Helle Helle: De

Med romanen De, viser Helle Helle igen, hvordan hun mestrer at give os et øjebliksbillede af et liv fyldt med komplekse følelser, udført med et minimalistisk og stemningsfyldt sprog. Samtidig markerer romanen Helle Helles 25 års jubilæum som forfatter, og viser på fornemste vis hendes kendetegn med troværdige miljø- og persontegninger der går under huden på os alle.

”Gangtelefonen ringer med jævne mellemrum, de hjælper med at køre den frem og tilbage. Hendes mor ved, hvor stuerne er, dirigerer hende af sted med apparatet, anviser telefonstik. De har jo selv så meget gavn af ordningen de dage, hun ikke er på besøg, de ringer sammen både eftermiddag og aften. Når de ikke kan finde på mere at tale om, siger hendes mor: – Lad os bare sidde og ånde lidt.”

Vi er i 1980’ernes Lolland, i en tid uden mobiltelefoner og internet. To navnløse mennesker, en 16-årig pige og hendes mor, lever et helt almindeligt liv i provinsen. Pigen går i gymnasiet og jonglerer med lektier, fester og drenge, som alle andre i den alder, men ofte ser hun det hele lidt på afstand. Moren arbejder i en dametøjsforretning, som hun med stolthed gør sit til tager sig flot ud. Mor og datter har et tæt og kærligt forhold med megen snak og latter. Sammen er de en stærk enhed. Men enheden trues for moren bliver alvorlig syg og prognosen for hendes overlevelse er ikke optimistisk. Og netop sygdommen og følelserne af bekymring og sorg forbliver uudtalt mellem dem.

”Hun vågner tidligt fredag morgen med virkelig ondt i halsen […] Klokken halv fire ringer hun til sygehuset, gangtelefonen køres ind til hendes mor.
– Jamen, skat, er du syg? siger hende mor.
– Nej, siger hun. […]
– Men jeg kan ikke så godt synke, siger hun.
– Så tag en Kodimagnyl. Sig, han også skal tage hyldebærsaft med. Og kiks.
Nu bliver hendes mor stille, røret knaser.
– Blev du ked af det, mor? siger hun.
– Nej, siger hendes mor.
– Du skal ikke være ked af det, jeg har det sikkert godt i morgen igen, siger hun.
De aftaler, at hun ikke skal komme på besøg før tidligst mandag. Hun skal holde sig inde og blive helt rask. I øvrigt bliver hendes mor måske udskrevet tirsdag, det går bedre, i dag har hun læbestift på.”

De, er som de fleste af Helle Helles andre romaner, en overskuelig læsning på blot 157 sider fordelt på 51 korte kapitler. Det der skiller sig markant ud er, at stort set hele romanen er skrevet i nutid, hvilket giver enkelte spøjse og lidt klodsede sætninger som fx ”Lyset går i går” og ”[cyklen] punkterer i fjor, hun kører over et bræt”. Nogle vil måske være i stand til at lade dem flyde, men for mig blev det et lille irritationsmoment der ødelagde mit flow, og jeg har ikke gennemskuet, hvorfor forfatteren har valgt denne form – personligt mener jeg ikke at det gør noget ekstra for historien.

Men når det så er sagt, så er De både utrolig morsom og forfærdelig trist. Sådan er det med Helle Helles bøger, vi både griner og græder når vi læser dem, men vi bliver altid beriget med hendes sprog og evne til at fortælle en på overfladen simpel lille historie, der viser sig at stikke langt dybere end som sådan. Jeg nyder det hver eneste gang.

De udkom den 13. april.

★★★★☆

RELEVANTE LINKS
Helle Helle: Dette burde skrives i nutid
Helle Helle: Hvis det er

Du må meget gerne dele...Share on FacebookTweet about this on TwitterEmail this to someoneShare on LinkedIn

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *