Line Knutzon: Camille Clouds brevkasse

Line Knutzon gør med bogen Camille Clouds brevkasse, nar af hele selvhjælps- og taknemmeligheds-kulturen.

Bogen lægger ud med en forbøn og et forord fra Camille Cloud selv, og allerede der får vi et tydeligt (og ganske morsomt) billede af, hvad Camille Cloud er for en kvinde. Hun er uddannet indenfor en helt masse (eller højsandsynligt ingenting), forfatter til flere succesfulde selvhjælpsbøger (som du opfordres til at købe for at fremme læseoplevelsen af denne bog) og skaber af en succesfuld hudplejeserie. Typen er meget genkendelig, og som Line Knutzon har jeg også for længst fået nok at mennesker der udråber sig selv som eksperter i det ene eller det andet, og som mener at vi skal være glade og taknemmelige lige meget hvilken situation vi befinder os i.

Brevkassedele af bogen byder på en lang række tossede og langt ude spørgsmål og lige så mange tossede og ofte ondskabsfulde svar fra Camille Cloud. Det er her, det efter min mening går lidt galt. Det er simpelthen alt for karikeret. For godt nok er Camille Cloud hele tiden selvfed, egoistisk og lad os være ærlige, ikke den klogeste at høre på, men brevene hun modtager er bare fjollede. Det havde efter min mening virket stærkere og sjovere, hvis brevene var mere realistiske og seriøse. Et af de sjove indslag i bogen er Line Knutzon selv, der optræder som farlig stalker, der vil have Camille Cloud ned med nakken.

”Hej Alle
Jeg er en energisk ildsjæl der søger ildsjæle til at lave et netværk hvor vi kan mødes og sammen skabe noget unikt. På lang sigt kan vi trække på hinandens netværk og møde andre ildsjæle i nye netværk med unikkke tanker som sætter en helt ny dagsorden. Vi kunne bl.a. lave et internt netværk inde i hovednetværket. Men vi kunne også lade være og i stedet lavet et netværk der fungerer som et slags hovednetværk, med et mindre netværk som backup. […]
Kære Ildsjæl
Ros til dig. J Det er lige præcis visionære ildsjæle som dig det danske samfund har brug for. HEP! CC”

Karakteren Camilla Cloud dukkede første gang op i bogen Frit flet, som Line Knutzon skrev sammen med kollegerne Naja Marie Aidt og Mette Moestrup. Det burde have fået mine alarmklokker til at ringe, for den bog var jeg nemlig ikke speciel begejstret for. Men som altid, bliver jeg en smule forblændet, når jeg høre Line Knutzons navn, for jeg synes hun kan noget som kun få kan her i landet. Derfor gør det også lidt ondt at sige, at jeg er virkelig skuffet over Camille Clouds brevkasse. Jeg tror bogen falder to veje. Der vil være de der synes den er klaske-på-låret-morsom og så er der mig, der synes det hele bliver lidt for plat og ikke specielt sjovt.

Camilla Clouds brevkasse udkom den 13. oktober.

★★★☆☆

Lena Dunham: Er det ondt ikke at være sikker?

Kendisfaktoren syntes at have haft en lidt for står andel i at Er det ondt ikke at være sikker? er blevet oversat til dansk – indholdet er i hvert fald ikke så imponerende.

Lena Dunham overraskede da hun sidste år ud af det blå sidste udgav denne lille bog med uddrag fra en gammel dagbog hun førte, mens hun var andet års studerende ved Oberlin College. Bogen udkom som en limited edition på tryk samt som e-bog, og blev udsolgt på blot 24 timer. Teksterne, som Dunham selv kalder for en uformel log med kreative brudstykker og iagttagelser, strækker sig i længde fra nogle få ord til nogle få afsnit, og er tydeligt skrevet af en ung kvinde der endnu ikke har fundet sit ståsted og sig selv.

”27/11/05 Ligesom Joan Didion spekulerer jeg på hvorfor alting skrives ned. Er der et højere formål med alle disse små skitser jeg bærer med mig som bagage der ikke kan fortættes eller konsolideres?”

Lena Dunham står blandt andet bag den ikoniske HBO-serie GIRLS, som hun skrev, instruerede, producerede og spillede hovedrollen i, og man kommer ikke udenom at hun både er talentfuld, sjov, skør, provokerende og hele tiden forsøger at rykke vores grænser. I 2015 udkom hun på dansk med Ikke den slags pige, en morsom, tåkrummende og en smule skræmmende selvbiografisk bog som alle pige bør læse. Men denne gang er jeg knap så imponeret.

Der er næsten ingen sammenhæng i teksterne, nogle er blot spørgsmål som får lov at hænge i luften, og selv om der blandt de små doser af selvmedlidenhed er ting man kan trække på smilebåndet over, kan jeg ikke lade være med at tænke, hvad vi egentlig får ud af at læse disse tekster, tanker, spørgsmål og brudstykker fra en 20-årig kvinde – var de ikke underskrevet Lena Dunham, ville vi nok ikke bruge tid på dem. Og jeg må indrømme at jeg kedede mig, men jeg vil ikke afvise at kvinder (væsentligt) yngre end mig selv, måske vil få mere ud af teksterne, derfor svinger jeg mig op på tre små stjerner.

Overskuddet fra bogen går til non-profit organisationen GIRLS WRITE NOW i USA og i Danmark går det til Venligboernes kvindeprojekter.

Er det ondt ikke at være sikker? udkommer i dag den 26. september.

★★★☆☆

Turen går til Bøgernes verden

Politikens klassiske rejsebogs-serie Turen går til, har fået sig et nyt medlem. Denne gang kan du tage på en litterær rejser for Turen går til Bøgernes verden.

Bogen har det vanlige layout, som vi kender fra de andre guidebøger i serien, dog med lidt færre billeder. Kapitlerne er inddelt i Afrika & Mellemøsten, Americas, Asien & Oceanien og Europa, og som altid er der både forord, register og praktiske oplysninger.

Turen går til Bøgernes verden, kan inspirere på flere måder. Skal du ud og rejse, kan det være spændende at få et andet indtryk af landet du skal besøge, og hvad bedre end at få det gennem litteraturen? Eller måske har du ligesom mig, det svært med flyrejser der varer mere end en time, men drømmer om at besøger Asien, så er hjælpen nær med forslag til romaner hvis handling udspiller sig i Asien.

Hvert kapitel indledes med et par ord om kontinentet, og i beskrivelserne af hver bog der omtales, er der små anekdoter eller facts om forfatteren. Fra vores egen andedam er det blandt andet Hans Kirks Fiskerne, Tom Kristensens Hærværk, Dea Trier Mørchs Vinterbørn og Barndommens Gade af Tove Ditlevsen der nævnes.

Jeg er vild med idéen om en rejseguide gennem litteraturen, og der er masser af bøger der nævnes i bogen, som jeg ikke har læst. Der er naturligvis en del klassikere som bør nævnes, men jeg synes at der er en lille overvægt af historiske bøger. Jeg savner flere bøger, hvor handlingen udspiller sig i landene efter 2000. Det ville have været fint, hvis der var en liste over de mest markante forfattere på hvert kontinent, det er nemlig ikke nødvendigvis deres bøger der er nævnt fx er Jo Nesbø og hans roman Flagermusmanden at finde under Australien (hvor bogens handling udspilles).

Det er antropolog Katrine Tschemerinsky der står bag bogen. Turen går til Bøgernes verden udkom den 1. september.

★★★☆☆

Michael Robak: Øm

Øm er en letbenet men glimtvis humoristisk fortælling om en midaldrende mand ramt af forlist kærlighed, mismod og stress, pakket ind i et tykt lag selvmedlidenhed.

Go’ morgen Danmark-værten Michael Robak debuterede i 2014 med romanen Hele byen ved det, om en falleret radiovært på en gevaldig nedtur. Robak fortsætter temaet om mediemænd i krise i sin nye roman Øm.

Det skal være skidt før det kan blive godt, synes at være udgangspunktet for historien om den 49-årige David Bramsen, der er nyhedschef på et stort dagblad. Siden hans kone Sara, en stockholmsk akademiker, forlod ham for seks år siden og bosatte sig i Berlin med deres fælles søn, er det gået ned af bakke for David. Han længes stadig efter fortiden og har ikke været i seng med en kvinde i fem år. Hans far er for nylig blevet fundet død på et koldt beton gulv og selv rammer han for alvor bunden, da han falder om på sit arbejde under et redaktionsmøde.

Med diagnosen stress, bliver han sendt på orlov i seks måneder. I stedet for at sidde hjemme i den tomme lejlighed på Frederiksberg, lejer han et gammelt sommerhus i en lille sløv by, hvor han i sine unge dage boede hos sine bedsteforældre. Det lysner for en stund, da Sara uventet inviterer ham til Berlin for at besøge sønnen, men tingene går slet ikke som David drømmer om, og snart er han tilbage i sommerhuset, hvor han sidder og ømmer sig mens hans kriminelle halvlillebror Bjarke og naboen Bit forsøger at sparke liv i ham igen.

”Ansigtsudtrykket forandrede sig fra miavende missekat til mellemfornøjet mellemleder. ”Du er godt nok en kedelig mand. Helt slukket.” Hun rettede på sit tøj og forlod mit værelse med skoene i den ene hånd. Kedelig: Ja. Det havde jeg været i årevis. Slukket: Det kunne jeg ikke komme udenom. Længere. Med få anstrengelser og lidt kærlige ord til tv-korrespondenten kunne jeg have fået liv i min indtørrede og forsømte krop. Jeg gik i send i stedet. Efter en kort undren over optrinnet faldt jeg i søvn med finanstillægget over ansigtet.”

Det er en meget let læst bog – man flyver hurtigt igennem korte afsnit og et ukompliceret sprog. Desværre er der ikke meget, der får mig til at stoppe op og endnu mindre af historien bliver siddende i mig. Idéen med at kigge ind i en midaldrende mands indre kaos med tilhørende fysiske skavanker, kan i teorien godt vække min interesse, men det kræver mere tyngde og mindre selvynk, hvilket Øm desværre ikke leverer.

Øm udkom den 11. august.

★★★☆☆

Zadie Smith: Swing Time

Swing Time er en velskrevet samtidsroman om venskab, race, køn og klasse. Zadie Smith viser igen hvorfor hun anses for at være en af nyere litteraturs centrale skikkelser.

Vi befinder os i 1980’ernes London i den mere belastede del af byen. To 7-årige piger, Tracey og vores navnløse fortæller, mødes til danseundervisning i den lokale kirke. Som de eneste gyldenbrune piger på holdet, danner de fra start en næsten ubevidst alliance. Fortælleren bliver med det samme fascineret af Tracey, som hurtigt viser sig at være en talentfuld og selvsikker danser, noget fortælleren desværre ikke er, trods sin passion.

Pigernes familier har meget forskellig dynamik. Traceys mor er hvid, tyk og plaget af akne. Hendes mest glamourøse tilbehør er Tracey, som hun klæder i pailletter og dyrt dansetøj, og forkæler med masser af legetøj, måske som kompensation for sine egne mangler og den meget fraværende afrikansk-caribiske far, der synes at være hyppig fængselsgæst. Hos fortælleren er den afrikansk-caribiske mor stik modsat. Hun er aktivist og ivrig efter at dygtiggøre sig selv. Hun går ikke op i materielle ting og er ikke det mindste interesseret i datterens danseundervisning og den nye veninde, så det er faren, hvid, kærlig og uambitiøs, der overtager og følger datteren til dans hver lørdag.

”Den magt, hun har over mig, er den samme, som den altid har været, fordømmelse, og det kan ikke beskrives med ord. Der er intet, jeg kan sige, som vil ændre det faktum, at jeg var hendes eneste vidne, den eneste person, der kender til det, hun har i sig, alt det, der blev ignoreret og spildt, og alligevel efterlod jeg hende der i de ubevidnedes rækker, hvor man skal skrige for at blive hørt.”

Som børn tilbringer pigerne eftermiddage og lørdage sammen med blandt andet at se gamle film med Fred Astair og Ginger Rogers, Gene Kelly, Bill ”Bojangles” Robinson og andre legendariske dansere. Det er tydeligt at Tracey er alfahunnen i forholdet, men også at hun inderst inde længes efter og misunder, den kærlige og engagerede far samt stabile og stille liv, fortælleren har – almindeligheder som fortælleren gerne byttede for Tracey talent, bjerg af dukker og mærkevaretøj.

Deres venskab er aldrig ukompliceret og som unge og voksne mister de kontakten i perioder på flere år. Tracey bliver professionel danser, mens fortælleren efter sin universitetseksamen arbejder i et pizzeria og ikke ved, hvordan fremtiden skal se ud. Tracey anbefaler hende til et job som hjælper på det teater, hvor hun selv danser med i forestillingen (samt har en affære med en af showets stjerner, en tre gange så gammel og gift kenyaner), men da forestillingen forlænges skilles veninderne som uvenner. Da de mødes igen mange år senere, er det ikke lykkedes Tracey at slippe fri fra sin sociale arv, mens fortælleren rejser verden rundt som personlig assistent for den globale popstjerne Aimee (en Madonna-lignende type med to børn af forskellige fædre, skiftende meget unge kæreste og en afrikansk adoption af tvivlsom karakter), og uden nogen kontakt til det gamle kvarter.

Swing Time fungerer som fortællerens memoirer fra den første dans som 7-årig til en karriereafsluttende skandale i 2008. Zadie Smith giver en fin beskrivelse af race og klasseskel, arv og miljø. Fortælleren går fra at have en dominerende veninde til at have en dominerende chef. Det er som om hun ikke har en egen identitet men konstant lever på andres præmisser. Da popstjernen Amiee vil starte en pigeskole i Gambia, træder fortællingen om pigernes venskab i baggrunden, og der sættes i stedet fokus på forskellene på kvinder i vesten og Afrika.

Det er kapitlerne om veninderne der fastholder mig i historien. Romanen er fyldt med musik fra gamle film (nogen burde lave en playliste) og er i sig selv meget filmisk med detaljerede stemningsbilleder fra både London og Afrika. Det er første gang jeg læser Zadie Smith (ja, det er skandaløst, jeg ved det godt), men nu vil jeg helt sikkert kaste mig over hendes tidligere romaner.

Zadie Smith og Swing Time er på longlisten over nominerede til Man Booker Prisen 2017. Smith kan desuden opleves live på Louisiana Literature den 26. og 27. august.

Swing Time udkom den 18. august.

★★★★☆

Paula Hawkins: Det dybe vand

Hendes debutthriller Kvinden i toget, har solgt næsten 20 millioner på verdensplan – jeg gav den selv fem store funklende stjerner, så mine forventninger til Paula Hawkins’ anden roman Det dybe vand, var tårnhøje – desværre lever bogen ikke helt op til det.

Lige meget hvilken vej man går i den lille by Beckford i det nordlige England, bliver man mødt af floden. Det dystre vand har gennem årene krævet flere ofre – alle kvinder. Senest er det Nel Abbott, en ikke særlig afholdt lokal kvinde, ja faktisk drager flere et lettelsens suk, den dag hun bliver fundet duknet. Hun efterlader sig en 15-årige datter, Lena, samt søsteren Jules. Jules har for mange år siden brudt kontakten med Nel, men da politiet fortæller at Nel er fundet død, drager Jules modvilligt tilbage til barndomshjemmet for at tage sig af Lena.

Alle formoder at Nel selv har taget springet ud i det mørke dyb, men Jules er overbevist om, at hendes søster er blevet myrdet. I sin søgen efter svar, både i deres egen barndom samt blandt de lokale, finder Jules ud af at Nel havde flere fjender. Ikke mindst moren til den kønne teenagepige (og Lenas nære veninde) Katie, der druknede sig i floden blot to måneder tidligere.

”Beckford er ikke et selvmordssted. Beckford er et sted, hvor man skiller sig af med besværlige kvinder.”

Forholdet mellem de to søstre, minder og bedrag, er en central del i historien, men det handler endnu mere og alle de kvinder som floden har taget. De fleste har fået stemplet selvmord på sig, men Nel var ved at skrive en bog om disse kvinder da hun døde, så måske er der nogen der ikke ønsker at der bliver kigget nærmere på deres skæbne.

Kvinden i toget var en simpel historie. Kvinde med alkoholproblem ser noget hun ikke skulle have set og så kørte toget, om jeg så må sige, og Paula Hawkins’ brug af tre kvindelige fortællerstemmer gav blot bogen endnu en dimension. Der er intet simpelt ved Det dybe vand. Antallet af fortællere er øget voldsomt, hvilket betyder at man skal holde styr på temmelig mange karakterer. For i stedet for at udvælge et par personer at se nærmere på, har forfatteren kastet nettet ud over det meste af byen. Der er mange tråde og synspunkter at holde styr på, og samtidig er man aldrig sikker på, hvem der fortæller sandheden – ja altså bortset fra byens synske gamle kvinde, som tilsyneladende kender alle hemmelighederne.

Det kan ikke siges pænt, jeg synes det er noget rod og at fortællingen desuden er frygtelig langtrukken. Og den uhygge det er meningen skal sprede sig på siderne, udebliver – i hvert fald for mig. Nettet af gamle og nye hemmeligheder der langsomt bliver knyttet til de forskellige karakterer er, for den vågne og fantasifulde læser, ikke særlig svær at gennemskue. Desværre. Jeg står på vippen mellem to og tre stjerner, og lander på tre små stjerner, for nogle af trådene i historien er ganske interessante. Jeg ville bare ønsker der ikke var så mange af dem, og at forfatteren i stedet havde valgt nogle enkelte og ladet dem udfolde sig meget mere.

Det dybe vand udkommer i dag den 17. august.

★★★☆☆

RELATERET LINK
Paula Hawkins: Kvinden i toget
Filmatisering: Kvinden i toget, manuskript af Paula Hawkins

Naja Marie Aidt: Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage

Det er hjerteskærende og næsten uudholdeligt at læse Naja Marie Aidts sorgbog, Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage. Smerten er meget nærværende.

Naja Marie Aidt skriger, hæst og vanvittigt, græder og går helt i stykker, da hendes 25-årige søn Carl dør den 16. marts 2015. Han springer ud fra et vindue på fjerde sal under en stof-udløst psykose. Han har så mange brud i kroppen, at han ikke står til at redde. En respirator holder ham i live nogle dage, til han kan erklæres hjernedød, hans organer kan doneres hvorefter der endelig kan slukkes for livssupporten.

Det er disse ekstra dage, der giver falsk håb til familien, selv om de inderst inde godt ved at Carl ikke længere er den Carl de kender og elsker, der gør det hele endnu mere frygtelig. Det trækker smerten til et uudholdeligt niveau, og Naja Marie Aidt skriver det råt og usødet.

”Jeg læser politirapporterne, og jeg læser obduktionsrapporten, og folk siger, at jeg ikke må pine mig selv med at læse disse rapporter. Men jeg læser manisk hvert vidneudsagn, jeg læser om brud og dødsårsag, jeg læser om blodet på gaden, blodet der løber ud af din mund, jeg læser om dit hjerter, der stadig slog […] jeg læser det hele om og om igen, fordi jeg vil forstå hver eneste detaljer, som handler om, hvad der er sket dig. Jeg må vide, hvad der er sket dig. Selvfølgelig må jeg vide, hvad der er sket dig. Du er mit barn. ”

Det er en hurtigt læst bog på blot 156 sider, bygget op omkring små tekststykker, hvoraf noget bliver gentaget, som forstærker indtrykket af en mor i sorg, der må gentage ting igen og igen for at forstå det. Noget tekst er skrevet som digte, og så bliver der citeret og genfortalt, hvad andre forfattere har sagt om sorg, død og kærlighed.

De mange citater af andres ord er efter min mening bogens svaghed. Jeg vil langt hellere høre Naja Marie Aidt sætte egne ord på sin sorg, men måske er det hele pointen? Hun har ikke haft ord til at udtrykke sin sorg? Men det kan man jo ikke bebrejde hende.

Sammenligner man med andre bøger om sorg og om at miste, har jeg dog haft større oplevelser af at læse Malin Lagerlöf Dagbok från ditt försvinnande, Joan Dideon Et år med magisk tænkning og Blå timer samt Tom Malmquist I hvert øjeblik er vi stadig i live.

Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage udkom den 24. marts.

★★★☆☆

Terry Hayes: Jeg er Pilgrim

Jeg er Pilgrim, er en skræmmende realistisk thriller der tager dig med på en begivenhedsrig rejse i ondskab, religiøs fanatisme og terrorisme.

Da manuskriptforfatteren Terry Hayes, kendt for blandt andet filmene Mad Max 2 (1981) og From Hell (2001), debuterede som forfatter med Jeg er Pilgrim i 2014 røg bogen direkte ind på New York Times’ bestsellerliste og aviserne stod næsten i kø for at udråbe den til ”Årets thriller”. Hypen nåede også til Danmark, ikke mindst efter en planlagt dansk udgivelse sidste år, som fik en turbulent start på livet og blev trukket tilbage. Nu er rettighederne landet hos Politikens Forlag som har udgivet den 798-siders murstensthriller. Og lad mig sige det med det samme, det er for mange sider – lige meget hvor god den er. Men det kommer jeg tilbage til.

”Bortset fra at jeg var nødt til at stikke en kniv gennem den kødfulde del af hans hånd, så viste samtale med Pamuk sig faktisk at blive meget hyggelig.”

I en nedslidt etageejendom i New York findes en ung kvinde myrdet. Hun ligger nøgen på badeværelset med halsen skåret over, tænderne fjernet og ansigtet nedad i et badekar fuld af svovlsyre, der har ætset alle kendetegn væk. Sådan kastes vi fra første side ud i fortællingen om en tidligere tophemmelig amerikansk agent, som hives tilbage i aktiv tjeneste under kodenavnet Pilgrim, da en saudiarabisk terrorist er i gang med at udføre en chokerende grusom plan mod USA og menneskeheden.

Historien fortælles i førsteperson af vores hovedperson, agenten (der skifter aliasser flere gange i løbet af bogen), hvilket på en måde forstærker fortællingen, men naturligvis samtidig afslører, at vores helt ikke dør. Vi føres rundt i hele verden. Fra New York over Berlin og Paris til en bjergside i Afghanistan, en losseplads i Damaskus, en smuttur til Bulgarien og til Bodrum i Tyrkiet – for blot at nævne nogle af stederne.

Den frygtløse agent Pilgrim er oppe mod tiden og en lige så frygtløs og intelligent terrorist. Begge karakterer er utrolig velskrevne og fri for stereotyper. En dreng ser sin far blive offentligt halshugget i den brændende saudiske ørkensol og frøet til den mørke side bliver sået. Han søger trøst i en moské med forbindelse til Det Muslimske Broderskab, og en jihadist begynder at tage form. Mange år efter er han, “Saraceneren” målet for hele Pilgrims mission. Der er kød på deres historier og jeg tror på dem i en sådan grad, at de er ved at skræmme bukserne af mig, for det her kunne godt ske i virkeligheden.

Men som jeg tidligere nævnte er bogen efter min mening for lang. Den første tredjedel af Jeg er Pilgrim, er fyldt med tilbageblik på tidligere missioner, som agenten, hvis rigtige navn er Scott Murdoch, har været på. Disse kapitler er unødvendige for hovedhistorien og kunne uden problemer fjernes og dermed få sideantallet ned på et mere overskueligt niveau. Jeg indrømmer gerne, at jeg virkelig kæmpede hårdt for at holde fast og det har taget mig flere uger at læse bogen færdig – hvilket er langt mere end mit gennemsnit. Heldigvis kom belønningen halvvejs igennem de mange sider, og især de sidste godt 300 sider er virkelig intense – her blev det svært at lægge bogen fra mig. Så hold ud!

Jeg er Pilgrim udkom den 26. juni.

★★★★☆

Bonusinfo:
Terry Hayes udkommer med sin anden roman, The Year of the Locust, til december. Det er efter sigende endnu en spektakulær thriller, denne gang om banebrydende videnskab og regeringskonspirationer, og en enkelt mand som kæmper for at udrede trådene.

Han Kang: Vegetaren

Vegetaren, af sydkoreanske Han Kang, er en dyster og provokerende fortælling om modstand, magt og vanvid. Romanen blev sidste år tildelt den prestigefyldte Man Booker International-pris.

Hr. Cheong lever et gennemsnitligt og traditionelt koreansk liv. Han arbejder på et kontor og er hverken særlig dygtig eller særlig ambitiøs. Hans hustru Yeong-hye, er pligtopfyldende og diskret. Hun er god til at lave mad og holder hjemmet pænt og ordenligt. Men der bliver rusket gevaldigt op i hr. Cheongs liv, da Yeong-hye fra den ene dag til den anden smider alt kød ud og beslutter sig for at være vegetar. Lige som Yeong-hyes familie, har hr. Cheong svært ved at acceptere Yeong-hyes nye livsstil, som de finder både mærkelig og skamfuld. Det sætter gang i en kædereaktion af vold, tvang og besættelse, som ingen kunne have forudset.

”[…] og han så at hendes ansigtsudtryk var lige så afklaret som en buddhistisk munks. Den mystiske afklarethed skræmte ham, og han havde en mistanke om at det bare var sådan det så ud på overfladen efter at en enorm mængde ubeskrivelig ondskab var blevet fordøjet eller måske havde lagt sig dybt i hende som en form for bundfald.”

Vegetaren er inddelt i tre akter. Det første akt Vegetaren, er fortalt af hr. Cheong og handler om Yeong-hyes beslutning om at blive vegetar og hendes families reaktion. I andet akt Mongolplet, fokuseres der på Yeong-hyes svoger, en ikke særlig succesfuld videokunstner, som bliver besat af hendes krop. I sidste akt Flammende træer, følger vi In-hye, søster til Yeong-hye, leder af en stor kosmetikbutik og mor til sønnen Ji-woo. In-hye er nu skilt fra sin mand og på sin egen måde forsøger hun at forstå, hvad der driver hendes søster til den ekstreme beslutning om hverken at spise eller drikke – en beslutning der muligvis ender med at tage livet af hende.

Romanen indeholder flere voldsomme scener blandt andet en voldtægt samt en modbydelig scene hvor Yeong-hye bliver forsøgt tvangsfodret af hendes far, hvilket resulterer i at hun skærer i sig selv. Der er ingen uddybende forklaring på Yeong-hyes vegetarisme andet en udtalelsen: ”Jeg havde en drøm”. Vi får nogle små bidder af denne mørke drøm, der er både voldelig og blodig, men en egentlig forklaring udebliver.

Der veksles gennem hele fortællingen mellem stor lidenskab og skræmmende frigørelse, mellem begær der fodres og begær der nægtes. Vanviddet, som efterhånden synes at være den eneste forklaring på Yeong-hyes adfærd, virker til at smitte de der kommer tæt på hende. Først hendes svoger og mod slutningen muligvis også hendes søster.

Det er bogens første akt der virker stærkes på mig – selv om jeg havde en smule svært ved at sætte mig ind i familiens forfærdelse og tankegang omkring vegetarisme – måske er det fordi jeg ikke kender nok til koreansk samfundskultur og dets definition på normal adfærd, eller måske fordi jeg selv er vegetar på 29. år. Det er en ganske besynderlig fortælling på overfladen, men går man ned i teksten og analysens vej, vil de fleste nok gennemskue at bogen i bund og grund handler om kvinders ret til deres krop og deres liv, og om hvordan kvinder verden over stadig den dag i dag er undertrykte af mænd.

Vegetaren udkom den 8. juni.

★★★☆☆

Jesper Stein: Papa

Der er fuld fart på spændingen i Papa og det er svært at lægge bogen fra sig inden sidste side er vendt.

I femte bind om politimanden Axel Steen, arbejder Axel som PET undercoveragent på en stor international operation. Hans cover som frygtindgydende dansk gangster og mellemmand for colombianske FARC, skal få ham tæt på den russiske mafiaboss Papa som amerikanerne i årevis har forsøgt at få fat på.

I København bliver 143 bankbokse tømt i et veltilrettelagt kup hos Danske Bank ved Nørreport. Ingen ved hvad boksene indeholdt, men Axel Steens gamle kollega Vicki Thomsen skal forsøge at opklare sagen. Hun modarbejdes både af sine midaldrende mandlige kolleger i Røveri-afdelingen og af flere af boksejerne, som ikke er meget for at afsløre de hemmeligheder de troede var sikre bag lås og slå. Det står dog hurtigt klart, at der muligvis er en forbindelse til nogle russiske kriminelle.

”Han lå på ryggen på en sofa. Han var blevet stukket mange gange på kroppen og i ansigtet, hans tøj var gennemvædet af blod, der var blod overalt i rummet, men det var hans ansigt, der var blevet ramt igen og igen, så meget, at hun et øjeblik havde tvivlet på, om det var ham, […]”

Axel Steen undercover som lapset gangster fungerer rigtig godt. Han synes at længes efter at være en anden og blender hurtigt ind i det kriminelle miljø, hvilket dog også får hans gamle dæmoner alkohol og stoffer til at vise deres grimme ansigter igen. Det er en smule skuffende, at vi igen skal høre om hans kamp for at modstå fristelserne, når nu der var så gode takter for en ny og forbedret Axel Steen i sidste bog Aisha. Familielivet med datteren Emma spiller også en mindre rolle denne gang, hvor det i stedet er ekskonen Cecilie vi kommer tættere på og især hendes anstrengte forhold til ekskæresten, Axels chef, Jens Jessen.

Igen, fristes jeg til at sige, bliver Axel forblændet af en kvinde. Denne gang er det den smukke Christine, som er en del af det kriminelle netværk han infiltrere i Amsterdam. Hans pludselige dybe kærlighed til hende, er bogens svageste del – det virker simpelthen for utroværdigt. Men jeg tilgiver det, for tempoet er højt og spændingen tæt på hver eneste side. Der er dele af plottet som jeg ikke havde svært ved at gennemskue, men det opvejes af afslutningen. For lige som man tror, at nu kan der ikke ske flere overraskelser, får vi et twist der uden tvivl vil få mange til at tabe kæben.

Papa udkommer i dag den 8. juni.

★★★★★