Jordens salt, er en gribende fortælling om en mor og hendes søns flugt fra Mexico til USA ad den livsfarlige migrantrute.

Lydia Quixano Pérez lever et behageligt liv i Acapulco, hvor hun ejer en boghandel. Hun udvikler et meget nært venskab med sin yndlingskunde, den belæste Javier, der elsker bøger lige så højt som hende selv. De to taler om litteratur og poesi og han læser sine egne (ikke særlig gode) digte højt for Lydia og de bliver mere og mere fortrolige med hinanden til det punkt hvor han siger, at han er forelsket i hende.

Lydias mand, Sebastián, er journalist og dækker alt der har med narkokartellerne at gøre, et ikke ufarligt arbejde, som gør Lydia frygtelig nervøs nu de har en søn. Sebastián arbejder på en artikel om La Lechuza, Uglen, den nye mand i front for kartellet Los Jardineros, hvis karriere bygger på vold og mord. Derfor kommer det som et chok for Lydia, da hun opdager at hendes ven Javier er denne berygtede og særdeles indflydelsesrige narkobaron.

Jordens salt starter blodigt med en massakre under en fødselsdagsfest, hvor kun Lydia og hendes 8-årige søn Luca overlever. Tilbage ligger 16 døde kroppe i haven og i huset, slagtet som var de dyr. En af dem er Sebastián. Lydia er ikke i tvivl om at det er et hævnagt fra Javier og at han vil komme efter hende og Luca. Der vil ikke være nogen hjælp at hente, ingen beskyttelse, for politiet gør ikke noget, det er netop det kartellerne betaler dem for – ikke at gøre noget. Hendes eneste håb om overlevelse er at flygte fra kartellets rækkevidde til en fjern fætter i USA. Men det er svært, for Javier har øjne overalt. Med en uhyggelig plan for at nå grænsen med det berygtede godstog Las Bestia, Uhyret, og derefter bestikke en menneskesmugler til at hjælpe dem med at krydse ørkenen, bevæger Lydia og Luca sig ud på en livsfarlig rejse og bliver to af de utallige udokumenterede immigranter fra Latinamerika der drømmer om friheden mod nord.

” […] en enkelt mand sætter i løb efter toget. Nogle hepper på ham, andre kommer med tilråb. Det lykkes ham lige præcis at få fat i den stige, men benene kan ikke følge med, og han bliver slæbt efter toget. Mændene råber højere og mere desperat. […] Manden har ikke en chance for at komme op. Hans hoved tipper bagover, og Luca kan se hans ansigtsudtryk, i det øjeblik han giver op. Han holder stadig fast lidt endnu, og Luca synes, det ser ud, som han nyder det, de allersidste sekunder, hvor han stadig har livet i behold. Da han til sidst er nødt til at slippe, håber alle, at han ved et lykketræf ryger ned ved siden af togsporene, men nej, manden bliver øjeblikkelig suget ind under uhyrets hjul. Hans skrig overdøver et øjeblik larmen fra toget, der blot kværner videre. Luca kigger bagud og kan se folk stimle sammen på sporene, mens de stirrer på de afrevne lemmer, der ligger og flyder.”

Jeg læste de 478 sider på godt en dag af den simple grund, at jeg simpelthen ikke kunne lægge den fra mig. Jeg var fanget fra første side. Jeg blev rystet grundigt igennem og min viden (og indrømmet, mine fordomme) om migranter er blevet vendt og drejet og gentænkt. Som læser får man et lille, men temmelig uhyggeligt, indblik i hvad det vil sige at være migrant på flugt efter frihed. Historien er fyldt med menneskelige intentioner sat i et tempo som var det en actionfilm – og ja, filmrettighederne er solgt.

Der har været utrolig meget rører omkring romanen. Manuskriptet landede i en budkrig mellem forskellige forlag og forfatteren endte med en syvcifret kontrakt. Dagen inden bogen udkom meddelte Oprah, at hun havde udvalgt den til Oprah’s Book Club, hvilket betyder en sikker plads på bestsellerlisten – den gik da også direkte ind på New York Times’ bestsellerliste som nummer 1.

Men den megen hype har også haft en mørk side, om man så må sige. Den mest almindelige beskyldning er at bogen benytter sig af ”Brownface” (makeup, der bruges af en hvid kunstner, der spiller rollen som en ikke-hvid, typisk sydasiatisk eller latinamerikansk person), hvor den indarbejder et nominelt mexicansk perspektiv, skrevet af en kvinde, der indtil 2016 identificerede sig som hvid. Mange har talt højt om at romanens tilgang til at fortælle migranternes historie er som taget ud af overskrifterne og ovenikøbet med en amerikansk fortællerstemme til et amerikansk publikum og det skubber til den evige debat om hvem der har ret til at fortælle hvilke historier. Da American Dirt udkom, afslørede Jeanine Cummins, at hendes bedstemor faktisk er fra Puerto Rico.

Kontroverser til side. Det er en fremragende bog som ikke blot handler om migranter, men især om en mor og hvad hun er villig til at gøre for at redde sit barn. En eminent læseoplevelse.

Jordens salt udkommer i dag den 20. august.

★★★★★

En lille personlig bemærkning om titlen Jordens salt * Det undrer mig, hvorfor forlaget har valgt at oversætte American Dirt sådan, især fordi forfatteren selv har udtalt at titlens ”dirt” er vigtigt, at hele bogen handler om at nå denne amerikanske jord. At det er håbet i hele fortællingen. Så hvorfor ikke beholde originaltitlen eller i det mindste oversætte den til Amerikas jord/Amerikansk jord?

* ”Jordens salt” stammer fra Bjergprædiken i biblen, hvor Jesus kalder disciplene Jordens salt, det vil sige de udvalgte, rene, åndeligt kraftfulde. (Matt. 5,13)