Anden person ental er en roman om en personlig katastrofe, fyldt med en smerte, der næsten er udholdelig, men som man ikke kan vende ansigtet bort fra.
Handling:
Alexander bor i København. Ekskonen bor i Stockholm sammen med deres 6-årige tvillingerne (en pige og en dreng). Skilsmissen var stille og rolig. De har fælles forældremyndighed over børnene, og Alexander pendler fast mellem de to byer hver anden weekend for at se dem. Det fungerer, selv om der naturligvis er et afsavn, når de ikke er sammen, men så meget desto mere fyldes tiden sammen med kærlighed. Men da han en dag er på vej til Stockholm for at møde dem, modtager han en sms fra ekskonen om at han først kan hente børnene dagen efter. Det bliver begyndelsen på et mareridt af kafkask format. Kvinden har fra den ene dag til den anden rejst falske anklager mod ham for vold og mishandling af børnene, og myndighederne fratager Alexander retten til at se dem. Han kæmper mod et system der lukker sig om moren og børnene, og tvinges til at stå hjælpeløs tilbage med en altoverskyggende sorg.
”Jeg prøver forsigtigt at søge efter en indgang, men alle veje ind er spærret af tavshed eller afslag, enten blanke, tyste overflader eller et had som jeg ikke ved hvor kommer fra, eller hvorfor bliver ved med at følge mig.”
Der sidder et skrig fast i halsen på mig næsten hele vejen igennem bogen. Et skrig fremprovokeret af lige dele vrede og sorg. Uretfærdighed og smerte fylder siderne, som alligevel rummer så megen kærlighed. Alexanders kærlighed til sine tvillinger. Hans far, søster og venners kærlighed til Alexander. Men det er magtesløsheden der er stærkes. Det gør voldsomt indtryk at følge myndighedernes bureaukratiske adfærd, den upersonlige sagsbehandling, og den mur af tavshed og paragraffer Alexander hele tiden bliver mødt af. Man ødelægger en mand. Ødelægger to børn. Men man gør det efter reglerne. Det er så sindsoprivende og grotesk, at man næsten ikke kan fatte at det kan finde sted.
Anden person ental skabte en del debat da den udkom, fordi Daniel Dencik fortalte, at historien er baseret på hans eget private helvede, hvor han blev anklaget og siden frikendt, men alligevel ikke har set sine tvillinger i flere år. Horderne kritiserede, at dette er en ensidig historie og at vi aldrig får indblik i morens motiv (blot et par gæt undervejs fra Alexander). Og hvad så?, fristes jeg til at sige. Det er en roman – autofiktion om man vil – men det er ét blik ind i ét liv, og det ser jeg ikke som en svaghed.
Læserne inviteres med ind i mareridtet der strækker sig over et år. Alexander kæmper med sin sorgs dæmoner med tanker om både selvmord, bordførelse og terrorisme. Men gang på gang vender han tilbage til forsoning. Han vil ikke hade nogen. Teksten er krydret med øjebliksbilleder sammen med børnene – både fortidsscener og drømme. Der er smukke, rørende passager, hvor kærligheden er så tydelig at man næsten overvældes af ømhed, en ømhed der vil trøste, hver gang de kolde og telegramlignende svar fra myndighederne bryder teksten op.
Det er muligt (høst sandsynligt) at bogen er Daniel Denciks private nødråb. At det samtidig også er en kærlighedserklæring til hans børn, er der ingen tvivl om. En psykolog vil sikkert kalde det sorgarbejde. Men det er også litteratur der gør voldsom indtryk, og som bliver siddende i kroppen. Jeg længes efter at høre, hvordan det går, selv om jeg samtidig frygter svaret.
Anden person ental udkom i 2014.
★★★★☆
Relateret link:
Læs min anmeldelse af Daniel Denciks novellesamling Grand Danois.
