Stefan Ahnhem: Den niende grav

Den niende gravModbydelig spændende krimi, der får det til at løbe koldt ned ad ryggen på dig og ønske, at den aldrig slutter.

Handling: Sveriges justitsminister er forsvundet. Det er dog kun SÄPO samt et par højtstående politifolk der ved, at ministeren forlod regeringsbygningen en eftermiddag kort før jul, og siden ikke er blevet set. Fabian Risk får til opgave at grave i hændelsen, men får samtidig strenge ordrer til at gøre det diskret under radaren. Hans kolleger kæmper med andre sager om mystiske forsvindinger. Da Fabian finder ministeren indser han, at der en kobling til de andre sager. Justitsministeren er blot en i rækken, og chancen for at finde de andre ofre i live er minimale. Ved Københavns Politi arbejder Dunja Hougaard med en sag, hvor hustruen til en tv-berømthed er fundet brutalt myrdet. Manden er sporløst forsvundet, og mistænktes derfor at være gerningsmanden. Men flere spor fører til Sverige, og Dunjas veje krydser både gerningsmanden og det svenske politi. Det ser ud til, at de leder efter den samme person.

”Hun tog lommelygten i munden og stak den ene pegefinger ind gennem plastikken og rev et stort hul i affaldssækken lige over hende. Det begyndte med nogle få dråber. Derefter strømmede det ud. Lige ned i hendes ansigt. Den gennemtrængende stank slog imod hende som et kemisk våben. Hun skreg højt i de for sekunder, det tog den tyktflydende væske at løbe lige ned i hendes åbne mund, hvorpå hun tav og vendte ansigtet bord. […] Den metalliske smag afslørede, at det var blod. Men den forfærdelige stank sladrede om, at blodet var blandet med ligvæske.”

Stefan Ahnhem debuterede i 2014 med den hæsblæsende Offer uden ansigt, hvor vi følger politiefterforskeren Fabian RIsk, der netop er flyttet tilbage til barndomsbyen Helsingborg, for at få styr på ægteskabet og starte på en frisk. I Den niende grav følger vi Fabian og den uhyggelig sag han arbejder på i Stockholm, seks måneder inden flytningen til Helsingborg.

Det er en vaskeægte page-turner med et uhyggeligt godt gennemtænkt plot, som kun langsomt afsløres i sin helhed. Karaktererne er spændende og helstøbte, og der sker flere uventede hændelser – mange, der ikke er for svage sjæle. Alt i alt en rigtig god bog, der indeholder alt det en krimi skal plus lidt til.

Den niende grav udkommer i dag den 7. juli.

★★★★★

Du kan læse de første kapitler af bogen her.

Du må meget gerne dele...Share on FacebookTweet about this on TwitterEmail this to someoneShare on LinkedIn

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *