Bøger der bliver

Jeg tror de fleste læsere har bøger der bliver hos dem for altid. Bøger der på en eller anden måde (på godt og ondt) har gjort sådan et indtryk, at man stadig husker præcis hvor man befandt sig da man læste dem eller hvilken følelse man sad med efterfølgende.

Inspiration

På billedet ses et lille udvalg af bøger der bliver hos mig for altid, fordi de på den ene eller anden måde har sat et varigt aftryk i mig. Foto: Mette Camilla Melgaard

Som læser, skribent og menneske, bliver jeg igen og igen inspireret og påvirket af de mange bøger jeg læser, og sådan har det været lige så længe jeg kan huske. Jeg husker fx tydeligt da jeg som ganske ung læste Gretha Stevns‘ bøger om den rødhårede Susy, hvis far er skovridder. I bøgerne drikker Susy blandt andet te, hvilket jeg på det tidspunkt aldrig havde drukket, men det skulle jeg naturligvis nu, hvor Susy gjorde det. Det kan jeg godt smile af i dag, men det viser samtidig, hvordan jeg blev påvirket af det jeg læste.

Sideløbende med at jeg bliver ældre, har det helt naturligt ændret sig, hvad det er i bøger som påvirker mig, inspirerer mig, og giver mig varige minder om en helt særlig bog. På billedet ses et lille bitte udvalg af bøger der på den ene eller anden måde har sat sit aftryk i mig. Susan Hintons ungdomsbog Outsideren, som lærte mig en masse om venskaber og hvorfra jeg stadig kan Robert Frost-digtet udenad. Stephen Kings bog On Writing, der har givet mig masser af gode råd om livet som skrivende. Og Truman Capotes Med kold blod der sendte kuldegysninger igennem mig to sommerdage i 1999, hvor jeg læste den i kærestens forældres hus, og dagen efter vågnede til nyheden om John F. Kennedy jr. tragiske død i en flyulykke sammen med sin hustru. Lena Andersson skriver i et sprog der fortjener at blive kopieret og hængt op på væggen og Håkan Nesser tog mig med til et fugtigt og koldt engelsk landskab med beskrivelser levende, at jeg næsten fik hjemve… for blot at nævne nogle få.

For som sagt er disse bøger blot et lille udsnit af de mange bøger der bliver hos mig for altid. Der mangler forfattere som Agatha Christie, Ian Rankin, Helle Helle, Linn Ullmann, Jonas Hassen Khemiri, Astrid Lindgren og mange flere.

Hvilke bøger har sat et varigt aftryk i dig?

 

På billedet ses i øverste række fra venstre:
Lena Andersson: Egenmäktigt förfarande – en roman om kärlek
Paul Auster: Illusionernes bog
Truman Capote: Med koldt blod
Delphine De Vigan: Ingenting kan hindra natten
Colin Dexter: Sidste bus til Woodstock

Anden række fra venstre:
Siri Hustvedt: Med bind for øjnene
Susan Hinton: Outsideren
Stephen King: On Writing
Harper Lee: Dræb ikke en sangfugl
Bodil Malmstem: Det är fortfarande ingen ordning på mina papper

Nederste række fra venstre:
Håkan Nesser: Levende og døde i Winsford
Philip Roth: En menneskelig plet
Bernard Shaw: Plays Unpleasant
Kirsten Thorup: Himmel og helvede
Virginia Woolf: Selected Works of Virginia Woolf

Du må meget gerne dele...Share on FacebookTweet about this on TwitterEmail this to someoneShare on LinkedIn

2 tanker om "Bøger der bliver"

  1. Det er et rigtig godt spørgsmål. Og jeg tænker faktisk tit over det.

    Harper Lee og Delphine de Vigan er også min liste over bøger, der bliver (rigtig fint udtryk i øvrigt :)). Derudover kan jeg lige komme på:
    Rasselas af Samuel Johnson (som er lidt svært tilgængelig (kræver tålmodighed med ordbogen) – er en klog lille fortælling om at lede efter lykken), Tristram Shandy,
    A Heartbreaking Work of Staggering Genius af Dave Eggers, The Bell Jar af Sylvia Plath, Cremefraice-triologien af Suzanne Brøgger og så har jeg helt sikkert glemt en masse andre.

    • Jeg kommer næsten dagligt om tanke om bøger der har påvirket mig på den ene eller anden måde. Nogle gange er det måske bare en enkelt sætning i en bog, men det hænger ved. 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *