Jenny Rogneby: Leona

LeonaHun er tidligere sanger og danser, men svenske Jenny Rogneby uddannede sig efterfølgende til kriminolog og blev efterforsker ved Stockholms politi, nu debuterer hun som forfatter med en anderledes krimi der mere eller mindre vellykket har et skær af Hitchcock’sk suspense.

Handling: Ved højlys dag, træder en syvårig pige, nøgen og blodig ind i en bank og gennemfører et usædvanligt dristigt udtænkt bankrøveri. Ingen griber ind og det bizarre optrin får hurtigt pressen fulde opmærksomhed. Kort tid efter gentages røveriet et nyt sted, og den kontroversielle efterforsker Leona Lindberg kommer på en svær opgave.

Ved første blik tegner det til at blive en klassisk krimi, hvor vi følger en efterforsker ved politiet opklare en række røverier. Men man opdager ret hurtigt, at hovedpersonen Leona er alt andet end klassisk – og her er der ikke blot tale om små særheder eller klichéer som at hun fx drikker for meget, har det svært privat eller har et problematisk forhold til sin chef. Nej, Leona er en usympatisk, følelseskold ludoman, der er meget svær at holde af.

”Skulle jeg siger, at den Leona, som de fleste kendte, ikke var mig. At jeg år efter år mekanisk havde efterligner mennesker for at lære det sociale sprog, for at passe ind. Blive accepteret. For at få lov til at være med i fællesskabet. Men at jeg ikke længere kunne klar det.”

Der bliver spredt små tilbageblik fra Leonas barndom igennem bogen, en barndom der tydeligt har mærket hende for livet. For at overleve har hun forsøgt at leve op til normen om at være en god mor, være dygtig til sit arbejde – leve et helt almindeligt gennemsnitligt hverdagsliv som de fleste andre. Men hun bryder sig ikke om det, og opfører sig ikke som det forventes af en kvinde, en mor og en politibetjent.

Læseren får tidligt i bogen en særlig viden omkring den forbrydelse der er selve omdrejningspunktet i historien – noget jeg ikke kan afsløre her uden at ødelægge læseoplevelsen, men det giver et twist til historien og en anden form for spænding, at man ved hvem skurken er. Og lige som man tror at nu ved man hvad der kommer til at ske, vrider forfatteren endnu en gang historien i en uventet retning. Afslutningen er en vaskeægte cliffhanger, der efterlader en masse spørgsmål – og der er da også planlagt endnu to bøger om Leona, så man må væbne sig med tålmodighed for at få afslutningen.

Jeg svinger mellem tre og fire stjerner, men ender på tre. Jeg er meget fascineret af den måde Jenny Rogneby har valgt at skrive historien på, men samtidig er det svært med en hovedperson, som man ikke fatter sympati for og hvis handlinger man hele tiden stiller spørgsmål ved, og det er i mine øjne romanens største svaghed.

Leona udkommer i dag den 26. maj.

★★★☆☆

Læs mit interview med Jenny Rogneby.

Du må meget gerne dele...Share on FacebookTweet about this on TwitterEmail this to someoneShare on LinkedIn

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *