ARTIKEL: Forfatterens skrivebord er en artikelserie, hvor jeg besøger en forfatter til en snak om deres skriveproces, hvad der inspirerer dem i deres arbejde, og ikke mindst hvor de skriver deres bøger.

Efteråret viser sig fra sin våde side, da jeg i begyndelsen af oktober tager turen til Hillerød for at besøge forfatterne Øbro & Tornbjerg aka ægteparret Jeanette Øbro og Ole Tornbjerg. Sammen har de skrevet fem krimier, hvoraf den nyeste Pigen og vogteren udkom i fredags. Men hvordan er det egentlig at skrive en bog sammen med sin ægtefælle? Og hvordan gør man, når man er to om at bestemme handlingen?

Det hele begyndte for cirka ti år siden da Ole Tornbjerg fik lyst til at skrive en krimi. Da han fortalte det til hustruen Jeanette Øbro blev hun straks tændt på idéen, for hun havde selv haft lyst til at skrive i længere tid, og derfor gik de begge to i gang med hvert deres bogprojekt ved siden af deres fuldtidsjob. Sådan fortsatte det i cirka et års tid men ikke helt uden problemer.

– Det var lidt af en mundfuld at have tre børn, jobs og to romanprojekter og så kom idéen til at slå os sammen. Vi blev enige om at give det et forsøg for at se om det gik eller om vi ville begynde at rive hovederne af hinanden og blive skilt, for så ville vi stoppe. Men det gik jo heldigvis godt, fortæller Jeanette Øbro og griner.

Øbro & Tornbjerg blev en realitet og de er begge to enige om, at overgangen fra kun at være private til også at have et arbejdsfællesskab, har været en lærerig proces. Som udenforstående kan jeg ikke lade være med at spøge, hvordan man i den situation adskiller privatlivet med arbejdslivet, og ikke mindst hvordan man undgår at en arbejdskonflikt bliver en del af privatlivet og omvendt?

– Man kan ikke adskille privatliv og arbejdsliv. Det hører jo næsten med til forfatterjobbet. Det er ikke et 9-16 job, det er en livsstil og det er en livsstil der passer os begge to rigtigt godt. Det gode ved forfatterlivet er jo at man arbejder når man er inspireret. Men selvfølgelig kræver det også en masse disciplin, vi står jo op hver morgen og går på arbejde-agtigt. Men der er ikke klare grænser mellem privatliv og arbejdsliv. Vi kan lige så godt stå og diskutere vores karakterer og den nye roman mens vi står og laver mad. Som regel sidder vi dog ikke og diskutere roman over middagen hvis børnene er der, men ellers foregår det jo nærmest døgnet rundt, fortæller Ole Tornbjerg.

– Og det er der ingen af os, der har det skidt med, supplerer Jeanette og fortsætter: Men i starten var det da lidt sværere. Hvis vi havde en arbejdsmæssig konflikt, kunne vi godt rende rundt at være lidt irriteret på hinanden. Så vi har skulle lære at være professionelle sammen og det har været en rigtig spændende proces. Nu tager vi tingene, når det opstår, for det nytter ikke noget at have en konflikt kørende, så det går indover både privat- og arbejdsliv.

– Og så er vi blevet meget bedre til at se, at når vi er kritiske overfor hinandens tekster, så er det ikke personligt, men et kig på hvad der er bedst for bogen. Det er nødvendigt, for det er et stykke professionelt stykke arbejde. Vi er ret hårde, for vi har høje kvalitetskrav. Det skal være gennemarbejdet, for ingen af os vil ikke sende noget ud som ikke er i orden, forklarer Ole.

Selve idéudviklingsfasen starter, når en af dem kommer med julelys i øjnene og siger til den anden: ”Prøv og hør her. Jeg tror altså, jeg er kommet på noget rigtigt godt.”

– Vi ved efterhånden af erfaring at når man fortæller det, så begynder udviklingen med det samme, for så begynder den anden at se på det og kommentere på det og så sker der allerede noget der. Det starter tit med at den der har fået idéen, har et billede af at der bliver fundet en person. Sådan her ser det ud, det er sket sådan her og det er det her, der er på spil, fortæller Jeanette.

I arbejdet med Det norske job var det dog ikke et drab der var udgangspunktet for historien men en person der blev sluppet fri og en interesse i hvad der så skete med ham. Øbro og Tornbjerg siger selv, at de er mere fokuseret på konflikten mellem mennesker end at det er et spektakulært mord udført på mystiske eller urealistiske måder.

– Det er ikke fordi vi skriver krimier der er baseret på virkelig hændelser, men de skal være troværdige. Der skal gerne være en følelse af, at dette kunne ske, forklarer Ole.

Inden de går i gang med at skrive har de størstedelen af handlingen på plads. Skelettet er klart – det vil sige plottet, de store vendepunkter og de centrale karakterer. Sidekaraktererne som findes i det miljø hvor handlingen udspilles er også udviklet inden skrivearbejdet går i går, men der er plads til overraskelser. Alt nedfældes på plotkort som sættes på store tavler. Hvert kort repræsenterer et vendepunkt, et kapitel eller en scene. Jo længere hen i processen de kommer, jo mere detaljeret bliver skelettet. Derudover arbejder de med flere dokumenter med henholdsvis synopse, outline og treatment, hvor de skriver handlingen mere ud.

– De store linjer holder som regel hele vejen, altså vendepunkter, årsagen til forbrydelsen og hvem det er der har gjort det og sådan. Men derimellem er der ting, man ikke lige regnede med, der udvikler sig i alle mulige retninger. Ting der virker åbenlyse når man sidder og outliner historien og plotter, ændrer sig tit når man trænger ned i stoffet. Er man ikke rigtig tæt på stoffet, er det ofte klichéerne der kommer først og når man så trænger ned i stoffet, så opdager man nogle andre måder at gøre det på, så klichéerne kommer væk og på den måde bliver det en rigere og mere original historie. Og det er der researchen er en gave, når man dykker ned i noget faglitteratur eller laver interviews med fagfolk og forskellige kilder, så opstår der de der ”hold da op”-øjeblikke, fortæller Ole.

– Det er derfor vi i arbejdet med en ny bog, skynder os ud og snakke med nogle folk. Vi laver størstedelen af researchen først og så lidt løbende, hvis der opstår spørgsmål undervejs, siger Jeanette.

Der bruges lang tid på den indledende research. I arbejdet med Evas sidste nat tog de til Rusland flere gang for at kunne skrive om Skt. Petersborg, hvor noget af handlingen udspilles. Man kan finde mange oplysninger og billeder via Google, men de mener begge at det er vigtigt at opleve stedet for at kunne beskrive lyde, dufte og alt det andet der er med til at gøre en historien levende. Men det er lige så vigtigt at tale med mennesker på stedet, derfor aftaler de også altid interviews med forskellige personer, når de rejser ud. I bogen Det norske job foregår noget af handlingen i Caribien, hvilket betød at Jeanette pakkede kufferten og tog af sted på researchtur – noget hun bestemt ikke havde noget imod. I den nye bog Pigen og vogteren, udspilles handlingen under hjemlige himmelstrøg, så denne gang har det ikke være nødvendigt med rejser til eksotiske steder.

Når det kommer til at fordele hvem der skriver hvad, har Jeanette Øbro og Ole Tornbjerg har ikke en fast plan, og de skriver heller ikke nødvendigvis kronologisk.

– Der er fri leg, siger Jeanette og Ole supplerer: Det er lystbetonet, hvem der byder ind med de forskellige ting. Det er ikke sådan at vi tager et kapitel ad gangen, det er mere at skrive en storyline på en karakter og så fletter vi sammen og bytter og skriver igennem.

De har endnu ikke oplevet at måtte lægge arm om, hvem der skal skrive en bestemt scene, fordi de begge ville. Underligt nok har det altid givet sig selv, hvem der ønsker at skrive hvad alt efter hvor de er i processen. Og hvis du sidder og spekulerer over det (det gjorde jeg) kan jeg afsløre, at de begge to skriver på Katrines karakter. Det psykologiske aspekt tager Jeanette sig dog mere og mere af, da det har hendes store interesse – i en sådan grad, at hun for to år siden begyndte på uddannelsen til psykoterapeut, som hun nu er halvvejs med.

De læser løbende hinandens tekster og fletter så de to storylines sammen, og hvis det fungerer arbejdes der videre derfra. Manuskriptet gennemskrives til sidst af Jeanette for at få samme tone og sprog gennem hele bogen. Deres tætte samarbejde antyder at de er rigtigt meget sammen. Men faktisk tager de gerne væk hver for sig for at skrive, lige som de også har hvert sit arbejdsværelse.

– Det med at skrive er jo meget at etablere sit eget rum og det gælder også selv om man arbejder tæt sammen, siger Ole.

– Desuden er det super fedt at være væk fra hinanden og savne hinanden og glæde sig til at komme hjem. Det kan anbefales til alle uanset hvad man laver, siger Jeanette.

HVERT SIT VÆRELSE OG RITUALER
Modsat Oles arbejdsværelse, som har hvide tomme vægge og et helt ryddet skrivebord, er Jeanettes kontor fint og indbydende. Lyset vælter ind fra døren mod haven og på den ene væg er der kønt tapet med grønne blade. En anden væg præges af en stor opslagstavle som bliver brugt til at skelettere bogen ved hjælp af såkaldte plotkort. Her er også reoler med masser af faglitteratur, notesbøger, billeder og andet nips, og på skrivebordet er der fin opbevaring til skriveredskaber og en ret stor lyserød sten.

– Det betyder meget for mig, at der er en vis balance æstetisk. Jeg kan ikke sidder hvor som helst. Der skal være lys og luft omkring mig, og hvis der er tudegrimt så bliver jeg forstyrret, siger Jeanette og griner.

– Ja der er jeg ikke helt så følsom, siger Ole og fortsætter: Jeg kan næsten skrive hvor som helst, bare der er ro. Nogle gange gør det dog ikke noget at der er lidt støj omkring mig. Jeg skriver fx rigtigt godt når jeg er ude og rejse. Sidste år havde jeg nogle lange togture til Nordsverige og der skrev jeg godt i togkupéen. Men normalt foretrækker jeg at skrive, hvor der er fuldstændig ro enten herhjemme, i sommerhuset eller på et skriverefugium.

De har hver især deres ritualer omkring skrivearbejdet. For Ole gælder det om at få ryddet alt der kan ”støje” væk – hvad enten det er regninger, vasketøj eller andet. Et tomt bord fungerer bedst for ham, når han skal arbejde. Musik er også bandlyst. Kaffe derimod har en helt central plads.

– Masser af kaffe! Sådan et par gode kopper cappuccino til at starte på. Det skal der helst være, siger Ole og griner.

Kaffe og total stilhed fungerer også for Jeanette, men udover det sædvanlige som notesbøger og computeren, har hun ikke nogle særlige ting hun bare må have omkring sig for at skrive. Til gengæld har hun en tradition med at lave et slags moodboard af ting hun samler, hver gang de går i gang med en bog.

– Det er nogle ting som har noget symbolik til den bog jeg er i gang med. Det kan være noget jeg har fundet eller købt på en rejse. Det kan fx være hvis jeg arbejder meget på Katrines karakter, så kan jeg godt finde på at tage op til Tisvilde hvor hun bor og plukke noget af det der er i naturen og tage det med hjem til inspiration, fortæller Jeanette.

NOGET NYT I STØBESKEEN
Selv om både Jeanette Øbro og Ole Tornbjerg ser sig selv som fuldtidsforfattere, laver de andet end at sende Katrine Wraa på barske eventyr. Ole laver stadig lidt dokumentarfilm og har derudover udgivet romanen Drengen fra Godhavn, og som tidligere sagt, er Jeanette ved at uddanne sig til psykoterapeut og har planer om at tage klienter ind, når hun er færdiguddannet. De vil heller ikke afvise at der på et tidspunkt kommer selvstændige projekter fra dem hver især. Lige nu og her pønser de dog på et nyt fælles projekt. En helt ny krimiserie i et helt andet univers end Katrine Wraa-serien. Jeg bliver straks nysgerrig og samtidig lidt bekymret for dem, da de fortæller det, for der er jo stadig kun 24 timer i døgnet, så hvordan skal de dog nå det hele? Og betyder det, at det er slut med Katrine Wraa?

– Nej vi stopper ikke med Katrine Wraa. Jeg har stadig rigtigt meget lyst til at arbejde videre med hende, så det ville ikke give mening at stoppe, siger Jeanette.

Planen er at de kører dobbeltløb med to serier. Jeanette bliver hovedforfatter på Katrine Wraa-serien og Ole bliver det på den anden serie. Men de vil begge to skrive på begge projekter. Jeg forsøger ihærdigt at få dem til at afsløre noget om den nye serie, men de holder kortene meget tæt ind til kroppen. Det eneste jeg kan få ud af dem er, at første bog muligvis er klar til Krimimessen 2018, så vi må altså væbne os med tålmodighed lidt endnu – måske kan vi være heldige, at de afslører lidt om projektet, når de optræder på årets BogForum den 11. – 13. november i Bellacentret i København.

Fakta
Jeanette Øbro Gerlow (f. 1969)
Oprindelig uddannet jordmoder og sidenhen indenfor kommunikation, med hvilket hun har arbejdet med indtil hun blev fuldtidsforfatter i 2010. Hun blev så fascineret af at arbejde med det psykologiske i deres bøger, at hun er ved at uddanne sig til psykoterapeut.

Ole Tornbjerg (f. 1967)
Journalist, instruktør og producer i TV- og filmbranchen. Har ved siden af bøgerne udgivet under Øbro & Tornbjerg, skrevet den anmelderroste roman Drengen fra Godhavn.

Relaterede links:
Forfatterens skrivebord – Leonora Christina Skov
Forfatterens skrivebord – Helle Vincentz
Forfatterens skrivebord – Jakob Melander
Forfatterens skrivebord – Manu Sareen
Forfatterens skrivebord – Morten Pape
Forfatterens skrivebord – Kirsten Thorup
Forfatterens skrivebord – Lotte Kirkeby