Nickolas Butler: Shotgun Lovesongs

Shotgun LovesongsEn poetisk roman om venskab og hjemstavn og om værdien af livets store og små øjeblikke – en særdeles stærk debut fra Nickolas Butler.

Handling: Henry, Leland, Kip og Ronny er alle født og opvokset i den samme lille by i Wisconsin, og er nu ved at falde mere eller mindre tilrette som ægtemænd og fædre. En af dem har aldrig forladt byen, driver stadig familiens landbrug og jorden, der er blevet dyrket i generationer. Andre rejste, tog længere væk for at gøre karriere, med varierende grader af succes. Vævet indimellem dem er Beth, der er vokset op med de fire mænd og hvis tilstedeværelse blandt dem, både dengang og nu, er brændstoffer til den slags lidenskab man kender fra kærlighedssange og rivalisering.

”Jeg rejste tilbage hertil, og jeg fandt min stemme, som om det var en ting, jeg havde tabt op af lommen, eller en fjern souvenir. Og hver gang jeg tager tilbage hertil, er jeg omgivet af folk, der elsker mig, som går op i, hvordan jeg har det, folk der beskytter mig som et ekstra lag varm hud.”

Henry er vores tavse helt. Landmanden, der er gift med ungdomskæresten Beth og en helt igennem god mand. Økonomien er stram, men for Henry er det vigtigste familien og vennerne. Leland eller Lee, som han kaldes, satsede tidligt i livet på musikken og er blevet rockstjerne med tilhørende fed bankbog. Ronny rejste landevejende tynde som dameglad rodeostjerne med en uslukkelig tørst efter alkohol, men vendte hjem efter en hjerneskade, og er nu en tørlagt og godmodig mand som alle holder af og passer på. Forretningsmanden Kip har altid følt sig en smule udenfor vennekredsen, så efter nogle succesfulde år i Chicago, flytter han tilbage til Little Wing og køber den nedrivningstruede foderstofcentral, som han istandsætter med håb om at få den anerkendelse, han så desperat ønsker fra både vennerne og barndomsbyen.

Skriv om det du kender” – er et råd alle håbefulde forfattere får, og der er ingen tvivl om at Nickolas Butler kender sin fiktive by Little Wing ud og ind. En lilleputby lidt udenfor Eau Claire i Wisconsin, hvor forfatteren selv er født og stadig bor med sin familie. Beskrivelserne af de skiftende årstider (især vinteren, som er den længste årstid i det nordlige USA,) er livagtige og poetiske.

Der er fire bryllupper i romanen, et par separationer, en håndfuld berusede eventyr og bekendelser, og en lidt besynderlig slutning. Men der er også en dyb empati for personerne og lillebydynamikken. Der er misundelse med tanken om, at græsset altid er lidt grønnere hos andre, samt forundringen, når man indser, at det blot er lyset der laver tricks.

Nickolas Butlers roman har fået mange rosende ord, ikke mindst i hjemlandet USA, og det er også en rigtig god bog, men feministen i mig kan ikke lader være med at tænke, at kun en mand får lov til at skrive en bog som denne – havde forfatteren været kvinde, ville hun uden tvivl blive beskyldt for at have skrevet en sukkersød sæbeopera med klichéer. Når det er sagt, lader jeg mig tryllebinde af karaktererne og historiens ærlige kærlighedserklæring til forfatterens hjemstavn og til venskaber.

Shotgun Lovesongs udkommer i dag den 3. september.

★★★★☆

Hør Nickolas Butler fortæller om sin roman (og se hans imponerende fuldskæg) på amerikansk morgentv.

Du må meget gerne dele...Share on FacebookTweet about this on TwitterEmail this to someoneShare on LinkedIn

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *