Christian Mørk: Drengen ingen kunne finde

Drengen ingen kunne findeEn overnaturlig spændingsroman, der trækker læseren gennem skoven omkring en lille by i Vermont, hvor underlige gespenster er i krig mod ”de almindelige”. Det er en bog om skyld og interne magtkampe, om at træffe valg og leve med konsekvenserne – alt sammen indhyllet i et mystisk og eventyragtigt skær.

Handling: Harold Shanes gård er blevet brændt ned. Hans hustru Iris er død og muligvis også hans yngste søn Martin. Branden var påsat og mens Harold nu sidder på et sanatorium og har svært ved at få styr på sit hoved, er hans lillebror Gordon besat af at finde ud af, hvem der ødelagde hans familie. Gordon har fundet Martins skitsebog et stykke fra brandtomten. Den er fyldt med tegninger af mænd til hest med brede hatteskygger, og en høj, tynd mand i en lang skødefrakke der stirrer på Harolds gård. Samme mand har andre i området set lige inden byen er blevet hjemsøgt af dødelige uheld, og da Gordon finder Martins farveblyanter i engen tæt på gården samt en ufærdig tegning, går det op for ham, at Martin ikke er død men forsvundet.

”Sally begyndte at løbe. Frygten giver hende ekstra fart på, mens hun pisker igennem den bløde underskov, hun kender så godt. Bag hende råber den fremmede, som ikke kan følge med, selvom han prøver. Sally venter på skuddet, men det alder ikke. I stedet bliver hun forfulgt af den mest fortvivlede stemme, hun nogensinde har hørt. ”Mit navn er Harold Shane! Og du skal fortælle mig om min søn Martin!””

Det starter godt. En forbrydelse skal opklares og en forsvunden dreng skal findes. Dertil kommer en klassisk og klichéagtige konflikt mellem to brødre – storebror var ikke sød mod lillebror da de var børn. Nu er storebror blevet tosset efter en mordbrand på sin familie, og lillebror er besat af at finde de skyldige, muligvis for at kompensere for sin egen skyld efter en (hævn for barndommens drillerier?) affære med broderens nu afdøde hustru. Gåden om den forsvundne dreng Martin og hans mystiske tegninger krydres med flere blodige mord. Ind på scenen kommer også et sektlignende minisamfund i skoven omkring en lille by. De lever med en fælles hemmelighed, der kan koste dem livet, hvis ”de almindelige” opdager den.

Der kommer hele tiden nye elementer ind i historien, og det bliver næsten for meget, og enkelte af dem virker faktisk unødvendige. Det der i starten synes at være det overordnede plot ændres undervejs, og det hele løber ud i en underlig magtkamp indbyrdes blandt de mystiske skovfolk. Trods små eksplosioner på spændingskurven går det langsomt, og i længden bliver det lidt kedeligt.

Er du til mystiske eventyr, er her et dystert et af slagsen, men det kræver indlevelse og barnetro. Jeg må indrømme, at jeg personligt har det svært med overnaturlige ting, og jeg var klar til at lægge bogen fra mig, da ”jordgespensterne” første gang sank i jorden for at hvile, inden de ved solopgang igen dukkede op som friske planteskud. Det er simpelthen for underligt for mig.

Drengen ingen kunne finde udkommer i dag den 27. oktober.

★★★☆☆

Du må meget gerne dele...Share on FacebookTweet about this on TwitterEmail this to someoneShare on LinkedIn

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *