Maria Gerhardt: Der bor Hollywoodstjerner på vejen

Der bor hollywood stjerner på vejenDer bor Hollywoodstjerner på vejen er en sårbar, vedkommende og barsk selvbiografi om kærlighed, karriere og kræft.

Handling: Det er historien om den succesfulde dj Djuna Barnes, der op igennem 00’erne satte lyd på nattelivet i København og forvandlede alt hun rørte ved til guld. Og vis liv synes at være en evig fest, hvor man aldrig løb tør for alkohol og stoffer. Men det er også historien om den unge kvinde Maria, der er forelsket i veninden Rosa, og første 15 år senere tager sig mod til at fortælle hende det, da Rosa står forladt og med en nyfødt søn. Men lykkerusen varer kort, for Maria opdager at hun har en knude i det ene bryst, en knude der viser sig at være kræft. Kampen for kærligheden er overstået, men kampen for livet begynder nu.

”Man kan ikke både være lesbisk, syg og ked af det. Det er en kategori for meget. Hvis jeg så i det mindste havde en god uge og det var den smilende syge […] Men jeg sidder formummet, siger ikke noget, giver ikke noget. Jeg fryser bare og vil gerne hurtigt hjem.”

Jeg må indrømme, at det gør mig en smule utilpas, at anmelde en selvbiografisk bog om et sygdomsforløb. For kan og må man være kritisk overfor en kræftramts personlige fortælling om ”kampen for livet”? Får man ikke automatisk aktiveret sit medlidenhedsgen, når man konfronteres med sådan en historie? Ingen fortjener jo den skæbne.

Den lidt spøjse titel refererer til et sted i Hellerup, hvor Maria for en stund bor sammen med kæresten Rosa og sønnen Bjørnstjerne. Men den kunne lige så vel have heddet noget andet, for selv om romanen har kendisfaktor på mere end en måde, hvilket godt kan blive lidt kvalmt og se-mig-agtigt, handler den om meget andet.

Der bor Hollywoodstjerner på vejen er ikke selvhøjtidelig. Man kan sågar trække på smilebåndet enkelte steder, hvilket føles befriende midt i al elendigheden med efterveerne af den frygtelige kemobehandling. Maria Gerhardt skriver usentimentalt om kræftsygdommen og følsomt om kærlighed. Og det er det, der bogens en styrke – at det ikke udelukkende er en historie om kampen mod kræft, men også en historie om kampen for kærlighed. Bogens kapitler springer skiftevis mellem tiden FØR ”kræft og kærlighed” og tiden MED ”kræft og kærlighed”, hvilket i begyndelsen er lidt forvirrende, men efterhånden virker det naturligt.

Jeg har hørt bogen som lydbog, og synes desværre ikke at oplæseren var speciel fantastisk. Måske er det bogens meget korte sætninger, som giver en næsten stødvis oplæsning, hvilket muligvis er et forsøg på at skabe en rytme, men personligt irriterede det mig voldsomt. Vil overveje at læse bogen igen (på et senere tidspunkt) som almindelig papirbog.

Der bor Hollywoodstjerner på vejen udkom i 2014.

★★★★☆

NB: I 2015 fik Maria Gerhardt et tilbagefald, og denne gang har lægerne fortalt, at de kun kan give hende livsforlængende behandling.

Du må meget gerne dele...Share on FacebookTweet about this on TwitterEmail this to someoneShare on LinkedIn

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *