Lena Andersson: Brugstyveri – en roman om kærlighed

Lena AnderssonBrugstyveri – en roman om kærlighed, er en skarp, humoristisk og hudløs roman om kærlighed. En historie der blotlægger forelskelsens rus og menneskets søgen efter kærlighed, og hvor mange helt sikkert vil genkende dem selv.

Handling: Ester er poet og essayist og et fornuftigt menneske i et fornuftigt forhold med Per. Men en dag bliver hun spurgt, om hun vil holde et foredrag om kunstneren Hugo Rask. Under foredraget sidder kunstneren selv blandt publikum, henført, og de to mødes for første gang. Esters liv vil aldrig blive det samme igen. Der indledes en slags kærlighedshistorie mellem Ester og Hugo, banal i sin enkle grusomhed og storslået i sin fuldstændige hengivenhed.

Aldrig tidligere har jeg markeret så mange passager i en bog, ja faktisk havde jeg flere gange lyst til at afskrive sætningerne og hænge dem op, for det er simpelthen en sproglig fornøjelse at læse denne bog.

”Och ännu en dag då hon inte förmådde skriva. Det lilla hon försökte blev döda fraser som spred dunsten av lik över texten.”

Det er en bog om, hvor meget vi er villige til at narre os selv i vores ønske om at blive elsket, men også om, hvor svært det er ikke at udnytte andre menneskers svagheder og ikke mindst det brutale resultat af begge. Lena Andersson har skrevet et studie af magt og besættelse på en både humoristisk og smertefuldt måde.

Romanen blev helt fortjent tildelt den fine svenske litteraturpris Augustpriset i 2013. Som det ses på bogforsiden og mit citat, har jeg læst Egenmäktigt förfarande – en roman om kärlek, på originalsproget svensk, men den er udkommet på dansk i 2014 under titlen Brugstyveri.

Historien om Ester er fulgt op med bogen Utan personligt ansvar, hvor vi igen følger Esters søgen efter kærlighed. Den udkommer på dansk den 14. august og jeg glæder mig.

★★★★☆

Du må meget gerne dele...Share on FacebookTweet about this on TwitterEmail this to someoneShare on LinkedIn

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *