Lige meget hvor jeg bevæger mig hen, er jeg altid på udkig efter bøger. Det kan både være hos boghandlere, genbrugsbutikker og antikvariater. Jeg skal altid lige se, om de har en bog jeg ikke kan leve uden – hvilket de ofte har.
Et af mine absolutte favoritsteder at kigge efter bøger, er hos Rönnells Antikvariat i min anden hjemby Stockholm. Grundlagt i 1929 er Rönnells Sveriges, ja muligvis Nordens, største antikvariat.
Det er et helt fantastisk sted med en ganske særlig stemning. Reolerne bugner med bøger og der er skabt små hyggelige områder med læsepladser, skulpturer og stearinlys. Sortimentet af bøger er bredt – jeg har fundet alt lige fra Pippi til Kerouac, bøger om litteraturhistorie, graphic novels, rejsebøger, digte og meget andet og så har de et udvalg af sjove, fine gamle svenske plakater, litterære postkort samt nye t-shirts og lærredsnet til bøger og andet godt. De fleste af bøgerne er på svensk, men de har også et stort udvalg på engelsk, samt enkelte på tysk og fransk.
Man bliver mødt af et utrolig vidende personale der står i antikvariatet – hver af dem med deres specialer. Jeg har oplevet flere komme derind og sige: Jeg har hørt om en bog der handler om sådan og sådan… og ekspedienten svarer: Du tænker sikkert på den og den… Fantastisk!
Udover at sælge brugte bøger, har Rönnells også et forlag, hvor de et par gange om året (meget entusiastisk) udgiver enkelte bøger. De afholder også forskellige forfatterarrangementer som altid er velbesøgte.
Jeg måtte virkelig holde mig i skindet denne gang – havde ellers et godt øje til Jan Guillous selvbiografiske bog Ordets makt och vanmakt – mit skrivande liv, som længe har stået på min liste over bøger der mangler i min reol. Men da jeg allerede havde købt to bøger på godt 400 sider stykket, og hans er lige så stor, måtte fornuften (og mine arme) træde til og sige: Nu stopper du!
Hvis du besøger Stockholm, hvilket du bestemt bør gøre – det er en skøn by, vil jeg varmt anbefale dig at tage forbi Rönnells Antikvariat. Jeg er sikker på at der er masser af bøger, der kan friste dig til at fylde kufferten med læsestof.
Find vej:
Rönnells Antikvariat
Birger Jarlsgatan 32
114 29 Stockholm