Hanya Yanagihara: Et lille liv

Et lille livEt lille liv, er en stor historie om venskab, ondskab, godhed og kærlighed. Den er både dyster og hjertevarm. Desværre er udførelsen lidt ujævn og romanen er alt for lang.

Handling: Malcolm, JB, Willem og Jude kommer tilfældigt til at bo sammen da de starter på College. Det bliver begyndelsen på et livs langt venskab. De er kloge, ambitiøse og talentfulde og flytter alle til New York for at forfølge forskellige karrierer; den godt udseende Willem arbejder som tjener, mens han forsøger at slå igennem som skuespiller. JB laver eksperimenterende kunst, men drømmer om at blive berømt maler. Malcolm kommer fra en velhavende og krævende familie, og er bekymret for at hans arbejde som arkitekt ikke imponerer hans far. Og Jude er en begavet ung jurist, der hurtigt arbejder sig op i rækkerne. Alle fire bliver velsignet med blændende karrierer og mens to af dem træder lidt i baggrunden, sættes spotlightet på Jude St. Francis som romanens hovedperson. Han er en mærket mand der hjemsøges af en ufattelig brutal barndom, som truer med at overtage hans liv.

””Hvorfor gør du det her mod dig selv?” Han sad længe tavs. […] ”Nogle gange er det, fordi jeg skammer mig eller er ked af det og har brug for at gøre følelsen fysisk”, begyndte han og skottede til mig, inden han atter så ned. ”Andre gange er det, fordi jeg har alt for mange følelser, og jeg har brug for ikke at føle noget – det får følelserne til at forsvinde. Og nogle gange er det, fordi jeg er alt for lykkelig, og jeg bliver nødt til at minde mig selv om, at det må jeg ikke.””

Grundpillerne til en god historie er sat. Fire venner, hvis venskab er bygget på loyalitet, sympati og kærlighed og en mands frygtelige barndom, der har givet ham varige fysiske og psykiske men, bliver til sammen en krønike over lidelse og overlevelse, ondskab og godhed. Jude vogter over sin hemmelighed – også overfor sine tre nære venner – af skam og frygt for at miste de mennesker han holder af. Men efterhånden afslører han overfor Willem, hans bedste ven og bofælle, at den eneste måde han kan ”lette byrden” er ved at gøre skade på sig selv som cutter.

Som læser får vi lidt efter lidt beskrevet omfanget og detaljerne af det misbrug og ufattelige brutalitet Jude har været udsat for som barn – det er næsten uudholdeligt at læse og jeg måtte række ud efter Kleenex flere gange. Men hvor Judes første 15 år udelukkende bestod af misbrug, møder han resten af livet (med undtagelse af et enkelt voldeligt forhold) kun betingelsesløs kærlighed og venlighed.

Det er som sagt en stor historie, og med sine 793 sider er den også omfangsrig. Det høje sideantal kommer af uendelige gentagelser. Der svælges i Judes lidelser side op og side ned, og det er mig helt uforståeligt, at der ikke har været en redaktør der har råbt NU ER DET NOK! For selv om det er en rigtig god historie, er den alt for lang – der kunne uden problemer være skåret 250-300 sider. Den megen medlidenhed som Hanya Yanagihara tvinger os til at føle for Jude giver med mellemrum bagslag, for Judes konstante hemmelighedskræmmeri, selvhad og dybe modvilje til at bearbejde sine traumer er trættende, og det er ufatteligt (og urealistisk) at menneskerne omkring ham bliver ved med at have så megen godhed, venlighed og kærlighed at øse udover ham.

Jeg svinger mellem at tildele bogen tre og fire stjerner – hvis jeg kunne give en halv stjerne ville den få tre og en halv, for længden og de mange gentagelser trækker ned. Men det er en god historie, og her et par uger efter at have læst den, sidder den stadig i mig.

Et lille liv udkommer i dag den 18. august.

★★★★☆

OBS: Er du i nærheden af København, kan du den 22. august opleve Hanya Yanagihara på forfattertrappen i Politikens Boghal kl. 17. Arrangementet er gratis.

Du må meget gerne dele...Share on FacebookTweet about this on TwitterEmail this to someoneShare on LinkedIn

En tanke om "Hanya Yanagihara: Et lille liv"

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *