Lone Aburas: Det kommer til at ske

Det kommer til at skeMed Det kommer til at ske, giver Lone Aburas et fint indblik i teenageren Henrys alt andet end almindelige drengeliv, men mod slutningen bliver jeg alligevel lidt skuffet.

Handling: Henry er lidt af en enspænder, har ikke rigtig nogle venner på skolen, ja altså bortset fra Alma, men hun er mere stalker end ven. Hans mor sidder ofte og stirrer ud af vinduet i timevis. En dag går hun ud i søen og drukner sig. Henrys far går i sort og overlader Henry til sig selv. Han begynder at gå hos psykolog-John, og får også en bedsteven Adam. Men livet bliver ved med at give Henry knubs. Adam sendes væk og Henrys far, der pludselig er ”vågnet op” som dommedagsfanatiker, rejser til USA for at leve med ligesindede. Henry klarer sig ved hjælp af terapi og begynder at skrive. Hans terapeut opfordrer ham til at sende sine skriverier til en forlægger og med hjælp fra terapigruppe-vennen Leo, får Henry udgivet en roman om sin frygtelige barndom og bliver en succes.

”På trods af, at jeg uddybede og forklarede, at psykolog-John mest var for de elever, hvis forældre var fucked up, registrerede han det nærmest ikke, men så ud til at være mere optaget af, om Bukhara var regionshovedstad i Usbekistan eller en luksusrestaurant i Delhi.”

Det kommer til at ske præsenteres fra forlaget som en historie om en ung mand, der har haft den dårligste barndom, men som succesfuld skriver om den ved at lyve den slemmere, og derefter bliver konfronteret med det. Et både interessant og ret morsomt anslag.

Og det begynder da også godt – på tragisk vis – med Henry der bliver overladt til sig selv fordi hans depressive mor dør og faren forskanser sig med frysepizzaer, snacks og serier på Netflix i sit soveværelse. Stakkels Henry. Da han bliver bedstevenner med klassens nye dreng Adam, lysner det lidt for Henry. Men drengenes tid sammen, hvor de går i skole, ser film på computeren mens de inhalerer kamilleblomster gennem en vaporizer, bliver ret hurtigt trivielt.

Historien rummer de klassiske træk for en teenagekomedie – håbløse forældre, en solid bedsteven og wingman, pigeforviklinger og lidt komisk psykologsnak. Bevares, der er da sjove og spøjse scener i bogen, som fx da Henrys depressive mor spiller død på stuegulvet; hans far undersøger hende med Henrys legetøjslægesæt, og sammen graver de et hul til hende i haven. Men det er ikke nok til at jeg kaster armene i vejret og siger fantastisk.

Tonen er usentimental og ganske fin. Sproget er ungdommeligt og ”street” agtigt, hvilket vist henvender sig mere til teenagedrenge og unge mænd end til en kvinde på 40+ år. Faktisk tror jeg, at bogen vil være en glimrende, lærerig og underholdende ungdomsroman. Men for mig er de 176 sider hurtigt læst – og glemt.

Det kommer til at ske udkom den 29. januar.

★★★☆☆

Du må meget gerne dele...Share on FacebookTweet about this on TwitterEmail this to someoneShare on LinkedIn

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *