Mord med Dan Turell

Dan Turell

Dan Turell ved skrivemaskinen med sin karakteristiske hat på.

I sommeren 2014 læste jeg fire af Dan Turells bøger fra den såkaldte Mord-serie, der består af 12 bind. Det var første gang jeg stiftede bekendtskab med hans skrevne ord – bortset fra et par digte, jeg vist læste i gymnasietiden, men de lå langt tilbage i hukommelsen.

Mit første møde med Mord-serien var de to filmatiseringer Mord i mørket (1986) og Mord i Paradis (1988, baseret på bogen Mord i Rodby), med Michael Falch i rollen som den navnløse journalist. På det tidspunkt tænkte jeg dog ikke over, at de var baseret på bøger af Dan Turell, som i min verden dengang blot var en lidt spøjs personage med sort neglelak, der optrådte i de kulørte magasiner. Men jeg kunne rigtig godt lide deres noir-kvaliteter, hvilket var ret uvant for danske film i 1980’erne, og jeg har sidenhen set filmene flere gange.

Jeg havde længe tænkt, at jeg burde læse Mord-serien, og finde ud af om jeg var enig i lovprisningen af Dan Turell. Og da jeg tilfældigt fik fire e-bøger (et medie jeg ikke er sikker på forfatteren ville have brudt sig om) i indbakken, var der ingen undskyldninger for at vente længere.

Turell Mord-serie1Overordnet handling: Seriens hovedperson er en unavngiven journalist der arbejder freelance for en fiktiv (men Ekstra Blad-lignende) københavnsk avis omtalt som Bladet, hvor han dækker kriminalstoffet. I hver bog indblandes han i en mordgåde og har selskab af de andre gennemgående karakterer politiinspektør Ehlers og chefredaktør Otzen fra Bladet.

Bøgerne er fyldt med så meget alkohol og cigaretter, at man næsten skal på afvænning efter sidste side er vendt. Men de er også fyldt med kærlighed til at drive rundt i byens gader (som oftest Vesterbro), og samtidig får vi fine billeder af venskaber mænd imellem samt af journalistens forhold til kvinder – især til hans store kærlighed, advokaten Gitte Bristol.

De fire bøger jeg læste var Mord på Malta (1982), Mord ved Runddelen (1983), Mord på markedet (1989, noveller) og Mord i San Francisco (1990), og jeg måtte bukke mig i støvet og deltager i lovprisningen. Jeg har fået stor respekt for den produktive forfatter, efter jeg gang på gang er blevet blæst omkuld af hans sprog og de levende beskrivelser af omgivelserne – hvad enten det er Malta, San Francisco, Nørrebro eller hans elskede Vesterbro.

Turell Mord-serie2

Dan Turell skaber samme stemning som vi kender det fra de store krimimestre Dashiell Hammett og Raymond Chandler. Men hvor Hammett havde detektiven Sam Spade, og Chandler detektiven Phillip Marlowe, valgte Turell en anonym journalist. I dag er det ikke usædvanligt med en journalist i hovedrollen i en krimi tværtom, men mon ikke at Dan Turell var blandt de første, der førte journalisten frem på scenen?

Jeg mangler stadig at læse 8 bøger i Mord-serien, så måske skal de kommende fridage i påsken bruges på mordmysterier og eventyr i Dan Turells univers. Jeg kan ikke lade være med at tænke over, hvad han mon ville mene om Vesterbro anno 2016 – jeg er ikke sikker på, at han ville bryde sig meget om det.

Dan Turell (19.03.1946 – 15.10.1993)

Læsestof til Valentinsdag

BoghjertePå søndag er det Alla hjärtans dag, som man siger i Sverige. I Danmark er det først de senere år at dagen, godt hjulpet frem af blomsterhandlere, chokoladeproducenter og andre i detailhandlen, promoveres som en mærkedag – og det på den mere amerikanske måde som Valentinsdag. Jeg er på ingen måde slave (eller tilhænger) af opfundne mærkedag og fejrer ikke den 14. februar, men alt den snak om kærlighed har fået mig til at tænke på gode bøger med kærlighed som omdrejningspunkt.

Så her giver jeg mit bud på syv meget forskellige “kærlighedsromaner”, så du måske kan blive inspireret til læsestof til Valentinsdag.

Love StoryDen sørgelige
Erich Segal: Love Story

Her har vi fat i en ægte kærlighedsroman, hvor du får brug for at have en boks med Kleenex inden for rækkevidde.

Love Story er en møg romantisk og tragisk kærlighedsroman med et twist af humor. Det er fortællingen om to universitetsstuderende – Oliver ”Ollie” Barrett IV, arving til Barrett-formuen, og den musikstuderende bagerdatter Jennifer ”Jenny” Cavilleri, som til trods for at de kommer fra meget forskellige verdener, straks bliver tiltrukket af hinanden og forelsker sig dybt og inderligt. Det er ikke uden hindringer, men deres kærlighed synes at gøre dem i stand til at overvinde alt den modgang, de møder på deres vej. Men da alt synes fryd og gammen og de er klar til at stifte familie, opdager de at Jenny har leukæmi. Nu er det frem med lommetørklæderne, for der er ingen lykkelig slutning her – i hvert fald ikke den man som læser sidder og håber på. Det er hjerteskærende godt og sætningen ”Kærlighed betyder aldrig at skulle sige undskyld” er blevet en sand klassiker.

Love Story blev filmatiseret i 1970 med Ryan O’Neal og Ali MacGraw i hovedrollerne – se den og husk flere Kleenex.

Den skandaløseLolita
Vladimir Nobokov: Lolita

Jeg kan lige så godt advare jer med de samme. Vi er ude i noget snavs med den her roman. Men ikke desto mindre er den ret god.

Humbert Humbert er professor i litteratur med en ubehagelig interesse for ”nymphets” (pigebørn i alderen 9-14 år). Han giver sin døde barndomskæreste, Annabel leigh, og deres ufuldbyrdede kærlighedsforhold, skylden for denne fiksering. Efter en uheldig episode med en alfons, et mislykket ægteskab, et psykisk sammenbrud med efterfølgende ophold på en psykiatrisk afdeling, flytter Humbert til en lille by i New England i USA for at skrive. Her møder han kvinden Charlotte Haze og hendes 12-årige datter Dolores, som han giver kælenavnet Lolita.

Det er ikke svært at regne ud, at Humbert vil mere med Lolita end med hendes mor. Alligevel gifter han sig med hende, for at kunne blive tæt på Lolita. Til Charlottes store afsky opdager hun Humberts sande følelser og intentioner. Hun truer med at afsløre Humbert som en ”frastødende, afskyelig, kriminel svindler”. Ophidset over den nye viden løber hun væk, krydser gaden, rammes af en bil og bliver dræbt. Humbert er nu fri til at forfølge Lolita og det bliver begyndelsen på en rejse med trusler, sex, flugt og død.

Lolita blev i 1962 filmatiseret af ingen ringere end Stanley Kubrick, med de utroligt velspillende James Mason, Shelley Winters og Sue Lyon i hovedrollerne.

Den sjoveBridget Jones dagbog
Helen Fielding: Bridget Jones’ dagbog

Den 32-årige singlepige Bridget leder efter den eneste ene. Hun både ryger og drikke alt for meget, og får altid rodet sig ud i kiksede og pinlige situationer. Hun flirter med sin dameglade chef Daniel Cleaver, som dog hurtigt viser sig kun at være ude efter sex uden forpligtelser. Men så møder hun den succesfulde Mark Darcy, Først finder hun ham irriterende, men der er jo ikke langt mellem had og kærlighed, og Bridget bliver forelsket – dog ikke uden forhindringer.

Bridget Jones’ dagbog begyndte som klumme-føljeton i den britiske avis The Independent, men blev senere udgivet som bog og derefter filmatiseret. Plottet er inspireret af Jane Austens Stolthed og fordom. Den blev efterfølgende fulgt op med bøgerne Bridget Jones – På randen af fornuft, inspireret af en anden Jane Austen klassiker Kærlighed og svaghed, samt Bridget Jones – Vild med ham.

Herhjemme kopierede journalisterne Henriette Lind, Lotte Thorsen og Anette Vestergaard idéen og skabte dagbogsklummen Nynnes dagbog i Politiken. Klummerne blev efterfølgende udgivet i bogform med i alt fire bøger. Historien blev filmatiseret og senere lavet til tv-serie.

Den ulykkelige
Lena Andersson: En roman om kærlighed + Uden personligt ansvar

En roman om kærlighedSvenske Lena Andersson har skrevet to helt fantastisk bøger om kærlighed – den ulykkelige af slagsen. Selv om man både krummer tæer og genkender sig selv i flere situationer end man har lyst til at indrømme, er det en nydelse at læse, fordi Lena Andersson har et fantastisk sprog.

I En roman om kærlighed møder vi første gang Ester. Ester er poet og essayist og et fornuftigt menneske i et fornuftigt forhold med Per. Men en dag bliver hun spurgt, om hun vil holde et foredrag om kunstneren Hugo Rask. Under foredraget sidder kunstneren selv blandt publikum, henført, og de to mødes for første gang. Esters liv vil aldrig blive det samme igen. Der indledes en slags kærlighedshistorie mellem Ester og Hugo, banal i sin enkle grusomhed og storslået i sin fuldstændige hengivenhed. Uden personligt ansvar

Uden personligt ansvar vender tilbage til Ester år efter den første bog. Da Ester Nilsson møder Olof Sten slår det gnister i hendes hjerte. Men Olof er gift med Ebba og har ikke tænkt sig at forlade hende. Alligevel indleder han et forhold til Ester, som lider under Olofs giftige spil, hvor kun han kender spillereglerne. Ester er et intellektuelt menneske og hun vil så gerne forstå verden og ikke mindst, hvorfor Olof handler som han gør, for hun ønsker af hele sit hjerte at dele sit liv med ham.

Den afrikanske farmDen eksotiske
Karen Blixen: Den afrikanske farm

Der findes ikke mange, der ikke kender til historien om Karen Blixen og hendes tabte kærlighed Denys Finch-Hatton. Besøger man hendes arbejdsværelse på Rungstedlund, står billedet af ham stadig på bordet. Det er jo næsten våde-øjne-romantisk.

Den afrikanske farm er et af dansk litteraturs store erindringsværker, som ikke kun handler om Karen Blixens store kærlighed til Denys Finch-Hatton, men også hendes kærlighed til Afrika. Den handler om tabet af den afrikanske farm, som Karen Blixen drev sammen med først sin mand, Bror Blixen-Finecke, og siden alene i årene 1914-31. Den handler om dagliglivet på farmen, de indfødte, de andre kolonialister i Kenya, om ægteskabet og skilsmissen.

I filmatiseringen af Den afrikanske farm, som fik titlen Mit Afrika, giver Meryl Streep den som Karen Blixen – med underlig accent og det hele. Og skønne Robert Redford spiller den eneste ene Denys Finch-Hatton.

Kvinden der forsvandtDen farlige
Gillian Flynn: Kvinden der forsvandt

Kærlighed kan være noget farligt noget. Mange siger, at man kan blive sindssyg af at elske. Kærlighed kan få os til at gøre frygtelige ting. Og der er ikke langt imellem kærlighed og had. Det giver Kvinden der forsvandt et ret godt billede af.

Nick og Amy Dunne er det perfekte par – sådan ser det i hvert fald ud. Men efter at have haft et fantastisk liv i New York, mister først Nick sit job som journalist i en fyringsrunde og siden også Amy. Da hans mor får kræft beslutter Nick, at han og Amy skal flytte til hans hjemby North Carthage, en lille søvnig by i Missouri, for at være tæt på hans familie i den svære tid. Den velhavende Amy giver Nick og hans tvillingesøster Margo penge til at åbne en bar, da det ikke er muligt for Nick at få andet arbejde. Amy, der selv var skribent i New York, er pludselig blevet husmor, og alt i alt sætter flytningen ægteskabet på prøve. På deres 5 års bryllupsdag forsvinder Amy. Den første antagelse er, at nogen har kidnappet Amy, men det varer ikke længe før politiet vender deres mistanke mod Nick – lidt efter lidt tyder alt nemlig på, at han har slået Amy ihjel.

Kvinden der forsvandt er også filmatiseret, men her gjorde man noget interessant. Gillian Flynn tog nemlig selv opgaven med at skrive manuskriptet, hvilket uden tvivl er grunden til at det er lykkedes så godt, at gøre hendes nervepirrende historie levende. Faktisk er der et lille twist i filmen, som ikke er med i bogen. Så selv om du har læst bogen og dermed kender til det overordnede plottet, kan du stadig bliver overrasket – hvilket er en rigtig fin detalje for de mange verden over, der har læst bogen.

Med koldt blod – en True Crime milepæl

De seneste år er genren True Crime blevet voldsomt populært. Der har i årevis været dokumentarprogrammer om opklaringen af mord, men med podcast-serien Serial og tv-serier som The Jinx (HBO) og Making a Murderer (Netflix), bliver virkelighedens forbrydelser fortalt med fiktionens virkemidler, hvilket giver os et ægte gys.

Truman Capote ved familien Clutters gravsted. Foto via Murderpedia.org

Truman Capote ved familien Clutters gravsted. Foto via Murderpedia.org

Men True Crime-genren, som vi kender den fra de populære serier, er faktisk hentet i bøgernes verden. Ja faktisk er det i år 50 år siden at den første (i hvert fald den første der blev taget seriøst) af sin art udkom – Med koldt blod af Truman Capote.

Den allerede berømte og flamboyante Capote, der blandt andet blev kendt for romanen Other Voices, Other Rooms og ikke mindst novellen Breakfast at Tiffany’s, læste en kort artikel om fire uopklarede mord på Clutter-familien i Holcomb, Kansas der straks fangede hans opmærksomhed og sammen med sin nære veninde Harper Lee, drog han til den lille by for at se nærmere på sagen.

Over en årrække lærte Truman Capote byens befolkning at kende og engagerede sig i efterforskningen af mordet. Han etablerede også et tæt forhold til især en af de to dødsdømte mordere, Perry Smith og Dick Hickock, og han interviewede flere gange Smith i fængslet. De to mordere endte med at blive hængt, hvilket Truman Capote overværede.

Mit eget gulnede eksemplar af Med koldt blod - den er blevet læst flere gange. Foto: Mette Camilla Melgaard

Mit eget gulnede eksemplar af Med koldt blod – den er blevet læst flere gange. Foto: Mette Camilla Melgaard

Resultatet blev en fire artiklers-serie til magasinet The New Yorker i 1965, som oplevede rekord salg med alle fire numre. Året efter udkom artiklerne som romanen Med kold blod – en non-fiction roman, kaldte Truman Capote den. Bogen blev en kæmpe succes og læser man den, forstår man godt hvorfor. Det er en medrivende mordfortællingen der giver adgang til alle tænkelige aspekter af det firdobbelte drab, helt ned til “den hysteriske vejrtrækning fra en mand med et afhugget luftrør” under selve massakren til fortællingen om to mænd der bliver mordere.

Her 50 år efter udgivelsen er bogen stadig en milepæl i udviklingen af den amerikanske True Crime-genre, der indtil da havde været en undergrundsgenre forbundet med vulgære og billige paperbacks. Truman Capote ophøjede genren til en seriøs litterær form. Med kold blod blev filmatiseret i 1967 og igen i 1996 som tv-film. Har du ikke læst bogen, vil jeg varmt anbefale dig at gøre det – det er et sandt mesterværk.

Godt nytår og hallo 2016

KulturXpressen Godt nytår 2015På årets sidste dag kigger jeg tilbage på året der er ved at rinde ud, inden jeg siger hallo 2016.

Det har på mange måder været et rigtigt godt læseår. Jeg fik læst 64 bøger + 2 jeg måtte opgive efter ca. 100 sider – livet er simpelthen for kort til at pine sig selv med en kedelig bog, når der er så mange andre der venter på at blive læst.

Langt de fleste bøger jeg har læst i år, har jeg anmeldt her på KulturXpressen. Jeg har med andre ord delt rigtig mange stjerner ud – og til alle nørderne (som jeg selv) kommer her lidt statistik.

★★★★★ = 8 gange

★★★★☆ = 19 gange

★★★☆☆ = 26 gange

★★☆☆☆ = 7 gange

★☆☆☆☆ = 1 gang

Der har været mange gode læseoplevelser, hvoraf flere af dem har sat dybe spor. Blandt andet Harper Lees Dræb ikke en sangfugl, som jeg læste for første gang. Som så mange andre, havde jeg hørt godt om bogen i mange år, men alligevel havde jeg ikke rigtigt fået taget mig sammen til at læse den, for der kommer jo så mange nye bøger. Men hold nu op! Det var virkelig en god oplevelse, og en der har gjort mig sulten efter at læse og genlæse flere klassikere og ældre bøger. En anden stærk oplevelse var Delphine De Vigans Alt må vige fra natten – utrolig barsk læsning, men også utroligt smukt.

Hallo 2016
Der er rigtigt meget godt at se frem til i det nye år, når jeg ser på listerne over kommende udgivelser. Personligt ser jeg meget frem til Thomas Enger der afslutter sin krimiserie om Henning Juul med bogen Banesår (28. januar) og for at blive ved krimigenren kommer der også nyt fra J.K. Rowlings alter ego Robert Galbraith, når Ondskabens høst udkommer i februar. Fra vores hjemlige himmelstrøg er der nyt fra Jakob Melander, der 5. marts udkommer med Det bedste til mig og mine venner.

En af det forgangne års meget omtalte forfattere var Garth Risk Hallberg, der slog benene væk under mange med sin 900-siders debutroman. Den udkommer på dansk 10. februar med titlen Byen brænder, og jeg er meget spændt på at læse den – selv om sidetallet gør mig lidt forpustet. En anden debutant der fik stor succes i USA i 2015, er Atticus Lish, hvis roman Forberedelser til næste liv nu udkommer på dansk. Det samme gør Hanya Yanagiharas roman A Little Life (endnu ingen dansk titel), som blev shortlisted til årets Man Booker Prize.

Jeg glæder mig rigtig meget til at læse Jonas Hassen Khemiris roman Alt det jeg ikke kan huske, som har fået flotte anmeldelser i hjemlandet Sverige. Også Rune Skyum-Nielsens bog om Jakob Ejerbo, ligger højt på min ”må-læse-liste”.

2016 byder også på genudgivelser – blandt andet fra krimigenrens grand old lady P.D. James og har man ikke allerede fundet en kopi i et antikvariat et sted, kan man glæde sig over, at Ernest Hemingways bog Om at skrive bliver genudgivet i januar.

Sidst men ikke mindst søsættes et spændende Shakespeare-projekt i anledningen af 400-året for William Shakespeares død. I løbet af den kommende år, vil nogle af verdens bedste forfattere genfortælle nogle af Shakespeares fortællinger. På listen over forfattere ses blandt andet Anne Tyler, Margaret Atwood og Jeanette Winterson. Jo Nesbø skal genfortælle Macbeth, Gillian Flynn Hamlet og Edward St Aubyn vil kaste sig over Kong Lear. Forfatterne har fået fri hænder, så det bliver et utrolig spændende projekt at følge. Du kan læse mere om Shakespeare-projektet her.

Men det er jo ikke kun bøger man kan glæde sig til i det nye år. Krimimessen i Horsens fejrer 15-års jubilæum til marts med blandt anden Karin Slaughter og Gunnar Staalesen, og så åbner BogForum naturligvis igen dørene til masser af oplevelser til november.

Jeg vil gerne takke dig for at have læst med her på KulturXpressen – jeg håber, at du er blevet inspireret til gode læseoplevelser, og at du har lyst til at læse med igen i det nye år. Rigtig godt nytår!

KulturXpressen i 2016

Bogstak2Til januar fylder KulturXpressen 1 år. Det er næsten ikke til at fatter, at der allerede er gået et år, og hvad der er endnu mere overraskende og overvældende er, hvor godt I alle sammen har taget imod min lille litteraturblog. Tusind tak for det! ♥️

Jeg har brugt meget tid på at anmelde så mange nye bøger som muligt, samt lavet nogle få forfatterinterviews, nyheder, konkurrencer og artikler om alt fra litterært merchandise til filmatiseringer. Det vil jeg fortsætte med, men med et år på bagen synes jeg også, at der skal ske lidt nyt

Jeg er så småt begyndt at planlægge og overveje forskellige ting, og i den forbindelse vil jeg gerne høre din mening og dine ønsker om mulige nye tiltag her på bloggen.

Er der fx forfattere du godt kunne tænke dig at læse om? Debatter du synes jeg skal tage op? Vil små videoer være noget? Eller er der noget helt andet du går og længes efter her på KulturXpressen? Skriv hvad du ønsker der skal ske på KulturXpressen i 2016 i kommentarfeltet – hvem ved, måske går dit ønske i opfyldelse.

Adventskalender 4

Det er blevet tid til fjerde og sidste afsnit af KulturXpressens adventskalender. Foto: Mette Camilla Melgaard

Det er blevet tid til fjerde og sidste afsnit af KulturXpressens adventskalender. Foto: Mette Camilla Melgaard

Ingen adventskalender uden en overraskelse. Sidste afsnit af KulturXpressens adventskalender byder på en julegave til en heldig læser. Du kan nemlig vinde et eksemplar af årets nok bedste krimi, Aisha, af Jesper Stein.

AishaAisha er fjerde bind om machostrømeren Axel Steen, og efter min mening, den bedste bog i serien (indtil videre). Du kan sagtens læse den, uden at have læst de tre første, men som altid er det en fordel at have lidt baggrundsviden fra de tidligere bøger, da der henvises til flere af tingene i denne bog.

Historien begynder da en tidligere PET-agent findes dræbt på en temmelig bestialsk måde i sin penthouselejlighed på Amager. Det bliver Axel Steens første sag efter, at han knap to år tidligere var tæt på at miste livet under en undercoveroperation.

Axel har stadig både fysiske og psykiske men efter sin nedtur, og kæmper stadig mod lysten til at give efter for de gamle vaner med alkohol og stoffer, der tidligere har sendt ham direkte på kollisionskurs. Samtidig lider hans 8-årige datter af angst for at der sker Axel noget, hvilket hun har god grund til, for Axel Steen møder modstand i opklaringen af sagen om den lemlæstede og torturerede mand.

Der er mange overraskelser og ondskabsfulde drejninger i det geniale plot, og du skal være forberedt på, at det er meget svært at lægge bogen fra sig før sidste side er vendt.

For at deltage i konkurrencen, skal du nævne den bedste krimi du har læst i år. Jeg trækker en vinder tirsdag d. 22. december kl. 10 – vinderen bliver offentliggjort på KulturXpressens Facebook-side, så husk at tjekke om du er den heldige.

Hvis dit navn bliver udtrukket, og du vil have en chance for at få bogen inden jul, skal du sende din adresse til mig samme dag, så bogen hurtigt kan sendes af sted til dig.

Stor tak til Politikens Forlag, som har været så søde at sponsorere et eksemplar af Aisha.

Adventskalender 3

Tredje afsnit af KulturXpressens adventskalender er klar. Foto: Mette Camilla Melgaard

Tredje afsnit af KulturXpressens adventskalender er klar. Foto: Mette Camilla Melgaard

I tredje afsnit af KulturXpressens adventskalender handler det om en signeret bog…eller tre. Lige som mange andre ivrige læsere, synes jeg det er sjovt at få forfatteren til at signere sin bog, og jeg har efterhånden ret mange bøger med mere eller mindre læselige forfatterkragetær i – ja jeg har endda flere af samme forfatter. De fleste har jeg fået signeret i forbindelse med et interview jeg har lavet med forfatteren, og her er der flere små sjove historier – jeg vil fortælle et par stykker af dem i dag.

En hilsen fra Michael Nyqvist efter et hyggeligt interview i Stockholm. Foto: Mette Camilla Melgaard

En hilsen fra Michael Nyqvist efter et hyggeligt interview i Stockholm. Foto: Mette Camilla Melgaard

På Strand Hotel en regnfuld dag
I efteråret 2008 lavede jeg et portrætinterview med filminstruktøren Niels Arden Oplev. Han havde nemlig fået til opgave at filmatisere Stieg Larssons fantastiske bog Mænd der hader kvinder, som havde slået benene væk under mig, da jeg læste den fire år tidligere. Nu ventede vi alle med tilbageholdt åndedræt på premieren i februar 2009.

Jeg skrev flere artikler om den længe ventede film, og talte blandt andet med manuskriptforfatterne Nikolaj Archel og Rasmus Heisterberg, der havde haft det store (og i mine øjne temmelig skræmmende) arbejde, med at forvandle Larssons bog til manuskript.

Men det var en helt anden oplevelse, der skulle forblive tydeligt i erindringen, nemlig da jeg en regnfuld dag fløj til Stockholm for at interviewe skuespilleren Michael Nyqvist, der spiller hovedrollen som Mikael Blomqvist.

Vi var en lille håndfuld journalister fra Norge, Finland og Danmark, der var inviteret til seancen på det fornemme Strand Hotel. Som nogle af de allerførste, fik vi lov til at se de første 30 minutter af filmen (som på det tidspunkt endnu ikke var klippet helt færdig), hvor efter vi hver især fik 30 minutter alene med Michael Nyqvist på et af hotelles fineste værelser med udsigt til vandet i Nybroviken. Jeg var den sidste journalist han skulle tale med og fik at vide, at han lige skulle have en lille pause inden han var klar.

Da jeg blev vist ind i værelset, lå han til min overraskelse på sengen. Jeg spurgte naturligvis straks om han var okay – jeg har aldrig oplevet et liggende interview, så tænkte at det her ikke var normalt. Om det var mit bekymrede udbrud om hans velbefindende eller hans overraskelse over at jeg taler svensk, ved jeg ikke, men tonen var fra starten meget venskabelig.

Jeg havde min slidte paperback af Mænd der hader kvinder i min taske, og da vi nærmede os slutningen på, hvad der mere havde føltes som en venskabelig snak over en kop kaffe i næsten en time (!) end et interview, spurgte jeg ham, om han ikke ville signerer bogen – jeg kunne jo ikke få Stieg Larsson til det, og hvem bedre end Michael Nyqvist, der selv skriver både romaner og digte. Det ville han gerne og skrev På Strand Hotel en regnig dag, og sagde med et lille grin ”Nu bliver din kæreste nok jaloux”. Det viste sig i øvrigt, at han hvilede sig på sengen, fordi han havde været halvsløj hele formiddagen.

Karin Wahlberg bød på kaffe og ostemadder i sit hyggelig køkken. Foto: Mette Camilla Melgaard

Karin Wahlberg bød på kaffe og ostemadder i sit hyggelig køkken. Foto: Mette Camilla Melgaard

Ostemadder og friske lig
I januar 2011 begav jeg mig til Lund i Sverige. Jeg skulle lave to interviews med henholdsvis forfatteren Karin Wahlberg og retsmedicineren Elias Palm, der netop havde debuteret med en krimi. Jeg havde talt med Karin Wahlberg i telefonen dagen inden, og hun havde insisteret på at hente mig på stationen, som var jeg en kær gammel ven på besøg.

Vi kørte hjem til hendes hus på en stille villavej, og satte os i køkkenet, hvor vi drak god kaffe med varm mælk og spiste ostemadder. Det er uden tvivl de hyggeligste og mest afslappede omgivelser jeg nogensinde har lavet et interview i. Og det er sjældent man møder et menneske, der er så varmt og åbent – og især når det gælder en interviewsituation. Jeg havde fortalt hende, at jeg skulle videre til endnu et interview, og som det mest naturlige i verden, sagde hun, at hun nok skulle køre mig.

Elias Palm gav mig en spændende rundtur på Retsmedicinsk Institut I Lund. Foto: Mette Camilla Melgaard

Elias Palm gav mig en spændende rundtur på Retsmedicinsk Institut I Lund. Foto: Mette Camilla Melgaard

Mæt af ostemadder og kaffe, mødes jeg med Elias Palm på Retsmedicinsk Institut ved Universitetssygehuset i Lund. Han er en usædvanlig pæn mand, der også arbejder som fotomodel, men nu sidder overfor mig i den karakteristiske hvide kittel. Interviewet går fint og da han efterfølgende signerer sin bog, spørger han mig om jeg vil have en rundtur.

Der er ikke mange udefrakommende mennesker, der får lov til at komme ind i retsmedicinernes arbejdslokaler, så jeg har svært ved at styre min begejstring – i min afgangsopgave på Journalisthøjskolen, lavede jeg nemlig blandt andet et portræt af en dansk retsmediciner, og nu går mit morbide håb om at mærke stemningen på Retsmedicinsk Institut helt tæt på endelig i opfyldelse.

Vi går igennem flere døre der skal åbnes med adgangskort, og da Elias Palm åbner endnu en dør og stikker hovedet ind, stopper han op og vender sig mod mig.

– Der er lige kommet lig ind der endnu ikke er kørt på køl. Hvordan har du det med det? Kan du klare synet og lugten?, spørger Elias Palm og kigger bekymret på mig.

– Ja ja, siger jeg, og beder en stille bøn om at jeg ikke har fejlbedømt min udholdenhed.

Heldigvis holdte jeg mig oprejst, ja faktisk så jeg åbenbart så upåvirket ud, at Elias Palm syntes at blive imponeret. De tre fyldte bårer der stod på række, mens en medarbejder tastede oplysninger ind på computeren, virkede slet ikke skræmmende, selv om lagnernes aftegninger tydeligt viste en menneskekrop, og foden på den ene stak ud. Måske var det den helt igennem professionelle atmosfære. Det var i hvert fald en kæmpe oplevelse og en jeg aldrig glemmer.

Flere forfatterhilsner fra Ian Rankin, Lena Andersson, Jesper Stein og Mari Jungstedt. Foto: Mette Camilla Melgaard

Flere forfatterhilsner fra Ian Rankin, Lena Andersson, Jesper Stein og Mari Jungstedt. Foto: Mette Camilla Melgaard

Adventskalender 2

Det er blevet tid til det andet kapitel i KulturXpressen adventskalder. Foto: Mette Camilla Melgaard

Det er blevet tid til andet kapitel i KulturXpressens adventskalder. Foto: Mette Camilla Melgaard

Denne søndags adventskalender gemmer på en lille leg omkring et middagsselskab – festlige sammenkomster hører jo julen til. Men hvad nu hvis man byttede familien og gode venner ud med nogle af sine litterære yndlingskarakterer – hvem ville du så invitere?

Jeg har valgt at et selskab på otte inklusiv mig selv naturligvis, vil være passende. Og da god etikette siger, at der helst skal være et lige antal af mænd og kvinder, betyder det at jeg kan invitere fire mænd og tre kvinder.

Der var enkelte navne der straks dukkede op – faktisk lidt for mange, men efter mange hovedbrud og overvejelser er her min endelige gæsteliste og bordplan.

Pippi Langstrømpe (Astrid Lindgrens fortællinger)
– Fordi jeg altid har beundret hendes styrke og mod. Hun kan fortælle røverhistorier og generelt sætte gang i festen, hvis det hele bliver lidt for kedeligt.

Johanna (Caitlin Moran: Sådan opfinder man en pige)
– Fordi hun er vanvittig morsom og fordi jeg så gerne vil høre, hvordan det er gået hende siden sidst.

Anne Shirley (L.M. Montgomery: Anne fra Grønnebakken)
– Fordi jeg som barn tænkte, at vi ville have været hjerteveninder eller “bosom friends” som Anne Shirley sige om sig selv og veninden Diana, hvis vi mødtes. Derudover kan hun uden tvivl konversere om alt og fortælle rigtig gode historier.

Jeg har naturligvis tænkt over bordplanen, for det er jo vigtigt at man kan tale med sin sidemand.

Jeg har naturligvis tænkt over bordplanen, for det er jo vigtigt at man kan tale med sin sidemand.

John Rebus (fra Ian Rankins serie)
– Fordi han har god musiksmag, kan se forskel på rigtigt og forkert, er lidt fandenivoldsk og vel egentlig er det man kalder en rigtig mand.

Hercule Poirot (fra Agatha Christies serie)
– Fordi han giver hele selskabet lidt glamour og finesse. Jeg overvejede et kort sekund også at invitere Sherlock Holmes, men jeg er ikke sikker på at der findes et værelse stort nok til at rumme begge de herreres selvtillid.

Robert (Nick Hornby: High Fidelity)
– Fordi jeg blev lidt småforelsket i ham og hans top 5-lister (jeg er selv liste-typen), da jeg læste bogen og senere så filmatiseringen, hvor charmerende John Cusack spiller rollen som Rob.

Mikael Blomkvist (Stieg Larsson: Mænd der hader kvinder)
– Fordi jeg vil se om han virkelig har så meget kvindetække som Stieg Larsson skriver, og så kan jeg bare rigtig godt lide hans afslappede facon.

Jeg kan sagtens nævne mange flere karakterer, der kunne være utrolig morsomme og interessante at få sig en snak med fx er jeg ret fascineret af Elizabeth Strouts Olive Kitterigde eller hvad med lidt landsbysladder fra Miss Jane Marple? Og mon ikke vi er flere kvinder, der godt kunne tænke os en date med Jesper Steins matchostrømer Axel Steen eller måske Jo Nesbøs Harry Hole.

Hvem ville du invitere til middag?

Adventskalender 1

Det første lys i adventskalenderen er tændt. Foto: Mette Camilla Melgaard

Det første lys i KulturXpressens adventskalender er tændt. Foto: Mette Camilla Melgaard

Det er en mørk og stormfuld aften og første søndag i advent. Julestemningen er så småt begyndt at melde sig hos mig, og siden det er den første jul KulturXpressen er i luften, tænker jeg, at det vil være passende at begynde en lille juletradition her på bloggen – en adventskalender.

Jeg vil lægge ud med, at kigge tilbage på nogle af de bedste bøger, jeg har læst i år. Det kan forhåbentlig inspirere til et par julegaveindkøb eller måske et par ønsker til dig selv.

Når jeg kigger ned over listen af bøger jeg har læst i år, må jeg siger at det har været et fremragende år. Jeg kan ikke mindste, hvornår jeg sidst har uddelt så mange stjerner. Blandt de allerbedste finder du mine seks julegaveidéer – de har alle fået de maksimale 5 stjerner.

Seks af årets bedste bøger. Foto: Mette Camilla Melgaard

Seks af årets bedste bøger. Foto: Mette Camilla Melgaard

Jakob Melander: De berusedes vej
Jakob Melanders krimi om politimanden Lars Winkler er en rigtig page-turner. Det er en utrolig velskreven og velkomponeret historien der folder sig ud over 409 sider, og hver eneste side holder læseren i et fast greb, og tvinger en til at læse den næste. Der er fine og troværdige miljøbeskrivelser, og man mærker både vreden og fortvivlelsen blandt karaktererne.

Stefan Ahnhem: Den niende grav
Svenskerne har i mange år været førende når det gælder kriminallitteratur og Stefan Ahnhem lever helt op til traditionen. Med et uhyggeligt godt gennemtænkt plot, spændende og helstøbte karaktere og en del uventede hændelser, indeholder den alt det en rigtig god krimi skal plus lidt til.

Jesper Stein: Aisha
Siden sin debut har Jesper Stein sendt sin machostrømer Axel Steen på en lang og udmattende nedtur, der kulminerede i forrige bind Akrash. Nu er Axel Steen tilbage og han er bedre end nogensinde. Det er så ondskabsfuldt godt fra første side og holder et højt spændingsniveau hele bogen igennem. Der er ingen tvivl om at Jesper Stein med bogen Aisha markerer sig som en af landets allerbedste krimiforfattere.

Haper Lee: Dræb ikke en sangfugl
Siden udgivelsen i 1960 har millioner af læsere rost Harper Lees roman om livet i en lille sydstatsby i 1930’ernes Amerika. Dræb ikke en sangfugl er en medrivende historie skrevet i et tidsløst sprog med både varme og humor. Fortælleren er den 9-årige pige Jean Louise ”Scout” Finch, hvis far Atticus Finch, er byens respekterede sagfører. Da han påtager sig forsvaret af en sort mand, der er anklaget for at have voldtaget en hvid kvinde, får det store konsekvenser for den lille by fyldt med fordomme, vold og hykleri. Det er en fantastisk bog, der 55 år efter udgivelsen stadig har et aktuelt emne – nemlig hvordan vi ser andre mennesker, og hvordan vi behandler hinanden.

Caitlin Moran: Sådan opfinder man en pige
Alle unge piger samt drenge og mænd, der vil have et unikt indblik i, hvad der egentlig foregår i hovedet på det modsatte køn, bør læse denne bog. Gemme et års tid følger vi pigen Johanna, der genopfinder sig selv om sortklædt femme fatale, i et forsøg på at redde sin fattige bohemefamilie fra økonomisk ruin. Caitlin Moran fortæller uhøjtideligt og ikke mindst sindssygt morsomt selv om det er seriøse problemstillinger som stoffer og alkohol, selvhad og ikke mindst sex der fylder fortællingen. Der er barske afsnit der åbner tårekanalerne. Afsnit der giver stof til eftertanke, men mest af alt griner man rigtig meget. Det er ganske enkelt vidunderligt!

Delphine De Vigan: Alt må vige for natten (vist på billedet i den svenske udgave)
Det er en rystende, usminket og smuk biografi forklædt som roman, om en mor, der mod sin vilje, tvang sine døtre til at blive voksne alt for hurtigt. De handler om familiebånd, om selvmord, og om psykisk og seksuel vold. På mange måder er det en svær bog at læse, for historien rammer dybt og det gør nogle gange rigtigt ondt, men det er også en smuk bog om en forfatters kamp for at berette den smertefulde livsberetning om hendes mor.

Følg med igen næste søndag, når jeg vender tilbage med anden del af adventskalenderen. Rigtig god aften og glædelig første søndag i advent.

Filmatisering af krimiserier

En svær balancegang
– når seriebøger filmatiseres

At forvandle bøger til film er en vanskelig opgave – dels fordi vi selv danner os billeder ud fra det vi læser, og dels fordi det aldrig er muligt at få det hele med. Men hvad er det der skal til for at lave en vellykket krimifilmatisering? Er det den overordnede handling, plottet, små særlige detaljer eller er det personerne? Det er fristende at sige, at det hele er vigtigt, men det er ikke nødvendigvis helt rigtigt. Der findes nemlig flere forskellige eksempler på gode filmatiseringer, som ikke følger dens forlæg slavisk.

Når det gælder såkaldte seriebøger, og her tænker jeg især på krimiserier, må det vigtigste være, at handling og personer går op i en højere enhed uden at afvige for meget fra det vi kender. Det er nemlig ofte der problemet opstår. For at filmatisere en enkeltstående roman er i sig selv svært, men at levendegøre en bog, der er en del af en serie bøger med de samme hovedpersoner, er rigtigt svært. For jo mere vi læser om de samme mennesker, jo bedre kender vi dem og jo tættere forhold får vi til dem – ja man kan næsten sige, at de bliver vores gode venner.

Claudia Galli og Richard Ulfsäter i rollerne som Erica Falck og Patrik Hedström. Foto via camillalackberg-boeger.dk

Claudia Galli og Richard Ulfsäter i rollerne som Erica Falck og Patrik Hedström i de nye filmatiseringer af Camilla Läckbergs bøger. Foto via camillalackberg-boeger.dk

Et godt eksempel på netop det problem er de første filmatiseringer af Camilla Läckbergs bøger om forfatteren Erica Falck og politimanden Patrik Hedström. De var for mange krimifans en skuffelse at se, for selv om handlingen egentlig harmonerede fint med bøgerne, var det halvdårlige tv-produktioner med en helt forkert casting. Personerne Erica og Patrik er så langt fra det der beskrives i bøgerne, at det er forstyrrende at kigge på. Og når skuespillerne så heller ikke spiller helt optimalt, gør det blot ondt værre. De nye filmatiseringer af Läckbergs bøger, der går under titlen Mordene i Fjällbacka, er med et nyt hold skuespillere, som lever langt bedre op til bogforlægget.

Et andet skrækeksempel er filmatiseringerne af Mari Jungstedts Gotlandskrimier om politimanden Anders Knutas, som har fået titlen Kommissæren og havet. Serien er blevet vist på DR i år og er en tysk tv-produktion, med en tysk skuespiller i rollen som Knutas (der i tv-versionen har fået nyt navn – Robert Andersson), med en blanding af svenske og tyske biroller samt Paprika Steen i rollen som Anders Knutas danske hustru Line. Serien er optaget på en blanding af tysk og svensk, og derefter eftersynkroniseret (meget dårligt). Jeg interviewede Mari Jungstedt kort tid efter, at tv-serien havde haft premiere på den svenske kanal TV4, og næsten før jeg fik spurgt, var hun hurtig til at sige, at hun intet havde haft med filmatiseringerne at gøre – og at hun langt fra var begejstret for resultatet, hvilket er helt forståeligt.

Foto via RedArrowInternational.tv

Ken Stott og Claire Price i rollerne som John Rebus og Siobhan Clarke. Foto via RedArrowInternational.tv

Heldigvis findes der eksempler på meget vellykkede filmatiseringer. Colin Dexters romaner om Chief Inspector Morse blev fra 1987-1999 til den populære tv-serie med John Thaw i hovedrollen som den operaelskende politimand. Serien formår at give det perfekte billede af Morse og alle hans finurligheder samtidig med, at der ikke er gået på kompromis med plottet. Det samme gælder for Ian Rankins fortællinger om Inspector Rebus. Efter nogle afsnit med John Hannah i rollen som Rebus overtog Ken Stott rollen, og pludselig var det som at se John Rebus træde ud af bøgerne og op på skærmen. Den intense stemning vi kender når vi læser blev på fornemmeste vis overført til levende billeder. Rebus vises i øjeblikket på TV2 Charlie mandag aften.

Baseret på…
Der er stor forskel på filmatiseringer, når det gælder seriebøger. Nogle laves som ”rene” filmatiseringer som fx Agatha Christies 12 bøger om Miss Marple. De blev i 1984-1992 lavet som tv-serie i afsnit af spillefilmslængde med Joan Hickson i hovedrollen – en skuespiller som Agatha Christie selv havde drømt om at se i rollen som snushanen Marple. Der er sidenhen lavet nye filmatiseringer med både Geraldine McEwan og Julia McKenzie i rollen som Miss Marple.

Andre filmatiseringer tager lidt hist og pist, hvilket blandt andet var tilfældet med tv-serien om Scotland Yard Commander Adam Dalgliesh, med henholdsvis Roy Marsden og Martin Shaw i hovedrollen. Tv-serien var ikke altid tro mod P.D. James’ bøger, og den er ikke filmatiseret i kronologisk rækkefølge – hvilket hardcore læsere måske havde lidt problemer med. Dalgliesh vises i øjeblikket hver eftermiddag på DR1.

Foto via tv4.se

Peter Haber og Mikael Persbrandt i rollerne som Martin Beck og Gunvald Larsson. Foto via tv4.se

En tredje måde at filmatiserer på er, at lade sig inspirere af en serie bøger – altså lave en tv-serie, der bygges op omkring persongalleriet fra bøgerne. Er det vellavet gør det nemlig ikke altid noget, at handlingen ikke holder sig til bøgerne. Et godt eksempel er Maj Sjöwall og Per Wahlöös karakter Martin Beck. Forfatterparret skrev ti bøger om politimanden Martin Beck, men tv-serien (hvert afsnit er i spillefilmslængde) med Peter Haber og Mikael Persbrandt i hovedrollerne, er fortsat med nye historier om Martin Beck og Gunvald Larsson – med stor succes. Manuskripterne står forfatterparret Cilla og Rolf Börjlind for. På svensk TV4 vises der i øjeblik helt nye afsnit af Beck, og det kan helt klart anbefales at kigge med søndag aften kl. 21.

Henning Mankells bøger om Kurt Wallander – med henholdsvis Krister Henriksson og Rolf Lassgård i rollen som Wallander og den alternative engelsksprogede version med Kenneth Branagh i hovedrollen, er andre gode eksemplar på gode filmatiseringer, der ikke holder sig helt til bogforlægget. Det samme gælder Elizabeth George’s The Inspector Lynley Mysteries om den aristokratiske Inspector Thomas Lynley og hans tro følgesvend Barbara Havers. Serien vises i øjeblikket på TV2 Charlie hver fredag aften.

Der findes ikke en facitliste over hvad det er, der gør en filmatisering god eller dårlig, for når alt kommet til alt, er filmatiseringer naturligvis et spørgsmål om personlig smag og måske hvor god en fantasi man selv har til at danne sig egne billeder mens man læser. Og gider man ikke se filmatiseringer, er der heldigvis masser af fantastiske bøger, der stadig venter på at blive læst.

Har du nogle yndlingsfilmatiseringer?