Helle Helle: De

Med romanen De, viser Helle Helle igen, hvordan hun mestrer at give os et øjebliksbillede af et liv fyldt med komplekse følelser, udført med et minimalistisk og stemningsfyldt sprog. Samtidig markerer romanen Helle Helles 25 års jubilæum som forfatter, og viser på fornemste vis hendes kendetegn med troværdige miljø- og persontegninger der går under huden på os alle.

”Gangtelefonen ringer med jævne mellemrum, de hjælper med at køre den frem og tilbage. Hendes mor ved, hvor stuerne er, dirigerer hende af sted med apparatet, anviser telefonstik. De har jo selv så meget gavn af ordningen de dage, hun ikke er på besøg, de ringer sammen både eftermiddag og aften. Når de ikke kan finde på mere at tale om, siger hendes mor: – Lad os bare sidde og ånde lidt.”

Vi er i 1980’ernes Lolland, i en tid uden mobiltelefoner og internet. To navnløse mennesker, en 16-årig pige og hendes mor, lever et helt almindeligt liv i provinsen. Pigen går i gymnasiet og jonglerer med lektier, fester og drenge, som alle andre i den alder, men ofte ser hun det hele lidt på afstand. Moren arbejder i en dametøjsforretning, som hun med stolthed gør sit til tager sig flot ud. Mor og datter har et tæt og kærligt forhold med megen snak og latter. Sammen er de en stærk enhed. Men enheden trues for moren bliver alvorlig syg og prognosen for hendes overlevelse er ikke optimistisk. Og netop sygdommen og følelserne af bekymring og sorg forbliver uudtalt mellem dem.

”Hun vågner tidligt fredag morgen med virkelig ondt i halsen […] Klokken halv fire ringer hun til sygehuset, gangtelefonen køres ind til hendes mor.
– Jamen, skat, er du syg? siger hende mor.
– Nej, siger hun. […]
– Men jeg kan ikke så godt synke, siger hun.
– Så tag en Kodimagnyl. Sig, han også skal tage hyldebærsaft med. Og kiks.
Nu bliver hendes mor stille, røret knaser.
– Blev du ked af det, mor? siger hun.
– Nej, siger hendes mor.
– Du skal ikke være ked af det, jeg har det sikkert godt i morgen igen, siger hun.
De aftaler, at hun ikke skal komme på besøg før tidligst mandag. Hun skal holde sig inde og blive helt rask. I øvrigt bliver hendes mor måske udskrevet tirsdag, det går bedre, i dag har hun læbestift på.”

De, er som de fleste af Helle Helles andre romaner, en overskuelig læsning på blot 157 sider fordelt på 51 korte kapitler. Det der skiller sig markant ud er, at stort set hele romanen er skrevet i nutid, hvilket giver enkelte spøjse og lidt klodsede sætninger som fx ”Lyset går i går” og ”[cyklen] punkterer i fjor, hun kører over et bræt”. Nogle vil måske være i stand til at lade dem flyde, men for mig blev det et lille irritationsmoment der ødelagde mit flow, og jeg har ikke gennemskuet, hvorfor forfatteren har valgt denne form – personligt mener jeg ikke at det gør noget ekstra for historien.

Men når det så er sagt, så er De både utrolig morsom og forfærdelig trist. Sådan er det med Helle Helles bøger, vi både griner og græder når vi læser dem, men vi bliver altid beriget med hendes sprog og evne til at fortælle en på overfladen simpel lille historie, der viser sig at stikke langt dybere end som sådan. Jeg nyder det hver eneste gang.

De udkom den 13. april.

★★★★☆

RELEVANTE LINKS
Helle Helle: Dette burde skrives i nutid
Helle Helle: Hvis det er

Blixenprisen 2018 – de nominerede

Så er der sat navne på de nominerede til Blixenprisen 2018 – prisen uddeles i otte kategorier.

Årets redaktør
Forlægger og redaktør Arild Batzer fra forlaget Batzer & Co.
Forlægger- og redaktørparret Bjarne Michael Jensen og Jeanne Dalgaard fra forlaget Jensen & Dalgaard
Seniorredaktør Louise Königsfeldt fra forlaget Rosinante & Co.

Årets litteraturformidler
Klaus Rothstein og Nanna Mogensen for ’Skønlitteratur på P1’
Kritiker Lars Bukdahl
Litteraturkonsulent Michael Linde Larsen

Årets litterære talent
Malte Tellerup for Markløs
Liv Nimand Duvå for Vi er vel helte
Sophia Handler for Feberfrihed

Årets lydbog
Eva Maria Fredensborg & Lars Brygmann for Akademiet
Vita Andersen & Maria Stokholm for Indigo
Thomas Bredsdorff for Tøsne og forsytia

Årets skønlitterære udgivelse
Naja Marie Aidt for Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage
Svend Åge Madsen for Af den anden verden
Peter Laugesen for Traveling

Årets faglitterære udgivelse
H.C. Gulløv, Poul Olsen, Niels Brimnes, Per Hernæs, Mikkel Venborg Pedersen og Erik Gøbel (redaktører) for Danmark og kolonierne
Joakim Jakobsen for Ord der formede Danmark
Thomas Bredsdorff for Tøsne og forsythia

Årets børne- og ungdomsudgivelse
Sarah Engell for Valget
Kim Leine & Peter Bay Alexandersen for Pigen der kunne tale med hunde
Mette Vedsø for Hest Horse Pferd Cheval Love

 Årets boghandler
Boghandlermedhjælper Jeanette Jensen fra Bog & ide Køge
Indehaver Rikke Viemose fra Thiemers Magasin København
Indehaver Marianne Møller fra Kristian F. Møllers BOGhandel i Århus

Priserne uddeles ved en prisfest i Folketeatret i København den 25. maj.

Therese Bohman: Aftenland

Therese Bohman har med Aftenland skrevet en roman om at lede efter noget der føles meningsfuldt. Om kunst, begær og ensomhed.

Karolina Andersson har passeret de 40 år og har netop forladt sin kæreste gennem mange år, fordi hun ikke elskede ham. Hun er en succesfuld akademiker, professor i kunsthistorie ved universitetet i Stockholm, forsker i kunstens repræsentation af kvinder samt skribent for Svenska Dagbladets kultursider. Kunst udgør størstedelen af hendes liv sammen med lidt for mange glas vin (hun overvejer om hun har et misbrug) og måske lidt for mænd. Karolina elsker alle typer mænd, unge som gamle, tykke som tynde, gifte som single – og hun har ikke svært ved at tiltrække sig dem. Men bekræftelsen bliver i soveværelset, nærhed er noget de giver deres hustruer, ikke hende.

Da hun bliver vejleder for en ph.d.-studerende, bliver hun betaget af den unge, smukke (som en ”Botticelli-engel”) Anton, men samtidig irriteret over hans selvtillid. Han mener at have fundet en hidtil ukendt kvindelig kunstner, som vil revolutionere den svenske kunsthistorie. Det kan få stor indflydelse på både Antons men også Karolinas karriere, men Karolina opdager snart, at hun er blevet draget ind i et spil med flere uventede lag.

”Den næstsidste var en kvinde i tresserne, hun smilede bredt og lettet, da hendes billige, røde nylonkuffert dukkede op, kastede så et næsten skyldsbevidst blik på Karolina, før hun hastigt forsvandt hen mod udgangen med kufferten rullende efter sig. Så kom der ikke flere kufferter. Og stående foran bagagebåndet, der blev ved med at køre, selvom det var tomt, tænkte hun, at det var livet, hun ventede på. Det liv, som kom til alle, undtagen hende.”

Therese Bohman skriver med store kontraster – det lyse og livlige mod det mørke, som her er savnet og ensomheden. Historien veksler mellem beskrivelser og refleksioner, hvor især det sidste giver følelser til teksten gennem samfundskritik samt delvist udbredte og uigenkendelige syn på kulturhistorien inddelt i klassicisme, romantik og symbolisme.

Karolina-karakteren har samme store kontraster, for selv om hun er mandlig nok i sine træk til at se porno og onanere på sit kontor på universitetet, er hun samtidig så konventionel feminin, at det, hun virkelig længes efter er hengivenhed, ømhed, nærhed og samhørighed. Og børn. Det er som om Bohman vil teste grænsen for hvad en frigjort kvinde kan gøre og hvilke konsekvenser det kan have. Hun leger med og analyserer de normer vi kender omkring magt, køn og identitet. Karolina bryder et langt forhold med en mand hun har været utro flere gange, og selv om det er hende der er gået, er det hende som står ene og forladt tilbage med sin længsel.

Der er en ting der undrer mig ved bogens ellers mange feministiske kamp træk, manglen på andre kvindelige karakterer. Der er ingen søsterskab. Karolina har ingen veninder og omgås udelukket mænd. Jeg er i tvivl om det skal forestille sig at være endnu et ”brud med normerne” eller om det er for at forstærke hendes ensomhedsfølelse. Sproget er let og de 246 sider forsvinder hurtigt.

Det er første gang jeg læser Therese Bohman, men det bliver ikke sidste. Jeg er blevet meget nysgerrig efter at læse hendes forrige bog Den anden kvinde.

Aftenland udkom den 15. februar.

★★★★☆

Jakob Melander: De døde og de ufødte

De døde og de ufødte, er femte bind i Jakob Melanders serie om politimanden Lars Winkler – denne gang på nyt forlag – og sender os både til Vietnam og til 1980’ernes Vesterbro i et indviklet net af pengebegær og organiseret kriminalitet.

To mænd henrettes i en bil en regnfuld aften på Slotsholmen i København. Det er et umaget par, en tidligere politibetjent og en tidligere narkoman, og for Lars Winkler og hans kolleger er det svært at gennemskue hvorfor de to mænd befandt sig sammen. Da mordvåbnet findes peger det i retningen af rockermiljøet, men intet synes at passe helt sammen. Så da der dukker materiale op omkring et gammelt uopklaret drab fra 1980’erne, retter politiet i stedet opmærksomheden på det, for pludselig er der et par navne der går igen i de to drabssager.

Kæresteparret Winkler og kollegaen Sanne, som ellers var blevet skilt rent arbejdsmæssigt, kommer begge på sagen, men da Winklers ekskone fortæller en uventet nyhed, spidser tingene til for de nyforelskede.

Et andet sted i København rejser journalisten Louise til Vietnam for at opspore sin biologiske mor. Her hører hun om et dansk firma med patent på en ny, og ikke helt uskadelig, rissort, og inden hun ved af det står hun midt i en livsfarlig situation og må flygte hjem. Tilbage i Danmark, har der været indbrud i hendes lejlighed. Nogen er efter hende.

”Kinderne var hule, huden rødlilla, sine steder næsten sort. Og øjnene stod rødsprængte og glasagtige ud af hulerne, stirrede ind i den anden verden, de fleste prøvede at udsætte ankomstren til så længe som overhovedet muligt.”

Efter det (efter min mening) lidt middelmådige fjerde bind i Winkler-serien, Det bedste til mig og mine venner, er Jakob Melander igen tilbage på ret kurs med De døde og de ufødte. Siderne vender næsten sig selv, og sproget er som altid let og flydende. Romanen er inddelt i korte kapitler, hvilket er med til at holde fremdriften i et forholdsvis højt tempo.

Der er to sideløbende, spændende historier dels henrettelsen på Slotsholmen og dels journalisten Louises søgen efter sin biologiske mor. Okay, det kræver ikke høj IQ at forstå, at de to sager naturligvis hænger sammen, men plottet er ikke helt nemt at gennemskue og spændingskurven strækker sig langt mens dødstallet stiger stødt undervejs i historien. Jeg synes stadig der er lidt for meget privatlivsfnidder, men det er en smagssag.

Selv om bogen er femte bind i en serie, kan du sagtens stige på nu uden at blive alt for forvirret, men det vil være ærgerligt at gå glip af de første bøger – du får alligevel lyst til at læse dem bagefter denne.

De døde og de ufødte udkommer i dag den 9. marts.
★★★★☆

RELATEREDE LINKS
Interview med Jakob Melander

Anmeldelser af andre bøger i Lars Winkler-serien
Jakob Melander: De berusedes vej (bind 3)
Jakob Melander: Det bedste til mig og mine venner (bind 4)

Anmeldelse af anden roman
Jakob Melander: Elektra

Leonora Christina Skov: Den, der lever stille

Kan man slutte fred med en opvækst, hvor man aldrig har følt sig elsket af sine forældre? Kan man bearbejde sin mors død, når man egentlig ikke kendte hende rigtigt? Det er mange ubesvarede spørgsmål og blandede følelser Leonora Christina Skov står tilbage med, da hendes mor i 2015 dør efter flere år med kræft. I sin selvbiografiske roman Den, der lever stille fortæller hun åbent og ærligt om sit dysfunktionelle forhold til sine forældre og om hvordan Christina fra Helsinge blev til storbypigen og forfatteren Leonora.

”Mor og jeg har talt om, at det burde have været din fætter Martin, der var vores barn, og ikke dig, sagde min far. […] Martin ville have passet meget bedre til os, sagde min far. Med den opdragelse, du har fået, kan vi simpelthen ikke forstå, hvordan du er kommet ud af det.”

Den, der lever stille lever godt. Sådan var mottoet hos familien Skov i Helsinge, hvor mor Ingelise helst så at man ikke gjorde et væsen af sig. Selv iklædte hun sig offerrollen og beskyldte hele livet datteren for at være skyld i både sine bekymringer og kræftsygdom. Manipulerende med tårer og trusler om selvmord, får hun opmærksomhed og sin vilje, mens datteren bliver mere og mere tynget af skyld.

Men Christina vil ikke leve stille. Hun drømmer om et helt andet liv langt fra de kvælende vægge i Helsinge, og tager første skridt mod en ny fremtid da hun flytter til København for at studere – uden støtte hjemmefra. Som 21-årig tager hun sig mod til fortælle sine forældre hvem hun er og altid har været inden i, og det får hjerteskærende konsekvenser.

Hun kæmper for overlevelse og for at realisere sin vision om et andet liv samtidig med, at hun er bange for at blive skyld i morens død. Men med sit nye navn Leonora, får hun sin første kvindelige kæreste, den glamourøse præst Ingrid, som hjælper hende med at begå sig i storbyen. Hun finder sin egen stil med fine kjoler og røde læber, som vi kender hende i dag, hun bliver forfatter og møder sin helt store kærlighed Annette, som hun gifter sig med. Alt imens er kontakten til forældrene overfladisk og sporadisk. Helt frem til morens død nægter forældrene ganske enkelt at acceptere deres datters valg i livet.

Den, der lever stille, er en stærk og velskrevet fortælling, og romanformatet giver historien en naturlig fremdrift der griber fast i læseren, så siderne næsten vender sig selv. Historien springer i tid og skydes i gang ved morens dødsleje på hospice. Det er barsk, men også en effektiv måde at slå stemningen an på. Derudover er der et interessant metalag i opbygningen, hvor Leonora har tanker om samt diskuterer tilblivelsen af romanen med kæreste og venner. Stilmæssigt lægger bogen sig op af Delphine De Vigans fremragende roman Alt må vige for natten, men modsat den franske pendant, fornemmer jeg at Leonora Christina Skov holder sig lidt tilbage – måske forståeligt nok med et så sårbart materiale, men det betyder samtidig, at jeg ikke bliver berørt i helt samme grad.

Men når det så er sagt, er der mange intense scener, hvor forældrenes vanvid (ja undskyld, men jeg kan ikke finde et bedre ord i denne sammenhæng) kommer helt frem i lyset, og jeg kommer længere og længere op i det røde felt jo flere linjer jeg læser. Faren vælger at støtte sin hustru i stedet for sin datter, selv om også han måtte kunne se at det var helt galt. Hans begrundelse, som Leonora først får mange år senere, er, at hun er langt stærkere end sin mor og derfor ville kunne komme igennem det. Man kan ikke andet end at ryste på hovedet med tungt hjerte.

Leonora rækker hånden frem mod sine forældre flere gange, og da morens kræft på ny blusser op går hun helhjertet ind i rollen som pårørende og researcher behandlingsmetoder og medicin samt taler med læger og personale.

Om Leonora Christina Skov kan finde indre ro uden af få et klart svar på sine mange spørgsmål om sin mor og hvorfor forældrene gjorde som de gjorde, ved jeg ikke, men jeg håber det inderligt. Med teksten forsøger hun at kommer et svar nærmere og med antydninger kan vi som læsere tolke og analysere os frem til egne teorier – selv synes jeg, at det er oplagt, at moren ikke er psykisk rask og det kommer da også frem efter hendes død, at hun havde det dårligt længe inden datteren blev født og at hun efterfølgende fik en fødselsdepression. Men hvorfor fik hun ingen hjælp? Det spørger forfatteren om og får en vag forklaring fra sin far, at det ikke var noget man bekymrede sig om dengang i 1970’erne. Jeg tænker nu mere, at det var som så meget andet i familien Skov, at hvis vi ikke siger det højt, eksisterer det ikke.

Det er en virkelig god bog og smuk både udenpå og indeni. Den kan og bør læses af alle, for den har så mange forskellige temalag, så alle vil kunne nikke genkendende til noget – familieforhold, problematikken og forvirringen om at finde sig selv og sin seksualitet, og ikke mindst værdien af nære venskaber og kærlighed. Læs den, du vil ikke fortryde det.

Den, der lever stille udkom den 11. januar.

★★★★☆

RELEVANTE LINKS
Interview: Forfatterens skrivebord – Leonora Christina Skov
Anmeldelse: Leonora Christina Skov: Hvor intet bryder vinden

Stefan Ahnhem: Nitten grader minus

Stefan Ahnhem fortsætter sit høje spændingsniveau i sin tredje krimi Atten grader minus, i serien om politimanden Fabian Risk.

Efter en heftig biljagt kører en bil i Helsingborgs havn. Føreren af bilen viser sig at have været død langt inden han røg udover kajkanten, faktisk to måneder inden – en tilsyneladende umulig ligning, som Fabian Risk og hans kolleger bliver sat til at løse. Offeret viser tegn på at have været nedfrosset og det bliver startskuddet på en række ubehagelige dødsfald. Sagen besværliggøres af lidt uro i teamet dels fordi kriminalchef Astrid Tuvesson er begyndt at kigge lidt for dybt i flasken og dels forbi deres kollega Hugo Elvin pludselig forsvinder. På hjemmefronten har Fabian Risk det heller ikke helt nemt. Sønnen Theodor er stadig mærket efter tidligere hændelser og forholdet til hustruen Sonja er næsten ikkeeksisterende.

På den anden side af sundet arbejder Dunja Hougaard nødtvunget som ordensbetjent ved Helsingør politi. Men da en hjemløs bliver udsat for en brutal mishandling og dør, indleder hun sin egen private efterforskning og snart fører sporerne til Helsingborg.

””Hej skat”, sagde han og tog hovedtelefonerne af.
”Hej”, svarede hun. Det kunne hun i hvert fald høre sig selv gøre. Ikke for at hilse, men mere for at udfylde tavshede, som ellers ville være blevet for lang.
”Hvad er der?” fortsatte han med det samme påklistrede smil. ”Men skat, du ser jo helt fortvivlet ud. Er der sket noget?”
Det lød fuldstændig som hendes mand, og hun kunne se, at den tykke dødningehovedring af sølv var den, hun havde givet ham i fødselsdagsgave. Han så endda næsten ud som ham. Men kun næsten.
”Hvem fanden er du?” sagde hun med en stemme, der næsten var ved at knække over.”

Det er et meget relevant emne Stefan Ahnhem har valgt som omdrejningspunkt i Atten grader minus, nemlig identitetstyveri – noget jeg tror mange er bange for og ikke uden grund. Ahnhem viser på skræmmende vis, hvor enkelt det er at overtage en andens plads og gøre en økonomisk gevinst, og fordi dette er en krimi efterlades der naturligvis ingen vidner – de fleste havner i en brummende kummefryser med lås. Motivet for de mange drab synes i første omgang at være penge, da det hovedsagligt er velhavende folk der bliver ramt, men også hævn og gamle synder begynder at snige sig ind i billedet.

Som altid har Stefan Ahnhem et enkelt sprog der flyder fint. Der er fremdrift i historien som har den perfekte balance mellem fiktion og realisme, og der holdes et højt spændingsniveau hele vejen i bogen. Selv om der er rimelig mange navne at holde styr på, har Ahnhem holdt detaljerne på et tilpas niveau, så man ikke bliver helt rundtosset. Det eneste lille minus jeg kan sætte ved bogen er, at Fabian Risks egen familie igen kommer i nærkontakt med en morder. Det er efter min mening lidt for letkøbt spænding som jeg helst havde været foruden. Til gengæld bliver de sidste sider i bogen startskuddet til et helt nyt drama som vækker min nysgerrighed og får mig til at vente med spænding på næste bog.

Atten grader minus udkom den 30. marts 2017.

★★★★☆

RELATERET LINKS
Stefan Ahnhem: Offer uden ansigt
Stefan Ahnhem: Den niende grav

Julegaveinspiration

Julen nærmer sig og det er blevet tid til lidt julegaveinspiration. I min verden er bøger altid en god ting at give i gave, så jeg giver her mit bud på seks gode bøger du kan berige dine kære med.

Til dem der holder af nervepirrende spænding vil jeg anbefale Jesper Stein: Papa og Kamilla Hega Holst: Rud. Til den diskussionslystne er Geir Gulliksen: Historie om ægteskab fremragende til at sætte skub i snakken om parfohold. Nysgerrige efter at læse ny dansk litteratur vil uden tvivl blive begejstret for Mette Sø: Sommergræs vinterorm der er så sproglig overlegen samt Tine Høeg: Nye rejsende som vandt dette års debutantpris på BogForum.  Zadie Smith: Swing Time og Sissel-Jo Gazan: Blækhat er to fremragende om bøger om venskaber og familiehemmeligheder der begge begynder i 1980’erne i henholdsvis London og Århus. Er man ikke til de helt tykke bøger, er Linda Boström Knusgård: Velkommen til Amerika en en mesterlig kortroman.

Men bøger er dog ikke det eneste der kan gøre en bogorm glad, så jeg giver også inspiration til andre bogrelaterede gaver – fra små finurlige ting til det lille budget til lækre designerting der kan sprænge budgettet.

Alt er fra www.theliterarygiftcompany.com

1. T-shirt med godt budskab 2. Opbevaring til alle de småting man har i tasken 3. Blyanter med historieindledninger 4. Notesbog til tanker, drømme og alt muligt andet 5. Lærredsnet til indkøb af flere bøger. Alt fra The Literary Gift Company.

Alt er fra www.theliterarygiftcompany.com

1. Manchetknapper 2. Herligt krus til varme drikke 3. Håndsæbe 4. Fin Pin der kan pifte enhver bluse op. Alt fra The Literary Gift Company.

Alt er fra www.theliterarygiftcompany.com

1. Puslespil med skønne bøger 2. Jane Austin dukke 3. Magnet poesi til køleskabet 4. Liste med 100 bøger, hvor du skraber felterne efterhånden som du får læst bøgerne. Alt fra The Literary Gift Company.

Alle læsere har brug for en komfortabel lænestol, godt læselys og udstyr til at lave sig en god kop kaffe. 1. Hario Woodneck stempelkande 2. Hans J. Wegner “Bamsestol” i skind 3. Arne Jakobsen gulvlampe 4. Fin kop fra Marimekko.

Tine Høeg: Nye rejsende

Tine Høegs debutroman Nye rejsende, er en intens og varm fortælling om en kvinde der tager sine første skridt i voksenlivet.

BogForums debutantpris 2017 gik meget fortjent til Tine Høeg. Hendes roman Nye rejsende fanger fra første side med fortællingen om en ung, navnløs kvinde der har fået sit første job som lærer på et gymnasium. Kvinde begynder at pendle mellem København og Næstved til arbejde og allerede på sin første tur møder hun en mand i toget. Begæret mellem de to fremmede er stort og ustyrligt. Men han er gift og har et barn, og deres tid sammen er sparsom.

”det er blevet mørkere om morgenen

til gengæld:

vilde solopgange gennem togvinduet

du kysser mig selvom jeg er forkølet

mine bakterier løber over i dig

og videre over i Evy og Maria

ugen efter er I alle tre forkølede”

Kvinden bliver opslugt at forelskelsen, men hun er blot en skygge i mandens ”rigtige” liv som kernefamilie. Hun bliver en slags outsider fordi hun står udenfor det liv som både manden, hendes søster og kolleger lever, og det fylder hende med både ensomhed, tomhed og en følelse af ikke helt at høre til nogen steder. Hun føler sig ikke hjemme blandt sine fornuftige og voksne kolleger, men heller ikke blandt eleverne.

Bogens formsprog er ikke klassisk prosa, men lægger sig tættere op af digte. Teksterne er af forskellige længder men fortalt kronologisk. Det er enkelt og stramt, men teksten flyder utroligt fint, og det passer godt til historien, at den fortælles netop sådan her.

Tine Høeg har skrevet en rigtig fin historie om de første år af voksenlivet med usikkerhed og dårlige beslutninger. Hun beskriver usentimentalt og med humor, hvordan det er, endnu ikke helt at have fundet sit ståsted.

Nye rejsende udkom den 27. januar.
★★★★☆

Filmanmeldelse: Mordet i Orientekspressen

Den nye filmatisering af Mordet i Orientekspressen, træder lidt væk fra sit litterære forlæg og trods smukke billeder og flere kendte skuespillere på rollelisten, bliver det desværre en lidt trist affære.

Året er 1934. En luksuriøs togrejse fra Istanbul til Calais bliver scenen for et brutalt mord, da en af passagererne på første klasse, den amerikanske forretningsmand Ratchett, dør af tolv knivstik. Mens toget holder stille i en snedrive må verdens måske bedste detektiv, Hercule Poirot, opklarer forbrydelsen. Ratchett viser sig at være manden bag en frygtelig forbrydelse to år tidligere, nemlig kidnapningen af og drabet på den blot 4-årige Daisy Armstrong, datteren af en velhavende familie. Mordet fik fatale konsekvenser for flere mennesker, og syntes at være motivet for drabet i toget. Ingen af de resterende passagerer lader til at fortælle sandheden om den nat hvor drabet blev begået, men Poirot og hans små grå celler er som altid i topform, trods morderens forsøg på at snøre ham.

Det er anden gang at Agatha Christies klassiske kriminalroman Mordet i Orientekspressen bliver filmatiseret til biografen (den er også filmatiseret til tv som et afsnit af serien Agatha Christie’s Poirot), men Kenneth Branaghs nye version lever desværre ikke op til den prisvindende version fra 1974 med blandt andet Ingrid Bergman, Lauren Bacall, Vanessa Redgrave, Anthony Perkins, Sean Connery og ikke mindst en fremragende Albert Finney som Hercule Poirot.

Modsat Sidney Lumets version, der ligger sig utrolig tæt op af romanen, har Branagh lavet flere usædvanlige ændringer – nogle syntes måske små og ubetydelige, men har man læst bogen eller set den første filmatisering, bliver disse ændringer til små irritationsmomenter. For eksempel har flere af karaktererne skiftet nationalitet. Hvorfor, vides ikke. Oberst Arbuthnot er ikke oberst i den nye filmatisering men derimod læge, og den oprindelig læge fra romanen, som hjælper Poirot og Monsier Bouc, er helt sløjfet. Monsier Bouc, er i filmen nu nevø til direktøren (i stedet for at være direktøren) for togselskabet og har hang til fest og prostituerede. Men de mest spøjse ændringer er dog to ekstra mordforsøg på togrejsen samt det i bogen meget glamourøse gravepar, der i filmen nu har en langt mindre fremtrædende rolle end i bogen – til gengæld kan greven pludselig kampsport og har et meget hidsigt temperament. Det er alt sammen meget besynderligt.

Kenneth Branagh som Hercule Poirot i Mordet i Orientekspressen. Foto via Nordisk Film.

Kenneth Branagh sidder ikke kun i instruktørstolen, han spiller også rollen som Hercule Poirot. Med sig har han blandt andet Johnny Depp, Willem Dafoe, Judi Dench, Michelle Pheiffer og Penelope Cruz, men ingen af dem får rigtig lov til at skinne igennem på lærredet, deres karakterer virker flade og endimensionelle.

Jeg indrømmer, at jeg havde høje forventninger til filmen, for jeg elsker virkelig historien. Men desværre blev mine forventninger langt fra indfriet. Kender du ikke historien i forvejen er oplevelsen muligvis en anden. Og tager du i biografen og ser filmen, vil jeg anbefale dig at du bagefter læser Agatha Christies roman og ser 1974-versionen, jeg lover dig at du ikke bliver skuffer.

Mordet i Orientekspressen har premiere den 23. november.

★★★☆☆