Sandheden om Harry Quebert-sagen er en mordgåde, en kærlighedshistorie og en fortælling om drømmen om at skrive den store roman. Jamen det er jo hele tre ting – ja det er det!
Handling: Den verdensberømte forfatter Harry Quebert lever et fredeligt liv i den lille idylliske amerikanske by Aurora, indtil man en dag finder liget af den 15-årig præstedatter Nola, der forsvandt sporløst 33 år tidligere. Sammen med liget finder man en taske med originalmanuskriptet til den roman der satte Harry Quebert på verdenskortet som en af amerikansk litteraturs store forfattere. Da det kommer frem at forfatteren havde et forhold til den unge pige, ruller skandalen og Harry fængsles og anklages for mord. Den eneste, der støtter Harry, er hans tidligere elev og ven, Marcus Goldman, der selv er forfatter og på jagt efter ny inspiration. Overbevist om sin gamle mentors uskyld begiver Marcus sig til Aurora for at finde ud af, hvad der skete med Nola den sommernat i 1975. Han bliver mødt af en by fyldt med hemmeligheder og løgne.
Der er ikke sparet på sideantallet i Sandheden om Harry Quebert-sagen, hele 694 sider, som dog efter min mening godt kunne være skåret ned med ca. 150 – ikke fordi man keder sig, men fordi der er utrolig mange gentagelser. Romanens opbygning er interessant, men kræver stor opmærksomhed fra læseren, for der springes mellem flere tidsperioder. Derudover er der en bog i bogen, som man som læser også skal forholde sig til. Lykkes det at adskille de mange ”fælder” fra hinanden, er man ganske godt underholdt hele bogen igennem. Der bliver leget kispus med både bogens Marcus Goldman og læserne, og når man tror at man har fået tjek på mordgåden, sker der uforudsete ting der drejer hele historien i en anden retning.
En af bogens svagheder er de mange klichéer, og den til tiden tåkrummende dårlige dialog. Det bliver næsten komisk – og man er i tvivl om det er forfatterens intention. Det samme gælder eksemplerne på Harry Queberts gennembrudsroman ”Ondskabens oprindelse”, der handler om forholdet mellem en 15-årig pige og en dobbelt så gammel forfatter. Bogen skal gøre sig ud for at være stor amerikansk litteratur, som var Quebert en anden Nabokov, men det kan man langt fra kalde ham, og eksemplerne lægger sig i stedet som en urealistisk hinde over bogen.
Når det er sagt, er det dog temmelig imponerende at forfatteren Joël Dicker har kunnet holde rede i de mange tråde i bogens opbygning, og selv om jeg synes at de 694 sider indeholder så mange klichéer, at man indimellem ryster lidt på hovedet, og sproget i visse passager kan give direkte kvalme, fordi det er så dårligt, blev jeg fascineret af hele konstruktionen og historien.
Sandheden om Harry Quebert-sagen udkom i marts 2014.
★★★★☆
Hiya! ‘Sandheden om Quebertsagen’ er en blandet fornøjelse. Sproget er ret dårligt, måske godt gennemskrevet en gang i mellem. (Måske halvdårlig oversættelse)(?). Mordgåden er ok, og kompleksiteten i historien jonglerer forfatteren sådan set godt med. Men den læner sig om af trivial-litteratur. Gode ting er fx at offeret elsker måger og at mordgåden er rimelig original .