Horace Engdahl: Den sidste gris

Den sidste grisDet mangeårige medlem af Det Svenske Akademi, litteraten Horace Engdahl, kommer med provokerende, kloge og delvis svinske betragtninger om mænd, kvinder, livet og kunsten i sin roman Den sidste gris.

Litteraturen er ikke til for at slå ting fast, men for at skabe røre og sætte ting i gang”, udtalte Horace Engdahl i et interview på SVT i foråret. Og man må sige at han skabte røre med Den sidste gris, da bogen udkom kort tid efter at ekskonen Ebba Witt-Brattströms debutroman Århundradets kärlekskrig, havde skabt overskrifter i de svenske aviser. Hendes roman er baseret på deres ægteskab igennem 25 år, der endte i en bitter skilsmisse i 2014 og Den sidste gris blev som andet akt i et meget offentligt skilsmissedrama, hvor den ene råber ”Du er dum!” og den anden svarer ”Det er du også!” – et privat skænderi i litteraturen, om man vil.

”Ejendommeligt! Først er der to væsener som begge er fuldkomne og smukke efter deres begavelsers udstrækning. Så forenes de i kærlighed, vokser sammen, bliver ét kød, som der står i Bibelen. Så rives de fra hinanden af uoverensstemmelser. Så opstår der overraskende nok to uhyrer, slet ikke to fuldkomne og smukke væsener som det logisk set burde være. Forklar det hvem der kan!”

Bogen er inddelt i to; Levninger samt Manden på bådebroen. De første godt 200 sider er et udvalg af fragmenter – nogle af dem aforismer – over temaer som modsætningerne mellem mænd og kvinder, litteraturen og livet. Anden del af bogen er en ensom monolog. Han skriver om det han afskyr, elsker og det han er bange for. Der er en underliggende mørk grundstemning hele bogen igennem, og selv om der findes enkelte sjove og enkelte tankevækkende betragtninger, er der også floskler med vemodige og melankolske overvejelser mellem de kloge og ikke mindst provokerende udtalelser.

Horace Engdahl er kendt for at skrive tekster der provokerer og irriterer sten i skoen, og feministen i mig bliver da også forbandet flere gange – hans kvindesyn er virkeligt langt ude. Men jeg bliver næsten mere forbandet over, at det indimellem fremstår som skrevet netop blot for at provokere. Først når det handler om sorg, ensomhed og den store kærligheds forlis føles ordene ægte og rammende.

Den sidste gris udkom 1. april.

★★★☆☆

Det skal lige nævnes at Ebba Witt-Brattströms omtalte debutroman Århundredets kærlighedskrig, udkommer på dansk den 16. september.

Du må meget gerne dele...Share on FacebookTweet about this on TwitterEmail this to someoneShare on LinkedIn

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *