BogForum 2019

Fredag skydes landets største bogmesse BogForum 2019 i gang, og jeg er naturligvis på pletten i BellaCenter i København.

Som altid har jeg gennemlæst programmet, markeret hvilket forfattere jeg ikke vil gå glip af og forsøgt at få det hele til at gå op i en højere enhed, hvilket ikke er en let opgave når man helst ikke vil gå glip af noget og samtid altid kommer til at bruge størstedelen af tiden på at hilse på og få talt med en masse gode folk i og omkring bogbranchen – og desuden kun er der fredag og lørdag i år.

Det skal jeg se
Min førsteprioritet på BogForum er altid de udenlandske forfattere, da de danske er nemmere at se på andre tidspunkter i løbet af året. Desværre er der de senere år færre og færre af de store udenlandske navne, som i stedet er begyndt at dukke op til Louisiana Literature – men det er en anden snak.

En af de forfattere jeg absolut ikke vil gå glip af på BogForum i år er islandske Auđur Ava Ólafsdóttir. Jeg har læst tre af hendes romaner i år Ar, Stiklingen samt Svaner bliver ikke skilt, og de er alle fantastiske. Svenske Mattias Edvardsson som i august udkom med den fremragende spændingsroman En helt normal familie, glæder jeg mig også til at opleve.

Vi bliver ved de svenske for også Carolina Setterwall kigger forbi. Hun udkom i januar med sin selvbiografiske sorgbog Lad os håbe på det bedste, og Sara Stridsberg interviewes om hendes seneste roman Kærlighedens Antarktis.

En anden jeg vil stræbe efter at nå forbi er den berømte amerikanske Anders And-tegner Don Rosa. Hver dag er der mulighed for at 10 personer får en original signeret tegning af ham – det vil jeg helt vildt gerne, så vil gøre forsøget. Og mens vi er ved de dygtige tegnere, ja som kommer svenske Jan Lööf også forbi BogForum i år. Han har blandt andet bidraget til det nylig udkommet jubilæums hyldestalbum Valhalla i nye hænder – et overflødighedshorn af flotte tegninger af et hav af dygtige illustratorer. Jeg vil også gerne nå at høre den britiske tegneserieeksperten Michael Farr fortælle om Tintin og hans skaber Hergé.

De danske
Der er naturligvis også danske forfattere jeg gerne vil nå at opleve i mit tætpakkede 2-dagsprogram. Det er blandt andet Kristian Bang Foss som i september udgav den morsomme og tænksomme roman Frank vender hjem. Lotte Kaa Andersen som tidligere i år udkom med Syv sind, sidste bind i hendes trilogi. Peter Øvig Knudsen og Mikkel Frey Damgaard der begge er udkommet med stærke personlige bøger om henholdsvis sin mor og sin far. Samt Maren Uthaug der netop er udkommet med sin roman En lykkelig slutning. Plus mange mange flere.

Det bliver nogle travle dage i litteraturens tegn men jeg vil ikke undvære det. I år er det 24. gang jeg er til BogForum. Rigtig god fornøjelse til alle jer der deltager – håber vi ses i BellaCenter. Har du ikke mulighed for at være med i år, kan du følge med på min Instagramprofil @textgirl hvor jeg vil forsøge at vise glimt fra det jeg oplever derude.

Du må meget gerne dele...Share on FacebookTweet about this on TwitterEmail this to someoneShare on LinkedIn

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *