Filmanmeldelse: Flaskepost fra P

Flaskepost fra P Foto: Henrik Ohsten

Flaskepost fra P Foto: Henrik Ohsten

Den tredje filmatisering af Jussi Adler-Olsens populære bøger om Afdeling Q, Flaskepost fra P, ser ud af mere end den er.

Handling: I Afdeling Q på Københavns Politigård, modtager den en 8 år gammel flaskepost med et råb om hjælp fra en dreng i fangenskab. Samtidig forsvinder søskendeparret Samuel og Magdalena, som er opvokset i en religiøs menighed, pludselig. Carl Mørck og hans assistent Assad finder hurtigt ud af, at der er en forbindelse mellem de to sager, og det lykkes dem at grave sig ind i det religiøse samfund og komme på sporet af en mand, der trækker et årelangt spor af bortførelser og mord efter sig. Mord som aldrig er blevet anmeldt, da han angiveligt hver gang bortføre to børn fra meget religiøse familier, slår det ene barn ihjel og kræver tavshed og en stor løsesum for det andet. Tiden er knap, og i jagten på at finde børnene før det er for sent må Carl Mørck sande, at det at tro på noget er tæt forbundet med livet og døden.

”Assad: Vi har kendt hinanden i mange år og du har aldrig spurgt til min tro. Carl: Jeg håbede det gik over. Ligesom en dårlig vane. Som rygning eller homoseksualitet.” (frit efter hukommelsen)

Religion og tro eller manglen derpå, er det gennemgående tema i filmen. Vi får et glimt ind i et religiøst frikirkesamfund og en kort privat samtale mellem den troende Assad og ateisten Carl. Men det er kun overflade, og sådan er det desværre flere steder i filmen. Der er simpelthen alt for meget vi ikke får svar på. Fx hvorfor Carl Mørck er sygemeldt og konstant ryster på hænderne. Vi får heller ikke uddybet det besynderlige forhold morderen har til en kvinde, som måske/måske ikke er en slags kæreste. Og så er der morderens hysteriske grineflip og pludselig stammen – hvad går det ud på?

Det er en visuel flot film med gode actions shots af jagende helikopter og hurtigkørende tog, der er med til at øger tempoet i en ellers temmelig langsommelig film. Nikolaj Lie Kaas og Fares Fares samspil er igen et plus for filmen sammen med de humoristiske stikpiller undervejs.

Jacob Lohmann og Amanda Collin som forældreparret Elias og Rakel, hvis børn kidnappes, gør det fremragende. Og også norske Pål Sverre Hagen, der spiller morderen (hvilket afsløres tidligt i filmen), er ubehagelig god. Men det virker ikke altid som om skuespillerne har haft det bedste materiale at arbejde med – et generelt problem i filmen. Dialogen hænger flere steder og virker stiv og unaturlig. Faktisk sad jeg med en fornemmelse af, at manuskriptet godt kunne være blevet gennemarbejdet en ekstra gang. Det lugter lidt af bestillingsarbejde der er blevet spyttet for hurtigt ud, og lever ikke op til den ellers fremragende manuskriptforfatter Nikolaj Arcels tidligere arbejde.

Jussi Adler-Olsens bog Flaskepost fra P betegnes ofte som hans bedste, og den blev blandt andet belønnet med Glasnøglen for bedste nordiske spændingsroman. Efter den utrolig spændende og vellykkede filmatisering af Fasandræberne, er Flaskepost fra P en lille skuffelse.

Flaskepost fra P har premiere i dag den 3. marts.

★★★☆☆

Du må meget gerne dele...Share on FacebookTweet about this on TwitterEmail this to someoneShare on LinkedIn

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *