Politikens Forlag: Min notesbog

Min notesbog, er en ny udgivelse fra Politikens Forlag. En kombineret kalender, notes- og mindebog, hvor du kan holder styr på alt fra aftaler og oplevelser til hvor mange glas vand du drikker om dagen.

Det er lidt usædvanligt at anmelde en notesbog, men de af jer der kender mig eller følger mig på Instagram, ved at jeg er mere end en almindelig notesbogsnørd. Jeg elsker notesbøger og har siden barndommen altid haft gang i en eller flere notesbøger. Lige nu bruger jeg seks forskellige notesbøger i min hverdag + to som bruges over flere år. De fordeler sig sådan: En til dagbog, en til arbejdsnoter, en skitsebog, en til akvarel, en til romanidéer, en bog- og blogjournal + en med lister over hvilke film jeg ser i biografen (jeps, jeg er også listenørd) samt en hvor jeg skriver citater jeg støder på og vil husker samt ord der betager mig, gør mig nysgerrig og lignende. Nævnte jeg, at jeg er nørd ud over det sædvanlige?

Journaling er de sidste 5-6 år blevet utroligt populært i takt med at der er kommet fokus på mindfulness. Ikke mindst i USA og England har det boomet og man kan finde flere YouTube-videoer og Instagram-kontoer med især kvinder, der viser hvordan de bruger notesbøger til at optimere deres tid, holde styr på deres liv og drømme eller til at være kreative i.

Ifølge Politikens Forlag er Min notesbog en dansk udgave af en såkaldt Bullet Journal. Bullet Journaling-konceptet kom frem for nogle år siden og er skabt af Ryder Carroll, en digital produktdesigner fra New York. I alt sin simpelhed går det ud på at holder styr på i går, organisere i dag og planlægge dagene der kommer. Det vigtigste er at man tilpasser det til sine egne behov og liv.

Her støder jeg på det første problem med Min notesbog – den har nemlig fortrykte sider inddelt efter måneder med kalendersider, motionsplaner, kostplaner, sider til højdepunkter og andet. Det er der måske nogle der vil sige fint til, men det gør det svært at tilpasse den til personlige behov. Derudover findes der under hver måned nogle ”Fokus på”-sider – Fokus på bøger, Fokus på økonomi, Fokus på at være social, Fokus på motion med flere. Igen er det svært at tilpasse det mit eget behov. Der er for få tomme sider jeg selv kan bestemme over.

Bogens ydre er pænt, hvilket altid er vigtigt – ingen gider at rende rundt med en lort i tasken. Den er holdt i to støvede grønne nuancer, har bogmærkesnor og praktisk elastik ”om maven”, og overfladen føles blød og gummiagtig som om den kan tåle en fugtig klud, hvis uheldet skulle være ude. Coversiderne er dog temmelig bløde og jeg har allerede fået to knæk på både for- og bagside. Alle de fortrykte kasser og lister er holdt i støvet grønt og rødt og siderne er med priklinjer. Der er små tegninger og borter, som nogle kvinder måske vil finde yndige (ikke min personlige stil), men jeg tvivler på at en mand vil bryde sig om designet.

Papirkvalitet er et at mine personlige krav til en notesbog, for jeg hader hvis pennen bløder igennem siderne, derfor har jeg naturligvis udsat Min notesbog for en pennetest.

Pennetest i Min notesbog fra Politikens Forlag. Foto: Mette Camilla Melgaard

På billedet herover ses mine seks yndlingspenne til at skrive i notesbøger med. Som man kan se er der ikke direkte gennemblødning, selvom man ikke skal fjolle for meget rundt med en rollerpen, men alle pennene anes igennem papiret. Så hvis du vil undgå gennemtryk mest muligt, forslår jeg blyant eller kuglepen – enhver pen med alkoholbaseret farve samt blæk vil helt sikkert bløde igennem.

Det kan være smart for nogle at samle både kalenderfunktion, daglige lister, tanker og andet i en og samme notesbog – for mig personligt fungerer det ikke. Jeg skriver meget og ville hurtigt løbe tør for plads i en enkelt notesbog. Men for andre som ikke har brug for så mange sider hver dag, kan det være en glimrende idé at holde det samlet, så man hele tiden har det med sig. Det udløser dog en anden bekymring. Min notesbog er tung. Hele 561 gram, altså godt et halv kilo. Det er meget at slæbe rundt på i tasken sammen med alt det andet man har brug for på farten. Jamen så lad være med at tage den med dig, tænker du måske? Men så går hele ideen med en notesbog til det hele jo op i røg.

Konklusion. Hvis du ikke er vant til at bruge notesbog og gerne vil i gang med at planlægge din tid og dit liv, er Min notesbog en fin måde at komme i gang med det på. Der er gode idéer til, hvilket sider der kan være nyttige. Personligt vil jeg fortrække en blank notesbog, hvor jeg selv bestemmer rækkefølge og udformning af felter og lister. Men lige meget om du fortrækker det ene eller det andet, vil jeg helt klart opfordre alle til at komme i gang med at bruge notesbøger til at holder styr på dit liv, dine drømme og tanker. Sig endelig til, hvis du har brug for tips og idéer. Jeg deler gerne mine erfaringer.

Min notesbog udkommer i dag den 7. november.
★★★☆☆

I videoen kan du se Ryder Carroll give et overblik over Bullet Journal-metoden.

Sissel-Jo Gazan: Blækhat

Blækhat er en medrivende fortælling om familiehemmeligheder og venskaber centreret omkring Rosa der vokser op i 1980’ernes Aarhus med et miks af graffitikunstnere, bz’ere, venstreradikale samt resterne af hippiekulturen.

Året er 2010. En kvinde møder meget dårlig op i en lægepraksis. Hendes tilstand forværres over de næste dage og efter flere undersøgelser, mistænker lægen at hun er blevet forgiftet af en svamp. Men kvinden har ikke spist svampe. Hun kan slet ikke lide svampe. Lægen finder de hele meget mistænkelig og beslutter sig for at kontakte politiet.

Derefter springer bogen tilbage til 1980’ernes Aarhus. Rosa bor med sin mor der er uddannet biolog med speciale i svampe. Hun ved ikke hvem hendes biologiske far er, ifølge moren er der tre muligheder, men moren mener ikke det er vigtigt at vide hvem der leverede sædcellen, for Rosa har jo Krudt (homoseksuelle og mor Helles bedste ven), som en slags far. Hjemmet er præget af Helles hippie-ideologier, hvilket Rosa ikke altid syntes er lige festligt, for 12-årige piger vil gerne have de nyeste diller som Donkey Kong-bip-spil og bøllebamser, hvilket Rosas bedste ven Sevim har i overflod. Pigernes sommerferie er lige begyndt og foran dem venter syv ugers frihed, hvilket bliver begyndelsen på en utrolig rejse, der tager os med rundt i Aarhus’ gader over en årrække frem til Rosas gymnasietid, hvorefter bogen igen tager et tidsspring. Vi kommer ansigt til ansigt med graffitiens fremmarch og bz-kulturens voldshandlinger.

”Mit bryst var pludselig fyldt af sitrende, utålmodig længsel efter at bevæge mig væk fra Helle. Helle forstod ingenting. Hun troede stadig, at Sevim og jeg legede på Børnenes Jord hver dag, og anede ikke, at hele byen var blevet vores legeplads. […] Så hentede jeg en sprittusch, skubbede lagene af jakker og halstørklæder til side, og på væggen under Helles parka tegnede jeg en sort Bølle-bamse, men i stedet for sutte-tommelfingeren tegnede jeg en forstørret skråt op-finger vendt mod beskueren. Det var Sure Polly. Så lod jeg jakkerne falde tilbage på plads.”

Romanen er et langt nostalgitrip for alle os der var børn og teenagere i 1980’erne og Sissel-Jo Gazan er virkelig god til at beskrive miljøer troværdigt. Hendes tidligere bøger Dinosaurens fjer og Svalens graf er genrebeskrevet som videnskabskrimier, og selvom indledningen i Blækhat har et snert af krimi over sig, er der slet ikke tale om en krimi, men mere et portræt af en tid. Den videnskabelige tilgang til stofområder kan forfatteren dog ikke lægge fra sig (og heldigvis, for det mestrer hun), og i Blækhat kommer den til syne i både mor Helles svampe-viden samt Rosas fascination af graffitikunsten, som hun som en anden videnskabskvinde registrere nøje og detaljeret. Sidstnævnte bliver da også Rosas fag som voksen, når vi i sidste del af bogen følger den nu 37-årige Rosa, der forsker i Street art og har specialiseret sig i den anonyme street art-kunstner Blækhat, der provokerer og fascinerer hele verden med sine humoristiske, politiske kunst.

Det handler meget om graffiti og street art, men det handler i højere grad om venskaber og familiehemmeligheder, og hvilke konsekvenser disse kan have. Jeg var fanget hele vejen, nikkede genkendende til tidsbeskrivelserne, men kom også til at holde af Rosa og hendes rejse gennem livet.

Blækhat udkom den 5. oktober.

★★★★☆

Mordet i Orientekspressen – konkurrence

Vind to biografbilletter til Mordet i Orientekspressen samt nyudgivelsen af Agatha Christies klassiker. Foto: Mette Camilla Melgaard

En af Agatha Christies mest kendte krimier er Mordet i Orientekspressen som udkom første gang i 1934.

I 1974 blev bogen succesfuldt filmatiseret af Sidney Lumet med et imponerende cast der blandt andet talte Ingrid Bergman, Lauren Bacall, Vanessa Redgrave, Anthony Perkins, Sean Connery og ikke mindst Albert Finney som Hercule Poirot. Filmen vandt en hav af priser og blev blandt andet nomineret til 6 Oscars samt hele 10 BAFTA priser – Ingrid Bergman modtog begge priser for Bedste kvindelige birolle.

Nu har den britiske skuespiller og instruktør Kenneth Branagh kastet sig ud i at genindspille den klassiske historie, og med sig har han blandt andet Johnny Depp, Willem Dafoe, Judi Dench, Michelle Pfeiffer og Penelope Cruz. Branagh selv spiller rollen som den belgiske mesterdetektiv Hercule Poirot.

Mordet i Orientekspressen får dansk premiere den 23. november og i den forbindelse har Lindhardt & Ringhof valgt at genudgive Agatha Christies roman. Det sker den 7. november og du har mulighed for at vinde et eksemplar af Mordet i Orientekspressen sammen med to fribilletter til at se filmen i biografen.

Alt du skal gøre er at gå ind på KulturXpressens Facebook-side, skrive en kommentar på opslaget for konkurrencen og tagge den person du vil invitere med i biografen og se filmen. Eller du kan skrive en kommentar her på siden (vær i så fald opmærksom på, at der kan gå noget tid inden du kan se din kommentar). Jeg trækker en vinder og offentliggøre det på Facebook fredag d. 3. november – så husk at tjekke om du har vundet. Held & lykke!

Stor tak til Nordisk Film samt Lindhardt & Ringhof som har sponsoreret en bog samt to biografbilletter til konkurrencen.

Line Knutzon: Camille Clouds brevkasse

Line Knutzon gør med bogen Camille Clouds brevkasse, nar af hele selvhjælps- og taknemmeligheds-kulturen.

Bogen lægger ud med en forbøn og et forord fra Camille Cloud selv, og allerede der får vi et tydeligt (og ganske morsomt) billede af, hvad Camille Cloud er for en kvinde. Hun er uddannet indenfor en helt masse (eller højsandsynligt ingenting), forfatter til flere succesfulde selvhjælpsbøger (som du opfordres til at købe for at fremme læseoplevelsen af denne bog) og skaber af en succesfuld hudplejeserie. Typen er meget genkendelig, og som Line Knutzon har jeg også for længst fået nok at mennesker der udråber sig selv som eksperter i det ene eller det andet, og som mener at vi skal være glade og taknemmelige lige meget hvilken situation vi befinder os i.

Brevkassedele af bogen byder på en lang række tossede og langt ude spørgsmål og lige så mange tossede og ofte ondskabsfulde svar fra Camille Cloud. Det er her, det efter min mening går lidt galt. Det er simpelthen alt for karikeret. For godt nok er Camille Cloud hele tiden selvfed, egoistisk og lad os være ærlige, ikke den klogeste at høre på, men brevene hun modtager er bare fjollede. Det havde efter min mening virket stærkere og sjovere, hvis brevene var mere realistiske og seriøse. Et af de sjove indslag i bogen er Line Knutzon selv, der optræder som farlig stalker, der vil have Camille Cloud ned med nakken.

”Hej Alle
Jeg er en energisk ildsjæl der søger ildsjæle til at lave et netværk hvor vi kan mødes og sammen skabe noget unikt. På lang sigt kan vi trække på hinandens netværk og møde andre ildsjæle i nye netværk med unikkke tanker som sætter en helt ny dagsorden. Vi kunne bl.a. lave et internt netværk inde i hovednetværket. Men vi kunne også lade være og i stedet lavet et netværk der fungerer som et slags hovednetværk, med et mindre netværk som backup. […]
Kære Ildsjæl
Ros til dig. J Det er lige præcis visionære ildsjæle som dig det danske samfund har brug for. HEP! CC”

Karakteren Camilla Cloud dukkede første gang op i bogen Frit flet, som Line Knutzon skrev sammen med kollegerne Naja Marie Aidt og Mette Moestrup. Det burde have fået mine alarmklokker til at ringe, for den bog var jeg nemlig ikke speciel begejstret for. Men som altid, bliver jeg en smule forblændet, når jeg høre Line Knutzons navn, for jeg synes hun kan noget som kun få kan her i landet. Derfor gør det også lidt ondt at sige, at jeg er virkelig skuffet over Camille Clouds brevkasse. Jeg tror bogen falder to veje. Der vil være de der synes den er klaske-på-låret-morsom og så er der mig, der synes det hele bliver lidt for plat og ikke specielt sjovt.

Camilla Clouds brevkasse udkom den 13. oktober.

★★★☆☆

Apple Tree Yard – filmatisering

Foto via CMORE

Sex, drab og hemmeligheder er omdrejningspunktet i Louise Doghtys roman Apple Tree Yard, som nu med stor succes er blevet forvandlet til en tv-serie i fire dele.

En kvinde kigger ud af vinduet på den bil hun krydser Themsen i. Hun reflekterer over menneskets natur, de valg vi tager, og hvordan frygt kan forvandle os til dyr. Hun har god grund til at tænke over netop disse ting, for bilen hun sidder i er en fangetransport, hun er iført håndjern og på vej til retten, hvor hun står anklaget for drab. Sådan starter BBC-serieficeringen af Louise Dogthys psykologiske thriller.

Kvinden er Yvonne Carmichael, en succesfuld genforsker med et komfortabelt liv med karriere, et dejligt hjem, to voksne børn og et godt, om end lidt hverdagsagtigt, ægteskab. Et liv så langt fra en drabssigtelse som man kan forestille sig. Så hvordan kom det så vidt? Ni måneder tidligere giver Yvonne vidnesbyrd foran et af parlamentets specialudvalg. Hun imponerer og bagefter henvender en attraktiv mand sig til hende. Han tilbyder at vise hende krypten og kapellet under Parlamentet – et sted der ikke er tilgængelig for offentligheden. De ender med at have sex i et gammelt kosteskab, og Yvonne er bagefter chokeret over sin egen opførelse. Hun kan ikke få den fremmede ud af tankerne og de indleder et fysisk forhold. Han er meget sparsom med at fortælle om sig selv, og instruerer Yvonne i hvordan de bedst muligt hemmeligholder deres forbindelse til hinanden. Men en uventet voldshandling og det følgende efterspil vender op og ned på Yvonnes liv, og pludselig finder hun sig sigtet for drab. Langsomt indser hun, at den mand hun blindt stoler på er noget helt andet end ventet, og at det i retssalen ikke er sandheden der er den vigtigste. Det vigtigste er, hvem der er bedst til at fortælle en god historie.

Louise Doghtys roman udkom på dansk i 2015 under titlen Blindgyde. Jeg har ikke læst bogen, så kan derfor ikke drage sammenligninger. Men tv-serien er medrivende og BBC-lækker. Tempoet er forholdsvis langsomt, hvilket i denne sammenhæng understøtter det ulmende psykologiske spil der langsomt bygges op og kulminerer under retssagen. Gennem alle afsnit er der passager med voice over, hvor vi hører Yvonnes inderste tanker om den mystiske Mr. X som hun lidt dagbogsagtigt skriver om i brevform.

Emily Watson er fremragende i rollen som Dr. Yvonne Carmichael. Hun spiller overbevisende og troværdigt, og selv om karakteren på nogle punkter er lidt vel dobbeltmoralsk, fatter man ret hurtig sympati for den utro kvinde. Ben Chaplin spiller den mystiske fremmede som slår benene væk under Yvonne. Han er ikke lige så skarp som Watson, men dog ikke dårlig.

Der er nogle uhyggelige gode scener omkring en voldshandling, som jeg ikke kan afsløre uden at ødelægge oplevelsen, men jeg må sige, at det er en af de bedste fremstillinger af netop denne handling, jeg har set på film. Utroligt stærkt og troværdigt.

Apple Tree Yard fangede mig med det samme. Jeg blev grebet af stemning og ikke mindste overraskelsen ved, at det der så ud til at være et drama om en kvinde omkring de 50 år, der uvant begynder at realisere sine ønsker og seksuelle fantasier, viser sig at være meget mere end som så. Det er uhyggeligt godt.

Apple Tree Yard kan ses på C MORE.

★★★★☆

Nobelprisen i Litteratur 2017

Foto via Gyldendal.dk

Modtageren af Nobelprisen i litteratur 2017 er Kazuo Ishiguro.

Det blev offentliggjort af Svenska Akademiens faste sekretær Sara Danius i Stockholm for få minutter siden.

I ugerne op til offentliggørelsen har navne på mulige modtagere summet i de litterære kredse. Er det endelig Joyce Carol Oats’ der får den? Eller Haruki Murakami? Eller hvad med Yan Lianke? Nogle har kastet Magaret Atwood ind i puljen efter succesen med HBOs seriefisering af hendes roman Handmaid’s Tale, mens andre spår at det i år bliver en afrikansk forfatter fx kenyanske Ngugi wa Thiong’o.

Men Svenska Akademien har det med at overraske. Sidste år chokerede de nærmest med valget af Bob Dylan og det satte gang i flere debatter blandt andet om hvad definitionen på litteratur er.

Det blev altså den japansk-britiske forfatter Kazou Ishiguro modtager Nobelprisen i Litteratur 2017 . Han har ”med stor følelsesmæssig kraft, afdækket afgrunden under vores illusoriske forbindelse til verden, i sine romaner.”

På dansk udkom Kazou Ishiguro sidst med romanen Den begravede kæmpe i 2015.

Lena Dunham: Er det ondt ikke at være sikker?

Kendisfaktoren syntes at have haft en lidt for står andel i at Er det ondt ikke at være sikker? er blevet oversat til dansk – indholdet er i hvert fald ikke så imponerende.

Lena Dunham overraskede da hun sidste år ud af det blå sidste udgav denne lille bog med uddrag fra en gammel dagbog hun førte, mens hun var andet års studerende ved Oberlin College. Bogen udkom som en limited edition på tryk samt som e-bog, og blev udsolgt på blot 24 timer. Teksterne, som Dunham selv kalder for en uformel log med kreative brudstykker og iagttagelser, strækker sig i længde fra nogle få ord til nogle få afsnit, og er tydeligt skrevet af en ung kvinde der endnu ikke har fundet sit ståsted og sig selv.

”27/11/05 Ligesom Joan Didion spekulerer jeg på hvorfor alting skrives ned. Er der et højere formål med alle disse små skitser jeg bærer med mig som bagage der ikke kan fortættes eller konsolideres?”

Lena Dunham står blandt andet bag den ikoniske HBO-serie GIRLS, som hun skrev, instruerede, producerede og spillede hovedrollen i, og man kommer ikke udenom at hun både er talentfuld, sjov, skør, provokerende og hele tiden forsøger at rykke vores grænser. I 2015 udkom hun på dansk med Ikke den slags pige, en morsom, tåkrummende og en smule skræmmende selvbiografisk bog som alle pige bør læse. Men denne gang er jeg knap så imponeret.

Der er næsten ingen sammenhæng i teksterne, nogle er blot spørgsmål som får lov at hænge i luften, og selv om der blandt de små doser af selvmedlidenhed er ting man kan trække på smilebåndet over, kan jeg ikke lade være med at tænke, hvad vi egentlig får ud af at læse disse tekster, tanker, spørgsmål og brudstykker fra en 20-årig kvinde – var de ikke underskrevet Lena Dunham, ville vi nok ikke bruge tid på dem. Og jeg må indrømme at jeg kedede mig, men jeg vil ikke afvise at kvinder (væsentligt) yngre end mig selv, måske vil få mere ud af teksterne, derfor svinger jeg mig op på tre små stjerner.

Overskuddet fra bogen går til non-profit organisationen GIRLS WRITE NOW i USA og i Danmark går det til Venligboernes kvindeprojekter.

Er det ondt ikke at være sikker? udkommer i dag den 26. september.

★★★☆☆

Turen går til Bøgernes verden

Politikens klassiske rejsebogs-serie Turen går til, har fået sig et nyt medlem. Denne gang kan du tage på en litterær rejser for Turen går til Bøgernes verden.

Bogen har det vanlige layout, som vi kender fra de andre guidebøger i serien, dog med lidt færre billeder. Kapitlerne er inddelt i Afrika & Mellemøsten, Americas, Asien & Oceanien og Europa, og som altid er der både forord, register og praktiske oplysninger.

Turen går til Bøgernes verden, kan inspirere på flere måder. Skal du ud og rejse, kan det være spændende at få et andet indtryk af landet du skal besøge, og hvad bedre end at få det gennem litteraturen? Eller måske har du ligesom mig, det svært med flyrejser der varer mere end en time, men drømmer om at besøger Asien, så er hjælpen nær med forslag til romaner hvis handling udspiller sig i Asien.

Hvert kapitel indledes med et par ord om kontinentet, og i beskrivelserne af hver bog der omtales, er der små anekdoter eller facts om forfatteren. Fra vores egen andedam er det blandt andet Hans Kirks Fiskerne, Tom Kristensens Hærværk, Dea Trier Mørchs Vinterbørn og Barndommens Gade af Tove Ditlevsen der nævnes.

Jeg er vild med idéen om en rejseguide gennem litteraturen, og der er masser af bøger der nævnes i bogen, som jeg ikke har læst. Der er naturligvis en del klassikere som bør nævnes, men jeg synes at der er en lille overvægt af historiske bøger. Jeg savner flere bøger, hvor handlingen udspiller sig i landene efter 2000. Det ville have været fint, hvis der var en liste over de mest markante forfattere på hvert kontinent, det er nemlig ikke nødvendigvis deres bøger der er nævnt fx er Jo Nesbø og hans roman Flagermusmanden at finde under Australien (hvor bogens handling udspilles).

Det er antropolog Katrine Tschemerinsky der står bag bogen. Turen går til Bøgernes verden udkom den 1. september.

★★★☆☆

Michael Robak: Øm

Øm er en letbenet men glimtvis humoristisk fortælling om en midaldrende mand ramt af forlist kærlighed, mismod og stress, pakket ind i et tykt lag selvmedlidenhed.

Go’ morgen Danmark-værten Michael Robak debuterede i 2014 med romanen Hele byen ved det, om en falleret radiovært på en gevaldig nedtur. Robak fortsætter temaet om mediemænd i krise i sin nye roman Øm.

Det skal være skidt før det kan blive godt, synes at være udgangspunktet for historien om den 49-årige David Bramsen, der er nyhedschef på et stort dagblad. Siden hans kone Sara, en stockholmsk akademiker, forlod ham for seks år siden og bosatte sig i Berlin med deres fælles søn, er det gået ned af bakke for David. Han længes stadig efter fortiden og har ikke været i seng med en kvinde i fem år. Hans far er for nylig blevet fundet død på et koldt beton gulv og selv rammer han for alvor bunden, da han falder om på sit arbejde under et redaktionsmøde.

Med diagnosen stress, bliver han sendt på orlov i seks måneder. I stedet for at sidde hjemme i den tomme lejlighed på Frederiksberg, lejer han et gammelt sommerhus i en lille sløv by, hvor han i sine unge dage boede hos sine bedsteforældre. Det lysner for en stund, da Sara uventet inviterer ham til Berlin for at besøge sønnen, men tingene går slet ikke som David drømmer om, og snart er han tilbage i sommerhuset, hvor han sidder og ømmer sig mens hans kriminelle halvlillebror Bjarke og naboen Bit forsøger at sparke liv i ham igen.

”Ansigtsudtrykket forandrede sig fra miavende missekat til mellemfornøjet mellemleder. ”Du er godt nok en kedelig mand. Helt slukket.” Hun rettede på sit tøj og forlod mit værelse med skoene i den ene hånd. Kedelig: Ja. Det havde jeg været i årevis. Slukket: Det kunne jeg ikke komme udenom. Længere. Med få anstrengelser og lidt kærlige ord til tv-korrespondenten kunne jeg have fået liv i min indtørrede og forsømte krop. Jeg gik i send i stedet. Efter en kort undren over optrinnet faldt jeg i søvn med finanstillægget over ansigtet.”

Det er en meget let læst bog – man flyver hurtigt igennem korte afsnit og et ukompliceret sprog. Desværre er der ikke meget, der får mig til at stoppe op og endnu mindre af historien bliver siddende i mig. Idéen med at kigge ind i en midaldrende mands indre kaos med tilhørende fysiske skavanker, kan i teorien godt vække min interesse, men det kræver mere tyngde og mindre selvynk, hvilket Øm desværre ikke leverer.

Øm udkom den 11. august.

★★★☆☆

Zadie Smith: Swing Time

Swing Time er en velskrevet samtidsroman om venskab, race, køn og klasse. Zadie Smith viser igen hvorfor hun anses for at være en af nyere litteraturs centrale skikkelser.

Vi befinder os i 1980’ernes London i den mere belastede del af byen. To 7-årige piger, Tracey og vores navnløse fortæller, mødes til danseundervisning i den lokale kirke. Som de eneste gyldenbrune piger på holdet, danner de fra start en næsten ubevidst alliance. Fortælleren bliver med det samme fascineret af Tracey, som hurtigt viser sig at være en talentfuld og selvsikker danser, noget fortælleren desværre ikke er, trods sin passion.

Pigernes familier har meget forskellig dynamik. Traceys mor er hvid, tyk og plaget af akne. Hendes mest glamourøse tilbehør er Tracey, som hun klæder i pailletter og dyrt dansetøj, og forkæler med masser af legetøj, måske som kompensation for sine egne mangler og den meget fraværende afrikansk-caribiske far, der synes at være hyppig fængselsgæst. Hos fortælleren er den afrikansk-caribiske mor stik modsat. Hun er aktivist og ivrig efter at dygtiggøre sig selv. Hun går ikke op i materielle ting og er ikke det mindste interesseret i datterens danseundervisning og den nye veninde, så det er faren, hvid, kærlig og uambitiøs, der overtager og følger datteren til dans hver lørdag.

”Den magt, hun har over mig, er den samme, som den altid har været, fordømmelse, og det kan ikke beskrives med ord. Der er intet, jeg kan sige, som vil ændre det faktum, at jeg var hendes eneste vidne, den eneste person, der kender til det, hun har i sig, alt det, der blev ignoreret og spildt, og alligevel efterlod jeg hende der i de ubevidnedes rækker, hvor man skal skrige for at blive hørt.”

Som børn tilbringer pigerne eftermiddage og lørdage sammen med blandt andet at se gamle film med Fred Astair og Ginger Rogers, Gene Kelly, Bill ”Bojangles” Robinson og andre legendariske dansere. Det er tydeligt at Tracey er alfahunnen i forholdet, men også at hun inderst inde længes efter og misunder, den kærlige og engagerede far samt stabile og stille liv, fortælleren har – almindeligheder som fortælleren gerne byttede for Tracey talent, bjerg af dukker og mærkevaretøj.

Deres venskab er aldrig ukompliceret og som unge og voksne mister de kontakten i perioder på flere år. Tracey bliver professionel danser, mens fortælleren efter sin universitetseksamen arbejder i et pizzeria og ikke ved, hvordan fremtiden skal se ud. Tracey anbefaler hende til et job som hjælper på det teater, hvor hun selv danser med i forestillingen (samt har en affære med en af showets stjerner, en tre gange så gammel og gift kenyaner), men da forestillingen forlænges skilles veninderne som uvenner. Da de mødes igen mange år senere, er det ikke lykkedes Tracey at slippe fri fra sin sociale arv, mens fortælleren rejser verden rundt som personlig assistent for den globale popstjerne Aimee (en Madonna-lignende type med to børn af forskellige fædre, skiftende meget unge kæreste og en afrikansk adoption af tvivlsom karakter), og uden nogen kontakt til det gamle kvarter.

Swing Time fungerer som fortællerens memoirer fra den første dans som 7-årig til en karriereafsluttende skandale i 2008. Zadie Smith giver en fin beskrivelse af race og klasseskel, arv og miljø. Fortælleren går fra at have en dominerende veninde til at have en dominerende chef. Det er som om hun ikke har en egen identitet men konstant lever på andres præmisser. Da popstjernen Amiee vil starte en pigeskole i Gambia, træder fortællingen om pigernes venskab i baggrunden, og der sættes i stedet fokus på forskellene på kvinder i vesten og Afrika.

Det er kapitlerne om veninderne der fastholder mig i historien. Romanen er fyldt med musik fra gamle film (nogen burde lave en playliste) og er i sig selv meget filmisk med detaljerede stemningsbilleder fra både London og Afrika. Det er første gang jeg læser Zadie Smith (ja, det er skandaløst, jeg ved det godt), men nu vil jeg helt sikkert kaste mig over hendes tidligere romaner.

Zadie Smith og Swing Time er på longlisten over nominerede til Man Booker Prisen 2017. Smith kan desuden opleves live på Louisiana Literature den 26. og 27. august.

Swing Time udkom den 18. august.

★★★★☆