Mark Frost: Den hemmelige historie om Twin Peaks

Bogen Den hemmelige historie om Twin Peaks, er et unikt must-have for alle Twin Peaks fans.

I 1991 dukkede der en serie op på tv som tryllebandt en hel generation. Det var filminstruktøren David Lynch, hvis film Eraserhead, Elefantmanden og Blue Velvet allerede havde markeret ham som en alt andet end mainstream filmskaber, der stod bag serien. Det var nyt, det var uhyggeligt, en smule underligt og frem for alt ikke lig noget man nogensinde havde set på tv før.

Historien om mordet på den unge, smukke Laura Palmer i den lille amerikanske by Twin Peaks ved foden af to bjergtinder, blev en af de mest sete tv-serier i 1990’erne, og seriens særlige 1950’er-stil skabte en modetrend. Efter to sæsoner stoppede serien men blev fulgt op med spillefilmen Twin Peaks: Fire Walk with Me (Laura Palmers sidste dage).

I 2014 blev det annonceret at David Lynch ville lave en tredje sæson af tv-serien og i maj i år havde den premiere. I Danmark kan den nye sæson Twin Peaks: The Return ses på HBONordic.

Mark Frost, der skabte serien sammen med David Lynch, har nu skrevet bogen Den hemmelige historie om Twin Peaks, der giver læseren mulighed for at lege FBI-agent for en stund. Bogen er nemlig lavet som et FBI-dossier og indledes med et memorandum fra vicedirektøren i FBI til læseren, en hemmelig specialagent.

Vi bliver forelagt en masse materiale som har forbindelse til en efterforskning foretaget af specialagent Dale Cooper for ca. 25 år siden, af en række mord i og omkring Twin Peaks, først og fremmest mordet på den unge Laura Palmer. Materialet er blevet sikret på et gerningssted der stadig er under efterforskning, og vicedirektøren beder om at vi finder ud af, hvem der har samlet alt materialet – og det kan ikke gå hurtigt nok, for som sagt blev denne dossier fundet på et gerningssted.

Bogen er fyldt med avisudklip, hemmelige dokumenter, notater og billeder, som var det en rigtig sagsmappe, og jeg må sige, at jeg er vild med det. For alle os der elsker mysterier og altid har haft en hemmelig drøm om at blive detektiv, er dette her så sjovt at gennemgå. Så lav dig en kop damn good coffee, tag dig et stykke cherry pie og slip din indre snushane løs.

For at give dig en lille forsmag på den unikke måde bogen er bygget op, har jeg lavet en kort video. Musikken i baggrunden er naturligvis Angelo Badalamentis (bedste navn ever!) ikoniske introtema til tv-serien.

Den hemmelige historie om Twin Peaks udkom den 18. maj.

★★★★☆

Du må meget gerne dele...Share on FacebookTweet about this on TwitterEmail this to someoneShare on LinkedIn

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *