Elena Ferrante: Dukken der blev væk

dukken-der-blev-vaekI Dukken der blev væk skriver Elena Ferrante, uden at gå på kompromis, om alle de forbudte og tabuiserede følelser omkring moderskabet.

Handling: Leda er en 48-årig fraskilt universitetsprofessor. Hendes to voksne børn er fløjet fra reden i Firenze til Toronto i Canada, hvor deres far bor. Under en ferie ved havet møder Leda en stor napolitansk familie og bliver fascineret af den unge kvinde Nina og hendes lille datter Elena. Den lille piges dukke bliver efterladt i sandet på stranden og uden at vide hvorfor, tager Leda dukken med hjem – til stor opstandelse for den lille pige og hendes familie, som leder forgæves efter dukken. Ledas handling river op i gamle sår om hendes mor samt hendes egen rolle som mor.

”Hvordan var Deres døtre som små, var de ligesom denne lille skat? Jeg følte en voldsom trang til at forvirre hende, straffe hende, vælte hende af pinden. Jeg husker kun lidt, eller ingenting. Det kan ikke passe, man glemmer intet om sine børn. Jeg tav et øjeblik, så sagde jeg roligt: Jeg gik min vej. Jeg forlod dem da den ældste var seks og den yngste fire. Hvad er det De siger? Og hvem voksede de op med? Deres far. Og så De dem ikke igen? Tre år senere tog jeg dem tilbage. Det var dog forfærdeligt, hvorfor? Jeg rystede på hovedet, jeg husker ikke hvorfor. Jeg var meget træt, sagde jeg.”

Mødet med den store, larmende, pladskrævende og højtrøstede familie (der muligvis er en del af mafiaen i Napoli) på stranden både frastøder og fascinerer Leda. Deres napolitanske dialekt sætter minder i gang hos Leda, der selv har kæmpet for at slippe af med samme dialekt siden hun som 18-årig flygtede fra hjemmet for at studere i Firenze. Hun stræbte efter at tale korrekt italiensk, have borgerlig anstændighed og være kultiveret. Og hun lykkedes med det. Hun er en moderne italiensk kvinde. Fraskilt, men succesfuld universitetsprofessor i engelsk litteratur. Og selv om hun er alene, føler hun sig tilpas i sit eget selskab.

De første dage lurer Leda blot på familien og ikke mindst kvinden Nina og dennes lille datter i hemmelighed, men efterhånden bliver deres liv vinklet ind i hinanden og før vi ved af det, ledsager vi hende på en dyb psykologisk selvransagelse af sit liv som mor, og hvordan hun måske aldrig rigtig ønskede at blive eller skulle have været mor.

Allerede i første kapitel i Dukken der blev væk, bliver vi med linjen: ”De ting det er sværest at tale om, er dem som vi ikke selv kan forstå.” forberedte på, at der i det følgende vil blive afsløret både smertefulde og ubehagelige sandheder om døtre og mødre, og kvinder der kæmper for at være begge. Og Ferrante lægger da heller ikke fingrer imellem. ”Jeg er en unaturlig mor”, siger Leda på et tidspunkt til sig selv. Ferrante skriver om alle de forbudte følelser som mødre kan have og som ofte får andre til at se skævt til dem.

Jeg har ikke et mor-gen. Jeg har ingen børn og ønsker dem heller ikke, så egentlig burde jeg kunne nikke genkendende til Ledas tanker og handlinger samt føle solidaritet med hende, når hun siger, at hun ikke savnede sine døtre da de flyttede langt væk fra hende. Men jeg føler ingenting. Og det er mit største problem med Ferrantes bøger.

Det er anden gang jeg læser en bog af pseudonymet Elena Ferrante – Italiens bedst kendte, ukendte forfatter, der siden sin debut i 1992 har insisteret på sin anonymitet og derfor aldrig har optrådt offentligt. Den første jeg læste var Forladte dage, som ikke imponerede mig, men jeg har givet hende en chance til. Nok især fordi rigtig mange skamroser hende – især for Napoli-serien. Men ud fra de to bøger jeg nu har læst af hende, står Ferrante ikke øverst på min læseliste. Jeg har simpelthen svært ved at se, hvad det er andre synes, er så fantastisk ved hendes skriverier. Jeg keder mig, når jeg læser om hendes kvindelige hovedpersoner som ofte opfører sig irrationel og overraskende, og som jeg ikke kan relatere til eller føler noget for. Men Elena Ferrante går ikke på kompromis, hverken når hun skriver om sorg i Forladte dage eller om moderskabet her i Dukken der blev væk. Det respektere jeg.

Dukken der blev væk udkom den 23. september.

★★★☆☆

Du må meget gerne dele...Share on FacebookTweet about this on TwitterEmail this to someoneShare on LinkedIn

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *