Filmanmeldelse: Kvinden i toget

kvindenitogetfilm

Emily Blunt i rollen som Rachel i filmatiseringen af Kvinden i toget. Foto via Nordisk Film Distribution.

Paula Hawkins’ fremragende Domestic Noir-thriller Kvinden i toget, er blevet en ganske vellykket film takket være en velspillende Emily Blunt samt stemningsfulde og intense billeder af den danske filmfotograf Charlotte Bruus Christensen.

Handling: Rachels liv er i frit fald efter hendes skilsmisse og hun bruger nu dagene på at køre i tog, mens hun drikke vodka af sin vandflaske og fantaserer om det tilsyneladende perfekte par Megan og Scott, der bor i et smukt hus i hendes gamle nabolag, hvor toget dagligt passerer. En dag ser hun noget fra sin sædvanlige vinduesplads i toget, der chokerer hende og kaster hende ind i en ond ring af hændelser der er ude af hendes kontrol.

At filmatisere en roman er altid skræmmende, særligt hvis det er en succesfuld en af slagsen, for som regel må der skæres lidt i handlingen for at tilpasse historien til det store lærred. Det er de sluppet ret godt fra med Kvinden i toget. Handlingen i filmen holder sig nemlig ganske tæt til sit litterære forlæg – med undtagelse af lokaliteten, som er flyttet fra forstads London til forstads New York. Romanens særlige brug af synsvinkler fra fortællingens tre kvinder, Rachel, Megan og Anna, tager filmen også brug af og det fungerer egentlig fint. Men har du læst bogen, ja så er der ingen overraskelser i filmen. Plottet bliver ikke uventet drejet, som vi fx oplevede det i filmatiseringen af Kvinden der forsvandt, hvor Gillian Flynn selv havde skrevet filmmanuskriptet og tilføjet nye ting der ikke var med i bogen. Det kunne have været fint at benytte samme trick her.

Emily Blunt er god i rollen som den hjerteknuste og psykisk ustabile Rachel, der kigger lidt for dybt i flasken. Også Justin Theroux i rollen som Rachels eksmand Tom, gør det godt – især da hans sande ansigt viser sig (jeg synes generelt han ser lidt suspekt ud). Billederne er stemningsmættede og tempoet er forholdsvis langsomt, hvilket øger intensiteten af Rachels mentale tilstand med blackouts og tvangstanker, og bringer os helt tæt på hendes mareridt.

Alt i alt er den knap to timer lange film en vellykket filmatisering, hvor det er lykkedes instruktøren Tate Taylor (bl.a. Winter’s Bone og Niceville), at overføre romanens stemning med en konstant ulmende uhygge, til levende billeder.

Kvinden i toget har premiere i morgen torsdag den 3. november.

★★★★☆

Filmanmeldelse: Lyset i havet

Michael Fassbender og Alicia Vikander som Tom og Isabel i Lyset i havet. Foto via Nordisk Film.

Michael Fassbender og Alicia Vikander som Tom og Isabel i Lyset i havet. Foto via Nordisk Film Distribution.

Du opfordres til at medbringe Kleenex, hvis du bevæger dig ind i biografens mørke for at se filmatiseringen af M.L. Stedmans succesfulde debutroman Lyset i havet – som du kan vinde et eksemplar af (se nederst). Instruktøren Derek Gianfranco (bl.a. The Place Beyond the Pines, 2012) har taget alle tricks i brug for at få din underlæbe til at bævre og tårerne til at springe frem.

Handling: Krigsveteranen Tom Sherbourne martres af sine rædselsvækkende oplevelser under 1. Verdenskrig. Tilbage i Australien får han arbejde som fyrpasser på en vejrbidt øde ø på vestkysten, hvor dagligdagen består af pligter udført i ensomhed til lyden og synet af et oprørt hav. Ved sin ansættelse møder han den smukke Isabel, der selv er i dyb sorg over tabet af sine to brødre i samme krig. Deres brevudveksling bliver til kærlighed og snart bliver de gift og Isabel flytter med til øen. Kærligheden spirer og Isabel bliver gravid, men tragedien rammer og de mister barnet. Da hun igen bliver gravid bliver håbet tændt, men igen mister de barnet og Isabels sorg bliver til en depression der truer med at koste hende forstanden. Redningen bliver en lille robåd der driver i land på øen med en død mand om bord og et skrigende spædbarn. De melder ikke deres fund og tager den lille pige til sig som deres egen datter. Men Tom plages af dårlig samvittighed over deres handling – ikke mindst da han ser kvinden Hannah i stor sorg over tabet af hendes mand og deres lille datter.

Det er universelle emner som kærlighed, skæbne og moralske dilemmaer der fylder historien om Tom, Isabel og Hannah – stærkt og dybfølt spillet af Michael Fassbender, Alicia Vikander og Rachel Weisz.

Vi er med hele vejen for at få svaret på, hvor langt et elskende par vil gå for at få deres smertefulde drømme opfyldt. Og hvilke konsekvenser deres valg får. Tempoet er langsomt, næsten drømmende i første del af filmen indtil Tom ser kvinden Hannah knæle ved sin forsvundne mand og datters grav. Derefter skifter filmen karakter. Fortryllelsen hæves og virkeligheden banker på.

Der bliver grædt utroligt meget på lærredet. Understøttet af de smukke billeder med et blødt lys over sig, og musikken der øger stemningen sammen med den evige lyd af blæsevejr, er det en skamløs sentimental og sukkersød film. Det kræver en sød tand, at kunne sluge filmen uden kvalme, og jeg må indrømme, at jeg ikke blev ramt i hjertekulen som visse andre af mine anmelderkolleger, som diskret duppede øjnene, da lyst blev tændt efter visningen.

Lyset i havet har premiere i dag den 8. september.

★★★☆☆

Lyset i havetVIND BOGEN BAG FILMEN
Lyset i havet er baseret på M.L. Stedmans roman af samme navn og den har du mulighed for at vinde. Alt du skal gøre er at svare på følgende spørgsmål senest den søndag den 11. september:

Hvem spiller rollen som Tom i filmatiseringen?

Skriv dit svar i kommentarfeltet. Vær opmærksom på, at der kan gå noget tid inden du kan se dit svar online.

Vinderen offentliggøres på KulturXpressens Facebook-side mandag den 12. september, så husk at tjekke om du er den heldige.

Tak til forlaget Turbulenz for at sponsere et eksemplar af bogen til konkurrencen.

Filmanmeldelse: Flaskepost fra P

Flaskepost fra P Foto: Henrik Ohsten

Flaskepost fra P Foto: Henrik Ohsten

Den tredje filmatisering af Jussi Adler-Olsens populære bøger om Afdeling Q, Flaskepost fra P, ser ud af mere end den er.

Handling: I Afdeling Q på Københavns Politigård, modtager den en 8 år gammel flaskepost med et råb om hjælp fra en dreng i fangenskab. Samtidig forsvinder søskendeparret Samuel og Magdalena, som er opvokset i en religiøs menighed, pludselig. Carl Mørck og hans assistent Assad finder hurtigt ud af, at der er en forbindelse mellem de to sager, og det lykkes dem at grave sig ind i det religiøse samfund og komme på sporet af en mand, der trækker et årelangt spor af bortførelser og mord efter sig. Mord som aldrig er blevet anmeldt, da han angiveligt hver gang bortføre to børn fra meget religiøse familier, slår det ene barn ihjel og kræver tavshed og en stor løsesum for det andet. Tiden er knap, og i jagten på at finde børnene før det er for sent må Carl Mørck sande, at det at tro på noget er tæt forbundet med livet og døden.

”Assad: Vi har kendt hinanden i mange år og du har aldrig spurgt til min tro. Carl: Jeg håbede det gik over. Ligesom en dårlig vane. Som rygning eller homoseksualitet.” (frit efter hukommelsen)

Religion og tro eller manglen derpå, er det gennemgående tema i filmen. Vi får et glimt ind i et religiøst frikirkesamfund og en kort privat samtale mellem den troende Assad og ateisten Carl. Men det er kun overflade, og sådan er det desværre flere steder i filmen. Der er simpelthen alt for meget vi ikke får svar på. Fx hvorfor Carl Mørck er sygemeldt og konstant ryster på hænderne. Vi får heller ikke uddybet det besynderlige forhold morderen har til en kvinde, som måske/måske ikke er en slags kæreste. Og så er der morderens hysteriske grineflip og pludselig stammen – hvad går det ud på?

Det er en visuel flot film med gode actions shots af jagende helikopter og hurtigkørende tog, der er med til at øger tempoet i en ellers temmelig langsommelig film. Nikolaj Lie Kaas og Fares Fares samspil er igen et plus for filmen sammen med de humoristiske stikpiller undervejs.

Jacob Lohmann og Amanda Collin som forældreparret Elias og Rakel, hvis børn kidnappes, gør det fremragende. Og også norske Pål Sverre Hagen, der spiller morderen (hvilket afsløres tidligt i filmen), er ubehagelig god. Men det virker ikke altid som om skuespillerne har haft det bedste materiale at arbejde med – et generelt problem i filmen. Dialogen hænger flere steder og virker stiv og unaturlig. Faktisk sad jeg med en fornemmelse af, at manuskriptet godt kunne være blevet gennemarbejdet en ekstra gang. Det lugter lidt af bestillingsarbejde der er blevet spyttet for hurtigt ud, og lever ikke op til den ellers fremragende manuskriptforfatter Nikolaj Arcels tidligere arbejde.

Jussi Adler-Olsens bog Flaskepost fra P betegnes ofte som hans bedste, og den blev blandt andet belønnet med Glasnøglen for bedste nordiske spændingsroman. Efter den utrolig spændende og vellykkede filmatisering af Fasandræberne, er Flaskepost fra P en lille skuffelse.

Flaskepost fra P har premiere i dag den 3. marts.

★★★☆☆