Joël Dicker: Bogen om Baltimore-familien

Bogen om BaltimorefamilienBogen om Baltimore-familien er en fortælling om en familie fyldt med jalousi og hemmeligheder bag en blankpoleret facade.

Handling: Forfatteren Marcus Goldman, tager til Florida for at skrive sin næste roman. Denne gang vil han skrive om sin egen familie – en middelklassefamilie fra New Jersey og om den succesrige, velhavende og glamourøse del af familien, som boede i en forstad til Baltimore. Marcus besøgte dem, så ofte han kunne for at være sammen med sin fætter Hillel og den jævnaldrende Woody. Sammen var de Goldman-trioen, uovervindelige og tætte som brødre. Og så var der nabopigen Alexandra, der havde en stærk tiltrækningskraft på de tre drenge. De fire var hinandens bedste venner, indtil alting en dag gik frygtelig galt. Lige siden den dag i 2004 har Marcus været hjemsøgt af spørgsmålet: Hvad var det egentlig der skete med Baltimore-familien?

”Jeg spekulerede på om det var mig der som barn havde haft alle mulige drømme på deres vegne. Om jeg ikke havde opfattet dem anderledes end de i virkeligheden var? Havde de virkelig været disse helt udsædvanlige mennesker som jeg beundrede så meget? Hvad nu hvis det alt sammen havde været et produkt af min fantasi?”

Handlingen udspiller sig otte år efter de dramatiske begivenheder i Aurora, som vi oplevede i bogen Sandheden om Harry Quebert-sagen – en bog med en udmærket historie, men mange svagheder. Svaghederne går desværre igen i Bogen om Baltimore-familien. Dialogen og sproget generelt er temmelig dårligt – det kan evt. være oversættelsen, det er svært at sige når jeg ikke har læst originalen, men hvor troværdigt er det, at to teenagedrenge kalder hinanden for ”du gamle”? Den største svaghed er dog, at der først begynder at ske noget efter knap 300 sider, og at alt derf ør er en kvalm omgang sødsuppe. Og lige som i første bog er der alt for mange gentagelser og overlapninger, der presse sideantallet op på 480 sider.

Egentlig har jeg lyst til at give bogen to stjerner, men selve historien er egentlig spændende nok, den bliver blot fortalt dårligt – ja næsten amatøragtig. Det bliver derfor til tre små stjerner herfra og et stort ønske om at Joël Dicker får sig en ny og bedre redaktør på næste bog.

Bogen om Baltimore-familien udkom den 21. oktober.

★★★☆☆

Du må meget gerne dele...Share on FacebookTweet about this on TwitterEmail this to someoneShare on LinkedIn

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *