Peter Høeg: Effekten af Susan

Effekten af SusanSpændende fremtidskrimi af den succesfulde forfatter med lige dele videnskab og aktion.

Handling: Susan Svendsen er fysiker. Hun finder ro i det periodiske system, og føler at naturlovene er en garanti for orden og regelmæssighed. Men Susan har selv et højst usædvanligt talent. Hun fremkalder oprigtighed. Et talent hun har misbrugt til egen fordel, og nu truer en lang fængselsstraf for Susan og hendes børn. Da hun sammen med familien får tilbudt en sidste udvej tager hun den. Hun skal opspore et kvindeligt medlem af en nedlagt kommission og få hende til at afsløre hemmeligheder med vidtrækkende konsekvenser. Men nogen kommer hende i brutalt forkøbet og udser Susan og hendes familie som det næste mål.

”Jeg ved ikke hvordan andre er bange, hos mig begynder det i brystet og breder sig derfra til hele parasympaticus. Mere end noget andet er jeg bange for at børnene skal dø. […] Lige nu føles risikoen mere virkelig end nogen sinde. Hvor jeg står på fortovet, har jeg en følelse af at være eksponeret som under et mikroskop, af at også Laban og tvillingerne er eksponeret. Vi kan være iagttaget lige nu, gennem et kikkertsigte, i et bakspejl, gennem en hæk. Og vi kender ikke modstanderne.”

Jeg blev hurtigt grebet af Effekten af Susan der lige som Frøken Smilla, har en stærk kvinde i hovedrollen. Susan er handlekraftig og har engang skruet en mand fast til gulvet, da han ville voldtage hende. Familien Svendsen, der udover Susan består af hendes komponist mand Laban samt de 16-årige tvillinger Thit og Harald, er en meget usædvanlig familie – ja faktisk er alle karaktererne mere eller mindre udsædvanlige, og selv om handlingen enkelte steder syntes lidt for fantasifuldt (der er fx borgerkrigslignende tilstand i København), rider jeg med på bølgen og lader mig underholde. Det tog lidt tid før jeg indså, at handlingen udspilles nogle år ud i fremtiden, for der er ikke så meget science fiction i historien…før vi nærmer os slutningen, som til gengæld bliver (muligvis) ufrivillig morsom og ”lidt for meget”.

Der er ingen tvivl om at Peter Høeg kan noget med sprog og fortælling, og jeg glæder mig til at dykke ned i hans bagkatalog og udforske, hvad jeg er gået glip af siden jeg læste Frøken Smillas fornemmelse for sne.

Effekten af Susan udkom i 2014.

★★★★☆

Du må meget gerne dele...Share on FacebookTweet about this on TwitterEmail this to someoneShare on LinkedIn