Steinar Bragi: Højlandet

HøjlandetMan skal holde skruen lige i vandet for at følge med Steinar Bragi og hans fortælling Højlandet, der lægger op til at være en skrækhistorie men måske mere stræber efter at blive en form for nutidig islandsk saga.

Handling: To unge par rejser gennem det islandske højland. Med Europas ørken som bagtæppe, skal de holde ferie, feste, spise den medbragte mørbrad og hummer, drikke og ryge. De har brug for ferie, for de to rivaliserende barndomsvenner Ravn og Egil, synes at være i slutningen af deres nyligt påbegyndte karriere efter den økonomiske boble, de begge har bidraget til at skabe, er brast. Deres kærester Vigdis og Anna er uvidende om, at den livsstil de har vænnet sig til, snart ikke længere vil være en mulighed. I tæt tåge kommer de på afveje og braser pludselig ind i et hus og smadrer deres jeep. Husets to ældre beboere giver dem modstræbende husly for natten, men opfører sig underligt og låser dørene omhyggeligt, som om de frygter noget ude i mørket.

”[…] det slog ham, hvor absurd det hele var. Fire mennesker, der begav sig ind på sandsletten nord for Vatnajökull i mørke og tåge, som om det var den mest naturligste ting i verden. Sidde letpåklædt i varmen, der blev reguleret af en knap på instrumentbrættet, og drikke mexicansk øl med musik i højtalerne. Blive ført af sted gennem landet uden at anstrenge sig, uden at høre dækkenes skurren mod gruset, uden nogen bekymringer, i hvert fald ikke over rejsen, men over alt muligt andet, deres indbyrdes forhold, noget, der var blevet sagt til dem i går eller for tyve år siden, deres bankkonto, mens de betragtede naturen passerer forbi.”

Scenen er sat for en klassisk skrækhistorie. En gruppe unge mennesker fra storbyen på udflugt i ødemarken, der langt fra deres daglige kontekst, pludselig opdager, at de er mere isolerede fra omverdenen end de tror. Ulykken er ude, der skabes intern splid i gruppen og måske opholder de sig i et hjemsøgt hus – alt imens de hver især forsøger at dæmpe angsten med alkohol, stoffer og sex.

Jeg har det rigtigt svært med denne roman. Dels gør Steinar Bragi læseren usikker på, hvad der er virkeligt og hvad der er uvirkeligt, i en sådan grad, at det forvirrer mere end udbygger uhyggen, hvilket ellers synes at være planen. Dels lader forfatteren de fire hovedpersoner være dybt usympatiske. De er alle narcissistiske, rastløse, selvoptagede og aficionados af selvstændige terapeutiske barndomsminder. Ingen synes at indse alvoren før det er for sent.

Om de blodige rædsler de fire venner gennemgår er virkelige eller blot resultatet af en narkotikafremprovokeret psykose, lader forfatteren stå åbent, hvilket ikke hjælper på, at fortællingen i forvejen er umådelig langtrukken og kedelig.

Det er oplagt at tænke, at historien er en reaktion på Islands hybris og fald efter finanskrisen, skrevet af en forfatter der er fortørnet over sig land. Men kombinationen af rasende kritik af samfundet, generationsopgørelse og splatter er ikke specielt vellykket denne gang.

Højlandet udkommer i dag den 11. august.

★☆☆☆☆

Du må meget gerne dele...Share on FacebookTweet about this on TwitterEmail this to someoneShare on LinkedIn

En tanke om "Steinar Bragi: Højlandet"

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *