Geir Gulliksen: Historie om et ægteskab

Historie om et ægteskab, er fyldt med forelskelsens rus, eksplicitte sexscener og stor sorg over kærligheden der ikke varede for evigt.

Handling: Jon og hustruen Timmy mødte hinanden for næsten 20 år siden, da de begge var i andre forhold. Tiltrækningen var voldsom og de måtte bare have hinanden og fik det. De har et godt liv med arbejde, rækkehus og to fælles børn, men de vil ikke have at deres liv og ægteskab ligner andres og gør deres til undgå kernefamiliens tritesse. De er noget særligt og deres kærlighed til hinanden kan overvinde alt. Til den pludselig ikke kan det mere og Jon bliver forladt.

Hvorfor skal det gøre så forbandet ondt at elske? Det forsøger romans ”jeg”, den 40+ årige Jon, at finde ud af ved at genfortælle hans og Timmys historie efter drømmen er brast. Geir Gulliksen lader Jon leve sig ind i Timmys bevidsthed og opleve hvad der sker, da hun møder manden Harald og hvordan de to sammen, skridt for skridt, bygger et nyt ”os”, frem til det punkt, hvor ægteskabet kun er en tom skal – en næsten lidt pinlig formalitet.

”En hvilken som helst anden ville blive jaloux, ville lave scener, ville blive rasende på en mand som så skamløst lagde an på en anden mands kone. Men jeg kom i godt humør, så det ud til, jeg blev ivrig, jeg ville vide hvad det gjorde ved hende. Nu hvor hun var hjemme igen. Nu hvor vi to var sammen, nu hvor der ikke var grænser for hvad der kunne ske.”

Romanen skabte megen debat i både hjemlandet Norge samt i Sverige da den udkom. Det er dels kønsrollerne som er vendt på hovedet, de tabubelagte fantasier og magtbalancen som sætter gang i diskussionerne – ikke mindst fordi mange af os kan genkende glimt af os selv og vores egne relationer i teksten.

Jon forlader sin kone og deres barn for at være sammen med Timmy, og mange år senere gør Timmy det samme mod ham. I mellemtiden er Jon havnet i en slags 1950’er ægteskab vendt på hovedet. Jon vil være en moderne mand. Han er journalist, men da han bliver fyret vælger han, som den hipster-feminist han ønsker at være, at blive freelancearbejdende hjemmegående far og tage hånd om børnene og hjemmet, og stå klar med maden hver aften. Den politisk korrekte ligestilling er ikke til stede – magtbalancen hælder til Timmys fordel. Lægen Timmy, der har forladt patienterne for at gøre karriere med spændende projekter for ministeriet.

Det er Jon der bekymrer sig om og passer på deres ægteskab. Da Timmy fortæller om manden hun har mødt, giver Jon hende frihed til at forfølge hendes følelser, ja han ligefrem opfordrer hende til at gøre det. Hun vil egentlig ikke, men han vil have at hun vil det. Er det gavmildhed eller desperation? Det synes mærkeligt at forsøge at krydre forholdet med selvplageri. Men Jon synes villig til at gå langt for at få deres ægteskab til at fungere, fordi han selv har ofret så meget for at være i det og det på en eller anden måde skal retfærdiggøres.

Geir Gulliksen skriver fængende og poetisk ikke mindst om sorgen af den tabte drøm. Sønnen der spiller Sims og skaber en illusion af den familie han har mistet og Jon der fjerner resterne af ægteskabet i form af mad i køleskabet. Det er som om Jon vil være kvinde, for at kunne forstå sin hustru, alligevel lykkes det ikke helt.

Kærlighed er på mange måder udefinerbart og mon ikke vi bliver ved med at spørge os selv og hinanden om, at hvis kærligheden kan forsvinde, har den så nogensinde været der? Bogen lægger op til mange interessante samtaler og diskussioner og det føles næsten lidt uartigt blot at skrive en læsevenlig længde anmeldelse. Læs bogen, tal om den og elsk.

Historie om et ægteskab udkommer i dag den 3. marts.

★★★★☆

Du må meget gerne dele...Share on FacebookTweet about this on TwitterEmail this to someoneShare on LinkedIn

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *