Karolina Ramqvist: Den hvide by

Svenske Karolina Ramqvist fortæller i Den hvide by en historie, hvor der sker en helt masse uden at der egentlig sker noget.

Handling: Sneen ligger i store driver mod luksushuset ved søen. Huset er stadig næsten nyt, men inden bag de skudsikre vinduer er der sket forandringer. Karin er alene med sit spædbarn. Hendes kæreste og barnets far John er borte, og sammen med ham også familiens indkomst. En dag banker fogeden på døren og Karin er ved at miste det sidste hun har – huset som John gav hende.

Jeg har læst romanen Den vita staden på originalt svensk, men den er også udkommet på dansk med titlen Den hvide by. Bogen er en såkaldt selvstændig fortsættelse af Karolina Ramqvists roman Flickvännen, hvor vi første gang møder den unge kvinde Karin, hvis største frygt er at leve et middelklasseliv, hvilket betyder at hun hellere vil have et forhold til en mand på den forkerte side af loven, hvor hun i det mindste kan leve omgivet af luksus. Karin blev kærester med mafiabossen John og fik det store hus ved søen med skabe fyldt med designertasker og anden luksus.

Det är klart att ingen bryr sig om nån annan egentligen, det är bara ett sätt att ha kvar den här känslan att det vi har är värdefullt, därför att vi har den här genmskapen, som vi inte har.

I Den hvide by er Karin blevet alene. Vi hører det ikke direkte, men fornemmer at John er død. Hun er alene med sin seks måneder gamle datter og synes at lide af en kombination af fødselsdepression og sorg. Hun er ligeglad med snavset og stakken af uåbnede kuverter med regninger. Den lange række af tal på en konto i udlandet, som hun fik i tilfælde af at der skete John noget, er ikke til nogen hjælp – kontoen er tom. Det samme er skabene ved at være og bilens tank er ikke længere fuld. Hun får en gratis pizza i ny og næ mod at have sex med buddet, noget hun gøre per automatik og uden følelse.

Da fogeden banker på og giver hende en dato for, hvornår hun skal være ude af huset, er det som om Karin endelig begynder at indse at hun må gøre noget, for det er ikke længere bare hendes egen undergang. På det kolde gulv sidder datteren og leger med opladeren til en iPhone. Karin forsøger at sælge nogle af sine dyre tasker, men ved godt at det ikke er nok. Hun har brug for hjælp. Hun opsøger de andre medlemmer i banden, mener at der må være nogle penge – Johns andel af den sidste handel – som bør tilfalde hende. Men al deres fine snak om at være en stor familie som vil gå i graven for hinanden, viser sig at være varm luft. Alle er sig selv nærmest og selv Karins veninde Therese, som hun var så tæt knyttet til inden hun mødte John, synes ikke at gide (eller turde) hjælpe hende.

Bogen beskrives som en selvstændigt roman, men jeg vil nu mene at man går glip af megen baggrundsviden og forståelse af Karins bevæggrunde, hvis ikke man har læst Flickvännen. Karolina Ramqvist giver et fin billede af, hvordan rollerne er fordelt mellem kønnene i den kriminelle underverden, hvor der er stor forskel på mændenes domæne med magt, vold og hurtige penge, og kvinderne der passivt sidder og venter i deres dyre designertøj.

Der er lagt stor vægt på at beskrive den fysiske del af moderskabet. Det var John der ville have et barn og nu har han efterladt Karin med et lille mennesker der suger sig fast til hendes krop. Samtidig får vi et godt billede af konflikten mellem Karins behov for at handle og tiltrækningen ved den falske tryghed som passiviteten giver hende. Alt synes at være farligt udenfor det tilsneede hus. Slutningen, som jeg naturligvis ikke kan afslører her, byder på lidt af et twist og jeg tænker at vi måske møder Karin igen på et senere tidspunkt.

Den hvide by udkom på dansk i april 2016.

★★★☆☆

Malin Lagerlöf: Dagbok från ditt försvinnande

dagbok-fraan-ditt-forsvinnandeJeg har diskuteret med mig selv, om jeg skulle skrive en anmeldelse af Dagbok från dit försvinnande her til bloggen, da den ikke er udkommet på dansk. Men da det er en af de bedste bøger jeg læste i 2016, har jeg virkelig lyst til at dele den med jer – og hvem ved, måske er der et forlag der læser med og beslutter sig for at udgive den på dansk.

Dagbok från ditt försvinnande, er en fantastisk bog om sorg, kærlighed og savn. Og om at overleve og være tvunget til at genopfinde sig selv som andet end enke og enlig mor til tre børn.

En oktoberdag i 2011 modtager manuskriptforfatter Malin Lagerlöf et opkald fra sin mands kollega med en hjerteskærende besked: ”Malin, jag är rädd att vi har tappat bort Daniel.” Manden Malin har været sammen med i 25 år er pludselig væk, og livet som hun kender det bliver for altid forandret.

”Nu står jag här ensam med tre barn. I otakt med allt och alla. Jag hör plötsligt inte hemma någonstans, jag har förlorat den plats i tillvaron som jag trodde var min. […] Det som ligger framför mig är blankt och jag vet inte längre vem jag skal vara.”

Filminstruktøren Daniel Lind Lagerlöf var på location-jagt til tv-serien Fjällbackamorden (baseret på Camilla Läckbergs bøger), som hans snart skulle i gang med at filme. Men turen på klipperne ved den svenske vestkyst blev fatal. Man regner med at Daniel sandsynligvis faldt eller gled i vandet eller blev revet i havet af bølger mod klipperne – det blæste kraftigt den dag og bølgerne var høje. Hans krop er aldrig blevet fundet men han formodes død. Pludselig bliver 44-årige Malin enke med tre børn, hvoraf den yngste blot er tre måneder gammel.

Bogen er på mange måder en klassisk sorgbog. Fortællingen bevæger sig langsomt fremad afbrudt af dagbogsoptegnelser fra tiden lige efter ulykken, hvor Malin lammet af chok og sorg er omgivet af sit personlige kriseteam med nære venner og familie, der efter en rullende tidsplan sørger for mad, trøst og en nogenlunde stabil hverdag for børnene midt i kaosset, døgnet rundt de første to måneder. Teksten opbrydes med enkelte dokumentariske passager fra politirapporter samt Malins små lister som ”Fem råd til dig der er blevet enke”, ”Fem af dine ting der har fået mig til at græde”, ”Fem råd til dig der møder en enke” og lignende. Der er flashbacks fra Malin og Daniels 25 år eller knap 9000 dage sammen – fra det første kys til det sidste telefonopkald. Og siden følger vi hvordan Malin langsom tager skridt efter skridt til at komme videre med sit nye liv uden Daniel.

Selv om det er en meget personlig fortælling og det naturligvis er følsomt og sørgeligt, er det lykkedes Malin Lagerlöf at skrive et både smukt og usentimentalt universelt værk. Den dybe kærlighed til manden skinner tydeligt igennem, ligesom det lammende kaos, ensomheden, længslen og den altomsluttende sorg. Men teksten er befriende ærlig. Og selv om det er smertefuldt giver bogen håb om, at der findes en fremtid, selv om man ikke kan forestille sig det mens man befinder sig i det mørkeste hul. Det er virkeligt fint.

Dagbok från ditt försvinnande udkom i Sverige i 2016 og er (endnu) ikke oversat til dansk.

★★★★★

Shari Lapena: Naboparret

naboparretNaboparret er fra start en ganske fængende thriller med et rasende tempo, men plottet taber pusten mod slutningen.

Handling: Anne og Marco Contis barnepige aflyser i sidste øjeblik inden de skal stille til middag hos naboparret. De bliver enige om at deres seks måneder gamle datter Cora godt kan blive hjemme alene – hun sover alligevel – hvis de tager babyalarmen med og går ind og tjekke hende hver halve time. Men mens Anne og Marco hælder vin i sig blive babyen fjernet fra sin vugge. Anne, der lider af en fødselsdepression, plages af dårlig samvittighed over at have efterladt datteren alene, og nabokvindens flirten med Marco gør ikke situationen bedre. Ved 1-tiden om natten lykkes det endelig Anne at hive en fuld Marco med hjem, hvor de mødes af en åben hoveddør og en tom vugge. Cora er forsvundet. Politiet mistænker straks det unge forældrepar for hvilken slags mennesker vil efterlade deres barn være alene? Parret er knust over datterens forsvinden, men både Marco og Anne gemmer på hemmeligheder – også overfor hinanden.

”Marco og Anne sidder ved køkkenbordet og prøver at spise morgenmad. Deres toast er næsten urørt. De lever begge mest af kaffe og fortvivlelse.”

Domestic noir-genren er eksploderet de senere år og alle synes at ville have en bid af kagen. Det gør at kvaliteten svinger fra virkelige vellykkede thrillers som senest Kvinden i toget til mindre gode fortællinger med tynde, utroværdige plots. Shari Lapenas thriller Naboparret lægger sig cirka i midten.

Det starter godt. Panikken breder sig som en steppebrand, og Anne og Marco oplever enhver forældres værste mareridt. Politiets mistænkeliggørelse og gentagne afhøringer af det unge par giver en næsten klaustrofobisk magtesløshed. Annes stenrige forældre har et anstrengt forhold til svigersønnen og tøver ikke med at pege fingre. Samtidig hænger Annes fødselsdepression hele tiden som en mørk sky fyldt med mistanke. Har hun gjort barnet fortræd? Har depressionen påvirket deres ægteskab? Og hvad er det der foregår med den smukke, flirtende nabokvinde?

Der bliver hele tiden lagt flere lag på plottet og som fortællingen stormer frem bliver listen over mistænkte længere og længere. Det er en effektiv opbygning, men den store forløsning udebliver. Luften fiser ud af ballonen med et påklistret plot mod slutningen, og de sidste sider i bogen er simpelthen for tynde. Sikke en skam.

Naboparret udkommer i dag den 27. december.

★★★☆☆

Det er forlaget Gyldendal der udgiver Naboparret på dansk, og de har gjort meget ud af markedsføringen. Jeg modtog et anmeldereksemplar af bogen i en af politiets bevismaterialeposer sammen med en sut med det forsvundne barns navn på. Utroligt gennemført. Foto: Mette Camilla Melgaard

Det er forlaget Gyldendal der udgiver Naboparret på dansk, og de har gjort meget ud af markedsføringen. Jeg modtog et anmeldereksemplar af bogen i en af politiets bevismateriale-poser sammen med en sut med det forsvundne barns navn på. Utroligt gennemført. Foto: Mette Camilla Melgaard

Anne-Cathrine Riebnitzsky: Orkansæsonen og stilheden

orkansaesonenOrkansæsonen og stilheden er en interessant men også lidt ujævn fortælling om menneskeskæbner og om hvordan de valg vi tager i livet påvirker os selv og andre mennesker.

Handling: Præsten Monica har ikke mange problemer i livet. Hun har Gud og et lykkeligt ægteskab med astrofysikeren Johan. Hun lytter dagligt til andres bekymringer og selv når hun forsøger at slappe af, får hun alligevel sat gang i andre menneskers livsvalg. Hun er som en orkan der hvirvler op i naturen. Hendes modsætning er veninden Beate, forsvarsadvokaten som ynder at tage på bukkejagt med bue og pil. Beate mistede sin mand i en tragisk ulykke for en tid siden, og plages stadig af sorg og skyld i en sådan grad, at hun siden ulykken ikke har kunne skyde et rådyr. Barndomsvennerne Marcus og Benjamin har hver siden problemer med både kærligheden og den hash de smugler og sælger. Politimanden Hans er vant til at handle overfor kriminelle og når der skal nedlægges et dyr på en jagt, men når det gælder hans stærke følelser for Beate går han i stå. Hans gode ven, skytten Henning, tyer til en handling der vil sætte dybe spor i ham for altid.

“På deres vej fra kirken gennem villakvarteret ser hun, hvo forandrede haverne er. Adskillige drivhuse er smadret, og der ligger stadig store grene og knuste potteskår flere steder. Men det er de nye åbninger i træernes kroner og de blottede knækkede grenarme, der gør størst indtryk. Det ser voldsomt ud, men hun tænker også, at noget nyt vil vokse frem, der hvor stormen har skabt store huller af lys og luft.”

Anne-Cathtrine Riebnitzskys tredje roman har et mangfoldigt persongalleri for at sige det mildt. Vi har en præst der ynder at tale med Gud. En astrofysiker som tager til Chile for at kigge efter fjerne galakser. En datter af en narkobaron i Guatemala, der drømmer om et bedre liv i USA. En forsvarsadvokat i sorg. En forelsket politimand. En desperat far til et voldtægtsoffer. To hash-smuglere som ikke helt ved hvad de har gang i. En rocker med tilnavnet Boltsaks. Og et gammel brokkehoved af en dame som blot venter på at dø, for blot at nævne nogle af dem.

Temaer som tro, kærlighed, sorg, retfærdighed og tilgivelse svæver ud og ind i et spind af skæbner og handlinger der væves omkring Monica og Beate som de to hovedpersoner. Men selv om det meste falder på plads til slut, drukner det hele lidt i de mange sidehistorier, hvilket gør Orkansæsonen og stilheden til en lidt ujævn fortælling.

Jeg ville ønske at Anne-Cathrine Riebnitzsky havde været skarpere i sine valg og sløjfet nogle af sine darlings i stedet for at presse det hele med. Jeg kunne sagtens have undværet turen til Guatemala som Monica begiver sig ud på i begyndelsen af romanen, hvor hun møder den 14-årige servitrice Nory, som er datter af en berygtet narkobaron Don Carlos. Det samme gælder sidehistorierne om Beates gamle mor samt den om den unge hashsmugler Benjamins kæreste Victoria. Det er ligegyldige afstikkere i forhold til nogle af de andre sidehistorier (som jeg ikke kan afsløre her), der sagtens kan bære at få mere kød på sig.

Alt i alt minder historien mest om en prædiken om, at alle handlinger har konsekvenser og at det også har konsekvenser ikke at handle. De mest interessante er præsten Monica og advokaten Beate. Det er dem jeg sidder tilbage med en længsel efter at høre meget mere om.

Orkansæsonen og stilheden udkom i januar.

★★★☆☆

Olav Hergel: Punktum

punktumDen prisvindende journalist Olav Hergel, sætter i sin nye roman Punktum, sin egen branche under lup. Resultatet er både spændende og velskrevet.

Handling: Den 49-årige stjernejournalist Mikkel Haslund er ved at blive kørt over af den tid han lever i. Nettet har erobret hans elskede papiravis, og fremtiden er overladt til redaktører der tror, at journalister skal spytte ligegyldige nyheder ud tre gange om dagen og kalde dem for Breaking News. Da en 59-årig gartner fra Høje Taastrup Kommune fyres fordi han dagligt ryger en cigaret på en bænk udenfor på kommunens matrikel hvor der er rygeforbud, bliver det ikke kun begyndelsen på et korstog mod en minister men også indirekte årsagen til at Mikkels liv tager en skarp drejning både jobmæssigt og privat, hvor hans værdier og moral sættes på prøve.

At Olav Hergel skriver fantastisk er ikke Breaking News. Han hører til i den tunge klasse af journalistiske forbilleder for rigtig mange. Han har vundet Cavlingprisen (2006), og blandt andet skrevet bestselleren Flygtningen (2006), som blev filmatiseret under titlen Flugten (2009) med Iben Hjejle i hovedrollen, og han skriver stadig fremragende og vedkommende for dagbladet Politiken. Men det er ikke kun sproget der slår gnister i den knap 500 siders lange Punktum, handlingen er også utrolig spændende og giver et uhyggeligt realistisk indblik i en branche i forfald besat af morgendagens forside og klik i jagten på læsere, der kan ændre den blodrøde bundlinje.

”Mikkel følte sig som en hæler på jagt efter den folkelige forargelse. Er lå ingen smukke sætninger for enden af den her køretur. Kun lurvede afsløringer af noget, der ikke var vigtigt, men som nærede politikerhadet, talte til stodderne og fodrede misundelsen. Under dække af at være kritisk journalistik, ville tyve kilometers omvej ende på forsiden af avisen og blive kaldt afsløring.”

Olav Hergels eget ekspertområder, mennesker på flugt, får (naturligvis) plads i fortællingen, hvor han sender journalisten Mikkel syd på for at skrive om flygtninge der drukner i Middelhavet. Også problematikken om handlede kvinder og prostituerede får plads og viser det Hergel er kendt for i sit journalistiske virke – personlige beretninger om de skæbner der gemmer sig bag økonomiske beregninger og tørre lovtekster. Der er ingen blødsødenhed overfor hverken mediebranchen eller hovedpersonen Mikkel, der er en lidt bedrevidende mand med et spøgelse i skabet, der holdes i skak ved hjælp af lykkepiller og barndomsvennen Kristian. Mikkel rækker gang på gang ud efter kærligheden på den lidt desperate måde – uden held, har sine egne journalistiske idealer, men går imod dem når det passer ham og kan samtidig være moraliserende overfor andre. Alt i alt er der dog næsten ligevægt mellem det gode og det dårlige – med en lille overvægt til det gode.

Det er en modig fortælling om journalistens daglige dilemmaer, om hvordan moral kan gradbøjes til egen vinding samt et kritisk syn på forskellen på at være ansat på Berlingske (hvor Hergel selv har været ansat) og Ekstra Bladet. Kender man branchen, vil man kunne genkende flere af karaktererne som er inspireret af forskellige store navne i den danske mediebranche. Bogen har kun enkelte svagheder deriblandt Mikkel Haslunds kærlighed-ved-første-blik til kvinden Arendse, hvilket virker utroværdigt og en smule patetisk i en ellers meget troværdig historie. Og så er der et par drejninger i historien, der er temmelig lette at gennemskue.

Det er ikke en bog for svage sjæle, men selv om Hergel skriver nådesløs (nogle vil måske sige udleverende) om sin egen branche, er det alligevel tydeligt at han har skrevet historien med stor kærlighed til den landets bladsmørere. Som journalist kan jeg nikke genkendende til mange situationer og problematikker, og jeg lader mig rive med af historien og er underholdt hele vejen. Men jeg kan ikke lade være med at tænke over, om mennesker udenfor mediebranchen vil have det på samme måde når de læser bogen. Jeg glæder mig meget til at høre, hvad I synes om fortællingen Punktum.

Punktum udkom den 10. november.

★★★★☆

Jens Høvsgaard: Døde prinsesser drømmer ikke

doede-prinsesser-droemmer-ikkeNormalt vil jeg gerne have at en krimi indeholder et velplanlagt, brutalt, uforståeligt eller rystende mord, men det er ikke tilfældet med Jens Høvsgaards debutroman fra 2009 Døde prinsesser drømmer ikke. Alligevel havde jeg svært ved at lægge bogen fra mig, og blev hurtigt draget af hovedpersonen John Hilling.

Handling: Journalisten John Hilling arbejder for Ekstra Bladet, men har holdt lav profil i næsten to år efter at have mistet sin italienske hustru, fotografen Carla, som forsvandt sporløs i Syrien under en opgave. En aften i København ser John, at en udenlandsk prostitueret bliver mishandlet af sin alfons – han blander sig og bliver slået ned, men bliver hjulpet af en Hus Forbi-sælger. Manden viser sig at have holdt øje med prostitutionsmiljøet på Vesterbro i længere tid, og sammen med Hilling begynder det umage par at afdække et betændt miljø, hvor handlede kvinder bliver tvunget på gaden og afstraffet når de ikke gør som deres bagmænd forlanger.

Døde prinsesse drømmer ikke, er første del i en planlagt trilogi. Bogen har to historier – dels den om at skaffe beviser til at knalder bagmændene på Vesterbro og dels den hjerteskærende historie om John Hillings personlige smertehelvede i forbindelse med hans hustrus forsvinden. Begge historier gør indtryk og kombineret med den vedblivende suspense fanges jeg fra start til slut. Samtidig er det en vigtig bog, der sætter fokus det reelle problem med handlede kvinder, der huserer i det Københavnske prostitutionsmiljø – et emne som forfatteren har enorm viden om og engagement i, hvilket skinner tydeligt igennem i teksten. Det samme gør sig gældende med beskrivelserne af journalistens arbejdsmetoder. Det er alt sammen meget præcist og interessant.

Døde prinsesser drømmer ikke udkom i 2009. Andet bind i trilogien, Den syvende dag, udkom året efter. Jeg venter stadig med spænding på tredje og sidste del, men Jens Høvsgaard har travlt med livet som journalist og har i mellemtiden skrevet debatbogen Det koster et kongeringe (2012). John Hillings skæbne er endnu uvis, men jeg håber at vi får en tredje og afsluttende bog.

★★★★☆

Joël Dicker: Bogen om Baltimore-familien

Bogen om BaltimorefamilienBogen om Baltimore-familien er en fortælling om en familie fyldt med jalousi og hemmeligheder bag en blankpoleret facade.

Handling: Forfatteren Marcus Goldman, tager til Florida for at skrive sin næste roman. Denne gang vil han skrive om sin egen familie – en middelklassefamilie fra New Jersey og om den succesrige, velhavende og glamourøse del af familien, som boede i en forstad til Baltimore. Marcus besøgte dem, så ofte han kunne for at være sammen med sin fætter Hillel og den jævnaldrende Woody. Sammen var de Goldman-trioen, uovervindelige og tætte som brødre. Og så var der nabopigen Alexandra, der havde en stærk tiltrækningskraft på de tre drenge. De fire var hinandens bedste venner, indtil alting en dag gik frygtelig galt. Lige siden den dag i 2004 har Marcus været hjemsøgt af spørgsmålet: Hvad var det egentlig der skete med Baltimore-familien?

”Jeg spekulerede på om det var mig der som barn havde haft alle mulige drømme på deres vegne. Om jeg ikke havde opfattet dem anderledes end de i virkeligheden var? Havde de virkelig været disse helt udsædvanlige mennesker som jeg beundrede så meget? Hvad nu hvis det alt sammen havde været et produkt af min fantasi?”

Handlingen udspiller sig otte år efter de dramatiske begivenheder i Aurora, som vi oplevede i bogen Sandheden om Harry Quebert-sagen – en bog med en udmærket historie, men mange svagheder. Svaghederne går desværre igen i Bogen om Baltimore-familien. Dialogen og sproget generelt er temmelig dårligt – det kan evt. være oversættelsen, det er svært at sige når jeg ikke har læst originalen, men hvor troværdigt er det, at to teenagedrenge kalder hinanden for ”du gamle”? Den største svaghed er dog, at der først begynder at ske noget efter knap 300 sider, og at alt derf ør er en kvalm omgang sødsuppe. Og lige som i første bog er der alt for mange gentagelser og overlapninger, der presse sideantallet op på 480 sider.

Egentlig har jeg lyst til at give bogen to stjerner, men selve historien er egentlig spændende nok, den bliver blot fortalt dårligt – ja næsten amatøragtig. Det bliver derfor til tre små stjerner herfra og et stort ønske om at Joël Dicker får sig en ny og bedre redaktør på næste bog.

Bogen om Baltimore-familien udkom den 21. oktober.

★★★☆☆

Paul Auster: …en verden i ord

paul-auster-en-verden-i-ordI samtalebogen …en verden i ord, giver Paul Auster et indblik i sit arbejde og fortæller blandt andet om baggrunden for bøgernes tilblivelse. Bogen fungerer bedst som opslagsværk for de der ønsker at afkode Austers erindringsbøger og romaner samt få indblik i hans motiver.

Samtalerne mellem den amerikanske forfatter Paul Auster og Inge Birgitte Siegumfeldt, der er lektor ved Københavns Universitet, fandt sted mellem november 2011 og november 2014. Det var Siegumfeldt der tog initiativ til projektet, da hun synes der var et behov ”for et grundigt studie af hans arbejde, en nærlæsning, der forholder sig til kvaliteten af det skrevne og er tro mod ordene på siderne.” Auster var med på idéen, da han så det så en mulighed for at ”få renset luften” om sine værker, hvor enkelte kendsgerninger efter hans mening ofte misforstås.

Jeg skal indrømme, at jeg kun har læst få af Paul Austers romaner – Illusionernes bog (2002), som jeg synes er virkelig god, samt dele af New York Trilogien (1987) som jeg ikke husker meget af. Derfor var det noget af en kamp at kæmpe mig igennem de til tider ret så abstrakte samtaler i …en verden i ord, som i øvrigt har en langt mere passende titel på engelsk A Life in Words.

Med undtagelse af indledningen af Inge Birgitte Siegumfeldt er resten af bogen en lang transskribering af deres båndede samtaler med markeringerne IBS: og PA: Der er ingen beskrivelser af rummet eller forfatteren selv – kun enkelte noter som fx IBS: [ler] og [Siri Hustvedt kommer ind i rummet].

Det er ikke overraskende en meget akademisk bog og det er uden tvivl en nyttig bog for de der interesserer sig for Paul Austers litteratur samt hans tanker om at skrive. Men for at få det optimale ud af bogen, kræver det at du kender Paul Austers bøger indgående og har læst dem fornyligt.

Paul Auster…en verden i ord udkom den 14. oktober.

★★★☆☆

Tom Malmquist: I hvert øjeblik er vi stadig i live

I hvert øjeblik er vi stadig i liveTom Malmquist har skrevet en ubarmhjertig og smertefuld, men fuldstændig fantastisk selvbiografisk fortælling om et år i forfatterens personlige mareridt med liv og død.

Handling: Tom og Karin har været kærester i 10 år og venter nu deres første barn sammen. Men fra den ene dag til den anden bliver højgravide Karin pludselig alvorligt syg, og deres datter må tages ved kejsersnit et par måneder for tidligt. Det der skulle være den lykkeligste tid i deres liv, bliver en voldsom og tragisk afslutning på Karins, og en chokerende start på et nyt liv for Tom, som midt i sorgen skal være der for sin nyfødte datter. En par måneder senere dør også hans far efter mange års sygdom, en far, han hele livet har haft et kompliceret forhold til.

”Jeg går tilbage og tørrer op efter en overvandet og lækkende fingerphilodendron eller Adams ribben som den også kaldes, og er lige ved at tørre nogle kaffepletter under Karins skrivebord væk. […] Jeg sætter mig på Karins stol og forsøger at forestille mig hvordan hun skrev på sin bærbare og spildte kaffe.”

Fra første side og cirka hundrede frem, holder man vejret gennem et langt, hæsblæsende sygehus inferno, hvor højgravide Karin er ankommet til hospitalet med åndedrætsbesvær og influenza-lignende symptomer. Man mistænker at der er tale om en lungebetændelse eller en blodprop, men lige pludselig går det hurtigt. Karin bliver overført til et andet hospital med specialpersonale. Der foretages akut kejsersnit og mens datteren føres til neonatalafdelingen bliver Karins tilstand mere og mere kritisk. Dianosen er nu akut leukæmi. Gennem hospitalets underjordiske tunneler går Tom mellem Karin og nyfødte Livia med tæpper, så mor og datter kan være tætte på hinandens duft. Nedturen fortsætter mod helvede og Karin dør. Tilbage står en chokkeret Tom med en nyfødt datter og en ubærlig sorg. Herefter følger en lang passage med forhistorien. Vi lærer Karin og Tom at kende og oplever bidder af deres liv sammen, før vi igen er tilbage i sorgen og Toms nye liv, hvor hans far kort tid efter dør af kræft.

”På Karolinska talte jeg til Karin hver dag. Somme tider timelange monologer om Livia og de underjordiske tunneller mellem afdelingerne. En af gangene fortalte jeg at det så ud som om Livia tyggede mælken i sig fra sutteflasken, omtrent som jeg tygger min yoghurt om morgenen, noget Karin syntes var komisk eftersom jeg ikke havde noget i yoghurten, og netop da hostede Karin slim op i røret. Sygeplejerskerne forklarede at det ikke var en usædvanlig refleks hos patienter i respirator. Alligevel føltes det som om Karin var begyndt at grine.”

Jeg tror det kræver lige dele mod og nødvendighed at skrive en bog som dette. Det er så frygtelig og samtidig så fint. Tom Malmquist blotter sig på en rå og upoleret måde, lader os komme tæt på hans panik, angst og sorg der manifestere sig i et aggressivt behov for kontrol. Og tæt på relationer der gnaver – dels med sin far og dels med Karins forældre, som han i troen på at det er Karins ønske, sjældent lader være ved Karins sygeseng på hospitalet. Hændelsesforløbet er dramatisk, dialogerne uskønne og indimellem forvirrende, hvorefter han forkæler os med detaljerede betragtninger om farvesammensætninger, elmefrø eller barnets amorbue der ligner Karins. Han har sit eget tempo og forstår at holde en fin balance.

Tom Malmquist og bogen I hvert øjeblik er vi stadig i live er velfortjent nomineret til Nordisk Råds litteraturpris 2016, som uddeles i København den 1. november. Godt tre år efter Karins død, kunne man i oktober sidste år i den svenske avis Expressen læse uddrag fra Tom Malmquists dagbog fra tiden lige inden hans bog blev udgivet i Sverige og efter. En fin måde at få de sidste personlige tanker fra ham efter at man har læst bogen.

I hvert øjeblik er vi stadig i live udkom den 14. oktober.

★★★★★

 

Elena Ferrante: Dukken der blev væk

dukken-der-blev-vaekI Dukken der blev væk skriver Elena Ferrante, uden at gå på kompromis, om alle de forbudte og tabuiserede følelser omkring moderskabet.

Handling: Leda er en 48-årig fraskilt universitetsprofessor. Hendes to voksne børn er fløjet fra reden i Firenze til Toronto i Canada, hvor deres far bor. Under en ferie ved havet møder Leda en stor napolitansk familie og bliver fascineret af den unge kvinde Nina og hendes lille datter Elena. Den lille piges dukke bliver efterladt i sandet på stranden og uden at vide hvorfor, tager Leda dukken med hjem – til stor opstandelse for den lille pige og hendes familie, som leder forgæves efter dukken. Ledas handling river op i gamle sår om hendes mor samt hendes egen rolle som mor.

”Hvordan var Deres døtre som små, var de ligesom denne lille skat? Jeg følte en voldsom trang til at forvirre hende, straffe hende, vælte hende af pinden. Jeg husker kun lidt, eller ingenting. Det kan ikke passe, man glemmer intet om sine børn. Jeg tav et øjeblik, så sagde jeg roligt: Jeg gik min vej. Jeg forlod dem da den ældste var seks og den yngste fire. Hvad er det De siger? Og hvem voksede de op med? Deres far. Og så De dem ikke igen? Tre år senere tog jeg dem tilbage. Det var dog forfærdeligt, hvorfor? Jeg rystede på hovedet, jeg husker ikke hvorfor. Jeg var meget træt, sagde jeg.”

Mødet med den store, larmende, pladskrævende og højtrøstede familie (der muligvis er en del af mafiaen i Napoli) på stranden både frastøder og fascinerer Leda. Deres napolitanske dialekt sætter minder i gang hos Leda, der selv har kæmpet for at slippe af med samme dialekt siden hun som 18-årig flygtede fra hjemmet for at studere i Firenze. Hun stræbte efter at tale korrekt italiensk, have borgerlig anstændighed og være kultiveret. Og hun lykkedes med det. Hun er en moderne italiensk kvinde. Fraskilt, men succesfuld universitetsprofessor i engelsk litteratur. Og selv om hun er alene, føler hun sig tilpas i sit eget selskab.

De første dage lurer Leda blot på familien og ikke mindst kvinden Nina og dennes lille datter i hemmelighed, men efterhånden bliver deres liv vinklet ind i hinanden og før vi ved af det, ledsager vi hende på en dyb psykologisk selvransagelse af sit liv som mor, og hvordan hun måske aldrig rigtig ønskede at blive eller skulle have været mor.

Allerede i første kapitel i Dukken der blev væk, bliver vi med linjen: ”De ting det er sværest at tale om, er dem som vi ikke selv kan forstå.” forberedte på, at der i det følgende vil blive afsløret både smertefulde og ubehagelige sandheder om døtre og mødre, og kvinder der kæmper for at være begge. Og Ferrante lægger da heller ikke fingrer imellem. ”Jeg er en unaturlig mor”, siger Leda på et tidspunkt til sig selv. Ferrante skriver om alle de forbudte følelser som mødre kan have og som ofte får andre til at se skævt til dem.

Jeg har ikke et mor-gen. Jeg har ingen børn og ønsker dem heller ikke, så egentlig burde jeg kunne nikke genkendende til Ledas tanker og handlinger samt føle solidaritet med hende, når hun siger, at hun ikke savnede sine døtre da de flyttede langt væk fra hende. Men jeg føler ingenting. Og det er mit største problem med Ferrantes bøger.

Det er anden gang jeg læser en bog af pseudonymet Elena Ferrante – Italiens bedst kendte, ukendte forfatter, der siden sin debut i 1992 har insisteret på sin anonymitet og derfor aldrig har optrådt offentligt. Den første jeg læste var Forladte dage, som ikke imponerede mig, men jeg har givet hende en chance til. Nok især fordi rigtig mange skamroser hende – især for Napoli-serien. Men ud fra de to bøger jeg nu har læst af hende, står Ferrante ikke øverst på min læseliste. Jeg har simpelthen svært ved at se, hvad det er andre synes, er så fantastisk ved hendes skriverier. Jeg keder mig, når jeg læser om hendes kvindelige hovedpersoner som ofte opfører sig irrationel og overraskende, og som jeg ikke kan relatere til eller føler noget for. Men Elena Ferrante går ikke på kompromis, hverken når hun skriver om sorg i Forladte dage eller om moderskabet her i Dukken der blev væk. Det respektere jeg.

Dukken der blev væk udkom den 23. september.

★★★☆☆