Siri Hustvedt: Med bind for øjnene

Med bind for øjneneSiri Hustvedts romandebut fra 1992 udforsker kvinden lris’ liv – en heltinde på jagt efter sin egen identitet. Det er både urovækkende og voldsom fascinerende.

Handling: Den 22-årige litteraturstuderende Iris bor alene i New York. Lige som andre i hendes alder, har hun endnu ikke fundet sig selv, og i den lange kamp for at definere sig selv, støder Iris på en række stærke karakterer, som alle truer med at overvælde hende skrøbelige ego.

Allerede kort inde i historien får vi at vide, at Iris skriver på en opgave om det 19. århundredes fiktive heltinder med titlen Fictions within fictions. Iris er Siri stavet bagfra, og lige som Iris, studerede Siri Hustvedt litteratur ved Columbia Universitet i New York  – altså er det nærtliggende at tænke, at romanen har visse biografiske træk og egentlig handler om at skrive.

Historiens kronologi er brudt op i fire kapitler, der hver kredser om en person der træder ind i Iris’ liv. Den første er forfatteren Mr. Morning der ansætter Iris til at skrive korte beskrivende essays om enkelte ejendele, der tilhører en død kvinde der blev fundet myrdet i kælderen af den boligblok hvor han bor i. Da han fortæller Iris fragmenter af historien om den døde kvinde, begynder hun at tro, at han kunne have været morderen. Men da hun konfronterer ham og kræver at høre sandheden, siger han blot at nogle ting ikke kan beskrives.

En anden er George, en fotograf hun møder gennem kæresten Stephen, med hvem hun har en ulykkelig kærlighedsaffære med. Iris betror sig til George. ”..snart kendte han hele min historie, eller det meste af den. George var opmuntrende at fortælle til.” Hun giver ham lov til at fotografere hende, men er forfærdet over de fordrejninger det færdige portræt viser. Billedet er beskåret på en sådan måde, at hun ser ud til at være lemlæstet. Fotografiet kommer på forunderlig vis i omløb, og folk begynder at genkende hende, og hun føler sig tvunget til at benægte overfor en fremmed, at hun er Iris på billedet.

”[…] Det er habitten. Tøjet var mere end en rustning. Det forvandlede mig. Et andet menneske var sprunget frem og havde talt. Jeg trak den bløde hat ned til lige over øjnene, stak hænderne dybt i lommerne og begav mig fløjtende ned ad gaden. Jeg fløjtede ellers aldrig. Jeg er en ny mand, tænkte jeg og lo højt.”

Den endelige pine kommer i form af en fiktiv karakter, en sadistisk dreng ved navn Klaus, hvis identitet Iris halvt antager efter at have oversat hans historie i en tysk novelle for professor Rose. I denne, den mest markant skrevet og ildevarslende del af bogen, begynder Iris at klæde sig i en mands jakkesæt, og fortælle folk, at hendes navn er Klaus. I forskellige snuskede barer møder hun mennesker, der fortæller hende historier om deres liv, mens hendes eget liv nedbrydes i takt med at hun bliver fattigere og tyndere, indtil hun ligner en udsultet gadedreng.

Hun reddes af professor Rose, som hun indleder en affære med. Men deres forhold er fra starten kompromitteret på grund af hans voldsomme redigering af hendes oversættelse af novellen, hvilket har efterlader hende følelsesmæssigt forslået. Ligesom med fotografiet og hendes essays, er det hendes kunstneriske persona der er under angreb. Volden bliver mere eksplicit, da professoren giver hende bind for øjnene i deres sidste, brutale seksuelle møde.

Da Iris river bindet af føler hun, at hun for første gang ser klart. Hun fortæller sin ulykkelige historie til Paris, en kunstkritiker, hun anser for at være en ven. Men Paris er desværre et kryb – en parasit, der lever af andres elendighed (stol aldrig på en kritiker, synes Hustvedt at sige). Der er ingen lykkelig slutning, ingen feministisk triumf. Iris forsvinder simpelthen i slutningen af romanen, flygter fra den modbydelige kritiker, flygter fra læseren, ”..løb, som man siger, som om fanden selv var i hælene på mig.”

Det er en klog afslutning på en klog bog smækfyldt med metaforer. Hustvedt skriver så det griber fat i læseren og trækker os helt med ind i bogen. Iris’ migræneanfald blev næsten mine egne og de stærke karakterer står så skarpt, at jeg kan røre dem. Det er skræmmende, uhyggelig og utroligt fængende.

Med bind for øjnene udkom på dansk i 1992.

★★★★☆

Du må meget gerne dele...Share on FacebookTweet about this on TwitterEmail this to someoneShare on LinkedIn

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *