Delphine de Vigan: Baseret på en sand historie

BaseretpaaensandhistorieBaseret på en sand historie er en selvbiografisk roman om kvindeligt venskab, psykisk påvirkning, om skriveblokering og om sandhed og løgne.

Handling: Delphine de Vigan slog internationalt igennem med romanen Alt må vige for natten, der handler om hendes barndom og i særdeleshed om hendes mor. Nu skal Delphine i gang med at skrive en ny bog, men hvordan gør man det efter en kæmpe succes? Hver dag har hun en undskyldning for at udskyde skriveriet, og da hun møder kvinden L. tager det nye venskab meget af hendes tid. Hun bliver mere og mere bange for det blanke ark og kan til sidst end ikke holde på en kuglepen i mere end et par minutter. Samtidig bliver hun mere og mere afhængig af L. som bliver mere og mere besidderisk.

”Da jeg åbnede døren til min lejlighed, lå en del af stuen indhyllet i byens lys, der kastede skygger fra møblerne hen over gulvet. Jeg tændte ikke lyset med det samme, og jeg må have følt mig overvåget, for jeg skyndte mig at kigge ud ad vinduet. Det forekom mig, at jeg kunne skimte en skikkelse i trappeopgangen overfor. Mens mine øjne lidt efter lidt vænnede sig til mørket og forsøgte at tyde omgivelserne, blev fornemmelsen til vished. Der stod én derovre. Helt ubevægelig, trappelyset var slukket, og personen troede sig sikkert usynlig. På denne afstand var det hverken muligt at skelne et ansigt eller afgøre, om det var en mand eller en kvinde.”

Jeg er en af deltagerne i hyldestkoret til Delphine de Vigans roman Alt må vige fra natten, som jeg ikke kunne lægge fra mig, selv om det var utrolig barsk læsning og jeg flere gange måtte række ud efter en kleenex. Hendes selvbiografiske stil, der samtidig har fiktionens virkemidler er utrolig veludført, så det er ingen hemmelighed, at jeg har glædet mig til at læse nyt fra hende.

Titlen Baseret på en sand historie hentyder kraftigt, at hun bliver i det selvbiografiske hjørne, men denne gang henter hun samtidig elementer vi kender fra psykologiske thrillers og hendes historie dufter så meget af Stephen Kings uhyggelig gode roman Misery, at hun har valgt at indlede hvert af de tre hovedafsnit med et citat fra netop Misery.

Helt fra begyndelsen bliver vi indviet i, at mødet med den karismatiske kvinde L. ændre Delphines liv og at hun selv har svært ved at forstå, hvordan det kunne gå som det gjorde. I takt med at L. og Delphine knytter venskab, får Delphine flere og flere problemer med at skrive. Som læser ser vi tydeligt tegnene på, at L. ikke er hvad hun udgiver sig for at være, og man kæmper indimellem med lysten til at råbe til forfatteren, at hun skal holde sig langt fra hende.

I handlingen indgår desuden en interessant, løbende diskussion mellem Delphine og L. om læsernes forventning til litteratur. L. mener ikke, at fiktion længere er nok, læserne vil have sandheden. Det er grunden til Delphines succes med Alt må vige med natten, at det var en sand historie, og L. mener ikke, at Delphine nu kan vende tilbage til at skrive fiktion, som hun ønsker. Men hvad er sandheden? Hvor langt kan og må man bøje ordet sandhed i litteratur – hvem kan fx vide, hvor sand en historie er, selv om der på bogcoveret står, at historien er baseret på virkelig hændelser?

Tvivlen om sandheden i det man sidder og læser, kommer snigende sammen med uhyggen – især fordi nogle af hændelserne er så fantasifulde, at det næsten ikke kan være sandt. Og det er da også svært, at lade være med ikke også at sende en tanke til Alt må vige fra natten – hvor meget var sandt og hvor meget af sandheden var tilpasset historien? Men det er kun et split sekund man har det sådan, for Delphine de Vigan beviser på fineste vis, at sandheden egentlig ikke har betydning i litteratur, når blot det er en god historie, bliver man grebet af den – baseret på sandheden eller ej. Og Baseret på en sand historien, er en rigtig god historie.

Basere på en sand historie udkom den 20. april.

★★★★☆

Delphine de Vigan: Alt må vige for natten

Ingenting kan hindra nattenEn rystende, usminket og smuk biografi forklædt som roman, om en mor, der mod sin vilje, tvang sine døtre til at blive voksne alt for hurtigt.

Jeg har læst bogen på svensk med titlen Ingenting kan hindra natten – derfor har jeg selv oversat citatet i anmeldelsen til dansk.

Handling: Forfatteren sætter sig for at skrive om sin mor ved at følge livet af kvinden hun kalder Lucile Poirier. Fra hendes tidlige barndom lige efter Anden Verdenskrig til hendes selvmord i 2008 i en alder af 61 år. Vævet ind i denne mørke fortælling om en familie der er hjemsøgt af selvmord og død, er den lige så gribende historie om en datters søgen efter at udforske og forestille sig en undvigende kvinde med henblik på at komme tæt på hende, selvom selve essensen af hende er en legemliggjort afstand.

”Kort efter at Luciles bror var død, skrev hun med en blodrød læbestift på vores badeværelsesspejl: Jeg ender med at bryde sammen. Foran dette spejl redte Manon og jeg hver dag vores hår med denne trussel i panden.”

Alt må vige for natten er på mange måder en forunderlig og svær bog at læse – ikke sproglig svær, men indholdsmæssigt, for det rammer dybt og det gør nogle gange rigtigt ondt. Men der er også en ømhed i teksten, der frem for alt handler om moderen. Delphine finder hende et par dage efter at hun har taget sit eget liv i sin lille lejlighed i Paris. Hænderne er blækblå og ansigtet er begyndt at rådne. Lucile kæmpede i årtier med psykisk sygdom, blev tvangsindlagt og beroliget med stoffer, formåede dog at rejse sig igen og i en alder af 50 år at uddanne sig til socialrådgiver.

Delphine de Vigan beslutter sig for at give sin mor ”en kiste af papir”. Hun åbner døren til sit arbejdsværelse, så mens vi høre den smertefulde livsberetning om Lucile, får vi samtidig lov at høre forfatterens egne tanker om projektet, om søvnløse nætter og om næsten at give op. Luciles smerte har kastet mørke skygger over Delphines og hendes søsters barndom, men hvor kommer smerten egentlig fra? Forfatteren kæmper sig udmattet igennem skyldfølelser over at hænge nærtstående familiemedlemmer ud, i kampen for at komme så tæt på sandheden – en sandhed om selvmord og en far der udsætter sine børn for psykisk og seksuel vold.

Allerede fra begyndelsen forudser forfatteren, at bogen måske bliver en slags fiktion til trods for at den er baseret på mange interviews med Luciles søskende og forfatterens egen søster Manon, samt på selvbiografiske tekster, breve og kassettebånd fra moderens bo. Ikke desto mindre føles teksten ægte, ja næsten nøgen visse steder og utrolig ærlig. Det er både smertefuldt og meget smukt, og jeg vil varmt anbefale at man læser den.

Alt må vige for natten udkom på dansk i 2013.

★★★★★