Svenske Jonas Hassen Khemiri har med Farklausulen skrevet en sort komedie om relationen mellem en søn og hans far. Det er utrolig morsomt og lidt sørgeligt.
HANDLING
Der udspiller sig et familiedrama i den stockholmske middelklasse antændt af en far der er farfar, som kommer på besøg. Vi følger først og fremmest sønnen, som nu selv er far. Han er på barsel og lider konstant af søvnunderskud. Den aldrende far kommer til Sverige en gang hvert halve år. På den måde slipper han for at betale skat i det land hvor han bor, og samtidig kan han benytte sig af det gratis svenske sundhedssystem, tjekke op på sine pengesager og få sin post – alt sammen noget sønnen skal arrangere og tage sig af. Men nu er sønnen træt af den uro som automatisk følger med farens besøg. Hvad har faren egentlig nogensinde gjort for ham? Hvor mange år skal denne påtvungne kontakt mellem dem, som kun sker når faren vil have noget eller har brug for noget, stå på? Nu er det nok. Han har rigeligt med pres i sit eget liv. Han orker ikke mere. Han vil bryde farklausulen.
Man er ikke mange sider inden i romanen før det står klart, at farfaren som er en far, ikke er et særligt rart menneske. Han siger og gør præcis hvad han vil, uden tanke på hvordan det kan påvirke andre. Under sit besøg bor han i sønnens kontorlejlighed og forventer et fyldt køleskab og andre fornødenheder. Ja faktisk forventer han, at hans børn, især sønnen som er den ældste, skal servicere ham. Det er vel det mindste de kan gøre for deres far. Selv gør han ingenting for dem – end ikke oprydning og rengøring efter sig i lejligheden. Han forlod dem, børnene. Dengang for mange år siden. Dengang var der tre børn, men en af dem gik tabt. Det vil han ikke tænke på. Faktisk vil han hverken tænke på eller indrømme, at han har begået mange fejl og er mislykket med meget i sit liv. Nej, det er (naturligvis) alle de andre der er idioter.
Jonas Hassen Khemiri er en af Sveriges mest begavede forfattere. Han er en sprogets mester og udforsker gang på gang dets muligheder i sine værker. Farklausulen skiller sig dog ud, den har nemlig ikke de sproglige og strukturelle eksperimenter som hidtil har været et vigtigt element i Khemiris romaner. I stedet bruger han denne gang en realistisk fortællemodel. Lige som i romanen Alt det jeg ikke husker, lader han perspektivet glide frem og tilbage mellem karaktererne, så vi høre flere personers oplevelse af samme hændelse. Han tager os med ind i deres tanker, deres følelser, deres drømme og deres løgne. Det fungerer rigtigt fint og får os tættere på personerne. Vi hører ingen navne, men det gør ikke noget for Khemiri bruger i stedet personernes indbyrdes relation som betegnelse for dem – selv sønnens børn er navnløse og kaldes ”den 4-årige” og ”den 1-årige”.
Konflikten i bogen ligger ikke blot mellem faren og sønnen, men også mellem sønnen og hans egen lille familie. For hvor meget ligner han egentlig sin egen far, når hverdagens rutiner bliver for kvælende? Er han i stand til selv at efterlade alt bag sig og forsvinde? Forfatteren borer sig nådesløs ned igennem lagene af farrollen og når så dybt, at vi også ser det smukke og det barmhjertige. Og måske endda et lille håb.
Farklausulen er en fortælling om nogle liv lige nu og her. Liv som vi sikkert kan genkende os selv og en del af vores venner i. Khemiri frilægger trådene, som på godt og ondt, forbinder familiemedlemmerne – kærlighed, skyld, minder, behov for bekræftelse og omsorg, og samtidig skildrer han det hektiske hverdagsliv i en småbørnsfamilie. Vi både lider og griner sammen med dem. Jeg grinede højt flere gange og fik samtidig stof til eftertanke, for hvor langt falder æblet egentlig fra træet?
Farklausulen udkom den 1. maj.
★★★★☆
