Ebba Witt-Brattström: Århundredets kærlighedskrig

Aarhundredes kaerlighedskrigÅrhundredets kærlighedskrig, er en skilsmisseroman – et ægteskabs dødsdans. Men det er også en belysning af, hvor dårlige kår ligestillingen har det i tosomheden anno 2016 når dørene lukkes. Det er godt. Det er alvorligt godt!

Handling: To navnløse intellektuelle – Hun arbejder i Ligestillingsministeriet, Han har en topstilling i en styrelse. Et livslangt ægteskab, hvor de engang elskede hinanden. To forskellige opfattelser af kærlighed bliver til en langvarig krig, hvor ordene til sidst løber ud.

Romanens form og til dels indhold, er tydeligt inspireret af August Strindbergs Dødsdansen og Märta Tikkanens selvbiografiske ægteskabsskildring Århundredes kærlighedseventyr – bogen er da også dedikeret til dem begge. Gennem dialog følger vi kløften mellem ”hun” og ”han” blive afgrundsdyb.

”Han sagde:
Kvindens opgave er at være
solen og varmen i mandens liv.
Det pludselige vejrskifte
i mit ægteskab er mig en gåde.

Hvor blev solen af?

Hun sagde:
Solformørkelsen indtrådte
som følge af
atmosfæreforgiftning.”

Litteraturprofessor Ebba Witt-Brattström har skrevet flere fag- og debatbøger og har siden ungdommen været politisk engageret med feministisk fortegn. Århundredets kærlighedskrig er hendes skønlitterære debut, og skabte mange overskrifter hjemme i Sverige allerede inden romanen kom på gaden. Grunden til balladen var den mindre pæne og meget offentlige skilsmisse fra den tidligere sekretær ved Svenska Akademien, forfatter Horace Engdahl, som hun var gift med i 25 år, og som medierne mente bogen handlede om. Og da hun selv har kaldt bogen for ”et posttraumatisk bearbejdningsprojekt”, er det jo en nærliggende teori.

Det er måske ikke forfatterens eget liv der er inspirationskilden, egentlig er det uden betydning, for Ebba Witt-Brattström skildrer mange kvinders virkelighed i historien om et forhold i opløsning, hvor kærligheden bliver til skuffelse og måske ligefrem had. Samtidig er det en historie om en kvinde der er blevet udsat for overgreb af både psykisk og fysik karakter. Man fatter sympati for romanens kvindelige stemme som er skarp, klog, sarkastisk, indsigtsfuld og tilmed forstående med mellemrum, hvorimod han er opblæst og ofte aggressiv – et rigtigt svin, hvis jeg skal sige det lige ud.

Sproget, rytmen, vreden og sorgen findes i ordene og de mærkes og genkendes, også selv om jeg aldrig har levet i et voldeligt forhold med en selvoptaget mand, hvis syn på kvinder virker som et levn fra 1800-tallet. Jeg slugte bogen på få timer og den sidder stadig i mig.

Århundredets kærlighedskrig udkommer i dag den 16. september.

★★★★★


RELATERET LINK

Læs min anmeldelse af Horace Engdahls “modsvar” til ekskonens roman, Den sidste gris.

Du må meget gerne dele...Share on FacebookTweet about this on TwitterEmail this to someoneShare on LinkedIn

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *