2016 – året der gik

godt-nytaar-2016

På årets sidste dag er det vist meget passende at taget et tilbageblik på 2016 – året der gik her på KulturXpressen.

Ved årsskiftet besluttede jeg mig for at lave flere forfatterinterviews i 2016 og det blev til otte styk i serien Forfatterens skrivebord. Planen var egentlig at offentliggøre et om måneden, men det viste sig lidt sværere end forventet at få det hele til at falde på plads med interviewaftaler. Jeg vil i det nye år stadig lave forfatterinterviews når muligheden er der og har et par spændende navne på bedding.

Der var perioder i løbet af året, hvor jeg ikke fik læst helt så mange bøger som jeg plejer. Alligevel er det blevet til 56 anmeldelser i 2016 og det er da egentlig meget godt. Jeg har uddelt den fulde stjernepalet med fem stjerner flere gange, men der har været flest 4-stjernede og 3-stjernede anmeldelser. Det blev også til en enkel 2-stjernet anmeldelse. Kun to bøger opgav jeg at læse – faktisk fik jeg aldrig rigtig gang i den ene, så den giver jeg nok et forsøg igen i det nye år.

De sidste to bøger jeg nåede at læse i 2016 var dels Heidi Vesterbergs Vild med hund, som julemanden havde med til mig, en fin omgang hundepropaganda (hvilket jeg falder for med det samme, da jeg virkelig gerne vil have en hund) om forholdet mellem hund og ejer. Den anden bog er den svenske journalist og manuskriptforfatter Malin Lagerlöfs selvbiografiske Dagbok från ditt försvinnande, om tiden efter at hendes mand, filminstruktøren Daniel Lind Lagerlöf, forsvandt i vandet på den svenske vestkyst i 2011, da han var på location-jagt til tv-serien Fjällbackamorden, baseret på Camilla Läckbergs bøger, som han skulle i gang med at filme. Det handler om sorg, savn og kærlighed, om at overleve og om at være tvunget til at genopfinde sig selv som andet end enke og enlig mor til tre børn. Det er en virkelig god bog. Stærk, ærlig og usentimental – den røg straks ind på min top tre over de bedste bøger jeg har læst i år.

Jeg er lidt af en liste-pige, så derfor har jeg naturligvis lavet mine helt personlige top 3-lister over litteraturåret 2016.

ÅRETS BEDSTE LÆSEOPLEVELSE
MALIN LAGERLÖF: Dagbok från ditt försvinnande

EBBA WITT-BRATTSTRÖM: Århundredets kærlighedskrig

LINN ULLMANN: De urolige

– på listen bør også nævnes Tom Malmquist: I hvert øjeblik er vi stadig i live + Jonas Hassan Khemiri: Alt det jeg ikke husker. Det har været et stærkt svensk år med en enkel norsk/svensk tilføjelse.

ÅRETS BEDSTE FORFATTERINTERVIEW
KIRSTEN THORUP
– Det var en helt fantastisk oplevelse at høre en af landets ”Grand Old Ladies” indenfor litteraturen, fortælle om sin arbejdsproces og hvordan den har ændret sig gennem årerne. Vi talte længe, også om ting der slet ikke havde noget med interviewet at gøre, og jeg følte mig nærmest høj af inspiration og benovelse da jeg gik derfra.

LEONORA CHRISTINA SKOV
– 2016s første interview var med Leonora Christina Skov. Det var første gang jeg mødte hende, men alligevel føltes det næsten som at tale med en god veninde. Vi grinte meget og blev igen og igen overrasket over, hvor meget vi har tilfælles og ligner hinanden på forskellige punkter. Senere på året bad Leonora Christina Skov mig om at interviewe hende på årets Copenhagen Crime festival, hvilket var en fin oplevelse foran et pænt stort publikum.

MORTEN PAPE
– Filmnørd møder filmnørd og endda på Nordisk Film. Altså, det kan der jo kun komme noget godt ud af. Jeg havde hilst på Morten Pape et par gange før vi lavede interviewet en kold men solrig forårsdag i Valby. Det var en fornøjelse at høre en så velformuleret og tænksom mand fortælle om sin kometkarriere og sine drømme for fremtiden. Der er flere store ting i vente fra hans hånd, og jeg er ret sikker på, at det ikke bliver sidste gang jeg interviewer ham.

ÅRETS BEDSTE FORFATTERARRANGEMENT
En af sidegevinsterne ved at være aktiv bogblogger og litteraturskribent er, at man kan være heldig at blive inviteret til forskellige events. Derudover findes der rigtig mange forfatterarrangementer hos både boghandlere og biblioteker samt bogmesser og festivaler. Min top 3 over de bedste litterære arrangementer jeg har været til i 2016 ser sådan her ud.

SØNDAGSEVENT I THIEMERS MAGASIN MED DANIEL DENCIK
– Intervieweren var måske ikke så rutineret og opfindsom med sine spørgsmål, men Daniel Dencik er interessant og har meget på hjertet, og så har han god (underspillet) humoristisk sans.

BOGFORUM BLOGGER-EVENT PÅ BELLA SKY
– De tre forfattere Anne-Cathrine Riebnitzsky, Kenneth Bøgh Andersen og Sara Blædel fortalte om deres bøger og jeg var så heldig at sidde sammen med de to første under middagen og fik en god snak med især Anne-Catrine Riebnitzsky om hendes arbejdsproces. Rigtig fint arrangement.

HANYA YANAGIHARA PÅ FORFATTERTRAPPEN I POLITIKENS BOGHAL
– Politikens Boghal (i daglig tale blot Boghallen) i København er fantastiske til at lave arrangementer med forfattere fra både ind- og udland, og så er arrangementerne ovenikøbet gratis. Jeg har hørt rigtig mange interessante forfattere derinde, og i år var især forfatteren til den meget omtalte roman Et lille liv, amerikanske Hanya Yanagihara der gjorde indtryk. Bor du i eller omkring København kan jeg varmt anbefale dig at følge Boghallen på Facebook, hvor de offentliggøre deres arrangementer – der allerede nogle i 2017 jeg har sat kryds ved.

ÅRETS BEDSTE FILMATISERINGER
KVINDEN I TOGET
– Baseret på Paula Hawkins’ fremragende thriller. En ganske vellykket film takket være en velspillende Emily Blunt samt stemningsfulde og intense billeder af den danske filmfotograf Charlotte Bruus Christensen.

NATPORTIEREN
– Tv-serie af Susanne Bier baseret på John Le Carrés roman. Smukke billeder, godt skuespil fra Tom Hiddleston, Hugh Laurie og Olivia Colman, samt et fint spændingsniveau gennem samtlige seks afsnit.

FLASKEPOST FRA P
– Baseret på Jussi Adler-Olsens krimi. En visuel flot film med gode actions shots af jagende helikopter og hurtigkørende tog, der er med til at øger tempoet i en ellers temmelig langsommelig film. Nikolaj Lie Kaas og Fares Fares samspil er igen et plus for filmen sammen med de humoristiske stikpiller undervejs.

ÅRETS STØRSTE OVERRASKELSER
NOBELPRISEN I LITTERATUR TIL BOB DYLAN
– Jeg ved stadig ikke rigtigt, hvordan jeg har det med at Hr. Dylan blev tildelt litteraturens fornemmeste pris – og så ikke en gang gad møde op for at få den overrakt. En ting kan man sige, det satte gang i diskussionen om hvad definitionen på litteratur er.

ELENA FERRANTES POPULARITET
– Hold nu op hvor gik der selvsving i at sige, at man synes Elena Ferrantes Napoli-trilogi er de bedste bøger man nogensinde har læst. Jeg har ikke læst dem, for efter at have læst hendes romaner Forladte dage og Dukken der blev væk, er jeg ikke imponeret og gider ærligt talt ikke kaste mig over tre bøger mere fra hendes hånd. Men det må man helst ikke sige højt, faktisk er det næsten lige så slemt som at sige, at man ikke kan fordrage avokado (hvilket jeg heller ikke kan).

JAN SONNEGAARDS PLUDSELIGE OG ALT FOR TIDLIGE DØD
– Det var en trist og chokerende nyhed der ramte dansk litteratur i slutningen af november. Klaus Rifbjerg kaldte Jan Sonnegaard for den yngre generations store litterære rebel.

Året er ved at rinde ud og med ønsker om et rigtig godt og lykkebringende nytår til jer alle, skal der også lyde et kæmpe stort tak fordi I læser med hos KulturXpressen – både på bloggen her, på Facebook samt på min private Instagram profil. Det har været et fantastisk år når jeg kigge på besøgstallene her på bloggen. Knap 90.000 besøg er det blevet til i 2016, hvilket jeg slet ikke kan fatte. Tusind tak! Jeg håber at I vil kigge forbi igen i 2017.