Linda Boström Knausgård: Velkommen til Amerika

Velkommen til Amerika, er en gribende fortælling der holder godt fast i læseren til sidste side er vendt. En mesterlig kortroman af svenske Linda Boström Knausgård.

Handling: 11-årige Ellen bor i en stor lejlighed sammen med sin mor og storebror i Stockholm. Hendes far boede også sammen med dem engang, men han flyttede (mod sin vilje) og nu er han død. ”Vi er en lys familie”, har Ellens mor altid sagt, men Ellen går rundt med et mørke og siden farens død har hun været tavs. Hun har valgt ikke at tale mere, hverken hjemme eller i skolen, for hun gemmer på hemmelighed. Fra sin tavshed betragter hun familien – den blonde, charmerende skuespillermor som har elever i stuen, når hun ikke selv står på scenen på teatret og broren, som forskanser sig på sit værelse med sine instrumenter og musik.

De var aldrig en rigtig kernefamilie, selv om det så sådan ud med mor, far og børn. De flyttede fra nord til Stockholm da moren kom ind på teaterskolen, hvilket gjorde hende mere lykkelig end at være sekretær på et stålværk. Men den alkoholiserede og psykisk syge far brød sig ikke om storbyen, og var en tikkende bombe af ondskab, som gjordet livet ulideligt for resten af familien. Selv efter forældrenes skilsmisse blev han ved med at opsøge og plage dem. Da han dør er det derfor en lettelse for familien, men samtidig viser det sig at deres fælles front mod faren faktisk var det der knyttede dem sammen.

Den mutte og truende bror sømmer sig bogstaveligt inde på sit værelse og sammen med Ellens tavshed øger det presset på deres mor, der fortsætter med at ytre at de er en lys familie – måske som en slags overlevelsesmantra i endnu en vanvittig situation.

”Jeg holdt op med at tale, da det optog for meget plads i mig at vokse. Jeg var sikker på at jeg ikke både kunne tale og vokse. […] Far er død. Sagde jeg det? Det er min skyld. Jeg bad højt til Gud om, at han ville dø, og så døde han. En morgen lå han stiv i sin seng. En sådan magt havde min tale altså. Måske var det ikke sandt, det med væksten? Måske forholdt det sig sådan, at jeg holdt op med at tale, fordi mit ønske var gået i opfyldelse.”

Ellens tavshed er en slags selvvalgt straf for den skyld hun føler over at have bedt Gud om hjælp til at slå sin far ihjel. Samtidig føler hun skyld over den sorg hun påfører sin mor ved at være tavs, og hun beder hver dag til Gud om at gøre hendes mor lykkelig. Moren synes dog at have lys og styrke nok til at acceptere, at sådan er situationen lige nu og her. Selv da skoleledelsen indkalder til samtale om Ellens tavshed, siger moren efterfølgende (grædende) til sin datter ”Du skal være præcis som du er.”

Jeg blev meget berørt af historien og Ellens stærke stemme der taler direkte til læserne. Der er en god balance i teksten som er stramt skrevet. Det er en til tider paradoksal og både rørende og underholdende fortælling om en smertefuld barndom. En hurtigt læst bog på blot 89 sider, men ikke en bog man glemmer lige med det samme. Romanen blev sidste år nomineret til den prestigefyldte pris Augustpriset i Sverige.

Velkommen til Amerika udkommer i dag den 9. februar.

★★★★☆

Liane Moriarty: Vanvittig skyldig

Australske Liane Moriarty trækker suspensen i romanen Vanvittig skyldig, i en sådan grad at man næsten begynder at kede sig.

Handling: Sam og Clementine lever et skønt liv, om end et travlt liv. De har to små piger, Sam er lige begyndt på sit drømmejob og Clementine forbereder sig til den audition, som kan få afgørende betydning for hendes karriere som cellist. Erika er Clementines ældste ven. Et enkelt blik mellem dem kan gøre det ud for en hel samtale, og da Erika og hendes mand Olivier inviterer den med til en barbecue hos deres naboer, Tiffany og Vid, tøver Clementine og Sam da heller ikke; Tiffany og Vid er farverige personligheder, som vil være en velkommen tilføjelse til selskabet. Seks ansvarsbevidste voksne. Tre søde børn og en hund. Hvad skulle der dog kunne gå galt på sådan en almindelig søndag eftermiddag?

”Men det virkelig ironiske var, at Erika nu tilsyneladende også havde den samme politik med ikke at dele noget vigtigt. Hun havde holdt på denne kæmpemæssige hemmelighed de sidste to år, og Clementines første reaktion havde været at føle sig såret over afsløringen.”

Fra første side får vi at vide, at der i løbet af barbecuen hos Tiffany og Vid, skete noget voldsomt og uventet der her to måneder efter stadig ryster dem alle, og får Clementine og Sam til at spørge sig selv og hinanden, om og om igen: ”Hvad nu, hvis vi ikke var taget med?”.

Mens vi venter på at finde ud af hvad det var der skete, der er så frygteligt at skylden æder dem alle op, bliver der kradset i den blanke overflade hos dem alle og vi får små fortællinger om dem hver især. Den smukke Tiffanys usikkerhed og Vids store kærlighed til hende trods hendes lidt blakkede fortid. Erika og Olivers kamp med barnløshed samt Erikas tossede hoarder-mor (har en sygelig samlermani). Clementine og Sams ægteskab som langsomt nedbrydes, og deres individuelle tvivl på egne evner. Og så er der Erika og Clementines livslang venskab som sættes på en alvorlig prøve.

Liane Moriarty skriver i et let og dejligt flydende sprog, der gør hendes bøger nemme at læse. Hun er kendt for at være god til at benytte sig af suspense og give handlingen en uventet drejning, men i Vanvittig skyldig trækker hun det i langdrag. Vi skal næsten 300 sider ind i bogen inden den første afsløring sker, og det er simpelthen for lang tid at vente – også selv om der kommer masser af kød på karaktererne. Jeg måtte kæmpe mig igennem bogen, og nåede kun i mål fordi jeg er kan være temmelig stædig. Men det holdt hårdt, og det var ikke helt det hele værd.

Vanvittig skyldig udkom den 28. december 2016.

★★★☆☆

RELATEREDE LINKS
Jeg har tidligere anmeldt to af Liane Moriartys andre romener, dem finder dem her:

Hypnotisørens kærlighed
Min mands hemmelighed

Karolina Ramqvist: Den hvide by

Svenske Karolina Ramqvist fortæller i Den hvide by en historie, hvor der sker en helt masse uden at der egentlig sker noget.

Handling: Sneen ligger i store driver mod luksushuset ved søen. Huset er stadig næsten nyt, men inden bag de skudsikre vinduer er der sket forandringer. Karin er alene med sit spædbarn. Hendes kæreste og barnets far John er borte, og sammen med ham også familiens indkomst. En dag banker fogeden på døren og Karin er ved at miste det sidste hun har – huset som John gav hende.

Jeg har læst romanen Den vita staden på originalt svensk, men den er også udkommet på dansk med titlen Den hvide by. Bogen er en såkaldt selvstændig fortsættelse af Karolina Ramqvists roman Flickvännen, hvor vi første gang møder den unge kvinde Karin, hvis største frygt er at leve et middelklasseliv, hvilket betyder at hun hellere vil have et forhold til en mand på den forkerte side af loven, hvor hun i det mindste kan leve omgivet af luksus. Karin blev kærester med mafiabossen John og fik det store hus ved søen med skabe fyldt med designertasker og anden luksus.

Det är klart att ingen bryr sig om nån annan egentligen, det är bara ett sätt att ha kvar den här känslan att det vi har är värdefullt, därför att vi har den här genmskapen, som vi inte har.

I Den hvide by er Karin blevet alene. Vi hører det ikke direkte, men fornemmer at John er død. Hun er alene med sin seks måneder gamle datter og synes at lide af en kombination af fødselsdepression og sorg. Hun er ligeglad med snavset og stakken af uåbnede kuverter med regninger. Den lange række af tal på en konto i udlandet, som hun fik i tilfælde af at der skete John noget, er ikke til nogen hjælp – kontoen er tom. Det samme er skabene ved at være og bilens tank er ikke længere fuld. Hun får en gratis pizza i ny og næ mod at have sex med buddet, noget hun gøre per automatik og uden følelse.

Da fogeden banker på og giver hende en dato for, hvornår hun skal være ude af huset, er det som om Karin endelig begynder at indse at hun må gøre noget, for det er ikke længere bare hendes egen undergang. På det kolde gulv sidder datteren og leger med opladeren til en iPhone. Karin forsøger at sælge nogle af sine dyre tasker, men ved godt at det ikke er nok. Hun har brug for hjælp. Hun opsøger de andre medlemmer i banden, mener at der må være nogle penge – Johns andel af den sidste handel – som bør tilfalde hende. Men al deres fine snak om at være en stor familie som vil gå i graven for hinanden, viser sig at være varm luft. Alle er sig selv nærmest og selv Karins veninde Therese, som hun var så tæt knyttet til inden hun mødte John, synes ikke at gide (eller turde) hjælpe hende.

Bogen beskrives som en selvstændigt roman, men jeg vil nu mene at man går glip af megen baggrundsviden og forståelse af Karins bevæggrunde, hvis ikke man har læst Flickvännen. Karolina Ramqvist giver et fin billede af, hvordan rollerne er fordelt mellem kønnene i den kriminelle underverden, hvor der er stor forskel på mændenes domæne med magt, vold og hurtige penge, og kvinderne der passivt sidder og venter i deres dyre designertøj.

Der er lagt stor vægt på at beskrive den fysiske del af moderskabet. Det var John der ville have et barn og nu har han efterladt Karin med et lille mennesker der suger sig fast til hendes krop. Samtidig får vi et godt billede af konflikten mellem Karins behov for at handle og tiltrækningen ved den falske tryghed som passiviteten giver hende. Alt synes at være farligt udenfor det tilsneede hus. Slutningen, som jeg naturligvis ikke kan afslører her, byder på lidt af et twist og jeg tænker at vi måske møder Karin igen på et senere tidspunkt.

Den hvide by udkom på dansk i april 2016.

★★★☆☆

Nye bøger

boeger-2017

Tegning: Mette Camilla Melgaard

Et nyt år betyder nye bøger at glæde sig til. Jeg har taget et kig på listen over bøger der udkommer i første kvartal af 2017 og jeg kan godt afsløre, at der er meget at se frem til.

Personligt glæder jeg mig meget til nyt fra Jesper Stein, der i februar udkommer med femte bind i serien om Axel Steen, som i skrivende stund endnu ikke har fået en titel. Bliver vi i krimigenren er der også nyt fra Jo Nesbø. Med bogen Trøst vender Harry Hole tilbage og denne gang forlyder der ikke noget om, at det måske er for sidste gang, som det jo ellers har gjort et par gange efterhånden.

Prisen for 2016s bedste krimi i Sverige gik til Tove Alsterdal og bogen Vend dig ikke om, som udkommer på dansk til marts. Der er også kriminyt fra mine favoritter Cilla og Rolf Börjlind. Sov du lille er fjerde bind om politifolkene Tom Stilton og Olivia Rönning. En anden svensk favorit er Stefan Ahnhem som i marts udkommer med sin tredje krimi der har fået titlen Atten grader minus – en bog jeg glæder mig rigtigt meget til. Også danske Finn Halfdan og Julie Hastrup er på banen med nye krimier i henholdsvis februar og marts.

På hylden med de skønlitterære bøger er der nye romaner fra Maria Gerhardt, Morten Sabro, Kamilla Hega Holst samt en ny novellesamling fra Lone Hørslev. Blandt de udenlandske forfattere er jeg især spændt på Linda Boströms Knausgaards Velkommen til Amerika, som jeg har hørt meget godt om samt Geir Gulliksens Historien om et ægteskab. Og så er der endelig nyt fra Paul Auster. Det er syv år siden han udgav sin sidste roman Sunset Park, men nu er han altså klar med endnu en roman. Titlen er 4 3 2 1 – en murstensroman på hele 880 sider.

Derudover genudgives der som altid et væld af klassikere og i år glæder jeg mig især til Virginia Woolfs En forfatters dagbog samt Oscar Wildes Billedet af Dorian Gray.

Dette er blot nogle af de titler jeg glæder mig til. Listen over udgivelser i januar, februar og marts er meget lang og byder både på uhygge, drama, noveller og digte, så der burde være noget for enhver smag. Hvilke bøger glæder du dig til?

Malin Lagerlöf: Dagbok från ditt försvinnande

dagbok-fraan-ditt-forsvinnandeJeg har diskuteret med mig selv, om jeg skulle skrive en anmeldelse af Dagbok från dit försvinnande her til bloggen, da den ikke er udkommet på dansk. Men da det er en af de bedste bøger jeg læste i 2016, har jeg virkelig lyst til at dele den med jer – og hvem ved, måske er der et forlag der læser med og beslutter sig for at udgive den på dansk.

Dagbok från ditt försvinnande, er en fantastisk bog om sorg, kærlighed og savn. Og om at overleve og være tvunget til at genopfinde sig selv som andet end enke og enlig mor til tre børn.

En oktoberdag i 2011 modtager manuskriptforfatter Malin Lagerlöf et opkald fra sin mands kollega med en hjerteskærende besked: ”Malin, jag är rädd att vi har tappat bort Daniel.” Manden Malin har været sammen med i 25 år er pludselig væk, og livet som hun kender det bliver for altid forandret.

”Nu står jag här ensam med tre barn. I otakt med allt och alla. Jag hör plötsligt inte hemma någonstans, jag har förlorat den plats i tillvaron som jag trodde var min. […] Det som ligger framför mig är blankt och jag vet inte längre vem jag skal vara.”

Filminstruktøren Daniel Lind Lagerlöf var på location-jagt til tv-serien Fjällbackamorden (baseret på Camilla Läckbergs bøger), som hans snart skulle i gang med at filme. Men turen på klipperne ved den svenske vestkyst blev fatal. Man regner med at Daniel sandsynligvis faldt eller gled i vandet eller blev revet i havet af bølger mod klipperne – det blæste kraftigt den dag og bølgerne var høje. Hans krop er aldrig blevet fundet men han formodes død. Pludselig bliver 44-årige Malin enke med tre børn, hvoraf den yngste blot er tre måneder gammel.

Bogen er på mange måder en klassisk sorgbog. Fortællingen bevæger sig langsomt fremad afbrudt af dagbogsoptegnelser fra tiden lige efter ulykken, hvor Malin lammet af chok og sorg er omgivet af sit personlige kriseteam med nære venner og familie, der efter en rullende tidsplan sørger for mad, trøst og en nogenlunde stabil hverdag for børnene midt i kaosset, døgnet rundt de første to måneder. Teksten opbrydes med enkelte dokumentariske passager fra politirapporter samt Malins små lister som ”Fem råd til dig der er blevet enke”, ”Fem af dine ting der har fået mig til at græde”, ”Fem råd til dig der møder en enke” og lignende. Der er flashbacks fra Malin og Daniels 25 år eller knap 9000 dage sammen – fra det første kys til det sidste telefonopkald. Og siden følger vi hvordan Malin langsom tager skridt efter skridt til at komme videre med sit nye liv uden Daniel.

Selv om det er en meget personlig fortælling og det naturligvis er følsomt og sørgeligt, er det lykkedes Malin Lagerlöf at skrive et både smukt og usentimentalt universelt værk. Den dybe kærlighed til manden skinner tydeligt igennem, ligesom det lammende kaos, ensomheden, længslen og den altomsluttende sorg. Men teksten er befriende ærlig. Og selv om det er smertefuldt giver bogen håb om, at der findes en fremtid, selv om man ikke kan forestille sig det mens man befinder sig i det mørkeste hul. Det er virkeligt fint.

Dagbok från ditt försvinnande udkom i Sverige i 2016 og er (endnu) ikke oversat til dansk.

★★★★★

2016 – året der gik

godt-nytaar-2016

På årets sidste dag er det vist meget passende at taget et tilbageblik på 2016 – året der gik her på KulturXpressen.

Ved årsskiftet besluttede jeg mig for at lave flere forfatterinterviews i 2016 og det blev til otte styk i serien Forfatterens skrivebord. Planen var egentlig at offentliggøre et om måneden, men det viste sig lidt sværere end forventet at få det hele til at falde på plads med interviewaftaler. Jeg vil i det nye år stadig lave forfatterinterviews når muligheden er der og har et par spændende navne på bedding.

Der var perioder i løbet af året, hvor jeg ikke fik læst helt så mange bøger som jeg plejer. Alligevel er det blevet til 56 anmeldelser i 2016 og det er da egentlig meget godt. Jeg har uddelt den fulde stjernepalet med fem stjerner flere gange, men der har været flest 4-stjernede og 3-stjernede anmeldelser. Det blev også til en enkel 2-stjernet anmeldelse. Kun to bøger opgav jeg at læse – faktisk fik jeg aldrig rigtig gang i den ene, så den giver jeg nok et forsøg igen i det nye år.

De sidste to bøger jeg nåede at læse i 2016 var dels Heidi Vesterbergs Vild med hund, som julemanden havde med til mig, en fin omgang hundepropaganda (hvilket jeg falder for med det samme, da jeg virkelig gerne vil have en hund) om forholdet mellem hund og ejer. Den anden bog er den svenske journalist og manuskriptforfatter Malin Lagerlöfs selvbiografiske Dagbok från ditt försvinnande, om tiden efter at hendes mand, filminstruktøren Daniel Lind Lagerlöf, forsvandt i vandet på den svenske vestkyst i 2011, da han var på location-jagt til tv-serien Fjällbackamorden, baseret på Camilla Läckbergs bøger, som han skulle i gang med at filme. Det handler om sorg, savn og kærlighed, om at overleve og om at være tvunget til at genopfinde sig selv som andet end enke og enlig mor til tre børn. Det er en virkelig god bog. Stærk, ærlig og usentimental – den røg straks ind på min top tre over de bedste bøger jeg har læst i år.

Jeg er lidt af en liste-pige, så derfor har jeg naturligvis lavet mine helt personlige top 3-lister over litteraturåret 2016.

ÅRETS BEDSTE LÆSEOPLEVELSE
MALIN LAGERLÖF: Dagbok från ditt försvinnande

EBBA WITT-BRATTSTRÖM: Århundredets kærlighedskrig

LINN ULLMANN: De urolige

– på listen bør også nævnes Tom Malmquist: I hvert øjeblik er vi stadig i live + Jonas Hassan Khemiri: Alt det jeg ikke husker. Det har været et stærkt svensk år med en enkel norsk/svensk tilføjelse.

ÅRETS BEDSTE FORFATTERINTERVIEW
KIRSTEN THORUP
– Det var en helt fantastisk oplevelse at høre en af landets ”Grand Old Ladies” indenfor litteraturen, fortælle om sin arbejdsproces og hvordan den har ændret sig gennem årerne. Vi talte længe, også om ting der slet ikke havde noget med interviewet at gøre, og jeg følte mig nærmest høj af inspiration og benovelse da jeg gik derfra.

LEONORA CHRISTINA SKOV
– 2016s første interview var med Leonora Christina Skov. Det var første gang jeg mødte hende, men alligevel føltes det næsten som at tale med en god veninde. Vi grinte meget og blev igen og igen overrasket over, hvor meget vi har tilfælles og ligner hinanden på forskellige punkter. Senere på året bad Leonora Christina Skov mig om at interviewe hende på årets Copenhagen Crime festival, hvilket var en fin oplevelse foran et pænt stort publikum.

MORTEN PAPE
– Filmnørd møder filmnørd og endda på Nordisk Film. Altså, det kan der jo kun komme noget godt ud af. Jeg havde hilst på Morten Pape et par gange før vi lavede interviewet en kold men solrig forårsdag i Valby. Det var en fornøjelse at høre en så velformuleret og tænksom mand fortælle om sin kometkarriere og sine drømme for fremtiden. Der er flere store ting i vente fra hans hånd, og jeg er ret sikker på, at det ikke bliver sidste gang jeg interviewer ham.

ÅRETS BEDSTE FORFATTERARRANGEMENT
En af sidegevinsterne ved at være aktiv bogblogger og litteraturskribent er, at man kan være heldig at blive inviteret til forskellige events. Derudover findes der rigtig mange forfatterarrangementer hos både boghandlere og biblioteker samt bogmesser og festivaler. Min top 3 over de bedste litterære arrangementer jeg har været til i 2016 ser sådan her ud.

SØNDAGSEVENT I THIEMERS MAGASIN MED DANIEL DENCIK
– Intervieweren var måske ikke så rutineret og opfindsom med sine spørgsmål, men Daniel Dencik er interessant og har meget på hjertet, og så har han god (underspillet) humoristisk sans.

BOGFORUM BLOGGER-EVENT PÅ BELLA SKY
– De tre forfattere Anne-Cathrine Riebnitzsky, Kenneth Bøgh Andersen og Sara Blædel fortalte om deres bøger og jeg var så heldig at sidde sammen med de to første under middagen og fik en god snak med især Anne-Catrine Riebnitzsky om hendes arbejdsproces. Rigtig fint arrangement.

HANYA YANAGIHARA PÅ FORFATTERTRAPPEN I POLITIKENS BOGHAL
– Politikens Boghal (i daglig tale blot Boghallen) i København er fantastiske til at lave arrangementer med forfattere fra både ind- og udland, og så er arrangementerne ovenikøbet gratis. Jeg har hørt rigtig mange interessante forfattere derinde, og i år var især forfatteren til den meget omtalte roman Et lille liv, amerikanske Hanya Yanagihara der gjorde indtryk. Bor du i eller omkring København kan jeg varmt anbefale dig at følge Boghallen på Facebook, hvor de offentliggøre deres arrangementer – der allerede nogle i 2017 jeg har sat kryds ved.

ÅRETS BEDSTE FILMATISERINGER
KVINDEN I TOGET
– Baseret på Paula Hawkins’ fremragende thriller. En ganske vellykket film takket være en velspillende Emily Blunt samt stemningsfulde og intense billeder af den danske filmfotograf Charlotte Bruus Christensen.

NATPORTIEREN
– Tv-serie af Susanne Bier baseret på John Le Carrés roman. Smukke billeder, godt skuespil fra Tom Hiddleston, Hugh Laurie og Olivia Colman, samt et fint spændingsniveau gennem samtlige seks afsnit.

FLASKEPOST FRA P
– Baseret på Jussi Adler-Olsens krimi. En visuel flot film med gode actions shots af jagende helikopter og hurtigkørende tog, der er med til at øger tempoet i en ellers temmelig langsommelig film. Nikolaj Lie Kaas og Fares Fares samspil er igen et plus for filmen sammen med de humoristiske stikpiller undervejs.

ÅRETS STØRSTE OVERRASKELSER
NOBELPRISEN I LITTERATUR TIL BOB DYLAN
– Jeg ved stadig ikke rigtigt, hvordan jeg har det med at Hr. Dylan blev tildelt litteraturens fornemmeste pris – og så ikke en gang gad møde op for at få den overrakt. En ting kan man sige, det satte gang i diskussionen om hvad definitionen på litteratur er.

ELENA FERRANTES POPULARITET
– Hold nu op hvor gik der selvsving i at sige, at man synes Elena Ferrantes Napoli-trilogi er de bedste bøger man nogensinde har læst. Jeg har ikke læst dem, for efter at have læst hendes romaner Forladte dage og Dukken der blev væk, er jeg ikke imponeret og gider ærligt talt ikke kaste mig over tre bøger mere fra hendes hånd. Men det må man helst ikke sige højt, faktisk er det næsten lige så slemt som at sige, at man ikke kan fordrage avokado (hvilket jeg heller ikke kan).

JAN SONNEGAARDS PLUDSELIGE OG ALT FOR TIDLIGE DØD
– Det var en trist og chokerende nyhed der ramte dansk litteratur i slutningen af november. Klaus Rifbjerg kaldte Jan Sonnegaard for den yngre generations store litterære rebel.

Året er ved at rinde ud og med ønsker om et rigtig godt og lykkebringende nytår til jer alle, skal der også lyde et kæmpe stort tak fordi I læser med hos KulturXpressen – både på bloggen her, på Facebook samt på min private Instagram profil. Det har været et fantastisk år når jeg kigge på besøgstallene her på bloggen. Knap 90.000 besøg er det blevet til i 2016, hvilket jeg slet ikke kan fatte. Tusind tak! Jeg håber at I vil kigge forbi igen i 2017.

Shari Lapena: Naboparret

naboparretNaboparret er fra start en ganske fængende thriller med et rasende tempo, men plottet taber pusten mod slutningen.

Handling: Anne og Marco Contis barnepige aflyser i sidste øjeblik inden de skal stille til middag hos naboparret. De bliver enige om at deres seks måneder gamle datter Cora godt kan blive hjemme alene – hun sover alligevel – hvis de tager babyalarmen med og går ind og tjekke hende hver halve time. Men mens Anne og Marco hælder vin i sig blive babyen fjernet fra sin vugge. Anne, der lider af en fødselsdepression, plages af dårlig samvittighed over at have efterladt datteren alene, og nabokvindens flirten med Marco gør ikke situationen bedre. Ved 1-tiden om natten lykkes det endelig Anne at hive en fuld Marco med hjem, hvor de mødes af en åben hoveddør og en tom vugge. Cora er forsvundet. Politiet mistænker straks det unge forældrepar for hvilken slags mennesker vil efterlade deres barn være alene? Parret er knust over datterens forsvinden, men både Marco og Anne gemmer på hemmeligheder – også overfor hinanden.

”Marco og Anne sidder ved køkkenbordet og prøver at spise morgenmad. Deres toast er næsten urørt. De lever begge mest af kaffe og fortvivlelse.”

Domestic noir-genren er eksploderet de senere år og alle synes at ville have en bid af kagen. Det gør at kvaliteten svinger fra virkelige vellykkede thrillers som senest Kvinden i toget til mindre gode fortællinger med tynde, utroværdige plots. Shari Lapenas thriller Naboparret lægger sig cirka i midten.

Det starter godt. Panikken breder sig som en steppebrand, og Anne og Marco oplever enhver forældres værste mareridt. Politiets mistænkeliggørelse og gentagne afhøringer af det unge par giver en næsten klaustrofobisk magtesløshed. Annes stenrige forældre har et anstrengt forhold til svigersønnen og tøver ikke med at pege fingre. Samtidig hænger Annes fødselsdepression hele tiden som en mørk sky fyldt med mistanke. Har hun gjort barnet fortræd? Har depressionen påvirket deres ægteskab? Og hvad er det der foregår med den smukke, flirtende nabokvinde?

Der bliver hele tiden lagt flere lag på plottet og som fortællingen stormer frem bliver listen over mistænkte længere og længere. Det er en effektiv opbygning, men den store forløsning udebliver. Luften fiser ud af ballonen med et påklistret plot mod slutningen, og de sidste sider i bogen er simpelthen for tynde. Sikke en skam.

Naboparret udkommer i dag den 27. december.

★★★☆☆

Det er forlaget Gyldendal der udgiver Naboparret på dansk, og de har gjort meget ud af markedsføringen. Jeg modtog et anmeldereksemplar af bogen i en af politiets bevismaterialeposer sammen med en sut med det forsvundne barns navn på. Utroligt gennemført. Foto: Mette Camilla Melgaard

Det er forlaget Gyldendal der udgiver Naboparret på dansk, og de har gjort meget ud af markedsføringen. Jeg modtog et anmeldereksemplar af bogen i en af politiets bevismateriale-poser sammen med en sut med det forsvundne barns navn på. Utroligt gennemført. Foto: Mette Camilla Melgaard

God jul og godt nytår

julehilsen2016Juleferien er begyndt og med udtagelse af en enkelt anmeldelse, som du kan læse på tirsdag, vil jeg bruge ferien på at slappe af med en god bog. Hvem ved, måske findes der en bog under træet i aften – man har jo lov at håbe.

Jeg vil ønske jer alle en rigtig glædelig jul. Tusind tak fordi I har læst med her på bloggen og har brugt tid på at kommentere her, på facebook og Instagram. Jeg sætter stor pris på hver eneste besked og like. Tak!

God jul & godt nytår
Mette

 

Anne-Cathrine Riebnitzsky: Orkansæsonen og stilheden

orkansaesonenOrkansæsonen og stilheden er en interessant men også lidt ujævn fortælling om menneskeskæbner og om hvordan de valg vi tager i livet påvirker os selv og andre mennesker.

Handling: Præsten Monica har ikke mange problemer i livet. Hun har Gud og et lykkeligt ægteskab med astrofysikeren Johan. Hun lytter dagligt til andres bekymringer og selv når hun forsøger at slappe af, får hun alligevel sat gang i andre menneskers livsvalg. Hun er som en orkan der hvirvler op i naturen. Hendes modsætning er veninden Beate, forsvarsadvokaten som ynder at tage på bukkejagt med bue og pil. Beate mistede sin mand i en tragisk ulykke for en tid siden, og plages stadig af sorg og skyld i en sådan grad, at hun siden ulykken ikke har kunne skyde et rådyr. Barndomsvennerne Marcus og Benjamin har hver siden problemer med både kærligheden og den hash de smugler og sælger. Politimanden Hans er vant til at handle overfor kriminelle og når der skal nedlægges et dyr på en jagt, men når det gælder hans stærke følelser for Beate går han i stå. Hans gode ven, skytten Henning, tyer til en handling der vil sætte dybe spor i ham for altid.

“På deres vej fra kirken gennem villakvarteret ser hun, hvo forandrede haverne er. Adskillige drivhuse er smadret, og der ligger stadig store grene og knuste potteskår flere steder. Men det er de nye åbninger i træernes kroner og de blottede knækkede grenarme, der gør størst indtryk. Det ser voldsomt ud, men hun tænker også, at noget nyt vil vokse frem, der hvor stormen har skabt store huller af lys og luft.”

Anne-Cathtrine Riebnitzskys tredje roman har et mangfoldigt persongalleri for at sige det mildt. Vi har en præst der ynder at tale med Gud. En astrofysiker som tager til Chile for at kigge efter fjerne galakser. En datter af en narkobaron i Guatemala, der drømmer om et bedre liv i USA. En forsvarsadvokat i sorg. En forelsket politimand. En desperat far til et voldtægtsoffer. To hash-smuglere som ikke helt ved hvad de har gang i. En rocker med tilnavnet Boltsaks. Og et gammel brokkehoved af en dame som blot venter på at dø, for blot at nævne nogle af dem.

Temaer som tro, kærlighed, sorg, retfærdighed og tilgivelse svæver ud og ind i et spind af skæbner og handlinger der væves omkring Monica og Beate som de to hovedpersoner. Men selv om det meste falder på plads til slut, drukner det hele lidt i de mange sidehistorier, hvilket gør Orkansæsonen og stilheden til en lidt ujævn fortælling.

Jeg ville ønske at Anne-Cathrine Riebnitzsky havde været skarpere i sine valg og sløjfet nogle af sine darlings i stedet for at presse det hele med. Jeg kunne sagtens have undværet turen til Guatemala som Monica begiver sig ud på i begyndelsen af romanen, hvor hun møder den 14-årige servitrice Nory, som er datter af en berygtet narkobaron Don Carlos. Det samme gælder sidehistorierne om Beates gamle mor samt den om den unge hashsmugler Benjamins kæreste Victoria. Det er ligegyldige afstikkere i forhold til nogle af de andre sidehistorier (som jeg ikke kan afsløre her), der sagtens kan bære at få mere kød på sig.

Alt i alt minder historien mest om en prædiken om, at alle handlinger har konsekvenser og at det også har konsekvenser ikke at handle. De mest interessante er præsten Monica og advokaten Beate. Det er dem jeg sidder tilbage med en længsel efter at høre meget mere om.

Orkansæsonen og stilheden udkom i januar.

★★★☆☆

Læseblokering

Tegning af Mark Anderson via andertoon.com.

Tegning af Mark Anderson via andertoon.com.

Jeg vil dele et øjebliksbillede med jer – dels som forklaring på, hvorfor der er lidt stille på bloggen og dels fordi nogle af jer måske har et godt råd jeg kan bruge. Jeg er nemlig blevet ramt af læseblokering.

2016 har været et mærkeligt bogår for mig. Det lagde egentlig godt ud i de første måneder af året, men så begyndte det langsomt at gå ned af bakke. Jeg ved ikke helt, hvad det var der skete men pludselig tog det mig længere tid at færdiggøre en bog.

Min læserutine har gennem årene ændret sig. Før i tiden læste jeg altid inden jeg gik i seng. Sådan er det ikke mere. De sidste par år, er jeg begyndt at læse mens jeg spiser morgenmad – jeg står nemlig tidligt op på hverdage, for at have en lille times tid til at starte dagen i ro og mag, og her er det perfekt med læsning. Jeg læser også på andre tidspunkter, hvis der er tid til det (især i weekenden), men min morgenlæsning er fast. Når jeg er færdig med en bog og har skrevet anmeldelsen, går der som regel en dag inden jeg går i gang med at læse en ny bog. Men her på det sidste er den ene dag blevet til flere dage, ja nogle gange en hel uge.

Jeg ville ønske, at jeg kunne give bøgerne skylden – at de er kedelige, dårligt skrevet og alt for lange. Men det stemmer ikke helt overens med sandheden, for selv om der har været nitter imellem de bøger jeg har læst i år, har der også været gode bøger. Men hvad er det så der sker? Hvorfor tager det mig pludselig over en uge (nogle gange to) at læse en bog færdig, når jeg almindeligvis i gennemsnit læser ca. to bøger om ugen?

Lige nu er min manglende koncentration ikke det eneste der går mig på. Stakken med bøger der skal læses og anmeldes vokser i takt med min dårlige samvittighed over at være gået i stå med min læsning – og det hjælper bestemt ikke. Jeg er begyndt på flere bøger, har endda valgt nogle forholdsvis tynde bøger for at komme op i tempo, men lige lidt hjælper det. I mange tilfælde går jeg i stå efter de første 50 sider. Det er som om min læseglæde er forsvundet og jeg vil meget gerne finde den igen.

Så kære læsere – er der nogle af jer der har oplevet at have læseblokering? Hvordan kom I ud af den igen? Var det en særlig bog der gav jer læseglæden tilbage? Del meget gerne jeres erfaringer med mig, så jeg kan få læseblokeringen brudt.