Sigurd Hartkorn Plaetner: Noget om Vitus

Noget om VitusDet positive ved Noget om Vitus er, at den kun er på 212 sider. Til gengæld er det 212 siders ungdommelig følelsesporno, hvor det hele bliver lidt for meget og i længde lidt for kedeligt.

Handling: Vitus er 22 år, har endnu ikke fundet sit ståsted i livet, lider stadig af dyster tanker og savn efter sin mors død otte år tidligere og er kæreste med den fornuftige Sara – mere af bekvemmelighed end kærlighed. Da Sara pludselig fortæller ham at hun er gravid, og har tænkt sig at beholde barnet, bliver benene brutalt sparket væk under ham. Vitus flygter fra virkeligheden og ender til en fest, hvor han møder Emma. Sammen bevæger de sig ud på en følelsesmæssig rejse, der tvinger Vitus til at forholde sig til sine dæmoner.

”Hun drejede hovedet, havde et balladeagtigt gadedrengesmil og stod med tæerne ud over kanten. Vi var ca. 8 etager oppe, og tanken strejfede mig, at hun måske havde tænkt sig at springe ud.”

Det føles som en meget ung bog, hvor der ingen mellemveje findes – det hele er alt eller intet. Der skrives om intense oplevelser, intense følelser, masser af druk og stoffer alt sammen i et skær af ungdommelig naivitet. Vi sendes, sammen med hovedpersonen Vitus, på en følelsesmæssig rutsjebanetur med et enkelt (ikke helt uventet) bump på vejen, og selv om det er store emner som kærlighed og død der er grundpillerne i historien, bliver jeg ikke berørt af den. Måske er det fordi alt er så overdrevet – selv sproget er visse stedet lidt for meget ”…jeg kastede det glødende cigaretskod ud i natten, som et faldskærmsløst nødblus fra et kæntret skib.” Måske er det fordi Vitus og de andre personer er typer, ikke helstøbte karakterer.

Det er fristende at give min alder skylden – det er længe siden jeg har været 22 år, men da jeg netop har læst en helt fantastisk bog med en 16-årig hovedperson, dur det ikke som undskyldning for at jeg kedede mig gennem Noget om Vitus. Jeg ville ønske at forfatteren havde taget et skridt tilbage. Fjernet noget at ”pynten” og givet historien og Vitus plads til at udfolde sig – problemstillingerne er jo egentlig spændende. Men det kræver at man går i dybden med personerne og alle de intense følelser og oplevelser i stedet for at race med 120 km/t. derudaf på blot 212 sider.

Noget om Vitus udkom den 20 maj.

★★☆☆☆

Du må meget gerne dele...Share on FacebookTweet about this on TwitterEmail this to someoneShare on LinkedIn

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *