Læsestof til Valentinsdag

BoghjertePå søndag er det Alla hjärtans dag, som man siger i Sverige. I Danmark er det først de senere år at dagen, godt hjulpet frem af blomsterhandlere, chokoladeproducenter og andre i detailhandlen, promoveres som en mærkedag – og det på den mere amerikanske måde som Valentinsdag. Jeg er på ingen måde slave (eller tilhænger) af opfundne mærkedag og fejrer ikke den 14. februar, men alt den snak om kærlighed har fået mig til at tænke på gode bøger med kærlighed som omdrejningspunkt.

Så her giver jeg mit bud på syv meget forskellige “kærlighedsromaner”, så du måske kan blive inspireret til læsestof til Valentinsdag.

Love StoryDen sørgelige
Erich Segal: Love Story

Her har vi fat i en ægte kærlighedsroman, hvor du får brug for at have en boks med Kleenex inden for rækkevidde.

Love Story er en møg romantisk og tragisk kærlighedsroman med et twist af humor. Det er fortællingen om to universitetsstuderende – Oliver ”Ollie” Barrett IV, arving til Barrett-formuen, og den musikstuderende bagerdatter Jennifer ”Jenny” Cavilleri, som til trods for at de kommer fra meget forskellige verdener, straks bliver tiltrukket af hinanden og forelsker sig dybt og inderligt. Det er ikke uden hindringer, men deres kærlighed synes at gøre dem i stand til at overvinde alt den modgang, de møder på deres vej. Men da alt synes fryd og gammen og de er klar til at stifte familie, opdager de at Jenny har leukæmi. Nu er det frem med lommetørklæderne, for der er ingen lykkelig slutning her – i hvert fald ikke den man som læser sidder og håber på. Det er hjerteskærende godt og sætningen ”Kærlighed betyder aldrig at skulle sige undskyld” er blevet en sand klassiker.

Love Story blev filmatiseret i 1970 med Ryan O’Neal og Ali MacGraw i hovedrollerne – se den og husk flere Kleenex.

Den skandaløseLolita
Vladimir Nobokov: Lolita

Jeg kan lige så godt advare jer med de samme. Vi er ude i noget snavs med den her roman. Men ikke desto mindre er den ret god.

Humbert Humbert er professor i litteratur med en ubehagelig interesse for ”nymphets” (pigebørn i alderen 9-14 år). Han giver sin døde barndomskæreste, Annabel leigh, og deres ufuldbyrdede kærlighedsforhold, skylden for denne fiksering. Efter en uheldig episode med en alfons, et mislykket ægteskab, et psykisk sammenbrud med efterfølgende ophold på en psykiatrisk afdeling, flytter Humbert til en lille by i New England i USA for at skrive. Her møder han kvinden Charlotte Haze og hendes 12-årige datter Dolores, som han giver kælenavnet Lolita.

Det er ikke svært at regne ud, at Humbert vil mere med Lolita end med hendes mor. Alligevel gifter han sig med hende, for at kunne blive tæt på Lolita. Til Charlottes store afsky opdager hun Humberts sande følelser og intentioner. Hun truer med at afsløre Humbert som en ”frastødende, afskyelig, kriminel svindler”. Ophidset over den nye viden løber hun væk, krydser gaden, rammes af en bil og bliver dræbt. Humbert er nu fri til at forfølge Lolita og det bliver begyndelsen på en rejse med trusler, sex, flugt og død.

Lolita blev i 1962 filmatiseret af ingen ringere end Stanley Kubrick, med de utroligt velspillende James Mason, Shelley Winters og Sue Lyon i hovedrollerne.

Den sjoveBridget Jones dagbog
Helen Fielding: Bridget Jones’ dagbog

Den 32-årige singlepige Bridget leder efter den eneste ene. Hun både ryger og drikke alt for meget, og får altid rodet sig ud i kiksede og pinlige situationer. Hun flirter med sin dameglade chef Daniel Cleaver, som dog hurtigt viser sig kun at være ude efter sex uden forpligtelser. Men så møder hun den succesfulde Mark Darcy, Først finder hun ham irriterende, men der er jo ikke langt mellem had og kærlighed, og Bridget bliver forelsket – dog ikke uden forhindringer.

Bridget Jones’ dagbog begyndte som klumme-føljeton i den britiske avis The Independent, men blev senere udgivet som bog og derefter filmatiseret. Plottet er inspireret af Jane Austens Stolthed og fordom. Den blev efterfølgende fulgt op med bøgerne Bridget Jones – På randen af fornuft, inspireret af en anden Jane Austen klassiker Kærlighed og svaghed, samt Bridget Jones – Vild med ham.

Herhjemme kopierede journalisterne Henriette Lind, Lotte Thorsen og Anette Vestergaard idéen og skabte dagbogsklummen Nynnes dagbog i Politiken. Klummerne blev efterfølgende udgivet i bogform med i alt fire bøger. Historien blev filmatiseret og senere lavet til tv-serie.

Den ulykkelige
Lena Andersson: En roman om kærlighed + Uden personligt ansvar

En roman om kærlighedSvenske Lena Andersson har skrevet to helt fantastisk bøger om kærlighed – den ulykkelige af slagsen. Selv om man både krummer tæer og genkender sig selv i flere situationer end man har lyst til at indrømme, er det en nydelse at læse, fordi Lena Andersson har et fantastisk sprog.

I En roman om kærlighed møder vi første gang Ester. Ester er poet og essayist og et fornuftigt menneske i et fornuftigt forhold med Per. Men en dag bliver hun spurgt, om hun vil holde et foredrag om kunstneren Hugo Rask. Under foredraget sidder kunstneren selv blandt publikum, henført, og de to mødes for første gang. Esters liv vil aldrig blive det samme igen. Der indledes en slags kærlighedshistorie mellem Ester og Hugo, banal i sin enkle grusomhed og storslået i sin fuldstændige hengivenhed. Uden personligt ansvar

Uden personligt ansvar vender tilbage til Ester år efter den første bog. Da Ester Nilsson møder Olof Sten slår det gnister i hendes hjerte. Men Olof er gift med Ebba og har ikke tænkt sig at forlade hende. Alligevel indleder han et forhold til Ester, som lider under Olofs giftige spil, hvor kun han kender spillereglerne. Ester er et intellektuelt menneske og hun vil så gerne forstå verden og ikke mindst, hvorfor Olof handler som han gør, for hun ønsker af hele sit hjerte at dele sit liv med ham.

Den afrikanske farmDen eksotiske
Karen Blixen: Den afrikanske farm

Der findes ikke mange, der ikke kender til historien om Karen Blixen og hendes tabte kærlighed Denys Finch-Hatton. Besøger man hendes arbejdsværelse på Rungstedlund, står billedet af ham stadig på bordet. Det er jo næsten våde-øjne-romantisk.

Den afrikanske farm er et af dansk litteraturs store erindringsværker, som ikke kun handler om Karen Blixens store kærlighed til Denys Finch-Hatton, men også hendes kærlighed til Afrika. Den handler om tabet af den afrikanske farm, som Karen Blixen drev sammen med først sin mand, Bror Blixen-Finecke, og siden alene i årene 1914-31. Den handler om dagliglivet på farmen, de indfødte, de andre kolonialister i Kenya, om ægteskabet og skilsmissen.

I filmatiseringen af Den afrikanske farm, som fik titlen Mit Afrika, giver Meryl Streep den som Karen Blixen – med underlig accent og det hele. Og skønne Robert Redford spiller den eneste ene Denys Finch-Hatton.

Kvinden der forsvandtDen farlige
Gillian Flynn: Kvinden der forsvandt

Kærlighed kan være noget farligt noget. Mange siger, at man kan blive sindssyg af at elske. Kærlighed kan få os til at gøre frygtelige ting. Og der er ikke langt imellem kærlighed og had. Det giver Kvinden der forsvandt et ret godt billede af.

Nick og Amy Dunne er det perfekte par – sådan ser det i hvert fald ud. Men efter at have haft et fantastisk liv i New York, mister først Nick sit job som journalist i en fyringsrunde og siden også Amy. Da hans mor får kræft beslutter Nick, at han og Amy skal flytte til hans hjemby North Carthage, en lille søvnig by i Missouri, for at være tæt på hans familie i den svære tid. Den velhavende Amy giver Nick og hans tvillingesøster Margo penge til at åbne en bar, da det ikke er muligt for Nick at få andet arbejde. Amy, der selv var skribent i New York, er pludselig blevet husmor, og alt i alt sætter flytningen ægteskabet på prøve. På deres 5 års bryllupsdag forsvinder Amy. Den første antagelse er, at nogen har kidnappet Amy, men det varer ikke længe før politiet vender deres mistanke mod Nick – lidt efter lidt tyder alt nemlig på, at han har slået Amy ihjel.

Kvinden der forsvandt er også filmatiseret, men her gjorde man noget interessant. Gillian Flynn tog nemlig selv opgaven med at skrive manuskriptet, hvilket uden tvivl er grunden til at det er lykkedes så godt, at gøre hendes nervepirrende historie levende. Faktisk er der et lille twist i filmen, som ikke er med i bogen. Så selv om du har læst bogen og dermed kender til det overordnede plottet, kan du stadig bliver overrasket – hvilket er en rigtig fin detalje for de mange verden over, der har læst bogen.

Du må meget gerne dele...Share on FacebookTweet about this on TwitterEmail this to someoneShare on LinkedIn

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *