Kamilla Hega Holst: På træk

På trækPå træk er en lidt rodet historie uden fokus om en kvinde, der ikke helt kan finde ud af livet.

Handling: Kaya er forfatter men kan ikke længere skrive. Hun er blevet fysik dårlig af at bære rundt på en hemmelighed – en årelang sorg. Da hendes morfar, der er bosat i Thailand, inviterer hende på besøg, efterlader hun sine to børn hos sin eksmand Carsten og hans kæreste og rejser til Thailand. Kaya higer efter at slippe af med følelsen af at svigte og blive svigtet, og i den thailandske by Pattaya er alt til salg, alt kan købes, så alt er muligt.

Historien skifter mellem nutid (2011), hvor Kaya besøger morfaren i Thailand, hvilket fortælles i jeg-form og tilbageblik (2002 og frem) hjemme i København, som fortælles i tredjeperson, hvor Kaya får børn med Carsten, er utro med hans bedste ven Emil, bliver skilt fra Carsten af andre grunde, og efterhånden ikke helt kan finde ud af at være mor. Faktisk kan Kaya ikke helt finde ud af livet, kan kun finde ud af at give efter for sit begær.

”Det kom bag på hende, hvor få ord der skulle til, så lidt hun behøvede for at overbevise sig selv om, at hensyn var underordnede. Noget var vigtigere. Hans blik. Skælven. Så svinsk, hviskede hun og fortalte sig selv, at netop graden af tarvelighed underbyggede fornemmelsen af, at det her var langt mere end blot flygtig sex. Det var alt det, hun ikke troede på. Altid håbede på.”

Kayas utroskab med Emil hører vi om igen og igen, uden at få ret meget andet ud af det end, at Kaya får sex som hun vil have det. Hvilket hun også gør i Thailand, en nat med alkohol i blodet sammen med en russisk økonom og en ladyboy. Men de mange sexscener synes at være tomme kalorier.

Det er en lille fin fortælling om at ingen mennesker er uden fejl. Det interessante ligger i historien om Kaya og Carsten. Hvordan de langsomt glider fra hinanden, og i Kayas efterhånden mærkelige forhold til børnene. Men desværre bruges der meget få sider på at uddybe det, og vi får i stedet en masse intetsigende om besøget hos morfaren i Thailand, som pludselig udvides med historien om Kayas oldeforældre, bedsteforældre og forældres rodede familieforhold.

Jeg savner mere fokus i historien. Kaya er en spændende karakter, der både er hård og skrøbelig på samme tid. Men skildringen af forholdet der går i stykker og smerten der følger behøver efter min mening mere plads.

På træk udkom den 13. marts 2015.

★★★☆☆

Kamilla Hega Holst modtog Blixenprisen 2015 for romanen På træk.

Du må meget gerne dele...Share on FacebookTweet about this on TwitterEmail this to someoneShare on LinkedIn

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *