Michael Robak: Øm

Øm er en letbenet men glimtvis humoristisk fortælling om en midaldrende mand ramt af forlist kærlighed, mismod og stress, pakket ind i et tykt lag selvmedlidenhed.

Go’ morgen Danmark-værten Michael Robak debuterede i 2014 med romanen Hele byen ved det, om en falleret radiovært på en gevaldig nedtur. Robak fortsætter temaet om mediemænd i krise i sin nye roman Øm.

Det skal være skidt før det kan blive godt, synes at være udgangspunktet for historien om den 49-årige David Bramsen, der er nyhedschef på et stort dagblad. Siden hans kone Sara, en stockholmsk akademiker, forlod ham for seks år siden og bosatte sig i Berlin med deres fælles søn, er det gået ned af bakke for David. Han længes stadig efter fortiden og har ikke været i seng med en kvinde i fem år. Hans far er for nylig blevet fundet død på et koldt beton gulv og selv rammer han for alvor bunden, da han falder om på sit arbejde under et redaktionsmøde.

Med diagnosen stress, bliver han sendt på orlov i seks måneder. I stedet for at sidde hjemme i den tomme lejlighed på Frederiksberg, lejer han et gammelt sommerhus i en lille sløv by, hvor han i sine unge dage boede hos sine bedsteforældre. Det lysner for en stund, da Sara uventet inviterer ham til Berlin for at besøge sønnen, men tingene går slet ikke som David drømmer om, og snart er han tilbage i sommerhuset, hvor han sidder og ømmer sig mens hans kriminelle halvlillebror Bjarke og naboen Bit forsøger at sparke liv i ham igen.

”Ansigtsudtrykket forandrede sig fra miavende missekat til mellemfornøjet mellemleder. ”Du er godt nok en kedelig mand. Helt slukket.” Hun rettede på sit tøj og forlod mit værelse med skoene i den ene hånd. Kedelig: Ja. Det havde jeg været i årevis. Slukket: Det kunne jeg ikke komme udenom. Længere. Med få anstrengelser og lidt kærlige ord til tv-korrespondenten kunne jeg have fået liv i min indtørrede og forsømte krop. Jeg gik i send i stedet. Efter en kort undren over optrinnet faldt jeg i søvn med finanstillægget over ansigtet.”

Det er en meget let læst bog – man flyver hurtigt igennem korte afsnit og et ukompliceret sprog. Desværre er der ikke meget, der får mig til at stoppe op og endnu mindre af historien bliver siddende i mig. Idéen med at kigge ind i en midaldrende mands indre kaos med tilhørende fysiske skavanker, kan i teorien godt vække min interesse, men det kræver mere tyngde og mindre selvynk, hvilket Øm desværre ikke leverer.

Øm udkom den 11. august.

★★★☆☆

Du må meget gerne dele...Share on FacebookTweet about this on TwitterEmail this to someoneShare on LinkedIn

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *