Ian Rankin: Gamle fjender

Rankin, Rebus og gamle fjender, er tilbage og skuffer ikke. 30 år efter den første bog udkom, guider Ian Rankin os stadig rundt i Edinburghs underverden med sikker hånd.

Handling: Den nu pensionerede John Rebus har endnu ikke vænnet sig til at han ikke længere er politimand. Et 40-årigt gammel mord på den smukke, promiskuøse Maria Turquand gnaver som en sten i skoen på ham. Hun blev myrdet på et fashionabelt hotel samme nat som en berømt rockstjerne og hans følge overnattede der og mordet er stadig uopklaret, hvilket naturligvis er for godt til at Rebus kan lade være med at stikke næsen i den gamle sag. Samtidig ligger Edinburghs underverden i åben krig. Den unge opkomling Darryl Christie, gør krav på tronen, men et ondskabsfuldt overfald efterlader ham svækket og sårbar. Har den gamle gangsterboss Big Ger Cafferty virkelig ladet sig pensionere eller afventer han blot slagets gang mellem de unge kumpaner?

”Skikkelsen fyldte døråbningen som en silhuet mod natriumlyset i gadelygterne. Armen huggede til nedad, og Arnott vaklede baglæns, da hammeren ramte hans kranium. Det tågede ud for ham, og knæene gav efter. Han var ved at rejse sig, da hammeren ramte ham igen.”

Det er som sagt 30 år siden den første bog om John Rebus, Knots & Crosses (Blodbrødre), udkom, og har man læst de efterhånden 20+ bøger der er udgivet i serien, er det som at mødes med gamle venner, når man læser om John Rebus og hans gamle makker Siobhan Clarke, ja og også Malcolm Fox, som er det nyeste medlem af familien. Jeg kan se Edinburgh for mig, og selv om jeg aldrig har sat fod der, virker det alt sammen velkendt og på en sær måde trygt.

Rebus er nu i 60’erne og helbredet skranter efter et liv med for meget røg og alkohol, hvilket han derfor ihærdigt forsøger at lægge på hylden. Men hovedet fejler ikke noget og det gør hans nysgerrighed heller ikke. Den gamle sporhund kan ikke nøjes med at gå tur med hunden og hygge sig med sin kæreste, retsmedicineren Deborah Quant, og det varer da heller ikke længe før hans prikken i den gamle sag viser sig at have forbindelse med nye hændelser. Samtidig får politiet brug for hans viden og forbindelse til Big Ger Cafferty, så trods pensionistrollen, har både Rebus og politiet svært ved at undvære hinanden.

Det samme gælder det trekløveret Rebus, Clarke og Fox. Trods deres til tider rå omgangstone, er det tydeligt at de alle holder af hinanden. I den forrige bog Vilde køtere, begyndte Clarke og Fox at se en del til hinanden, men en forfremmelse af Fox (som i hans øjne var en bortvisning) pustede koldt luft mellem dem, men Rebus er limen der holder dem sammen. Jeg kan godt lide, at forholdene mellem hovedpersonerne ikke er rosenrøde og ukomplicerede, for sådan er livet ikke, og det er en af Ian Rankins styrker. Han skriver om rigtige mennesker. Og så er han vanvittig god til at skrue et plot sammen, som holder læserens interesse fast til sidste side.

Gamle fjender udkommer i dag den 10. marts.

★★★★☆

VIND BOGEN
Du har mulighed for at vinde et eksemplar af Gamle fjender – alt du skal gøre er at besvare følgende spørgsmål i kommentarfeltet:

I hvilken by foregår Ian Rankins bøger om John Rebus?
A: Eastbourne   B: Edinburgh   C: Exeter

Vær opmærksom på, at der kan gå noget tid inden du kan se dit svar i kommentarfeltet, da jeg skal godkende det manuelt.

Jeg offentliggøre vinderen på mandag den 13. marts på KulturXpressens Facebookside, så husk at tjekke om du er den heldige.

Tak til Forlaget Klim for at sponsorere bogen til konkurrencen.

RELATERET LINK
Læs mit interview med Ian Rankin

Geir Gulliksen: Historie om et ægteskab

Historie om et ægteskab, er fyldt med forelskelsens rus, eksplicitte sexscener og stor sorg over kærligheden der ikke varede for evigt.

Handling: Jon og hustruen Timmy mødte hinanden for næsten 20 år siden, da de begge var i andre forhold. Tiltrækningen var voldsom og de måtte bare have hinanden og fik det. De har et godt liv med arbejde, rækkehus og to fælles børn, men de vil ikke have at deres liv og ægteskab ligner andres og gør deres til undgå kernefamiliens tritesse. De er noget særligt og deres kærlighed til hinanden kan overvinde alt. Til den pludselig ikke kan det mere og Jon bliver forladt.

Hvorfor skal det gøre så forbandet ondt at elske? Det forsøger romans ”jeg”, den 40+ årige Jon, at finde ud af ved at genfortælle hans og Timmys historie efter drømmen er brast. Geir Gulliksen lader Jon leve sig ind i Timmys bevidsthed og opleve hvad der sker, da hun møder manden Harald og hvordan de to sammen, skridt for skridt, bygger et nyt ”os”, frem til det punkt, hvor ægteskabet kun er en tom skal – en næsten lidt pinlig formalitet.

”En hvilken som helst anden ville blive jaloux, ville lave scener, ville blive rasende på en mand som så skamløst lagde an på en anden mands kone. Men jeg kom i godt humør, så det ud til, jeg blev ivrig, jeg ville vide hvad det gjorde ved hende. Nu hvor hun var hjemme igen. Nu hvor vi to var sammen, nu hvor der ikke var grænser for hvad der kunne ske.”

Romanen skabte megen debat i både hjemlandet Norge samt i Sverige da den udkom. Det er dels kønsrollerne som er vendt på hovedet, de tabubelagte fantasier og magtbalancen som sætter gang i diskussionerne – ikke mindst fordi mange af os kan genkende glimt af os selv og vores egne relationer i teksten.

Jon forlader sin kone og deres barn for at være sammen med Timmy, og mange år senere gør Timmy det samme mod ham. I mellemtiden er Jon havnet i en slags 1950’er ægteskab vendt på hovedet. Jon vil være en moderne mand. Han er journalist, men da han bliver fyret vælger han, som den hipster-feminist han ønsker at være, at blive freelancearbejdende hjemmegående far og tage hånd om børnene og hjemmet, og stå klar med maden hver aften. Den politisk korrekte ligestilling er ikke til stede – magtbalancen hælder til Timmys fordel. Lægen Timmy, der har forladt patienterne for at gøre karriere med spændende projekter for ministeriet.

Det er Jon der bekymrer sig om og passer på deres ægteskab. Da Timmy fortæller om manden hun har mødt, giver Jon hende frihed til at forfølge hendes følelser, ja han ligefrem opfordrer hende til at gøre det. Hun vil egentlig ikke, men han vil have at hun vil det. Er det gavmildhed eller desperation? Det synes mærkeligt at forsøge at krydre forholdet med selvplageri. Men Jon synes villig til at gå langt for at få deres ægteskab til at fungere, fordi han selv har ofret så meget for at være i det og det på en eller anden måde skal retfærdiggøres.

Geir Gulliksen skriver fængende og poetisk ikke mindst om sorgen af den tabte drøm. Sønnen der spiller Sims og skaber en illusion af den familie han har mistet og Jon der fjerner resterne af ægteskabet i form af mad i køleskabet. Det er som om Jon vil være kvinde, for at kunne forstå sin hustru, alligevel lykkes det ikke helt.

Kærlighed er på mange måder udefinerbart og mon ikke vi bliver ved med at spørge os selv og hinanden om, at hvis kærligheden kan forsvinde, har den så nogensinde været der? Bogen lægger op til mange interessante samtaler og diskussioner og det føles næsten lidt uartigt blot at skrive en læsevenlig længde anmeldelse. Læs bogen, tal om den og elsk.

Historie om et ægteskab udkommer i dag den 3. marts.

★★★★☆

Morten Sabroe: Love Me Do

Det er muligt at Love Me Do er ment som en kærlighedserklæring til forfatterens hustru, som udover ham selv, har den bærende rolle i bogen. Men der er for meget Morten Sabroe og for lidt Do Windfeldt – som er den interessante del af fortællingen.

Handling: Mens Morten Sabroe og hans hustru Do Windfeldt holder en uges ferie på det luksuriøse Bowery Hotel i New York, gør han sit livs fejltagelse: Han går alene ind i en elevator – ham der lider voldsomt af klaustrofobi. Og naturligvis vil skæbnen det, at den sætter sig fast. I fire en halv timer er den angste forfatter spærret inde. Da han endelig bliver reddet ud, er han ikke længere den samme mand. Efter at have truet hotellet med et sagsanlæg for sin mands indespærring, forhandler Do sig til et tocifret millionbeløb, som hun ikke fortæller sin mand om. Men det er ikke det eneste hun ikke har fortalt sin mand. Med penge på bankbogen begynder hun en rejse, der fører hende tilbage til sin fortrængte fortid, hvor hun boede tre år i Californien – en tid hun ikke har fortalt nogen om.

”Pludselig standsede han, ramt af meningsløshed. Uden Do var verden tom. Alt hvad han elskede når hun var der, mistede betydning, når hun var væk. Han gjorde. Han kunne lige så godt træde ud foran en gul taxa og gøre en ende på det. Han stod på fortovet, det skar i hans hals. Hvor var hun? Hvorfor var hun rejst videre uden at sige det?”

Bogen kommer godt fra start, da Morten Sabroe ender alene i en elevator på Bowery Hotel. Beskrivelserne af klaustrofobien der overmander ham og driver ham til kanten af sindssyge, er medrivende. Men desværre bliver det efterfølgende knapt så interessant. Historien om den lidende forfatter der er afhængig af sin kone for at overleve, men som han alligevel godt ved, han ikke ”vander” nok – altså fortæller hvor højt han elsker og ikke bruger tid nok sammen med – bliver lidt for meget overflade uden egentlig substans.

Der bliver drukket utroligt meget alkohol side op og side ned hele vejen gennem bogen – jeg har da lært navnet på flere drinks, og at det åbenbart ikke er så problematisk at drikke mange af dem (selv morgenen). Og derudover sker der et par hændelser i løbet af fortællingen, som vi aldrig får svar på fx om den mystiske Mr. Petersen, som muligvis er Dos onkel, og som af ukendte årsager bringer fortiden frem i nutiden.

Det er først mod slutningen, at det endelig bliver interessant, når vi hører om Dos hemmelige fortid i Californien. Vi bliver taget tilbage til Venice Beach sommeren 1997. Begivenhederne er voldsomme, så voldsomme at Do har holdt dem skjult for alle – også sin mand, og visse ting har hun endda selv fortrængt. Her bliver jeg fanget af historien. En fejltagelse på hotellet efter en fordrukken nat, påvirker Do og i en anden retning end forventet. Hun beslutter sig for at vende tilbage til Californien for at stå ansigt til ansigt med fortiden, og ikke mindst med den mand som ændrede hendes fremtid.

Det er en lidt spøjst oplevelse at læse en bog, hvor forfatteren bruger sit eget navn og sin hustrus til at fortælle en historie som muligvis svæver mellem fiktion og virkelighed. Og selvom Love Me Do nok mest er ment som en kærlighedserklæring, synes jeg det mest af alt er en omgang navlepilleri – og en ret kedelig en af slagsen. De 49 sider om Dos hemmelig fortid er højdepunktet i hele fortællingen, men 49 sider i en bog på 336 sider, er simpelthen ikke nok til at hive mig op på tre stjerner.

Love Me Do udkommer i dag den 14. februar.

★★☆☆☆

Linda Boström Knausgård: Velkommen til Amerika

Velkommen til Amerika, er en gribende fortælling der holder godt fast i læseren til sidste side er vendt. En mesterlig kortroman af svenske Linda Boström Knausgård.

Handling: 11-årige Ellen bor i en stor lejlighed sammen med sin mor og storebror i Stockholm. Hendes far boede også sammen med dem engang, men han flyttede (mod sin vilje) og nu er han død. ”Vi er en lys familie”, har Ellens mor altid sagt, men Ellen går rundt med et mørke og siden farens død har hun været tavs. Hun har valgt ikke at tale mere, hverken hjemme eller i skolen, for hun gemmer på hemmelighed. Fra sin tavshed betragter hun familien – den blonde, charmerende skuespillermor som har elever i stuen, når hun ikke selv står på scenen på teatret og broren, som forskanser sig på sit værelse med sine instrumenter og musik.

De var aldrig en rigtig kernefamilie, selv om det så sådan ud med mor, far og børn. De flyttede fra nord til Stockholm da moren kom ind på teaterskolen, hvilket gjorde hende mere lykkelig end at være sekretær på et stålværk. Men den alkoholiserede og psykisk syge far brød sig ikke om storbyen, og var en tikkende bombe af ondskab, som gjordet livet ulideligt for resten af familien. Selv efter forældrenes skilsmisse blev han ved med at opsøge og plage dem. Da han dør er det derfor en lettelse for familien, men samtidig viser det sig at deres fælles front mod faren faktisk var det der knyttede dem sammen.

Den mutte og truende bror sømmer sig bogstaveligt inde på sit værelse og sammen med Ellens tavshed øger det presset på deres mor, der fortsætter med at ytre at de er en lys familie – måske som en slags overlevelsesmantra i endnu en vanvittig situation.

”Jeg holdt op med at tale, da det optog for meget plads i mig at vokse. Jeg var sikker på at jeg ikke både kunne tale og vokse. […] Far er død. Sagde jeg det? Det er min skyld. Jeg bad højt til Gud om, at han ville dø, og så døde han. En morgen lå han stiv i sin seng. En sådan magt havde min tale altså. Måske var det ikke sandt, det med væksten? Måske forholdt det sig sådan, at jeg holdt op med at tale, fordi mit ønske var gået i opfyldelse.”

Ellens tavshed er en slags selvvalgt straf for den skyld hun føler over at have bedt Gud om hjælp til at slå sin far ihjel. Samtidig føler hun skyld over den sorg hun påfører sin mor ved at være tavs, og hun beder hver dag til Gud om at gøre hendes mor lykkelig. Moren synes dog at have lys og styrke nok til at acceptere, at sådan er situationen lige nu og her. Selv da skoleledelsen indkalder til samtale om Ellens tavshed, siger moren efterfølgende (grædende) til sin datter ”Du skal være præcis som du er.”

Jeg blev meget berørt af historien og Ellens stærke stemme der taler direkte til læserne. Der er en god balance i teksten som er stramt skrevet. Det er en til tider paradoksal og både rørende og underholdende fortælling om en smertefuld barndom. En hurtigt læst bog på blot 89 sider, men ikke en bog man glemmer lige med det samme. Romanen blev sidste år nomineret til den prestigefyldte pris Augustpriset i Sverige.

Velkommen til Amerika udkommer i dag den 9. februar.

★★★★☆

Liane Moriarty: Vanvittig skyldig

Australske Liane Moriarty trækker suspensen i romanen Vanvittig skyldig, i en sådan grad at man næsten begynder at kede sig.

Handling: Sam og Clementine lever et skønt liv, om end et travlt liv. De har to små piger, Sam er lige begyndt på sit drømmejob og Clementine forbereder sig til den audition, som kan få afgørende betydning for hendes karriere som cellist. Erika er Clementines ældste ven. Et enkelt blik mellem dem kan gøre det ud for en hel samtale, og da Erika og hendes mand Olivier inviterer den med til en barbecue hos deres naboer, Tiffany og Vid, tøver Clementine og Sam da heller ikke; Tiffany og Vid er farverige personligheder, som vil være en velkommen tilføjelse til selskabet. Seks ansvarsbevidste voksne. Tre søde børn og en hund. Hvad skulle der dog kunne gå galt på sådan en almindelig søndag eftermiddag?

”Men det virkelig ironiske var, at Erika nu tilsyneladende også havde den samme politik med ikke at dele noget vigtigt. Hun havde holdt på denne kæmpemæssige hemmelighed de sidste to år, og Clementines første reaktion havde været at føle sig såret over afsløringen.”

Fra første side får vi at vide, at der i løbet af barbecuen hos Tiffany og Vid, skete noget voldsomt og uventet der her to måneder efter stadig ryster dem alle, og får Clementine og Sam til at spørge sig selv og hinanden, om og om igen: ”Hvad nu, hvis vi ikke var taget med?”.

Mens vi venter på at finde ud af hvad det var der skete, der er så frygteligt at skylden æder dem alle op, bliver der kradset i den blanke overflade hos dem alle og vi får små fortællinger om dem hver især. Den smukke Tiffanys usikkerhed og Vids store kærlighed til hende trods hendes lidt blakkede fortid. Erika og Olivers kamp med barnløshed samt Erikas tossede hoarder-mor (har en sygelig samlermani). Clementine og Sams ægteskab som langsomt nedbrydes, og deres individuelle tvivl på egne evner. Og så er der Erika og Clementines livslang venskab som sættes på en alvorlig prøve.

Liane Moriarty skriver i et let og dejligt flydende sprog, der gør hendes bøger nemme at læse. Hun er kendt for at være god til at benytte sig af suspense og give handlingen en uventet drejning, men i Vanvittig skyldig trækker hun det i langdrag. Vi skal næsten 300 sider ind i bogen inden den første afsløring sker, og det er simpelthen for lang tid at vente – også selv om der kommer masser af kød på karaktererne. Jeg måtte kæmpe mig igennem bogen, og nåede kun i mål fordi jeg er kan være temmelig stædig. Men det holdt hårdt, og det var ikke helt det hele værd.

Vanvittig skyldig udkom den 28. december 2016.

★★★☆☆

RELATEREDE LINKS
Jeg har tidligere anmeldt to af Liane Moriartys andre romener, dem finder dem her:

Hypnotisørens kærlighed
Min mands hemmelighed

Karolina Ramqvist: Den hvide by

Svenske Karolina Ramqvist fortæller i Den hvide by en historie, hvor der sker en helt masse uden at der egentlig sker noget.

Handling: Sneen ligger i store driver mod luksushuset ved søen. Huset er stadig næsten nyt, men inden bag de skudsikre vinduer er der sket forandringer. Karin er alene med sit spædbarn. Hendes kæreste og barnets far John er borte, og sammen med ham også familiens indkomst. En dag banker fogeden på døren og Karin er ved at miste det sidste hun har – huset som John gav hende.

Jeg har læst romanen Den vita staden på originalt svensk, men den er også udkommet på dansk med titlen Den hvide by. Bogen er en såkaldt selvstændig fortsættelse af Karolina Ramqvists roman Flickvännen, hvor vi første gang møder den unge kvinde Karin, hvis største frygt er at leve et middelklasseliv, hvilket betyder at hun hellere vil have et forhold til en mand på den forkerte side af loven, hvor hun i det mindste kan leve omgivet af luksus. Karin blev kærester med mafiabossen John og fik det store hus ved søen med skabe fyldt med designertasker og anden luksus.

Det är klart att ingen bryr sig om nån annan egentligen, det är bara ett sätt att ha kvar den här känslan att det vi har är värdefullt, därför att vi har den här genmskapen, som vi inte har.

I Den hvide by er Karin blevet alene. Vi hører det ikke direkte, men fornemmer at John er død. Hun er alene med sin seks måneder gamle datter og synes at lide af en kombination af fødselsdepression og sorg. Hun er ligeglad med snavset og stakken af uåbnede kuverter med regninger. Den lange række af tal på en konto i udlandet, som hun fik i tilfælde af at der skete John noget, er ikke til nogen hjælp – kontoen er tom. Det samme er skabene ved at være og bilens tank er ikke længere fuld. Hun får en gratis pizza i ny og næ mod at have sex med buddet, noget hun gøre per automatik og uden følelse.

Da fogeden banker på og giver hende en dato for, hvornår hun skal være ude af huset, er det som om Karin endelig begynder at indse at hun må gøre noget, for det er ikke længere bare hendes egen undergang. På det kolde gulv sidder datteren og leger med opladeren til en iPhone. Karin forsøger at sælge nogle af sine dyre tasker, men ved godt at det ikke er nok. Hun har brug for hjælp. Hun opsøger de andre medlemmer i banden, mener at der må være nogle penge – Johns andel af den sidste handel – som bør tilfalde hende. Men al deres fine snak om at være en stor familie som vil gå i graven for hinanden, viser sig at være varm luft. Alle er sig selv nærmest og selv Karins veninde Therese, som hun var så tæt knyttet til inden hun mødte John, synes ikke at gide (eller turde) hjælpe hende.

Bogen beskrives som en selvstændigt roman, men jeg vil nu mene at man går glip af megen baggrundsviden og forståelse af Karins bevæggrunde, hvis ikke man har læst Flickvännen. Karolina Ramqvist giver et fin billede af, hvordan rollerne er fordelt mellem kønnene i den kriminelle underverden, hvor der er stor forskel på mændenes domæne med magt, vold og hurtige penge, og kvinderne der passivt sidder og venter i deres dyre designertøj.

Der er lagt stor vægt på at beskrive den fysiske del af moderskabet. Det var John der ville have et barn og nu har han efterladt Karin med et lille mennesker der suger sig fast til hendes krop. Samtidig får vi et godt billede af konflikten mellem Karins behov for at handle og tiltrækningen ved den falske tryghed som passiviteten giver hende. Alt synes at være farligt udenfor det tilsneede hus. Slutningen, som jeg naturligvis ikke kan afslører her, byder på lidt af et twist og jeg tænker at vi måske møder Karin igen på et senere tidspunkt.

Den hvide by udkom på dansk i april 2016.

★★★☆☆

Malin Lagerlöf: Dagbok från ditt försvinnande

dagbok-fraan-ditt-forsvinnandeJeg har diskuteret med mig selv, om jeg skulle skrive en anmeldelse af Dagbok från dit försvinnande her til bloggen, da den ikke er udkommet på dansk. Men da det er en af de bedste bøger jeg læste i 2016, har jeg virkelig lyst til at dele den med jer – og hvem ved, måske er der et forlag der læser med og beslutter sig for at udgive den på dansk.

Dagbok från ditt försvinnande, er en fantastisk bog om sorg, kærlighed og savn. Og om at overleve og være tvunget til at genopfinde sig selv som andet end enke og enlig mor til tre børn.

En oktoberdag i 2011 modtager manuskriptforfatter Malin Lagerlöf et opkald fra sin mands kollega med en hjerteskærende besked: ”Malin, jag är rädd att vi har tappat bort Daniel.” Manden Malin har været sammen med i 25 år er pludselig væk, og livet som hun kender det bliver for altid forandret.

”Nu står jag här ensam med tre barn. I otakt med allt och alla. Jag hör plötsligt inte hemma någonstans, jag har förlorat den plats i tillvaron som jag trodde var min. […] Det som ligger framför mig är blankt och jag vet inte längre vem jag skal vara.”

Filminstruktøren Daniel Lind Lagerlöf var på location-jagt til tv-serien Fjällbackamorden (baseret på Camilla Läckbergs bøger), som hans snart skulle i gang med at filme. Men turen på klipperne ved den svenske vestkyst blev fatal. Man regner med at Daniel sandsynligvis faldt eller gled i vandet eller blev revet i havet af bølger mod klipperne – det blæste kraftigt den dag og bølgerne var høje. Hans krop er aldrig blevet fundet men han formodes død. Pludselig bliver 44-årige Malin enke med tre børn, hvoraf den yngste blot er tre måneder gammel.

Bogen er på mange måder en klassisk sorgbog. Fortællingen bevæger sig langsomt fremad afbrudt af dagbogsoptegnelser fra tiden lige efter ulykken, hvor Malin lammet af chok og sorg er omgivet af sit personlige kriseteam med nære venner og familie, der efter en rullende tidsplan sørger for mad, trøst og en nogenlunde stabil hverdag for børnene midt i kaosset, døgnet rundt de første to måneder. Teksten opbrydes med enkelte dokumentariske passager fra politirapporter samt Malins små lister som ”Fem råd til dig der er blevet enke”, ”Fem af dine ting der har fået mig til at græde”, ”Fem råd til dig der møder en enke” og lignende. Der er flashbacks fra Malin og Daniels 25 år eller knap 9000 dage sammen – fra det første kys til det sidste telefonopkald. Og siden følger vi hvordan Malin langsom tager skridt efter skridt til at komme videre med sit nye liv uden Daniel.

Selv om det er en meget personlig fortælling og det naturligvis er følsomt og sørgeligt, er det lykkedes Malin Lagerlöf at skrive et både smukt og usentimentalt universelt værk. Den dybe kærlighed til manden skinner tydeligt igennem, ligesom det lammende kaos, ensomheden, længslen og den altomsluttende sorg. Men teksten er befriende ærlig. Og selv om det er smertefuldt giver bogen håb om, at der findes en fremtid, selv om man ikke kan forestille sig det mens man befinder sig i det mørkeste hul. Det er virkeligt fint.

Dagbok från ditt försvinnande udkom i Sverige i 2016 og er (endnu) ikke oversat til dansk.

★★★★★

Shari Lapena: Naboparret

naboparretNaboparret er fra start en ganske fængende thriller med et rasende tempo, men plottet taber pusten mod slutningen.

Handling: Anne og Marco Contis barnepige aflyser i sidste øjeblik inden de skal stille til middag hos naboparret. De bliver enige om at deres seks måneder gamle datter Cora godt kan blive hjemme alene – hun sover alligevel – hvis de tager babyalarmen med og går ind og tjekke hende hver halve time. Men mens Anne og Marco hælder vin i sig blive babyen fjernet fra sin vugge. Anne, der lider af en fødselsdepression, plages af dårlig samvittighed over at have efterladt datteren alene, og nabokvindens flirten med Marco gør ikke situationen bedre. Ved 1-tiden om natten lykkes det endelig Anne at hive en fuld Marco med hjem, hvor de mødes af en åben hoveddør og en tom vugge. Cora er forsvundet. Politiet mistænker straks det unge forældrepar for hvilken slags mennesker vil efterlade deres barn være alene? Parret er knust over datterens forsvinden, men både Marco og Anne gemmer på hemmeligheder – også overfor hinanden.

”Marco og Anne sidder ved køkkenbordet og prøver at spise morgenmad. Deres toast er næsten urørt. De lever begge mest af kaffe og fortvivlelse.”

Domestic noir-genren er eksploderet de senere år og alle synes at ville have en bid af kagen. Det gør at kvaliteten svinger fra virkelige vellykkede thrillers som senest Kvinden i toget til mindre gode fortællinger med tynde, utroværdige plots. Shari Lapenas thriller Naboparret lægger sig cirka i midten.

Det starter godt. Panikken breder sig som en steppebrand, og Anne og Marco oplever enhver forældres værste mareridt. Politiets mistænkeliggørelse og gentagne afhøringer af det unge par giver en næsten klaustrofobisk magtesløshed. Annes stenrige forældre har et anstrengt forhold til svigersønnen og tøver ikke med at pege fingre. Samtidig hænger Annes fødselsdepression hele tiden som en mørk sky fyldt med mistanke. Har hun gjort barnet fortræd? Har depressionen påvirket deres ægteskab? Og hvad er det der foregår med den smukke, flirtende nabokvinde?

Der bliver hele tiden lagt flere lag på plottet og som fortællingen stormer frem bliver listen over mistænkte længere og længere. Det er en effektiv opbygning, men den store forløsning udebliver. Luften fiser ud af ballonen med et påklistret plot mod slutningen, og de sidste sider i bogen er simpelthen for tynde. Sikke en skam.

Naboparret udkommer i dag den 27. december.

★★★☆☆

Det er forlaget Gyldendal der udgiver Naboparret på dansk, og de har gjort meget ud af markedsføringen. Jeg modtog et anmeldereksemplar af bogen i en af politiets bevismaterialeposer sammen med en sut med det forsvundne barns navn på. Utroligt gennemført. Foto: Mette Camilla Melgaard

Det er forlaget Gyldendal der udgiver Naboparret på dansk, og de har gjort meget ud af markedsføringen. Jeg modtog et anmeldereksemplar af bogen i en af politiets bevismateriale-poser sammen med en sut med det forsvundne barns navn på. Utroligt gennemført. Foto: Mette Camilla Melgaard

Anne-Cathrine Riebnitzsky: Orkansæsonen og stilheden

orkansaesonenOrkansæsonen og stilheden er en interessant men også lidt ujævn fortælling om menneskeskæbner og om hvordan de valg vi tager i livet påvirker os selv og andre mennesker.

Handling: Præsten Monica har ikke mange problemer i livet. Hun har Gud og et lykkeligt ægteskab med astrofysikeren Johan. Hun lytter dagligt til andres bekymringer og selv når hun forsøger at slappe af, får hun alligevel sat gang i andre menneskers livsvalg. Hun er som en orkan der hvirvler op i naturen. Hendes modsætning er veninden Beate, forsvarsadvokaten som ynder at tage på bukkejagt med bue og pil. Beate mistede sin mand i en tragisk ulykke for en tid siden, og plages stadig af sorg og skyld i en sådan grad, at hun siden ulykken ikke har kunne skyde et rådyr. Barndomsvennerne Marcus og Benjamin har hver siden problemer med både kærligheden og den hash de smugler og sælger. Politimanden Hans er vant til at handle overfor kriminelle og når der skal nedlægges et dyr på en jagt, men når det gælder hans stærke følelser for Beate går han i stå. Hans gode ven, skytten Henning, tyer til en handling der vil sætte dybe spor i ham for altid.

“På deres vej fra kirken gennem villakvarteret ser hun, hvo forandrede haverne er. Adskillige drivhuse er smadret, og der ligger stadig store grene og knuste potteskår flere steder. Men det er de nye åbninger i træernes kroner og de blottede knækkede grenarme, der gør størst indtryk. Det ser voldsomt ud, men hun tænker også, at noget nyt vil vokse frem, der hvor stormen har skabt store huller af lys og luft.”

Anne-Cathtrine Riebnitzskys tredje roman har et mangfoldigt persongalleri for at sige det mildt. Vi har en præst der ynder at tale med Gud. En astrofysiker som tager til Chile for at kigge efter fjerne galakser. En datter af en narkobaron i Guatemala, der drømmer om et bedre liv i USA. En forsvarsadvokat i sorg. En forelsket politimand. En desperat far til et voldtægtsoffer. To hash-smuglere som ikke helt ved hvad de har gang i. En rocker med tilnavnet Boltsaks. Og et gammel brokkehoved af en dame som blot venter på at dø, for blot at nævne nogle af dem.

Temaer som tro, kærlighed, sorg, retfærdighed og tilgivelse svæver ud og ind i et spind af skæbner og handlinger der væves omkring Monica og Beate som de to hovedpersoner. Men selv om det meste falder på plads til slut, drukner det hele lidt i de mange sidehistorier, hvilket gør Orkansæsonen og stilheden til en lidt ujævn fortælling.

Jeg ville ønske at Anne-Cathrine Riebnitzsky havde været skarpere i sine valg og sløjfet nogle af sine darlings i stedet for at presse det hele med. Jeg kunne sagtens have undværet turen til Guatemala som Monica begiver sig ud på i begyndelsen af romanen, hvor hun møder den 14-årige servitrice Nory, som er datter af en berygtet narkobaron Don Carlos. Det samme gælder sidehistorierne om Beates gamle mor samt den om den unge hashsmugler Benjamins kæreste Victoria. Det er ligegyldige afstikkere i forhold til nogle af de andre sidehistorier (som jeg ikke kan afsløre her), der sagtens kan bære at få mere kød på sig.

Alt i alt minder historien mest om en prædiken om, at alle handlinger har konsekvenser og at det også har konsekvenser ikke at handle. De mest interessante er præsten Monica og advokaten Beate. Det er dem jeg sidder tilbage med en længsel efter at høre meget mere om.

Orkansæsonen og stilheden udkom i januar.

★★★☆☆

Olav Hergel: Punktum

punktumDen prisvindende journalist Olav Hergel, sætter i sin nye roman Punktum, sin egen branche under lup. Resultatet er både spændende og velskrevet.

Handling: Den 49-årige stjernejournalist Mikkel Haslund er ved at blive kørt over af den tid han lever i. Nettet har erobret hans elskede papiravis, og fremtiden er overladt til redaktører der tror, at journalister skal spytte ligegyldige nyheder ud tre gange om dagen og kalde dem for Breaking News. Da en 59-årig gartner fra Høje Taastrup Kommune fyres fordi han dagligt ryger en cigaret på en bænk udenfor på kommunens matrikel hvor der er rygeforbud, bliver det ikke kun begyndelsen på et korstog mod en minister men også indirekte årsagen til at Mikkels liv tager en skarp drejning både jobmæssigt og privat, hvor hans værdier og moral sættes på prøve.

At Olav Hergel skriver fantastisk er ikke Breaking News. Han hører til i den tunge klasse af journalistiske forbilleder for rigtig mange. Han har vundet Cavlingprisen (2006), og blandt andet skrevet bestselleren Flygtningen (2006), som blev filmatiseret under titlen Flugten (2009) med Iben Hjejle i hovedrollen, og han skriver stadig fremragende og vedkommende for dagbladet Politiken. Men det er ikke kun sproget der slår gnister i den knap 500 siders lange Punktum, handlingen er også utrolig spændende og giver et uhyggeligt realistisk indblik i en branche i forfald besat af morgendagens forside og klik i jagten på læsere, der kan ændre den blodrøde bundlinje.

”Mikkel følte sig som en hæler på jagt efter den folkelige forargelse. Er lå ingen smukke sætninger for enden af den her køretur. Kun lurvede afsløringer af noget, der ikke var vigtigt, men som nærede politikerhadet, talte til stodderne og fodrede misundelsen. Under dække af at være kritisk journalistik, ville tyve kilometers omvej ende på forsiden af avisen og blive kaldt afsløring.”

Olav Hergels eget ekspertområder, mennesker på flugt, får (naturligvis) plads i fortællingen, hvor han sender journalisten Mikkel syd på for at skrive om flygtninge der drukner i Middelhavet. Også problematikken om handlede kvinder og prostituerede får plads og viser det Hergel er kendt for i sit journalistiske virke – personlige beretninger om de skæbner der gemmer sig bag økonomiske beregninger og tørre lovtekster. Der er ingen blødsødenhed overfor hverken mediebranchen eller hovedpersonen Mikkel, der er en lidt bedrevidende mand med et spøgelse i skabet, der holdes i skak ved hjælp af lykkepiller og barndomsvennen Kristian. Mikkel rækker gang på gang ud efter kærligheden på den lidt desperate måde – uden held, har sine egne journalistiske idealer, men går imod dem når det passer ham og kan samtidig være moraliserende overfor andre. Alt i alt er der dog næsten ligevægt mellem det gode og det dårlige – med en lille overvægt til det gode.

Det er en modig fortælling om journalistens daglige dilemmaer, om hvordan moral kan gradbøjes til egen vinding samt et kritisk syn på forskellen på at være ansat på Berlingske (hvor Hergel selv har været ansat) og Ekstra Bladet. Kender man branchen, vil man kunne genkende flere af karaktererne som er inspireret af forskellige store navne i den danske mediebranche. Bogen har kun enkelte svagheder deriblandt Mikkel Haslunds kærlighed-ved-første-blik til kvinden Arendse, hvilket virker utroværdigt og en smule patetisk i en ellers meget troværdig historie. Og så er der et par drejninger i historien, der er temmelig lette at gennemskue.

Det er ikke en bog for svage sjæle, men selv om Hergel skriver nådesløs (nogle vil måske sige udleverende) om sin egen branche, er det alligevel tydeligt at han har skrevet historien med stor kærlighed til den landets bladsmørere. Som journalist kan jeg nikke genkendende til mange situationer og problematikker, og jeg lader mig rive med af historien og er underholdt hele vejen. Men jeg kan ikke lade være med at tænke over, om mennesker udenfor mediebranchen vil have det på samme måde når de læser bogen. Jeg glæder mig meget til at høre, hvad I synes om fortællingen Punktum.

Punktum udkom den 10. november.

★★★★☆