Jens Andersen: Denne dag, et liv – en Astrid Lindgren-biografi

Jens Andersen: Denne dag, et livJeg tror ikke der findes mange i verden, der ikke er fascineret af Astrid Lindgren og hendes helt utrolige talent for at skrive til børn og unge. Nogle af mine favoritfortællinger da jeg var barn, var Lindgrens Pippi Langstrømpe og Emil fra Lønneberg. Jeg ville være Pippi (det vil jeg stadig) og følte med Emil, når han sad ensom i sit snickerbo. Derfor var der da heller ingen tvivl, da jeg hørte om Jens Andersens Lindgren-biografi, den måtte jeg bare læse.

Bogens titel Denne dag, et liv, stammer fra et digt af den svenske 1700-tals digter Thomas Thorild. Det var et af Lindgrens favoritter og i bogen Vi på Krageøen, lader hun Melker Melkerson forklare, hvad sætningen betyder.

”At man skal leve dagen i dag, som om man kun havde den. At man skal tage vare på hvert eneste øjeblik og mærke, at man virkelig lever.”

Astrid Lindgren efterlevede selv disse linjer. Altid i bevægelse, ikke nødvendigvis fysisk, men hovedet stod aldrig stille på hende og hun skrev hver eneste dag. Breve, dagbøger, fiktion og i hendes ældre dage også debatindlæg til aviser. Når man læser om alt det hun overkom bliver man ganske enkelt forpustet.

Biografier er ikke det jeg læser mest af, men jeg var nysgerrig efter at få et indblik i hvordan Astrid Lindgren arbejdede og hittede på nogle af verdens mest elskede figurer tilsat enkelte højdepunkter fra hendes eget liv. Det får man og mere til. Faktisk i sådan en grad, at det bliver lidt for meget – som når man allerede er mæt men alligevel tager lidt mere på tallerkenen.

Denne dag, et liv er fyldt med fantastiske fotografier fra et langt liv, hvilket opvejer de 400+ sider. Jens Andersen har haft adgang til utrolige mængder materiale der er bevaret fra Astrid Lindgrens 94-årige liv, dagbøger, breve, stenografiblokke osv. – deriblandt materiale der hidtil har være utilgængeligt for andre. Det har uden tvivl været et kæmpe arbejde at gennemgå og sikkert svært at udvælge, hvad der var vigtigt at beskrive i detaljer, og hvad der kunne glides lidt let hen over. Jeg ville ønske at der var skåret ind til benet i nogle af passagerne fx bruges der meget plads på Reinholdt Blombergs (faderen til Lindgrens søn uden for ægteskab) skilsmissesag fra dennes hustru Olivia, ligesom der også nævnes utallige breve Astrid Lindgren skriver til både den ene og den anden. For mig bliver det lidt kedeligt, og jeg indrømmer at der er nogle kapitler jeg ikke nærlæste helt så godt, som jeg normalt ville gøre. Derudover er det utrolig mange gentagelser som en redaktør burde have påpeget og skåret i.

Når det så er sagt, er det interessant at høre om Astrid Lindgrens liv og forfatterskab ”hvor rodløshed, ulykke og sorg er næsten lige så udtalt som hygge, livsglæde og lagkagekomik”, som der skrives i bogen. Denne dag, et liv har desuden givet mig lyst til at genlæse flere af de vidunderlige bøger fra Astrid Lindgrens hånd.

★★★★☆

Du må meget gerne dele...Share on FacebookTweet about this on TwitterEmail this to someoneShare on LinkedIn

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *