Øde ø-udfordringen

Er du frisk på en udfordring? Øde ø-udfordringen, for at være helt præcis. Den er både skræmmende og svær for os bognørder, men resultatet bliver uden tvivl interessant.

Udsigten fra min sofa. Foto: Mette Camilla Melgaard

Hvis du lige som mig elsker at læse, er sandsynligheden for at du har en overfyldt reol meget stor. Når jeg ligger i min sofa, kigger jeg på en hel væg fyldt med bøger. Dejligt! Desværre har ikke plads til bøger andre steder og hylderne er fyldte. Det betyder (besvim nu ikke) at jeg bliver nødt til at være rimelig hårdt og sortere ud i bøgerne hele tiden, for at få plads til nye.

De første gange jeg ryddede ud i bøgerne sådan rigtig for alvor, var for et par år siden. Jeg havde udskudt det længe, men bogstakkerne blev flere og flere og til sidst var der ingen udvej. Overraskende nok var det ikke så svært som jeg troede det ville blive. De bøger jeg ikke brød mig specielt om eller som var direkte kedelige/dårlige, ja de kom hurtigt ned fra hylderne. Men nu er det efterhånden begyndt at blive rigtigt svært. Sidste gang der skulle rokeres rundt på bøgerne kunne jeg ikke længere forsvare (overfor mig selv) at have alle Jo Nesbøs bøger i Harry Hole-serien stående (det samme gælder mange andre serier som bl.a. Liza Marklund, Peter Robinson, Peter James og Arne Dahl, hvor jeg kun har gemt nogle stykker af hver), så nu har jeg kun de fire nyeste – resten fik en veninde med hjem til hendes forældre, som begge gerne vil læse dem.

Øde ø-udfordringen
Forleden aften da jeg igen lod blikket glide hen over de mange bøger på mine hylder for at lave en mental note om, hvilke der må lade livet, om man så må sige, næste gang jeg skal rydde ud og give plads til nye titler på hylderne, kom en skræmmende tanke til mig. Hvad nu hvis jeg kun måtte beholde et lille udvalg bøger? Og sådan kom jeg på Øde ø-udfordringen.

Reglerne for udfordringen er ganske simple. Du må vælge 25 bøger fra din reol – og her mener jeg papirbøger. Det dur ikke at bruge undskyldningen, at du bare vælger at tage din Kindle eller iPad med som kan indeholde flere tusinde titler. Nej, det her er den barske udfordring (især når man har hundredevis af bøger stående). Du må kun få 25 fysiske bøger med fra din reol til den øde ø.

Jeg lavede ret hurtigt en bruttoliste (jeg laver lister over alt) som dog hurtigt viste sig at indeholde næsten 100 titler. Det er vist nu jeg skal oplyse, at jeg ikke havde planer den pågældende aften, og at en ondskabsfuld hovedpine forhindrede mig i at læse. Nå men altså bruttolisten skulle koges ned til 25 bøger, så jeg inddelte dem i tre kategorier: 1) Bøger jeg synes er fantastiske. 2) Bøger jeg endnu ikke har fået læst og 3) Bøger jeg gerne vil genlæse, da jeg er sikker på der er mere i dem end til blot en gennemlæsning.

(trommehvirvel..)

Her er mine 25 bøger fra reolen som jeg vil tage med på en øde ø (i alfabetisk rækkefølge som de står på reolen, naturligvis):

Andersson, Lena Var det bra så?
Andersson, Lena Egenmäktigt förfarande – en roman om kärlek
Andersson, Lena Uden personligt ansvar
Auster, Paul Illusionernes bog
Capote, Truman Med koldt blod
Christie, Agatha Murder on the Orient Express
Dencik, Daniel Anden person ental
Dencik, Daniel Grand Danois
De Vigan, Delphine Ingenting kan hindra natten
Helle, Helle Dette burde skrives i nutid
Nick Hornby, High Fidelity
Hustvedt, Siri Med bind for øjnene
Hustvedt, Siri Den lysande värden
King, Stephen On Writing
Lagerlöf, Malin Dagbok från ditt försvindande
Lee, Harper Dræb ikke en sangfugl
Lindgren, Astrid Krigsdagbøger 1939 – 1945
Malmsten, Bodil Den dagen kastanjerna slår ut är jag långt härifrån
Munro, Alice Livet
Nesser, Håkan Levende og døde i Winsford
Plath, Sylvia Glasklokken
Rankin, Ian Exit Music
Thorup, Kirsten Himmel og helvede
Ullmann, Liv De urolige
Woolf, Virginia Selected works of Virginia Woolf

Spørger du mig i morgen, kan det sagtens være at et par af dem er byttet ud med andre titler, men lige nu og her er disse mine valg.

Og så er jeg utrolig nysgerrig. Tør du tage øde ø-udfordringen og nævne hvilke 25 bøger fra din reol, du vil tage med dig på en øde ø?

Du må meget gerne dele...Share on FacebookTweet about this on TwitterEmail this to someoneShare on LinkedIn

Lone Hørslev: En ordentlig mundfuld

Med novellesamlingen En ordentlig mundfuld, giver Lone Hørslev os 20 øjebliksbilleder af helt almindelige mennesker med helt almindelige liv, hvor alle har mulighed for at genkende sig selv i en følelse.

Lone Hørslev kendetegnes for sine altid ærlige tekster, og for ikke at sminke grimme og akavede situationer eller hudløse følelser. Hun skriver let og ubesværet – også denne gang. Men den humor eller glimt i øjet som jeg har oplevet i hendes tidligere romaner, mangler jeg lidt her. Der er noget mistrøstigt over fortællingerne der mere eller mindre alle har karakterer, der enten er på vej til et brud eller som har været igennem et brud.

Bogen prydes af et cover med et billede af en kvinde (muligvis forfatteren selv) der ser sig i spejlet. Måske er det en opfordring til at vi skal se nærmere på os selv eller måske fordi vi genkender os selv, situationer og følelser i flere af novellerne.

Den stærkeste og mest interessante af novellerne er Yogabolden. Her møder vi Helle, der har fået en ny chance for lykke med enkemanden Poul Erik. De fandt hinanden på Facebook. Chatede, mødtes, blev kæreste og lagde planer for et liv sammen. Nu venter de deres første fælles barn, men trods forelskelsens rus er alt ikke rosenrødt for Helle har sønnen Bertram. Bertram der skærer i overboens yogabold med en hobbykniv. Bertram der forsøger at lokke de andre børn til at sætte ild til gardinerne til en fødselsdagsfest. Bertram som Poul Erik straffer for ikke at være hans. Efterhånden smitter Poul Eriks modvilje til Bertram af på Helle, som bliver irriteret og vred over at Bertram ødelægger hendes chance for et lykkeligt liv.

”[…] undskyld, græder Bertram og rækker ud efter hende, undskyld, mor, efter hendes hals, men da hans hænder får fat, bøjer hun sit hoved med en hidsig bevægelse, og med al sin kraft får hun revet sig løs, tager fat i hans arme og river ham væk, og da hendes flade hånd rammer hans ansigt med et klask, slukker den sidste rest af lys og håb som Poul Erik engang havde tændt i Helles sind.” (fra Yogabolden)

Det er de grimme og forbudte følelser og tanker der bliver udstillet i Yogabolden, der som den eneste af novellerne, tidligere har været udgivet (i antologien Rigtige guder gider ikke psykologi, 2013). Historien er med til at trækker den samlede læseoplevelse op, for desværre er der ikke andre af novellerne der gør sig bemærket med en karakter af samme kaliber. Hver og en kunne være om os selv eller vores nabo. Og måske er det det der er svagheden, at for få skiller sig ud. At det er for beige. Jeg bliver ikke nysgerrig nok, sidder ikke med længslen efter at høre mere om de mennesker, hvis liv jeg har fået et hurtigt indblik i.

En ordentlig mundfuld udkom den 7. april.

★★★☆☆

RELATERET LINK
Lone Hørslev: Fjerne galakser er kedelige

Du må meget gerne dele...Share on FacebookTweet about this on TwitterEmail this to someoneShare on LinkedIn

Kamilla Hega Holst: Rud

Det er en møgubehagelig og grim historie Kamilla Hega Holst fortæller i sin nye roman Rud, men den er umulig at lægge fra sig.

Handling: På vej hjem fra stranden forsvinder Kaisas teenagesøn Malte, ind i Asserbo plantage. Udfordringen lyder: ”Hvem kommer først hjem?” Kaisa og datteren cykler den ene vej og Malte den anden. Men Malte kommer ikke hjem. Om natten bryder Kaisa ind i Maltes anneks i sin søgen efter ham. Hun kender Malte som en egensindig og særpræget dreng, men hun genkender ham ikke i det syn, der møder hende nu; rodet, stanken og en dyster collage, der fylder hele den ene væg. Næste morgen dukker Simon op, Maltes far, som Kaisa lod sig skille fra to år tidligere. I Maltes rod finder de en række koordinater. Det er en leg, de har leget, Malte og Simon, at afsætte punkter i landskabet og finde et bestemt sted. Simon og Kaisa følger Maltes ledetråde i håbet om at finde ham, men jagten bringer gamle mønstre fra deres ægteskab frem i lyset igen.

”Børnene lærte instinktivt at slå blikket ned. Forsvinde ind på deres værelser. Af og til kaldte Simon dem tilbage til stuen. De skulle hjælpe ham med at opklare uoverensstemmelser.
– Hvad tid gik jeres mor hjemmefra?
– Hvornår kom hun hjem igen?
– Stank hun? Havde hun trusser på? Hvordan fanden skal jeg stole på jeres undvigende blikke?”

Det er svært at skrive hvad Rud handler om, for historien tager gang på gang en drejning – og alligevel hænger det hele sammen til slut. En ting er sikkert, det er ubehageligt og grimt og man gennemlever næsten hele den mørke side af følelsesregistret, inden sidste side af vendt.

Bogens bagsidetekst afslører at Malte forsvinder, men selv om man er forberedt på det, melder uroen sig alligevel, for hvad er det egentlig der er sket med ham på sådan en varm og solrig sommerdag? Kaisa er ikke urolig, faktisk er hendes opførelse i timerne efter nærmest skødesløs, og jeg lod mig hurtigt irritere. Hvorfor gør hun ikke noget? Vi får små tilbageblik og høre blandt andet at hun har været væk fra børnene i en længere periode. Hun var ikke rask – mentalt – eller var hun? Der er mange lag i historien og nogle af dem er det op til læseren selv at pejle sig ind på.

Da hun bryder ind i annekset, hvor Malte har sit værelse, begynder uhyggen at sprede sit mørke. Romanen er illustreret med collager og kort, hvilket er med til at underbygge den dystre stemning om at der er noget, der er helt galt. Igen kigger vi tilbage – Kaisa møder Simon og kærligheden rammer som lyn fra en klar himmel, og inden hun ved af det er de flyttet sammen. Men lægen Simon har en mørk side, som Kaisa hurtigt får at føle.

Kaisa er stadig mærket efter de oplevelser hun var igennem i ægteskabet med Simon, og da han dukker op i sommerhuset og opdager at Malte er forsvundet, sniger en anden form for uro sig ind og historien får pludselig en ny dimension. Hvad der så ud til at være en fortælling om en forsvundet dreng, bliver til en uhyggelig beretning om psykisk terror og jalousi.

Men lige som man tror, at nu ved vi hvad det handler om, tager historien endnu en drejning, en tabe-kæben-på-jorden-drejning, som jeg ikke kan afslører her. Jeg kan blot opfordrer på det kraftigste at du læser bogen.

Rud udkommer i dag den 21. april.

★★★★☆

RELATERET LINK
Kamilla Hega Holst: På træk

Du må meget gerne dele...Share on FacebookTweet about this on TwitterEmail this to someoneShare on LinkedIn

Tove Alsterdal: Vend dig ikke om

Vend dig ikke om, viser glimt af ægte spænding, men historien hoster sig igennem et alt for stort net af sidehistorier, som er ved at kvæle den.

Handling: Engang var Beckomberga Europas største psykiatriske hospital. Nu er sporene af fortiden slettet og forvandlet til eksklusive boliger i den gamle park. Svante Levander er en af dem der er flyttet ind i idyllen med sin nye unge kæreste. En aften på vej hjem fra supermarkedet bliver Svante stukket ihjel efter en konfrontation med ekskonen Eva. Eva bliver efterfølgende mistænkt for drabet, og det eneste vidne til hændelsen, en tiggende romakvinde foran forretningen, er sporløst forsvundet. Da nogle børn fra kvarteret kort tid efter finder nogle ligdele tæt på drabsstedet, eksploderer rædslen.

”Han havde set noget der måtte have været hud, jordet og sort, hvor der stadig havde været noget tøj af en slags at se. Han havde kunnet skimte et hoved, med det var ikke et kranium fra en, der havde ligget død i længere tid, men helt tydeligt et ansigt, vansiret og helt indsunket og udspændt på samme tid, som det var på noppet til at briste. […] Så kunne han fornemme, hvordan det bevægede sig overalt i tøjstumperne, indefra, et kriblende mylder, som blev levende. Erindringen om, hvordan han selv havde rodet rundt i det hul og havde mærket det bløde mod fingrene og noget, der kravlede hen over hans hånd. Han ville aldrig kunne vaske sig nok.”

Det begynder godt i Vend dig ikke om – Eva har svært ved at give slip på eksmanden, selv om det var hende der forlod ham. Svante har til gengæld fundet sig en ny ung kæreste og mens de begynder livet sammen i det eksklusive rækkehus, står Eva i ly af mørke og træer og kigger på. Da hun en aften følger efter Svante, tilsyneladende for at tale med ham om hendes søn Filip, som Svante har været som en far for, reagerer Svante overdrevet aggressiv og pludselig bliver Eva slået ned bagfra. Da hun vågner er Svante knivdræbt og Eva bliver varetægtsfængslet mistænkt for drabet. Mens Eva sidder indespærret finder Svantes nabo Niklas et kranie fra et menneske under sin søns seng. Sammen med nogle kammerater har drengen fundet flere skeletdele, men da Niklas får ungerne til at vise hvor de har dem fra, viser der sig også at være ligrester af nyere karakter.

De to mysterier krydres af et tilbageblik på Beckomberga den sidste aften, da sygeplejersken Ulla for sidste gang lukker døren til det nedlagte hospital. Vi får også enkelte øjebliksbillede fra en åbenlys ikke helt rask person, som muligvis hiver fortiden ind i nutiden. Men så begynder det at gå galt. For pludselig tager Evas jagt efter vidnet, der kan bevise hendes uskyld, os på en tur gennem Stockholms underverden blandt romaer til det autonome miljø i Berlin og videre ned gennem Europa til romalejrer i Rumænien. Samtidig bliver vi lukket ind i Niklas’ fantasier om og flirten med Svantes efterladte kæreste samt livet hos sygeplejersken Ulla der nu er pensionist. Og ikke nok med det, får vi også det problematiske forhold mellem Eva og hendes søn Filip at føle samt et par andre små sidehistorier.

Det bliver simpelthen for meget og for rodet. For i stedet for en virkelig god og sammenhængende historie om et drab samt fundet af en massegrav der muligvis har forbindelse til hinanden, får vi flere overfladiske fortællinger der forsøges at knyttes sammen til en helhed uden større succes. Tove Alsterdal vil ikke blot servere knust hverdagsidyl men også storpolitik og den mørke side af internettet kaldet ”The deep web”. Det er brand ærgerligt, for som sagt begynder det så godt.

Vend dig ikke om udkom den 28. marts.

★★★☆☆

RELATERET LINK
Tove Alsterdal: Lad mig tage din hånd

Du må meget gerne dele...Share on FacebookTweet about this on TwitterEmail this to someoneShare on LinkedIn

Krimimessen Horsens 2017

I den kommende weekend afholdes Nordeuropas største krimifestival Krimimessen Horsens 2017 – to dage med mord og lig i centrum i det gamle fængsel i Horsens.

Krimimessen har været en fast del af mine årlige bogmesser i rigtig mange år, men jeg skal desværre ikke af sted i år. Alligevel kan jeg naturligvis ikke lade være med at tage et kig på programmet, og jeg må sige, at der er udsigt til nogle uhyggelig spændende dage for de af jer der lægger vejen forbi.

Der er naturligvis masser af interviews med forfattere om deres bøger – og ja de er her alle sammen, de populære danske forfattere som Sara Blædel, Jussi Adler-Olsen, Michael Katz Krefeld, Julie Hastrup og mange flere. Blandt de udenlandske kan du blandt andet opleve Arne Dahl, Stefan Ahnhem og Yrsa Siguròardóttir, som jeg personligt ikke ville gå glip af. Men det der især tiltrækker mig ved årets program er de mange temadiskussioner, foredragslignende-interviews og ikke mindst en Masterclass med Jesper Stein om hvordan man skriver en krimi. Fantastisk!

Bo Tao Michaëlis og Bo Bjørnvig taler om 30 år med Ian Rankins Rebus-karakter. En håndfuld forfattere taler om deres begejstring for spændingsmesteren John Le Carré mens andre deler deres kærlighed til krimiklassikere som blandt andet Agatha Christie. Kerstin Bergman fortæller om Svenska polisthrillers i 2010-talet. Der er mulighed for at få et indblik i retsmedicinerens hverdag og virkelighedens CSI, og så er der lagt op til spændende diskussioner om Krimien som samfundsrevser samt om kønskampen i krimibranchen.

Indimellem det hele kan du nyde live musik af blandt andet Jakob Melander, Morten Kærså, Kim Juul og Frans Bak. Søndag uddeles Krimimessens Publikumspris. Ti danske krimiforfattere var nominerede og læsere fra hele landet havde frem til 26. marts mulighed for at stemme på deres favorit. Hvem der løber af med den ærefulde pris afsløres søndag kl. 12, hvor Horsens Borgmester overrækker prisen.

Se hele programmet for Krimimessen Horsens 2017 – rigtig god fornøjelse.

Du må meget gerne dele...Share on FacebookTweet about this on TwitterEmail this to someoneShare on LinkedIn

Jo Nesbø: Tørst

Tørst bringer Harry Hole tilbage og Jo Nesbø har skrevet en bloddryppende bog med bid i, der ikke vil skuffe hardcore fans.

Handling: En kvinde findes myrdet i sit hjem efter at have været på en Tinder-date. Hendes krop er tømt for blod og politiet finder bidemærker på hendes hals. Medierne og politiets ledelse skriger på en hurtig opklaring. En sag af denne kaliber kræver Harry Holes skarpe jagtinstinkt, men Hole ønsker ikke at vender tilbage til det sted, der tog næsten alt fra ham. Men da endnu et offer bliver fundet, går det op fra Harry, at han er nødt til at sætte alt til side for endelig at få fat i den morder, det aldrig lykkedes ham at fange.

”Han tog et par nypudsede cowboystøvler ned fra skohylden og kiggede et øjeblik på kvinden inde i skabet. Hun blev holdt oprejst af knagen på væggen bag sig, og hendes blik stirrede stift ud mellem tøjet. Hun lugtede svagt af den lavendelparfume, han havde smurt ud på hendes bryst. Han trak døren til igen.”

Det er fire år og tre selvstændige romaner siden, vi sidst befandt os i selskab med Oslo politiets mest sagnomspundne drabsefterforsker. Nu er Harry Hole tilbage. Tørlagt og gift med sit livs kærlighed Rakel. Han har sagt farvel til drabsafdelingen og har de sidste tre år levet et forholdsvis normalt liv med hus og fast arbejde som underviser på Politiskolen. Men selvfølgelig bliver Harry hevet tilbage på en sag – ikke af sin gode vilje, i hvert fald ikke før det går op for ham, at der er tale om en morder det aldrig er lykkedes ham at fange.

Det er blodigt, meget blodigt, for det er en såkaldt vampyrist der skaber utryghed i Oslos gader. Med jerntænder bider morderen sig igennem flere ofre og tømmer dem for blod for at få tilfredsstillet sin tørst. Harry træder til for at hjælpe med den bestialske sag, hvilket vækker nogle gamle dæmoner i ham samtidig med at både Rakel og bonussønnen Oleg trues af fare.

Det er de utroligste ting Harry Hole er blevet udsat for og har overlevet gennem nu elleve bøger. Vi har for længst passeret grænsen for virkelighedstro og alligevel tilgiver man Jo Nesbø, fordi han forstår at fastholde sine læsere med spænding, tempo og, lad os være ærlige, ekstreme detaljer. Denne gang synes der at være endnu mere whodunit over historien – jeg sad i hvert fald med mine egne teorier og gæt på, hvordan det net af tråde Nesbø har kastet ud over historien, hang sammen. Og selv om en af mine forudsigelser viste sig at være rigtige, har jeg ikke på noget tidspunkt kedet mig undervejs.

Men når det så er sagt, ja så skal jeg da indrømme, at opskriften er den samme gamle kending, og med en cliffhanger der næsten lover at der kommer endnu en bog med Harry Hole, begynder jeg at tænke, hvor meget suppe man kan koge på det samme ben? I Tørst er Holes bonussøn Oleg Fauke blevet elev på politiskolen, så måske er der lagt i kakkelovnen til en ny kommende hovedperson.

Tørst udkommer i dag den 21. marts.

★★★★☆

RELATEREDE LINKS
Jo Nesbø skriver andet end Harry Hole-bøger – læs mine anmeldelser af de to selvstændige bind i thriller-serien der har mafiabossen Fiskeren som fællesnævner.  Blod på sne samt Midnatssol.

Du må meget gerne dele...Share on FacebookTweet about this on TwitterEmail this to someoneShare on LinkedIn

Ian Rankin: Gamle fjender

Rankin, Rebus og gamle fjender, er tilbage og skuffer ikke. 30 år efter den første bog udkom, guider Ian Rankin os stadig rundt i Edinburghs underverden med sikker hånd.

Handling: Den nu pensionerede John Rebus har endnu ikke vænnet sig til at han ikke længere er politimand. Et 40-årigt gammel mord på den smukke, promiskuøse Maria Turquand gnaver som en sten i skoen på ham. Hun blev myrdet på et fashionabelt hotel samme nat som en berømt rockstjerne og hans følge overnattede der og mordet er stadig uopklaret, hvilket naturligvis er for godt til at Rebus kan lade være med at stikke næsen i den gamle sag. Samtidig ligger Edinburghs underverden i åben krig. Den unge opkomling Darryl Christie, gør krav på tronen, men et ondskabsfuldt overfald efterlader ham svækket og sårbar. Har den gamle gangsterboss Big Ger Cafferty virkelig ladet sig pensionere eller afventer han blot slagets gang mellem de unge kumpaner?

”Skikkelsen fyldte døråbningen som en silhuet mod natriumlyset i gadelygterne. Armen huggede til nedad, og Arnott vaklede baglæns, da hammeren ramte hans kranium. Det tågede ud for ham, og knæene gav efter. Han var ved at rejse sig, da hammeren ramte ham igen.”

Det er som sagt 30 år siden den første bog om John Rebus, Knots & Crosses (Blodbrødre), udkom, og har man læst de efterhånden 20+ bøger der er udgivet i serien, er det som at mødes med gamle venner, når man læser om John Rebus og hans gamle makker Siobhan Clarke, ja og også Malcolm Fox, som er det nyeste medlem af familien. Jeg kan se Edinburgh for mig, og selv om jeg aldrig har sat fod der, virker det alt sammen velkendt og på en sær måde trygt.

Rebus er nu i 60’erne og helbredet skranter efter et liv med for meget røg og alkohol, hvilket han derfor ihærdigt forsøger at lægge på hylden. Men hovedet fejler ikke noget og det gør hans nysgerrighed heller ikke. Den gamle sporhund kan ikke nøjes med at gå tur med hunden og hygge sig med sin kæreste, retsmedicineren Deborah Quant, og det varer da heller ikke længe før hans prikken i den gamle sag viser sig at have forbindelse med nye hændelser. Samtidig får politiet brug for hans viden og forbindelse til Big Ger Cafferty, så trods pensionistrollen, har både Rebus og politiet svært ved at undvære hinanden.

Det samme gælder det trekløveret Rebus, Clarke og Fox. Trods deres til tider rå omgangstone, er det tydeligt at de alle holder af hinanden. I den forrige bog Vilde køtere, begyndte Clarke og Fox at se en del til hinanden, men en forfremmelse af Fox (som i hans øjne var en bortvisning) pustede koldt luft mellem dem, men Rebus er limen der holder dem sammen. Jeg kan godt lide, at forholdene mellem hovedpersonerne ikke er rosenrøde og ukomplicerede, for sådan er livet ikke, og det er en af Ian Rankins styrker. Han skriver om rigtige mennesker. Og så er han vanvittig god til at skrue et plot sammen, som holder læserens interesse fast til sidste side.

Gamle fjender udkommer i dag den 10. marts.

★★★★☆

VIND BOGEN
Du har mulighed for at vinde et eksemplar af Gamle fjender – alt du skal gøre er at besvare følgende spørgsmål i kommentarfeltet:

I hvilken by foregår Ian Rankins bøger om John Rebus?
A: Eastbourne   B: Edinburgh   C: Exeter

Vær opmærksom på, at der kan gå noget tid inden du kan se dit svar i kommentarfeltet, da jeg skal godkende det manuelt.

Jeg offentliggøre vinderen på mandag den 13. marts på KulturXpressens Facebookside, så husk at tjekke om du er den heldige.

Tak til Forlaget Klim for at sponsorere bogen til konkurrencen.

RELATERET LINK
Læs mit interview med Ian Rankin

Du må meget gerne dele...Share on FacebookTweet about this on TwitterEmail this to someoneShare on LinkedIn

Geir Gulliksen: Historie om et ægteskab

Historie om et ægteskab, er fyldt med forelskelsens rus, eksplicitte sexscener og stor sorg over kærligheden der ikke varede for evigt.

Handling: Jon og hustruen Timmy mødte hinanden for næsten 20 år siden, da de begge var i andre forhold. Tiltrækningen var voldsom og de måtte bare have hinanden og fik det. De har et godt liv med arbejde, rækkehus og to fælles børn, men de vil ikke have at deres liv og ægteskab ligner andres og gør deres til undgå kernefamiliens tritesse. De er noget særligt og deres kærlighed til hinanden kan overvinde alt. Til den pludselig ikke kan det mere og Jon bliver forladt.

Hvorfor skal det gøre så forbandet ondt at elske? Det forsøger romans ”jeg”, den 40+ årige Jon, at finde ud af ved at genfortælle hans og Timmys historie efter drømmen er brast. Geir Gulliksen lader Jon leve sig ind i Timmys bevidsthed og opleve hvad der sker, da hun møder manden Harald og hvordan de to sammen, skridt for skridt, bygger et nyt ”os”, frem til det punkt, hvor ægteskabet kun er en tom skal – en næsten lidt pinlig formalitet.

”En hvilken som helst anden ville blive jaloux, ville lave scener, ville blive rasende på en mand som så skamløst lagde an på en anden mands kone. Men jeg kom i godt humør, så det ud til, jeg blev ivrig, jeg ville vide hvad det gjorde ved hende. Nu hvor hun var hjemme igen. Nu hvor vi to var sammen, nu hvor der ikke var grænser for hvad der kunne ske.”

Romanen skabte megen debat i både hjemlandet Norge samt i Sverige da den udkom. Det er dels kønsrollerne som er vendt på hovedet, de tabubelagte fantasier og magtbalancen som sætter gang i diskussionerne – ikke mindst fordi mange af os kan genkende glimt af os selv og vores egne relationer i teksten.

Jon forlader sin kone og deres barn for at være sammen med Timmy, og mange år senere gør Timmy det samme mod ham. I mellemtiden er Jon havnet i en slags 1950’er ægteskab vendt på hovedet. Jon vil være en moderne mand. Han er journalist, men da han bliver fyret vælger han, som den hipster-feminist han ønsker at være, at blive freelancearbejdende hjemmegående far og tage hånd om børnene og hjemmet, og stå klar med maden hver aften. Den politisk korrekte ligestilling er ikke til stede – magtbalancen hælder til Timmys fordel. Lægen Timmy, der har forladt patienterne for at gøre karriere med spændende projekter for ministeriet.

Det er Jon der bekymrer sig om og passer på deres ægteskab. Da Timmy fortæller om manden hun har mødt, giver Jon hende frihed til at forfølge hendes følelser, ja han ligefrem opfordrer hende til at gøre det. Hun vil egentlig ikke, men han vil have at hun vil det. Er det gavmildhed eller desperation? Det synes mærkeligt at forsøge at krydre forholdet med selvplageri. Men Jon synes villig til at gå langt for at få deres ægteskab til at fungere, fordi han selv har ofret så meget for at være i det og det på en eller anden måde skal retfærdiggøres.

Geir Gulliksen skriver fængende og poetisk ikke mindst om sorgen af den tabte drøm. Sønnen der spiller Sims og skaber en illusion af den familie han har mistet og Jon der fjerner resterne af ægteskabet i form af mad i køleskabet. Det er som om Jon vil være kvinde, for at kunne forstå sin hustru, alligevel lykkes det ikke helt.

Kærlighed er på mange måder udefinerbart og mon ikke vi bliver ved med at spørge os selv og hinanden om, at hvis kærligheden kan forsvinde, har den så nogensinde været der? Bogen lægger op til mange interessante samtaler og diskussioner og det føles næsten lidt uartigt blot at skrive en læsevenlig længde anmeldelse. Læs bogen, tal om den og elsk.

Historie om et ægteskab udkommer i dag den 3. marts.

★★★★☆

Du må meget gerne dele...Share on FacebookTweet about this on TwitterEmail this to someoneShare on LinkedIn

Morten Sabroe: Love Me Do

Det er muligt at Love Me Do er ment som en kærlighedserklæring til forfatterens hustru, som udover ham selv, har den bærende rolle i bogen. Men der er for meget Morten Sabroe og for lidt Do Windfeldt – som er den interessante del af fortællingen.

Handling: Mens Morten Sabroe og hans hustru Do Windfeldt holder en uges ferie på det luksuriøse Bowery Hotel i New York, gør han sit livs fejltagelse: Han går alene ind i en elevator – ham der lider voldsomt af klaustrofobi. Og naturligvis vil skæbnen det, at den sætter sig fast. I fire en halv timer er den angste forfatter spærret inde. Da han endelig bliver reddet ud, er han ikke længere den samme mand. Efter at have truet hotellet med et sagsanlæg for sin mands indespærring, forhandler Do sig til et tocifret millionbeløb, som hun ikke fortæller sin mand om. Men det er ikke det eneste hun ikke har fortalt sin mand. Med penge på bankbogen begynder hun en rejse, der fører hende tilbage til sin fortrængte fortid, hvor hun boede tre år i Californien – en tid hun ikke har fortalt nogen om.

”Pludselig standsede han, ramt af meningsløshed. Uden Do var verden tom. Alt hvad han elskede når hun var der, mistede betydning, når hun var væk. Han gjorde. Han kunne lige så godt træde ud foran en gul taxa og gøre en ende på det. Han stod på fortovet, det skar i hans hals. Hvor var hun? Hvorfor var hun rejst videre uden at sige det?”

Bogen kommer godt fra start, da Morten Sabroe ender alene i en elevator på Bowery Hotel. Beskrivelserne af klaustrofobien der overmander ham og driver ham til kanten af sindssyge, er medrivende. Men desværre bliver det efterfølgende knapt så interessant. Historien om den lidende forfatter der er afhængig af sin kone for at overleve, men som han alligevel godt ved, han ikke ”vander” nok – altså fortæller hvor højt han elsker og ikke bruger tid nok sammen med – bliver lidt for meget overflade uden egentlig substans.

Der bliver drukket utroligt meget alkohol side op og side ned hele vejen gennem bogen – jeg har da lært navnet på flere drinks, og at det åbenbart ikke er så problematisk at drikke mange af dem (selv morgenen). Og derudover sker der et par hændelser i løbet af fortællingen, som vi aldrig får svar på fx om den mystiske Mr. Petersen, som muligvis er Dos onkel, og som af ukendte årsager bringer fortiden frem i nutiden.

Det er først mod slutningen, at det endelig bliver interessant, når vi hører om Dos hemmelige fortid i Californien. Vi bliver taget tilbage til Venice Beach sommeren 1997. Begivenhederne er voldsomme, så voldsomme at Do har holdt dem skjult for alle – også sin mand, og visse ting har hun endda selv fortrængt. Her bliver jeg fanget af historien. En fejltagelse på hotellet efter en fordrukken nat, påvirker Do og i en anden retning end forventet. Hun beslutter sig for at vende tilbage til Californien for at stå ansigt til ansigt med fortiden, og ikke mindst med den mand som ændrede hendes fremtid.

Det er en lidt spøjst oplevelse at læse en bog, hvor forfatteren bruger sit eget navn og sin hustrus til at fortælle en historie som muligvis svæver mellem fiktion og virkelighed. Og selvom Love Me Do nok mest er ment som en kærlighedserklæring, synes jeg det mest af alt er en omgang navlepilleri – og en ret kedelig en af slagsen. De 49 sider om Dos hemmelig fortid er højdepunktet i hele fortællingen, men 49 sider i en bog på 336 sider, er simpelthen ikke nok til at hive mig op på tre stjerner.

Love Me Do udkommer i dag den 14. februar.

★★☆☆☆

Du må meget gerne dele...Share on FacebookTweet about this on TwitterEmail this to someoneShare on LinkedIn

Linda Boström Knausgård: Velkommen til Amerika

Velkommen til Amerika, er en gribende fortælling der holder godt fast i læseren til sidste side er vendt. En mesterlig kortroman af svenske Linda Boström Knausgård.

Handling: 11-årige Ellen bor i en stor lejlighed sammen med sin mor og storebror i Stockholm. Hendes far boede også sammen med dem engang, men han flyttede (mod sin vilje) og nu er han død. ”Vi er en lys familie”, har Ellens mor altid sagt, men Ellen går rundt med et mørke og siden farens død har hun været tavs. Hun har valgt ikke at tale mere, hverken hjemme eller i skolen, for hun gemmer på hemmelighed. Fra sin tavshed betragter hun familien – den blonde, charmerende skuespillermor som har elever i stuen, når hun ikke selv står på scenen på teatret og broren, som forskanser sig på sit værelse med sine instrumenter og musik.

De var aldrig en rigtig kernefamilie, selv om det så sådan ud med mor, far og børn. De flyttede fra nord til Stockholm da moren kom ind på teaterskolen, hvilket gjorde hende mere lykkelig end at være sekretær på et stålværk. Men den alkoholiserede og psykisk syge far brød sig ikke om storbyen, og var en tikkende bombe af ondskab, som gjordet livet ulideligt for resten af familien. Selv efter forældrenes skilsmisse blev han ved med at opsøge og plage dem. Da han dør er det derfor en lettelse for familien, men samtidig viser det sig at deres fælles front mod faren faktisk var det der knyttede dem sammen.

Den mutte og truende bror sømmer sig bogstaveligt inde på sit værelse og sammen med Ellens tavshed øger det presset på deres mor, der fortsætter med at ytre at de er en lys familie – måske som en slags overlevelsesmantra i endnu en vanvittig situation.

”Jeg holdt op med at tale, da det optog for meget plads i mig at vokse. Jeg var sikker på at jeg ikke både kunne tale og vokse. […] Far er død. Sagde jeg det? Det er min skyld. Jeg bad højt til Gud om, at han ville dø, og så døde han. En morgen lå han stiv i sin seng. En sådan magt havde min tale altså. Måske var det ikke sandt, det med væksten? Måske forholdt det sig sådan, at jeg holdt op med at tale, fordi mit ønske var gået i opfyldelse.”

Ellens tavshed er en slags selvvalgt straf for den skyld hun føler over at have bedt Gud om hjælp til at slå sin far ihjel. Samtidig føler hun skyld over den sorg hun påfører sin mor ved at være tavs, og hun beder hver dag til Gud om at gøre hendes mor lykkelig. Moren synes dog at have lys og styrke nok til at acceptere, at sådan er situationen lige nu og her. Selv da skoleledelsen indkalder til samtale om Ellens tavshed, siger moren efterfølgende (grædende) til sin datter ”Du skal være præcis som du er.”

Jeg blev meget berørt af historien og Ellens stærke stemme der taler direkte til læserne. Der er en god balance i teksten som er stramt skrevet. Det er en til tider paradoksal og både rørende og underholdende fortælling om en smertefuld barndom. En hurtigt læst bog på blot 89 sider, men ikke en bog man glemmer lige med det samme. Romanen blev sidste år nomineret til den prestigefyldte pris Augustpriset i Sverige.

Velkommen til Amerika udkommer i dag den 9. februar.

★★★★☆

Du må meget gerne dele...Share on FacebookTweet about this on TwitterEmail this to someoneShare on LinkedIn