Henriette Rostrup: Det år vi gik til begravelser

Det år vi gik til begravelserBesynderlig roman uden tydelig rød tråd, som sender læseren ud på et par (unødvendige) svingærinder, men ikke desto mindre er ganske behagelig læsning.

Handling: Jewel Temper bor i New York med sin datter Nadia Belle (NB), arbejder som ghostwriter for den aldrende forfatter Scott samt som assistent for den litterære agent Mia. Hun er tæt knyttet til sin underbo, en ældre transvestit, Mr. V, der gør det ud for hendes nærmeste familie. Egentlig hedder Jewel Julie, er opvokset i Nordsjælland med en græsk mor og en far der er politimand. Men alt det har Jewel lagt bag sig – sådan da. Hendes liv synes at være styret af tilfældigheder og andres valg, men da hun støder på manden Tor, som hun nogle år tidligere, havde et one night stand med og, som uden at vide det, er far til NB, må Jewel pludselig selv begynde at tage nogle valg.

I et let og flydende sprog fortæller romanen om Jewels nutid og fortid i New York med afstikkere til tiden, hvor hun stadig var Julie i Danmark. I kapitler markeret som Spøgelser, hører vi om faderen, der er politimand men ofte rejser rundt i landet og opklarer sager om døde børn. Om moderen der bukker under og begynder at kigge for dybt i rødsvinsflasken, da hendes mand forsvinder ud af deres liv. Om Julies hjerteveninde Maria, hvis far forsvandt da hun var lille og som Julie forsøger at hjælpe med at opspore, men stopper da hun opdager, at Marias far muligvis også er hendes egen. Og ikke mindst om hvordan Julie efter en upassende affære med venindens mors elsker, kunstneren Leo, forsvinder først til Georgien og sidenhen til USA, hvor hun forvandler sig til Jewel.

””Jeg er ked af, at du er ulykkelig, JT. Men det her må du selv klare. Jeg kan ikke fikse det for dig. Du må selv beslutte dig […] Du har vænnet dig til, at vi andre gør tingene for dig. […] Tingene er altid bare sket for dig, ikke? Der er ikke særlig meget, du selv har valgt.” Jeg skal til at protestere, men han fortsætter. ”Well, det er på tide, at du vælger noget. Helt på egen hånd uden hjælp fra mig, Amanda eller hende Mia.””

Jewel er ikke nogen nem hovedperson at elske som læser, faktisk er hun temmelig irriterende, har nok i sig selv og opfører sig dumt mere end en gang. Hun har ikke haft en rosenrød barndom, hvilket naturligvis har påvirket hende. Faderen forsvinder, da hun går i fjerde klasse og moderen bliver ustabil og alkoholiseret. Da Julie bliver til Jewel har hun ikke længere kontakt med sin mor, men for sin datters skyld, og måske lidt for sin egen, skriver hun falske breve til NB fra mormor. Men da hun efter moderens død modtager tre kasser med breve som moderen har skrevet til hende, men aldrig sendt, vil hun ikke have noget at gøre med dem. Det virker mildest talt besynderligt, og sådan er der flere ting igennem historien.

Kærlighedshistorien mellem Jewel og Tor virker tynd og utroværdig. Jewel møder Tor gennem en veninde og tilbringer natten med ham, inden hun i ly af mørket sniger sig derfra. Da hun noget tid efter opdager at hun er gravid, undlader hun at fortælle ham om det, og får barnet alene – selv om han intet har gjort til at fortjene den behandling. Da hun år efter møder Tor igen, blusser der tilsyneladende en stærk kærlighed op mellem dem. Men som læser kan man ikke mærke de stærke følelser som derimod tydeligt kommer frem i Jewels forhold til Mr. V, der båder er far, mor, mormor og farmor, tante og onkel samt i hendes forhold til den gamle forfatter Scott – et arbejdsforhold, der udvikler sig til et venskab, ja næsten et far-datter-forhold, og hvor Jewel ved hans død, for første gang viser sine sande følelser.

Det er svært at sætte fingeren på, hvad bogen egentlig handler om, for den stikker i mange retninger. Jeg fristes til at sige, at den i bund og grund handler om, at vi selv skaber den familie vi har brug for, og at den ikke nødvendigvis behøver bestå af mennesker vi deler blod med. Forvirringen om handlingen opstår fra de mange små fortællinger i fortællingen, hvor enkelte af dem virker unødvendige for helheden, da de blot efterlader en næsten usynlig hentydning og så føres vi ellers videre til noget helt andet. Det føles næsten som en håndfuld små spændende noveller sat lidt tilfældigt sammen.

Det år vi gik til begravelser udkommer i dag den 21. oktober.

★★★☆☆

Du må meget gerne dele...Share on FacebookTweet about this on TwitterEmail this to someoneShare on LinkedIn

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *