Isabelle Ståhl: Lige nu er jeg her

Lige nu er jeg her, er en utrolig interessant roman af Isabelle Ståhl, der som eneste debutant, blev nomineret til den fornemme svenske litteraturpris Augustpriset i 2017 for bogen.

Den unge kvinde Elise følger forskellige kurser på universitet. Hun vil måske søge ind på psykologistudiet, men intet er afklaret. For hun vil egentlig helst ikke tænke på at hun overhovedet findes. Derfor flygter hun fra nuet med piller, alkohol, sociale medier og sex med mænd hun møder på Tinder. Hun lever sit liv fra dag til dag i en parallelverden, hvor der hele tiden er nye opdateringer og billeder på Facebook, en verden hvor det ydre tæller alt og hun kan fortrænge det indeni.

”I mit hoved flimrer mennesker forbi, som likede mit seneste indlæg i forgårs på Facebook. Jeg var så glad, hvert minut brummede telefonen af likes, og endorfinerne løb til, i flere minutter efter var jeg glad og følte ikke tyngden af min egen eksistens.”

Da hun møder Victor til en forelæsning, bliver hun med det samme interesseret i ham. Hvis bare hun kan blive kæreste med ham, vil alt blive godt. Der går lidt tid, men så sker det. Han bliver vild med hende – nej, han bliver ikke bare vild med hende, han bliver rigtig forelsket i hende, og snart flytter hun ind i hans lejlighed. Endelig har hun fået et ”rigtigt” liv. Men lykkefølelsen udebliver og forvandles i stedet til en tilstand af tomhed og rastløshed.

”Jeg føler tit, at nuet ikke længere hænger sammen med fremtiden, men mere er som en form for grav, man kravler rundt i.”

Isabelle Ståhl har skrevet en roman der giver et meget godt billede af generation Y og deres livsstil – en generation født ind i en verden med internet. Men det er i lige så høj grad en roman om et menneske opslugt af depression og angst, et menneske på farlig vej ind i en psykose. Elise overvejer, om hendes manglende evne til dybe følelser og kærlighed, kan begrundes med at hun kiggede for meget på reality-tv igennem det meste af sin opvækst. Hun er mere overflade end reelt indhold, præcis som den skærmverden bevæger sig i døgnet rundt.

Lige som kæresten Victor, finder jeg som læser aldrig helt ud af hvem Elise egentlig er og hvad hun vil. Den usikkerhed der findes i Elises tilværelse gennemsyder romanen – i dialogen, i samspillet mellem karakterne og mellem linjerne. Og den påvirker mig som læser, for hvordan skal det dog gå hende? Elise-karakteren er både overdreven og drænende, og indimellem bliver jeg frustreret og irriteret. Alligevel er jeg fanget og kunne ikke lægge bogen fra mig, for det fascinerer mig, hvor præcist nogle af beskrivelserne rammer tiden og hvordan jeg genkender følelser fra mit eget liv. Det er ganske enkelt virkelig godt skrevet og det sætter gang i en masser af tanker.

Lige nu er jeg her udkom den 1. juni.

★★★★☆

Helle Helle: De

Med romanen De, viser Helle Helle igen, hvordan hun mestrer at give os et øjebliksbillede af et liv fyldt med komplekse følelser, udført med et minimalistisk og stemningsfyldt sprog. Samtidig markerer romanen Helle Helles 25 års jubilæum som forfatter, og viser på fornemste vis hendes kendetegn med troværdige miljø- og persontegninger der går under huden på os alle.

”Gangtelefonen ringer med jævne mellemrum, de hjælper med at køre den frem og tilbage. Hendes mor ved, hvor stuerne er, dirigerer hende af sted med apparatet, anviser telefonstik. De har jo selv så meget gavn af ordningen de dage, hun ikke er på besøg, de ringer sammen både eftermiddag og aften. Når de ikke kan finde på mere at tale om, siger hendes mor: – Lad os bare sidde og ånde lidt.”

Vi er i 1980’ernes Lolland, i en tid uden mobiltelefoner og internet. To navnløse mennesker, en 16-årig pige og hendes mor, lever et helt almindeligt liv i provinsen. Pigen går i gymnasiet og jonglerer med lektier, fester og drenge, som alle andre i den alder, men ofte ser hun det hele lidt på afstand. Moren arbejder i en dametøjsforretning, som hun med stolthed gør sit til tager sig flot ud. Mor og datter har et tæt og kærligt forhold med megen snak og latter. Sammen er de en stærk enhed. Men enheden trues for moren bliver alvorlig syg og prognosen for hendes overlevelse er ikke optimistisk. Og netop sygdommen og følelserne af bekymring og sorg forbliver uudtalt mellem dem.

”Hun vågner tidligt fredag morgen med virkelig ondt i halsen […] Klokken halv fire ringer hun til sygehuset, gangtelefonen køres ind til hendes mor.
– Jamen, skat, er du syg? siger hende mor.
– Nej, siger hun. […]
– Men jeg kan ikke så godt synke, siger hun.
– Så tag en Kodimagnyl. Sig, han også skal tage hyldebærsaft med. Og kiks.
Nu bliver hendes mor stille, røret knaser.
– Blev du ked af det, mor? siger hun.
– Nej, siger hendes mor.
– Du skal ikke være ked af det, jeg har det sikkert godt i morgen igen, siger hun.
De aftaler, at hun ikke skal komme på besøg før tidligst mandag. Hun skal holde sig inde og blive helt rask. I øvrigt bliver hendes mor måske udskrevet tirsdag, det går bedre, i dag har hun læbestift på.”

De, er som de fleste af Helle Helles andre romaner, en overskuelig læsning på blot 157 sider fordelt på 51 korte kapitler. Det der skiller sig markant ud er, at stort set hele romanen er skrevet i nutid, hvilket giver enkelte spøjse og lidt klodsede sætninger som fx ”Lyset går i går” og ”[cyklen] punkterer i fjor, hun kører over et bræt”. Nogle vil måske være i stand til at lade dem flyde, men for mig blev det et lille irritationsmoment der ødelagde mit flow, og jeg har ikke gennemskuet, hvorfor forfatteren har valgt denne form – personligt mener jeg ikke at det gør noget ekstra for historien.

Men når det så er sagt, så er De både utrolig morsom og forfærdelig trist. Sådan er det med Helle Helles bøger, vi både griner og græder når vi læser dem, men vi bliver altid beriget med hendes sprog og evne til at fortælle en på overfladen simpel lille historie, der viser sig at stikke langt dybere end som sådan. Jeg nyder det hver eneste gang.

De udkom den 13. april.

★★★★☆

RELEVANTE LINKS
Helle Helle: Dette burde skrives i nutid
Helle Helle: Hvis det er

Therese Bohman: Aftenland

Therese Bohman har med Aftenland skrevet en roman om at lede efter noget der føles meningsfuldt. Om kunst, begær og ensomhed.

Karolina Andersson har passeret de 40 år og har netop forladt sin kæreste gennem mange år, fordi hun ikke elskede ham. Hun er en succesfuld akademiker, professor i kunsthistorie ved universitetet i Stockholm, forsker i kunstens repræsentation af kvinder samt skribent for Svenska Dagbladets kultursider. Kunst udgør størstedelen af hendes liv sammen med lidt for mange glas vin (hun overvejer om hun har et misbrug) og måske lidt for mænd. Karolina elsker alle typer mænd, unge som gamle, tykke som tynde, gifte som single – og hun har ikke svært ved at tiltrække sig dem. Men bekræftelsen bliver i soveværelset, nærhed er noget de giver deres hustruer, ikke hende.

Da hun bliver vejleder for en ph.d.-studerende, bliver hun betaget af den unge, smukke (som en ”Botticelli-engel”) Anton, men samtidig irriteret over hans selvtillid. Han mener at have fundet en hidtil ukendt kvindelig kunstner, som vil revolutionere den svenske kunsthistorie. Det kan få stor indflydelse på både Antons men også Karolinas karriere, men Karolina opdager snart, at hun er blevet draget ind i et spil med flere uventede lag.

”Den næstsidste var en kvinde i tresserne, hun smilede bredt og lettet, da hendes billige, røde nylonkuffert dukkede op, kastede så et næsten skyldsbevidst blik på Karolina, før hun hastigt forsvandt hen mod udgangen med kufferten rullende efter sig. Så kom der ikke flere kufferter. Og stående foran bagagebåndet, der blev ved med at køre, selvom det var tomt, tænkte hun, at det var livet, hun ventede på. Det liv, som kom til alle, undtagen hende.”

Therese Bohman skriver med store kontraster – det lyse og livlige mod det mørke, som her er savnet og ensomheden. Historien veksler mellem beskrivelser og refleksioner, hvor især det sidste giver følelser til teksten gennem samfundskritik samt delvist udbredte og uigenkendelige syn på kulturhistorien inddelt i klassicisme, romantik og symbolisme.

Karolina-karakteren har samme store kontraster, for selv om hun er mandlig nok i sine træk til at se porno og onanere på sit kontor på universitetet, er hun samtidig så konventionel feminin, at det, hun virkelig længes efter er hengivenhed, ømhed, nærhed og samhørighed. Og børn. Det er som om Bohman vil teste grænsen for hvad en frigjort kvinde kan gøre og hvilke konsekvenser det kan have. Hun leger med og analyserer de normer vi kender omkring magt, køn og identitet. Karolina bryder et langt forhold med en mand hun har været utro flere gange, og selv om det er hende der er gået, er det hende som står ene og forladt tilbage med sin længsel.

Der er en ting der undrer mig ved bogens ellers mange feministiske kamp træk, manglen på andre kvindelige karakterer. Der er ingen søsterskab. Karolina har ingen veninder og omgås udelukket mænd. Jeg er i tvivl om det skal forestille sig at være endnu et ”brud med normerne” eller om det er for at forstærke hendes ensomhedsfølelse. Sproget er let og de 246 sider forsvinder hurtigt.

Det er første gang jeg læser Therese Bohman, men det bliver ikke sidste. Jeg er blevet meget nysgerrig efter at læse hendes forrige bog Den anden kvinde.

Aftenland udkom den 15. februar.

★★★★☆

Jakob Melander: De døde og de ufødte

De døde og de ufødte, er femte bind i Jakob Melanders serie om politimanden Lars Winkler – denne gang på nyt forlag – og sender os både til Vietnam og til 1980’ernes Vesterbro i et indviklet net af pengebegær og organiseret kriminalitet.

To mænd henrettes i en bil en regnfuld aften på Slotsholmen i København. Det er et umaget par, en tidligere politibetjent og en tidligere narkoman, og for Lars Winkler og hans kolleger er det svært at gennemskue hvorfor de to mænd befandt sig sammen. Da mordvåbnet findes peger det i retningen af rockermiljøet, men intet synes at passe helt sammen. Så da der dukker materiale op omkring et gammelt uopklaret drab fra 1980’erne, retter politiet i stedet opmærksomheden på det, for pludselig er der et par navne der går igen i de to drabssager.

Kæresteparret Winkler og kollegaen Sanne, som ellers var blevet skilt rent arbejdsmæssigt, kommer begge på sagen, men da Winklers ekskone fortæller en uventet nyhed, spidser tingene til for de nyforelskede.

Et andet sted i København rejser journalisten Louise til Vietnam for at opspore sin biologiske mor. Her hører hun om et dansk firma med patent på en ny, og ikke helt uskadelig, rissort, og inden hun ved af det står hun midt i en livsfarlig situation og må flygte hjem. Tilbage i Danmark, har der været indbrud i hendes lejlighed. Nogen er efter hende.

”Kinderne var hule, huden rødlilla, sine steder næsten sort. Og øjnene stod rødsprængte og glasagtige ud af hulerne, stirrede ind i den anden verden, de fleste prøvede at udsætte ankomstren til så længe som overhovedet muligt.”

Efter det (efter min mening) lidt middelmådige fjerde bind i Winkler-serien, Det bedste til mig og mine venner, er Jakob Melander igen tilbage på ret kurs med De døde og de ufødte. Siderne vender næsten sig selv, og sproget er som altid let og flydende. Romanen er inddelt i korte kapitler, hvilket er med til at holde fremdriften i et forholdsvis højt tempo.

Der er to sideløbende, spændende historier dels henrettelsen på Slotsholmen og dels journalisten Louises søgen efter sin biologiske mor. Okay, det kræver ikke høj IQ at forstå, at de to sager naturligvis hænger sammen, men plottet er ikke helt nemt at gennemskue og spændingskurven strækker sig langt mens dødstallet stiger stødt undervejs i historien. Jeg synes stadig der er lidt for meget privatlivsfnidder, men det er en smagssag.

Selv om bogen er femte bind i en serie, kan du sagtens stige på nu uden at blive alt for forvirret, men det vil være ærgerligt at gå glip af de første bøger – du får alligevel lyst til at læse dem bagefter denne.

De døde og de ufødte udkommer i dag den 9. marts.
★★★★☆

RELATEREDE LINKS
Interview med Jakob Melander

Anmeldelser af andre bøger i Lars Winkler-serien
Jakob Melander: De berusedes vej (bind 3)
Jakob Melander: Det bedste til mig og mine venner (bind 4)

Anmeldelse af anden roman
Jakob Melander: Elektra

Leonora Christina Skov: Den, der lever stille

Kan man slutte fred med en opvækst, hvor man aldrig har følt sig elsket af sine forældre? Kan man bearbejde sin mors død, når man egentlig ikke kendte hende rigtigt? Det er mange ubesvarede spørgsmål og blandede følelser Leonora Christina Skov står tilbage med, da hendes mor i 2015 dør efter flere år med kræft. I sin selvbiografiske roman Den, der lever stille fortæller hun åbent og ærligt om sit dysfunktionelle forhold til sine forældre og om hvordan Christina fra Helsinge blev til storbypigen og forfatteren Leonora.

”Mor og jeg har talt om, at det burde have været din fætter Martin, der var vores barn, og ikke dig, sagde min far. […] Martin ville have passet meget bedre til os, sagde min far. Med den opdragelse, du har fået, kan vi simpelthen ikke forstå, hvordan du er kommet ud af det.”

Den, der lever stille lever godt. Sådan var mottoet hos familien Skov i Helsinge, hvor mor Ingelise helst så at man ikke gjorde et væsen af sig. Selv iklædte hun sig offerrollen og beskyldte hele livet datteren for at være skyld i både sine bekymringer og kræftsygdom. Manipulerende med tårer og trusler om selvmord, får hun opmærksomhed og sin vilje, mens datteren bliver mere og mere tynget af skyld.

Men Christina vil ikke leve stille. Hun drømmer om et helt andet liv langt fra de kvælende vægge i Helsinge, og tager første skridt mod en ny fremtid da hun flytter til København for at studere – uden støtte hjemmefra. Som 21-årig tager hun sig mod til fortælle sine forældre hvem hun er og altid har været inden i, og det får hjerteskærende konsekvenser.

Hun kæmper for overlevelse og for at realisere sin vision om et andet liv samtidig med, at hun er bange for at blive skyld i morens død. Men med sit nye navn Leonora, får hun sin første kvindelige kæreste, den glamourøse præst Ingrid, som hjælper hende med at begå sig i storbyen. Hun finder sin egen stil med fine kjoler og røde læber, som vi kender hende i dag, hun bliver forfatter og møder sin helt store kærlighed Annette, som hun gifter sig med. Alt imens er kontakten til forældrene overfladisk og sporadisk. Helt frem til morens død nægter forældrene ganske enkelt at acceptere deres datters valg i livet.

Den, der lever stille, er en stærk og velskrevet fortælling, og romanformatet giver historien en naturlig fremdrift der griber fast i læseren, så siderne næsten vender sig selv. Historien springer i tid og skydes i gang ved morens dødsleje på hospice. Det er barsk, men også en effektiv måde at slå stemningen an på. Derudover er der et interessant metalag i opbygningen, hvor Leonora har tanker om samt diskuterer tilblivelsen af romanen med kæreste og venner. Stilmæssigt lægger bogen sig op af Delphine De Vigans fremragende roman Alt må vige for natten, men modsat den franske pendant, fornemmer jeg at Leonora Christina Skov holder sig lidt tilbage – måske forståeligt nok med et så sårbart materiale, men det betyder samtidig, at jeg ikke bliver berørt i helt samme grad.

Men når det så er sagt, er der mange intense scener, hvor forældrenes vanvid (ja undskyld, men jeg kan ikke finde et bedre ord i denne sammenhæng) kommer helt frem i lyset, og jeg kommer længere og længere op i det røde felt jo flere linjer jeg læser. Faren vælger at støtte sin hustru i stedet for sin datter, selv om også han måtte kunne se at det var helt galt. Hans begrundelse, som Leonora først får mange år senere, er, at hun er langt stærkere end sin mor og derfor ville kunne komme igennem det. Man kan ikke andet end at ryste på hovedet med tungt hjerte.

Leonora rækker hånden frem mod sine forældre flere gange, og da morens kræft på ny blusser op går hun helhjertet ind i rollen som pårørende og researcher behandlingsmetoder og medicin samt taler med læger og personale.

Om Leonora Christina Skov kan finde indre ro uden af få et klart svar på sine mange spørgsmål om sin mor og hvorfor forældrene gjorde som de gjorde, ved jeg ikke, men jeg håber det inderligt. Med teksten forsøger hun at kommer et svar nærmere og med antydninger kan vi som læsere tolke og analysere os frem til egne teorier – selv synes jeg, at det er oplagt, at moren ikke er psykisk rask og det kommer da også frem efter hendes død, at hun havde det dårligt længe inden datteren blev født og at hun efterfølgende fik en fødselsdepression. Men hvorfor fik hun ingen hjælp? Det spørger forfatteren om og får en vag forklaring fra sin far, at det ikke var noget man bekymrede sig om dengang i 1970’erne. Jeg tænker nu mere, at det var som så meget andet i familien Skov, at hvis vi ikke siger det højt, eksisterer det ikke.

Det er en virkelig god bog og smuk både udenpå og indeni. Den kan og bør læses af alle, for den har så mange forskellige temalag, så alle vil kunne nikke genkendende til noget – familieforhold, problematikken og forvirringen om at finde sig selv og sin seksualitet, og ikke mindst værdien af nære venskaber og kærlighed. Læs den, du vil ikke fortryde det.

Den, der lever stille udkom den 11. januar.

★★★★☆

RELEVANTE LINKS
Interview: Forfatterens skrivebord – Leonora Christina Skov
Anmeldelse: Leonora Christina Skov: Hvor intet bryder vinden

Stefan Ahnhem: Nitten grader minus

Stefan Ahnhem fortsætter sit høje spændingsniveau i sin tredje krimi Atten grader minus, i serien om politimanden Fabian Risk.

Efter en heftig biljagt kører en bil i Helsingborgs havn. Føreren af bilen viser sig at have været død langt inden han røg udover kajkanten, faktisk to måneder inden – en tilsyneladende umulig ligning, som Fabian Risk og hans kolleger bliver sat til at løse. Offeret viser tegn på at have været nedfrosset og det bliver startskuddet på en række ubehagelige dødsfald. Sagen besværliggøres af lidt uro i teamet dels fordi kriminalchef Astrid Tuvesson er begyndt at kigge lidt for dybt i flasken og dels forbi deres kollega Hugo Elvin pludselig forsvinder. På hjemmefronten har Fabian Risk det heller ikke helt nemt. Sønnen Theodor er stadig mærket efter tidligere hændelser og forholdet til hustruen Sonja er næsten ikkeeksisterende.

På den anden side af sundet arbejder Dunja Hougaard nødtvunget som ordensbetjent ved Helsingør politi. Men da en hjemløs bliver udsat for en brutal mishandling og dør, indleder hun sin egen private efterforskning og snart fører sporerne til Helsingborg.

””Hej skat”, sagde han og tog hovedtelefonerne af.
”Hej”, svarede hun. Det kunne hun i hvert fald høre sig selv gøre. Ikke for at hilse, men mere for at udfylde tavshede, som ellers ville være blevet for lang.
”Hvad er der?” fortsatte han med det samme påklistrede smil. ”Men skat, du ser jo helt fortvivlet ud. Er der sket noget?”
Det lød fuldstændig som hendes mand, og hun kunne se, at den tykke dødningehovedring af sølv var den, hun havde givet ham i fødselsdagsgave. Han så endda næsten ud som ham. Men kun næsten.
”Hvem fanden er du?” sagde hun med en stemme, der næsten var ved at knække over.”

Det er et meget relevant emne Stefan Ahnhem har valgt som omdrejningspunkt i Atten grader minus, nemlig identitetstyveri – noget jeg tror mange er bange for og ikke uden grund. Ahnhem viser på skræmmende vis, hvor enkelt det er at overtage en andens plads og gøre en økonomisk gevinst, og fordi dette er en krimi efterlades der naturligvis ingen vidner – de fleste havner i en brummende kummefryser med lås. Motivet for de mange drab synes i første omgang at være penge, da det hovedsagligt er velhavende folk der bliver ramt, men også hævn og gamle synder begynder at snige sig ind i billedet.

Som altid har Stefan Ahnhem et enkelt sprog der flyder fint. Der er fremdrift i historien som har den perfekte balance mellem fiktion og realisme, og der holdes et højt spændingsniveau hele vejen i bogen. Selv om der er rimelig mange navne at holde styr på, har Ahnhem holdt detaljerne på et tilpas niveau, så man ikke bliver helt rundtosset. Det eneste lille minus jeg kan sætte ved bogen er, at Fabian Risks egen familie igen kommer i nærkontakt med en morder. Det er efter min mening lidt for letkøbt spænding som jeg helst havde været foruden. Til gengæld bliver de sidste sider i bogen startskuddet til et helt nyt drama som vækker min nysgerrighed og får mig til at vente med spænding på næste bog.

Atten grader minus udkom den 30. marts 2017.

★★★★☆

RELATERET LINKS
Stefan Ahnhem: Offer uden ansigt
Stefan Ahnhem: Den niende grav

Tine Høeg: Nye rejsende

Tine Høegs debutroman Nye rejsende, er en intens og varm fortælling om en kvinde der tager sine første skridt i voksenlivet.

BogForums debutantpris 2017 gik meget fortjent til Tine Høeg. Hendes roman Nye rejsende fanger fra første side med fortællingen om en ung, navnløs kvinde der har fået sit første job som lærer på et gymnasium. Kvinde begynder at pendle mellem København og Næstved til arbejde og allerede på sin første tur møder hun en mand i toget. Begæret mellem de to fremmede er stort og ustyrligt. Men han er gift og har et barn, og deres tid sammen er sparsom.

”det er blevet mørkere om morgenen

til gengæld:

vilde solopgange gennem togvinduet

du kysser mig selvom jeg er forkølet

mine bakterier løber over i dig

og videre over i Evy og Maria

ugen efter er I alle tre forkølede”

Kvinden bliver opslugt at forelskelsen, men hun er blot en skygge i mandens ”rigtige” liv som kernefamilie. Hun bliver en slags outsider fordi hun står udenfor det liv som både manden, hendes søster og kolleger lever, og det fylder hende med både ensomhed, tomhed og en følelse af ikke helt at høre til nogen steder. Hun føler sig ikke hjemme blandt sine fornuftige og voksne kolleger, men heller ikke blandt eleverne.

Bogens formsprog er ikke klassisk prosa, men lægger sig tættere op af digte. Teksterne er af forskellige længder men fortalt kronologisk. Det er enkelt og stramt, men teksten flyder utroligt fint, og det passer godt til historien, at den fortælles netop sådan her.

Tine Høeg har skrevet en rigtig fin historie om de første år af voksenlivet med usikkerhed og dårlige beslutninger. Hun beskriver usentimentalt og med humor, hvordan det er, endnu ikke helt at have fundet sit ståsted.

Nye rejsende udkom den 27. januar.
★★★★☆

Politikens Forlag: Min notesbog

Min notesbog, er en ny udgivelse fra Politikens Forlag. En kombineret kalender, notes- og mindebog, hvor du kan holder styr på alt fra aftaler og oplevelser til hvor mange glas vand du drikker om dagen.

Det er lidt usædvanligt at anmelde en notesbog, men de af jer der kender mig eller følger mig på Instagram, ved at jeg er mere end en almindelig notesbogsnørd. Jeg elsker notesbøger og har siden barndommen altid haft gang i en eller flere notesbøger. Lige nu bruger jeg seks forskellige notesbøger i min hverdag + to som bruges over flere år. De fordeler sig sådan: En til dagbog, en til arbejdsnoter, en skitsebog, en til akvarel, en til romanidéer, en bog- og blogjournal + en med lister over hvilke film jeg ser i biografen (jeps, jeg er også listenørd) samt en hvor jeg skriver citater jeg støder på og vil husker samt ord der betager mig, gør mig nysgerrig og lignende. Nævnte jeg, at jeg er nørd ud over det sædvanlige?

Journaling er de sidste 5-6 år blevet utroligt populært i takt med at der er kommet fokus på mindfulness. Ikke mindst i USA og England har det boomet og man kan finde flere YouTube-videoer og Instagram-kontoer med især kvinder, der viser hvordan de bruger notesbøger til at optimere deres tid, holde styr på deres liv og drømme eller til at være kreative i.

Ifølge Politikens Forlag er Min notesbog en dansk udgave af en såkaldt Bullet Journal. Bullet Journaling-konceptet kom frem for nogle år siden og er skabt af Ryder Carroll, en digital produktdesigner fra New York. I alt sin simpelhed går det ud på at holder styr på i går, organisere i dag og planlægge dagene der kommer. Det vigtigste er at man tilpasser det til sine egne behov og liv.

Her støder jeg på det første problem med Min notesbog – den har nemlig fortrykte sider inddelt efter måneder med kalendersider, motionsplaner, kostplaner, sider til højdepunkter og andet. Det er der måske nogle der vil sige fint til, men det gør det svært at tilpasse den til personlige behov. Derudover findes der under hver måned nogle ”Fokus på”-sider – Fokus på bøger, Fokus på økonomi, Fokus på at være social, Fokus på motion med flere. Igen er det svært at tilpasse det mit eget behov. Der er for få tomme sider jeg selv kan bestemme over.

Bogens ydre er pænt, hvilket altid er vigtigt – ingen gider at rende rundt med en lort i tasken. Den er holdt i to støvede grønne nuancer, har bogmærkesnor og praktisk elastik ”om maven”, og overfladen føles blød og gummiagtig som om den kan tåle en fugtig klud, hvis uheldet skulle være ude. Coversiderne er dog temmelig bløde og jeg har allerede fået to knæk på både for- og bagside. Alle de fortrykte kasser og lister er holdt i støvet grønt og rødt og siderne er med priklinjer. Der er små tegninger og borter, som nogle kvinder måske vil finde yndige (ikke min personlige stil), men jeg tvivler på at en mand vil bryde sig om designet.

Papirkvalitet er et at mine personlige krav til en notesbog, for jeg hader hvis pennen bløder igennem siderne, derfor har jeg naturligvis udsat Min notesbog for en pennetest.

Pennetest i Min notesbog fra Politikens Forlag. Foto: Mette Camilla Melgaard

På billedet herover ses mine seks yndlingspenne til at skrive i notesbøger med. Som man kan se er der ikke direkte gennemblødning, selvom man ikke skal fjolle for meget rundt med en rollerpen, men alle pennene anes igennem papiret. Så hvis du vil undgå gennemtryk mest muligt, forslår jeg blyant eller kuglepen – enhver pen med alkoholbaseret farve samt blæk vil helt sikkert bløde igennem.

Det kan være smart for nogle at samle både kalenderfunktion, daglige lister, tanker og andet i en og samme notesbog – for mig personligt fungerer det ikke. Jeg skriver meget og ville hurtigt løbe tør for plads i en enkelt notesbog. Men for andre som ikke har brug for så mange sider hver dag, kan det være en glimrende idé at holde det samlet, så man hele tiden har det med sig. Det udløser dog en anden bekymring. Min notesbog er tung. Hele 561 gram, altså godt et halv kilo. Det er meget at slæbe rundt på i tasken sammen med alt det andet man har brug for på farten. Jamen så lad være med at tage den med dig, tænker du måske? Men så går hele ideen med en notesbog til det hele jo op i røg.

Konklusion. Hvis du ikke er vant til at bruge notesbog og gerne vil i gang med at planlægge din tid og dit liv, er Min notesbog en fin måde at komme i gang med det på. Der er gode idéer til, hvilket sider der kan være nyttige. Personligt vil jeg fortrække en blank notesbog, hvor jeg selv bestemmer rækkefølge og udformning af felter og lister. Men lige meget om du fortrækker det ene eller det andet, vil jeg helt klart opfordre alle til at komme i gang med at bruge notesbøger til at holder styr på dit liv, dine drømme og tanker. Sig endelig til, hvis du har brug for tips og idéer. Jeg deler gerne mine erfaringer.

Min notesbog udkommer i dag den 7. november.
★★★☆☆

I videoen kan du se Ryder Carroll give et overblik over Bullet Journal-metoden.

Sissel-Jo Gazan: Blækhat

Blækhat er en medrivende fortælling om familiehemmeligheder og venskaber centreret omkring Rosa der vokser op i 1980’ernes Aarhus med et miks af graffitikunstnere, bz’ere, venstreradikale samt resterne af hippiekulturen.

Året er 2010. En kvinde møder meget dårlig op i en lægepraksis. Hendes tilstand forværres over de næste dage og efter flere undersøgelser, mistænker lægen at hun er blevet forgiftet af en svamp. Men kvinden har ikke spist svampe. Hun kan slet ikke lide svampe. Lægen finder de hele meget mistænkelig og beslutter sig for at kontakte politiet.

Derefter springer bogen tilbage til 1980’ernes Aarhus. Rosa bor med sin mor der er uddannet biolog med speciale i svampe. Hun ved ikke hvem hendes biologiske far er, ifølge moren er der tre muligheder, men moren mener ikke det er vigtigt at vide hvem der leverede sædcellen, for Rosa har jo Krudt (homoseksuelle og mor Helles bedste ven), som en slags far. Hjemmet er præget af Helles hippie-ideologier, hvilket Rosa ikke altid syntes er lige festligt, for 12-årige piger vil gerne have de nyeste diller som Donkey Kong-bip-spil og bøllebamser, hvilket Rosas bedste ven Sevim har i overflod. Pigernes sommerferie er lige begyndt og foran dem venter syv ugers frihed, hvilket bliver begyndelsen på en utrolig rejse, der tager os med rundt i Aarhus’ gader over en årrække frem til Rosas gymnasietid, hvorefter bogen igen tager et tidsspring. Vi kommer ansigt til ansigt med graffitiens fremmarch og bz-kulturens voldshandlinger.

”Mit bryst var pludselig fyldt af sitrende, utålmodig længsel efter at bevæge mig væk fra Helle. Helle forstod ingenting. Hun troede stadig, at Sevim og jeg legede på Børnenes Jord hver dag, og anede ikke, at hele byen var blevet vores legeplads. […] Så hentede jeg en sprittusch, skubbede lagene af jakker og halstørklæder til side, og på væggen under Helles parka tegnede jeg en sort Bølle-bamse, men i stedet for sutte-tommelfingeren tegnede jeg en forstørret skråt op-finger vendt mod beskueren. Det var Sure Polly. Så lod jeg jakkerne falde tilbage på plads.”

Romanen er et langt nostalgitrip for alle os der var børn og teenagere i 1980’erne og Sissel-Jo Gazan er virkelig god til at beskrive miljøer troværdigt. Hendes tidligere bøger Dinosaurens fjer og Svalens graf er genrebeskrevet som videnskabskrimier, og selvom indledningen i Blækhat har et snert af krimi over sig, er der slet ikke tale om en krimi, men mere et portræt af en tid. Den videnskabelige tilgang til stofområder kan forfatteren dog ikke lægge fra sig (og heldigvis, for det mestrer hun), og i Blækhat kommer den til syne i både mor Helles svampe-viden samt Rosas fascination af graffitikunsten, som hun som en anden videnskabskvinde registrere nøje og detaljeret. Sidstnævnte bliver da også Rosas fag som voksen, når vi i sidste del af bogen følger den nu 37-årige Rosa, der forsker i Street art og har specialiseret sig i den anonyme street art-kunstner Blækhat, der provokerer og fascinerer hele verden med sine humoristiske, politiske kunst.

Det handler meget om graffiti og street art, men det handler i højere grad om venskaber og familiehemmeligheder, og hvilke konsekvenser disse kan have. Jeg var fanget hele vejen, nikkede genkendende til tidsbeskrivelserne, men kom også til at holde af Rosa og hendes rejse gennem livet.

Blækhat udkom den 5. oktober.

★★★★☆

Line Knutzon: Camille Clouds brevkasse

Line Knutzon gør med bogen Camille Clouds brevkasse, nar af hele selvhjælps- og taknemmeligheds-kulturen.

Bogen lægger ud med en forbøn og et forord fra Camille Cloud selv, og allerede der får vi et tydeligt (og ganske morsomt) billede af, hvad Camille Cloud er for en kvinde. Hun er uddannet indenfor en helt masse (eller højsandsynligt ingenting), forfatter til flere succesfulde selvhjælpsbøger (som du opfordres til at købe for at fremme læseoplevelsen af denne bog) og skaber af en succesfuld hudplejeserie. Typen er meget genkendelig, og som Line Knutzon har jeg også for længst fået nok at mennesker der udråber sig selv som eksperter i det ene eller det andet, og som mener at vi skal være glade og taknemmelige lige meget hvilken situation vi befinder os i.

Brevkassedele af bogen byder på en lang række tossede og langt ude spørgsmål og lige så mange tossede og ofte ondskabsfulde svar fra Camille Cloud. Det er her, det efter min mening går lidt galt. Det er simpelthen alt for karikeret. For godt nok er Camille Cloud hele tiden selvfed, egoistisk og lad os være ærlige, ikke den klogeste at høre på, men brevene hun modtager er bare fjollede. Det havde efter min mening virket stærkere og sjovere, hvis brevene var mere realistiske og seriøse. Et af de sjove indslag i bogen er Line Knutzon selv, der optræder som farlig stalker, der vil have Camille Cloud ned med nakken.

”Hej Alle
Jeg er en energisk ildsjæl der søger ildsjæle til at lave et netværk hvor vi kan mødes og sammen skabe noget unikt. På lang sigt kan vi trække på hinandens netværk og møde andre ildsjæle i nye netværk med unikkke tanker som sætter en helt ny dagsorden. Vi kunne bl.a. lave et internt netværk inde i hovednetværket. Men vi kunne også lade være og i stedet lavet et netværk der fungerer som et slags hovednetværk, med et mindre netværk som backup. […]
Kære Ildsjæl
Ros til dig. J Det er lige præcis visionære ildsjæle som dig det danske samfund har brug for. HEP! CC”

Karakteren Camilla Cloud dukkede første gang op i bogen Frit flet, som Line Knutzon skrev sammen med kollegerne Naja Marie Aidt og Mette Moestrup. Det burde have fået mine alarmklokker til at ringe, for den bog var jeg nemlig ikke speciel begejstret for. Men som altid, bliver jeg en smule forblændet, når jeg høre Line Knutzons navn, for jeg synes hun kan noget som kun få kan her i landet. Derfor gør det også lidt ondt at sige, at jeg er virkelig skuffet over Camille Clouds brevkasse. Jeg tror bogen falder to veje. Der vil være de der synes den er klaske-på-låret-morsom og så er der mig, der synes det hele bliver lidt for plat og ikke specielt sjovt.

Camilla Clouds brevkasse udkom den 13. oktober.

★★★☆☆