Læsevaner

Hvordan læser du en bog? Det er måske et mærkeligt spørgsmål, men forleden dag tog jeg mig selv i at sætte endnu en post-it ind i den bog jeg læste, kort tid efter at jeg havde lavet en lille note på samme side, og tænkte, gad vide om andre også gør sådan her?

Fordi jeg anmelder mange af de bøger jeg læser, gør jeg ofte notater undervejs og markere linjer der vil egne sig godt til at citere. Det en indgroet vane og generer ikke min læseoplevelse undervejs. Og selv om jeg ikke skal anmelde en bog, understreger jeg alligevel ofte sætninger eller hele passager, som jeg synes er gode eller som sætter tanker i gang. Og så er der lige det med fejl…mit ordnørdgen kan ikke lade være med at markere de fejl jeg falder over selvom jeg virkelig forsøger at se bort fra dem (jeg har sikkert en eller anden udefineret bogstavsdiagnose). Ryst bare på hovedet og lav himmelvendte øjne, jeg ved godt at det er mærkeligt, men sådan gør jeg altså.

Bogmærke

Æseløre eller bogmærke
I rigtig mange år var jeg meget påpasselig med ikke at lave æseløre i mine bøger – ja faktisk, skulle man helst heller bøje for meget i ryggen på dem. De så altid fine og ulæste ud. Det er jeg heldigvis kommet over. Nu holder jeg af at man kan se at mine bøger bliver læst og nydt.

Jeg er endda gået så vidt som til at lave æseløre en gang i mellem, men det er for at markere interessante linjer i bogen, hvis ikke jeg har en post-it i nærheden. Jeg bruger et bogmærke (hvad der nu lige er i nærheden, kvittering, postkost og lignende) til at markere, hvor jeg er kommet til i bogen jeg læser. Jeg har mange fine ”rigtige” bogmærker men af en eller anden grund ender de altid med at irritere mig, for enten er de for tykke så bogen ikke kan lukkes rigtigt eller også er de ikke store nok og falder nemt ud – jeg er muligvis lidt kræsen.

Kan du huske den om…
Jeg læser mange bøger, som i rigtigt mange bøger, og bliver ofte spurgt, hvordan jeg kan huske dem. Det kan jeg heller ikke – i hvert fald ikke dem alle sammen. Derfor har jeg i mange år skrevet ned, hvilke bøger jeg læser i løbet af året, så jeg på den måde har styr på det.

Men det er desværre ikke længere nok, så nu er jeg begyndt at holde en slags ”læse-dagbog”, hvor jeg skriver et par linjer om bogen, evt. nogle citater samt hvor mange stjerner jeg har givet i min anmeldelse. Jeg bruger en Moleskine Passion Book Journal, som jeg helt klart kan anbefale, hvis du vil have lidt mere styr på, hvad du læser og huske flere ting om bøgerne. Det største minus er, at der under den bogstavinddelte fortegnelse kun er et vist antal sider pr. bogstav, og jeg er allerede nu løbet tør for plads til bogtitler der begynder med D – og vi er kun i maj! Må udtænke et system, når krisen melder sig.

Har du nogle særlig læsevaner et favoritbogmærke eller noget helt tredje, så del det gerne i kommentarfeltet.

Du må meget gerne dele...Share on FacebookTweet about this on TwitterEmail this to someoneShare on LinkedIn

2 tanker om "Læsevaner"

  1. Det er dejligt at læse, også at læse om litteratur. Under søgning af anmeldelser stødte jeg på din blog, og det bliver bestemt ikke sidste gang.
    Jeg har vist noget i retning af en passion for bogmærker. Æselører, nej! og det prøver jeg at lære mit barnebarn og hendes mor.
    Jeg har en kasse med flere hundrede bogmærker, som jeg køber, når vi er ude og rejse. samtidig med, at jeg har nogle pæne, smukke, sjove osv at lægge i de bøger (ofte har jeg gang i et par stykker) jeg lige nu læser, mindes jeg et sted og nogle mennesker.
    Jeg er lige nu i gang med L.C. Skovs nye og er også ret begejstret . Som bogmærke her bruger jeg et lille mærke indkøbt i Canada med tanker af Mark Twain: Age is mostly a matter of mind. If you don’t mind it doesn’t matter.
    Passer måske ikke lige til indholdet i denne bog, men pyt.

    • Dejligt at du vil læse med her på KulturXpressen Jytte – tak for det! Det er en rigtig god idé at købe bogmærker på rejser i udlandet, det vil jeg overveje. Lige nu er det køleskabsmagneter jeg køber med hjem, men vil overveje et bogmærke næste gang. 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *