Steffen Jacobsen: Gengældelsen

GengældelsenNervepirrende krimi om en terroraktion i København, som for altid vil ændre dit syn på den gamle romantiske have Tivoli.

Handling: Danmark mister sin uskyld, da en selvmordsbomber udløser en sprængladning under en af Tivolis mest populære forlystelser. Ingen tager ansvar for handlingen, og syv måneder senere har politiet stadig ingen spor at gå efter. Politikommissær Lene Jensen har være en del af den resultatløse efterforskning, men da hun involveres i et dødsfald på Nørreport Station, ser hun pludselig en mulig forbindelse til bomben i Tivoli. Sammen med den eksklusive privatdetektiv Michael Sander, forsøger hun at trænge til bunds i sagen. Kun for at opdage at nogle ved mere, end de fortæller, og at et nyt angreb i Danmark meget vel kan være nært forestående.

Med de seneste ugers terroraktioner rundt omkring i Europa, må man sige at Steffen Jacobsens bog er uhyggelig aktuel. Handling udspilles syv måneder efter at 1241 mennesker er omkommet ved en eksplosion i Tivoli udløst af en selvmordsbomber. Landet er stadig i chok, og politiet samt PET har uanede tilladelser til at finde de skyldige og ikke mindst forhindre endnu et angreb på det kommende topmøde i København med EU’s udenrigsministre samt overrækkelsen af en fredspris til en Israelske professor med efterfølgende æresdoktorgrad på Københavns Universitet.

”Hendes bane endte ved skrivebordet og ham. Omtrent femten centimeter af den sølvfarvede balsameringsnål stak frem fra øjenhulen, og han slog hårdt og desperat med flad hånd mod dens frie ende. Nålen fortsatte, til den stødte mod noget ueftergiveligt i hendes kranie.”

Politikommissær Lene Jensen kæmper med dæmonerne efter sin datters selvmord, og en kombination af for meget alkohol og diverse piller, hjælper ikke lige frem på hendes troværdighed, da hun påstår at der er noget helt galt med et formodet selvmord på Nørreport Station. Hun har naturligvis ret, og meget hurtigt opdager hun, at hun er oppe mod magtfulde kræfter, der er villige til at gå hele vejen for at stoppe hende fra at efterforske sagen yderligere.

Gengældelsen er anden del af en planlagt trilogi om politikommissær Lene Jensen og privatdetektiven Michael Sander. Første del Trofæ, har jeg ikke læst, men man kan sagtens læse Gengældelsen alligevel. Karaktererne er spændende og troværdige, også bipersonerne har dybde. Tempoet er tilpas højt hele vejen igennem, og gør det meget svært at lægge bogen fra sig, for tænk hvis der nu sker noget helt vildt på næste side – og det gør der næsten hele tiden.

★★★★☆

Du må meget gerne dele...Share on FacebookTweet about this on TwitterEmail this to someoneShare on LinkedIn

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *