Liane Moriarty: Hypnotisørens kærlighed

Hypnotisørens kærlighedDet tegner godt i begyndelsen af Hypnotisørens kærlighed. En kærlighedsroman med et hint af uhygge liggende lige under overfladen. Men det udvikler sig desværre til lidt for letbenet chick-lit fra downunder-forfatteren Liane Moriarty, som er kendt for bestselleren Min mands hemmelighed.

Handling: Hypnoterapeuten Ellen O’Farrell har mødt Patrick Scott på nettet. Han er pæn, har et godt job som landinspektør, er enkemand og singlefar til en 8-årig dreng, og det lader til at han kan lide hende. På deres fjerde date fortæller han hende, at han har en stalker. Hans ekskæreste Saskia er slet ikke så færdig med ham, som han er med hende, selvom det er tre år siden han forlod hende. Ellen synes det er interessant, faktisk i en sådan grad, at hun får lyst til at møde stalkeren og lære hende at kende. Hun ved bare ikke, at det gør hun allerede.

”Hun kunne høre Patricks rallende åndedræt […] Og hun kunne høre noget andet. Noget, der ikke var, som det skulle være. Der var en lang, mørk skikkelse for enden af sengen. Ellen stirrede, hendes hjerte hamrede, og hun ventede på, at hendes øjne vænnede sig til mørket […] Skikkelsen bevægede sig. Ellens lunger hev efter vejret. En kvinde stod inde i deres soveværelse, for enden af deres seng, og så på dem, mens de sov.”

Patrick er muligvis den bedste kæreste Ellen nogensinde har haft, hvis altså bare kvinderne fra hans fortid ikke ville komme i vejen. Først er der ekskæresten-nu-stalker Saskia, som godt nok ikke er Fatal Attraction-skræmmende (selvom Patrick nogle gange kalder hende ”kaninkogeren”), da hun på et tidspunkt bryder ind i Ellens hus – alt hun gør er at bage småkager, som ovenikøbet smager fantastisk. Men Saskia går Patrick på nerverne og gør ham i dårligt humør, hvilket påvirker Ellen selv om hun samtidig er underligt fascineret af Saskia. Og så er der Colleen. Patricks for altid unge og smukke kone, der nåede at dø før hun blev kedelig og irriterende.

Det er måske ikke en helt almindelig kærlighedsroman og dog. For selvom der lægges mere vægt på kærlighedens tåbeligheder end triumfer, skal man ikke være synsk for at regne ud hvad historien ender med.

Jeg vil gerne indrømme, at chick-lit ikke er en genre jeg gør mig meget i (faktisk slet ikke), men jeg blev (lige som hovedpersonen) fascineret af problematikken omkring en stalker. Det begynder godt. Man sidder med en næsten behagelig følelse af uhygge. Men hver gang historien lægger op til et dramatisk twist, fiser luften lige så stille ud af ballonen. Jeg savner simpelthen overraskelse eller to.

Hypnotisørens kærlighed udkom den 24. november.

★★★☆☆

Du må meget gerne dele...Share on FacebookTweet about this on TwitterEmail this to someoneShare on LinkedIn

En tanke om "Liane Moriarty: Hypnotisørens kærlighed"

  1. Har netop læst denne bog færdig.. Og hvor er jeg enig med din anmeldelse.. Bogen kom aldrig rigtig igang.. Jeg forventede hele tiden at Saskia ville gøre et eller andet ‘farligt’.. Og Collen virkede som et sidespor for at skabe fyld i bogen.. Havde hellere set forfatteren koncentrte sig om at udvikle Ellen og gøre saskia mere og mere farlig for sig selv og sine omgivelser..

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *