Lewis Carroll: Alice i Eventyrland & Gennem spejlet

Alice i eventyrlandDen 151 år gamle fortælling om pigen Alice der kravler gennem kaninhullet, er stadig populær hos både børn og voksne, og genudgives løbende over hele verden.

Handling: Alice er på skovtur med sin søster men keder sig. Pludselig får hun øje på en talende kanin med vest og lommeur, og følger straks efter den ned i sit hul. Her bliver hun mødt af et fantasiland fyldt med underlige, vidunderlige mennesker og dyr – et sted hvor alt kan ske. I Gennem spejlet (også kendt som Bag spejlet) møder vi Alice seks måneder senere og igen på vej ud på eventyr – denne gang ved at træde gennem spejlet over kaminen. Han havner i et tummelumsk, omvendt spejlbillede af sit eget hus, hvor hun blandt andet opdager, at skakspillet er blevet levende. Snart står hun blandt flere spøjse skabninger som den røde dronning, Tweedledum og Tweedledee og Humpty Dumpty. Ingenting er helt, som man tror, i denne mærkværdige verden.

”Gid jeg ikke havde grædt så meget! sagde Alice, mens hun svømmede rundt for at finde et sted at gå i land. Jeg tror, jeg skal straffes for det nu og druknes i mine egne tårer! Det vil virkelig være meget mærkeligt. Men alting er så mærkeligt i dag.”

Det er en charmerende vrøvlefortælling, hvor man blot skal lade sig rive med af de tossede karakterer og uforklarlige hændelser. Mange kloge hoveder gør opmærksom på at historien er fyldt med matematik, hvilket ikke er så mærkeligt for Lewis Carroll, hvis rigtige navn var Charles Lutwidge Dodgson, var matematiker og ansat som lektor ved det prestigefyldte Oxford University. Han skrev en række børnebøger under pseudonymet Lewis Carroll, og alle er de mere eller mindre synligt, fyldt med gåder og matematik-filosofiske spørgsmål.

Denne samlede udgave af Alice i Eventyrland & Gennem spejlet har John Tenniels klassiske tegninger og historierne er oversat af Christiane Rohde (digtene er oversat af Mogens Jermiin Nissen, Peter Poulsen og Christiane Rohde). Med undtagelse af coveret lavet af Simon Lilholt /Imperiet, er udgivelsen her lig med den der udkom sidste år fra forlaget Rosenkilde & Bahnhof.

De mange Lewis Carroll fans har et næsten kultagtigt forhold til historien, og mange har mere end en udgave af den stående i reolen. I min verden er de sorthvide illustrationer alt for farveløse til den bizarre og farverige fortælling, så lige på det område er denne version lidt trist. Men historien er der ikke noget galt med. Efterhånden som jeg bliver ældre er det andre ting i fortællingen jeg sætter pris end da jeg var barn fx Hattemagerens excentriske personlighed og larvens tvetydige samtale med Alice.

Alice i Eventyrland & Gennem spejlet genudgives i dag 6. juli.

★★★★☆

Der findes mange udgaver af Alice i Eventyrland – tjek fx denne helt fantastiske pop-up bog af Robert Sabuda.