Lone Theils: Pigerne fra Englandsbåden

Pigerne fra EnglandsbådenMed Pigerne fra Englandsbåden bliver Lone Theils tilføjet den efterhånden lange liste over journalister, der er sprunget ud som krimiforfattere.

Handling: I 1985 forsvandt to danske piger sporløst på Englandsbåden. Mange år senere dukker et foto af dem op i en gammel kuffert hos en marskandiser i en engelsk kystby. Det er tilfældigt journalisten Nora Sand, der arbejder i London for et dansk magasin, der køber kufferten. Hun begynder at grave i historien og undersøge pigernes brogede baggrund på en ungdomsinstitution. Snart vikles hun ind i en sag om en uhyggelig seriemorder, der afsoner en livstidsdom i det berygtede fængsel Wolfhall. Begivenhederne tager fart, og Nora begynder pludselig at frygte for sit liv.

Jeg er ikke langt inde i bogen, før den kvindelige heltinde Nora Sand, leder tankerne hen på en anden fiktiv hovedperson, nemlig Liza Marklunds Annika Bengtzon – for udover at de begge er journalister, er de begge lige øretæveindbydende. De er kvinder med jeg-kan-selv attitude men på den lidt tvære og naive måde. Og alt i alt falder hensigten, som jeg tænker har været at portrættere en stærk kvinde, til jorden. Desværre.

[…] mere skulle der ikke til for at få Edna til at sætte sig ned, sænke stemmen og hviske de blodige detaljer […] Nora lod hende tale sig frem til historien om opdagelsen, Hix’ flugt og i sidste ende fængsling samt forsøget på at afdække, hvor tungerne i glasset kom fra.

Ifølge teksten på bogens ene flap, er handlingen inspireret af en virkelig hændelse, hvor nogle fotos af ukendte piger, taget på Hovedbanegården i København, pludselig dukkede op hos en amerikansk seriemorder. Det er et vanvittigt spændende oplæg, og bogens anslag er rigtig fin. Men desværre lykkedes det ikke rigtigt forfatteren at bevare pulsen og spændingen lader i den grad vente på sig. Samtidig får vi sideløbende en kærlighedshistorie om Noras barndomsven Andreas, der er så klichéfyldt og forudsigelig som en novelle i et romanblad.

Historien bliver lidt for meget et studie i Nora Sands personlighed, og selv om de sidste 50 sider i bogen er hæsblæsende, er det alt for langt tid at vente på at der sker noget. At man så samtidig sidder tilbage uden svar på motivet for en række mord, gør at fortællingen ikke rigtig bliver forløst.

Lone Theils skriver i et let og behageligt sprog, men Pigerne fra Englandsbåden vil i mine øjne blot være en præsentation af Nora Sand. Jeg ser frem til at læse næste bog, hvor jeg håber at forfatteren vil vægte plottet højere og forsøge at holde en højere spændingskurve.

Pigerne på Englandsbåden udkommer i dag den 20. marts.

★★★☆☆

Du må meget gerne dele...Share on FacebookTweet about this on TwitterEmail this to someoneShare on LinkedIn

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *