Forfatterens skrivebord – Helle Vincentz

ARTIKEL: Forfatterens skrivebord er en artikelserie, hvor jeg hver måned besøger en forfatter til en snak om deres skriveproces, hvad der inspirerer dem i deres arbejde og ikke mindst, hvor de skriver deres bøger.

Jeg befinder mig i en baggård på Nørrebro en kold dag i januar. Efter at have besteget trapperne til fjerde sal, står jeg foran døren til tegnestuen og kontorfællesskabet Pinligt selskab. Her bliver jeg mødt af forfatteren Helle Vincentz, som er et stort smil efter at have afleveret manuskriptet til sin fjerde bog Stjålne liv, nogle måneder tidligere.

Helle Vincentz2

Helle Vincentz foran sit skrivebord i kontorfællesskabet Pinligt Selskab. Foto: Mette Camilla Melgaard

Lejligheden emmer af kreativitet. Fra det lille fælleskøkken bliver jeg vist igennem to rum fyldt til bristepunktet med tegneborde, papir, tegneartikler samt sjove og spøjse figurer og andre dekorative ting, som hver tegner og illustrator har pyntet deres hjørne af rummet med til daglig inspiration og for at skabe en personlig stemning omkring dem. Nogle af dem høre radio, andre sidder med høretelefoner på og lytter til musik i deres egen lille verden. I modsat ende af lejligheden ved siden af den fælles spisestue, er der endnu et værelse. Her er stemningen anderledes. Rummet føles på en måde renere, for her er næsten ingen pynt og her er stille. Kontoret deles af tre ordsmede, hvoraf Helle Vincentz er den ene. I snart to år har hun siddet ved et skrivebord i hjørnet og arbejdet på sine bøger. Der ser ret tomt ud. Et bord, en stol, en lampe og den bærbare computer. Det er vist ikke en fornærmelse at kalde det spartansk. Kontorkammeraten Louise Urth Olsen smågriner over min forbløffelse og siger: ”Helle kan skrive hvor som helst bare hun har sin computer”.

”Altså jeg har forsøgt at have en potteplante, men den døde. Jeg er bare ikke sådan en pyntepige”, siger Helle Vincentz og griner.

Vi sætter os ud i spisestuen med en kop kaffe, for ikke at forstyrre med vores snak. En af forklaringerne på det tomme skrivebord er, at Helle Vincentz deler bordet med en anden, som bruger det 1-2 dage om ugen. Derfor synes hun ikke, at hun kan rode for meget på det. Valget med at arbejde i et kontorfællesskab faldt på baggrund af nogle helt basale behov.

”Det er for at have nogen at spise frokost med hver dag”, griner Helle Vincentz og fortsætter;

”Nej, der er to grunde. Den ene er at jeg er et socialt menneske, så derfor kan jeg godt lide at have nogle mennesker omkring mig, sådan lige til at sige godmorgen til og føle at jeg har et eller andet fælleskab med. Og den anden ting er, at jeg er tæt på at være verdens største rodehoved. Når jeg skriver derhjemme så er det som om alting bare vokser op omkring mig med papirer og tøj og kaffekopper. Det spreder sig simpelthen til hele huset, og det er min mand ikke specielt glad for, for han er ordensmenneske”, fortæller Helle Vincentz grinende.

Men kontorfællesskabet har også en anden og vigtig funktion. Det går op for mig efterhånden som snakken går. For Helle Vincentz’ arbejdsenergi bliver måske hverken bedre eller værre af at have pynt og planter omkring sig, men til gengæld får hun fornyet energi af at se andre mennesker fordybet i deres arbejde. Det giver en slags kamplyst.

”Jeg har prøvet at sidde alene i et sommerhus for at skrive, men det fungerer slet ikke for mig. Det er alt for let at forfalde til lige at se lidt fjernsyn eller lave noget andet”, fortæller Helle Vincentz.

I stedet tager hun 2-3 gange om året på skriveophold på Hald Hovedgård – et yndet arbejdsrefugium for forfattere og oversættere. Her bliver hun for alvor smittet af de andres arbejdsenergi.

”Jeg var engang på Hald Hovedgård på samme tid som Jussi (Adler-Olsen, red.). Han havde værelse overfor mit, og havde et gammel tastetur med, som han klampede så hård på, at det bragede ude på gangen. Han skrev helt vildt meget, og der kunne jeg mærke, at jeg fik den der ”så skal jeg fandeme også”. Og jeg kan få det på samme måde her på kontoret, når jeg kan se at de andre sidder i dyb koncentration om deres arbejde, så bliver jeg jo også nødt til at arbejde”, fortæller Helle Vincentz.

Den journalistiske ballast
Helle Vincentz er uddannet journalist og arbejdede som sådan indtil hun valgte at blive fuldtidsforfatter for seks år siden. Det journalistiske håndværk og hende tilgang til stoffet skinner igennem i hendes arbejde som forfatter. Og også hendes arbejdsmetode bærer tydelig præg af, at hun har en fortid i blandt andet avisbranchen, hvor dagligdagen præges af korte deadlines og krav om at producere noget.

”Hvis jeg en dag møder op på kontoret og ikke rigtig føler mig inspireret, så arbejder jeg alligevel. Der er mange der spørger om inspirationen ikke skal være der for at skrive, men sådan har jeg det ikke. Jeg skriver alligevel, og så må det bare være noget lort. Måske skriver jeg 3 sider der er halvdårlige, men hvor der er 5 af linjerne som er fede, som jeg kan arbejde videre på dagen efter. Det er bedre for mig at have gjort det, end at sidde og vente, for jeg tror, at man risikerer at sidde og venter på inspiration i alt evighed.”, siger Helle Vincentz.

Stjålne livI alle Helle Vincentz’ krimier er der som regel et politisk drevet hovedemne som omdrejningspunkt for plottet. Idéerne opstår ud fra et emne hun er optaget af eller en eller anden form for magtspil hun gerne vil udforske. I den kommende bog har hun set nærmere på fertilitetsindustrien samt justitsministeriet. Og her kommer hendes journalistiske baggrund igen tydeligt frem. For Helle Vincentz bruger rigtig meget tid på at lave research. Det er vigtigt for hende, at alt bliver så tæt på virkeligheden som muligt. Derfor bliver der læst uanede mængder af faglitteratur og artikler, men hun laver også mange interviews med folk der ved noget om emnet hun vil bruge i sin bog eller som kan give baggrundsviden om kulturen og dagligdagen et bestemt sted. Og hun går grundig til vers.

I forbindelse med researchen til hendes kommende bog Stjålne liv, blev hun for alvor udfordret, for justitsministeriet er ikke ligefrem et ”åbent for alle-ministerium”. Derfor måtte Helle Vincentz bruge sit netværk og gode talegaver for at få medarbejdere i tale, hvilket næsten udviklede sig som var det en amerikansk film, med hemmelige møder med tys-tys kilder på mørke værtshuse, hvor der ikke var risiko for at blive set.

”Det var rigtigt svært med Justitsministeriet, for der er bare lukkede døre, og medarbejderne er utrolig bange for at udtale sig, i frygt for at det kan skade ministeren. Så jeg blev nødt til at finde nogen jeg kendte, som kunne anbefale mig til nogen som kendte nogen der arbejdede der.”, fortæller Helle Vincentz.

Det lykkedes at få flere mennesker i tale og Helle Vincentz fik også fat på det omvandrende politiske leksikon, den tidligere politiske redaktør på TV2 Nyhederne Kaare R. Skou, Hans Engell, der selv har været konservativ justitsminister 1989-1993 samt flere tidligere spindoktorer.

”Når jeg så når dertil, hvor jeg nærmest ved hvad de vil svare på et specifik spørgsmål, inden de svarer, så ved jeg, at jeg kender stoffet grundigt nok til at begynde at skrive”, siger Helle Vincentz.

Arbejdet som forfatter kan være utroligt ensomt og man kan let komme til at sidde i sin egen lille boble og stirrer sig blind på sin egen tekst. Nogle forfattere vælger bevidst at holde sin tekst tæt ind til kroppen inden det afleveres til en redaktør. Men sådan er det ikke for Helle Vincentz. I seks år har hun været en del af en skrivegruppe, der udover hende selv, består af forfatterne Julie Hastrup og Louise Urth Olsen samt tegner og forfatter Maren Uthaug. Ud over at have det utroligt sjovt sammen, hjælper de fire kvinder hinanden med sparring og giver feedback på hinandens tekster.

”Det er krævende at være med i en skrivegruppe, for vi tager det alle sammen meget seriøst. Det er ikke noget vi sådan bare lige gør. Vi må prioriterer tid til at læse hinandens manuskripter og forberede os på tilbagemeldinger. Men det er det hele værd, for man får jo det samme igen på sine egne ting”, fortæller Helle Vincentz.

Skrivegruppen giver Helle Vincentz en følelse af fællesskab og en form for kolleger. For godt nok sidder de ikke dagligt sammen og arbejder, og de skriver på vidt forskellige måder og genrer, men det er i skrivegruppen at Helle Vincentz henter støtte, forståelse og konstruktiv kritik.

”Jeg ved at det er tre utroligt kompetente og dygtige forfattere der giver mig sparring og kritik, og hvis de fx alle sammen siger, at der er noget galt med en tekst, så er der noget galt”, forklarer Helle Vincentz.

Helle Vincentz1

Helle Vincentz udkommer med sin fjerde krimi den 26. februar. Foto: Mette Camilla Melgaard

Helt sin egen
Det går mere og mere op for mig, at Helle Vincentz langt fra passer til klichéen om den introverte forfatter, der sidder ensomt i sit skrivehi og venter på guddommelig indgriben. Hun griber arbejdet an med journalistisk nysgerrighed, søger information og tilegner sig viden, og har brug for mennesker omkring sig, da det er her hun henter inspiration og energi. Samtidig er hun utrolig bevidst om, at forfatterlivet kan være en svær balancegang med familielivet, for hun bliver hurtigt opslugt af plot og karakterer og emner hun vil fordybe sig i, og derfor forsøger hun at se forfatterjobbet som et hvilket som helst andet arbejde – i hvert fald i perioder.

”I den periode på ca. et halvt år eller hvor længe det nu bliver, altså den periode, hvor jeg skriver hver dag, der er jeg ret disciplineret og arbejder fra kl. 9 til ”hente-unger-tid” ca. klokken 16. På den måde har jeg en almindelig arbejdsdag, hvilket er rigtigt godt for mig, for jeg er sådan en, eller det har jeg været, som hurtigt kommer til at arbejde hele tiden. Og det bliver både for meget for mig selv, men også for meget for min familie. Så jeg har efterhånden lært at sætte regler for det”, fortæller Helle Vincentz og fortsætter;

Mod slutningen af min skriveproces er det dog anderledes. Der arbejder jeg nærmest døgnet rundt. Jeg melder også afbud til alting, og i betragtning af, hvor socialt et menneske jeg egentlig er, bliver jeg bare helt vild asocial i den periode”, siger Helle Vincentz.

For mange forfattere er skriveprocessen, der hvor de får deres sus, men for Helle Vincentz er skriveprocessen hård. Til gengæld elsker hun tiden bagefter, hvor bogen skal promoveres og den får et andet liv. Den udadvendte del af hele pr-showet, giver hende et kick efter de mange måneder med hårdt arbejde.

”Jeg elsker at være ude og holde foredrag og give interview og sådan, for jeg kan virkelig godt lide at fortælle om mine bøger og møde læserne. Og så kan jeg bare godt lide at være på, at være i rampelyset. Måske har jeg lidt et ”wanna be famous”-gen. Det er nok ikke særligt charmerende, men jeg synes altså bare det er helt vildt sjovt at være ude og omkring på den måde”, siger Helle Vincentz og griner.

Det er til glæder for alle os andre, for i de kommende måneder kan læserne møde Helle Vincentz på blandt andet Krimimessen i Horsens til marts samt til forskellige foredrag landet over, hvor hun vil tale om sit forfatterskab og ikke mindst sin nyeste krimi Stjålne liv som udkommer den 26. februar.

Fakta
Helle Vincentz (f. 1978)
Forfatter til spændingsromanerne Den Filippinske pirat (2012), Den Afrikanske jomfru (2012), Nukaaka kabale (2013) og Stjålne liv (2015).

Relateret artikel:
Læs første afsnit af Forfatterens skrivebord, hvor jeg har besøgt Leonora Christina Skov.

Du må meget gerne dele...Share on FacebookTweet about this on TwitterEmail this to someoneShare on LinkedIn

2 tanker om "Forfatterens skrivebord – Helle Vincentz"

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *