklaget for at have voldtaget en hvid kvinde, får det store konsekvenser for den lille by fyldt med fordomme, vold og hykleri. Det er en fantastisk bog, der 55 år efter udgivelsen stadig har et aktuelt emne – nemlig hvordan vi ser andre mennesker, og hvordan vi behandler hinanden.

Caitlin Moran: Sådan opfinder man en pige
Alle unge piger samt drenge og mænd, der vil have et unikt indblik i, hvad der egentlig foregår i hovedet på det modsatte køn, bør læse denne bog. Gemme et års tid følger vi pigen Johanna, der genopfinder sig selv om sortklædt femme fatale, i et forsøg på at redde sin fattige bohemefamilie fra økonomisk ruin. Caitlin Moran fortæller uhøjtideligt og ikke mindst sindssygt morsomt selv om det er seriøse problemstillinger som stoffer og alkohol, selvhad og ikke mindst sex der fylder fortællingen. Der er barske afsnit der åbner tårekanalerne. Afsnit der giver stof til eftertanke, men mest af alt griner man rigtig meget. Det er ganske enkelt vidunderligt!

Delphine De Vigan: Alt må vige for natten (vist på billedet i den svenske udgave)
Det er en rystende, usminket og smuk biografi forklædt som roman, om en mor, der mod sin vilje, tvang sine døtre til at blive voksne alt for hurtigt. De handler om familiebånd, om selvmord, og om psykisk og seksuel vold. På mange måder er det en svær bog at læse, for historien rammer dybt og det gør nogle gange rigtigt ondt, men det er også en smuk bog om en forfatters kamp for at berette den smertefulde livsberetning om hendes mor.

Følg med igen næste søndag, når jeg vender tilbage med anden del af adventskalenderen. Rigtig god aften og glædelig første søndag i advent.

Du må meget gerne dele...Share on FacebookTweet about this on TwitterEmail this to someoneShare on LinkedIn

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *